Sted: En beværtning på grænsen mellem Nedre og Centrale bydel
Tid: Samme aften som vinterballet på paladset
Vejr: Koldt og med sne i luften

Dianthos. Wolfram havde været her nok gange til at kunne finde rundt, men han følte sig ikke tilpas i den store by. Han havde tilbragt hele sit liv i borgen mod nord, hvor de små landsbyer var alt, hvad der var af by omkring dem. De tætte huse gav ham en form for klaustrofobi. Men samtidigt kunne han godt lide byen. Der var noget at se og opleve, og han var ganske opmærksom på de væsner, der færdes omkring ham. Og butikkerne! Havde han muligheden for det, benyttede han sig altid af besøget til at få købt ting, han ikke kunne skaffe hjemme. Bøger, især. 

Men de var kun ankommet til byen dagen før, og denne dag var gået med forberedelser til ballet på paladset. Greven havde givet sin datter tilladelse til at deltage og Wolfram var sendt med som tjener. Anstandsdame, som Laurenne yndede at kalde ham. Rejsen havde været lang, og Wolfram kunne stadig mærke den i kroppen i dag.
Det var ikke første gang, at han var med til bal, men det var første gang, at han var alene af sted med Laurenne, og det var gået lige som han havde regnet med. Da ballet var startet og musikken spillede, var hun blevet samlet op af en ganske flot herre, og de var forsvundet ud på dansegulvet, hvor Wolfram havde mistet dem af syne. Han ventede i en halv times tid, gik salen rundt og gik så tilbage til deres kro i den øvre del af byen, hvor han skiftede det dyre tøj ud med en almindelig skjorte og et par mere behagelige bukser, inden han iklædt en varm jakke var draget ud i byen for at finde en lidt mindre fin kro at tilbringe resten af aftenen på. Et sted, hvor en som han hørte til. Det var den samme kro som de sidste par gange, han havde været i byen, og kromutter genkendte ham alligevel. Måske fordi han havde en ravn på skulderen, den havde han hentet frem tilbage på værelset, som han havde brug for lidt selskab.

Der var godt fyldt op i kroen, men han kom til at sidde ved et bord i hjørnet sammen med et par mænd, der ikke lod sig forstyrre af den fremmede med fuglen. Han havde fået en tallerken med noget kartoffelmos, ærter og stegt flæsk, mad han delte lidt med ravnen, og et krus med varm velsmagende te. Han drak ikke, selvom han måtte indrømme at i aften lokkede tønderne med de søde alkoholiske drikke mere end normalt. Men han havde ikke rørt skidtet siden sin ungdom, og det ville ikke ændre sig, bare fordi Laurenne gjorde ham træt.

På et tidspunkt gik de to mænd, og Wolfram sad alene tilbage. Da han var færdig med at spise, havde han brattet ærmet op og brugt sin evne til at gøre en notesbog og et kulstykke virkeligt, og nu sad han tilbagelænet og tegnede lidt, mens ravnen hoppede rundt på bordet og spiste de sidste ærter, ind i mellem at den hoppede hen til ham og krævede at blive nusset i fjerene med en finger. Den kunne fornemme hans dårlige humør og ville gerne muntre ham lidt op.
Det var med at få mandens ansigt på papir, så han kunne huske ham. Hvis Laurenne nu ikke var hjemme næsten morgen.

Alle byens fine folk var samlet oppe i paladset denne aften til endnu en af Lysets overdådige fester. En mand som Jarko derimod foretrak at drikke aftenen væk på en god kro, for der var altid noget ved nyheden om et bal, der gjorde den gamle krage en smule sørgmodig. Måske var en gammel og begravet ung knægts drøm om at blive en af krigerne i skinnende rustning, der nød rigets gunst og fik kvinderne til at dåne.

Men det havde aldrig været i kortene for Jarkos liv. Han havde heller ikke troet, at det at stifte familie var noget, han ville opleve, men pludselig fra én dag til en anden var en ung pige dumpet ind i hans liv, og han havde fået en datter. Tjoh, han havde jo egentlig hele tiden haft hende - han havde blot intet anet derom. Det på i hendes fodspor, han havde vendt tilbage til Dianthos - men på afstand og oftest i skikkelsen af en krage. Han vidste ikke, hvordan han skulle komme på god fod med hende igen.

Duften af mad slog ham i møde, idet han trådte ind i krostuen, og han mærkede pludselig hvor sulten han var. Måske ville det gøre ham bedst at få en omgang mad og så en god brandert til at glemme alle tankerne, der fór rundt i hovedet på ham disse dage og ikke gav ham fred nok til at sove.
Med en skål stuvning i hånden bevægede han sig gennem rummet, og hans blik faldt på den gråhårede mand med ravnen i sin søgen efter et ledigt bord. Et kort øjeblik syntes han, at han fik øjenkontakt med fuglen, og hans fødder ledte ham nærmest automatisk hen til bordet. En mand med en fugl, det var der noget betryggende med for Jarko, der selv både var mand og fugl.
"Godaften gode herre. Jeg håber ikke det gør noget, at jeg sætter mig her?" Brummede han, allerede i færd med at tage plads ved bordet. Maven knurrede og han glædede sig også allerede til at tømme det skummende krus øl, han bar ved siden af. Hvis han var heldig ville den fremmede endda vise sig at være lidt snaksaglig. 

Wolfram fulgte ikke rigtigt med i, hvad der skete omkring ham, som han satte streger på pergamentet i bogen. I forhold til, hvor kort han havde set manden, var det en detaljerig tegning, også selvom han ind i mellem med en finger fik fjernet en linje for at tegne den om, før han var tilfreds.
Det var først, da manden snakkede, at han opdagede, at han fik selskab ved bordet. Wolfram så op fra tegningen og nikkede roligt.
"De skal være velkommen." At tiltale folk i dis, var en arbejdsskade, og han tænkte slet ikke over det. Ravnen flaksede lidt med vingerne og hoppede væk fra den fremmede, tættere på sin skaber, mens dens sorte øjne glimtede mod den anden mand.

Wolfram sænkede først blikket til sin tegning igen, men lidt nysgerrig var han da, så han skævede lidt over bogens kant for at se på den fremmede mand. Han så uvasket ud, lidt hård i kanterne. Wolfram antog ret hurtigt, at manden nok var på kant med loven, men fandt nu ikke, at han så aggressiv ud. Lige nu var han vist bare en sulten mand på en kro. Og det kunne Wolfram da respektere. 
Så da han havde stillet sin nysgerrighed, rettede han blikket mod siden igen og fortsatte med de sidste små streger, inden han så lidt kritisk på tegningen, og til sidst lukkede bogen for at lægge den fra sig på bordet med kulstiften ovenpå.

Med et træt suk rakte han ud og nussede ravnen på halsen. Den hoppede ret hurtigt op på hans underarm for at sidde, så han måtte tage den anden hånd i brug for at stryge de sorte fjer. Hans tanker bevægede sig om Laurenne og de blandede følelser, han havde ved at have "mistet" hende. Han var på den ene side bekymret, hun kunne komme galt af sted, og han kunne få skylden. Greven ville ikke tage det pænt, hvis Laurenne ikke vendte hjem i perfekt tilstand. På den anden side var det rart at få lidt fritid, og nu hun havde fundet en mand at bruge natten med, var Wolfram selv fri for at skulle stille hendes behov. Og dét var grevens vrede værd.

Han snakkede ikke til den fremmede med en formodning om, at han ville have lov til at spise i fred.

De. Jarko hævede øjenbrynet en smule, men konkluderede, at det måtte være fordi manden var vant til at omgås de lidt finere folk, snarere end Jarkos udseende, der var endnu mere lurvet en sædvanligt. Håret og skægget var uredt, og tøjet trængte til at blive vasket - ansigtet havde han skrubbet en smule med vand om morgenen, men det var også alt.

Han tog først en ordentlig slurk af kruset, og så gik han ellers i gang med stuvningen, mens han sendte nysgerrige blikke mod tegningen, som den anden mand var i gang med. Han var dygtig, det var der ikke tvivl om, og Jarko tog sig selv i at stirre lidt fascineret på stregerne ind til manden lukkede bogen, og han skyndte sig igen at vende øjnene mod sin aftensmad.

"Har fuglen et navn?"

Spurgte han, da han lagde skeen fra sig og tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. Han nikkede kort hen mod ravnen, som nu sad på den gråhåredes underarm, mens han skubbede skålen væk og trak ølkruset tættere på. Han havde ikke helt bestemt sig for, om han ville nyde smagen, eller tømme det i ét drag og derefter hente et nyt.

Det var ikke rigtigt gået op for Wolfram, at manden skævede til hans forsøg på at tegne den unge mand fra tidligere. Normalt holdt han sine små tegninger for sig selv, men han vidste dog, at han tegnede godt, og det gjorde ham ikke noget, hvis andre så hans kreationer. Han viste dem dog ikke frem, medmindre han blev spurgt, det lå ikke til ham at prale eller gøre opmærksom på sig selv.

Wolfram var væk i sine tanker, da manden talte til ham, og han løftede en smule overrasket hovedet, da der blev spurgt til fulgens navn. Når folk omtalte hans ravne, var det som regel fordi de undrede sig over, at han havde en med sig. Eller ikke brød sig om dem. Ravnens sorte øjne rettede sig også mod manden. Sorte øjne, Wolframs egne næsten kunne ligne, da det svage lyst i hjørnet af kroen fik hans meget mørkebrune øjne til at blive endnu mørkere.
"Hun hedder Rihn." Ravnen drejede hovedet og reageree tydeligvis på navnet. Et svagt smil gled over Wolframs læber, som han strøg en fingerspids over hendes næb.

Selvom hun var skabt ud fra en af hans tatoveringer, var det stadig i bund og grund en rigtig ravn. Den var af kød og blod, og kunne komme til skade eller dø. Den kunne lide at blive nusset og havde sin egen personlighed. Hun var hans yndlings, fordi hun var så blid og opmærksom. Alle hans syv ravne havde hver deres personlighed, noget der var forundrende for ham, for de var skabt af samme magi. En magi, han ikke forstod, men som han med glæde havde benyttet sig af hele sit liv.

Han flyttede blikket tilbage til manden, der med sit spørgsmål havde angivet, at han var villig til at snakke. Det havde Wolfram ikke noget i mod, det var altid spændende at snakke med nye folk.
"De er måske interesseret i fugle?" Ikke at manden lignede en, der studerede de fjerede små kræ, men man kunne aldrig vide. Og nu havde han spurgt ind til Rihn.

Jarko havde bestemt sig for at tage det en smule roligt med øllen, og han nød den første mundfuld, mens han betragtede fuglen. Den virkede ganske velopdragen - det var trods alt de færreste fugle, der ville finde sig godt tilpas i en larmende krostue, og Jarko gættede på, at den måtte have været med manden en god del år. Måske siden den var unge.

"Rihn." Gentog han for sig selv og nikkede. Han havde fundet en træsplint frem fra lommen og var gået i gang med at rense tænderne for de seje små kødstumper fra stuvningen, der havde sat sig fast. Varmen havde efterhånden bredt sig i kroppen, og han planlagde at sidde her og lune sig et godt stykke tid, for det var en Zaladins kulde der havde spredt sig udenfor, hvor mørket var faldet på og kun gadelygterne oplyste de små snefnug, der dansede gennem luften.

Han lænede sig en smule frem mod manden på den anden side af bordet. "Tjoh, det kan man godt sige. Man får en vis medføling for fjerkræene, når man tilbringer en god del af sin tid i skikkelse af én." Lo han brummende. Han bed om træsplinten med tænderne og stak en næve hen over bordet mod den ældre herre: "Jarko er navnet, men de fleste kalder mig bare Kragen.." 

Det var nu ganske rart at sidde her på kroen. Lige nu var der ingen, der havde nogen forventninger til ham, og han skulle ikke være klar til at reagere på, at nogen ville have noget fra ham. Han var bare en ældre mand med en ravn, der sad og nød en krus te i fred og ro. Og nu med selskab af en snusket udseende herre, der dog virkede til at vide mere om almindelig høflig samtale end så mange andre. Om end Wolfram nok kunne mærke, at han ikke var vant til at omgås finere selskaber, sådan at stange tænder midt i det hele. Men det kunne Wolfram nu godt leve med, og ravnen kiggede bare nysgerrigt på den fremmede.

Det tog lige et åndedrag, før Wolfram opfangede, hvad manden mente. Åh. En formskifter. Hvor spændende! Hans øjenbryn gled lidt op og hans øjne blev en smule større af overraskelse, men der dukkede hurtigt et lille op på hans ansigt.
”Jamen dog.”
Ravnen hoppede af hans arm igen, da han rakte den frem for at tage Jarkos, og vendte så tilbage til at jagte ærter, som den med fornøjelse skubbede rundt på bordet.
”Wolfram Ward.” Han gav mandens hånd et fast tryk med sin småkolde hånd, inden han lænede sig en smule tilbage igen og tog sit krus. Han måtte hellere få teen drukket, inden den blev kold.

”Så De kan skifte skikkelse til en krage? Hvor interessant.” Han så lidt undersøgende på ham, og havde egentligt ikke svært ved at forestille sig en krage være mandens dyr. Wolfram havde mødt formskiftere før, ikke så mange, men et par stykker, og han mente nu, at han altid havde kunnet fornemme deres dyr på dem.
”Har De nogle af kravens træk? Glæde ved skinnende objekter, for eksempel.? Ja, undskyld mig min nysgerrighed.” Han bukkede hovedet lidt som for at sige, at han var fri til ikke at svare.

Jarkos ru næve lukkede sig kort om den kølige, fremstrakte hånd, inden han igen lænede sig tilbage i sin stol og fortsatte tandrensningen. Kragefyren virkede ganske fin - høflig i mælet og sandsynligvis vandt til at omgås folk, der var noget højere på strå end Jarko var, men hans interesse virkede ganske ægte. 

"Det er skam i orden, Wolfram, der er normalt ikke så mange der spørger ind til den slags.." Lo han med sin ru, lidt skrattende stemme. "Jeg har ikke tænkt så meget over det med skinnende objekter .. altså jeg føler mig altid fristet ved synet af en håndfuld krystaller, men det er der så mange mennesker der gør.." Han kløede sig lidt i nakken, tænksomt. Evnen havde mest af alt bare været der, og han havde ikke gjort sig de store tanker om, hvordan den påvirkede ham.

"Jeg har dog erfaret, at hvis jeg tilbringer lang tid i krageskikkelsen, flere uger eller måneder, ja så er det lidt svært at være menneske igen.. fuglehjernen tar' over du ved.." Han bankede sig selv let på siden af knolden. Det var skræmmende første gang, det var sket - i krageskikkelsen var det lykkes ham langsomt at glemme, at han egentlig var et menneske, og da han endelig var kommet i tanker om det, var det svært at huske, hvordan han skulle forvandle sig tilbage.. siden da havde han forsøgt ikke at tilbringe al for lang tid i fugleskikkelse af gangen, selv om det var pokkers praktisk, i tilfælde af, at man havde ordensmagten i hælene..

Det var en grov hånd, der tog i mod Wolframs, noget der bare understregede indtrykket af, at den mørke mand var hårdtarbejdende. Noget den ældre tjener kunne sætte pris på, selvom hans egen var noget mere glat, trods at han også brugte dagene på arbejde. Blot af en lidt anden kaliber end hvad manden ved bordet sikkert gjorde for at leve.

Hans spørgsmål blev accepteret, hvilket han var meget tilfreds med, for han ville gerne høre fra en formskifter selv, hvordan deres dyreform påvirkede dem. Han havde læst om det i sine bøger, men det var noget andet at høre det fra personerne selv. Han havde engang snakket med en, der kunne skifte til en kat og haft et kort bekendtskab med en, hvis skikkelse var en mår. Meget interessante væsner, der også havde hjulpet ham med hans nysgerrighed.
Et smil bredte sig på hans ansigt, da Jarko snakkede om krystaller, af en eller anden grund fandt han den udtalelse meget morsom. Sand og noget afslørende om manden. Men det lod han sig ikke påvirke af.

Wolfram sippede lidt af teen, der var ved at have mistet den skarpe varme, men stadig var varm nok til at varme hans hænder, som han lukkede dem om kruset, da han sænkede den igen.
"Så De mister fornemmelsen for Dem selv?" Tænk hvis man som formskifter kunne glemme sit menneskelige jeg og forblive i dyreskikkelsen. Hvad mon det betød for ting som livslængde og den slags? Havde Wolfram været en anden mand, haft et andet liv, kunne han måske kunne have fundet på at undersøge det. På den ene eller den anden måde. Men nu måtte han bare fundere over det, mens han snakkede med denne kragemand. 

Jarko smed tandsplinten over skulderen. Tallerknen var skubbet væk for at gøre plads til ølkruset, som han nu havde grebet om med begge hænder. Det var en helt udmærket øl, og han regnede med, at have lidt mere end et enkelt krus denne aften. De mange ting, der var sket for nylig, gjorde ham i humør til at drikke.
Dog havde mødet med den ravneherren vist sig at være en god distraktion - hans interesserede snak fik Jarko til at vente lidt med at hælde uanede mængder øl i svælget, for det virkede til, at selskabet kunne vise sig at være godt. Selv om det var frygteligt, som Wolfram fik ham til at tænke over ting, han ikke havde tænkt over før angående sin magi.

"Joh, det kan man godt sige." Svarede han bekræftende. "Det er lidt skræmmende, for selv om skikkelsen er praktisk, så har jeg sgu ikke planer om at leve resten af mine dage som krage.. lidt for simpelt et liv, hvis du spør' mig." 

Han måtte tilstå over for sig selv, at han enkelte gange i sit liv havde været tiltrukket af tanken. Men nu var der andre ting, der var kommet til at betyde noget for ham. Han havde allerede svigtet Maya i størstedelen af hendes liv - han kunne ikke byde hende at forsvinde i en fjersky for resten af det.

Et let smil trak op i Wolframs mundvige, da Jarko understregede, at han ikke ønskede at leve livet som krage, da livet var for simpelt. Det kunne Wolfram godt følge ham i. Når han forbandt til sine ravne, kunne han fornemme deres væsen, og selvom de var et intelligent dyr, var der alligevel ikke meget til dem. Mad, sikkerhed og overlevelse. Og underholdning. Men så igen, der var heller ikke meget mere til mennesker, efter Wolframs erfaring. Mennesker, og alle andre racer, var trods alt i bund og grund dyr. De samme behov, de samme krav for at leve. Næsten da.

”Ja, det kan jeg godt forestille mig. Der ville nok komme til at mangle noget. Og nogen.” Han løftede kruset og drak af teen. Ja, nogen. Ville han miste nogen, hvis han kunne skifte til et dyr og aldrig vende tilbage? Hans tanker strejfede kort hans hjem på Sinnett-slægtens borg, men hvis han skulle være ærlig, var der ikke nogen, han var tæt nok på til, at det ville være det store tab. Selvfølgelig havde han venner blandt tjenestestaben og soldaterne, men ikke nogen, han ville kalde nære. Greven så han helst død og grevens børn … nej, han ville ikke kunne sige, at han ville savne dem.

Egentligt var den gamle tjeners liv ensomt, men det var sjældent noget, der gik ham på. Han havde aldrig rigtigt kendt andet, han havde ingen søskende og havde ikke haft interesse i at blive gift og få børn. Og greven havde pænt sørget for, at Wolfram ikke havde nogen større mulighed for noget længerevarende forhold. Han havde været alene siden hans forældre døde for mange, mange år siden. I stedet havde han sine bøger og sine magiske dyr.
Som kunne ravnen mærke hans tanker, stoppede den med at pudse fjer og hoppede over for at nappe ham lidt i hånden, for at få ham til at kærtegne den.

Jarko løftede ølkruset til læberne. Han havde lænet sig en smule tilbage i stolen og nød, hvordan varmen og mætheden spredte sig i kroppen efterfulgte at den boblende smag af øllet. Det var stærkt og godt, og det var noget behageligt ved at sidde og småsludre lidt med Wolfram.

"Hmm, har du familie? Børn?" Spurgte han som svar på mandens kommentar om, at han ville savne nogen. Det var et spørgsmål, der kom let til Jarko i disse dage, nu hvor han selv havde erfaret, at han havde familie, han ellers ikke havde kendt til.
Ham, der ellers altid havde været alene.

Han bemærkede ganske vidst, at den anden var blevet lidt tænksom i udtrækket, og at ravnen var kommet hen for at nappe lidt til ham. Et kort øjeblik overvejede han, hvor meget, der var mellem de to - var fuglen blot en følgesvend, eller havde de en dybere forbindelse til hinanden?
Jarko vidste, at der fandtes magier, der tillod folk at tale med dyr eller ligefrem binde sig til dem på den ene eller anden måde. Han selv kunne kun kommunikere med krager, når han bar fjer, og det var ærligt talt sjældent, de havde noget særligt spændende at sige. Fugles hjerner fungerede lidt anderledes end menneskers.

Wolfram løftede hånden og strøg den ned over ravnen, der blinkede og så på ham med hovedet lidt på skrå. Der var noget rart at have nogen til at bekymre sig for ham, også selvom det kun var et dyr. Et dyr, der var lidt af ham selv. Der var ikke mange andre, der så på ham med det samme glimt af bekymring i øjnene. Han rakte ud med den anden hånd og vippede lidt på kruset. Der var kun en efterhånden kold sjat te tilbage. Måske han skulle få den fyldt op. Han havde i hvert fald ikke planer om at forlade kroen lige foreløbigt.

Spørgsmålet fik ham til se og så ryste på hovedet, noget der satte lidt bevægelse i det iltre grå hår.
”Nej, ingen af delene.” Der var ikke noget sorgfuldt over den konstatering, for han havde for længst accepteret, at det var sådan hans liv ville udforme sig. ”Der har ikke været plads til det, arbejdet har fyldt for meget.” Og han havde hverken interesse i kvinder, men det sagde han nu ikke højt. I stedet nussede han fuglen i nakken med en finger.
”Jeg har dog taget mig af Grevens tvillinger siden deres mor for tidlige død, da de var to. De er voksne nu.” Ja, de var voksne. Merric ønskede råd i forhold til sin far og sin seksualitet og Laurenne … han havde nær gnedet sig i ansigtet ved tanken, men nøjedes med at sukke let.
”Jeg er i Dianthos med datteren, hun ønskede at deltage i ballet.” Hvor hun så var nu, ja, det vidste han ikke.

Nogle folk havde det med at blive lidt skøre omkring deres dyr, men Jarko mente nu nok, at Wolfram lignede en mand, der var vant til at omgås andre mennesker. Han tog endnu et forsvarligt drag af ølkruset, mens han lyttede til den anden mand. 

"Grevens?" Spurgte han, nu hvor nysgerrigheden så småt blev vagt. Der var mange fine folk i byen disse uger, hvor ballet havde trukket dem til fra nær og fjern, men Jarko var nu engang en mand, der handlede i viden, og at opsnappe lidt information om en greve, kunne måske være nyttigt.

Jarko smilede lidt og satte ølkruset fra sig på bordet. Han tørrede sig i skægget med bagsiden af hånden og lo en lavmælt, men dyb latter. "Så .. lad mig gætte på, at det har været lidt af en opgave at følge en ung kvinde til bal, siden du nu sidder her i for at deltage i alle fornøjelserne?" 

Wolfram var ikke dum, og spørgsmålet om Greven gled ham ikke over hovedet, som han nok vidste, at det kunne være farligt at give for mange informationer ud. Men det ville ikke være svært at opspore, hvem Wolfram var ansat hos, han havde trods alt været her med Greven selv mere end én gang. Og lige nu var han indlogeret med frøken Sinnett, hvilket heller ikke var svært at finde ud af.
”Grev Perceval Sinnett. Han ejer jord i Azurien.” Han forventede ikke, at den anden mand ved bordet kendte navnet, det var et pænt grevskab, men ikke specielt betydningsfuldt.

Jarkos ord og latter fik Wolframs udtryksløse maske til at krakelere og han kunne ikke lade være med gnavent og opgivende at skære ansigt.
”Frøkenen er i en alder, hvor hun burde tænke på giftemål og børn, men hun har ikke andet end tant og fjas i hovedet. Hun driver sin fader til vanvid, og han valgte at sende mig med som anstandsdame…” - ordet indikerede, at han udmærket var klar over, at det var hvad nogle af de andre tjenere, og Greven selv, kaldte ham i morskab i sammenhænge som disse – ”… da frøkenen sommetider lytter efter, hvad jeg har at sige. Men jeg er blot en tjener, og har intet at bestemme. Og i aften var jeg tydeligvis ikke en ønsket tilstedeværelse.” Han havde sagt alt for meget, men det var som om, at han var brændt inde med frustrationerne hele aftenen.

Med endnu et suk gned han sig over ansigtet og undskyldte sig, inden han rejste sig og gik op til baren efter et nyt krus te. Ravnen blev siddende og sad bare og stirrede på Jarko, som for at sikre sig, at han ikke pillede ved notesbogen, der stadig lå på bordet, eller jakken, der lå på bænken.
Snart kom Wolfram tilbage og satte sig, lidt mere rolig igen.
”Pigebørn kan være ganske svære at styre, selvom man ikke skulle tro det. Jeg håber på Deres vegne ikke, at De har den slags problemer.” Han løftede koppen og nippede til den brandvarme væske, mens han lidt træt skævede mod den anden mand.

Sinnett. En lille bid information. Jarko kendte ikke grevskabet, men der var også frygteligt mange adelige slægter, og Azurien var ikke et sted, han begik sig. Men måske en dag, han ville slå vejen forbi og til den tid vide lidt mere om den gode greve..

"Åh.." Antydningen af et smil spillede i Jarkos mundvige. Han lænede sig tilbage i stolen og nikkede. "Unge damer ved som regel bedst selv, hvad de vil, og de lytter ganske sjældent til visdomsord fra os gamle.." Brummede han.

Mens Wolfram var oppe ved baren, hidkaldte Jarko sig selv en af kropigerne for at skænke endnu et krus øl, mens hans blik blev ved med at danse omkring notesbogen. Det kriblede i hans fingre efter at se nærmere på den, men ravnens blanke øjne veg ikke fra ham, og han måtte opgive for nu. Medmindre han blev alt for glad for manden, kunne man måske altid se, om der kunne lettes noget fra hans lommer, inden han fandt til ro for natten..

For nu måtte han roligt blive siddende, og han gav et venligt nik til den anden, som vendte tilbage med den dampende te. "Jeg har selv lidt af den slags problemer .. en ung datter." Sagde han med et lille suk og et smil. "Hun har ignoreret mig en del på det seneste."