Det var ved at være et par måneder siden Ergin sidst havde været i Dianthos. Der var begyndt at være lidt for meget fokus på en tyv uden arme, så det havde været bedst at rejse væk i lidt tid, indtil snakken var faldet lidt til ro igen, og Ergin ikke behøvede at holde helt så lav profil. 
 Men nu var han tilbage, dog havde han valgt at starte ud hvor byvagterne ikke holdt helt så meget til - den nedre bydel. Her stod han lænet af en mur til et hus, og så ud på folkene der kom gående. Han havde med vilje valgt at være ved den del af den nedre bydel der var tæt ved markedspladsen, for der ville han sikkert finde folk med enten ting de havde købt på markedspladsen, eller folk der var på vej ind på markedspladsen og derfor lommerne fyldte med de krystaller de nu en gang havde. 

 For at have det lidt sjovt, var han i øjeblikket kun i gang med at drille folkene på gaden. Ergins blik fulgte en halv tyk mand, der kom en smule slængrene ned af gaden. Det var ganske tydeligt han havde fået lidt at drikke, og Ergin fandt ham det perfekte offer! Et lille smil gled over hans læbe, som han så hænderne dukke op på jorden, lige foran manden. De greb fat om hans ankel og manden snublede. Da han kom op og stå igen, så han noget forvirret ned på gjorde bag sig, hvor hænderne for længst var forsvundet igen. Ergin måtte bide sig lidt i underlæben for ikke at bryde ud i en alt for høj latter, for mandens udtryk og hvordan han gik tilbage for at undersøge vejen, var fantastisk. 

Markedspladsen var det perfekte sted. Det var nogenlunde centralt, og der var altid rigtig mange mennesker der var ude og bruge af pengene der brændte i lommen. Maya var der så ofte at nogen efterhånden kendte hende, men stadig så ubemærkelig at hun stadig kunne tage fra uvidende forbipasserende. Hun var på vej væk fra pladsen med et stykke rosinbrød i hånden og tasken fyldt med småting og forskellige krystaller. Hun tog en bid af brødet som det mest mærkelige skete lige foran hende.

En halvfed man kom gående. Maya overvejede om han havde noget spændende i lommerne, men nåede kun at tænke tanken som noget skød op fra jorden og fik manden til at snuble. Maya hoppede lidt til siden, forskrækket og begyndte derefter at fnise. Hun holdte sig for munden men opnåede alligevel at få et ordentlig lag skæld ud fra manden da han var færdig med at se forvirret ud. Hvilket resulterede i at Maya gik nogle lange skridt udenom ham, for at han ikke fik fat i hende, og han til sidst opgav og gik surmulende ned af gaden. Hun stilede af i sine skridt igen og morede sig kongeligt. Men det var noget mærkelig noget der var dukket op fra jorden. Gad vide om nogen af de andre havde set det? Hun kiggede rundt og så egentlig ikke så mange som hun tænkte der kunne være. En mand ved muren og et par stykker der gik end mod markedet.

 En pige, som Ergin først havde troet var mandens datter, på måden hun var kommet gående op til han, så ud til at være noget underholdt over hvad der skete med manden. Det betød selvfølgelig manden troede hun havde noget at gøre med hans fald, og det var lige før Ergin fandt det endnu sjovere end mandens fald. Ergin lod en lav latter slippe ud mellem læberne, mens han rystede en smule på hovedet, for at få håret til at sætte side lidt bedre. Det var lidt irriterende med det lange hår, når ikke man havde nogle hænder, men Ergin ville ikke af med det. Han mente bestemt han så bedst ud med langt hår! Det havde slet ikke noget at gøre med, at han havde kort hår da han var mindre... 

 Pigen kom væk fra manden, uden at få den helt store tur af ham, følte Ergin sig alligevel en smule snydt. Nu havde han lige forventet at han skulle se den helt store komedie, men desværre ikke. Han skar en kort grimasse inden han kort så væk fra pigen da hende blik gled over mod ham. Hun skulle helst ikke se han stod og holdt øje med hende. Da hun så væk fra ham igen, gled et skævt smil over hans læber. Kort så han rundt på gaden for at tjekke at det ikke virkede til der var nogen der holdt øje med ham, inden begyndte at gå lidt ned af gaden i et rask tempo. Hun var kommet lidt for langt væk, så for at han ville kunne nå hende, var han nødt til at følge lidt med hende. 
 Da Ergin kom ind i radius af at kunne nå pige, fik han hurtigt han hånd til at poppe op lige ved hende fod, hvor den kort greb fat om hendes ankel, og hev en lille tilbage, inden den forsvandt igen. For ikke at virke alt for indlysende, forsatte Ergin med gå, og stoppede op lidt længere nede for at la de som om, han havde fundet noget på jorden der var spændende, men det var blot for at se, om pigen var faldet.

Maya anede ikke hvad der var foregået, for at være helt præcis. Det kunne ikke være rigtigt at hun havde set hænder skyde på fra jorden, men ikke destro mindre morede hun sig kongeligt over at den halvsnaldrede mand faldte på næsen, og hun satte farten op for at undgå hans vrede.

Han kunne ikke være vred nok til at følge efter hende i længere tid i hvert fald, eller også kaldte øl og mjød blot højere end at give en teenager en røvfuld for at have grint af hans uheldighed.
Hvad den anden mand der nu engang stod der angik, var det formentlig blot et tilfælde. Maya gik i hvert fald ufortrøden videre, en smule i sin egen verden og registrerede ikke rigtigt at nogen var begyndt at gå bagefter hende. Der var alligevel altid så mange mennesker i Dianthos at det nærmest var umuligt at gå alene nogen steder på åben gade.

Men at få lov at gå uforstyret skete ikke. Hun registrerede ikke hvad det var, men noget greb fat om hendes ankel, trak tilbage og Maya faldte forover med et skingert forskrækket udbrud. Hun tog fra med hænderne, skrabede dem og sine knæ på brostenene og kiggede hurtigt tilbage. Der var ingenting at se, kigge frem igen hvor manden fra før gik foran hende og stoppede op. Et undrende, tydeligt irritabelt og vredt blik ramte ham - hun kunne næppe bevise at det var ham, men.. men han havde også været der da den anden mand var væltet. Det kunne ikke være et tilfælde.

Så igen. Nu kom det underlige. Manden.. Manden havde jo ingen arme... Hvad i al..

  Det var ikke altid at Ergin tænkte sig ordentlig om. Det skete faktisk ofte, at han ikke fik tænkt sig ordenligt om. Det her var en af de situationer. Havde han tænkt sig om, inden han lod hænderne drille den sølle pigebarn, ville han nok have tænkt sig til, at hun ikke vejede helt så meget som den halvtykke mand, og at det ikke ville være nødvendigt at lade hånden hive tilbage. Faktisk virkede det til at det måske var lige voldsomt nok. Det så i hvert fald en smule voldsomt ud, som hun fløj mod jorden. 

 Da Ergin vendte blikket og ansigtet ned af, for at betragte jorden lidt, skar han kort en grimmasse, og sendte lidt forbandelser mod Zaladin, for ens egne uansvarlighed. Hun så jo for pokker kun ud til at være et barn. Eller teenager. 
 Da han løftede blikket, og det landede på pigen, forsøgte han at se lidt overrasket ud, over hun lå der på jorden. Skulle han selv sige det, var han en rimelig okay skuespiller. Han lagde i hvert fald hele sit hjerte i det. Han lod blikket glide lidt over hende, inden han rynkede panden en smule bekymret. Han rejste sig op og gik hen til hende.
 " Er du okay? " Han så lidt rundt, som om han prøvede at se efter hvad der kunne være skyld i hun faldt.
 " Jeg ville hjælpe dig op, men.. ja..  " sagde han da han så på hende, og viste de håndløse arme mod hende, med et skævt, lettere undskyldende smil. 

Maya var allerede klar til at se sig sur på hele verden. Ikke nok med at det havde skrabet hendes hænder og knæ, så det gjorde ondt, så var det også absurd pinligt at være faldet på den måde. For hun var faktisk i tvivl om hun bare var faldet eller om noget havde taget fat i hende. Det havde føltes sådan, men kunne hun overhovedet være sikker.
Hun kom med et irriteret snøft som satte sig tilbage på sine knæ og kiggede ned på sine hænder børstede dem en smule mod hinanden for at få småstenene ud af sårene og ellers bare fokusere på at finde noget at forbedre sin dag med.

Det var der manden kom hen til hende, og hun kiggede op. Han så oprigtigt bekymret ud og det fik Maya til ganske kort at have dårlig samvittighed over at havde mistænkeliggjort ham. Specielt som det nu var direkte tydeligt at han ingen arme havde og derfor ikke kunne havde gjort det. "Yeah, jeg har det fint" kom der en smule afvisende. Teenageren var ikke ligefrem vant til eller begejstret for at vise svaghed. Hun kom på benene og børstede sine knæ af. "Det virker ikke til det ville være nemt for dig at gøre i hvert fald" gav hun ham ret i og stoppede sine hænder i baglommerne. De sveg virkelig meget, men det gad hun ikke tænke over.

 Det afvisende svar der blev sendt i hans retning, fik Ergin til at løfte armene lidt undskyldende op i vejret. Han var ikke ude på at fornærme hende. I hvert fald ikke lige nu. Han trådte et lille skridt mere tilbage, for at give hende lidt rum, så hun ikke skulle føle sig helt utryg. Han nikkede lidt til hun var godt.
 " Det så lidt vildt ud. Faldet, altså.. " Ergin så lidt bag hende, som om han tjekkede om der var noget på jorden hun kunne være faldet over. Han grinte lidt, da hun sagde det ikke ville være nemt for han at hjælpe.
 " Jeg kunne gøre et forsøg, men jeg tror ikke det ville hjælpe særlig meget.  " grinte han lidt og betragtede hende lidt. Hun så ikke vildt gammel ud, så Ergin måtte nok hellere opføre sig ordenligt. Eller i hvert fald prøve. 
 " Det så nærmest ud som om du faldt over noget.. Men der er ikke rigtig noget at se på jorden..  " Han gik forbi hende for at se nærmer på jorden bag hende. Som om han virkelig var nysgerrig på hvad der var sket. Men han vidste det jo godt. Nu ville han se hvor længe han kunne holde sit skuespil kørende.

At skubbe folk væk, specielt deres bekymringer, var Maya efterhånden verdens mester i. Nemmere at lade som om alt var fint, så skete der som regel ikke noget forfærdeligt. Hun trak let på skulderen og bed sig i indersiden af sin kind. "Nåh.. ja.. Det var heller ikke så rart" gav hun ham ret med et akavet halvgrin, og forsøgte sig med et smil. Hun havde det virkelig svært over at han havde udvist bekymring.

Maya kiggede bagud, som han omtalte at det så ud som om hun faldte over noget. "Jeg ved det ikke rigtig.. Det føltes ikke helt som at snuble over noget" Hendes hænder forbeholdte sig stadig i baglommerne som hun fulgte hans blik rundt. Mistanken mod ham var mere eller mindre forduftet fuldstændig. "Måske jeg bare faldte over mine egne ben" endnu et akavet grin forlod hende og endnu et træk i skulderen. Ved Zaladin hvor hun skulle øve sig på sine sociale evner.

 Det var ganske let og en smule overfladisk at Ergin grinte med pigen, mens han kiggede på jorden. Han levede sig meget ind i et tjekke der ikke var et eller andet. En løs sten, et eller andet. Han kunne dog ikke finde noget, hvilket selvfølgelig ikke kom bag på ham, eftersom det var han selv der var skyld i hendes fald. Han rejse sig derfor op med et let træk på skulderne, for at indikere at han ikke lige vidste hvorfor hun skulle være faldet. 

 Blikket faldt ned til hendes ben. Ergin kunne selvfølgelig ikke dy sig fra lige at lade blikket betragte hendes lille, finde bagdel, der nu så ganske god ud. Endnu en gang trak han på skulderne, og flyttede blikket op på pigens ansigt.
 " Måske. Der er i hvert fald ikke noget på jorden..  " Ergin stod et øjeblik og overvejede om han skulle holde hendes opmærksomhed længe, og måske lave mere sjov med hende. Det var da lidt spændende og se hvor meget han kunne bilde hende ind. Om hun var ligeså håbløs som Charlie, eller hun alligevel var måske en smule mere.. intelligent. Ikke at han ikke havde haft det sjovt med Charlie! Det havde han bestemt! Et skævt smil gled over hans læber ved minderne.
 
 Ergin flyttede blikket i retningen af vejen manden, hans første offer, var gået. Han var selvfølgelig godt klar over at der nok ikke var nogen relation mellem pigen og manden, men det behøvede hun ikke vide. 
 " Var det din far? " Spurgte han og nikkede i retningen manden var gået, da han så tilbage på pigen. Imens stod han og overvejede hvad han mon skulle gøre.

For blot et par år siden, ville hun være stukket af med det samme med et arrigt udtryk i ansigtet og på en slem dag, en knurren også. Hun havde været mere vilddyr end menneske, for at sige det mildt. Eller kloakrotte, var vel også en passende udtryk. Men nu forsøgte hun, omend det var akavet og for hende en smule ubehageligt.

Maya rømmede sig en smule og lavede et let hovedryst blandet med at trække på skulderne. "Nå.. Skidt pyt, der skete heller ikke det vilde jo" altså jo, hendes hænder havde fået et par grimme hudafskrabninger, men derudover var det langt fra det værste hun havde prøvet i sit liv. De skulle nok heale hurtigt.

Maya kiggede tilbage over skulderen, noget hun ikke ville havde gjort for et par måneder siden, og blot svaret nej direkte på spørgsmålet. Men nu, havde hun faktisk en far. Selvom hun nægtede at kalde ham det. Der kom et fnys, en smule mere hånligt end hun havde planlagt. "Næh.. Du skal ikke regne med at se min far i dagslys.. Men nu du nævner ham.. jeg synes også han faldte tidligere" hun gik forbi ham imens og han havde heller ikke været spor munter omkring situationen. Ikke så underligt. Maya havde heller ikke ligefrem fundet smilet frem som det første da hun ramte jorden.

 Ergin nikkede blidt til at der ikke var sket noget, selvom hendes gemmen af hænder, lidt sagde at det ikke helt var sandt. Det kom dog ikke ham ved, og han var egentlig også ligeglad. Især fordi det netop havde været hans skyld hun var faldet, og han havde gjort det med vilje, for at få et godt grin ud af det. 

 Pigens fnys til hans spørgsmål fik Ergin til at løfte brynet en smule. Det var en interessant reaktion. Hun måtte ikke have det bedste forhold til hendes far. Læberne foldede sig lidt sammen mens han nikkede.
 " Aha..  " mumlede han lidt til, at han ikke skulle regne med at se ham om dagen. En mand af mørket. Han så kort i retningen manden var forsvundet i, inden han så tilbage på pigen. 
 " Ja det så jeg..  Det lignede han skældte dig ud..  " Ergin trak på skulderne igen. Det var vel også det manden havde gjort. Ergin vidste ikke helt over hvad, måske fordi hun grinte, eller han mente hun var skyld hans fald. Han var egentlig også ligeglad, uanset hvad havde det set sjovt ud fra Ergins side af.

Maya hadede at vise at hun var kommet til skade. Faktisk var hun helt generelt rådden til at tale med fremmede mennesker, med mindre der var et større formål. Som et arbejde der skulle udføres eller hun var oppe at skændes med folk. Hvilket skete oftere end hun snakkede pænt til nogen overhovedet.
Hun valgte også bare at holde et forsøgt neutralt ansigtsudtryk over hans Aha, men mest af alt så hun bare akavet og malplaceret ud. Hun var virkelig ikke god til det her.

"Han råbte lidt.. Det virkede til han troede jeg spændte ben." hun trak igen på skulderne. "Altså det kunne jeg havde fundet på, men han så ikke ud til.... at være det værd.. Han tog det vidst heller ikke pænt jeg grinte" grinede ud og rettede sig selv fra at sige hun ville havde taget hans penge, men i stedet til at hun ikke var sikker på hun havde syntes det var sjovt nok at prøve. Hun ville nok være blevet opdaget hvis hun havde prøvet i hvert fald.
Hun trippede lidt med fodden og begyndte at spejde omkring. Det krillede næsten i kroppen for at komme videre, og muligvis få stjålet noget, men hun følte et eller andet sted heller ikke bare hun kunne skride efter han havde hjulpet hende op.

 Ergin lo lidt over det. Ja, det havde han sikkert. Han var jo også blevet spændt ben for, men det var bare Ergin der havde gjort det. På afstand. Ligesom han havde gjort med pigen. Han smilte lidt mere da hun sagde hun godt kunne have fundet på at gøre det. Hun var da en livlig en! Han nikkede så en smule.
 " Nej.. Det gjorde han vidst ikke.. Så han så faktisk ret utilfreds ud..  " Ergin så kort i retningen af manden inden han trak lidt på skuldrene. Kort efter faldt blikket tilbage på hende. 
 " Nåh.. Men hvis du ikke kom til skade ved faldet, så vil jeg da heller ikke holde dig her mere.. " Ergin var egentlig ret ligeglad med at hun var kommet til skade eller ej. Det var jo han selv der var skyld i hun var faldet, og det var vel lidt med håbet om hun var kommer til skade. Han sendte hende et skævt smil. Kort gned han stumperne mod hinanden. 
 "  Prøv ikke at falde over flere mystiske sten..  " Han blinkede kort til hende, inden han vendte rundt og gik tilbage mod den væg han før havde stået op af.

Maya var ikke sikker på om det var en mærkelig fyr hun var løbet ind i, eller om det bare var sådan normalle mennesker talte til hinanden. Hun blev oftest ikke kontaktet, nok fordi hun altid udstrålede at hun ikke havde noget ønske om det. Hun lignede heller ikke ligefrem en fra de normale socialtstillede klasser. Langt fra med det slidte tøj og det meget overbeskyttende tag hun havde i sin skuldertaske. "Sure gamle mænd. De er ikke til at have med at gøre." Svarede hun med et snert munterhed.

"Jeg.. Jeg skal prøve at lade være" kom der med et nervøst grin fra hende som hun så efter manden lidt som han gik tilbage til hvor han var. Hun kunne ikke helt undgå at havde et undrende blik men rystede det hurtigt af sig som hun travede videre ned af gaden. Nå ja, så havde hun også oplevet det. Heldigvis syntes hun ikke at mangle noget i sin taske, så helt dårligt selskab kunne han vel ikke være. Men hun havde trods alt stadig andre ting at tage sig til. Steder hun skulle hen, ting hun skulle stjæle. Når hun var færdig med at være øm selvfølgelig.