Obsidianøerne. Det var dér, hun skulle være taget hen. Det var dér, hun hørte til. Men det ville ikke have været sikkert for Amit, som hun af en eller anden grund ikke ville have, at der skete noget med, og hun var heller ikke sikker på om det ville have været sikkert for hende selv. Mørkets Hær ville uden tvivl afslå hende som værende død i slaget om Kzar Dûn, men det ville kun være et spørgsmål om tid, før de opdagede at hun ganske meget var i live. Hun var nødt til at tage til de forbandede øer før eller siden, men det ville ikke blive før hun var stærk nok til at forsvare sig selv. Som det var, var hun svækket, og hun havde ikke andre våben på sig, end de knive, hun altid bar. Intet sværd, ingen hammer, intet spyd. Hun stolede ikke på sine kollegaer længere end hun kunne spytte, og hvis hun var uheldig nok med, hvem hun mødte først på sin tur til Obsidianøerne, var der ingen grænser for, hvad der kunne nå at ske med hende, inden hun nåede frem.

Så nu stod hun her. Hvor hun sidst havde set Iskariot, og nu stod og bankede på den nærmeste dør, på trods af at det var en indgang til tjenestefolket. Under hendes blodige uniform var den forbinding Amit havde hjulpet hende med, hvor hun var blevet gennemboret af et sværd, under sin skulder og over sit bryst. Det var et held, at hun stadig var i live.
Hendes hår hang stadig fugtigt ned over hendes ansigt, hendes støvler og tøj fugtige på samme måde, og hendes ansigt blegere end sædvanlig. 

Da en af tjenestefolkene åbnede døren, skubbede hun sig forbi ham og indenfor. "Hvor er Iskariot?" snerrede hun, for udmattet til overhovedet at lade som om hun var høflig, og da han stak af, fulgte hun efter ham, i et noget langsommere tempo, indtil hun stod i en gang og ikke vidste, hvilken vej hun skulle, men blot åbnede samtlige døre hun kom forbi, i sin søgen efter den eneste person hun stolede på. Flere af kultmedlemmerne, eller hvad end de var, stirrede på hende, og nogle kom ud og fulgte efter hende ned ad gangen, bad hende oven i købet om at stoppe, men hun trak blot en kniv og ignorerede dem, hvis ikke de kom for tæt på hende. Var de for dumme til at holde sig væk, ville hun ikke tøve med at angribe dem. 

Iskariot havde endnu ikke hørt om det, der var sket på Kzar Dûn, for selvom han havde kontakter, skulle nyheder først nå frem til ham. Så alt åndede fred og ro på gården, hvor Zaladinkulten holdt til. Iskariot stod på sit kontor sammen med en kvinde og en mand. Kvinden sad på Iskariots plads og var ved at notere ned, hvad manden og Iskariot kom frem til i deres snak om indkøb og salg, og hvad de ellers stod og manglede. Halvfuglen havde aldrig lært at læse og skrive, det måtte han lade andre om som nu. Manden, der stod for landbruget på gården, var også uden disse evner, så derfor var kvinden blevet tilkaldt. Med en fjerpen, lavet af en af Iskariots aflagte fjer skrev hun sirligt ting ned i en stor bog.

Den fredelige snak blev afbrudt, som en af kultens unge mænd væltede ind af døren uden at banke på.
"U-undskyld herre Cort, men en kvinde leder efter Dem. Hun virker en smule aggressiv og..."
Iskariot var allerede på vej igennem rummet mod døren.
"Hvordan så hun ud?"
"Hun havde en uniform på fra Mørket og hvidt hår." Han stoppede med at snakke som han pludseligt følte for at tie stille. Han følte også for at vise Iskariot, hvor kvinden var, så han begyndte straks at haste af sted igen, denne gang med den sorte halvfugl i hælene. Marax. Hun var her i uniform, så måtte noget være galt.

Iskariot maste sig forbi den unge mand og hastede ned af gangen for at dreje rundt et hjørne. Han kunne mærke sit ellers normalt rolige hjerte banke, både fordi han alligevel måtte indrømme, at han var bekymret for Marax, når hun dukkede op i uniform, men også fordi han vidste, hvordan hun kunne være, og selvom kultmedlemmerne var ligegyldige for ham, brikker i et spil, ville det ikke være så godt, hvis hun begyndte at slå dem ihjel.
Som han svingede rundt hjørnet, var han lige ved at støde ind i hende. Hun så frygteligt ud og blodet kunne ses på uniformen.
"Marax. Hvad er der sket?" Han rakte ud mod hende, for at tage ved hendes arm. Samtidigt rakte han ud mod hende med sindet.
"Er du kommet noget til? Bløder du?" Han henviste til blodet på hendes tøj. Det talte spørgsmål var en fortalelse, for han ville ikke have, at væsnerne omkring dem fik mere at vide end højest nødvendigt. De turkise øjne havde et skær af bekymring, som han så på hende.

Bålet Amit havde tændt, havde varmet Marax en smule, men hendes tøj var stadig fugt og hun var udmattet. Hun havde ikke tænkt sig at hvile sammen med Amit - hun vidste, at hun ikke ville kunne falde til ro i nærheden af en fremmed alligevel, heller ikke selvom han teknisk set havde reddet hendes liv. Nej, hun kunne først hvile, når hun var et sted hun vidste var sikkert.

Marax var lige ved at stikke til Iskariot i selvforsvar, da han pludselig stod foran hende. Hun sænkede sin kniv, men slap den ikke helt. Det mørke hun altid malede om sine øjne, hang ned ad hendes kinder i striber, og hendes hals var blottet, hvor hun for flere år siden næsten var blevet kvalt af én med ild-evner, der havde brændt et håndformet mærke godt ind i hendes hals. Hun stræbte altid efter at se mere skræmmende ud end kvinder på hendes størrelse normalt gjorde, men hun var ikke selv klar over, hvor meget mere skræmmende hun så ud nu, som hun var desperat og halvdruknet. 
Hendes uniform dækkede hendes arm, hvor Iskariot rørte hende, men selv hvis han havde rørt ved hendes hud, ville han ikke være påvirket af hendes evne. Den sten han havde givet hende sidst, havde hun nærmest ikke tage af siden, ikke engang under kamp. Hvilket havde været heldigt, da Amit havde hevet hende op af floden. 

"Jeg faldt af min hest," svarede hun foran de fremmede folk der stod omkring dem, ligeglad med hvor tydelig en løgn det var, men i hendes sind svarede hun noget andet; "Kzar Dûn er faldet. Jeg overlever." Hun blødte, men den værste af hendes sår var forbundet. Hun havde flere små, men hun ville have været død for længst, hvis hun var typen, der lod folk ramme hende alvorligt med deres våben. "Jeg har brug for et sikkert sted at hvile."

Kzar Dûn er faldet. For et øjeblik var alt andet irrelevant. Mørkets hovedsæde var faldet. Hvad var konsekvenserne ved det? Uoverskuelige. Iskariots øjne blev spærret op og for et øjeblik så han bare chokeret på hende, inden han trak sig selv tilbage til nuet og nikkede. Hvile. Hun ville få mere end hvile. Hans fjer rejste sig kort, som han rystede alt andet end det praktiske af sig. Som han gjorde bedst.
"Kom med." Han slap ikke hendes arm, som han viste hende tilbage den vej, som han var kommet fra. Imens arbejdede hans sind på højtryk med at få sat folk i gang omkring dem.

Han ledte hende ned af gangen og ned til den del af gården, hvor hans egne rum var. Kontoret og værelset ved siden af. Han førte hende ind på værelset, der ud over en seng, der stod frit, var der også en lænestol, der så underlig ud, fordi ryggen var lavet sådan, at han kunne have sine vinger fri, men stadig læne sig tilbage. En mere almindelig lænestol stod der også med et lille bord. Der var også et skab og et lille skrivebord. Alt hvad man kunne få brug for uden at skulle forlade rummet.

Han åbnede døren og ledte hende ind. Bag dem fulgte en kvinde med, hun skyndte sig hen og lagde en bunke tøj på sengen, inden hun forsvandt igen. 
Iskariot slap endeligt Marax og trak stolen ved skrivebordet ud, så hun kunne sætte sig. Hun lignede en, der var ved at vælte om på stedet.
"Hvordan er du kommet så langt nord på? Blodet er stadig vådt," konkluderede han, som han betragtede hende. Hun var ikke rejst til hest eller fods, så ville hun ikke se ud, som hun gjorde.
En mand dukkede op i døren med et fad med varmt vand og et par klude. Iskariot skubbede til nogle papirer på skrivebordet, så manden kunne sætte fadet der, hvilket han gjorde og skyndte sig ud igen uden at lukke døren. De var ikke færdige.

Hun havde ikke andet valg end at følge med Iskariot, men hun kunne heller ikke drømme om at gøre modstand. Ikke nu, hvor hun endelig var hos én hun stolede på.
På et tidspunkt begyndte hun at kunne genkende gangene de gik i, men hun følte sig stadig ikke sikker på hvor de var i forhold til udgange, og hun spejdede straks omkring sig, da de kom ind i det endelige værelse Iskariot åbenbart havde udset til dem. Hans eget værelse, gik det op for hende. 

Ved synet af det tørre tøj, begyndte Marax allerede at klæde sig af. Hendes var fugtigt og blodigt, og stank af sved og flod, og hun ville ikke have det på længere end højst nødvendigt. Hun var ved at hive sin trøje af, da der kom en mand ind med et fad, men hun ignorerede ham og hev bare videre, indtil en knasende lyd afslørede, hvor blod havde tørret sig ind imod hendes hud. Det var heldigvis ikke i forbindelse med hendes sår - dét var forbundet, og selvom forbindingen var blevet en smule blodig, så den ud til at holde, selv efter hun havde taget sin trøje af.

"Jeg fandt én, der kunne teleportere mig," svarede hun kort for hovedet. Hun havde ikke lyst til at fortælle Iskariot, at det var den samme mand, der havde reddet hende. Hun ville hellere, at han troede at hun kunne klare sig selv. 

Iskariot åbnede næbet, for at fortælle Marax, at der var en healer på vej, men han lukkede det igen med et næsten uhørligt smæld, da han så, at hun var ved at hive sin trøje af over hovedet. Ikke at han kiggede væk, faktisk blev han ved med at kigge, men det var ikke på grund af hendes bare hud. Det var for at få et overblik over hendes skader. Hun var blevet bundet ind, men havde blødt igennem, og der var mange andre mindre skrammer, der dog alle så ud til at være holdt op med at bløde af sig selv. Selvom lugten af flod- eller søvand hang om hende, var hun stadig blodig at se på. Et bad ville gøre godt. Lige nu kunne han dog kun tilbyde et fad og en klud, men der ville være et varmt bad klar til hende senere. Hendes skader var vigtigere. 

"Vores healer er på vej, hun kan tage sig af dine sår," sagde han højt, mens han fortsatte samtalen i hendes hoved. For ham var det ikke et problem at føre to samtaler på én gang, det havde han hurtigt trænet sig selv til at kunne, efter han fik sin evne.
"Jaså." Han var lige ved at bruge sin evne til at bede hende uddybe, siden hun var så kort for hovedet og ikke virkede til at ville fortælle, men han bremsede sig selv. Det var Marax, ikke en ligegyldig kultist. Hun havde nok gode grunde til ikke at ville fortælle mere.

Et gisp hev ham ud af koncentrationen og samtalen, og han så mod døren. En kvinde med et fad så skæmt på Marax og alt blodet.
"Junia, vær sød at stille bakken." Han løftede en hånd og pegede på det lille bord ved lænestolen. Kvinden fik et lille mentalt skub, og hun rev blikket fri fra Marax, inden hun skyndte sig over og stillede bakken med en kande med vand, et par krus og lidt brød, ost, kødskiver og lidt frugt, der var skåret ud, på bordet. Hurtigt forsvandt hun igen. Iskariot sukkede dæmpet og så på Marax igen. Hans blik faldt på halskæden og den lille gule sten.
"Du bruger halskæden, ser jeg."

"Tak," svarede hun til hans spørgsmål, der blev sagt højt. Det var en nem og uskyldig ting at sige højt. En healer ville gøre godt. Selvom Amit havde forsøgt at rense hendes sår, vidste hun, at det næppe kunne være rent, efter al den tid hun havde brugt i vandet.

Forbindingen skjulte det meste af Marax' bryster, men gik ikke hele vejen ned under dem, og hun strøg en hånd over den blottede hud, da den næste person der kom ind, så ud til at gå i stå. Det faldt hende slet ikke ind, at kvinden var i chok på grund af blodet, som hun selv var så vant til at se, men gik ud fra at det var fordi hun stod her, blottet, med Iskariot.
Hun fulgte Junia med blikket, da hun forlod dem igen, og først da hun var ude af værelset, lod Marax sig falde ned på den lænestol, der så normmal ud. Sengen så noget mere fristende ud, men hun vidste, at hun var klam, og hun havde ikke lyst til at svine noget til. 
Hun skævede til kødskiverne, men havde ikke energien til at række ud efter den endnu. Hun flyttede blikket fra maden og hen til Iskariot igen, da han talte til hende i hendes hoved. 

"Den giver mig frihed," svarede hun og rakte instinktivt op for at røre ved den. "Min evne har været mere til besvær end til gavn. Det har dog været svært at lære at bruge andre våben, end dem jeg har været vant til."

Iskariot fulgte den kvindelige dæmon med blikket, som hun smed sig i den ene lænestol. Hun var god til at skjule det, men han kunne se, hvor træt hun var. Hvem ville ikke også være det, hun så ud som om, at hun havde været igennem mere end man kunne forlange. Forbandet være Mørket. Han ville ønske, at hun kunne slippe det og komme til ham. Han skulle nok tage sig godt af hende. Men han vidste godt, at det ikke ville ske. Hun var Mørkets på en niveau, han aldrig ville komme til at forstå.

"Jeg er glad for, at du kan bruge den." Det var ikke svært at forestille sig, at hendes liv havde ændret sig for det bedre og værre, nu hvor hun faktisk kunne røre uden at bruge sin evne. Gad vide, hvor meget hun udnyttede det? Han så lidt tænksomt på hende, men blev afbrudt af en bevægelse ved døren. Healeren, en lidt ældre, lav dame med gråsprængt hår var dukket op og kom lidt forsigtigt ind i lokalet.
"Åh, Katlie, der var du. Marax er kommet til skade og har brug for din ekspertise." Iskariot slog let ud med hånden mod sin blodige gæst, og Katlie nikkede, mens hun gik over til Marax.

"Jeg har brug for, at De tager forbindingen af. Må jeg?" Hun rakte lidt spørgende ud efter forbindingen for at få den viklet af Marax. Iskariot sendte hende et blik, der indholdt et tavs bøn om at hun opførte sig ordentligt, han var meget glad for sin healer, inden han gik hen for at lukke døren. Det faldt ham ind, at det nok var bedst, hvis der skulle vises mere af Marax' bare hud. Da han vendte tilbage til sin plads ved bordet, sendte Katlie ham et blik, der var tydeligt overrasket over, at han var blevet, men hun sagde ikke noget.

Hvis Marax gik med til at fjerne forbindingen, viklede Katlie den af hende og begyndte så at undersøge hendes sår. Hun spurgte efter noget vand til at vaske sårene rene med, og Iskariot tog fadet og rakte det frem, så hun kunne vride kluden op og skylle de forskellige sår. Hun var meget omhyggelig, og Iskariot blev lidt træt i armene af at holde fadet, men hun blev endeligt færdig. Derefter begyndte hun at heale sårene ved at lade fingrene glide over hvert enkelt, der pænt lukkede sig uden at efterlade ar.

Iskariot var uberørt af, at Marax' overkrop var blottet og fulgte nøje med i, hvad healeren lavede. Hans tanker var splittet mellem det og tanker om Mørket og Kzar Dûns fald, og han var derfor tavs, medmindre han blev talt til.

"Den er nyttig," svarede hun, tilbageholdende med at uddybe, hvad hun brugte den til. Hun havde ikke engang udnyttet den på nogen måde, der ikke bare var, hvad normale væsner uden hendes evne kunne, og selv med den på, rørte hun ikke ved folk. De handsker, hun altid havde brugt, brugte hun stadig. Hun var ikke i tvivl om, at hvis nogle af de andre soldater i Mørkets Hær fandt ud af, at de kunne røre ved hende uden konsekvenser, så ville de. Men nu vidste hun, at hun kunne røre ved andre, hvis hun nogensinde ville, og dét i sig selv var en utrolig lettelse for hende.

"Du er velkommen," svarede Marax lidt stift til healeren, der betød, at hun på ingen måde var velkommen til at gøre det hun skulle, men at Marax vidste at det var et nødvendigt onde. Hun sendte et nidstirrende blik tilbage til Iskariot, der så ud som om han bad hende om at være tålmodig, imens hendes sagde, at han kunne skride direkte op imellem Zaladins baller, for han vidste, hvordan hun havde det med at blive rørt af fremmede. Hun regnede dog også med at han vidste, at hun inderst inde var ham dybt taknemmelig, på trods af hvad hendes blik ellers sagde.

På trods af at have set rigeligt med blod i sin livstid, så Marax væk, imens hendes sår blev renset. Det var meget blod, der blev vasket væk, og det ramte bare anderledes, når det var hendes eget.

"Du kunne godt have ladet arrene blive," påpegede hun lavmælt, da healeren proklamerede sig færdig, og hun så, at der ikke engang var ar tilbage efter hendes strabadser. Det var et smukt stykke arbejde, men arrene på Marax' ansigt burde tale sit tydelig sprog om, at hun ikke havde noget imod ar. 

Hun skævede efter sin uniformsskjorte, men da hun så det indtørrede blod på den, havde hun ikke længere lyst til at tage den på, og faldt blot tilbage imod lænestolen, med en arm lagt over sine bryster, selvom hun vidste, at Iskariot kunne have set på dem så meget som han ville for bare et øjeblik siden. 

"Har du noget tøj jeg kan låne?" Hun havde fornemmelsen af, at hun havde set noget tidligere, men hun var ikke ligefrem på sit skarpeste punkt, og Iskariot virkede som om han ikke ville have noget imod at servicere hende, bare denne ene gang. 

Det var rart at se, at Marax stadig var sig sig selv, trods hendes ydres forfatning. Blikket hun sendte ham, havde nær fået ham til at smile. Det var ikke noget, han var tilbøjelig til at indrømme, men han kunne godt lide at være i selskab med Marax. Hun var noget for sig, som hun spillede stenhård udenpå, men, som han efterhånden havde lært, havde et lidt mere blødt indre, og selvom hun lignede en, der havde lyst til at dræbe både ham og healeren, var han ikke i tvivl om, at hun var glad for hjælpen. Som sagt, selvom hun skjulte det godt, var han ikke i tvivl om, at hun var meget udmattet.

Da Katlie var færdig, og Marax nævnte, at arrene godt kunne være blevet, sendte kvinden hende et lidt forundret blik, der ikke bar præg af nogen form for fortrydelse over at have fjernet det hele. Iskariot sukkede lydløst, inden han trådte hen til dem.
"Tak for hjælpen, Katlie." Han førte hende til døren og lukkede den efter hende, inden han vendte sig mod dæmonen igen.
"Høflighed er stadig ikke din stærke side, ser jeg." Han lød ikke vred, det var han ikke, det var bare en tør konstatering.

Han nikkede til hendes spørgsmål og gik over til sengen, hvor bunken af tøj lå. Det var blot simpelt tøj, der hørte sig til en gård, til en kvinde. Altså en trøje og et skørt. Han rakte det frem mod hende.
"Jeg kan tilbyde dig et bad, men jeg tænkte, at du måske ville have noget at drikke og spise først. Måske hvile."
"Fortæl mig, hvad der er sket," sagde han lidt mere skarpt i hende hoved. Han kunne ikke vente længere, hvad var der sket? Var Mørket faldet? Hvor var de nu? Hvor meget havde det ændret på tilstanden i Krystallandet?

Marax hørte knap nok Iskariot takke healeren for hendes indsats. Hun var for optaget af at stryge en hånd over, hvor hendes ar skulle have været. Hun slap kun knap og nap væk med livet i behold, og hun havde ikke engang et ar at bevise det med? Healere var for underlige. For grundige. Hun ville aldrig kunne forstå dem.
Til gengæld forstod hun udmærket Iskariot, da han påtalte hendes manglende taknemmelighed. Hendes ansigt blev straks varmt, også selvom han ikke lød vred. Hun kunne ikke huske sine forældre, eller noget som helst af deres opdragelse af hende, hvis de nogensinde havde opdraget hende, men hæren havde da opdraget hende lidt. Iskariot havde opdraget hende mere. Hun havde været som et tavst, genert barn, da hun først var blevet sendt ud på missioner med ham. Hun kunne huske, hvordan hun altid havde skulet til ham i starten; hendes nysgerrighed til ham gemt bag påstået vrede.

"Det lyder alt sammen bedre end et bad lige nu," medgav hun og trak trøjen over hovedet. Hendes bukser var stadig lidt våde, ligesom hendes hår, så dem trak hun også af, for at skifte ud med skørtet. Til at starte med var hendes bevægelser forsigtige, indtil det gik op for hende, at hendes arm virkelig var helt okay. Healeren havde gjort et godt job. Hun skulle have takket hende. 

"Meget," svarede hun, og lod den hænge dér indtil hun var påklædt. "Jeg ved ikke hvad du ved om dragefødte. Jeg ved personligt ingenting, udover at de er farlige, stærke og talrige. De har overtaget Kzar Dun. Lord Sabbatin er død, jeg følte hans sjæl forlade os." Hun var sikker på, at meget mere var sket i fæstningen, men dér havde hun ikke selv været.

Den svage røde farve, der dukkede op i Marax’ ansigt, var alt for velkendt. Det var ikke første gang, at Iskariot på sin egen tørre måde havde rettet hende i hendes opførsel, og heller ikke første gang, at hun tog det til sig med lidt røde kinder. Det var kun godt, det gjorde ham tilfreds, at han stadig havde den form for magt over hende, selvom der var gået så mange år.

Han så afventende på hende, mens hun tog tøj på og gav sig god tid til at svare ham. Igen måtte han holde tilbage med at bruge sin evne og tvinge hende til at spytte ud så hurtigt som muligt, om han fik tingene at vide nu eller minutter senere var ikke så vigtigt. Men hans tålmodighed kom på prøve.
Endeligt lød hendes stemme i hans hoved, som hun begyndte at snakke. Dragefødte. Han havde ikke hørt noget om dragefødte. Hvad var de? Lige meget, hvad de var, havde de åbenbart overtaget Kzar Dûn. Og Lord Sabbatin var død. Det var ikke en nyhed, der bragte sorg til Iskariot, han havde aldrig været en beundrer af Mørkets leder. Men Mørket. Eksisterede det stadig?

Han havde så mange spørgsmål, han måtte brug et øjeblik på at få sorteret ud i dem.
”Start fra begyndelsen. Det sidste jeg hørte var, at Kzar Dûn var blevet besat af dæmoner, og Mørket var fanget på borgen. Jeg gætter på, at du ikke var på borgen? Hvor kommer disse … dragefødte … ind i billedet? Og hvad er der sket med hæren? Eksisterer Mørket stadig?” Hvis Sabbatin var død, var Mørket, hvis det stadig eksisterede, være uden leder. Eller også havde den første og den bedste taget magten. Iskariot kunne sætte navn på flere, der ville forsøge, hvis de fik muligheden. Det var kun en brøkdel af hans spørgsmål, og han var begyndte at bevæge sig lidt uroligt rundt, mens hans fjer rejste sig en smule og lagde sig i en rytme, der passede til de spørgsmål, han fyrede af mod Marax. De turkise øjne forlod hende ikke.

Marax følte sig på ingen måde kvalificeret til at besvare Iskariots spørgsmål. Hun vidste knap nok selv, hvad der var sket, det var kun sværere at formidle det lidt hun vidste videre på en forståelig måde.

"Jeg forsøgte at beskytte borgen," svarede hun, uden at se på ham. Iskariot selv havde muligvis haft nogle ambitioner, tydeligvis nogle ambitioner der ledte ham ud af Mørket, men ikke desto mindre ambitioner, for her var han, leder af en kult, men Marax havde ikke haft ambitioner for sig selv og de år,  han havde været væk, havde hun ikke engang forsøgt at blive ridder, eller endda bare at blive promoveret fra fodsoldat. Hvis han ville høre alle Mørkets hemmeligheder, måtte han være blevet venner med én, der var mere højtrangerende. Marax havde ikke engang været på borgen, da den faldt.

"Jeg ved ikke andet om de dragefødte end at de var med i angrebet imod os. Jeg ved intet om hæren - intet om Mørket. Udover en telepatisk besked om Obsidianøerne. Jeg går ud fra, at de overlevne mødes dér." Endelig løftede hun blikket til ham, frustreret. Kunne han ikke se, hvor meget smerte hun var i? Mørket var hendes hjem, hendes familie, det eneste hun havde. Hun var næsten død for at beskytte det. 

Det var længe siden hun havde snakket så meget telepatisk med Iskariot og i hendes allerede trætte krop og sind, var hun ved at blive træt af dét også. "Er her ikke sikkert nok?" spurgte hun og skævede sigende omkring sig.

Iskariot havde en tendens til at bide sig fast i en tankestrøm, en idé eller som nu, behovet for viden, at han glemte at lægge mærke til dem, det gik ud over. Han var som en terrier, der ikke ville slippe den allerede døde rotte. Eller en ørn med låste kløer.
Og lige nu var Mørket og politik det eneste han havde i tankerne. Hvordan ville det her påvirke magtbalancen i Krystallandet? Kunne han bruge det til noget?! 

Utålmodigt ventede han på, at hun fik snøvlet sig igennem sit svar, og han måtte lægge bånd på sig selv for ikke at tvinge hende at snakke hurtigere. Det var først, da hun så på ham, at det gik op for ham, at det måske ikke var det rigtige tidspunkt. Havde kvinden foran ham være enhver anden, havde han presset på til de brød sammen, men det var Marax, en af de få personer, han faktisk hold en smule af, og de ord, der havde været på vej mod hende, blev holdt tilbage. Samtidigt holdt han op med at bevæge sig, og stoppede i stedet op med ret ryg, mens hans ansigt faldt i mere neutrale folder igen.

Inden han kunne nå at sige noget, spurgte hun ham om sikkerheden. Hun var nok for træt til at snakke med ham mentalt. Noget han modvilligt accepterede.
"Så sikkert det kan blive i et hus fyldt med galninge." Det var sjældent, at han gav udtryk for sit syn på de folk, der havde valgt at erklære deres troskab til kulten, og valgt at følge ham, men det var hans holdning. De fleste af dem var fortabte. Og selvom han havde været i hovedet på de fleste, kunne han ikke med sikkerhed sige, at ingen ville bruge oplysninger i mod ham. Det ville også være dumt at tro det.

Han rynkede panden og spredte kort halefjerene i svag forvirring.
"Obsidianøerne. Dem har jeg ikke hørt om før." Han mente selv, at han kendte de fleste steder i Krystallandet, om end kun af omtale, men de øer havde han ikke hørt nævnt før.

Hun kunne se på ham, at han ikke var tilfreds med at skulle tale sammen på normal vis, men det var lang tid siden hun havde talt med ham på den måde, og han havde helt ret, hvis han gik ud fra at hun var for træt til det. 

"Det havde jeg heller ikke," indrømmede hun lavmælt. Modsat ham, kendte hun heller ikke vanvittigt meget til landets geografi. Hun tog bare hen, hvor hun blev sendt hen. Der var ikke mere at vide end dét. Hun havde aldrig været ambitiøs nok til at lære sig selv mere, end hvad hun allerhøjst behøvede at vide for at være til hjælp for Mørket, og dét var ikke meget. 
"De fleste andre tog vist en portal. Men, du ved... Jeg er ikke rigtigt en del af indercirklen. Eller har nogen betydning for nogen, der betyder noget. Jeg kan erstattes." Det var ikke sagt med nogen bitterhed, kun ærlighed. Hun var ikke i tvivl om, at også Iskariot havde tænkt det samme. Fodsoldater kunne ikke kræve meget mere end at være ofre, og det var også derfor Marax's ar var så vigtige for hende; de beviste, hvor mange gange hun havde ofret sig selv for sit hjem. Sin familie. Mørket.