Nogle gange havde man heldet med sig. Andre gange? Knap så meget. Amit var typen der levede livet på kanten, når han flirtede med næsten hvad som helst der trak vejret og bevægede sig og havde nok tankekraft til at forstå hvad konceptet flirten i det hele taget var. Han lavede næsten ingen forskelsbehandling når det kom til den slags og han havde både fået nogle gode aftenener ud af dette. Og som i aften... Nogle rigtig dårlige aftener! Dog havde han aldrig forventet at nogen ville tage en dolk med til et kroslagsmål og så derefter gå totalt amok på alt og alle. Hvad der før havde været et uskyldigt lille slagsmål med stole, bordben og slukkede fakler, var blevet til en masse råben og skrigen som én eller anden tilfældig paranoid person havde valgt at nu var det altså "Tid til kniven!". Om der var andre der var blevet stukket ned vidste Amit ikke, for det øjeblik han selv havde mærket den lille paranoide mands vrede, rettet mod sig selv, havde han taget det sikre valg. Væk fra den skide kro!

Han var fuld, han blødte fra et stikhul der var blevet placeret meget fint mellem to ribben i siden og havde op til flere andre blå mærker andre steder på kroppen. Som altid var hans ansigt urørt, for han nægtede at lade nogen ramme der, nogensinde. Men det vigtige var også, at han havde valgt at teleportere sig væk i sin fulde tilstand og nu poppede han så op, ud af det blå, midt i en lejr, dampen fra hans magi spredende sig ud over lejren, da han dukkede op lige i ansigtet på en stakkels fremmed elver. Han fortsatte med at falde ned af personen, var lige ved at lande midt i et bål, men formåede lige i sidste sekund at vælte ud af vejen over på den anden side, hvor han lige valgte at blive liggende for at sunde sig lidt.
Bukserne den posede slags i dagens anledning, med et lækkert blåt stofbælte, men som altid, var der ingen trøje, skjorte, tunika eller noget i den stil på hans overkrop. Han var utildækket der, for han havde smidt den i slåskampens hede og nu lå han så her, pustende forskrækket, før han satte sig brat op og stirrede en ansigtstattoveret elver lige i ansigtet.
"Ahem! Jeg ville bukke høfligt, men.." hans skæve smil blev til en grimasse af smerte over det dunkende blødende sår i hans krop og han lagde med det samme en hånd mod det, så han ikke endte med at bløde ihjel her. Det ville jo være en skam. "Jeg tror bare jeg bliver siddende. Det er ikke et problem vel?"

Det var ikke altid Taen lavede et bål, men nogle gange blev nætterne altså kølige og så var han nødt til at gøre noget for ikke at ende med at fryse når han ikke havde et sted han kunne sove indendøre. Egentlig havde han det ganske glimrende med at sove i det fri og han frygtede aldrig uvedkommende, da han havde ånden til at advare sig. Denne aften havde det dog været alt for koldt til ham, hvilket nok også hang sammen med at han ikke spiste så meget disse dage. Det var heldigvis lykkedes ham at samle en god bunke af døde, tørre grene fra jorden og så længe han ikke forsøgte at lave noget stort bål, burde der være nok til det meste af natten.

Han havde siddet mere eller mindre i en samtale med ånden i nogle timer nu. Det var ikke en daglig ting, men lige i aften havde det bare virket naturligt. Ånder kunne åbenbart godt være snaksaglige og Taen havde det fint med at kommunikere med den på den måde. Det gav en form for ro han ikke helt kunne forklare, men som nok egentlig var meget logisk eftersom han hele livet havde haft et bånd til netop denne ånd. Det var kun en fordel at kende den.

Roen blev dog med ét afbrudt. Ud af ingenting dukkede en person op, der ret bogstaveligt væltede indover Taen, hvis øjne blev større og større mens forvirringen blev total. Hans puls var på et splitsekund røget i vejret og der gik et øjeblik før han overhovedet kunne finde sig selv nok til at have en chance for at tale til den fremmede mand. Først endnu et par vejrtrækninger senere gik det op for ham, at manden var såret og han rykkede på sig for at rykke sig nærmere.

"Nej, selvfølgelig," skyndte han sig at sige og tog et hurtigt kig henover den skadede overkrop manden besad. "Du burde få bundet noget om det. Må jeg tage et kig?" Godt nok var han ingen healer, men han havde da lært lidt om at tage sig af sår... Nok også mere end lidt, dog ikke så meget i praksis. Lige nu handlede han også mere eller mindre bare instinktivt fordi han stadig var i et stadie af ren overraskelse.

Selv for den emotionelt distancerede Amit, var det vildt nemt at se effekten hans pludselige opdukken havde haft på den fremmede tattoverede elver. Han kunne jo nærmest se mandens puls stige til uanelige mængder, og det var ikke engang en underdrivelse! Det tog noget tid for elveren at komme sig over chokket, kunne Smuglerkongen godt se og han lod ham tage sig sin tid, for han havde alligevel også selv behov for at komme sig oven på at han få sekunder før havde dukket sig under et flyvende krus øl, der stadig havde indholdet i sig. Han kiggede igen op idet stilheden blev brudt og sendte manden et skævt, men også lidt træt og anstrengt smil.

Han ville være blevet tiltrukket af elvermandens tilbud om at se på at behandle hans sår, hvis det ikke var fordi han stadig var småfuld og faktisk havde ret ondt. I stedet var hans flirtende tone ikke-eksisterende da han kantede sig tættere på elveren for at lade ham få lov. "Selvfølgelig. Det er ret længe siden at jeg sidst er blevet stukket... Med en kniv altså," konstaterede Amit. Selv i de værste situationer var det umuligt at få hans beskidte humor ude af billedet. Han fjernede forsigtigt sin hånd fra såret, hvor blodet med det samme begyndte at løbe ud igen. Såret var en anelse dybt, men Amit havde været sindssygt heldig, at kniven havde skrabet af på et ribben og derfor ikke havde ramt noget vigtigt inden i ham. Det var kun blodtabet der ville blive et problem, og det var det sådan set også allerede, hvilket var lidt for tydeligt på Topalis-mandens blege, udmattede ansigt. "Jeg ødelagde ikke bålet, vel?" spurgte han pludselig ud af det blå. Han havde kigget på elveren indtil videre, men med det samme kiggede han hurtigt over mod det lille bål, der stadig lyste videre. Det så ikke sådan ud, men det var stadig ret lille, måske havde han rodet halvdelen af det væk i det kaos han havde lavet ved at dukke op midt i det hele?

Taen var påpasselig med ikke at komme til at støde ind i den fremmede, som han bevægede sig nærmere. Der gik heller ikke længe inden han endte med at tage sin kappe af, for at være sikker på den ikke kom i vejen. Godt nok var det ikke optimalt, når nu han havde en klar mission om at holde sig så varm som muligt, men lige nu var der bare noget mere presserende at forholde sig til. Han så da også henover den forslåede krop igen, inden den fremmede mand så flyttede hånden fra såret og det kun var dét Taen fokuserede på. Der gik ikke længe inden han tog fat i den anden mands hånd, for at lægge den mod såret igen, da der ingen grund var til at lade ham forbløde, mens han fandt noget at fikse det med. "Jeg har aldrig prøvet det," sagde han konstaterende og ærligt, mens han vendte sig for at kigge i sin lærredsæk efter en lille pose med remedier. Ikke det store, men trods alt en samling af planter og bandage, der var gode at have i nærheden skulle man komme til skade.

"Bålet?" Undrende rynkede han brynene mens han vente sig og skænkede da også bålet et hurtigt blik inden han rystede på hovedet. "Nejnej, bare rolig. Har ikke haft så meget gang i det." Det kunne godt være han også skulle fyre mere op for det nu. Folk, der havde mistet blod havde det med lettere at fryse og manden var ikke ligefrem klædt til at sidde ude midt i skoven om natten. "Det kommer nok til at gøre lidt ondt," advarede han inden han flyttede på mandens hånd igen, for i stedet denne gang rent faktisk at tage sig af såret. Blødningen stoppede han med nogle tørrede og ganske finthakkede blade, som han forsigtigt fyldte såret med. Lidt ondt var måske en underdrivelse og han mindedes da en enkelt gang det var blevet gjort på ham efter han var kommet til skade da han var yngre. Den anden mand virkede dog også en smule beruset, så det kunne være det hjalp lidt på det. 

"Der er ikke noget smertelindrende i," sagde han så også nærmest undskyldende, mens han ventede lidt for at være sikker på blødningen rent faktisk stoppede. "Men det er bedre end at forbløde," tilføjede han mens han så begyndte at lægge bandagen på, hvilket dog krævede at den anden samarbejdede for at få det omkring kroppen på ham. Ribbenene var ikke ligefrem et nemt sted at pakke ind. "Er du kold?" Det var bedre lige at få helt på plads og et eller andet sted ville Taen bare gerne blive ved med at stille spørgsmål for ikke bare at ryge direkte tilbage i forvirringen. Der var også et hav af spørgsmål han egentlig gerne ville stille om hele situationen.

Det var elverens berøring af hans hånd der fik Amits fokus tilbage på samtalen igen. Han havde ellers lige brugt et kort øjeblik med at glo ind i ilden, mens hans fordrukne hjerne var begyndt at tænke på det, han havde lært igennem sit folks tilbedelse af Shara og hvordan det, at have masser af omgang med mange, var sundt. Det var altid sådan nogle ting, der skete i hans ensporede hoved. "Virkelig? Aldrig nogensinde?" i det fag, som Amit arbejdede i var det næsten normalt at folk omkring ham blev stukket ned, stukket i ryggen eller stukket på en helt tredje og bare LIDT mere rar måde, så han forstod ikke rigtigt når andre levede et mere sikkert liv uden stikkeri. Han skævede kort op til elveren og begyndte at nærstudere tattoveringerne i mandens ansigt. Det var lidt voldsomt, men fascinerende og pænt på sin helt egen unikke måde. En kunstform, som Amit værdsatte.

I det mindste virkede det ikke til at bålet var gået i stykker på grund af ham. Amit trak let på skuldrene, nonchalant ville det have været, hvis ikke kan sad her og var helt forslået på kroppen. I stedet var bevægelsen åbenbart nok til at det gjorde ondt og han lod derfor være med at fuldføre den helt. "Urgh... Godt det ikke gik mere galt så, jeg vil gerne kunne se hvor jeg er," men selvom Amit sagtens kunne se det, så vidste han faktisk ikke helt hvor han helt præcis var. Det var en skov i hvert fald. 
Hans hånd blev igen flyttet, erstattet af en rigtig ubehagelig, og bare en anelse smertefuld handling. Urter der blev fyldt ind i sår var ikke noget, som Amit var bevendt med og havde han ikke været fuld samtidig, så havde han flyttet sig med det samme. I stedet bed han sig uvilkårligt i kinden og spærrede øjnene let op af det. Det her gjorde i hvert fald mere ondt end "ikke særlig ondt", men Amit tillod det stadig. "Jep! Du har ret! Bedre end at forbløde... Men!" Amit havde heldigvis sin egen smertelindrende, som han producerede frem fra håndfladen i et snuptag: En flaske med noget i, der bestemt smagte gdt og som bestemt også ville gøre ham mere fuld hvis han drak for meget af det. Og det ville han nok også ende med at gøre, for det var Amit og Amit skyede aldrig væk fra at tage en drink eller mange. Han fik åbnet flasken og tog en god slurk derfra før han gav sig til at hjælpe med at få en forbinding omkring sine ømme ribben.
Han var ganske vist lidt forfrossen fordi han havde blødt meget, men han ville heller ikke virke alt for svag over for en komplet fremmed, så han rystede på hovedet, lidt tøvende. "Nah... Jeg mener, det er nu ikke lige hver dag man glemmer sin skjorte på kroen, er det?" hans stemme kom ud bare  en lille smule mere anstrengt end han ønskede og Amit rystede igen lidt på hovedet som han igen tog sin flaske i hånden og skulle til at drikke.

En let hovedrysten blev en hurtig respons på spørgsmålet. "Aldrig," gentog elveren da også bekræftende og kunne ikke helt sætte sig ind i, hvordan det kunne være så overraskende. Ikke at have tilbragt ret meget tid blandt ret mange andre gjorde ham lidt ude af stand til at forestille sig et liv fyldt med andet end umiddelbar fred. Jovist, han havde da oplevet uvenlighed og havde da også før vidst, at han skulle skynde sig væk for ikke at blive gjort ondt, men aldrig var han blevet rørt med et våben. At se såret på den pludseligt fremkomne fremmede gjorde ham kun endnu mere taknemmelig for det. Han var for optaget af at forsøge at hjælpe med det til for alvor at bemærke blikket på ham. Det var ikke ligefrem fordi det var uvant for ham at folk kiggede.

"Du er en times vandring fra skovbrynet," kommenterede han stilfærdigt, bare i tilfælde af at den fremmede ikke var helt sikker. Han var trods alt dukket op ud af det blå og virkede ikke umiddelbart til at have situationen helt under kontrol. Måske han egentlig burde være endnu mere præcis end det, men han undlod det. Der var heller ingen grund til at ende med at tale ned til den sårede stakkel. På mandens reaktion slog tanken dog Taen, at ham måske bare burde have talt videre for at distrahere fra den svien han tydeligvis kunne mærke. Det slog ham dog ikke ud og den fremmede talte da også igen kort efter og da var det Taen, der blev distraheret af hvad der pludseligt kom frem fra hans håndflade. Det var ikke en form for magi han havde set før.


Der gik et lille øjeblik inden han fandt fokus igen og forsøgte ganske bogstaveligt at ryste forvirringen lidt af sig ved at ryste på hovedet. "Neej," sagde han, lidt trækkende på det, "det er det nok ikke." Endnu noget han ikke kunne sætte sig ind i. Han rynkede brynene en smule, skænkede flasken manden drak af et enkelt blik, og valgte så, hvad manden sagde til trods, at rykke over for at gribe om kappen han før havde taget af. Han rakte den til den sårede med en lidt insisterende mine. "Der er ingen grund til at udfordre skæbnen, er der?" Han formåede rent faktisk at sige det med et lille smil, hvilket nok var første indikator på at han endelig var ved at falde ned oven på den oprindelige overraskelse. "Du skal være velkommen til at blive natten over, men jeg har ikke andet ly at tilbyde end hvad du ser." Taen klarede sig som regel uden, da han sjældent sov længe af gangen alligevel.

Det var stadig lige overraskende lige gyldigt hvor meget elvermanden rystede på hovedet af det. Til sidst valgte Amit bare at trække på skuldrene over det med et lille smil. Det var jo ikke alle der var lige glade for at slås og udfordre skæbnen til dagligt og denne mand så ud til at være én af dem. Han nikkede indforstået med den lokation elveren nævnte, selvom han godt vidste, at han ikke var en times vandring fra noget som helst. Han var et enkelt skridt fra det meste, han kunne nærmest tage hvor som helst hen hvis det var det, han så ønskede. ”Jeg takker for informationen.. Og hjælpen,” Amit var ikke vant til at være i en så sårbar situation, så selvfølgelig slog han det hen med at være vildt nonchalant.

Med flasken der havde det gyldne alkoholiske indhold var Amit ærligt talt tilfreds. Men han havde intet imod at tage imod elverens kappe, især da det så ud til at den fremmede ikke havde haft kappen på til at begynde med. Han ville jo nødig være skyld i at en anden skulle begynde at fryse. ”Nej, det er nok rigtigt nok.. Jeg tror vist skæbnen bliver mere hidsig end hvad godt er så,” jokede han med et mildt smil som han drak af sit alkohol og blev mere rolig over den indre varme, som styrken i flaskens indhold sendte en behagelig brændende varm fornemmelse igennem hans krop.
”Selskabet betyder altid mere end huslyen hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg hedder Amit. Hvem har jeg æren af at møde?” han kiggede mod elveren igen mens han kørte en hånd gennem sine krøllede lokker.