Eik 02.01.2020 22:22
Det havde været ganske bevidst, at Ayad havde spillet mere fuld end han var for at snyde sig til nogle ekstra krystaller i et spil terninger og i lang tid havde det da også lykkes ham at forblive ovenpå til trods for at han ikke helt havde fanget reglerne. Problemet var bare, at humøret steg for hver gang han vandt og efterhånden var der blevet hældt en del indenbords. Godt nok var han en mand, der holdt sin våbentræning ved lige og som mange begik fejlen at undervurdere fordi han så spinkel ud... Men han kunne nu bare ikke helt følge med aftenens selskab når det kom til at drikke og resultatet var også nu, at han var nødt til at trække sig fra spillet fordi han ikke kunne fokusere. Der blev ikke taget godt imod det, nok primært fordi han af vane lige havde sørget for at få nogle ekstra ejendele med sig inden han forduftede, og resultatet var nu, at han væltede ud over dørtærsklen fra den kro de havde siddet inde på.Overraskende elegant, faldet og det godt og grundigt forurenede blod taget i betragtning, kom han på benene igen. Han svingede lidt med den ene arm for at vurdere om han rigtigt var kommet til skade, kun for at konkludere at det ikke var tilfældet. Derefter gik han igang med at tjekke sig selv om han nu havde alt han ejede med sig - en rutine han kunne gøre i søvne da han efterhånden var så vant til det. Kniven i støvlen, tjek. Kniven i bæltet, tjek. Læderposen til krystallerne var trygt placeret indenunder hans skjorte. Først efter han var helt sikker slog tanken om at se sig omkring ham og selvfølgelig fik han da også øje på en, der ikke kunne have undgået at se tumulten.
"Jeg ville byde på noget, men jeg tror ikke jeg er velkommen resten af natten," kom det kækt fra ham, fuldstændigt urørt af hvad der lige var foregået.