Det var ikke ofte at Fabian fik arbejde udenfor Dianthos, men til tider havde han visse kunder som havde været på besøg i byen, og så lidt havde forelsket sig i ham, og hans villighed til stort set alt. Derfor var han heller ikke overrasket da han modtog et brev om at møde en piratkaptajn i Fristavn, og deriblandt lå et forskud på betalingen for at komme ned til ham. Væsentlig overkompensation på det, men Fabian havde også en fornemmelse af at han formegentlig ville have travlt mere end en aften. Ikke noget han havde noget imod når han så også fik pengene for det.
Så han var taget derned, og han havde haft et par fantastiske dage ombord på skibet. Skibet havde lige lagt fra kajen, midt i mørket, nok for ikke at drage for meget opmærksomhed, og Fabian måtte nu bruge sin nyfundne frihed på noget andet. Han strakte sig lidt dovent, før han hev sin jakke lidt tættere om sig. Det var bidende koldt, nu når han stod herude igen, og han måtte hellere finde en kro til et værelse for natten. Eller en ny kunde.

Han vidste der lå en længere nede af kajen, og begyndte at gå derned af, men som han nærmede sig kroen, begyndte han at kunne høre skrig og råben, og en større menneskemængde var længere fremme. Som hans hjørne justerede sig lidt til mørket, kunne han også godt se at det virkede til at der var ild inden i kroen. Hans øjne blev lidt smalle, men nysgerrigheden fik ham alligevel til at blive, tæt nok på kajen til at ilden aldrig ville blive et problem for ham, men tæt nok på huset til at holde øje med hvem der potentielt kunne komme ud derfra, og om de i det hele taget ville få det slukket.

At sige Alvilde var en fornem dame, var måske at smører lidt tykt på. Nattens vagabonder og udkast var ikke nødvendigvis hendes foretrukne selskab, men så utrolig meget sjovere og især brugbarer var de dog - det kunne man ikke komme udenom. Havde hun skåret alle sine kontakter fra dengang hun rejste tilbage til Nordlandet, ville hun have skudt sig selv i foden idag, og derfor var det med et selvtilfreds smil at hun trådte ind i Fristavn igen. Den salte lugt fra havnen, den vamle lugt fra gyderne og! Alvilde trak vejret ekstra dybt. Den dejlige lugt af bål og brand. Sidstnævnte en anelse kraftig... 

Hun havde sat op et møde med en af bagmændene ved den nærmeste kro. Det var lang tid siden hun havde handlet med dem, så hun forventede næppe den største rabat - men man skulle starte et sted. Og selvom hun nok ikke ville finde dem, havde de forsikret hende om at de ville finde hende, så længe hun bare dukkede op. Derfor var det med et let måbende udtryk, at Alvilde drejede om hjørnet og så de gule flammer og den orange glød der strålede ud fra hvad der måtte have været den gamle kro.

"Ved Haldis barberede bukke-ben! Hvor er det typisk! 
Udbrød den blonde nordbdo højlydt, der med målrettede skridt og næsten arrigt svingende fletninger gik nærmere, men stoppede lidt fra. Hun begræd ikke som sådan kroen der brændte, eller de skrigende mennesker der var derinde - de havde nok problemer i sig selv. Men ved alle de guder der fandtes, så var det mildest talt irriterende at hun havde taget turen nu forgæves. Et frustreret suk undslap hende, men hun valgte dog at blive stående for at betragte flammerne og scenen lidt. Kald det kølig fascination. 

Hun virkede ikke til at være den eneste der havde den idé, og efter lidt tid fik nordboen øje på en slank mand, der også betragtede scenen foran sig. 

"En skam med den kro, hva?"
Brummede hun efter lidt tid, og rynkede utilfreds på næsen da vinden bragte stanken af brændt kød over dem. 

Fabian hørte svagt en banden ikke så langt fra hvor han stod. Han var åbenbart ikke den eneste der havde haft planerne om at tage ned på kroen, for at slappe af, eller af andre årsager. Man vidste aldrig på disse kanter. Eller måske var det en kunde der havde efterladt deres dyrebare ting dernede. Hvis det var tilfældet, så kunne de ikke have været helt kloge. Man efterlod ikke bar sine ting i denne by, men mulighederne var mange, og ærligtalt var Fabian næppe i humør til at lege gætteleg med en fremmede, som han ikke engang havde gidet at kigge mod endnu.

Han stoppede sine hænder ned i lommerne, mens han overvejede at gå videre, indtil stemmen var kommet nærmere, eller i hvert fald mere rettet mod ham, og han kiggede endelig hen. Det var en ældre kvinde, eller i hvert fald ældre end ham, robust bygget, og ja, i hvert fald ikke en han havde lyst til at starte noget med, og lignede heller ikke en der helt hørte til her, bortset fra hendes farverige sprog.

”Det må man nok sige, jeg havde planer om at få mig et værelse dernede, men det kan jeg vist godt vinke farvel til,” sagde han med et skævt smil på læberne. Han så mest af alt ud som om han syntes det var lidt ubelejligt at kroen var gået op i flammer fremfor de stakkels væsner der havde været derinde.

Alvildes blå øjne undersøgte den unge mand ved siden af hende med et uudgrundelig udtryk i ansigtet. Hun prøvede at fastslå hvor i landet han kom fra, men han så næsten ubehageligt almindelig ud. Der er altid en hage ved det almindelige - en tanke hun ikke kunne stoppe, men noget hun kortvarigt smilede barskt af. Jah, nogle gange var hun næsten blevet blæst bagover da den nydelige kropige viste sig at være en blodsugende vampyr, eller det lille barn pludselig var en ældgammel dæmon. 

Den blonde nordbo lod derfor elevatorblikket slutte ved hans skæve smil, førhen hun en anelse overrasket løftede det ene øjenbryn. 

"Et værelse? Derinde?"
Sagde hun næsten vantro, dog med tydelig latter i stemmen. Hele den her by var beskidt - ingen tvivl om det, men at tænke sig nogle rent faktisk sov i de kroer der... nej, så hellere udenfor i kulden. Den gjorde hende alligevel ikke så meget, og der kunne hun i det mindste undgå hvad end der kravlede rundt på de madraser derinde. Den blonde kvinde tog en tyk læderhandske op a bæltetasken, og tog den på venstre hånd.

"Jeg skulle hav' mødt en.. ven af en ven derinde, men det skulle lig' passe at den Skaaz er brændt ihjel nu. Du ligner til gengæld en der' kommer herfra". 
Smilede hun og løftede kortvarigt blikket imod den nu sortnede himmel. Hun måtte få Jarko tilbage inden luften blev helt ugidelig og giftig, og lod blikket glide over de mange tage førhen det fandt tilbage til den unge mand, et smil om hendes læber.

"Kender du mange af dem, der plejer at komme på kroen?"
Spørgsmålet var relativt uskyldigt, men enhver med en smule forbindelse og fornuft vidste det ikke var en nonchalant samtalestarter, bare for at chit-chatte. 

Skaaz = tyv :]

Fabian lagde godt mærke til elevatorblikket på ham, men han var så vant til at få rettet blikke mod sig, at det ikke gjorde ham spørg. Dog var det langt mindre slesk end de blikke der normalvis var rettet mod ham. Normalvis bar han jo så også lidt mindre tøj, og viste sin krop frem, modsat nu hvor han faktisk havde tøj på, for at skjule sig mod kulden.
”Ja, det er hverken værre eller bedre end de andre steder her i byen,” pointerede han. De bedste steder at finde et sted at sove var trods alt hos kaptajnerne der lagde ind, da de havde deres egne værelser på skibene, men at tilfældigvis støde på en herinde, var ikke så sandsynligt.

”Jeg vil ikke mene at det her er hvor jeg gør de fleste af mine forretninger, men jeg har da været her op til flere gange,” indrømmede han. Oftest når der blev sendt besked efter ham for en god slat penge, kunne han overtales til at tage den lange tur herned.
”Og jeg kender vel et par stykker, der godt kunne lide at være dernede. Venner med flere af dem end jeg er uvenner med,” sagde han og trak på skuldrene. Der var næppe grund til at blive sur på ham. Han gjorde sit arbejde, tilfredsstillede dem, og han solgte ikke ud af eventuelle oplysninger de kunne finde på at fortælle om, når de var ekstra ensomme.

Kvindens blik var igen vendt op imod den sorte himmel, men hans melodiske stemme fik det til at skifte lidt imellem at kigge op, og vende tilbage imod ham. Opmærksomheden var splittet, ingen tvivl om det, men det var ikke af uhøflighed Alvilde ikke så på ham. Ikke at høflighed er det vigtigste for ham, smilede hun ved tanken men holdt det inde. Han havde dog ret, kroen var næppe være end hvad end der ellers kunne tilbydes hvis man ville holde sig indenfor byen. 

"Så sandt. Kommer du over alt kravlet er det intet problem, men mere end del af charmen og oplevelsen, eh?" 
Klukkede hun, og fandt skjult morskab i sin egen lille kommentar. Nu med den tykke læderhandske på den ene hånd, strakte nordboen armen en anelse i vejret da hun sansede falken nærmede sig. Hun skulle ikke risikere noget med de børn der boede her. De ville nok - og dette var mest hendes fordomme men dog stadig en bekymring, kaste sten efter ham, eller hvad man nu engang lavede når man kedede sig. Imens hun ventede på det karakteristiske skrig fra fuglen, vendte blikket dog fuldt tilbage på den unge mand. Overvejelserne glimtede i hendes øjne. 

"Ah, venner siger du.."
Nordboen gentog mandens ord med et skarpt smil, og funderede over hvordan det kunne gøres. Hun vidste reelt ikke hvem han var, selvfølgelig. Men han virkede som en der havde venner mange steder, og i mange kroge. Kom man disse smuskede steder, var det ikke fordi ens hænder var de reneste. 
Et skarpt skrig brød pludselig luften, og fra himlen kom den slanke falk susende på stille vinger. Den cirklede om begge mennesker, førhen den landede på Alvildes fremstrakte arm med handsken. Nordkvinden kunne ikke tilbageholde et bredt smil ved synet af falken, men så tilbage på manden igen hurtigt.

"Mit navn er Alvilde. Hvis du har tiden, så har jeg - forhåbentlig rav nok til to øl på den nærmeste ikke-brændende kro her. Hvis vi kender de samme, ville det være smukt hvis du kunne overbringe en besked" 
Sagde hun, velvidende at han ikke nødvendigvis ville sige jah. Selvom hun var et venlig og vellidt menneske (ifølge hende selv i hvert fald), var det ikke alle der ligefrem tog med en fremmed de lige havde mødt. Det var dog altid værd at prøve. Plus, skulle beskeden gives videre til en anden, skulle hun som det mindste have set personen an. 

Smilet blev lidt bredere. Som hun dog kunne sige det på. ”Ja, det kan man vel godt sige,” sagde han. Det meste kunne distraheres ved at blive købt for natten heldigvis, og ellers så måtte han jo bare få et godt bad når han kom tilbage til Dianthos. Det var trods alt ikke noget de gjorde sig meget i her, sagde hans erfaring i hvert fald.

Fabian kiggede lidt mere interesseret over på hende, da hun så ud til at have noget specifikt i sinde med sin handske, og ganske rigtig, snart efter lød et skrig og en falk af alle ting susede ned for at lande på hende. Fabian havde ikke set meget af folk der kunne træne falke, så lidt imponeret måtte han indrømme at han var.
Hans øjne gik dog hurtigt videre fra falken tilbage til kvinden, som hun begyndte at tale igen.

Han stod lidt og overvejede hvad hun foreslog. Det virkede godt nok til at hun blot ville snakke, men man kunne aldrig vide sig sikker. Dog tvivlede han på at han var i fare.
”Hvorfor ikke, en øl har aldrig skadet nogen,” sagde han efter han havde vendt det i hovedet. Sandsynligheden for at de kendte hinanden var ikke ligefrem stor, men Fabian havde været i byen i et stykke tid, så måske han kunne hjælpe om ikke andet med at pege hende den rigtige retning. ”Kender du en kro i nærheden… som ikke brænder?” spurgte han, ellers måtte han lige selv prøve at komme i tanke om det. Ellers så lå kroer nærmest om hvert gadehjørne.

Den blonde nordbo smilede en anelse selvtilfreds ved hans overraskede blik på Jarko, og nikkede kort imod den slanke fugl da hun sagde hans navn. Ikke at det betød meget for manden, men det betød noget for hende. Falkens gule øjne fulgte opmærksomt den slanke mand med undersøgende øjne, og udstødte en hæs skræppen af tilfredshed da han var blevet set an. Menneske godkendt, tydeligvis. 
Da han accepterede hendes tilbød kom der en tilfreds brummen fra Alvilde, der drejede hovedet for at se længere ned af de gader der omgav dem. Der var efterhånden ved at være styr på den brand kroen oplevede, men der ville gå flere dage, hvis ikke uger førhen noget blev serveret derinde igen. 

"Heh, mon ikke vi kan finde en tæt på?"
Kvindens blik faldt tilbage på ham, og en tænkende rynke dannede sig på hendes pande. Kroer kendte hun et par stykker af, men en der serverede fra relativt rene krus, se det var en anden sag. Hun kunne ikke helt huske vejen, men den havde en rigtig karakteristisk front... hendes blik faldt eftertænksomt tilbage på falken, og i et ryk sendte hun den pludselig op igen i luften på ny. Dens overblik over byen ville hjælpe en del. 

"Jeg har en idé om hvor en god og ikke flamme-omsluttet kro er. Jarko hjælper os med resten" 
Forklarede hun vagt og relativt udenfor kontekst, førhen rettede en anelse på langbuen over hendes ryg og begyndte at gå fremad i et roligt tempo. 

"Nå mester, hvad arbejder du så med til dagligt?"
Spurgte hun bagud, og lod et undersøgende blik hvile på den unge mand, et skævt smil hvilende i den ene mundvig. Hun var faktisk en anelse i tvivl nemlig. 

Fabian var ret sikker på at de nok skulle finde en i nærheden, men ligesom Alvilde så var det også begrænset hvor mange kroer han kendte som faktisk var til at holde ud at være i. Når man havde været på havet i månedsvis, så var man åbenbart ikke ligeså sart, som man ellers godt kunne være når man kom inden fra Dianthos med deres yderst gode kroer.

”God, som i at den er god, eller blot i forhold til resten af stederne på disse kanter?” spurgte Fabian med et grin i slutningen af sætningen. De færreste lod som om at det her var det bedste sted på jorden, for alle vidste godt det var lidt af et lortehul, selvom det gjorde hvad det skulle. Skjulte alle de lyssky folk.

Han kiggede lidt efter fuglen, før han fulgte trop med Alvilde. Hans lange ben havde intet problem med at komme op og gå ved siden af hende.
”Ah, jeg tilbyder min krop mod penge,” sagde han, som om det var det meste normale i verdenen. Der var også mange ord han kunne bruge om sig selv, men mange af dem ramte bare ikke helt rigtig i hans bog.

Selvom hun ikke skulle dømme folk for hurtigt, havde den blonde nordbo en ret så dårlig vane med lige præcis dét. Hun så tilmed sig selv som sjovere end hun nok var, og den gode blanding skabte nogle sjove førstehåndsindtryk en gang imellem. Som nu. Selvom hun ikke tvivlede på at der lå humor gemt under det smækre udseende, havde det fanme taget lang tid at grave det frem.
 Derfor modtog den unge mand en perlende latter fra Alvilde, da hun grinende nikkede ved hans ord. ”Ah, god i forhold til hvad du ser omkring dig” lo hun og lod et varmt smil og raske skridt fremad.

Jarko ledte dem imod den nordlige ende a byen, og imens de drejede om en gade, lod Alvilde afventende blikket hvile på ham. Han svarede hende dog fra hoften; han tilbød sin krop for penge.
Overrasket forlod et lille ’oh’ hendes mund, idet hun med nye øjne lod blikket følge hans krop. Joh, det kunne velsagtens give god mening. ”Aha..” Hun kunne godt se hvad nogle kunne finde tiltrækkende ved en mand som denne, og det undrede hende at hun ikke havde set det før. Alvildes læber krusedes i et morende smil. Fordi dog kunne hun ikke helt lade værd med at ryste på hovedet indvendig. Han var lidt for… pæn. Lidt for velslebet og selvom hun ikke tvivlede på at han var stærk, var han for… lille? Ikke at det betød noget fordi det var ikke derfor hun var her. ”Tjener man godt som trækkerdreng?” kom det fra hende, stemme nysgerrig og ikke ligefrem fintfølende. Hun havde trods alt altid undret sig, når nogle hun kendte var gået den vej i livet.

Hun gik stærkt ud fra at det var hans eget valg.

Humor var en ting man blev nødt til at have på disse kanter, og især i et erhverv som Fabians. Ellers kunne nogle dage godt blive for hårde og for lange. Humoren var det eneste måde rigtig at forholde sig optimistisk, da optimisme var lidt for langt at gå.

Han fulgte med hende, som hun ledte vej gennem byen. En anelse længere væk fra kajen end hvad han normalvis var vant til, men kvinden virkede trods alt til at være forholdsvis til at stole på. Selvom han altid holdt et øje ud for at tingene ikke var som de så ud.

”Hvis man får fat i de rigtige kunder,” indrømmede han. Det havde taget årevis, men han var efterhånden et sted hvor han havde muligheden for at vælge sine kunder som det passede ham. Derudover var det også langt flere stamkunder end noget andet. Det var dem der ikke havde noget problem med at han i virkeligheden var en mand, når de havde behov for en kvinde. Eller at hans udseende skiftede. For dem var det at kroppen ændrede sig nok til at de kunne glemme hvem der i virkeligheden var bag det hele. De betalte trods alt ikke for at kende Fabian. ”Jeg er heldigere end de fleste, da jeg kan opfylde mine kunders fantasier bedre end de fleste,” tilføjede han så. At han så heller ikke havde noget problem med hvad end de smed ind i legen, det hjalp selvfølgelig også på pengene.

Idet de drejede om endnu et hjørne, kom den knirkende og slidte facade af et mindre krohus frem. Det var ikke noget at råbe hurra for når man så det udefra, men Alvilde mente bestemt at dette sted var et hun havde haft bedre erfaringer med. Selv hvis hun tog fejl, vidste hun at de serverede stærke ting derinde - noget burde i hvert fald kunne kamuflere den værste smag af ulækkerhed. Nordboens blik gled en anelse selvtilfreds over på ham - hun havde ikke ledt dem helt på afveje, og i en lille fiks bevægelse præsenterede hun kroen for ham da de stoppede op foran fronten. “Se så, Den Salte Fisk skulle ikke være helt grav” kom det glat fra hende, med begejstring i stemmen.

Dog havde hans ord ikke gået for døve ører imens de gik, og nordboen så en anelse forundret på ham imens de nærmede sig døren. “Er der... forkerte kunder i det erhverv?” gled det over hendes læber, da hendes billede af trækkerdrenge og ludere var en anelse farvet af en opvækst langt fra storbyen. Hun troede de tog hvad de kunne få…

Med en sikker bevægelse slog nordkvinden dog døren op, og holdt den for den højere mand så han kunne komme ind. Gallant og det hele. Sigende nikkede hun imod et bord lidt op ad væggen; og lidt væk fra det centrale rum. “Så er vi her” brummede hun fornøjet. 
Alvilde gik derefter op efter to krus øl, som hun med et lille hjertevamt grin placerede foran ham og hende selv. Med et tilfreds suk satte hun sig i stolen, og trak de tunge handsker, den tunge kappe og farverige halstørklæder af. Buen blev lidt mere forsigtigt stillet bagved hende. “Så, du er en magisk trækkerdreng, eh?” kom det ublufærdigt fra hende med en oprigtig interesse og et lidt skeptisk glimt i øjet.

Hun var måske ikke så fintfølende med ord som hun kunne være, men lagde næppe selv mærke til det.

Fabian kiggede på den slidte kro og hvis han selv havde gået her, så havde han nok overset det fuldstændig. Han kunne godt se at der var noget liv inden bag facaden, men ikke nok til at han ville have udpeget den og valgt at sætte sig derind og få noget at drikke. Hvis de dog havde noget ordentlig sprøjt, så kunne det være at han skulle huske at komme forbi senere.

Hendes udtryk, gjorde det svært for ham ikke at grine. Det var ikke unormalt for folk udenfor erhvervet ikke at kende til at det var mere kompliceret end det virkede. Man ville ikke have kunder der var voldelig udenfor 'legen', eller dem der ikke ville betale. Der var også dem, hvor lystpigerne og drengene forsvandt oftere end de kom tilbage. Det gjaldt alt sammen om at kende hinanden i miljøet, så man kunne beskytte hinanden mod dem man vidste var de dårlige æg.
”Hvis man ikke har lyst til at komme permanent til skade, eller bare... forsvinde, så er der. Desuden vil man helst have dem som faktisk behandler en pænt og ikke er et røvhul omkring det,” forklarede han, selvom det mere var den korte foklaring.

Han nikkede lidt til hende, som hun holdt døren åben for ham, og han gik ind i kroen, og han tog plads ved et bord, efter han havde taget jakken af og smidt henover stoleryggen. Det betød også at han halvåbne skjorte nu kom til syne. Mens hun hentede to krus tog han lokalet ind. Det var ikke stort, men der var da folk herinde, der stadig og var.... godt fulde.

Hans opmærksomhed blev trukket tilbage til hende, som hun kom tilbage med øllen. ”Tak,” sagde han, og tog en slurk af den, som hun virkede til at spørge videre ind til hans erhverv. Det var lang tid siden at han havde mødt nogen med sådan en interesse i hvad han lavede.
”Det kan jeg nok ikke benægte. Hvis du vil have noget mere præcist, så ændrer jeg mit udseende alt efter hvad mine kunder ved have.” sagde han. Ingen grund til at danse om emnet. ”Du virker utrolig interesseret i mit erhverv. Kender du ikke mange.... lystdrenge eller piger?” Selvom hans evne selvfølgelig stadig var unik indenfor faget. Han havde været ganske heldig at have fået den evne, når han havde valgt et erhverv som dette.

Nordboens fattede sin hånd om ølkruset og følte hvordan hendes umiddelbare parader sænkede sig en anelse. Det var ikke fordi at Alvilde som sådan var en vagtsom person, nej hun var nok mere modsat vagtsom, og havde en historie med ikke at skrue ned for hverken stemmen eller personligheden. Men selv på de mest smuskede steder og i det mest ubehagelige eller uønskede selskab, kunne alkohol dulme enhver bekymring der kunne sidde i kroppen. I hvert fald på hende. 
Hans lille grin gik ikke forbi hende, men hun lagde intet ondt i det. Han virkede villig til at forklarer, og så længe hun ikke trådte ham over tærene, trådte han ikke hende over tærene ved sådan noget. Hun vidste slet ikke der lå så meget bagtanke med det... job. På trods af de nok så dystre ting kan nævnte om forsvindinger og skader, krusedes nordboens læber i et morende smil og hun nikkede langsomt for sig selv. "Ah, det giver mening" var hendes kommentar på det - fordi det gav virkelig god mening!

Ved hans tak rystede nordboen bare afværgende på hovedet og løftede kruset til en lydløs skål imellem dem. Hun drak, og satte sig mere til rette i den hårde stol. "Ingen årsag" brummede hun. Nordboens blik glimtede ved hans ord, og forundret lænede hun sig en anelse længere ind over bordet; som om at han havde delt en hemmelighed med hende, og hun ikke ville snakke for højt om den. "Formskiftning!" gentog med en grad af respekt i blikket. Formskiftning var ikke helt dårligt! Det kunne man da bruge til mange forskellige ti- kvindens blik blev knebet en anelse sammen imens hun overvejede sine tanker. "Så, du kan lege elver eller hvordan?" spurgte hun uddybende..
Hans næste ord fik en varm latter ud af Nordboen, der småklukkende måtte give ham ret med en hovedrøsten. De stålblå øjne var ærlige. "Nej, det gør jeg ikke. Der hvor jeg kommer fra, er træ..." nordboen rettede sig selv. "... lysdrenge og piger ikke ligefrem udbredte. Jo, de findes men jeg tror i har større succes i byer som den her" sagde hun med et underspillet grin, og lod blikket glide over den brogede forsamlinger der gav liv til kroen. "Alle virker besatte af alkohol og sex, her i storbyerne. Ret smart for jer, eh?" brummede hun med et lille smil, og hævede kruset til en skål, hvis han da ville. 

Fabian havde fået mange reaktioner over årerne, og desværre var der op til flere der havde set umådelig potentiale i at han kunne ændre sit udseende så let som ingenting. Heldigvis havde han ikke ladet dem udnytte ham til andet end hvad han selv syntes han ville gøre. Det med at røve folk var virkelig ikke noget han var interesseret i... eller det der var værre.
”Ja, og enhver anden form der minder om et menneske. Jeg kan ændre alle aspekter at min krop,” sagde han og vippede med sine øjenbryn, for han kunne også ændre på sine nedre dele. Til gengæld vidste han ikke om det også ændrede hans indre organer som sådan, men det var tæt nok på at det godt kunne føles godt.

Et underholdt smil lagde sig på Fabians læber, som han godt kunne høre at hun var ved at sige et af de mange ord der var for en af hans slags. ”Du må gerne sige trækkerdreng, jeg er ikke så sart hvad det angår,” sagde han. Lystdreng fik det bare til at virke mere positivt, men ærligtalt, så gjorde det ham ikke spor. Det var et arbejde som et hvert andet.

”Du har ganske ret. Næsten mere på disse kanter end inden i Dianthos, hvor jeg normalt befinder mig. De betaler så normalvis bedre i Dianthos, hvis jeg skal være ærlig.” Pengene var bare ikke til det på disse kanter, med mindre du fangede øjet på en kaptajn. At finde noget skrammel på gaden ville ikke give dig meget til lommen desværre.

Overrasket var et godt ord til at beskrive kvindens udtryk ved hans opfølgende kommentar. Alle aspekter? Alvildes blik gled næsten automatisk ned imod hans underkrop, inden hun i et ryk rettede sig op og så ham i øjnene igen, og fastholdt sit blik der for ikke at lade det vandrer videre. Et smil splittede kvindens læber, og hun rystede afværgende på hovedet over ham. Friskt, eh? Han vidste skam godt hvor hans værdi lå, så det ud som om. "Ikke en dårlig egenskab, det kan der være noget om" kom det med et glimt i øjet fra hende, som gav hun ham en mental applaus for den selvsikkerhed han udstrålede.

Kvinden lænede sig mere henslængt hen af stolen, og nød den varme som kroen bød på. Selvom der var en smule indelukket, var den til at foretrække fra de kroer der var tættere på havnen - ifølge Alvilde. Her stank der i det mindste ikke af råddent tang, men kun svedende mænd og lumrer kommentarere. "Nah, det hører måske med til jobbet" brummede hun i enighed. Sarte folk kom vidst heller ikke heromkring. Alvilde nikkede, da hun godt kunne genkende hvad han sagde, og sendte en lille tanke til de bestillinger hun havde derhjemme. Det var det samme med skind, pels og kød - alt det gik også til bedre priser i Dianthos. 

Alvilde tog endnu en slurk af kruset, inden at hun rømmede sig og lod et vurderende og mere undersøgende blik lande på manden. "Nå, hvad kalder du så dig selv idag, formskifter?" gled det over nordboens læber, imens hun placerede kruset på det solde træbord. Det var efterhånden gået op for hende at hun slet ikke havde fået hans navn endnu, og det var en detalje hun gerne ville have med, skulle dette være manden der leverede en besked videre fra hende. Eller pegede hende videre i den rigtige retning - hvad end der var nemmest. 

Det var ikke fordi at meget havde ændret sig i hendes tone, men der en gnist af proffesion havde sneget sig tættere på. 

Det var langt fra en dårlig egenskab, og det var da også grunden til at Fabian havde de stamkunder han havde. Det var dem der holdt af de lidt mere mærkelige ting, eller havde set sig lun på en de aldrig kunne have. Han kunne opfylde den fantasi de havde, og det gjorde de gerne smed lidt ekstra efter ham. At han så nogen gange skulle have kvindetøj på, var vel bare en del af arbejdet. Han følte sig sikker nok i sig selv, til ikke at føle at det gik mod hans maskulinitet.

Fabian tog kruset med øllen, og tog en god tår af den. Lidt stærkere end hvad han normalt drak, men det skjulte i hvert fald hvis der var noget der havde en forkert eftersmag, og ærligtalt så faldt alkohollen på et tørt sted. Han havde nok behov for at slappe lidt af, efter at have brugte dagevis på et job.

”Næppe. Man holder i hvert fald ikke længe hvis man er sart. Især ikke, hvis man ikke er en del af et bordel.” Nogle bordeller havde trods alt en vis standard for deres klientel, og der var ofte mere at vælge mellem, så man kunne undslippe nogle af de virkelig ubehagelige typer. Desværre havde Fabian aldrig været glad for at skulle give en del af sin løn til bordellet, og han havde hurtigt konkluderet at det ikke var for ham, til trods for at han snakkede med mange af dem fra Vigdis' bordel i Dianthos.

Han kiggede lidt overvejende på hende, som om han skulle overveje hvilket navn han skulle gå med, men Fabian var næppe kendt for at være kreativ med sine navne. Fabian og Fabia var nærmest de eneste navne han gik med, med mindre det var under en leg. ”Jeg bliver kaldt Fabian af de fleste. Fabia af dem som gerne vil glemme jeg er en mand,” sagde han med et grin.
Han lagde godt mærke til at hun så ud til at ændre lidt holdning, og han rettede sig også lidt mere op og lænede sig lidt ind over bordet for at kigge på hende. ”Og hvad hedder så den smukke dame jeg snakker med?” spurgte han. Smukke var et ord der blot der naturligt faldt fra hans læber, selvom hun næppe var hans egen type, hvis han skulle udvælge en.

Når man selv arbejdede i et relativt mandsdomineret felt, var det pudsigt at møde nogle der arbejdede i det modsatte. Alvilde gik selvfølgelig bare ud fra sine stereotyper... men hun mødte sjældent mænd der havde valgt et erhverv som luder. Derfor vakte det en gnist af respekt i hendes forsimplede måde at anskue verdenen på, fordi hvis han var succesfuld i det han gjorde, var der intet der talte hans sag imod! Og han virkede til at have godt styr på det. Alvildes tanker faldt tilbage på alle de mænd hun kendte, der havde lyster de slet ikke turde snakke om... se det var fejt, fremfor at møde fordommene i det åbne. Selvom hun ikke kendte manden foran hende som person, brød hun sig meget godt om den side han viste hende lige nu. Samfundsslummen var nu engang meget mere farverig end den fastlåste overklasse. 

Alvildes fingrer spillede en rytmisk melodi op af glasset imens hun så hvordan tandhjulene drejede i hans hoved. Hun vidste at nogle holdt sit navn tæt til kroppen, og havde ikke noget behov for at vide mere end hvad han følte var tilpas at dele. Derfor nikkede hun med et varmt grin ved navnet Fabian - og Fabia, og løftede kruset en anelse som en lille hyldest til hans finurlige evne. "Ah, Fabian kan jeg holde mig til, medmindre du vil være en kvinde for denne aften?" spøgte hun hjerteligt, og rystede afværgende på hoved og hænder over hans tilligsord smuk. 
"Hah! Alvilde Alhaug er ikke blevet kaldt smuk i mange år nu.. men det varmer!" lo hun en anelse barskt og bjæffende, men stadig i godt humør. Alderen var ikke noget hun frygtede, og hun levede i en rå ærlighed omkring det faktum at hun blev gammel; og at hun skulle dø. Men derfor tog man stadig en kompliment når den faldt fra læberne. 

Hun lænede sig tilbage i stolen, og med et kort blik omkring dem for at spotte hvem end der lyttede med, valgte hun at forsætte. "Jeg har de sidste par måneder været igang med en handel, og skulle være blevet guidet ud til et... varehus, af en slags..." begyndte hun med et undersøgende blik over ham. Det sorte marked i piratbyen var kendt som et af de bedste steder at støve alle mulige artfifakter, våben og dets lige op, men det gjorde det ikke mindre illegalt. Selvom hun tvivlede på at han var med lovens lange arm, ville hun så vidt som muligt danse om emnet uden selv at nævne markeredet direkte. For mange ører og for mange usikkerheder. 

Der havde aldrig været en grund for Fabian at skjule en del der var blevet så essentiel for ham. Det første år havde måske også været svær, men ligeså snart han havde indrømmet det overfor sin familie, så havde han været lidt ligeglad med hvad resten af befolkningen tænkte. Det var noget der gjorde ham glad, og til dels gjorde det også andre galde, og så var det virkelig ikke længere i hans hoved. Han var dog ikke med hovedet nok nede i sandet til ikke at vide at det ikke var et felt for alle. Selv folk der var vokset op i det, fandt det ikke nødvendigvis rart.

Han rullede lidt med øjnene, men smilet var stadig malet på hans læber. ”Jeg kan ganske vidst forvandle mig til en kvinde, men jeg foretrækker langt mere at være i en mandekrop. Det føles mere bekvemt,” sagde han. Også med de udfordringer der kom med det. Det gjorde der selvfølgelig også som kvinde. Som mand holdt de klamme sig trods alt bare en anelse på afstand, modsat det at være kvinde. Det var dog noget andet hvis han søgte kunder, så kunne han godt finde på at rende rundt som kvinde, hvis det endelig skulle være.

I det mindste tog denne Alvilde komplimentet pænt. Og hun havde nok også være en ganske prægtig kvinde i sine unge dage, selvom man kunne se alderstegnene på hende efterhånden.

Da Alvilde sænkede stemmen lidt, lagde Fabian hovedet på skrå, og lavede sine øjne lidt smallere, som han fokuserede på hende, og det hun sagde. Heldigvis var der stadig noget larm i kroen, så hun nok ikke ville kunne blive hørt af enhver som kom forbi. Det var dog også det der kunne blive en udfordrign for Fabian hvis hun begyndte at tale for lavt.
”Og lad mig gætte. Din kontakt var på kroen der brændte ned?” spurgte han interesseret. Om han kunne hjælpe, det ville kun tiden kunne vise, men han ville næppe melde hende for en illegal handel. Det var trods alt det man primært gjorde på disse kanter.

Det vækkede en gnist af tilfredshed i hendes krop da Fabian virkede til at samle op på hendes energi, og selv sænkede stemmen en anelse. Selvom det måske ikke gjorde den store forskel i forhold til hvad der kunne gå galt, fik det Alvildes hjerte til at banke roligere, og hendes hænder til at svede mindre. Der var altid en del af hende som helst bare gerne skulle have sådan nogle handler og møder overstået hurtigst som muligt. Nordboen nikkede med et sammentykkende brummen, og fæstnede sin ene hånd om det kolde ølkrus. Med hånden på hanken, gav hun sig til at dreje den rundt i kruset, imens et tænkende blik optog hendes øjne. 
"Jah, må hans sjæl hvile ved guderne" kom det næsten per automatik fra nordboen ved omtalen af døden, og hendes blik gled i et ryk tilbage på Fabians interesserede ansigt. 

"Manden var bare et mellemled imellem den kaptajn der fragtede varene, og ejeren af lageret; så vidt jeg har forstået" forklarede hun med et skarpt smil om munden samt fingrene krydset for at heldet kunne være med hende i aften. Chancen for at Fabian tilfældigvis kendte nogle af navnene hun ville nævne, var ikke ligefrem til at råbe hurra for. "Jeg mødte aldrig den her kaptajn, men jeg så hans skib. Grå sejl, mørkt træ... den havde navnet 'Den hvæsende måge" prøvede hun at forklarer, og følte hvordan en lidt absurd latter gled over hendes læber bagefter. Alvilde løftede hånden med kruset til en slurk, hvor hun derefter næsten afværgende vinkede den anden hånd foran sig. "Jeg ved heldet sjældent er med mig, men måske du har set samme skib, eller kender nogle der kender ejeren - eller bare noget. Men jeg ved selvfølgelig ikke hvor mange sømænd du kender..." lo nordboen, med meget lidt forventning til at han ville kunne hjælpe hende meget. Dog var det forsøget værd, og selv hvis han ikke kunne, var det ikke noget hun ligefrem kunne bebrejde ham for. 

Alvilde lænede sig en anelse mere tilbage da hun var færdig med at tale, men holdt sig indenfor hørevidde, hvor at blikket enkelte gange forlod Fabian til fordel for rummet omkring dem. Bare for at holde sig selv på den gode side af uvelkomne ører.