Sted: I en skov i det sydlige Azurien, ikke så langt fra en ensom kro
Tid: Aften
Vejr: Vinterkoldt og mørkt

Kroens varme føltes allerede som et svagt minde, som Luca fulgte stien ind i skoven. Det var en råkold aften, og selvom der kun var klatter af sne rundt omkring, var det tydeligt, at vinteren ikke havde sluppet sit tag i Krystallandet. Der ville uden tvivl komme mere sne, inden foråret fik lov til at tage over.
Luca havde brugt aftenen på en kro, hvor han havde fået varmen og noget at spise. Et par mindre pæne mænd havde taget ham med i et kortspil, og der var gået et par timer med lidt latter og øl. Men Luca ville ikke sove på kroen, og da han begyndte at blive træt, sagde han farvel til selskabet og begav sig ud i aftenen for at finde et sted, han kunne slå lejr. Krofatter havde tidligere givet udtryk for, at stalden var til heste, så der var ikke andet for end at finde noget læ og pakke sig godt ind for natten. 

Det var ikke unormalt, at han fik et nej til at sove i en stald eller andre steder, de fleste vidste, hvad han var. En natmand, en man helst ikke så i sit hus, medmindre man havde arbejde til ham. Sådan havde det været hele Lucas liv, og han blev ikke vred, når han fik et nej, selv ikke en kold aften som i dag.

Over ham skinnede månen ned, det ville ikke vare mange dage, inden han skulle være fremme ved sit hjem, der lå langt inde i skoven, han lige var ankommet til. Han kørte en hånd over sit ansigt og sukkede lidt træt, mens han koncentrerede sig om at se, hvor han gik i mørket. Snart ville han være langt nok inde til at føle sig tryg ved at lave sig en lejr.

Vandrende rundt i skoven i næsten alt for lang tid besluttede Zaika sig for at stille sig op ad det nærmeste træ. Hendes blik flakkede en smule rundt i omgivelserne, bare for at se sig lidt omkring. Måske hun kunne være heldig at støde ind i et godt bytte, eller bedre en varulv. Det havde været så lang tid siden, at hun faktisk havde jagtet varulve. Hun havde bevæget sig herud i håb om at måske møde og få fat i en varulv. Et smil bredte sig på hendes ansigt, bare tanken om at få fingrene i et af de bæster ville gøre hende glad. Selvom det lige nu ikke virkede til at der var nogle at se, gav hun ikke op. 

Efter nogle minutter gik hun væk fra træet, og lidt længere ind i skoven. Kulden var rar, og generelt nød hun vejret. Det var bedre for hende end alt det varme, og solskin så det her vejr denne her aften var helt perfekt. Da Zaika nåede dybere ind i skoven begyndte hun at få færten af noget, hun stoppede kort op. Lod hendes ansigt dreje sig en smule, kiggede fra den ene side til den anden side. Skoven virkede stor, hun kunne heller ikke huske at hun havde været her før. Hendes påklædning bestod af det sædvanlige, intet specielt blot nogle bukser, en trøje og en længere trøje udenover. 

Armene lagde hun over kors, og da færten blev mere tydelige, valgte hun at sætte hendes kurs imod det. Zaika var nød til at undersøge, hvad det kunne være. Var det mon en varulv, eller andet hun var lidt usikker. Derfor var det en god idé at undersøge det, så hun begyndte at løbe igennem skoven, prøvede at finde rundt eftersom det virkede til der var lidt stier her og der, og genveje som hun slet ikke kendte til. Da hun pludselig nåede frem til synet af en person. Dog på afstand, hun vidste ikke helt om hun skulle nærme sig ham endnu. Hovedet lagde hun på skrå imens hun lod hendes øjne følge hans bevægelser.  Var det mon ham, hun var nød til at være sikker før hun faktisk kunne gå til angreb. Efter at blive stående på afstand lod hun armene hænge ned langs hendes side, og hun nærmede sig ham"Det må være dig jeg leder efter, for jeg kan ikke se andre"fløj det bare ud ad hendes mund som hun lod et lusket smil brede sig over hendes ansigt. Hendes øjne gled ned over ham, dog trak hun ikke noget våben endnu. 

Skoven var stille omkring Luca, som mørket havde sendt de fleste dyr i skjul for dagen. En gang i mellem flaksede en fugl, og Lucas brune øjne gled søgende over omgivelserne. Han så nogenlunde i mørke, nok til at kunne se et stykke ind i mellem træerne, der stod mørke i nattens grå farve. Men alting virkede fredeligt for en tid, som han fulgte stien, der bugtede sig i mellem træerne. Han vidste et sted med et væltet træ, der gav en hule, hvor han kunne lægge sig, og snart ville han dreje af stien for at komme derhen, men først ved det krogede træ med den brækkede gren.

Han kom dog ikke så langt, før en lyd fangede hans opmærksomhed. En lille lyd, der for de fleste ikke ville blive registreret, men hans forbedrede hørelse fangede det nu alligevel. En kvist, der knækkede. Lidt visne blade, der raslede i skovbunden. Han så rundt, men kunne ikke se nogen endnu. Måske det bare var et dyr? Opmærksomt gik han videre med hånden på knivens skæfte, klar til at trække den. Det var før sket, at han var blevet overfaldet efter at have forladt en kro, og han var klar til at forsvare sig selv.

Pludseligt gled en stemme i mod ham i mørket, og han snurrede hurtigt rundt. Stemmen tilhørte en kvinde, der så på ham på en måde, han ikke brød sig om. Han var ikke tæt nok på hende til at vide det med sikkerhed, men hendes lette påklædning, det at hun ikke havde lavet så meget lyd og hendes blege hud i mørket, fik ham til at tænke, at hun var en vampyr. Vinden var desværre i den forkerte retning, så han kunne ikke bekræfte det med lugt eller hørelse.
Lige meget hvad, lukkede hans hånd sig om knivskæftet og knugede en smule til, klar til at trække den.
"Hvorfor leder du efter mig?" brummede han og lod blikket flakke rundt i skoven omkring dem, for at se, om der var flere end hende. Det så ikke sådan ud, så hans brune øjne lagde sig på hende igen. Blev hun ved med at komme nærmere, ville han bakke et skridt efter to for at holde afstand i mellem dem.

Synet af ham stå klar til at trække hans kniv gjorde at hun selv var klar til at trække hendes kniv op fra bæltet. Imens vinden tog fat i hendes blonde hår holdte hun blikket på ham, betragtede ham lidt nøje for at se ham an. Så lagde hun hovedet på skrå og valgte til at tage et kig rundt for at se om der var andre end ham. Det så ikke sådan ud, så hun havde haft ret i hendes antagelse af at der kun var ham herude. Medmindre nogle væsner gemte sig utrolig godt, så man ikke kunne se eller ane dem. Da der var gået ca få minutter trak hun kniven op fra bæltet, og pegede den frem imod ham.

"Hvorfor skulle jeg ikke lede efter dig"svarede hun rimelig neutralt med et bredt smil, og tog et skridt tættere på ham. Der gik dog ikke særlig lang tid, før hun hurtig forsvandt fra hendes position til at stå foran ham. Kniven pegede hun imod hans bryst, og lod hendes øjne hvile sig på hans ansigt"Det er lang tid siden jeg har jagtet varulve, så jeg ville tilbringe aftenen på det"sagde hun så og lod hendes blik glide ned over ham. Duften af ham blev mere kraftig som hun stod foran ham med en lille afstand. Spidsen af hendes kniv lod hun røre hans brystkasse kort. Så lænede hun sig ind imod hans ansigt lidt nærmere, og tillod sig kort at fange hans øjne med hendes. Der blev ikke sagt noget, hun studerede hans ansigt fra den tætte afstand. Nød duften han havde, det var sommetider let at genkende varulve på den duft. Det virkede dog til at han godt vidste, hvad hun var. 

Så Zaika behøvede ikke spille skuespil, eller lade som om hun var noget andet. Så tog hun nogle skridt bagover, så der endnu engang var afstand imellem dem. Så tog hun kniven til sig, lod en finger stryge hen over knivens blad, og lagde hovedet på skrå"Jeg får nok ikke kløerne i dig uden en kamp"sagde hun flabet og blinkede til ham. Imens hun holdte afstand til ham, og nød den kolde vind der rev i træerne, jorden ventede hun enlig bare på hans svar, og reaktion. Enten havde hendes udseende afslørede hvad hun var, ellers havde hendes duft måske afsløret hende. 

Kvinden var længe om at svare, og Luca flyttede lidt uroligt på sig. Han kunne ikke lide det. Vampyrer, hvis det var, hvad hun var, bragte altid problemer med sig, og de to racer var ikke ligefrem kendt for at være gode venner. Personligt havde han kun haft problemer med de forbandede blodsugere, og han undgik dem så meget som muligt. Men lige nu var der ikke nogen udvej, han blev nødt til at håndtere hende her. Han ville ikke kunne løbe fra hende, det vidste han.

Inden han kunne nå at svare på hendes spørgsmål, stod hun pludseligt foran ham. Han frøs forskrækket, han havde slet ikke opfanget, at hun havde flyttet sig, og pludseligt havde han hendes døde stank i næsen og hendes kniv mod brystet. Hun kunne have slået ham ihjel lige der, og han kunne mærke sit hjerte banke hårdt i brystkassen. Det var ikke hans plan at dø nu, men hvornår fik man selv lov til at bestemme det?
Det rykkede svagt i hans hånd, som han gerne ville trække sin kniv, men han vidste ikke helt, hvad hendes evne egentligt var. Teleportering? Hurtighed? Noget andet? Det var ikke sikkert, at han ville nå at få kniven op af skeden, før hun havde spiddet ham med sin.

Hun lænede sig frem mod ham, og havde han været mindre vant til grimme lugte, havde han nok måtte holde vejret. Hun lugtede af død, nok til at han nær havde skåret ansigt, men ikke en muskel rørte sig i ham, som han så ind i hendes øjne, næsten i håb om at kunne se, hvad hun ville med ham. Lege, uden tvivl.
Endeligt trak hun sig væk, og han bakkede hurtigt et par skridt for at komme væk fra hende. Han trak vejret en smule tungt, som adrenalinen allerede bankede i gennem ham, og hans kæbemuskler arbejdede en smule, som hun mente, at hun ikke ville få ham uden kamp. Nej, det havde hun ret i, og han lod sin taske glide af skuldrene og falde til jorden, hvilket fik den til at klirre.
"Nej ... det gør du ikke." Med en hurtig bevægelse flåede han den lidt specielle kniv op af skeden og i en glidende bevægelse kastede han den i mod hende. Han regnede ikke med at ramme, nok var han hurtig, men hun kunne noget andet, men det var det eneste våben, han havde.

De fleste ville nok finde det idiotisk at kaste sit eneste våben bort, men han havde et es oppe i ærmet, og hans hånd faldt ikke, da kniven havde sluppet. Om den ramte eller ej, ville han kalde den tilbage. Fløj den forbi hende, ville den lidt sløvt stoppe op og vende rundt for at flyve tilbage mod hans hånd. Forhåbentligt så hun det ikke komme og stod i dens vej tilbage mod hans hånd.

Stående foran ham imens hun havde betragtet ham lidt, men også havde havdet hendes blik skule lidt ned på hendes kniv. Der gik mange tanker igennem hendes hoved som hun kort lod en finger kærtegne knivbladet. Der var så mange muligheder, og utrolig mange ting hun kunne gøre. Men den vigtigste af dem alle var at hun helt klart ville kæmpe imod ham. Forhåbenlig ville hun kunne få ham til at bukke under, så hun kunne vise ham at hendes race var stærkere. Hun vidste godt at mange varulve hadede duften af vampyrer, og som hendes duft hurtigt havde lagt sig i luften måtte hun løfte et øjenbryn. Skulle lige til at spørge ham om duften af hende ikke irriterede ham, eller gav ham lidt ubehag. Før der overhovedet var tanke om at hun ville spørge ind til det kunne hun først høre lyden af hans taske der ramte jorden, den klirrende lyd som fik hendes øjne til at hurtigt betragte tasken. Et nysgerrig udtryk bredte sig på hendes ansigt for hun var lidt nysgerrig efter, hvad han havde i den taske. 

Da han svarede hende løftede hun blikket op på ham, og fniste hånligt. Der blev dog ikke sagt nogle ord, hun stod med bare med hendes fokus rettet på ham. Pludselig hørte hun noget, og hendes øjne mødte hurtigt hans kniv han havde kastet hen imod hende. Et bredt smil bredte sig, og hun bøjede sig forover, så hun ikke ville blive ramt. Men hun var ikke sikker på, om han havde andre pludselige tricks hun ikke kendte til. Nok var hun hurtig, men lige nu var han bestemt også hurtig og det havde kun været takket været hendes hurtige reflekser at hun havde undveget hans kniv. Imens hun fort sat var foroverbøjet stod i den position lidt bare for at sikre sig, at han ikke lige pludselig kastede flere knive afsted eller andet. Indtil videre var hun sikker på, at han havde en og i øjeblikket var det helt fint. Zaika havde selv en, og den holdte hun også fast på stadigvæk. Efter ganske få sekunder rettede hun sig op, og kiggede direkte hen på ham. Undrede sig lidt over måden han stod på, hun havde slet ikke opfanget at han bare stod i samme stilling som da han havde kastet kniven afsted.

"Forventer du en kompliment for det kast, eller...."hun holdte en pause, hvorefter hun satte i løb hen imod ham. Nød vinden i håret, og kunne høre hvordan hendes sko rørte jorden. Endnu engang stod hun foran ham, og sendte ham et lille smil hvorefter hun løftede hånden med kniven op imod hans hals. Lod den ikke røre, men pegede blot"Måske du hellere vil have noget modstand"fortsatte hun i en flabet tone. Så lagde hun hovedet på skrå, og sørgede for ikke at træde for tæt på ham. Både fordi hun hadede lugten af varulve, og så var hun heller ikke sikker på hvad han havde tænkt sig. Hun lod hånden sænke sig en lille smule, og lod spidsen af kniven røre hans bryst, selvom det var udenpå hans tøj så var hun ligeglad. Tankerne om at præsentere sig poppede pludselig op i hendes hoved, men det var som om stemningen i øjeblikket ikke lige passede til en præsentation af hinanden. Hun rørte sig ikke, og for holdte sig enlig overraskende rolig som hun stod med ryggen til ham, uden at ane noget som helst med hvor hans kniv var henne. 

Det kom ikke som nogen overraskelse, at hun undgik kniven, selvom der ikke var så stor afstand i mellem dem, og han havde haft overraskelseselementet på sin side. Men det gjorde ikke så meget, han havde regnet med det. I stedet kaldte han kniven tilbage, så snart han registrerede, at den fløj hen over hende, som hun dukkede sig for den. Han nåede lige at se bladet glimte i nattens svage lys, inden hun rettede sig op igen og stillede sig i vejen for hans udsyn. Ikke at han skulle bruge det, kniven ville fortsætte med at sænke farten, vende rundt og komme flyvende tilbage med spidsen først. Det tog ikke mange sekunder for kniven at vende rundt og suse tilbage mod hans hånd.

Men den ramte hende ikke i ryggen som håbet, hun havde åbenbart vredet sig nok til, at det med under en fingerbredde i mellem den og armen, fløj forbi hende og i en glidende bevægelse, der næsten ikke var til at se med det blotte øje, bremsede op og vendte rundt, så han kunne gribe den i skaftet. Og han var ikke længere våbenløs, selvom han lige havde kastet sin kniv fra sig.

Og pludseligt stod hun foran ham igen. Han trådte et halvt skridt tilbage, men nåede ikke videre, før hendes kniv var rettet mod hendes hals. Han havde ikke en chance, ikke når hun var så overmenneskeligt hurtig. Af ren og skær forskrækkelse, var han lige ved at stikke kniven i siden af hende, men det lykkedes ham at lade være. Det ville ikke slå hende ihjel, højest sandsynligt bare få hende til at spidde hans hals som hud stod der og truede med det.
Hun sænkede kniven og lagde spidsen mod hans brystkasse, hvilket fik ham til at synke en klump. Han havde ikke ligefrem lyst til at dø, og hans tanker ræsede af sted i et forsøg på at finde på en udvej fra situationen. Men var der nogen? Hun havde gjort det klart, at hun jagtede varulve. Kunne han tale sig ud af det?

”Jeg vil hellere gå herfra i live. Jeg er ikke interesseret i blod og død. Slet ikke min egen.” Hans ånde stod ud i en hvid sky foran ham, og han knugede om kniven, stadig klar til at bruge den. Hvis han skulle slå hende ihjel, skulle han ramme hendes hjerte. Eller fjerne hendes hoved fra kroppen, men det krævede nok nærmere et sværd. Så hans plan var at gå efter hjertet. Fik han chancen.
Luca var en anelse forvirret over hende. Hun var flabet og provokerede ham, og et eller andet sted fik hun ham mest til at tænke på kattens leg med musen. Men han var ikke en mus og han havde ikke lyst til at lege. Hvad ville hun egentligt med ham?

Hendes øjne fulgte hans bevægelser, og hun lagde mærke til at han stod og knugede hånden om kniven. Den lignede ikke hendes kniv, men den form for våben var interessant. Hun ville nok aldrig have gættet på at han havde et våben, hvis hun skulle gætte sig frem til et våben han måtte eje og bruge havde hun gættet på en bue, og pil måske et sværd. Men det gjorde måske kampen lidt mere interessant når de begge to havde en kniv. Hun fjernede blikket fra ham, vendte ryggen til og besluttede sig for at gå lidt rundt. Bare for at se lidt på omgivelserne. Enlig var her ganske hyggeligt, også selvom hun ikke kunne se andre end denne varulv og hende. De eneste lyde hun kunne høre var lydene fra græs, træer, blade og lyden af hans vejrtrækning.

"Jeg er fristet til at tage din død med mig når jeg forsvinder fra stedet her, men..."hun holdte en pause, og var hurtig væk fra hendes plads. Pludselig stod hun bagved ham, og hun lænede sig ind imod hans øre. Åndede lidt ind i det, hvorefter hun smillede for sig selv. Selvom hans duft ikke lige var det som behagede hende mest, så havde hun ikke noget imod at pirre og bringe noget had frem i ham. Et had til det hun var, og det var tydeligt at hun prikkede lidt til ham for at få kampen til at vokse. Hun var stoppet med at ånde ham ind i øret, og lod smilet på ansigtet vokse en lille smule. Så lod hun hendes kolde læber røre ved hans øreflip, før hun tog et skridt tilbage"Jeg ønsker dig ikke død"sagde hun så som hun trak sig tilbage.

Så lod hun hendes blik glide ned på hendes kniv i hånden, og hun løftede den op foran sig. Betragtede den lidt, og tænkte så. Det havde faktisk været alt for lang tid siden, at hun havde brugt kniven. Lige nu kunne hun slet ikke huske, hvornår hun sidst brugte den. Men måske den bare trængte til at blive brugt igen, og det ville der sikkert også blive god mulighed for. Om denne varulv foran hende kunne regne det ud vidste hun ikke, men hun havde en fornemmelse at han sikkert godt regnede den ud, kunne gætte sig frem til det. Alligevel havde hun en lusket plan, en plan der nok ville få ham til at hade hende stensikkert. Hun lod et bredt smil brede sig, og lod hendes blik falde på denne ulvs ansigt. 

Det var tydeligt, at hun ikke regnede ham for en trussel, sådan som hun blev ved med at vende ryggen til ham. Det gjorde ham vred, men vreden fik ikke lov til at folde sig ud, for han vidste, at den bare ville slå ham ihjel. Normalt gik han ikke så meget op i, om modstanderen var større eller stærkere end ham, men her i aftenens mørke og kulde, alene i en skov, var han ganske klar over, at hun var en vampyr, der nok var en del stærkere end ham, og som havde en evne, der gjorde hende overmenneskelig hurtig. Han ville dø, før han kunne blinke, hvis han begyndte at provokere hende i ren vrede. Og selvom hans liv ikke var let, klamrede han sig til det så godt som muligt, for han havde virkeligt ikke lyst til at dø.

Det gav et forskrækket ryk i ham, da han næsten ikke nåede at registrere, at hun var væk, før hun stod bag ham, så tæt at han kunne fornemme hendes tøj røre hans. Hendes nærhed fik de små hår på hans krop til at rejse sig, især som hun understregede, at hun havde lyst til at slå ham ihjel. Men intet skete, før hun pludseligt rørte ved hans øreflip, noget der igen fik et lille ryk til at gå igennem ham og han flåede hovedet til siden, væk fra hende. Hvad ved Zaladin lavede hun?! Svaret lå selvfølgelig ligefor, hun ville spise fra ham. En tanke der gjorde ham klar til at slås, for ville han ikke finde sig i.

Men hun trak sig væk med ordrene om, at hun ikke ønskede ham død. Ikke det? Hvad så? 
Hun stod ikke længere helt op ad ham, hvilket fik ham til at træde frem, væk fra hende, og dreje rundt, inden han fortsatte nogle skridt bagud. Hans hjerte bankede hårdt af sted i hans bryst, og han knugede stadig om sin kniv. For én gangs skyld ville han ønske, at han havde andtre våben. Et sværd. Bue og pil. Spyd. Hvad som helst, der kunne spidde vampyren og give ham en chance. Men han havde kun kniven, og han var ikke sikker på, at hans sigte var præcist nok til, at han ville kunne ramme hendes hjerte - hvis hun ikke nåede at flytte sig.
Luca følte sig utroligt sårbar, som han stod der, og hendes smil hjalp ikke på det.
"Hvad vil du mig så, hvis du ikke vil slå mig ihjel?" snerrede han dæmpet af hende, ikke sikker på, at han havde lyst til at høre svaret.

Det blev mere og mere fristende for hende at slå ham ihjel, og det var som om at ligemeget hvor meget hendes hjerte måtte fortælle hende at hun skulle dræbe ham, så sagde hendes hjerne noget helt andet. Zaika stod med hendes blik rettet på ham som han spurgte hende, hvad hun ville med ham hvis hun ikke ville slå ham ihjel. Et bredt smil bredte sig på hendes ansigt, og hun lod kort hendes tunge glide hen over hendes læber. Hendes fingre strøg hen over knivbladet, og hun lod hendes øjne flytte sig fra ham til hendes kniv. Der var mange muligheder at bruge den på, og hun stod lige nu og overvejede den ene efter den anden.

Endnu engang valgte hun at nærme sig ham, og hun valgte at placere sig foran ham. Lod hendes øjne glide ned ad ham. Hun løftede hånden med kniven i op imod hans ansigt, og hun fjernede ikke blikket. Hun var nød til at have enhver reaktion fra ham med, og hun kunne godt lide at se lidt frygt i ham"Jeg vil såmen både smage lidt på dig, og kæmpe imod dig"sagde hun rimelig ærligt og lod kniven røre hans kind. Hvor var hun fristet til at skære lidt i hans kind, bare for at få ham til at blive vred, eller bare få ham til at angribe hende mere end, hvad han havde gjort. 

Efter at hun havde stået og kigget på kniven der nærmest hvilede sig imod hans kind valgte hun at blinke lusket til ham. Så lod hun spidsen af kniven prikke ham hårdt ind i hans kind bare for at give ham flere grunde til at ville dræbe hende. Zaika legede lidt med ilden, og hun vidste det godt. Men nu var det jo en varulv hun stod overfor, så det gjorde vel ikke noget at lege lidt med hendes eget liv i hendes hænder"Lysten til at angribe eller dræbe mig, hvor stor er den"spurgte hun en smule flabet imens hun valgte at give ham endnu en prik på kinden med kniven. 

Lucas spørgsmål hang i luften, men fik ikke noget svar med det samme. I stedet trådte hun frem mod ham igen. Han blev stående, selvom han havde rig mulighed for at bakke væk, men hvad ville det nytte? Han kunne ikke flygte, ikke med hendes fart. Men tryg var han ikke, og hans øjne fulgte kniven, som hun løftede den op mod hans ansigt. Han var lige ved at slå den væk, men bremsede sig selv, som hun endeligt kom med et svar. Så han var nattens måltid og underholdning? Tanken fik hans temperament til at gløde, og der gled et kort glimp af vrede over hans ansigt, men det forsvandt igen, som knivens kolde metal rørte hans skæggede hud.

Vreden ulmede i ham, den var ikke svær at fremprovokere, men lige nu holdt han den i så stram snor som muligt. Vrede ville ikke hjælpe ham nu, han havde brug for et nogenlunde klart hoved. Men han kunne ikke skjule vreden helt, som hans kæbemuskler arbejdede og hans hænder var hårdt knyttet.
Smerten fra knivspidsen fik ham til at lukke øjnene et sekund, men hun trykkede ikke hårdt nok til, at han kom til skade. Meget. En svag kilden fortalte ham, at blodet langsomt formede sig til en dråbe og løb ned over hans kind for at forsvinde i skægget.

Hendes spørgsmål fik det til at trække lidt i musklerne i hans ansigt og han kneb øjnene lidt sammen. Hvor hans lyst til at slå hende ihjel var? Han svarede ikke med det samme, som han lige skulle vende sine ord rigtigt.
”Bare fordi, at jeg er en varulv, betyder det ikke, at jeg har lyst til at slå dig – eller nogen – ihjel.” Han talte langsomt om tydeligt for at holde styr på sig selv, men det smuttede alligevel lidt for ham, da han ikke kunne stoppe sig selv i at fortsætte.
”Men jeg gider ikke være dit stykke legetøj, så du kan slå mig ihjel eller find en anden at provokere.” Han løftede hurtigt venstre arm og slog den mod hendes underarm for at få kniven ud af sit ansigt.

Hans ord om at han ikke havde lyst til at slå hende eller nogen ihjel, havde fået Zaika til at løfte et øjenbryn. Det lød underligt, men hun dømte ham måske også alt for hurtig frem for at lære at kende ham. For hun kendte ham slet ikke, hvilket måske havde været en smule mere normalt i stedenfor at antage at han ville dræbe hende, og dermed starte en kamp imod ham. Hendes øjne hvilede sig på hans ansigt, og spredte læberne som hun skulle til at sige noget. 

Hun blev afbrudt i de ord hun ville have sagt, ved at han havde løftet hans venstre arm og slået den hen imod hendes underarm. Automatisk fjernede hun kniven fra hans ansigt og tabte den ned på jorden. Skulle hun bukke sig ned efter den? Behøvede hun overhovedet kniven lige nu, det var ikke helt sikkert. Synet af blodet der dukkede frem på hans ansigt fik hende til at læne sig en smule frem imod ham igen, og hun sendte ham et lusket smil. Duften af blod var altid herlig, bortset fra blod der var dødt eller forgiftet for det havde da en helt anden lugt.

"Måske jeg er for dømmende overfor dig, men plejer alle varulve ikke at ville slå vampyrer ihjel"lød det undrende fra hende som hun fortsat havde løftet det ene øjenbryn. Måske det ikke var alle, men det var utrolig underligt og anderledes for hende. Hun var vant til at varulve ville dræbe hende, spise hende, alt andet end at være sød. Hun skulede ned på kniven der lå på jorden, og overvejede et øjeblik at samle den op. Men synet og duften af blod var bare så stærk, det blev pludselig svært for hende at holde sig i skinnet. Hun tog nogle skridt tættere på ham, og holdte lidt afstand til ham, men alligevel lod hun hendes læber røre hans kind hvor blodet var, og hun smillede for sig selv før hun lod hendes tunge slikke lidt af blodet væk"Men du er ellers fristende til at være god underholdning, og hvorfor skulle jeg slå dig ihjel"hviskede hun i en lav tone. Hun lod hendes tunge glide lidt mere hen over lidt af blodet, før hun lænede sig en smule tilbage.

Slaget mod hendes arm, fik kniven til at falde til jorden. Kun en lille trøst, hun ville uden problemer kunne få fat i den igen. Havde hun ikke haft den evne, hun havde, ville han havde forsøgt at sparke de spidse tænder ud af munden på hende, forsøgte hun at bukke sig ned efter den. Men hun var fornuftig og lod den ligge. Hun havde også stadig overhånden. Hans viden var ikke dybdegående om vampyrer, men var det ikke noget med, at de var stærkere end andre væsner? Eller var det kun lige efter, at de havde drukket blod? Hans armmuskler spændte op under tøjet, som gav tanken ham lyst til at se, hvem der var stærkest af de to. Nok var Luca kun så stærk som et almindeligt menneske, men af et menneske at være, var han ret så stærk grundet sit fysiske arbejde.
Men han gjorde ikke noget, han så i stedet tiden lidt an. Han havde stadig sin kniv i den ene hånd, hvor han holdt så hårdt om skæftet, at hans knoer var hvide.

Hans ansigt fortrak sig en smule i vrede og foragt, som hun spurgte, om varulve ikke plejede at slå vampyrer ihjel.
”Find mig igen under fuldmånen, og så vil jeg uden tvivl forsøge at flå dig i småstykker,” snerrede han, en lyd der godt kunne lede tanken hen på noget dyrisk. ”Man er ikke morder, bare fordi man er varulv,” fortsatte han. Ikke at han havde mødt ret mange andre varulve igennem tiden, selvom han var stødt på en her og der. Der var noget ved deres lugt, der afslørede dem. Men som han havde opdaget dem, havde de opdaget ham, og der var ingen af dem, der havde ville snakke. Slet ikke om deres forbandelse. Så Luca vidste ikke meget om andre varulve.

Han trak hovedet bagud og lænede sig lidt tilbage, som hun kom tættere på ham. Hun var ikke meget lavere end ham, og hendes ansigt var pludseligt alt for tæt på hans. Han havde nær stukket kniven i siden af hende, som hun lænede sig frem mod ham, men hendes mund var ikke på vej mod hans hals. I stedet kunne han mærke hendes læber mod sin kind. Hårene rejste sig på hans arme af ubehag, som hendes kolde tunge gled over hans hud. Han lod hende knap tale færdig, før han skubbede hende fra sig. Først ville han bare have hende væk, men han endte med at træde frem og skubbe til hende igen, for at skubbe hende med ryggen op mod et træ og holde hende inde med sin styrke og vægt, som han lænede sig frem og hvæsede ad hende med vrede i ansigtet.
”Jeg er ikke nogens underholdning. Find dig et andet offer, der gider at lege, og lad mig være.” Han gav hende et skub mere, selvom hun ikke kunne komme længere, og trådte så væk fra hende, inden han spyttede på jorden foran hende. Hans hjerte bankede hårdt, både i skræk og vrede.

Smagen af hans blod sad stadigvæk på hendes tunge, og hun elskede det. Det var næsten som om hun gerne ville have mere, endnu mere end bare den lille smule hun allerede havde fået. Det var skam også første gang, at hun havde smagt varulve blod, og tænk at det kunne smage så fantastisk. Hun nåede lige kort at kigge på kniven i hans hånd, før hun blev skubbet op imod et træ. At hun ramte det hårdt fik hende blot til at smile, og hans ord fik hende til at lade hendes blik glide ned over hans ansigt. Skulle hun tro på de ord? Var man virkelig ikke en morder når man var en varulv, hun tænkte lidt som hendes øjne studerede hans ansigt, før hendes blik mødte hans igen.

"Er du en af de varulve der ikke vil dræbe en vampyr, eller bliver lysten større når der er fuldmåne"spurgte hun en smule flabet, som hun blinkede til ham. At han hvæsede af hende fik hende til at sænke en lille klump i halsen, kun for at frygte at han ville bide hende. Men han var jo ikke forvandlet, så måske et bid fra ham, ikke ville være så slemt. Tankerne rystede hun af sig, for hvorfor skulle hun også tænke sådan noget. Fristet til at komme med en kæk kommentar lod hun fortsat hendes blik hvile sig på hans ansigt. Zaika bøjede sig en smule forover, greb fat i en tyk og bred gren på jorden for den skulle helt sikkert bruges til noget. 

Hun rettede sig op igen, og fik et lusket smil frem på ansigtet, som hun hurtigt stod bagved ham. Duften af ham fik smilet til at vokse, og hun lænede sig frem imod hans øre. Pustede ind i det, før hun valgte at skubbe ham ind imod træet som han havde skubbet hende ind i. Hun løftede den tykke gren op imod hans ansigt, holdte den presset en lille smule ind imod hans hals. Bare for at bedre presse ham op ad træet. Men hun var sikker på at han stadigvæk kunne få vejret, og hun lænede sig så ind imod hans ansigt"Jeg giver dig ikke noget valg, og desuden har du andet at bruge tiden på herude"Spurgte hun nok en anelse flabet end hvad der var meningen, men der lå dog noget lusket i hendes stemme. Som hun holdte den brede gren presset en smule op ad hans hals, løftede hun en hånd op imod hans ansigt, lagde en finger ovenpå hans kind, og sendte ham hurtigt et blik før hun langsomt rev neglen ned over hans kind. Tydeligt at hun slet ikke havde tænkt sig at lade ham være, hun kendte ham jo ikke endnu, så det ville næsten være alt for trist at forlade stedet før hun fik chancen for netop dét"Du var da helt alene herude, så måske du trænger til noget underholdning"lød det lokkende og kækt fra hende som hun blinkede til ham. Fingeren rev hun fortsat ned ad hans kind.

"Du ved ikke meget om varulve, gør du?" Knurrede han som svar til hendes spørgsmål. Hun virkede til at vide mindre end ham, samtidigt med, at hun åbenbart så sig selv som en varulvejæger. Han vidste ikke, om varulve havde et ønske om at slå vampyrer ihjel, når de ikke var forvandlet, men han regnede ikke med, at det var normen. Igen, han regnede slet ikke med, at de fleste varulve var mordlystne. Personligt havde han aldrig slået nogen ihjel og havde heller ikke noget ønske om det. Heller ikke denne provokerende vampyr, der forsøgte at få ham til at tænde af. Noget der ikke var svært, og han gjorde, hvad han kunne, for at holde sig i skindet. Vrede ville ikke du, han måtte finde en udvej, helst en, hvor han kom ud i live.

Han fulgte hende med blikket, som hun bukkede sig ned og samlede en gren op. Hvad nu? Han blinkede og hun var væk. Nej, hun var bag ham. Han nåede knapt at dreje sig, før hun skubbede til ham, så han nær var snublet, men efter et par skridt stødte hans ryg i mod det træ, han havde skubbet inde ind i. Grenen blev presset mod hans hals, nok til at det var ubehageligt at synke, men ikke så han ikke kunne få vejret. 
Han drejede hovedet en smule, for at komme væk fra hendes ansigt, hvilket selvfølgelig ikke hjalp ret meget.

Han svarede ikke på hendes spørgsmål, men overvejede meget seriøst at stikke hende ned. Prøve og så se, om han ikke kunne komme væk. Men hun stod for tæt på ham til, at han ville kunne føre kniven mod hendes hjerte. Og ind til videre, havde hun ikke virket til at ville slå ham ihjel. Bare lege med ham. Så for nu blev han anspændt stående, mast op af træet, mens han skævede til hende med et blik fyldt af en blanding af vrede og utryghed, der kun blev værre som hun rørte hans ansigt.
Men et lidt undrende glimt dukkede op i hans udtryk, som hun fortsatte med at snakke. Nej, han måtte forstå hende forkert. Ikke? Han kneb øjnene lidt sammen.
"Jeg fornemmer, at det er dig, der er på udkig efter underholdning." Han sank en klump og løftede den frie hånd op for at skubbe grenen væk, hvis hun lod ham. Måske der var en udvej?

Som grenen blev skubbet væk sammen med hendes hånd, kiggede hun overrasket på ham. Selvom hun faktisk ikke burde blive overrasket over det, fordi det var nok ikke særlig behageligt for ham. Det tænkte hun slet ikke på, og hun var også ligeglad. Grenen kastede hun væk, og lænede sig ind imod ham, lod et ben skille hans ben ad så hun lige kunne stille sig imellem hans ben. Hun lod en finger danse hen over hans bryst som hun lagde hovedet på skrå. Så tænkte hun lidt over det spørgsmål han havde givet hende, nok var hun en jæger der primært jagede varulve. Men hun havde skam ikke alt for meget viden om dem overraskende nok, det var tit hendes viden om andre væsner der overskyggede hendes viden om varulve. 

"Jeg ved nok"svarede hun kort med et bredt smil på ansigtet. Hendes øjne fangede hans som hun lod hendes ansigt nærme sig hans en lille smule, og hun lod fortsat hendes finger danse rundt på hans brystkasse. Hun stod enlig meget godt lige nu, bare afslappet op ad ham nærmest med hendes frie hånd på træet ved siden af hans hoved, og hendes overkrop presset op ad hans. At han helt sikkert ikke ville kunne lide det tænkte hun ikke på. Det var heller ikke noget der bekymrede hende, og hun valgte så at stoppe med at lade hendes finger køre rundt i cirkler på hans bryst. Det var blevet tid til at skabe lidt mere had, hvilket i hendes øjne kun var ren morskab. Hun lod så hånden glide langsomt ned over hans brystkasse, imens hun lod hendes tunge glide hen over hendes læber"Har du nogensinde leget med en vampyr før"hviskede hun imod hans ansigt.

Efter nogle få minutter trak hun sig væk, og hun valgte også at gå nogle skridt tilbage. Men hun var da slet ikke færdig med at lave lidt sjov med denne person, hvis navn hun ikke helt var sikker på at hun overhovedet havde vidste. Hun kiggede på hans hænder kort, før hun greb fat rundt om den ene hånd, og sendte ham et lusket smil. Hans ord om at han fornemmede at det var hende der var på udkig efter underholdning fik hende til at holde blikket på ham, før hun skulede hen til hans fingre, og hun lod hendes ansigt nærme sig hans pegefinger"Hvis jeg svarede ja, hvad ville dine tanker så være"lød det hurtigt fra hende før hun spredte hendes læber, og bed ham i pegefingeren.

Til Lucas lettelse lod hun ham skubbe grenen væk, og derefter smed hun den fra sig. Det havde ikke været behageligt med presset mod halsen, og han sank igen, bare for at få følelsen af at være klemt væk. Men snart var det hele hans krop, der føltes klemt, som hun skubbede hans ben fra hinanden og stillede sig i mellem dem, for at læse sig ind mod ham. Hun var for tæt på. Han brød sig ikke om det. Men der var ikke meget, han kunne gøre, og han valgte at køre videre på sin fornemmelse af, hvad hun virkeligt ville ham. Dog kunne han ikke forhindre sig selv i at give et kort ryk i kroppen, da hendes finger begyndte at stryge - ja, at kærtegne - hans brystkasse uden på den varme jakke. 

Hun måtte næsten kunne mærke hans hjerte banke i brystkassen af ham, adrenalinen fyldte hans krop sammen med en god slat frygt og vrede. Han hadede den situation, hun havde sat ham i. En situation, hvor han ikke kunne forsvare sig eller slippe væk. Der var ikke noget værre end at være fanget, at være i en andens magt. Han hadede det, men hvad kunne han gøre lige nu?
Hendes hånd gled ned over hans brystkasse og ned mod hans mave, og hendes ansigt var tæt på hans. Og da hun hviskede sit spørgsmål til ham, var han ikke rigtigt længere i tvivl om, hvad hun havde i tankerne. Han svarede hende ikke, hans kæbemuskler arbejdede hårdt, og hans vejrtrækning var tung af afsky.

Det føltes som evigheder, inden hun trådte tilbage og væk fra ham. Han tog en dyb indånding, som han følte sig en smule mere fri. Han vidste godt, hvor det hele ledte hen, og langsomt tvang han sig selv til at stikke kniven tilbage i skeden i bæltet. Han blik flakkede kort i mørket som håbede han stadig efter en anden udvej, men det gled tilbage til hende med det samme, som hun trådte frem mod ham igen. Denne gang nøjedes hun med at tage hans hånd, hvilket han lod hende.
Smerten fra hendes bid var ikke slem, havde det været noget, der havde stykket ham under arbejdet, ville han slet ikke have lagt mærke til det, men det var det ikke. Det var en vampyr, der bed ham i fingeren.

Følelsen fik ham til at snerre dyrisk af hende og flå sin hånd til sig, inden han trådte frem, greb hende i skuldrene og snurrede dem rundt, så han kunne skubbe hende op i mod træet igen. Han gad ikke mere. Vreden tog over. Instinktet for overlevelse.
Han trådte helt ind til hende, pressede hende i mod træet med sin muskuløse krop og placere sit ansigt så tæt på hendes, at deres næser næsten rørte hinanden. Hans brune øjne var fyldt med vrede og had mod den blonde kvinde, der ikke ville stoppe med at lege lege.
"At jeg er træt af dine små lege. Kom til sagen, blodsuger," snerrede han. Hans ene hånd slap hendes skulder og gled op af hendes hals for at lægge sig under hendes øre. Mere ville han ikke gøre. Han havde ikke lyst til hende, hun måtte tage første skridt. Eller slå ham ihjel, hvad end hun ville med ham.

Hendes tunge gled hen over hendes læber for at nyde eftersmagen af hans blod, for det var enlig ikke så dårligt. Det var bestemt ikke noget blod hun havde smagt før, så hun var nød til at nyde det lidt mere. Hun havde tydeligt mærket hans hjerte banke, hvilket kun fik smilet på hendes ansigt til at vokse lidt mere. Hun var tæt på at spørge ham om hvorfor han snerrede sådan, kun for at drille ham lidt men der kom ingen ord ud ad hendes mund før han pludselig snurrede dem rundt, så hun endte med at møde træet med ryggen endnu engang.

At hun så kunne mærke hans muskelløse krop der i øjeblikket pludselig hev hendes tanker væk, var en mindre detalje. Hun rystede lidt på hovedet for at få diverse billeder ud ad hovedet, for der var slet ikke tid til de billeder lige nu. Slet ikke den slags billeder det netop var, for hun havde da ikke planer og tanker om at gøre noget lummert med denne varulv. Selvom tanken havde strejfet hende kort, for det kunne da være ganske interessant. Måske også lidt farligt, men hvem tænkte også på det - Ikke hende hvertifald. Som deres næser næsten rørte hende løftede hun et øjenbryn, og lod hendes øjne hvile sig på hans ansigt som han pludselig var tættere på hende. Altså han var da en ganske køn varulv, men var det ikke også de kønne mænd der var værst? Hun tænkte lidt som hun lagde en hånd ovenpå hans mave, og lod den glide langsomt op ad hans overkrop. Måske var hun i humør til at der skulle ske lidt aktion, men hun havde også en anden idé"Jeg er kun lige begyndt"lød det lavt fra hendes læber som hun afsluttede ordene med et bredt smil.

Hun holdte blikket på ham lidt endnu, før hun kiggede lidt væk fra ham. Men hun kunne dog ikke undgå at bide sig en smule i underlæben over hans berøring under hendes øre. Kort skimtede hun en hytte, en hytte hun havde set før. Der boede ikke nogen derinde det var hun sikker på, for hun havde været der nogle gange. Dog aldrig opholdt sig i alt for lang tid, og det var blevet tid til at flytte morskaben væk fra træet til hytten. Hun lod hendes blik falde tilbage på ham"Jeg er fristet til flere ting med dig"lød det fra hende som hun lod hendes hånd vandre lidt mere op ad hans mave, før hun lidt efter lidt puffede ham væk fra hende. Hun greb fat rundt om hans håndled, og begyndte at gå hen imod hytten der lå tæt på dem. 

Luca kunne ikke lade være med at bide sammen, da hendes hånd gled over hans mave igen. Allermest havde ham lyst til at gå sin vej, men det var ikke ligefrem muligt at forsvinde ud i mørket, ikke når det var en som hende.
Der var noget over hendes ord og hendes smil, der fik knuden i hans mave til at spænde endnu mere op. Hun var kun lige begyndt? Hvad betød det? Han flyttede hånden fra hendes hals og lod den falde ned langs siden, så hans hånd ikke var for langt fra kniven. Ikke at det betød så meget med hans evne, men det føltes mere trygt.

Det så ud til, at hun overvejede, hvad der skulle ske, og Luca var lige ved at flytte sig, som hun endeligt åbnede munden igen. Igen fik han ikke noget ud af hendes ord, men han fik en grim fornemmelse over dem. Et eller andet gav ham fornemmelsen af, at han måske havde taget fejl af hendes ønske med ham, men for et øjeblik fulgte han bare hende, som hun skubbede ham fra sig og greb ham om håndleddet og begyndte at trække af sted med ham.

Han kendte godt den faldefærdige hytte, der manglede noget af taget og hvor døren var slået skæv og kun hang i ét hængsel. Det virkede som et godt sted at overnatte, men han brød sig ikke om den. Han var for let at finde og han vidste, at nogle mere skumle typer brugte den med jævne mellemrum, derfor var han gået forbi den og videre ud i skoven, hvor han kendte et bedre sted, hvor han kunne sove mere trygt.
Men som hun hev ham derhen i mod, begyndte alle hans alarmklokker at ringe, så pludseligt rykkede han sig fri af hendes greb. Det var overraskende let, der var ikke ret meget styrke i hendes greb. Men hun var vampyr, skulle de ikke..? Overraskelsen var kun kort at se i hans udtryk, inden det gik op for ham, at han måske alligevel havde en chance for at slippe væk fra hende. Styrkemæssigt var han hende i hvert fald overlegen.
”Jeg sagde, at jeg er træt af dine små lege.” Hans muskler spændtes op under tøjet og han knyttede hænderne, som han sendte hende et vredt blik og derefter vendte rundt for at gå over mod sin taske.

Som det nærmest hele tiden virkede til at denne mand havde lyst til at gå, kunne Zaika ikke lade være med at smile lidt. Mest fordi hun sikkert ikke ville tillade ham at gå, og desuden stod hun ved hendes ord om at hun netop lige var begyndt. Der var masser af spænding endnu, og sikkert også aktion og hun kunne godt fornemme at manden slet ikke havde lyst til noget af det. Men hvorfor skulle hun tænke på det? Hendes tanker havde været for meget på hytten, så meget at hun slet ikke havde regnet med at han ville slippe fri fra hendes greb. Den højre hånd placerede hun i siden, før hun sukkede for det virkede da til at det ville kræve noget mere, end hvad hun lige havde regnet med. 

Uden at sige noget til ham, skyndte hun sig ind i hytten, for hun fik tydeligt en idé. Der måtte vær et eller andet inde i hytten som hun kunne bruge til hendes idé. Heldigvis var hun hurtig, så det tog ikke lang tid før hun fik fundet et langt stykke reb, det var helt perfekt. Hun smillede for sig selv, før hun var hurtig ude fra hytten igen. Vendte hendes opmærksomhed hen på manden, som mere og mere så ud til at ville væk fra skoven"Du går vel ikke allerede, gør du"lød det flabet fra hendes mund, som et lusket smil bredt sig på hendes ansigt. Hurtigt strakte hun rebet en smule, og skyndte sig at nærme sig ham. Kun for at kunne få fat i ham, og pressede ham op imod det nærmeste træ. Hun skulle til at binde rebet rundt om ham, men stoppede et kort øjeblik. For hvad nu hvis han ikke ville tillade det, og slippe væk eller prøve på noget andet. 

Tydeligt kunne hun mærke, hvor meget hun manglede blod. Det blev pludselig tydeligt for hvert minut der næsten gik. Det fik hende også til at stå ret så ubalanceret, men hun fjernede ikke blikket fra ham. Stod klar med rebet, til at kunne binde ham fast til træet, eller bare generelt binde ham, hvis han skulle prøve at slippe væk. Tankerne om at han helt sikkert var stærkere end hende, lod hun være skjult, for hun gad virkelig ikke indrømme det, eller tænke på det. Ville han måske prøve at bruge rebet imod hende i stedenfor"Men lege er ellers ganske sjove, nu skal du ikke være så tør og kedelig"lød det kækt og flabet fra hende, som hun lagde hovedet på skrå og sendte ham et bredt smil.