Månen står højt på himlen, og kaster et klart lys ned og byen. Nianna står i udkanten, med blikket flakkende rundt. Kysten er klar, men noget indeni hende bremser hende fra at komme nærmere. Sidst hun var her, var hun ganske tæt på at blive opdaget, en ting hun på ingen måder ønsker en gentagelse af.

Hun sætter i bevægelse, ganske lydløst uden for byens grænser, mens hendes blik søger efter en passage hvor mørket, ligger som en tung dyne hun kan skjule sig i. Stemmerne inde fra byen når hendes øre, og for en stund lukker hun øjne og bare lytter. De forskellige stemmer bringer et lille smil frem på hendes læber mens hun lytter til deres ord, hun forstår som oftest det meste omkring hende, eller det tror hun i hvert fald. Hun åbner øjne igen, og med ny fundet mod tager hun en dyb indånding, inden hun bevæger sig i skyggerne nærmere mod byen. Hun kan ikke se nogen, og stemmerne lyder til at komme et godt stykke væk fra hende, tøvende går hun langs en af bygningerne mens hun kigger sig omkring.

Der er noget ganske dragende ved at komme væk fra hendes lille sikre paradis ude i skoven, men stemmen i hendes baghoved der maner om forsigtighed lyder højt hele tiden. Hendes lange blonde hår og bundet op i en knude med en mørk læder stimmel, efter hendes forfriskende aften dukkert ude i søen, og hendes krop som altid dækket af skindet fra et rådyr hun selv har syet til en nederdel og en overdel, der et let udskåret foran men går dækkende ned over hendes skuldre.

Hun stopper ved et hjørne og lader blikket stille vandre ned langs gaden, hendes bare fødder er kolde, og hun håber inderligt at kunne finde noget på denne aften tur der kan afhjælpe hendes kølige problem.

Månens lys kastede et smukt blåligt skær udover hele byen, gjorde det hele lysere, på trods af de par fakler der var tændte i byen på denne tid. Dagen var gået på held og kulden bankede på hver eneste dør for at melde dens ankomst. Der var bestemt ikke nogen tvivl om at vinteren stadig hang over landet, måske på nær Rubinien, hvor der sikkert stadig var dejlig lunt, selv på denne tid af året.

Lyden af en hest der vrinskede skar gennem aftens ro og mag, nærmest som var det en kniv der skar gennem et stykke papir. Det blev efterfulgt af mere vrinsken. Adrien himlede med øjnene som han holdt tre heste i noget reb og forsøgte at trække dem ind i deres båse i staldbygningen. Han hev lidt i rebene, nærmest ivrigt for at få hestene ind, for han havde regnet med det var gået let og smertefrit som det plejede, men der var et eller andet der havde fanget deres opmærksomhed, et dyr eller sådan noget. Han havde ikke fået sin pels kappe på ud, så vinden og kulden gik gennem marv og ben. De klare øjne skulede rundt på den mindre herregård, i ivrigt forsøg på at spotte nogen, men hans syn i mørke var ikke just verdens bedste og han kom til konklusion, at der ikke var noget. Han rettede blikket mod de tre heste og sukkede ”Jamen så ti dog stille” sagde han stille som han strøg den ene over halsen og igen trak i deres reb, men de ville stadig ikke følge med ham ind i stalden. Han slap deres reb og gik lidt rundt på sin grund.

Adrien kunne stadig ikke spotte noget som helst. Svagt skulede han over sin skulder, blot for at være sikker på hestene ikke stak af eller blev angrebet ”Jamen så gå dog ind med jer for pokker” sagde han opgivende som han vendte sig mod dem igen og hægtede rebene af deres grimer. Han strøg dem en efter en over mulen ”Man skulle tro i var æsler og ikke heste…” mumlede han stille og svingede rebene over skulderen og gik selv ind i stalden og tændte faklen der var der inde ”Se… Ingenting” sagde han opgivende og stillede sig i døren og så hvordan hestene gloede på ham, som var han dummere en bølgepap.

En masse vrinskende heste havde tiltrukket sig Niannas opmærksomhed, hun havde bevæget sig uset ned til hvor lydende kom fra, og stod stille i mørket og betragtede de smukke dyr. Et lille nysgerrig smil gled over hendes læber, som hun strakte halsen let for bedre at kunne se dem. Hun havde altid fundet heste som værende nogle helt magiske skabninger, så yndefulde og nogle gange også lunefulde. Hver gang, der havde været ryttere i skoven, havde hun fulgt dem i trækronerne, blot for at kunne se dem på nærmere hold. Fristelsen i at træde nærmere folden, hvor en mand forsøgte at gene dem ind, voksede i hendes bryst, men frygten for manden overmandende hendes mod. Hun trak sig tøvende lidt tilbage, og lyttede i stedet til mandens ord, som han forsøgte at lokke dem ind.

Mon det var på grund af kulden? Eller lurede der måske nogle dyr i nærheden som ville dem ondt? Eller tyve? Spørgsmål havde hun rigeligt af, tankerne myldrede rundt i hendes hoved. Hendes blik vandrede rundt i mørket, hun havde hverken set eller hørt nogle dyr i nærheden, så måske det slet ikke var dyr men nogle der ville stjæle dem? Tankerne fortsatte, og opmærksomheden på manden og hestene glippede en smule, så hun ikke selv opdagede at hendes bare kolde fødder var ved at glide på den fugtige og kolde underlag, før hun vrikkede om på anklen og væltede ned på jorden med et dæmpet gisp. Hendes hænder fløj op for munden i forsøgte på at trække lyden tilbage, så hun ikke skulle blive opdaget.

Adrien var efterhånden begyndt at blive en smule irriteret på de tre heste, han ellers ivrigt havde forsøgt at få indenfor, så han selv kunne komme ind i varmen. Ganske vidst var han dæmon, men kulden bed stadig "Esta, Meli og Nego... Kom nu, jeg vil gerne ind i varmen og der vil i sikkert også" sagde han og rettede blikket mod dem, de stirrede stadig på ham, men med et rettede alle deres blik i en anden retning. Hestene begyndte at trippe lidt på stedet, mens Adrien greb om faklen og holdt den ud for sig, for at danne lidt mere lys. Han sagde ikke noget, men gik lidt rundt på sin ejendom, i håb om det bare var hestene der havde været paranoide, hvilket havde spillet ham et puds på samme tid. Det var dog næsten for synkrom som de havde drejet hovedet på samme tid næsten, kun adskilt af ganske små dele af et sekund. Esta, den grå af hestene prustede, som hun også skrabte på det frostne underlag, hvilket hurtigt fik Adrien til at vende sig mod dem "Shhh... Esta.. Shh" kom det stille fra ham, som han gik tilbage til hestene og strøg dem over mulen "Vær nu søde" sagde han stille og trak lidt i deres reb igen, men stadig uden held. Adrien slap rebene og begyndte stille at gå rundt igen. 

"Hallo? Er der nogen?" spurgte han stille. Adrien havde det som om han snakkede for døve ører, men der måtte da være nogle der ude... Det kunne da ikke være et tilfælde af både han og hestene havde reageret på noget der ikke var der? Adrien holdt faklen lidt ud fra sig, mens han forsøgte at få øje på nogen. Han svor han kunne se et eller andet imellem nogle af buskene, men det kunne også blot være faklen der gav en genskær i hans øjne.. 

Nianna sad som frosset til jorden og holdt vejret, hun havde godt set alle på en gang havde kigget lige i hendes retning, og hun bad til at de ikke ville opdage hende. Vrikket i hendes ankel, havde fået en smerte til at dunke i hendes kolde våde fod. Hun bed sig i læben for ikke at kny, som manden kom nærmere. Hendes øjne spilede sig op i takt med han kom nærmere, men da den grå hoppe gav lyd fra sig og skrabte i jorden vendte han omkring, af ren lettelse og luftmangel tog hun en dyb indånding, men vidste godt at faren ikke var ovre endnu. 

Så forsigtigt hun overhovedet kunne prøvede hun at rejse sig op, men det var svært at støtte ordenligt på den højre fod, hun havde vrikket om på. Hun vendte blikket imod manden og hestene, tids nok til at opdage han vendte opmærksomheden ud imod hende igen, hun faldt hurtigt ned på knæ og bed sig i læben for ikke at komme med en lyd. Stilheden blev brudt af hans stemme der kaldte ud, men hun turde ikke svare. Da han løftede faklen imod hende, var det som om flammerne brændte lige i hendes øjne, hun kunne ikke vente, hvis han kom meget nærmere ville han med sikkerhed finde hende, hun måtte tage chancen.

Hun rejste sig hurtigt, for at ville løbe væk, men hun nåede kun et par enkle skridt før smerterne i hendes ankel fik hende til at falde ned på den kolde frosne jord med et bump. Der lød et klynk fra hende af smerte, mens hun forsøgte at komme op og stå igen.

Adrien havde efterhånden givet op på at få hestene ind i deres stald, for uanset hvor meget han hev i de reb der sad i deres grimer, havde ikke hjulpet det mindste. Med rolige skridt gik han rundt, forsøgte sig med et blidt smil på læberne. Han var ved at miste troen på der i det hele taget var noget, eller om det bare var hestene der teede sig åndssvagt, hvilket skete fra tid til anden.

Han kastede kort blikket over sin skulder, men i farten skimtede han en skikkelse der rejste sig og satte af, hvilket fik ham til nærmest at springe bagud. Hurtigt blev blikket rettet mod lyden af et bump. Var det et skadet dyr? Eller et andet væsen der måske havde behov for hjælp? Han holdt faklen over hovedet og lidt frem for sig, så han bedre kunne se. Som han kom igennem buskene og rettede blikket mod jorden, så han en ung, barfodet kvinde ”Årh jøsses” sagde han og bed sig kort i underlæben. Langsomt nærmede han sig ”Jeg vil blot hjælpe dig… Det lover jeg… ” sagde han med et svagt, nærmest undskyldende smil.

”Her” sagde han med et svagt smil på læberne som han rakle hende faklen, velvidende om hun kunne bruge den som våben, men han havde ikke gjort noget for at virke som en trussel, syntes han ikke selv i så fald ”Hvis du tager den, så løfter jeg dig op under benene og om ryggen… Så bærer jeg dig ind i min stue foran ildstedet og så sørger jeg lige for hestene kommer ind, inden jeg returnerer, Okay?” sagde han stille som han lagde an til at samle hende op og bære hende indenfor.

Lettere frustreret over sig selv, og den måde hun havde været så klodset at falde, mumlede hun dæmpet for sig selv, for hun vidste ikke hvem manden var og hvordan han ville reagere på hendes indtrængen på hans jord, men da hun hørte hans skridt komme nærmere og lyset fra faklen nåede hende på jorden. Hun vendte sig med et ryk imod manden som han kom til syne bag faklen. Nervøst forsøgte hun at skubbe sig baglæns hen over jorden, med den fod der havde det okay. Hans stemme virkede ikke faretruende, ej heller hans fremtoning, som han hurtigt nåede hen til hende. 

Hendes krop gjorde et lille ryk af forskrækkelse da faklen blev rakt imod hende, de lysegrå øjne flakkede imellem manden og faklen mens hun lyttede til hans ord. En smule tøvende tog hun imod faklen, mens hun indgående betragtede hver en bevægelse han gjorde imod hende, hun tabte den dog da han rakte ned efter hende med et lille gisp. Hun greb hurtigt efter den igen, mens hun holdte den op klar til at slå ud efter ham, hun virkede tydeligvis ikke helt overbevist om hans hensigter men til sidst sænkede hun dog armen en smule, inden hun gjorde et svagt nik til ham. Hun var i syv sind om hvad hun dog skulle gøre, hendes ankel gjorde for ondt, og manden virkede ikke farlig? Hun bed sig lidt i læben inden hun løftede blikket imod hans øjne for bedre at kunne se ham an.

Adrien så på hende med et svagt smil som hun begyndte at trække sig væk fra ham. Der var bestemt ikke nogen grund til at være bange for ham, for i modsætning af mange af hans artsfæller, så var Adrien på ingen måder specielt aggressiv over for nogen som helst, jo måske hvis man trodsede ham, men det virkede bestemt ikke til at den unge pige havde det i tankerne. Som han kom over til hende og havde sat sig på hug var det tydeligt at hun var skræmt fra vid og sans "Hey... Rolig.. Jeg ved du er bange, men jeg gør dig ikke noget" sagde han og sendte hende et skævt smil. Hun var stadig som et rådyr der var fanget i en lyskegle. 

Adrien tog forsigtigt omkring hende og fik hende op i armene. Det var tydeligt at hun ikke helt stolede på ham, hvilket han heller ikke havde regnet med hun ville. Han var jo trods alt en komplet fremmed der nu samlede hende op i armene for at tage hende indenfor. Adrien forsøgte sig med et forsigtigt smil som han gik over pladsen og mod hoveddøren. 

Som de kom indenfor ville hun formentlig være i stand til at mærke varmen med det samme og som han drejede igennem en hvælving, kom ildstedet til syne og foran det, var der en sofa samt en stor lænestol. Adrien placerede hende forsigtigt ned i sofaen og sendte hende et smil som han rakte ud efter faklen "Jeg er straks tilbage" sagde han og så snart hun havde givet ham faklen, smuttede han ud og fik hestene ind, hvilket gik lettere denne gang, for nu var der ikke noget der skræmte dem. Igen kom han indenfor og gik ind til hende " Har du fået varmen?" spurgte han som han satte sig i stolen overfor hende og så mod hendes fod. 

Mistroen lå tungt i hendes blik og den måde hendes krop stivnede, da manden løftede hende op i sin favn, hun følte næsten at hun forsvandt i hans arme, da han rejste sig op, det gik først nu op for hende hvor høj han havde været. Bekymret for at blive tabt ned på den kolde frosne jord, skævede hun en smule ned imod jorden, der pludselig føltes så ubehageligt langt væk, for selvom hun tilbragte mange timer i trækronerne, havde hun denne gang ingen kontrol hvad der skete, eller hvor han ville bære hende hen. Hendes blik vendte tilbage til hans ansigt, da han satte i bevægelse hen over pladsen, hun knugede sin frie hånd i hans skjorte(?), i forsøget på at have blot en snert af kontrol hvis han skulle tabe hende. Ninna havde godt bemærket hans mange forsøg på at smile, men selv havde hun ikke gjort meget antræk til at gengælde den ellers høflige gestus. 

Varmen fra huset, føltes som et slag imod hendes forfrosne krop, det stak overalt på hendes bare hud af ren ubehag, mens hendes blik gled væk fra manden og søgte rundt, hun måtte sørge for at vide præcis hvor hun kunne komme ud henne, hendes blik vandrede rundt i rummet, sugede hver en lille detalje til sig. De mange spændende møbler tiltrak sig dog til sidst al hendes opmærksomhed, da hun aldrig før havde set nogen af dem. Hvad skulle de bruges til? Det gippede i hele hendes krop, da han pludselig satte hende ned, hun havde glemt alt om at være opmærksom på ham, før hun pludselig fandt sig til rette foran ilden i et stort blødt møbel. Undersøgende strøg hun den ene hånd over hynden for at undersøge hvad det var hun sad på.

Da hans stemme lød kiggede hun op på ham, faklen? Åh ja, tøvende rakte hun den frem imod ham så han kunne tilse hestene og få dem ind. I den tid han var væk gled hendes blik undersøgende rundt, spørgsmålene hobede sig op indeni hende. Hvad var det hele? Hvad brugte man det til? Hvordan lavede man det? Var det noget alle havde? Nysgerrigheden vandt langsomt over hendes frygt, som varmen begyndte at blive mere behagelig. Hun rykkede en smule på sig i det store møbel og opdagede slet ikke manden vendte tilbage før hans stemme brød hendes tanke strøm. “Ja.. Tak....” svarede hun forsigtigt og vendte sig imod ham.

Adrien mærkede hvor stiv hun var i hans favn og han forstod det egentlig godt. En komplet fremmed der samlede dig op og bar dig ind i hans hus? Han havde formentlig også selv været stiv som et bræt hvis det havde været ham der sad i hendes situation. De lyse øjne rettede sig mod hendes hånd der greb i hans skjorte, han sagde ikke et ord. Han forstod godt hentydningen hun indirekte havde leveret, men han havde bestemt heller ikke i sinde at tabe hende på jorden, desuden var det ikke just fordi hun vejede ret meget.

Adrien kunne sikkert ikke sætte sig ind i hvad hun netop nu gik igennem. En fremmed mand der tog en med indenfor i deres hus og hjalp en? Et svagt smil spredte sig på hans læber som han atter kom indenfor og ind til hende. Et svagt nik kom fra ham som hun talte ”Der ligger et tæppe på armlænet, hvis du ønsker det… Er du sulten? Jeg har lidt af hvert” sagde han med et blidt smil på hans læner som han kom over til hendes side, så hun ikke behøvede at vride sig sådan, nu hvor hun havde ondt ”Suppe ville formentlig være et godt valg… Taget i betragtning af du ser ret frossen ud” sagde han og sendte hende et skævt smil igen. Han ønskede blot at hjælpe… Intet andet.

Hun krøb en smule sammen på det store bløde møbel han havde placeret hende i, men besynderligt nok også påpasselig med ikke at komme til at grisse det til. Hendes blik flakkede usikkert hen over hans ansigt, han virkede ikke til at have onde hensigter, men hvordan skulle hun kunne vurdere det? Hun var ikke lige frem lærd i de gængse skikke og normer. Hun bed sig lettere usikkert i underlæben, som han begyndte at tale. Et tæppe? Hun rynkede let i panden, men hun havde ikke tid til at kigge rundt efter hvad det måtte være, for hvad var egentligt et armlæn? Hun vidste da at en arm var noget hun selv havde to stykker af, som så mange andre, men et armlæn? Ninna havde dog ikke megen tid til at fordybe sig i sine tanker om alle de besynderlige fremmede ord, før han snakkede om sult. I en tøvende bevægelse lagde hun hånden over maven, som om den havde fanget ordet længe før hende selv da den gav sig til at rumle.

Hun lod blikket flade ned på maven, den kunne da ikke være mere upassende, forrådt af sin egen krop. Hun trak let på smilebåndet over sin tanke, inden hun blev mindet om hans tilstedeværelse, da han gled ned i møblet ved hendes side. Før hun nåede at tænke over det, havde hun begge fødder i gulvet for at trække sig væk, men måtte bide et lille støn i sig da smerten skar igennem hendes fod. I stedet satte hun hænderne ned i hynden og skubbede sig lidt til siden, væk fra ham. Hendes blik gled op og ned af ham, som om hun prøvede at finde ud af hvad han dog måtte være ude på. "Suppe?" gentog hun forsigtigt, men det stod klart for de fleste at det nok nærmere var et spørgsmål, end et egentligt ønske om at få det. 

Adrien kunne stadig tydeligt se hvordan hun vurderede ham, om han havde ilde hensigter eller om han rent faktisk blot var en person der ville hjælpe. Han bebrejdede hende ikke den mindste smule, hvilket var derfor det blot var forsøgende smil og ikke de normale smil, for det ville sikkert virke lettere skræmmende for hende, taget i betragtning af han var mand og hun var kvinde. Han bemærkede hendes rynkede pande og gik over til den modsatte ende af møblet og tog et tæppe og foldede det ud ”Dette, er et tæppe… Det bliver brugt til at holde varmen med, hvilket jeg gættede mig til du måske kunne bruge? Lidt varme altså” sagde han og placerede tæppet ved siden af hende inden han atter rettede sig op og lå mærke til hendes mave der rumlede.

Han så på hende og bed sig kort i underlæben ”Det var ikke meningen du…” svagt trak han sig væk og sukkede. Adrien vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere denne situation, for hun virkede ikke just som en der havde meget menneske kontakt, eller som en der var vandt til at folk hjalp hende. Hvor pokker var dette pigebarn kommet fra i det hele taget? Han blev løsrevet fra tanken som han hørte hende tale og han rejste sig fra møblet ”Suppe er en varm ret… Lavet på vand, nogle grøntsager, nogle knogler for at få en god smag ” sagde han med et skævt smil på læberne. Han havde aldrig været udsat for, at han var nødt til at skulle forklare hvad en suppe var.

Mistroisk fulgte hendes blik manden, da han rejste sig op. Hvad skulle han nu? Da han fandt tæppet frem og lod det folde ud, gled hendes blik hen over det med hovedet ganske let på skrå. Hun havde ikke haft fornøjelse af et tæppe før, hjemme i hendes lille paradis havde hun kun skind fra dyr, som hun brugte til at holde varmen med, men det var vel også en slags tæppe så? Da kom nærmere for at lægge det ved hendes side, skulle hun lige til at trække sig væk, men bremsede dog sig selv og blot veg en smule i overkroppen væk fra ham. For en stund gled hendes blik imellem manden og tæppet, inden hun tøvende rakte hånden frem og lod den glide hen over det bløde tæppe. Det føltes rart og efter en ganske kort overvejelse lukkede hun hånden omkring det, inden hun trak det hen omkring sig. Hun måtte medgive ham, at det faktisk lunede hendes nedkølede krop at blive pakket lidt ind i et tæppe foran ildstedet, og et lille smil endte da også med at snige sig frem på hendes læber, som hendes blik løb ned over tæppet og hendes krop. 

Da han begyndte at snakke, løftede hun blikket imod ham. Suppe, da han forklarede hvad det var nikkede hun ganske stille, det var jo noget hun lavede ganske ofte ude i skoven, selvom det ikke var ofte at hun havde kød eller knogler at koge med, oftest var det bare grøntsager hun havde at komme i. "Ja tak...." hviskede hun ganske lavt, det var som om hendes usikkerhed dæmpede alt ved hende, men han var jo fremmede? Og stedet, hun anede ikke hvor henne hun befandt sig, eller hvad noget af det hed. 

Adrien fik hurtigt trukket sig væk fra hende da han havde givet hende tæppet. Hun så næsten sagdelig ud som hun strøg hånden over det og til sidst, trak det omkring sig. Svagt anede han det forsigtige smil på hendes læber. Det måtte næsten betyde hun ikke så ham som så stor og farlig alligevel? Det var i hvert fald ikke det han håbede på han udstrålede, for det var bestemt ikke hans hensigt.

Han sendte hende et skævt smil, som han svagt opfangede det hun sagde. Han havde helt ondt af hende på en eller anden måde, hvordan hun nærmest var lamslået af frygt og ikke rigtig turde snakke til ham eller bevæge sig. Han fik sig atter rejst op ”Jeg finder lidt suppe til dig” sagde han og forsvandt ud i køkkenet i et par minutter. Hun ville høre lidt kliren og lidt nynnen inde i stuen. Han fik hældt en god del suppe op i en skål, som han tog med sig ind i stuen til hende ”Den er lavet på okse knogler og lidt grønt” sagde han som han holdt skålen ud til hende og rakte hende også en ske, hvis hun ønskede det.

Hver lille bevægelse han gjorde, fik hendes blik til at spejde over imod ham, så hun var sikker på ikke pludselig at blive overrasket, hvis han skulle finde på noget. Hendes fingre begyndte stille at fumle lidt med tæpper på indersiden, det føltes så behageligt, men hvad var det lavet af? Den gode afstand til manden, fik hendes blik til at vandre en smule rundt på alle tingene i hans hjem, hvad var deres formål? Da han pludselig snakkede til hende, blev hun klar over sin egen uopmærksomhed, men han var væk før hun nåede at se eller svare ham. I stedet bed hun sig forsigtigt i underlæben, skulle hun forsøge at flygte? Hun fik sig med lidt besvær op at stå, men hun kunne dårligt støtte på den dårlige fod. Hun ville ikke være i stand til at løbe nogen steder, og den måde manden nynnede på hvorend han forsvandt hen. Hun skævede lidt i den retning han forsvandt, inden hun haltende tog et par enkle skridt væk fra det bløde møbel. 

Hun betragtede tingene han omgav sig med, inden hun lod en hånd finde vej ud under tæppet og lod det stryge hen over et møbel med hovedet let på skrå. Hun havde ikke set alle de ting før, hvad kunne de? Lyden af hans fodtrin, fik hende til at vende sig hurtigt rundt så hun trådte forkert på foden og næsten mistede balancen. Hun betragtede den skål med dampende væske han havde med tilbage, det så godt ud og duften var også lokkende, men hun kendte godt til giftige planter, hvis han havde kommet noget deri? Hun vidste ikke om hun turde række ud efter den og smage, selvom hendes mave ihærdigt forsøgte at overbevise hende om at det var verdens bedste ide, men hvad var det han havde i den anden hånd? Hun kneb øjne let sammen mens hun betragtede dimsen med en dyb rynke i panden. 

Adrien var næsten så forsigtig og rolig han kunne være omkring hende, hvis han skulle blive mere rolig, så skulle han sætte sig ved hendes side, men det ville sikkert ende med at skræmme livet mere af hende. Mens han befandt sig i det lille køkken, gik han og tænkte på hvad han skulle gøre for at virke mere troværdig overfor hende, vise hende han ikke ville hende noget ondt? Han havde næsten gjort alt han kunne, i hvert fald hvad han kunne komme i tanke om. Han kunne jo heller ikke bare have efterladt hende ude i kulden, det ville formentlig dræbt hende før han nogensinde ville have nået til den tanke.

Adrien så på skålen og derefter hende ”Årh, vent lidt… ” sagde han som han satte suppen fra sig på et lille bord i nærheden af det møbel der fungerede som en sofa. Han vendte tilbage med en anden ske, så han kunne smage på suppen, for at vise det ikke var farligt. Han tog en enkelt skefuld og smilede til hende ”Jeg lover dig… Der er intet galt med den” sagde han med et forsigtigt smil, som han igen samlede skålen op og rakte hende de, nu havde han trods alt bevist for hende, at den ikke var forgiftet.

Hvor skulle han dog hen? Hun måtte indrømme den mand virkelig fløj frem og tilbage, og hun kunne ikke undgå at være pirret af en svag nysgerrighed, hver gang han forlod rummet, men hun vidste bedre end at forsøge og følge efter, det var bedre at holde lidt afstand og se an i stedet. Da han satte skålen fra sig og igen forlod rummet, humpede hun lidt tættere på armlænet og det han havde sat skålen på. Hun måtte finde ud af hvad de hed, for det var så besværligt at skulle finde på sine egne ord for tingene. Altså hun havde regnet ud at det møbel hun var blevet sat i hed et armlæn, det gav ingen mening for hende, men mennesker havde det med at finde på de mest besynderlige ting nogle gange, det havde hun lært i sin tid med at observere dem på afstand. 

Skulle hun forsøge at åbne lidt op? Hun rykkede lettere usikkert på sig selv inden hun tog et humpende skridt nærmere igen. "Armlæn..." lød det stille som hun pegede ned på sofaen. "Suppe..." fortsatte hun stille og rettede blikket over på den suppe han havde bragt med og smagt på. Til sidst rettede hun pegefingeren imod sig selv. "Nianna.." Hendes stemme var helt spinkel og utrygheden var let at spore hos hende, men hun forsøgte alligevel med et lille forsigtigt skridt nærmere, til hun stod henne ved armlænet igen og kunne sætte sig ned igen med et lille suk. 

Det måtte i og for sig være lidt forvirrende for pigebarnet, sådan som Adrien blev ved med nærmest at flyve frem og tilbage mellem de forskellige rum han havde i huset. Han så på hende som hun humpede lidt rundt, men ville ikke sige noget, for han ville heller ikke lægge begrænsninger på hende, for han kendte hende trods alt ikke og så ville det blot virke underligt.

Adrien måtte lave lidt store øjne som hun pegede mod sofaen og sagde armlæn, derefter suppe. Var hun blot absurd nervøs, eller var hun en af de børn der ikke havde haft meget kontakt med folk omkring hende. Han havde sådan en lyst til at række ud efter hende for at støtte hende som hun humpede lidt rundt, men han gjorde det ikke, for det ville ikke føre til noget godt, eller sådan havde han det i hvert fald. Han sendte hende et forsigtigt smil som hun præsenterede sig selv ”Velkommen på min gård Nianna… Mit navn er Adrien… ” sagde han stille som han holdt afstand til hende som hun lod sig dumpe ned med et lille suk.

Da han gjorde store øjne over hendes ordvalg omkring armlænet, rykkede hun let på hovedet og rynkede panden. Var det ikke det han havde kaldt det? Tæppet var på armlænet, så den måtte da hedde armlæn? Hun lagde hovedet helt på skrå mens hun kiggede ned på møblet hun havde fundet sig til rette på. Hun fik sin ene arm viklet ud af tæppet, så det gik nedenunder hendes arm og rundt om hendes i stedet. "Tæppe på armlæn?" Gentog hun med en dyb undren i stemmen, mens hun pegede fra tæppet og ned på sofaen under hende. 

Et lille smil fik dog hendes ansigt til at lysne lidt op, da han præsenterede sig selv. Eller det var hvert fald det hun troede han gjorde. Adrien. Hendes blik vandrede en smule rundt i rummet igen, en gård. Det var altså sådan et sted han havde taget hende med hen? Til sidst rakte hun ud efter den lille skål, for han virkede måske alligevel ikke helt så farlig som først antaget, og han havde jo smagt på det, men dimsen. Hvilket var ganske heldigt da hun så fandt ud af formålet med den. Hun vendte og drejede den længe i sin hånd, mens hun spekulerede over om hun mon kunne lave noget lignede derhjemme i skoven ud af et træstykke. En sidste gang løftede hun blikket imod ham, inden hun dyppede dimsen ned i suppen for at føre den op til læberne. Hun rystede ganske svagt på hånden, så hun måtte tage skålen højere op for ikke at spilde. Den varme damp fra suppen, var let at mærke og hun pustede helt forsigtigt på suppen i dimsen, inden hun smagte på den. Det smagte overraskende godt og smilet voksede omkring hendes læber, inden hun tog et ny mundfuld af den varme suppe, der sendte en behagelig varme igennem hendes krop.

Adrien så på kvinden og nikkede ”Ja, tæppet var på armlænet” sagde han med et blidt smil på læberne. Han havde det som om han var ved at lære et barn at tale, men hun var da i den alder hvor hun allerede burde kunne tale? Adrien skulle ikke gøre sig klog på mennesker, for de var alle sammen så forskellige på hver deres måde, lidt som dæmoner, selv de var forskellige.

Han betragtede hende som hun tog skålen med suppe, men han kunne ikke helt lade være med at smågrine lidt som hun studerede skeen, vendte og drejede den og stak den forsøgende ned i suppen. Der var et smil at se på hans ansigt som han langsomt nærmede sig stolen der også stod i nærheden af ildstedet, dog et stykke væk fra hende. Han havde tænkt sig at holde afstand til hun blev lidt mere tryg og indså han faktisk ikke ville hende noget ondt. Adrien bemærkede godt hun rystede, men lod blikket vandre over på ildstedet og derefter på hende igen. Han gættede på hun kunne lide det, eftersom der kom endnu et lille smil frem på hendes læber og hun tog lidt mere af suppen. Det var vel et godt tegn?