Iulia talte dagene. Hun gik og huskede sig selv på hvor mange dage der var gået, siden Gwen var forsvundet. Hun nævnte tallet hver morgen og lod det stige med et hver aften inden hun lagde sig til at sove. Hun havde været fuldstændig ude af sig selv da Gwen ikke var kommet tilbage igen, men i stedet var vandret væk. Hun forstod ikke hvor hun var blevet af og hendes største frygt var at Gwen var blevet taget tilbage til minerne. Iulia kunne ikke bære tanken om at hendes lillesøster skulle tilbage til det helvede. Døden ville være mere nænsom.
Iulia frygtede selvfølgelig også for Gwens helbred og ville aldrig nogensinde ønske hende død. Hun ville bare have sin søster tilbage. Hun var gået til Lorcán og Rouku som de første. Bedt dem om at hjælpe sig. Finde hende. Månederne var nu gået, og Iulia havde ikke engang haft mulighed for at nyde at se verden, grundet de mange bekymringer.

Hun vidste efterhånden ikke hvor hun var henne, andet end de var langt væk fra Norden. De havde delt sig op for at dække et større område, hvor Iulia gik med Lorcán. Hun gik oftest ud alene, men aldrig længere væk end hun hurtigt kunne finde tilbage til ham. Han havde trods alt en betryggende effekt på hende. Hun forstod stadig ikke helt hvorfor. Generelt var der mange ting hun ikke helt forstod endnu.

Endnu en dag i rækken var gået, og endnu engang havde de intet fundet. De havde fundet spor for mange måneder siden, men de var sluppen op. Iulia satte sig ved ildstedet efter at havde tændt det op, trak benene til sig og lod hovedet hvile på sine knæ mens hun stirrede ind i den legende ild. Hun var dækket godt ind for at holde varmen, nu månederne var blevet koldere, og hendes sorte krøllede hår var blevet længere og tungere. Det var sjældent blevet længere end til hendes skuldre da hun boede i minerne, men nu hang det tungt ned af hendes ryg. Hun hørte den genkende lyd af Lorcáns skridt over skovbunden, men vendte ikke engang blikket. ”Tror du nogensinde vi finder hende igen?” hun ville aldrig opgive håbet, men hun følte sig fortabt, og tvivlen var begyndt at komme snigende.

Lorcáns liv var blevet ændret fra det øjeblik som Iulia og Gwen havde trådt ind i hans liv, og han ville ikke have det anderledes, men han kunne også godt mærke uroen i hans krop, som de ledte dag ud og dag ind efter den lille pige. Hun havde altid haft så meget gang i sig, men selv med hjælp fra deres dyr var det svært at finde lugten af Gwen, og nu var de bare begyndt at lede på må og få. Han havde dog ikke de samme bekymringer, som der var hos Iulia, om at Gwen måske var endt i Norden igen. Andet end Norden var endnu værre end Syden når det kom til vinteren.

Han havde sent Timea endnu længere ud, for at snuse rundt efter Gwen, mens han selv ledt på fod, det var nememre for at se om der var nogen form for spor, men endnu en dag gik på hæld og intet held. Tímea havde også blot givet ham et trist suk fra sig, da han spurgte om hun havde fundet noget, inden hun satte af igen, for at lede lidt videre, mens Lorcán gik tilbage mod lejren.
Han havde forventet at stilheden ville være tyk mellem dem, da stemningen generelt havde været trykket de sidste par måneder, og han var derfor overrasket over spørgsmålet Iulia stillede til ham.

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men som han havde lidt tid til at gå over mod bålet, kunne han overveje det. Han var begyndt at miste håbet, men det var ikke ligefrem hvad Iulia havde behov for at høre. Desuden virkede de to søstre til at have været gået igennem det der var værre, selvom Lorcán stadig undrede sig over hvad det dog kunne have været.
"Selvfølgelig gør vi det," sagde han endelig. Måske var det en løgn, men det var en af de løgne man havde behov for. Han satte sig ved siden af Iulia, og kiggede med et lille trist smil på hende. "Hun er en klog pige, og hun skal nok klare sig indtil vi finder hende," sagde han bestemt.

Iulia vidste ikke om hun havde forventet han ville svare med det samme, men tavsheden som han blot kom nærmere var nervepirrende. Hun begyndte at trække sig en smule sammen og kramme sine ben ind mod sig. Hun følte sig så ynkelig og lille, selvom hele hendes sinds skreg på at hun ikke måtte vise den svaghed. Hvis ikke hun kunne være stærk for sig selv, så måtte hun være det for Gwen.

Iulia lukkede øjnende og tog en snøftende indånding. Hans ord var varme og bestemte. Selvfølgelig fandt de hende igen. Det tog en lille smule af den anspændthed der sad i hendes skuldre. Men kun lidt.
Efter et par sekundert stilhed tog Iulia en snøftende indånding, åbnede øjnende og drejede hovedet nok til at se ham ud af øjenkrogen. "Jeg forstår ikke hvordan det er sket. Jeg lovede at jeg altid ville passe på hende. Siden vi var helt små. Siden vi blev.." taget. Hun sank en klump i halsen og krummede sig lidt mere sammen. Hun hadede sin egen svaghed for at have tårer i øjnende, men hun tvivlede på at han ikke havde bemærket at hendes snøften og kamp mod tårerne hver nat. Det var bare noget andet at han kunne se det.

Lorcán vidste han havde svarene på alle spørgsmålene. På hvorfor Gwen var væk. Hvorfor de ikke kunne finde hende. Om hun overhoved stadig var i live, og mest af alt. Om hun havde det godt hvor end hun var. Men det var ikke de evner han havde. Vand-magi og animering af døde var næppe det mest praktiske i denne sammenhæng. Ikke at han vidste hvad han reelt kunne gøre med den sidste evne.

Han vidste heller ikke hvad han skulle gøre, da han kunne se at Iulia var ved at bryde sammen. Det var ikke nemmere at ignorere om natten, men der var der en forventning om at han ikke gjorde noget. Nu var anderledes.
Han skubbede sig hen af jorden, tættere på Iulia, før han forsigtigt lagde sine arme om hende, med mindre hun trak sig væk. ”Det er okay Iulia. Jeg er sikker på at hun ikke bebrejder dig noget som helst,” hviskede han ind mod hendes hår. Hvis han holdt om hende, så skulle han ikke se hendes tårer. Noget hun sikkert værdsatte, og noget han i den grad også selv ville værdsætte. Tårer var hårdt.

Iulia forventede ikke engang at han kunne svare på spørgsmålene. At han kunne forsikre hende om at selvfølgelig kom Gwen tilbage igen, men hun håbede stadig. Noget af hende ville så gerne at han kunne sige at alt nok skulle blive okay, og så blev det sådan! Men det var ikke et eventyr de levede i. Det var den virkelige verden. Hvilket bare gjorde det hele så meget værre.

Et kort sekundt stivnede hun op og den lette snøften forstummede. Men hun flyttede sig ikke. Ganske langsomt faldte hun ned igen og bevægede sig hovede let til siden for at imødekomme at hans lagde sig ind mod hendes. Det var rart. Tårerne fandt vejen frem igen, og hele hendes krop anstrengte sig for at holde dem igen, hvilet blot fik hende til i stedet let at ryste. Iulia krummede sig sammen og lænede sig ind, stadig ikke i stand til at holde fast rundt om ham, selvom hun havde lyst til det. "Jeg kunne.. jeg skulle havde gjort mere" tårerne trillede ned af hendes kinder, nu væggen var brudt nok ned til at lade dem falde, var de ikke til at stoppe igen.

Lorcán forventede ikke særlig meget respons fra Iulia, så i stedet for sørgede han blot for at kramme hende tæt ind til sig, helt så hun nærmest kunne forsvinde ind i ham. Han lagde sit hoved mod hendes og kiggede mod træerne, og igennem dem, mest af alt for at han ikke skulle kigge på Iulia og tårerne som uden tvivl faldt. Det var nok mest for at spare dem begge for den smerte det ville bringe hvis de kigge ind i hinandens øjne i dette øjeblik.

"Der var intet du kunne have gjort. Hun var væk før vi fik set os om," hviskede han og strøg hende over ryggen. "Der er også så mange ting Rouku og jeg skulle have gjort. Vi skulle have været bedre til at opsnappe hendes spor inden det var for sent, men... det gjorde vi heller ikke." Deres ridedyr havde heller ikke haft meget held til at opspore lugten af Gwen, og nu vidste de ikke engang om de var på den rette vej, til at dyrene kunne opfange lugten. Det var forfærdeligt.

Iulia lyttede og forsøgte at finde trøst i hans ord. Hun bebrejdede dem ikke noget. De kunne jo, ligesom Iulia selv, ikke vide hvor langt hun var kommet væk, eller om hun blot havde strejet en tur og kom tilbage senere. Der var gået for lang tid før alvoren egentlig ramte rigtigt. Selvfølgelig havde Iulia været mest bekymret først men det var ikke underligt taget fortiden i betragtning.

Det eneste hun havde sørget for at bide mærke i, det var hvorvidt bare et enkelt spor gik mod Nord. Op mod minerne. Op mod helvedet de var undsluppet. Måske det var på tide at fortælle det.
Iulia snøftede og tørrede sig under næsen med sin baghånd for at tage de værste tårer på den måde. "De kan have taget hende igen. Op langt mod Nord. Der hvor vi kom fra. Men så burde de også være kommet efter mig for længst hvis det havde været tilfældet." hun mærkede angsten bare ved at nævne det og et gip gik igennem kroppen på hende som minderne slog ind, og hun klamrede sig hånd rundt om Lorcáns arm for at holde fast og ikke synke ned i malstrømmen af ubehagelige minder.

De havde aldrig talt om hvorfor Iulia og Gwen havde været oppe i norden. De havde ikke ville tale om det, og før eller siden var det blevet et spørgsmål om at hvis det skulle tales om, så ville Iulia eller Gwen tage det op. Lorcán havde dog ikke forventet at det ville blive taget op nu af alle tidspunkter. 

"Taget hende? Hvem kunne have taget hende?" spurgte Lorcán, men han kunne pludselig mærke panikken lidt vælde op i hende, hvis hvad Iulia sagde var sandt. Han vidste hvad de havde oplevet ikke havde været godt, men han havde aldrig vidst hvor slemt. For ikke at nævne om hvem der havde taget dem, og holdt dem spærret inde eller hvad det havde været.
"Tror du virkelig hvem end de er, kunne have taget hende? Eller er det bare det værst tænkelige der kunne være sket," spurgte han mere forsigtigt. Han var stadig ikke sikker på hvor meget Iulia havde lyst til at snakke om det.

Iulia var ikke sikker på hvorfor hun bragte det op nu. Kunne det overhovedet hjælpe dem? Alt hun vidste var, at hun var ved at bukke under af presset over at gå med det hele alene. Før havde hun Gwen og selvom de ikke snakkede om det, så vidste de at det stadig havde en indvirkning i deres liv. Og at alting var okay. Nu, var byrden hendes alene, uden at hverken Lorcán eller Rouku vidste det mindste.
Iulia pressede sig en smule sammen og bed sig i læben. Havde hun regnet med andet end at han ville stille spørgsmål?

"Nok det værst tænkelige.. Jeg har ikke hørt om at de tog folk fra bjergene. Jeg hørte engang vagterne snakke om at de var for godt vant i bjergene til at blive holdt fanget." hun forsøgte at distancere sig fra det egentlige der var sket, ved at tale i generelle termer. "Men mørket skifter hurtigt mening" indrømmede hun bittert til sidst og begyndte at stirre direkte ind i ilden, selvom varmen udtørrede hendes øjne.

Lorcán lyttede til hvad hun sagde, med en vis uro i maven. Han havde langt fra alle oplysningerne, men dem han havde lød ikke godt, og han kunne ikke forstille sig hvad de egentlig brugte folk til deroppe i bjergene. Især så tæt på Dragonisdalen.

"Iulia," sagde han stille, og kiggede ned på hende. Hun så anstrengt ud, som om at hun ærligtalt ikke ville snakke om dette, og han kunne godt forstå det. "Jeg vil ikke presse dig til at sige noget om det. Hvad end du har oplevet, så tror jeg på at det har været.... en meget dårlig oplevelse. Værre end jeg nok kan forstille mig. Men du sagde det også selv. Hvis de havde taget Gwen igen, så ville de også have ledt efter dig, og det har de ikke gjort. Så hun er ikke tilbage oppe i Norden." Han vidste ikke om det var nok til at trøste hende, men det var vigtigt for hende at vide at hun ikke var alene, og at han ikke ville presse hende til noget hun ikke følte sig sikker i. Han håbede dog også bare at de havde ret i at Gwen ikke var deroppe.

Iulia mærkede trangen til at grave sig ned i et hul, eller få klipperne til at springe frem og lukke hende inde i en beskyttet kerne. Det hjalp at Lorcán holdte om hende, men hun følte sig stadig så ubeskrivelig sårbar og forkert. Hun måtte ikke være sårbar. Hun var en klippe. Hun skulle blive ved med at være hård og stærk som sten! At søge trøst var blot et våben der kunne bruges mod hende. Et øjeblik overvejede hun dog hvem der ville bruge det imod hende, men tanken var ikke stærk nok til at brænde igennem.
Hun spændte op som han sagde hendes navn, næsten umuligt så anspændt som hun var i forvejen, men det lykkedes alligevel.

Der var alligevel noget i hans ord som fik skuldrene til at falde en smule sammen igen og hun tog en dyb indånding i et forsøg på at dulme uroen i sig selv. Hun måtte ikke falde sammen på den måde. Det kunne ikke nytte noget, og logisk set gav det også mening det han sagde. At Gwen ikke var i Norden. Det var bare så svært ikke at tænke at hun var blevet taget. ”Du har ret. Undskyld, jeg ved ikke hvad der gik af mig” hun trak sine ben til sig og lagde armene omkring dem, et forsøg på at holde om sig selv men også genvinde en smule kontrol ved at holde kroppen i skak. Nu manglede det bare at tankerne også blev holdt i kort snor. For hun vidste ikke hvad hun ellers skulle tro. Hvor kunne Gwen være?

Lorcán ventede roligt på at Iulia sagde noget. Han hastede ikke på hende, men lod hende tage den tid hun havde behov for at gennemarbejde sig tingene, og ordene han havde sagt til hende. Det kunne ikke være svært, og Lorcán ville nok aldrig forstå hvor slemt det måtte føles at miste sin formegentlig eneste familie.

"Du har intet at undskylde over. Det er hårdt at vi stadig ikke har fundet nogen spor på Gwen," sagde han. Den gnavende følelse af skyld kom frem i hans mave igen, men han sagde intet om det. Det ville ikke gøre dem noget godt at han også havde det dårligt over at Gwen var forsvundet. For han skulle jo have været mere opmærksom på hvor farlig verden var, især udenfor sin egen by.

Det var hårdt. Det var forfærdeligt og fuldstændig ulideligt. Hun tænkte på det nat og dag, men der var intet hun kunne gøre, ud over hvad hun allerede havde gang i. Der var heller ikke mere Lorcán eller Rouku kunne gøre, end hvad de allerede gjorde. De var rejst fra deres hjemland og hjemby for at finde Gwen. Hjælpe Iulia med at få sin søster tilbage. Midt i alt sorgen, frustrationen og frygten, var hun taknemmelig.

"Det skal nok komme. Det skal det" hun var ikke god til at være forsikrende, eller holde sig positiv. Men hun prøvede, hvor svagt det end var. Iulia slappede en smule mere af, og slap sin hårde tag om sine ben, så hun sad mere normalt. Hun drejede sit hovede ind til at ligge mod hans brystkasse. Hun kunne høre hans hjerteslag, og på en eller anden måde fjernede det alle andre lyde og de fleste andre tanker fra hendes sind så hun kunne slappe af.

De måtte være optimistiske i den situation de var i. Der var måske gået lang tid, men de kendte også alle sammen Gwen, Iulia bedre end ham selv og Rouku. Hun kunne godt klare sig, også selvom hendes syn ikke var godt.
"Selvfølgelig skal det det," svarede han og strøg hende let over håret, nu når han kunne mærke Iulia's hoved mod sit eget bryst. Nogen gange virkede hun så lille, selvom hun var så høj og stærk, og så utroligt et væsen. Alle have vel behov for en trøstende skulder en gang imellem.

Han pressede sine svulmende overarme lidt tættere omkring hende, og lænede sit hoved mod hendes hoved. Hvis det ikke hjalp at lede på den traditionelle måde, så måtte de vel prøve at se om de kunne finde på noget andet, for at få hjælp. Penge havde de dog ikke mange af, så det kunne være svært f.eks. at hyre nogen.

Iulia mindes ikke at være blevet holdt på denne måde siden hun var et barn og hendes mor stadig var i live. Hvordan hun kunne krølle sig helt sammen, lytte til en andens bankende hjerte og havde arme beskyttende om sig. Gwen havde altid været langt mindre, og selvom hendes kram også havde været trøstende, kunne det ikke sammenlignes. Der var noget andet i det også. Noget der fik hendes hjerte til at banke hårdere.

Iulia snøftede let som hun tog en dyb indånding og langsomt lukkede den ud. Faldte hen i de lette strøg over håret, og de beskyttende arme der lå omkring hende. Hvordan kunne hun føle sig så sikker sådan? At være fuldstændig omringet af et andet menneske, og finde det beskyttende fremfor skræmmende.

Det virkede til at virke, så Lorcán blev bare ved. Stramt nok om Iulia, til at hun følte at hun var omfavnet, men ligeså klar til at give slip, hvis det blev for meget for hende, og hun havde behov for at komme ud og trække vejret igen.
Han lagde sit hoved mod hendes, han eget krøllede hår gled ned fra skulderen, og ramte nok Iulia i ansigtet ikke, at han selv opdagede det.

Han lod blot stilheden omslutte dem, og han var ikke klar over hvor lang tid de havde siddet sådan der, men han ventede blot på at Iulia ville trække sig væk, da der ikke var mere at sige mellem dem.

Iulia havde egentlig ikke lyst til at flytte sig igen. At det var okay at hun sad sådan her var stadig nyt for hende, og selvom hendes tanker forsøgte at advare hende, havde hun fysisk haft så meget behov for at føle sig beskyttet og ganske simpelt holdt om. Hun opdagede knap nok at nogle af Lorcáns fantastiske krøller faldt ned foran hendes ansigt, kun at de et øjeblik kildede hende over huden, før de faldte helt til ro igen.

Hun kunne blive siddende sådan hele natten, havde hun givet sig selv lov. Men som tiden for alvor gled ud, vandt hendes praktiske gen og hun rettede sig op med en let skælvende vejrtrækning. "Vi.. burde lave noget mad" af en eller anden underlig årsag havde hun slet ikke lyst til at snakke om det der lige var sket. Mest af alt ønskede hun at sætte en stenmur op. Det pinte hende at hun ikke kunne hverken fortælle eller vise ham at hun havde været taknemmelig.

Det var svært at læse en person, der gjorde så meget ud af at forsøge at sætte en mur op uanset hvad hun lavede, men de øjeblikke hvor Lorcán fik lov til at se alt af Iulia holdt han kært, også selvom de var hårde som det øjeblik de lige havde haft, men han vidste også at hun havde behov for tid. Tid som han blev nødt til at give hende, uanset hvor meget en del af ham bare havde lyst til at presse på.

”Vi burde nok,” indrømmede han. ”Er du okay? VI kan godt sidde her længere, hvis det er.” Han løsnede dog sit greb om hende, så hun kunne trække sig fra ham, hvis hun havde behov for det. Eller blive hvis hun hellere ville foretrække deres lille… stund.

Tanken om at Lorcán forsvandt igen fra hendes liv havde naturligvis strejfet hende. Den eneste hun troede altid ville være en konstant i hendes liv, var Gwen. Og uden hende, var det hele rodet fuldstændig sammen. Men hun havde en forventning om at hun blev efterladt alene igen. At hun var dømt til at skulle klare sig selv. Hun troede hun havde accepteret det og blot lært at leve med det. Og alligevel syntes det ikke at ville tale hende fra at blive siddende.

Hun bed diskret i underlæben og valgte ganske simpelt ikke at flytte sig trods hun lige havde sagt at de burde. Hun havde ikke lyst til at flytte sig, men hun havde heller ikke lyst til at indrømme det. "Okay.." hun hadede sig selv for at føle at hun fik det til at lyde som om at hun gjorde det for hans skyld. Måske han kunne se igennem det. Håbede hun at han kunne? Hun var faktisk ikke sikker. Alting var nemmere hvis hun ikke behøvede at sige hvad der gik hende på, men med mindre han var telepatiker, så forstod han næppe hendes tossede kodesprog af muropdækning.

At læse Iulia var noget for sig selv, og selvom de havde brugt en god del tid sammen, så kunne Lorcán det stadig ikke rigtig læse hende, selvom han forsøgte, men samtidig var hun ikke just en kvinde der gjorde noget pga. en anden, ikke af hvad Lorcán havde opfattet det. Især ikke i en situation der gjorde hende til den sårbare mellem dem.

Men hun blev, så han holdt om hende i så lang tid hun ønskede.

Der gik noget tid, inden et par velkendte fodtrin kunne høres, som Tímea kom tilbage til dem. Hun kiggede kort på dem, inden hun nærmest bare smed sig på jorden, med et grynt. Det betød nok også at Tímea ikke havde fundet noget for dem desværre.
Han kiggede ned på Iulia for at se om hun havde fået det bedre.