Ganske vidst var Balzera et fantastisk sted, skønne mennesker, dejlig varmt, men der var intet sted Aviaia elskede mere end Fristhavn. Der var bare et eller andet over dette sted hun ikke kunne sætte en finger på, om det var brisen der altid var der, folkene eller generelt bare hvordan stemningen var, når hun befandt sig på kroen for at lokke mænd i fordærv. Dagen var ved at ebbe ud og mørket havde forlængst omsvøbt byen i dets tæppe og efterladt gaderne mørke og næsten menneske tomme. 

Lyden af råben og skrigen, samt noget musik kunne høres ude i gaderne. Det kom fra kroen, hvor der bestemt var fest, hvilket der var hver eneste aften. Mellem nogle pirater dansede Aviaia rundt, iført den fine silke agtige kjole hun havde købt i Balzera. Den var ikke den sædvanelige kedelige brune eller grå farve, men i stedet havde den på en eller anden måde et blåligt skær i det hvide silke stof den var lavet af. Ja den havde været dyr, men hun havde tjent en god skilling mens hun havde været der, så det var ikke så slemt. Aviaia havde fået en smule alkohol, ikke fordi det påvirkede hende på nogen måde, hun var trods alt dæmon, så der skulle en god del til, før hun overhovedet kunne mærke det, men der var ikke nogen tvivl om, at de mange pirater der hoppede og dansede omkring hende, var ved at være godt sprittede. Mange af dem havde forsøgt at få heldet med sig, men Aviaia havde sagt nej, for sprittede mænd kunne ikke præstere i sengen, ikke i det omfang hun ønskede i så fald. 

Aviaia stoppede med at danse, hun havde brug for et eller andet til ganen. Hun bukkede for piraterne og gik mod baren "Et krus mjød" sagde hun med et smil på læben og blinkede til manden bag disken. Hun var kendt her, så de vidste hun nok skulle betale. Hun lod sin ene hånd gribe omkring kæden om hendes hals og ned til ringen der hang i den. Det gjorde stadig ondt, tanken om hun ikke vidste hvad der var sket med Nao... Om han i det hele taget var i live endnu... Hun havde blot gået ud fra han var død, eftersom der ikke var nogle der havde tager kontakt til hende. Men alligevel havde hun beholdt den forlovelsesring han havde givet hende. Da kruset blev sat foran hende vågnede hun fra sin trance og kom med det kække smil igen "Tusind tak, søde du" sagde hun og tog en tår af mjøden. Så forfriskende. 

Lyden af en hest som red ned gennem gaderne i  Diamantbugten var ikke til og tag fejl af. Manden, som gik under navnet Castione, havde taget et skib efter og ha hørt om dette sted han, havde været fanget oppe i norden i mange år så nu var det dejligt at komme et andet sted hen. Han, havde dog kastet op et par gange da han, ikke kunne fordrage at sejle og blev let søsyg. Men for nu betød det ikke det største. Hans øjne studeret hans omgivelser som han red gennem gaderne. Folk altså, mere eller mindre pirater så ud til og passe sig selv, heldigvis virket det ikke til de bed mærke i hvilken status han var. Han var generelt god til og skjule, dette da han aldrig  fortalte folk mere end, de behøvede og vide.

Måske var dette, hvad der gjorde ham så god til hans job.  Da han endelig nået en kro hoppe han af hans hest inden han tøjret den, derefter bevægede han sig ind på kroen. Det var ganske simpelt for at høre om, hvad der skete omkring i verden, men os for at få sig en dejlig drink. 

Hans øjne så sig kort omkring i det han gik inden for som altid bar han to sværd på sig, og en sort kappe omkring hans krop, mens hans rustning i dagens anledning, havde været ganske simpelt og enkel bare ganske normalt læder rustning.

Som han kunne beskytte sig mod mindre angreb og derudover, gav hans armor ham os mulighed til og bevæge sig ganske hurtigt. Som han kom op til baren, så han sig omkring, en kvinde der danset på bordet  som tog interesse men da bartjener talte til ham vende han sig om.  ”Hvad skulle det være?” Kom det fra ham, hvor til svaret kom ganske enkel fra ham, til manden. ”Et krus af de bedste mjød.” Kom det fra Castione, hvorefter han modtog den og betalte de krystaller det nu ville koste.  Derefter vende han sig om i det, han hørte hende tale igen. ”Hvad laver sådan en smuk kvinde, som dem her.?” Kom det ganske kækt fra ham, hvorefter Castione sende kvinden der, havde danset ved piraterne før.

Aviaia havde et brag af en fest, sådan var der hver aften til der var nogle der tilbød hende alkohol eller en seng som hun kunne rode til. Let lod hun blikket glide rundt på de mange ansigter der var på kroen, men låste da blikket på den nye mand der kom indenfor. Han lignede ikke den typiske person der kom på disse kanter, hvilket vækkede en form for interesse inde i hende.

Som hun stod i ved baren og hørte manden tale til hende, sendte hun ham et kækt smil ” Hvad laver en mand i din stand i Fristhavn? Det er næsten mere interessant” sagde hun og bed sig let i underlæben. Det var let at se at han ikke passede ind her. Bevares var rustningen ikke super voldsom og af læder i stedet for metal, men de fleste her gik bare i en skjorte eller lignende. Hun hævede kruset med mjød og holdt de blå øjne rettet mod manden.

En del af folkene på kroen var begyndt at stirre på dem fra tid til anden, men lige så snart Aviaia rettede blikket imod dem, så de nærmest væk i et ryk. Et smil bredte sig på hendes læber som en af mændene blot blev ved med at stirre på hende ”Hvad? Du havde chancen men tog den ikke… ” sagde hun og trak på skuldrene og rettede igen blikket mod den fremmede mand. Et lettere undskyldende smil kom frem på hendes læber inden hun igen tog en tår af mjøden.

Castione, kunne ikke lade være med og le. ”Hvad mener du med en i min stand.” Lød det drillende fra Castione som han sende den  mørkhåret kvinde et blink med hans ene øje.  Hvorefter han tog fat i hans drink han kunne sagtens føle alle blikke mod dem og for at være ærlig var dette en af de ting han ikke savnet. Han, havde selv valgt som adelig og undgå steder hvor han kunne blive centeret for opmærksomhed. 
Men det var ikke altid det gik som han ville hans opmærksomhed  mod hende igen efter hun, havde råbte til dem at de, havde chancen og tog den ikke. Han kunne ikke lade være med og le hun var ikke ligefrem bange for at være ærlig efter, hvad han selv følte lige nu. 
”Men jeg er bare på gennemrejse regner med inden og tag længere syd på eller op til hovedstaden ikke helt sikker i nu.” Lød det kækt fra Castione, hvorefter han sende hende et legende smil. 

” Hvad med den mørkhåret skønhed, jeg har fornøjlsen afs selskab.” Kom det fra ham, hvorefter han tog en tår af sin krus mjød. Mens han afventet hendes svar, ikke at han regnet med et kæmpe svar. Han, havde jo ikke givet så meget selv. Han kunne dog ikke lade være med og studere hende og beundre, hendes krop, hun så ikke dårlig ud. Nej slet ikke hun så faktisk, hvis han skulle være ærlig rimelig smuk ud, hvis han skulle skyde hendes alder ville det være i starte tyverne.

Aviaia trak let på skuldrene og så på manden ”Du ligner ikke de andre her omkring… Hvordan siger man det… Eh.. Du er i bedre stand?” sagde hun og trak let på skuldrene. I forhold til så mange andre mænd der befandt sig i Fristhavn, så var han da et syn for guderne og i det mindste stank han ikke langt væk af gnu, som de fleste andre gjorde, efter hendes mening. Ganske vidst var hun lystpige, men derfor kunne man vel godt have bare en smule standarder? Let lod hun blikket glide rundt på folkene og derefter på ham som han talte ” Mon ikke du finder ud af det med tiden, hmm?” sagde hun med et kækt smil på de rosa læber og sendte et blink tilbage. Hun undrede sig lidt over hvorfor der var så mange blikke rettet mod dem, eller nærmere ham. Hvem var han? Altså, hun havde i hvert fald ikke set ham før og hvis hun havde, var han blevet glemt.

Hun tog en tår af sin mjød og trak let på skuldrene, før hun lænede sig ind mod ham og lod en hånd hvile på hans brystkasse, hvis ikke han fjernede den ”Jeg går under mange navne, oftest Avi” sagde hun med et kækt smil på læberne som hun lå hovedet på skrå ”Hvad med dig? Hvem har jeg selskab af. Du er ikke hvem som helst. Jeg kan se hvordan de nedstirrer dig” sagde hun og greb hans hånd inden hun ville lave et lille kast med hovedet mod nogle af værelserne, som en hentydning til han skulle følge med.

Castione kunne ikke lade være med og smile da hun nævnte han var i bedre stand, ”ohh så det mener du.” Lød det legende fra ham, hvorefter han tog en kæmpe slurk af sin mjød. "Du ser os virkelig smuk ud og ikke en, man normalt ville finde her." Lød det kækt fra Castione Da den smukke kvinde Avi så nævnte at det ville han nok finde ud af med tiden, kunne han ikke lade være med og smile. ” Det har de sikkert ret i Avi.” Lød det legende fra ham, hvorefter hun kommentert på de andre folk. ”Det er et godt spørgsmål, tror bare ikke de er glad for at ha en meget fine person." Lød det drillende fra ham. Da hun spurgte hvem han var, valgte han bare at give hende  et kort svar. " Mit navn er Castione du kan kalde mig Cas, letter og huske på.”

 Lød det fra ham som han, fulgte hende  med hans øjne. Da han mærket hendes hånd på hans brystkasse, kunne han ikke lade være med og sende hende et flabet smil, da hun bagefter lavet et kast med hoved over mod en dør. Som Castione gættet sig til nok var et værelse som hun, nok havde hentyde til. Hans mjød lod han blive,  stående på bordet,da han sikkert, havde noget sjovere i vente når det kom til denne mørkhåret kvinde.  Derved fulgte han så efter hende, som hun træk ham med over til værelset.

Et kækt smil fandt vej til Aviaia’s læber som hun nikkede let ”M-hmm” kom det let fra hende. Hans kompliment fik let hendes kinder til at blusse op ”Årh hold op” sagde hun og viftede let med hånden, nærmest som om hun skubbede komplimentet lidt væk. Bevares så var Aviaia bestemt ikke den smukkeste af kvinderne der var til at finde i Fristhavn, men hvis hun selv skulle bedømme det, var hun nok cirka i midten af det hele? Et let grin undslap hende som han kommenterede på folk der så på dem ”De fleste her ligner skibsvrag der har lagt på bunden af havet i flere hundrede år” kom det fra hende som hendes læber trak sig i et lettere kækt smil. Let lå hun hovedet på skrå som han præsenterede sig ”Castione. Det er sjældent vi hører noget så fancy her” sagde hun og blinkede kort til ham.

Et smil kom frem på hendes læber som han faktisk fulgte med hende. Der gik ikke ret længe før de var foran værelset og hun åbnede døren. Det var ganske simpelt indrettet. Der var en seng, en kommode og mulighed for at blive vasket. For vinduerne var der skodder, samt nogle mørke gardiner der kunne trækkes for, blot for at dække de abnormt grimme skodder. Hun vendte sig mod ham som hun havde åbnet døren ”Det er mit beskedne værelse fra tid til anden” sagde hun med et kækt smil på læberne som hun ventede på han gk ind, hvorefter hun selv ville og låse døren bag dem.