Det var ikke ofte Taen var at finde steder hvor han let kunne støde ind i andre elvere og da slet ikke i de sidste 10 års tid, hvor han havde følt det nødvendigt at holde afstand fra alle, der kunne forbinde ham med hans læremester. Modet var lige så stille begyndt at komme tilbage, men tydeligvis ikke nok til bare at dukke op blandt de mere beboede områder af Elverly. En del af det kom af nervøsitet, fordi han godt vidste han ikke ligefrem levede op til den typiske skovelver, men noget af det hang også sammen med en form for rodløshed. Han var ikke engang sikker på han burde høre til blandt andre skovelvere. Og hvad med hans forældre? Han vidste de havde fået endnu en søn, men kun fordi hans læremester havde fortalt ham det for mange år siden. Om han havde set sin bror anede han ikke og han huskede heller ikke hvordan hans forældre så ud. De havde ikke ligefrem besøgt ham. Måske de ikke engang kunne kende ham, siden han kun havde været spæd da de havde overleveret ham til druiden. De havde ikke set det kulsorte hår vokse sig langt, for derefter at blive klippet helt kort. De havde ikke set tatoveringerne, der nu dækkede det meste af hans krop. Måske det var for det bedre.

De varme kilder var dog et sted han ønskede at komme tilbage til efter en enkelt gang at have besøgt dem, den første gang han havde forsøgt sig med at finde tilbage til skovelverne. Minderne om den dårlige erfaring han havde haft med det havde dog gjort at han meget bevidst valgte et sent tidspunkt, hvor der forhåbentligt ikke ville være andre til stede. Han var da også blevet mødt med en rolig stilhed, der nærmest var helt meditativ. Han satte sig ved kanten af den varme sø og lod hånden glide gennem vandet. Efter kort tøven tog han sit tøj af, for at begive sig ud i vandet. Det var beroligende at bade på denne måde, og særligt i den komplette stilhed. Stilheden gjorde så bare også, at han hurtigt blev meget opmærksom, da han bemærkede en skikkelse nærme sig området. Til trods for egentlig ikke at være en specielt blufærdig mand, trak Taenrael sig dog alligevel tilbage mod kanten, for i det mindste at nå at få nogle bukser på, inden den anden elver ville nå ham. 

"God aften," hilste han, på elvisk, med al ro han kunne fremtvinge. Godt nok var det ikke noget forbudt sted for ham at være, men han kunne alligevel ikke helt undgå at føle det sådan. Måske det også blot var en stemning han selv havde fået bygget op, men det var svært for ham at ændre på.

Livet som Sommerens stemme gjorde Elisor til en eftertragtet rådgiver, og som så meget andet gjorde han sit for at give den hjælp han kunne. Dog var dage som denne som solskin efter flere dages regn, en dag hvor han ej havde andre pligter. 
Som så mange andre søgte han mod de varme kilder for at mærke roen der fulgte ved at nedsænke sig i det varme vand.
Men som så meget andet lod det ej til at blive en aften med ren afslapning som hen anden skikkelse gjorde væsen af sig i kilderne, der var intet forkert i at tilbringe tid i kilderne, men tatoveringerne afslørede at det ikke var hvem som helst der hilste ham.

"God aften Gwaenfaer" nikkede Elisor kort "Har du noget imod at gøre mig selskab i kilderne? Jeg har noget jeg gerne vil drøfte med dig" fortsatte han som han gjorde sig klar til at komme i vandet, for selvom hans pligte ej bød ham at komme, havde han set i et syn at de ville mødes denne dag, præcist hvorfor måtte vel komme. Syner og profetier lader sig sjældent forstå så let som man kunne ønske.

Det hjalp en smule med at finde roen, så snart Elisor havde hilst på ham. Hvorfor var uklart, men måske det bare handlede om, at han ikke blev mødt af en misbelligende kommentar. Til gengæld blev han hilset med et navn han ikke selv brugte, men som han kendte så godt som sit fornavn. En titel var det vel nærmere, samt en understregning af, at han virkelig bare var sig selv og ikke tilhørte en familie. Det gjorde ham dog ikke så meget, som man måske skulle tro. Tværtimod var han faktisk helt og aldeles indfundet med hvem han var, selvom han endnu var ung og havde meget at finde ud af.

"Gerne," svarede han uden tøven og fik endnu engang afklædt sig selv, så han kunne træde ned i vandet igen. Hans indre kunne ikke helt finde ud af om han var nysgerrig eller nervøs over hvad Elisor ønskede at drøfte, men det var nok også mest af alt en blanding. "Jeg havde ikke regnet med selskab til aften. Vidste De jeg var her?" Han plejede trods alt ikke at gøre et væsen af sig når han opholdt sig i Elverly og særligt ikke når han bevægede sig ind på områder hvor han ikke bare var sig selv og naturen. 

"Glimrende" smilede Sommerens stemme til den noget yngre elver med det ganske blakkede ry. Det varede ikke længe for de begge kunne nyde den lindrende varme fra kilderne, som Elisor sænkede sig i vandet mærkede hvor spændt hans krop havde været den sidste tid. 
"Jeg havde en forventning om det" lød det med et sigende smil, det var alment kendte at sommerens stemme havde en tendens til at have viden om ting der ville ske før de skete, en af årsagerne til at Elverly sjældendet sultede eller led voldsom overlast.
Elisor tog sig et øjeblik med lukkede øjne og nød varmen fra vandet før han fortsatte "Har du noget imod at jeg kalder dig Taenarel? Jeg har intet problem med at omtale dig ved titel men jeg tænker at der ikke er behov for det her" sprugte han som han gestikulerede over vandet. Det var en skam at ungelverens familie havde valgt ham fra, men en del af Elisor forstod dem godt, om resten af folket også behøvede det vaj han dog ej sikker på. 
"Du må have mange spørgsmål, jeg svare gerne på nogle hvis du som tak vil svare på nogle af mine?" 

Taen nikkede tilkendegivende til Elisors svar, langt fra overrasket over det. Han forstod ikke helt omfanget af evnen han besad, men nu var det heller ikke noget han nogensinde havde givet sig selv anledning til at undersøge nærmere. Han vidste kun hvad han havde hørt fra andre. Og så vidste han at evnen blev brugt på god vis. Alligevel kunne han ikke lade være med at skænke den en ekstra tanke, mens han bevægede sine fingre gennem vandet omkring dem. Roen det fyldte ham med var nok til for nu at lægge nervøsiteten lidt på afstand.

Øjnene bevægede sig henover vandets overflade, inden blikket mødte Elisors igen. "Titlen har jeg ikke selv haft inflydelse på," svarede han roligt, med antydningen af et smil for at bekendtgøre, at det nu engang ikke var noget, der gjorde ham noget. Sådan var det bare. "De er velkommen til at omtale mig som det passer Dem bedst." Sandheden var, at han nok fandt sig i for meget, men lige i denne sammenhæng mente han såmænd bare at Elisor var mere end velkommen til at kalde ham ved navn. Selv brugte han ikke titlen druiden i sin tid havde givet ham, når han præsenterede sig for andre. Ved de næste ord nikkede han lidt igen. Han havde så mange spørgsmål, at han ikke engang vidste hvor han skulle starte, når nu han fik en så fin mulighed for at stille nogle af dem. "Selvfølgelig," bekræftede han da også hurtigt. "Der er meget jeg ikke ved om mit oprindelsesfolk." Om han nogensinde ville komme til at se sig selv som en faktisk del af det folk var uvist. Så længe nogle stadig virkede skeptiske omkring ham ville det ihvertfald ikke ske, men selv hvis det ikke var tilfældet var han i tvivl. "Jeg svarer gerne på hvad end spørgsmål De må have," tilføjede han også lige for god ordens skyld, "hvis jeg kan." Det var jo ikke til at vide helt præcis hvad Elisor havde på sinde.

Elisor smilede blot ved Taenarels svar, høflig var den unge elver trods alt, hvad han havde gået igennem kunne ej være let, men med mindre det blev bragt op ville Elisor lade det ligge for nu, det var ikke hans plads at dømme hvad druiden havde gjort, om det var rigtigt eller forkert.
"Glimrende glimrende, jeg vil gøre mit for at svare efter evne" svarede han med et smil, hvad den unge elver mon havde af spørgsmål var svært at sige, men det måtte tiden vise. Elisor flyttede sit lange sorte hår over den ene skulder som han lod sig sænke lidt længere ned i vandet.

Selvom vandet var lindrende som altid, måtte han sande at det var på tide at stille det første af sine spørgsmål. "Taenarel, hvad kan du fortælle mig om den ånd du deler bånd med?" at den var skyld i at hans familie havde vendt ham ryggen var desværre kendt, og en advarsel til andre. Nok mente Elisor den overføldig, men få så som han gjorde. "Hvordan er jeres forhold?" han håbede på at svar der ville være med til at gøre hvad han måtte fortælle bare lidt mere troværdigt.

Et taknemmeligt blik blev rettet Elisor over dennes ord. Det var en lille gestus at ville svare på spørgsmål, men det betød alligevel meget for Taenarel at få muligheden for at stille dem. Det var bare umuligt for ham at finde ud af, hvad han faktisk ville vide. Vidste hans forældre han var i området? Sandsynligvis. Var de bekymrede? Han stoppede sig selv fra at lade tankerne løbe af med ham og fokuserede i stedet på den anden elver.

Han nikkede langsomt mens han tænkte over hvordan han skulle svare på det spørgsmål der blev ham stillet. "Jeg ved ikke meget om ham. Han eksisterer bare." Han vidste ikke engang om ånden tilhørte en mand, men det havde han bare de sidste mange år antaget. Han havde heller ikke fået anledning til at tænke andet. "Vores forhold er," han rynkede brynene i overvejelse over hvordan han skulle beskrive det, "simpelt, men alligevel svært at forklare. Han hjælper mig, når han kan, men beder aldrig om noget til gengæld. Han taler næsten aldrig direkte til mig, men det er som om jeg alligevel altid ved hvordan han har det. Selv når jeg ikke kan se ham kan jeg mærke ham." Det var længe siden han for alvor havde snakket i dybden om ånden. Ikke siden sidst han havde talt med druiden. "Jeg kan mærke hvis han synes jeg skal gå et andet sted hen, men han bliver ikke vred hvis jeg ikke gør det." Det var dog sjældent den unge elver ikke bare gjorde hvad han følte ånden syntes om. Til tider var det udelukkende sådan han levede sit liv, da det nogle gange bare kunne være nemmere. Af en eller anden grund følte han dog ikke, at det var noget han burde sige.

Elisor nikkede stille som den unge elver talte, det glædede ham at høre at ånden ikke lod til at tage direkte kontrol, men det var desværre ikke megen ro det gav sommerens stemme. Det lod til at ånden lige så let kunne være Taenarel, sådan som de delte følelser blev beskrevet, Elisor kunne levende forstille sig hvor let det ville være at bare lade sig guide af de følelser man oplevede uden at tænke over om det var ens egene eller ej. 

Elisor flyttede lidt på sit lange sorte hår, som han havde forstået det have en del ment at Taens sorte hår var et tegn på at han var mærket af ondskab, Elisor havde været noget heldigere og var kommet fra en slægt hvor sort hår var ganske normalt.
 "Føles det som at han er din ven?" spurgte Elisor opfølgende, han var ganske sikker på hvad svaret nok ville blive, men Taenarel skulle have muligheden for at vælge sine ord selv. Mildest talt var alt dette bekymrende, hvis hans syn havde været rigtigt så var den unge elver i større problemer end han indså.
"Har han nogensinde taget kontrollen?" spurgte Elisor endeligt, ud fra hvad han hørt indtil nu så var det nok ikke tilfældet, det lød til at ånden var noget mere tålmodig.

//Lukket på grund af inaktivitet, hvis du kommer tilbage sig endelig til så kan vi sikkert finde ud af noget ^^