Et par dage var gået siden midvinterballet, og Shiro havde været fuld af ængstelig energi. I starten havde han været vred, og frustreret over både Nat og Dag. Det var forståeligt med hvordan han bare var blevet smidt til side, ligeså snart Nat var ankommet, men som han havde brugt dagene på at vende og dreje situationen, så var vreden lidt forsvundet, selvom han stadig mente at Nat var en idiot, men Dag havde ikke haft meget valg, havde hun? At holde freden derhjemme ville altid være vigtigere end noget andet, og det var alligevel noget Shiro kunne forstå, for havde han ikke brugte de sidste mange år på at forsøge at undgå hans egen fars vrede blik?

Så han havde spurgt lidt omkring, om søskendeparret Nat og Dag. Interessant nok, så var det Telma der kunne pege ham i den rigtige retning, og det var sådan han fandt sig på grunden for et mindre palæ. Haven så ud som om at den havde set bedre dage, men der var et par træer, også som gik op til nogle af de højere vinduer. Han vidste godt at han ikke bare kunne gå ind og hoveddøren. Med alt sandsynlighed ville Nat være hjemme og opdage ham, og så ville det være overstået.

Der er et var et forholdsvist stort træ, som så ud til at være let at kravle, så han begyndte. Det var en langsom process. Han havde aldrig været god til at kravle, men han formåede at komme langt nok op til at han kunne se ind af flere af vinduerne, og først kunne han ikke se noget, men så faldt hans blik på en figur, der i den grad lignede den yndige frøken han havde danset med til ballet.
Han kiggede på grenene der ikke gik langt fra vinduet. De var nok ikek blevet klippet væk så hun kunne have udsynet til sommer, men de var dog tykke nok til at han kunne kravle lidt tættere på.

Han tog et par sten op fra lommen, og prøvede så at ramme vinduet, nu når han kun var et par meter fra. Den første ramte helt ved siden af. Den næste havde ikke nok kraft til nå helt hen til vinduet, men den tredje ramte.

Hverdagen havde indfundet sig igen, og alt var som det plejede, med undtagelse af Dag selv, der havde været kold og afvisende overfor sin bror. Hvert fald en smule mere end hun plejede. Det havde ingen forskel gjort, naturligvis, for Nat var den sidste der nogensinde ville lægge mærke til det.

Dag sad, som hun gjorde de fleste dage, ved vinduet på det lille bibliotek, i en blød stol og med en lille tallerken med urørt kage samt en halv-drukket kop te der længe siden var blevet kold. Biblioteket og børgerne deri var primært efterladt af husets tidligere ejer, og udgjorde nu Dags primære fristed. Det var ikke blot et af de få steder Nat KUN kom, fordi han viste hun var der, bøgerne sagde også resten af husets beboere så lidt, at hun med ro i sindet havde gemt flere af sine små personlige ejendele i bogreolen.

Bogen i Dags skød havde dog haft svært ved at holde hendes interesse denne dag, så vel som den havde dagen forinden. Hun viste det var bedst glemt, men som hun stirrede tomt ud af vinduet, kræsede hendes tanker tilbage til vinterballet..

Det var da indtil et pludseligt tap på ruden fik hende til at tabe bogen i bare overraskelse, og trak hendes tanker til virkelighedheden. Et øjeblik sad Dag som frosset og lyttede. Havde hun hørt syner?
Foruroliget strakte hun sig frem for at lurer ud af vinduet. Det var nok bare en fugl? Et svagt håb om at se en gylden fjerpragt fra sin barndom varmede hendes hjerte.

Dag spærrede øjnene op, og måtte slå hånden for munden for ikke at kalde ud da hun så hvad, eller rettere hvem der var kilden til lyden. Ikke hendes barndoms fugle-ven, men Shiro.

Det tog et øjeblik for overraskelsen at fortage sig. Da den gjorde, rakte Dag hurtigt ud og åbnede vinduet "S-Shiro! Hvad har du gang i?" spurgte hun i en intens, forbløffet hvisken, mere nervøs for nogen hørte dem, end at Shiro faktisk kunne høre hvad hun sagde.

Shiro skulle til at kaste endnu en sten, da han kunne se Dag bevæge sig indenfor værelset, og han holdt igen, og holdt nærmest vejret, som han ventede på at vinduet blev åbnet. Han vidste ikke hvad han egentlig forventede ville komme ud af dette besøg, men han følte at han i det mindste skulle gøre noget.

Han smilede lidt usikkert da Dag endelig kom ud, og så begyndte at hviske. Han skulle virkelig anstrenge sig fra at høre hvad der blev sagt, og selv der, der opfattede han kun halvdelen. Forvirringen var tydelig i hans ansigt, og han kiggede lidt ned på grenene, før han bevægede sig lidt længere ud. Heldigvis var han ikke ligefrem særlig tung.

"Hvad siger du?" hviskede han tilbage, højt nok til at han var sikker på at Dag faktisk kunne høre ham, men stadig lavt nok til at han ikke ville alarmere alle der var i nærheden. Det gjaldt jo om at være stille, så der ikke var nogen der kunne smide ham væk, selvom han ville gå hvis Dag bad ham om at smutte. Det var jo for hendes skyld at han var her.

Dag bed sig i læben som hun fokuserede et øjeblik, og rejste sig op. Hun gik hurtigt helt hen til vinduet, og skubbede det helt op, så hun kunne læne sig en anelse ud mod Shiro. "Hvad laver du her?! Hvad har du gang i?!" gentog hun en anelse højere og tættere på, i en næsten hvæsende toneleje. Hun fattede ikke hvorfor han var her, eller at han overhoved kunne være der. Det gav ingen mening overhoved!

Dags blik flakkede ned langs bygningen og mod porten. Hvis nogen så ham ville der falde brænde ned i et omfang hvor det måske ville være en nåde hvis han bare faldt ned fra træet og brækkede nakken. Og hun tvivlede på hun nogensinde ville få et øjeblik alene igen selv. 

Stadig kunne hun ikke forstå hvorfor han var kommet. De havde ikke ligefrem skiltes på gode termer, men ved Nat der havde møvet sig ind, og hende der havde taget Nats side, og tørret hans fejl af på Shiro.

Shiro lænede sig tættere mod vinduet, hvilket også ville sige udover grenen lidt, for bedre at kunne høre ordene som Dag sagde. Hun havde selvfølgelig sin ret til at være sur på ham, eller bange for at han var her. Det kunne også godt være at hun slet ikke ønskede ham her, men det var jo ikke noget han bare kunne bestemme sig for.

"Jeg ville bare..." usikkerheden begyndte at vælde lidt op i ham, som han kiggede rundt. Stadig ikke synet af nogen andre i nærheden. "Jeg ville undskylde for... situationen til ballet." Måske var det ikke ham der skyldte en undskyldning, men han havde nok eskaleret situationen. "Jeg skulle have læst situationen bedre og trukket mig, men jeg... jeg forstår også godt hvorfor det endte som det gjorde. Jeg har selv..." eller var det i virkeligheden havde? "Havde... en kompliceret familie." Det var begrænset hvor meget han kunne vide om Dag og Nats forhold, men der var tydeligvis problemer mellem de to af dem, som han nok ikke kunne sætte sig ind i.

Dags øjne blev store af forbløffelse som Shiro begyndte at pladre løs og tage skylden for alt muligt. Var han dum eller sådan noget? Det var da rimelig tydeligt for enhver hvem der i virkeligheden havde været skyld i det hele.

Dags følelser blev også tydelige som hun sukkede opgivende og rullede med øjnene af Shiro "Du skulle have stukket ham en tilbage, det er hvad du skulle have gjort" sagde hun med et tsk og lagde armene en smule over kors, mest mod kulden udefra. Det var bestemt ikke hvad hun havde ønsket han havde gjort da de faktisk havde stået i situationen, men nu, næret af overtænkt bitterhed? Nu virkede det som noget der havde været en fremragende løsning.

Med en irriteret lyd trådte Dag et skidt tilbage fra vinduet, og efter et øjeblik hvor hun bare stirrede lidt på ham, inden hendes arme foldede sig ud fra hinanden igen, og hun lavede en hurtigt gestus der vinkede ham ind mod sig "Kom ind, før nogen ser dig" sagde hun hurtigt, mens hendes blik igen flakkede over området udenfor. 

Shiro kiggede overrasket på Dag. Det var i hvert fald ikke det hun havde virket til at ville have at han skulle have gjort da de stod i situationen. Desuden ville Dag nok være noget skuffet over hvor hårdt Shiro kunne slog. At blive forvandlet til en dreng, gav ikke en automatisk stærkere muskler desværre. Det var ellers noget Shiro godt kunne have brugt i sin drengeform åbenbart.

"Ind?" kom det endnu engang overrasket fra Shiro, og han kiggede kort på Dag, før han kiggede sig rundt, og så grenen, der næsten førte hele vejen hen til vinduet. Og også tyk nok til at han ikke burde risikere at falde.
Han kiggede en sidste gang bekræftende på Dag, inden han bevægede sig endnu længere på grenen, og da han var lige foran vinduet, stillede han sig forsigtigt op, og trådte forsigtigt over i vindueskarmen, hvilket gav ham lidt overvægt på den ene fod, så han var ved at vælte ind i værelset, og over Dag men fik stoppet sig selv.
"Det...er jeg ikke vant til," sagde han og kiggede sig lidt over skulderen, og det gik lidt op for ham hvor langt ned der egentlig var. Højder havde dog aldrig været noget han var decideret bange for. "Det var ikke min mening bare at komme og banke på dit vindue, men jeg tænkte at du ville værdsætte mindre hvis jeg forsøgte at komme gennem hoveddøren?"

Dag uddybede ikke yderligere, men vinkede bare Shiro ind. Et forfærdet udtryk gled over hendes ansigt som det så ud til Shiro ville vælte indover hende. Hun flyttede sig ikke, men stod bare og så til, og åndede lettet op da han genvandt balancen selv igen. "Det er der da heller ikke nogle normale mennesker der er" kommenterede hun tilbage, mens hun hurtigt lukkede vinduet igen, og skævede kort ud en sidste gang, for at sikre sig det ikke var blevet set, inden hun floppede ned i sin stol igen med et dybt suk.

Dag tog sig en smule til hoved og gnubbede sin tinding. "Nat slår dig ihjel hvis han ser dig her" svarede hun bare, med en tone så faktuel det var svært at tage som en joke. Hun rettede sig en smule op, og gned sine hænder mod hinanden, mens hendes blik flakkede en smule.

"Jeg havde virkelig ikke regnet med at se dig igen, sådan, nogensinde" indrømmede hun, og ville ikke helt møde hans blik. Hun havde det måske lidt dårligt med den måde hun havde behandlet ham på, men det var ikke ligefrem fordi hun havde haft ret meget valg! Nat fik hvad Nat ville have.

Ah. 'Normale mennesker'. Det var vidst ikke nu han skulle nævnte at det ikke ligefrem var dem han var mest i nærheden af. Eller Sofus og Rofie var da relativt normale, men han havde brugt væsentlig mere tid enten med adelige eller gadebørn, og ingen af de samfundslag havde 'normale mennesker'. I hvert fald ikke i Shiro's egen optik, men Dag så da også ud til at hun var af adelig slægt, selvom Shiro aldrig havde hørt om den. Der var selvfølgelig også nok lavadelige til at det næsten var svært at holde styr på.

Et fnys undslap Shiro før han kunne stoppe sig selv. Det kunne godt være at han havde tilgivet Dag, men han Nat var tydeligvis stadig i hans dårlige bog. "Han kan bare forsøge," nævnte han. Det var trods alt ikke første gang at Shiro havde været involveret med en dreng der var lidt for højrøvet for sit eget bedste. Desuden slog han næppe hårdere end Shiro's egen far, og der var han da kommet levende fra.

Fnyset og den lidt spændte krop slappede dog lidt mere af, som emnet rykkede sig lidt væk fra Nat, og han hoppede ned af vindueskarmen, og ind i rummet, og kiggede sig lidt nysgerrigt om. Her var stille, masser af bøger, og virker generelt behageligt. Shiro havde altid selv kunne værdsætte noget tid til sig selv. Især som han var begyndt at søge ud i byen når han følte sig for ensom.
Hans blik gik dog tilbage til Dag, da han selv svarede. "Jeg havde heller ikke planer om at komme, men jeg..." usikkerheden var tydelig i hans stemme. "Jeg synes ikke det var retfærdigt hvordan han behandlede dig! Og selvom jeg var vred over at blive behandlet på den måde, så forstår jeg behovet for bare at... overleve." Overleve var måske det forkerte ord i denne her situation, men Shiro kendte ikke alle nuancerne, og det var sådan han havde set på sit hjemmelige liv.

Dags definition af 'normal' var nok heller ikke hvad de fleste havde. Hun havde levet ret isoleret, og havde derfor ikke særlig store erfaringer med hvad der for de fleste var normalt eller ej. Alligevel var hun ret sikker på at kravle i træer for at komme ind af vinduer, eller bare at kravle i træer i det hele taget, ikke var normalt!

Shiros svar til truslen om Nat fik et skævt smil fra Dag, sammen med en lille hovedrysten. Shiro havde nok mødt Nat, men han havde stadig ikke set Dags bror fra sin værste side, selvom det var svært at tro.
Dag så op mod Shiro fra sin siddende position. 
Hun sukkede en smule "Livet er ikke retfærdigt... Men jeg håber du nåde ud før vagterne gav dig for mange problemer" kommenterede hun og mødte hans blik. Hun lod ikke til at reagere voldsomt på hans brug af ordet overleve. Faktisk synes hun det beskrev hendes situation ret godt.
Dags blik flakkede en smule igen "Så.. hvorfor kom du? Det er jo ikke fordi du kan ændre på det der skete.. eller forhindre det i at ske igen for den sags skyld" spurgte hun lidt tørt, men selvom det var bitre ord, var der en flig af håb. Shiro var noget andet, noget nyt! Måske var der et håb for noget kunne ændre sig, hvis ikke hendes situation, så måske bare noget omkring den.

Shiro lænede sig mod vindueskarmen, og studerede Dag. Hun virkede til at sidde meget ned, og der havde været noget underligt ved ballet da hun faldt. Det var dog svært at gætte præcist hvad var galt, når magi der fik en til at gå igen, ikke ligefrem var noget der faldt Shiro ind. Generelt var han ikke blevet udsat for særlig meget stor og utrolig magi, til at det var en specialitet.

"Jeg er god til ikke at blive set," kom det fra ham. Situationerne der havde krævet det af ham, havde ikke været rare, men det var noget man blev nødt til når man både var sammen med gadebørnene, men også skulle undgå at provokere ens far. Det var bare blevet så naturligt som at gå for Shiro, selvom det ikke nødvendigvis kom så meget op i disse dage.

Han stoppede sine hænder i lommerne på de lidt for store bukser, og sank lidt sammen om sig selv, så han så om ikke andet endnu mindre ud.
"Jeg tror bare gerne at jeg ville... hjælpe med at forhindre at du var ensom. Jeg er god til ikke at blive set som sagt, og hvis jeg ved at jeg skal holde udkig efter Nat, så... kunne jeg måske være din... ven?" sagde han og kiggede næsten lidt håbefuldt op mod Dag. Det var ikke mange på hans egen alder, eller af samme klasseniveau han havde fundet, som han faktisk ville være venner med. Men der havde bare være noget, der havde gjort dem mere på bølgelængde, selvom deres møde havde virket... mærkeligt.

Dags ene øjenbryn hævede sig med langsom skepsis. Det var ikke ligefrem et talent man normalt talt højt om, og endnu mindre et talent man burde være stolt over, ihvertfald ikke i forhold til nogle af de ridderlige idealer Nat gik så meget op i..
Men hun holdt det for sig selv. Det var ikke ligefrem fordi hun havde lyst til at ligge meget i Nats valg af idealer at følge, og især ikke holde Shiro op mod dem.

Shiros efterfølgende ord gjorde Dag ubehageligt til mode først, primært fordi de ramte et utroligt ømt punkt. Hun slog blikket ned og rystede svagt på hoved som Shiro erklærede han kunne undgå Nat. Det var tydeligt hun ikke ikke rigtig troede på ham, eller måske rettere ikke turde tro det.

Nat var uundgåelig..

Shiros sidst ord fik dog Dag til at se op, og et langt øjeblik stirrede hun bare dumt på Shiro, som om hun ikke rigtig forstod hvad han havde sagt. Hendes mund åbnede og lukkede sig et par gange, men ingen lyd kom ud. 
Han ville være hendes ven... Hendes ven..

Der gik et langt øjeblik inden Dag genvandt fatningen. Hun fugtede sine læber en smule, inden hun spurgte "Spiller du skak?"

Ensomheden kendte Shiro godt til, og det var tydeligt at Dag også var ramt af det. Det var nok svært for hende at finde venner, når Nat virkede til at være der for at bestemme over hende. Før eller siden havde man behov for at finde sig selv, og det kunne ikke være nemt når nogen stod og åndede en ned af nakken hele tiden.

Han var ikke sikker på hvilken beslutning Dag ville komme til. Han forventede ærligtalt lidt bare at blive smidt ud af vinduet, men til sidst, kom der godt nok en spørgsmål han ikke havde forventet.
Han blinkede lidt forvirret, og stirrede lidt. Skak. Af alle ting hun kunne have sagt var det ikke en af tingene, og ikke for første gang beklagede han sig lidt over den opdragelse han havde fået af sin far. Der havde ting som skak aldrig været på tale, at det var i orden. Ikke at han ville have haft nogen at spille med.
"Nej, jeg... måtte det ikke," indrømmede han. Han lignede ikke ligefrem at han var af en stand, hvor at spille skak var en normal ting, selvom hans spinkle udseende også måske hentydede at han ikke havde haft meget hårdt arbejde i sit liv.
"Men jeg lærer hurtigt!" udbrød han kort efter. "Så hvis du er villig til at vise mig hvordan man gør, så kan jeg nok godt lære det." Det var ikke som om at han havde muligheden for at lære det andre steder i byen af hvad han vidste af det.

Dag var nok adelig nu, men der var ikke meget af hendes opvækst der havde båret præg af det. Hvor Liv fik pengene til at opretholde den høje levestandart fra var der ikke rigtig nogen der viste, og hos Valkar havde det bare været en helt naturlig ting. Han havde lært hende manere og god opførsel, men ikke at der var nogle folk det skulle bruges til mere end andre. De havde trods alt kun været officielt adelige i få måneder.

"Derover, bag de to grå bøger på nederste hylde" sagde hun uden videre kontekst og pegede mod det fjerneste hjørne af bogreolen. Alle bøgerne på den hylde så drabende kedelige ud, og handlede især om faktuelle, praktiske og filosofiske emner. "Min faders vagtmester lærte mig det. Men jeg har ikke nogen at spille med her" forklarede hun så lidt styltet, som om hun stadig havde svært ved at indrømme sin egen ensomhed, trods den var så åbenlys.

Bag de to bøger hun havde anvist, gemt bagerst i reolen, stod et udskåret træskrin. Den var omtrendt på størrelse med de andre bøger, men havde en kvadratisk gitter-mønster på de store overflader, og et lille bitte nøglehul.

Shiro så lidt undrende ud, men lyttede til forklaringen, før han gik over til hylden, for at finde frem, hvad end det var hun snakkede om. Med alt sandsynlighed var det et skak sæt, et mærkeligt sted at gemme det, men man måtte vel gøre hvad man kunne, for at få en anelse privat liv.
Det krævede ikke meget, Shiro tog bøgerne ud og da han lagde hovedet på skrå, kunne han se skrinet, som han rakte ind efter for at tage det ud, før han satte bøgerne på plads. Han vendte skrinet i sine hænder, og stirrede lidt på det. Det var ganske smukt lavet egentlig.

Han rejste sig op, og gik over til Dag, med skrinet i hånden. "Og så kan du lære mig det nu?" spurgte han og rakte hende skrinet med et lille smil på læberne. Han var glad for at for lov til lære noget han kunne bruge sit hoved på.

Mens Shiro fandt skakspillet frem, trak Dag en lille kæde med en nøgle frem fra en gemt lomme i sit skørt. Alle hendes kjoler og nederdele havde skjulte lommer. Selv dem hendes mor havde skaffet uden tanke for den slags, havde Dag fået ændret til at have lommer, med hjælp fra Cole. Det var der trods alt ikke noget forkert eller farlig i.

"Jeg kan prøve. Skak kræver tålmodighed og snilde.." sagde hun som hun tog imod æsken og satte nøglen i "Og vores tid er begænset" tilføjede hun og åbnede æsken.
Nøglen drejede med et lille 'klik' og indersiden afslørede 32 små, udskårene brikker, 16 i lyst træ og 16 i mørkt træ.
Med en nøjagtig forsigtighed fjernede hun hver enkelt brik fra de små stropper der holdt dem på plads, mens hun navngav dem. "Bonde, Tårn, Grif, Forkynder, Konge og Dronning" hver prik blev sat fra sig på bordet, den urørte kage skubbet let til side, inden hun tog æsken, åbneden den så vidt dens ængsler tillod det, og lagde den med ydersiden opad. Mønsteret dannede nu tydeligt en spilleplade. "Godt så. Målet er at slå den andens Konge ud. Til det formål har hvert kongedømme en hær af bønder, samt deres specialister omkring dem, til at opnå det mål.." forklarede hun, mens hun satte hver enkelt brik på plads, klar i deres startpositioner.

Derefter fulgte en lang forklaring af hvordan man slog brikker ud, hvordan hver enkelt brik kunne bevæge sig og fungerede med de andre, samt til sidst, nogle af de mere advancerede regler, som rukader, og hvornår et spil blev uafgjort.
"...og så er vi vist klar til at prøve. Vil du helst spille sort eller hvid?"

Shiro nikkede lidt. Hvis det ikke nyttede noget nu, så burde det vel ikke være for svært at gå op på biblioteket og se om de havde noget der, for at kunne hjælpe ham. Han vidste at nogen af bibliotekarerne altid var villige til at hjælpe hvor de kunne. Også selvom han lignede en fra de lavere samfundslag.

Han nikkede med, som hun snakkede om spillet øjnene intense, som han slugte alt hvad hun sagde. Han ville nok ikke være perfekt første gang, men mon ikke han kunne lære spillet at kende over et par gange, selvom det kun var med Dag.
Han tænkte lidt over spørgsmålet. Der var fordele ved at gå først, men det var det første spil, og så kunne det være nemmere at bedømme trækkene som den der gik nr. 2. ”Sort,” sagde han så, med et lille smil på læberne. Nu gjaldt det bare om at holde tungen lige i munden, så Dag ikke fuldstændig smadrede ham i skakspillet. Ville nok alligevel ske.

Dag var vand til at formidle ting videre, men primært til Nat der sjældent lyttede. Shiros intense blik var næsten skræmmende, men hun skubbede følelsen til side, og færdiggjorde sin forklaring.

Dag nikkede lidt og vendte brættet, så de sorte brikker vendte mod Shiro, og de hvide mod hende selv. "I det tilfælde, så starter jeg" sagde hun og flyttede en af sine bønder frem. "Dit første træk, eller din åbning som det kaldes, kan lægge grundlaget for ens strategi igennem spillet. Den brik jeg har flyttet her, åbner op, så mine specialister kan komme ud hurtigere" forklarede hun, som vagtmesteren Hubert havde forklaret hende engang.

Som de fortsatte forklarede Dag sine egne træk, og lod Shiro tage den tid han havde brug for, til at tage sine. Hun fandt det dog sværere og sværere faktisk at holde sin opmærksomhed på spillet, som hendes blik blev ved med at glide op til Shiro, søgende efter velkendte tegn på kedsomhed, søgende efter tegn på at han smutte, så hun i det mindste var forberedt.
Men det skete ikke? Dag var ikke sikker på hvad det betød, eller om hun bare ikke kiggede godt nok efter, men det virkede faktisk til Shiro godt ville spille færdigt.

Shiro nikkede til det hun sagde, men nævnte ikke selv noget, der var ikke noget umiddelbart han ikke forstod. Der havde han heller ikke tid til faktisk at sidde og små snakke som de gik igang med at spille. Men jo længere ind i spillet de kom, jo mere afslappet virkede det også til at Shiro blev og der kom engang imellem små mumlende ord som "Oh... det skulle jeg ikke have gjort." når han opdagede noget lidt for sent, som gjorde at Dag kunne stå i en bedre position end hun havde før.

Det var heller ikke underligt, at Dag vandt mellem de to af dem.

Hans øjne kiggede endelig, for første gang i en længere periode op på Dag. Hans øjne strålede praktisk talt, og han havde et smil på læberne. "Det var sjovt," sagde han. Han kunne godt lide at bruge sin hjerne, og Dag havde været god til at forklare spillet for ham.

Dag kunne ikke undlade at smile lidt for sig selv, som Shiro fandt sig så tilpas i spillet at han begyndte at mumle for sig selv. Det var ikke synderlig svært for hende at vinde, men han klarede sig stadig overraskende godt, bedre end hun havde forventet.. og så blev han hele spillet igennem.

"Skakmat" erklærede hun og lænede sig tilbage i stolen med et lille smil, der dog blev mere nervøst som Shiro fortalte han havde nyt det. "Det er et ret godt spil.." medgav hun, og hendes blik flakkede lidt. "Det.. var også sjovt at spille igen, med dig. Det er et stykke tid siden jeg sidst har spillet" indrømmede hun lidt tøvende.

Dag havde ikke spillet siden hun havde forladt Opalslottet. Hun havde overvejet at spørger Cole men.. han havde pligter, og hun var hverken sikker på han havde tålmodigheden til den slags spil, eller ville kunne holde det fra Liv, hvis hun pludselig spurgte hvad de spillede.. og hvis Liv først viste det, ville hun uden tvivl få Dag til at spille med Nat før eller siden...