Sted: I Kzar Mora tæt ved Drageværket
Tid: Eftermiddag
Vejr: Koldt for årstiden, skyfrit og rimeligt vindstille

Hesten skiftede lidt mellem trav og skridt under Thanos, uden nogen rigtig styring. Hun prustede tungt og hendes ånde stod som en hvid sky ud foran dem. Hoppens sølvgrå pels var flere steder rød af blod, lidt hendes eget, mest af hans. Hendes brune øjne var store og flakkede rundt, tydeligvis hylet ud af den og skræmt. Hovene slog hårdt mod klippen, Thanos havde styret hende ind over. Skoven var mørk ved siden af dem, selvom solen skinnede ned over dem, og hun var tydeligvis bange for den.
Et svagt ryk i den ene tøjle og et næsten umærkeligt klem med det ene ben, fik hende til at drejede væk fra skoven og længere ind i mellem klipperne. Det gav et ryk i hende, da en fugl skreg, men næsten per automatik flyttede hun sig, så vægten på hende blev siddende.

Thanos sad knapt nok op i sadlen, han hang tung forover, næsten med hovedet mod hestens hals. Det var et mirakel, at han ikke var faldet af endnu. Ud af hans ryg stak to pileskafter, stadig med fjer for enden. Spidserne var dybt begravet i hans indre, og sendte en konstant smerte ud igennem hans krop. Den ene havde punkteret hans ene lunge, den anden sad ikke langt under hans hjerte. Han havde haft en i låret og i hoften også, men dem havde han kunne nå, så han havde rykket dem ud uden større tøven. Sårene havde lukket sig med det samme, efterladende smerten til at dukke op igen ved midnat. De to i ryggen kunne han ikke selv rykke ud, han var ikke smidig nok til at nå. Men hvor finder man hjælp midt i Kzar Moras skove?

Pilene var ikke det værste. Nej, det de havde været dyppet i, det var det, der var ved at slå ham ihjel, sammen med blodtabet. Gift. Hans forbandelse healede sår som ingenting, men gift tog den ikke. Den hjalp uden tvivl, hvilket nok var grunden til, at han ikke var død endnu, men lige nu så det slemt ud. Hans krop var skadet og så længe, han havde pilene sidde i sig, kunne hans sår ikke heale. Forbandelsen arbejdede på højtryk, for hver gang, han skiftede stilling, kunne den heale lidt, men pilespidserne skar kødet åbent et andet sted. Hans krop var overbelastet på alle punkter, og det var ved at blive for meget. Han havde brug for hjælp.

Men hans fokus var på at komme væk. De dæmoner, der havde sendt pilene af sted mod ham, var uden tvivl sat efter ham, som han havde sendt hesten af sted i flugt. Han havde gjort, hvad han kunne for at skjule hoppens spor, men han tvivlede ikke på, at en dygtig sporfinder kunne finde dem. Derfor var hans søgt ud af skovens skjul og havde ført hesten ind over klipperne. Der ville hun være sværere at følge.

Det begyndte at blive svært at holde øjnene åbne. Alting var sløret og han måtte anstrenge sig for ikke at vælte helt. Til sidst stoppede hesten op. Han stønnede dæmpet, hvilket bare fik ham til at smage mere blod og hans læber var røde. Med et anstrengt udtryk så han rundt. Dér. En hule. Et sted at søge skjul. Han forsøgte at få hesten derhen, men hun strittede i mod. Til sidst fik han på en eller anden måde svinget sig af hende. Han var nær gået i knæ, som hans ben skulle bære hans vægt, men efter at have klamret sig lidt til sadlen, lykkedes det ham at stå. Og gå. Skridt for skridt trak han hesten ind i hulen, ud af solen. Halvvejs inde gav hans krop op. Han røg ned på knæ og væltede så om på siden. Smerten fra hans indre voksede, og han hostede blod op. Mørket sneg sig ind på ham. Han frøs.
Lige som bevidstløsheden tog ham, spekulerede han på, om det var sådan det var at dø. Der var ingen skræk i ham. Han følte absolut intet, som altid. Han ville velkomme døden som en gammel bekendt, bare ikke for sig selv, men for alle dem, han selv havde sendt ind i dens kolde favn.

Mørket lagde sig over ham. Han trak næsten ikke vejret og hans hjerte slog næsten ikke. Hesten ved hans side bukkede hovedet ned og snusede til ham, inden hun begyndte at hvine bekymret og skrabe i jorden. Nok det eneste væsen i Krystallandet, der ville sørge over hans død.

Havde hoppen ikke givet lyd fra sig, ville hun ikke have opdaget noget. Det noget værende noget, der hverken normalt skete eller som hørte til i Værket. Hun ville ikke have ændret kursen fra ruten, hun var på. Lyden af hove mod klippesten og vrinsk gav så milde ekko igennem det afsiede stykke af det hule bjerg, at havde hun blot hørt det den ene gang, ville hun snildt have troet, at det ikke var andet end en løsrevet sten, der klirkede et sted nær hende. Men lyden havde fortsat og havde ligeledes tiltrukket hende mod den. Forsigtigt havde hun begivet sig ind ad en smallere og mere gemt sti. En mørkere sti. Indtil et sagte lys fra solen kunne anes. Og hun kunne fornemme den køligere vind, der blæste ind ad hulens åbning og videre ind i gangene.
Det var ikke en særlig tilgængelig vej, hun var endt på. Det var enten ikke en gang, der var lavet af væsner eller en gang, der var blevet vedligeholdt efter potentielle stenskred. Arden, med hendes klart mindre krop end Værkets andre beboere, kunne lige komme igennem de smalleste dele og styre omkring større klippestykker der havde fået gangen til at sno sig.

Det første hun så var hesten, sådan som den stod rank midt i den dagsoplyste hule. Det næste var selve den gabende åbning, der førte ud til verdenen uden for bjerget. En udgang fra Værket, som hun ikke havde kendt til, og det gav da et lille sug i maven, inden blikket faldt tilbage på hesten. Det var tydeligt, hvordan den var kommet ind. Men det gav ikke mere mening for, hvorfor den befandt sig der. Og af hvad hun kunne observere, var den ret oprevet.
Meget forsigtigt lagde hun sin favn fyldt med råhvide og forvaskede lagner fra sig på gulvet. Hun havde brug for at have sine hænder frie til, hvad hun havde tænkt sig. Så nu frie løftede hun dem op foran sig. Og gjorde sig til kende, havde dyret ikke allerede opfanget hendes tilstedeværelse.
”Wow der. Rooolig,” prøvede hun sig frem. Det var sjældent, at hun havde med heste at gøre i Værket, men Værket var ikke det eneste sted, hvor hun havde været… en service. En gratis, og ufrivillig arbejdskraft. Gården havde haft heste. Hun var derfor ikke på ukendt grund. Hun gik tættere på med langsomme skridt. Holdte øje med hestens kropssprog. Det var dér hun så ham.

Ardens fokus havde hele tiden været på hoppen. Ikke på et tidspunkt havde det faldet hende ind, at den ikke var alene. I hendes hoved have rytteren mistet sin hest i en pludselig forskrækkelse. Hendes øjne blev store, som de stirrede på den store mandige skikkelse ved hestens ben. Uden bevægelse. Blodig. Farve var hurtigt forsvundet fra hendes ansigt, hvilket på en noget ironisk måde fremhævede fregnernes nuancer. Var han død?! Og i så faldt, hvad lavede en død, ukendt mand så tæt på Værket?

Hurtigt var hendes hænder dalet og afstanden var blevet fjernet, som hun kom ned at sidde på sine knæ ved manden. Kjolens skørt møvet ind under bagdelen af vane. Hesten flyttede sig næsten automatisk for at give plads til hende og hvinene var stoppet. Erstattet med hvad der virkede lidt som skyndende vrinsk. Den… bekymrede sig om sin rytter.
Nu tættere på ham, kunne hun bedre tage ham ind. Han var ingen skovnymfeprins. Selv med lukkede øjne og tydeligvis ikke til stede var hans ansigt hårdt. Han mindede hende svagt om Værkføreren. Bare mere… rå. Arret var dog klart, hvad der stod mest ud. I hendes egen panik, så det næsten ud til at pulsere. Havde hun været mere sart, ville hun have tøvet med at røre ved ham. Men sart var hun som sådan ikke, så der gik ikke længe, før hun havde en hånd mod hans brede skulder for at ruske prøvende i ham. Ingen respons, så hun vovede sig tættere på. Lænede sig nærmere hans ansigt, øret forrest i front for at lytte efter hans vejrtrækninger. Hun havde ærligt ikke forventet at høre noget, men han trak stadigvæk vejret. Meget, meget svagt. Næsten hæst. Respiratoriske problemer.

Hun så kun kortvarigt op på hesten, for at opfange, hvor déns opmærksomhed lå nu. Den vippede hovedet op og ned, som forsøgte den at få hendes opmærksomhed, og endelig så hun det ud af øjenkrogen. Pilene. Hun løftede sig op på sine knæ for at bedre kunne se henover manden, og panikken spredte sig yderligere. Hun gispede sagte over at se de to pile stadig stikke friskt ud af hans ryg. Hun kunne ikke engang forestille sig, hvad han havde været igennem. Flængen. Pilene. Blodet. Hun havde ikke engang opdaget, hvordan han havde blødt friskt fra andre steder endnu! Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme på benene igen, men for et par sekunder, stod hun der blot og så ned på ham. Hun måtte gøre noget. Men hvad? Noget trak i hende omkring på den anden side af ham. Pilene skulle ud. Det skulle desværre vise sig at være en noget sværere opgave end håbet. Som hun kom ned på knæ igen, kunne hun se, hvor dybt de sad inde. Der var så lidt af pilen, der stadigvæk stak ud til, at det bare var den krogede spids der havde boret sig ind i kødet. Havde de ramt vitale punkter? Havde de, måtte denne mand være mere end blot menneske for at stadigvæk være i live, fortalte hun sig selv. Hun løftede sig igen på sine knæ og lagde følende sine hænder ind mod hans ryg. Hans påklædning var gennemblødt af blod, og hendes hænder blev malet røde med det samme. Han havde mistet så meget blod! Hun kunne mærke sit hjerte hamre en smule hurtigere. Var der overhoved noget hun kunne gøre? Hun førte en hånd henover hans hoved og lagde den ind mod hans pande, tegnede et aftryk af hendes hånd i processen. Han brændte op bag laget af koldsved, hvilket ikke tegnede godt. Overhoved.
Pludselig trak hun sine hænder til sig igen for at smøre sine ærmer op. Ligeglad med om hun ville få blod derpå. Hun kunne ikke bare efterlade ham, kunne hun? Hun kunne umuligt tage ham med tilbage. Skulle hun gøre noget, måtte hun gøre det selv. Hun greb om den første pil, med begge hænder, og knækkede den som det første over for at forkorte den lidt mere. Det samme gjorde hun ved den anden. Det ville mindske skaden bare lidt, skulle han trille om på siden. Hun rejste sig endnu engang og tørrede fluks blod af sine hænder i sit skørte, inden hun løbe hen til bunken af lagner og greb et tilfældigt, inden hun vendte tilbage. Gennemtrækket i hulen kunne selv hun mærke. Og havde han feber, var kulde næppe hans bedste overlevelsestræk, så hun lagde lagnet henover ham. Det var ikke meget, men det måtte nøjes indtil hun kom igen. For med lagnet over ham, satte hun atter i løb. Ind ad den smalle, skjulte gang, hun var kommet fra.

_______

Som Arden sad tilbage på knæ foran den fremmed mand, håbede hun inderligt at hendes hast ikke havde tiltrukket uønsket opmærksomhed. Ved siden af hende var en flettet kurv med diverse små krukker og pungposer, der alle afgav besynderlige lugte. Og en trofast lommekniv lå ved siden af kurven. Gentagende gange så hun op fra skålen, hun sad og moste og blandede i for at holde øje med ham, men for det meste så hun ned i, hvad hun lavede for at tjekke tekstur og farve. Blandingen havde en betydeligt mere skarp lugt. Flere lagner var blevet lagt over ham, siden hun var kommet tilbage. Hoppen stod stadig på udmattede ben og holdte vist øje med hende. Kunne hun bebrejde den?...

Verden var sort. Havde Thanos haft bevidstheden til at forstå mørket, ville han måske have set det som en velsignelse. Alting var så stille. Så frit. Der var intet, der ventede på ham, ingen planer, ingen mål. Bare tomhed.
Men selv i mørket var han væk. Han eksisterede ikke, var hverken fysisk eller psykisk bevidst, og han lagde ikke mærke til noget omkring sig. Hverken hesten, der forsøgte at vække ham, så han kunne beskytte hende mod hvad end der var farligt ude i verden, eller pigen, der dukkede op med lagener i favnen. Pigen der rørte ved ham og knækkende pilene, inden hun dækkede ham i et lagen, så han ikke blev for kold, før hun forsvandt igen. Nej, han bemærkede intet. Giften rasede igennem hans krop og hans hjerte kæmpede med den smule blod, han havde tilbage i kroppen. Skete der ikke snart noget, ville mørket omkring ham blive permanent.

Pludseligt var der en gnist i mørket. Endnu en fulgte. Og pludseligt lyste gnisterne op rundt omkring ham. Gnister af smerte og kulde og ubehag, der spredte sig som stjerner i hans sind. Virkeligheden trængte sig på og pludseligt slog han øjnene op. De var tomme, han var ikke rigtigt til stede. Opfangede ikke rigtigt sine omgivelser. Bevidsheden snittede kun lige overfladen.
En hånd skød ud fra under lagenerne og greb fat om pigens håndled. Hårdt. Rigtigt hårdt. Det tomme blik rettet mod hende uden at se noget.
"Hiv dem ud. Gør det. Nu." Der var overraskende meget kraft på hans stemme, der dog bar tydeligt præg af, at hans ene lunge var fyldt med blod. En enkelt stribe af den røde væske løb ud af hans mundvig. Trods hans døende stadie, var det en ordre, han fik presset ud. Det var ikke en forespørgsel. Hun skulle hive pilene ud, og det skulle være lige nu.

Det virkede til, at han ville sige mere, men han vendte det hvide ud af øjnene som øjenlågene gled i igen. Hånden om hendes håndled blev slap og faldt ned, snittende hendes ben, inden den ramte grottegulvet. Mørket havde taget ham tilbage, klamrede sig til ham og ville have ham med. Væk fra verden. 

Hesten kom med en nervøs lyd, men gjorde ikke mere. Hun var træt og lugten af død hang i luften. Hun var stadig sadlet, stadig med blod i pelsen, småskadet og svedig. Hendes ejers ting var stadig bundet fast til sadlen. Skulle Arden på et tidspunkt blive nysgerrig, ville hun finde ting som tæpper, en gryde, skål og andre ting, man brugte, når man levede på landevejen og lavede mad på bål. Indholdet i en mindre taske ville nok ikke sige hende så meget. Det var en blandet landhandel af småting, Thanos brugte til tortur, men som for en uskyldig persons øjne bare var bras. 
Hans magiske armbrøst var bundet fast til taskerne. Et våben, hun nok ikke havde set før i den type, med flere pile, lavet til at lade sig selv.

Hånden, der greb ud efter hende, havde hun ikke set komme. Der havde ikke været nogen form for advarsel eller hentydning i den bevidstløse mands kropsmimik. Hendes forskrækkede hvin blev noget højere, end hvad hun var komfortabel med. Det hoppede af mod hulens stenvægge og skabte for en kort stund et rung, som et begrænset ekko. Hesten vrinskede op med det samme, tydeligvis forskrækket af Ardens egen forskrækkelse. Dens forben løftede sig fra gulvet og den trippede anspændt et par skridt på samme sted.
Desværre var Arden alt for optaget af andet, end at kunne tage sig tid til at berolige hoppen endnu engang. Hele hendes krop havde reageret på reflekser, og i det øjeblik, at manden havde lukket sit jerntag om hendes håndled, havde hendes arm gjort et forsøg på at hive sig fri. Og hendes ben havde prøvet at hjælpe til med at rejse hende op. Gjorde hende klar til at skabe en sikker afstand fra ham. Men han holdte fast. Meget godt fast. Hun vred sit ansigt i smerte over, hvordan hans fingre pressede ind mod pulsåren, kraftigt dunkende pga. hjertets forhøjede pumpehastighed. Stormvejrsgrå øjne stirrede på mandens ansigt, ind i hans tomme øjne men åbne øjne med et blik, der allerede var på grænsen til at være bedende.
Det var lige ved, at hun ikke havde nået at registreret, hvad han havde sagt.

Atter slap han. Havde han været fortsat ved bevidstheden, ville han dog have oplevet, hvordan faktisk ventede med at trække sin hånd til sig, indtil hans hånd var faldet. Hun havde ikke revet sig det sidste stykke fri, så snart grebet var løsnet nok. Som var hendes ben blevet til gelé, faldt hun tilbage ned på det kolde gulv igen. Hendes anden hånd var ført op for at holde sig ømmende omkring håndleddet, mens hun tog nogle heftige vejrtrækninger for at falde ned igen. Hun havde virkelig ikke forventet, at han ville vågne så abrupt op…

Hiv dem ud. Hun sank. Drejede endelig blikket væk fra hans ansigt. Så mod hvor pilene kunne anes under de mange lag af lagner. ”Men..!” Hun afbrød og stummede sig selv, som hun skarpt så tilbage på ham. Han var væk igen. Ville ikke kunne svare hende på, hvor fatalt det ville være for hende, at bare… hive dem ud. De sad for langt inde! Han ville dø af det. For alvor!
Hun sank igen. Og hun rejste sig. Hun havde virkelig ondt af ham. Hun havde det endda endnu værre med at få pilene ud nu, hvor han havde bevist for hende, at han stadigvæk var halvt til stede. I ubevidstheden ville han jo først opleve smerten, når han vågnede op igen. Kort så hun mod hesten, hvis varme åndedrag lige kunne skimmes i hulens penetrerende kulde. Det var ikke helt efterår endnu, men det ville ikke vare længe.
Så gjorde Arden, hvad Arden gjorde bedste. Fulgte ordrer. Men denne mand var ikke hendes ejer, så ordren blev ikke fulgt med baggrund af serviceloyalitet, men i stedet omsorg. Idet hun kom ned at sidde ved hans ryg endnu engang, var hendes hjerterytme dalet til noget mere normalt, og hendes hænder, der løftede lagnerne op, rystede overraskende lidt. Hans greb i hende have efterladt et tydeligt rødt mærke, men om det havde været hårdt nok til at gøre hende blå, var der ikke nogle tegn på. Heldigvis. Hun så for et splitsekund op mod hans hoved, som ville hun spørge om lov først, før hun tog fat i hans trøje og rev den op. Hun sugede dybt ind ved synet. Hele hans muskuløse ryg var gennemblødt af rødt. Og hun kunne kun lige ane den faretruende irritation omkring indgangshullerne for pilene. Det så virkelig ikke godt ud. Mange ville få det dårligt. Og endnu flere ville, efter at se, hvad hun satte i gang.

Hun lagde sine hænder direkte mod hans hud, før hvor den ene af pilene stak ud. Trykkede og følte. Mere blod sivede frem. Hun sank. Hun lagde sin ene hånd fladt mod. Hun tog fat om pilen. Hun tøvede. Prøvede og følte modstanden fra modhagerne. Hendes ansigt foldede sig i medlidenhed for hvor ondt det, hun var til at gøre, ville gøre allerede før hun havde gjort det. ”Undskyld.”
Og så hev hun til. Hun var ikke stærk nok til at få den ud i ét hug. Noget kom i vejen. Et ribben? En sene? Hun var ikke sikker. Med ved det andet ryk kom pilen ud sammen med et væld af blod, gjorde hendes kjole endnu mere beskidt og blodig som ham. Muskelvæv sad på modhagerne, så hun kastede den hurtigt fra sig mod, hvor hun havde smidt pilens ender første gang. Så med hænderne frie kastede hun dem ind mod åbningssåret og pressede til. Det blødte alt for meget. Sivede igennem hendes fingre. Men hendes blik landede desperat mod den anden pil. Han ville jo ikke overleve det! Ville han?
Der blev møvet lidt på sig, således at Arden kunne have sit ene lår presset op mod hans ryg. Bruge låret til at presse mod såret og have hendes hænder frie til den anden pil. Det virkede så unødvendigt. Hvad hun vidste af, så var manden allerede død. Men alligevel greb hun om pilen, denne gang med begge hænder, og hun rev til. Denne pil havde ingen blokade og kom nemmere ud. Men stadigvæk med kødrester siddende på spidsen. Hun havde uden tvivl beskadiget manden meget mere end han havde været til at starte med. Hun kunne tilse sår og hun kunne lindrer sygdomme, men hun havde ikke megen erfaring indenfor akut livstruende hjælp.

I en hurtig bevægelse fik hun taget det ene af de mange lagner, han lå med over sig, foldede det sjusket sammen og pressede det ind mod mandens ryg. Det var en rimelig primitiv måde, hun forsøgte at lægge det korrekte pres på, men hun havde ikke mange andre ideer. Så med lagenklumpen holdt på plads af et knæ, tog hun om hans skuldre og overarm og lagde kræfter i for at få drejet ham hele vejen omkring at ligge på ryggen. Forhåbentlig ville hans vægt klare sagen. Og hun faldt lidt tilbage og bare så på ham. Var han død?
Ganske forsigtigt kravlede hun nærmere. Studerede hans livløse ansigt. Prøvede at se bort fra arret for at fokuser på livstegn i stedet.

Thanos havde ingen mulighed for at vide, om han ville leve eller dø. Om hun faktisk ville gøre, som han igennem sin svage bevidsthed havde bedt hende om. Men hvis pilene ikke kom ud, ville han uden tvivl dø. Af en god blanding af blodtabet og giften, der hærgede hans system. Men han bekymrede sig ikke. Han var væk i mørket, det behagelige mørke, der passede på ham som en mor ville passe på sin baby. 
Det var nok godt nok, at han var bevidstløs. Smerten ville han opleve senere, hvis han var vågen til det. Havde han haft bevidstheden ville han for én gangs skyld nok have bedt en stille bøn om, at han ikke var bevidst på det tidspunkt. Pilespidserne havde arbejdet længe i hans indre, der var samlet meget smerte sammen til forbandelsen.

Nej, han var så tæt på det evige mørke, at han ikke opdagede, da hun hev pilene ud af ryggen på ham. Heldigt for ham, kunne man vel nok sige. Normalt ville hans forbandelse have lukket hullerne i løbet af et åndedrag, men selv en forbandelse kunne åbenbart have problemer. Der havde været så meget at arbejde med og den kæmpede stadig med virkningen af giften i hans krop. Derfor blødte han og hans vejrtrækning begyndte at ralle, som hans lunge løb over med blod og det begyndte at gå ud over den anden. Til deres held havde hendes handling ikke ført den anden pil tættere på hans hjerte. Holdt det først op med at slå, var der ikke mere at gøre.

Hans vejrtrækning blev ikke bedre, da hun lagde ham på ryggen, faktisk gik den i stå. For nogle hjerteslag. Og pludseligt slog forbandelsen igennem. Sårene lukkede sig som når en bølge hviskede fodspor ud af sandet. Blodet i hans lunger trak tilbage i årerne, og han spændte op i ryggen, mens han larmende og gispende trak vejret ind og fyldte lungerne ud. Han hostede og faldt sammen igen, stadig bevidstløs. Ligbleg og blodig, stadig med koldsved og feber, men nu med et mere fast hjerteslag og en stabil vejrtrækning. Det værste var overstået. Så var det bare, om han ville overleve giften, der sikkert havde lette vilkår, nu hvor han stadig manglede så meget blod.
Han var stadig væk, det ville han være i flere timer, men efterhånden vil det minde mere om søvn end om bevidstløshed.

Mandens vejrtrækninger stoppede, og Arden følte en skamfuld sorg i de par sekunder det tog den livløse krop at vende tilbage til live. Dér formåede han at næsten forskrække hende igen med det pludselige og meget voldsomme gisp efter luft. Denne gang skreg hun godt nok ikke op men blot ytrede sig et lille gisp selv. Et nærmest moderligt instinkt trådte efterfølgende i gang med det samme, hvorpå hun rejste sig på sine knæ for at kunne læne sig indover ham. Hendes blodige hænder greb omkring hans hoved og bekymringen, der havde været på vej væk sammen med håbet om at hun ikke blot havde skyndet hans død, møvede sig fluks tilbage frem på forreste række i hendes øjne. ”Hr?!”
Men han ville ikke kunne give hende et svar tilbage. Han var stadigvæk helt væk. Lidt tættere på end hvad han havde været for et øjeblik siden, ja, men bevidstheden var ikke vendt tilbage.

For en kort stund, sad Arden blot der og holdte hans hoved i sine hænder mens hun så på ham. Både for at virkelig sikre sig, at hans nu regelmæssige vejrtrækninger fortsatte med at være… regelmæssige, men også for at give hende tid til at falde til ro, før hun lod måsen falde afslappet tilbage på læggene med et lettet suk. Hun trak blidt sine hænder til sig igen. Hun forstod ikke, hvad der var foregået. Hvordan han var i live. Hun havde ganske rigtigt håbet for det, men på ingen måde havde oddsene været med ham. Han så nu ikke ud til at være i fuldkommen bedring. Selv igennem det tynde lag blod og hans tykke, terræn-rørte hud havde febervarmen kunne mærkes. Han kogte op endnu. Og den syrlige, klamme lugt fra hans koldsved, fortalte om giften, der måtte flyde rundt i hans krop. Nogen måtte virkelig have haft ønsket denne mand død…

Hun kunne mærke en sær sitrende fornemmelse i sine ben, da hun rejste sig fra sin plads. Det var ikke nok til, at hun ikke ville kunne gå, men hvad hun lige havde gjort havde ikke været nogen behagelig oplevelse. Det hjalp at det var overstået, og at hun faktisk fandt sig på mere kendte områder. Forgiftninger var ikke ukendt territorie. Problemet var, at han var bevidstløs.
Hoppen vrinskede. Krævede opmærksomhed, som den ikke havde fået. Ubehaget med sadlen på og bidet i munden var sikkert heller ikke noget den foretrak. Arden så naturligvis mod den, men det var som om at hendes blik automatisk gik videre fra dens hoved til dens oppakning. Usikkerheden kom først til hende, da hun havde begivet sig hen til hesten. Hun var ikke meget for at rode i hans ting og sager, så først og fremmest skannede hun blot det overfladiske. Dannede sig et billede af, hvem denne mand var. Ud fra hans udseende kunne hun sagtens have antaget, at han var en rejsende, og hans udstyr gjorde bare dét mere klart. Det eneste der stod mere ud end andet, var hans armbrøst. Hun havde ikke set en som den, og hun turde ærligtalt ikke at røre ved den, selvom hendes ene hånd ud af nysgerrighed havde været lige ved det.
Hun sank. Hun fjernede sine pilfingre fra armbrøsten og skyndte sig i stedet, at lede. Hun bandt et tæppe fri og fandt et fyldt drikkeskin, som hun luntede tilbage til mandens side med. Drikkeskinnet smed hun med de andre ting, mens hun kom ned ved hans hoved. Forsigtigt løftede hun hans hoved nok op til at kunne placere det foldede tæppe ind under som en pude. Det gik pludselig op for hende, hvordan hun havde givet hans sine håndaftryk i ansigtet og fumlende prøvede hun at tørre det værste af med sin kjoles skørt, hvorefter hun gjorde det samme med sine arme hænder og arme. Man kunne kun bede en bøn til guderne om at blodet ville kunne vaskes ud af stoffet.
Drikkeskinnet brugte hun til medicinen. Rent drikkevand til at opløse og fortynde den moste pasta til noget drikkebart. Hun ville ikke kunne få en bevidstløs mand til at slugte eller tygge det noget. Med tæppet under hans hoved løftede det ligeledes det højt op således, at hun nemmere bare kunne hælde væsken ind i hans mund og håbe hans hals af sig selv ville synke frem for at kvæle ham. Heldigvis var det kun en lille mængde der sivede fra hans mundvige og dermed gik til spilde. Så var der ikke andet for end at lade det virke.

Det havde været overraskende svært at holde sine øjne fra ham. Igen og igen havde hun fanget sig selv i at se mod hans sovende ansigt. Hun havde ikke sagt noget i et godt stykke tid. Hun havde ikke rørt eller rusket i ham. Hun havde blot holdt øje med ham efter at have givet ham en smule medicin. Som det var gået op for hende, at han ikke ville vågne op foreløbigt havde hun haft en kamp med sig selv om, hun kunne lade ham være alene. Hun var ikke vigtig i Værket, men hendes fravær ville blive lagt mærke til før eller siden. Så efter at have fundet tid til at afsadle hoppen, der taknemmeligt havde smasket efter at have fået bidet ud og lige givet lidt vand, forlod hun ham. Men ikke inden hun havde afklædt sig sin kjole og blot stod i sin underkjole. Hun ønskede ikke uønsket opmærksomhed pga. blod på tøjet. Det i ansigtet var også blevet vasket væk. Ikke så grundigt, da der stadig var rester, men det var ikke så åbenlyst for passende.

Der gik et par timer, hvor hun vendte tilbage, denne gang med et tykke tæppe end lagnerne, hun havde haft ham under. Lidt foder til hesten, da det var nemt at smugle med sig. Lagnerne skiftede hun ud med tæppet. Og endnu en portion af medicinen blev hældt i ham, før hun atter forsvandt.

Sådan gik tiden. Havde det ikke været for olielampen, hun havde bragt med sig, så ville hele hulen have været bælgmørk. Der var blevet betydeligt koldere, så hun var glad for at have taget noget varmere med til ham. At hun selv sad og frøs i sin underkjole var ikke noget hun anså som en første prioritet. Det betød bare at hendes hænder rystede lidt, som hun endnu engang moste en håndfuld grønne bitre bær.

Hvor længe der gik, havde Thanos ingen fornemmelse af. Det var som sådan også lige meget, hans krop fik hvile og tid til at bekæmpe giften i hans system. Blodtabet var ikke noget, der blev rettet op på samme måde som healingen af sår. Det ville tage den tid, det nu engang tog. 
Det var straks værre med giften, men den mikstur halvelveren gav ham, virkede. En krig rasede i den bevidstløse, senere sovende, lejesoldat, hvilket han var lykkeligt uvidende om. Det var ikke fordi, at hans sind var fyldt med billeder eller drømme, det var bare mørke. Beroligende omfavnende mørke, der fik ham til at glemme verden og dens prøvelser.

Det var forlængst blevet mørkt udenfor, da han endeligt vendte tilbage til de levendes land. Langsomt fik han kontakt til sin krop igen. Han var træt. Havde han nogensinde været så træt før? Han frøs og havde det varmt på samme tid, og han havde en hovedpine af en anden verden. Men han var i live. Hvordan? Han huskede ikke noget efter at han havde ført hesten ind over klipperne. Han havde ikke kunne nå pilene i sin ryg. Han var forgiftet. Dømt til at dø. Hvem havde hjulpet ham her i dæmonernes land?
Brat slog han øjnene op. Der var nogen i nærheden af ham, han kunne høre deres bevægelser. Klippen omkring ham var lyst svagt op af et varmt skær. Ikke et bål, måske en lampe. 

Han ville sætte sig op med et sæt, men hele hans krop protesterede mod den hurtige bevægelse, så alle hans muskler arbejdede så langsomt. Men op kom han. De brune øjne fandt hurtigt frem til kvinden. Han havde ingen erindring om at have set hende før, men han vidste alligevel, at det var hende, der kunne takkes for, at han stadig var i live. Men det var ikke taknemmelighed, der gled igennem ham. Og det var ikke venlighed, hans syge krop udstrålede, som han så nærmere på hende.
Det røde hår. Ørerne der lige var at se igennem krøllerne. Den blege hud og de store grå øjne. Halvelver. I... en underkjole? Hun så ikke ud til at have våben på sig. Ikke at hun udstrålede noget, der kunne indikere, at hun var en kriger af nogen art, men udseendet kunne bedrage. Hans blik lagde sig kort på hendes gøremål. Det kunne være farlige ting, hun var ved at mikse sammen, men noget sagde ham andet. Han var blevet forgiftet. Var stadig syg af giften, ingen tvivl om det, men han var ikke død. Måske hun havde givet ham en modgift? Han antog ikke noget.

"Hvem er du?" Spørgsmålet var overraskende skarpt, selvom han næsten ikke stemme havde. Åh, ved guderne, hvor var han svag! Bare det at sidde op, var næsten mere end han kunne overkomme. Han svajede let, hvilket han dog ikke selv lagde mærke til. Hans ene hånd søgte til sværdet ved hans side. Godt, han var ikke våbenløs. Ikke at han var i stand til at forsvare sig ret meget lige nu, han havde det som om, at han ikke havde styrke til at løfte våbnet. Men han ville gøre det alligevel, var det nødvendigt. Der så dog ikke ud til at være andre end hende. Han havde så mange spørgsmål, men for én gangs skyld krævede hans krop opmærksomhed. Han havde det virkeligt ikke godt, og selvom han forsøgte at koncentrere sig om sin situation, ville han allerhelst bare lægge sig ned igen. Irriteret vrissede han af sig selv i sine tanker. Nu måtte han tage sig sammen.
Udefra lignede han nok bare mest en mand, der stadig hang i med neglene. Men han var ude af det værste. Heldigvis.

Det skyldtes kun hendes flygtige blikke mod ham i tide og utide, at Arden blev gjort opmærk på, at han endelig var kommet til bevidstheden igen, før han ville have afsløret det yderligere for hende ved at begynde at sætte sig op. Noget overrasket drejede hun hovedet i en så fluks bevægelse at røde krøller hoppede som dinglende spiraler, og hun havde stoppet, hvad hun havde gang i for at give manden sin fulde opmærksomhed i takt med at en større mængde lettelse skyllede ind over hende og nær havde væltet hende omkuld.

Et gisp kunne lige akkurat høres fra hende, idét hun så hurtigt, som det var hendes muligt, flyttede skålen foran hende til side og på den måde gjorde vej for hende at kravle tæt nok på ham til at hendes knæ strejfede ham. ”Hr, det er ikke klogt at bevæge Dem for meget rundt!” røg det lettere desperat ud af munden på hende. Hendes hænder var løftet, som havde de været på vej mod hans skuldre for netop at tvinge ham tilbage ned at ligge, men frem for at gøre kontakt blev de hængende mere som en hentydning. ”Der stadig stor risiko for spor af giften i Deres krop. De er nød til at blive liggende og ikke anstrenge Dem, indtil medicinen har gjort sit arbejde med at neutralisere giften. Og De bliver nød til at beholde presset mod sårene på Deres ryg.”

Hun blev da stille igen. Første gang han havde vågnet - hvis man kunne kalde det dét og ikke bare en refleks - havde hun været for forskrækket til at lægge mærke til noget, så som hun så mod hans ansigt denne gang, siddende ganske tæt ved ham, lagde hun for første gang mærke til hans blik. Det var som sten. Nej, det var som en blank overfalde på en forfrossen sø, hvor man kunne se sin egen refleksion. Han var et meget intimiderende individ, at se på, selv når han svajede og tydeligvis ikke engang ville kunne stå op uden hendes og andres hjælp. Hun kunne bare ikke undgå at føle sig ganske lille. Men selvfølgelig var hun lille. Hun var altid lavere stående end andre.
”Jeg er… ingen vigtig, hr,” svarede hun ham endelig og turde for en gangs skyld at placerer sine hænder ind mod hans yderst af brystkassen for at forsigtigt at guide ham tilbage ned at ligge. ”Mit navn er Arden. Kan De huske Deres? Kan… Kan De huske, hvad der er sket med Dem, siden De er end i sådan en dårlig tilstand?” Om han så end lod sig falde tilbage igen eller om han strittede imod, trak hun efterfølgende sine hænder til sig og faldt atter tilbage ned på sine lægge. Hænderne hvilende ydmygt i sit skød. Blidt knuget omkring underkjolens skørt.

Så netop for ikke at blive taget i at stirre for meget - for hun kendte allerede konsekvenserne for den slags - slog hun blikket ned igen og distraherede sig selv ved at rette det med sine ting ved sin side. I en hurtig bevægelse rakte hun frem mod den flettede kurv, hvori hun fandt et stykke rod på ikke mere end en halv lillefingers længde. Hun følte lidt på den, før hun kvaste den så godt hun kunne mellem den hårdeste del af hendes håndflade og stengulvet. Derefter førte hun den op til sin egen mund for lige at teste, om hun havde fået dens væskeindhold til at flyde ordentligt, ved at selv bide i dens ene hjørne. Det smagte ikke rart. Kvalmende sødt. ”Her. Tyg på det her.” Hun så tilbage på ham og holdte roden frem mod hans mund i håb om, at han stolede nok på hende. Han havde allerede været forgiftet, så hvad ville hun få ud af at forgifte ham mere?

Det så ud til, at Thanos' opvågnen skræmte pigebarnet. Hun reagerede i hvert fald med et gisp og derefter kravlede hun hurtigt hen til ham. Havde han haft mere at gøre med, havde han forhindret hende i at komme så tæt på, men han orkede ikke engang at løfte en hånd. De føltes så tunge. Hele hans krop føltes tung, og det eneste han gjorde, var at dreje hovedet lidt for at følge hende med blikket, som hun kom nærmere.
Forklaringen på, hvorfor hun virkede så bestyrtet, forlod hendes mund. Gift. Medicin. Sår på ryggen. Han blev bare ved med at se på hende, tavs. Hun var blevet stillet et spørgsmål, og han ville have svar. Hvem var hun? Næste spørgsmål ville være, hvor han var. En hule. Men hvorhenne? Hvor langt havde hesten båret ham?

Deres øjne var låst fast i hinanden for en tid, inden hun endeligt fik svaret på hans spørgsmål. Arden. Hendes fremtoning, nervøse opførsel og noget med den måde, hun flyttede rundt på sig fysisk, gav ham en fornemmelse af svaghed. Underdanighed. Slave. Eller noget der lignede. Nederst i hierarkiet. Det var i og for sig beroligende, det føltes mere sikkert. 
Hun lagde sine hænder mod hans bryst og forsøgte at få ham ned at ligge. Det var lige før, at han ikke havde styrken til at stå i mod selv det blide press, men han lagde sig ikke. Ikke endnu. Selvom han gerne ville, men han havde en fornemmelse af, at han ville falde i søvn så snart hans hoved rørte tæppet, der udgjorde det for pude.

Han overvejede kort, hvad han skulle svare, men for at hun ikke skulle blive ved med at stille spørgsmål, valgte han at fortælle lidt.
"Mit navn er Thanos. Jeg red ind i et baghold med dæmoner." Forbandet være Kzar Mora. Han hadede at befinde sig i området, for der var farer overalt. 
Han var hæs og havde ingen stemme. Vand. Han var tørstig. Utroligt tørstig. Men han sagde først ikke noget, fulgte i stedet hendes bevægelser med blikket. Så hende tage et stykke rod, mase det med hånden og derefter smage på det. Om det var for hans skyld eller ej, vidste han ikke, men derefter rakte hun roden frem mod hans mund. Langsomt løftede han en hånd og tog det fladmaste stykke rod. Han så lidt på det og flyttede så blikket til hende igen.
"Først vand. Mit vandskind." Hun havde været i hans ting, det var hans eget tæppe, der udgjorde det for hovedpude. Han sagde ikke mere, før han havde fået skindet og med hjælp, det var for tungt for ham, fik drukket nogle gode store slurke. 

Han så lidt på roden, inden han puttede den i munden og bed sammen om den. Smagen var forfærdelig, men han brokkede sig ikke. I stedet skubbede han sig langsomt ned for at ligge.
"Der er i øvrigt ikke nogen sår." Han lukkede øjnene. Der var så mange ting, han ville spørge hende om. Ting der var vigtige at vide. Hvor var de? Var det sikkert, eller var der fare for at blive fundet? Men alting virkede så fjernt. Ligegyldigt. Han sov igen. Lidt efter rullede han om på siden og krøb sammen, en stilling han ellers aldrig sov i. Hullerne i hans tøj ville fint bevise, at han talte sandt, der var ingen sår i hans ryg.

Han sov kun en lille time, inden han slog øjnene op. På en eller anden måde kom han på benene og stavrede væk fra den lille lejr, inden hans ben gav efter, og han røg på knæ. Hans mave vendte sig. Voldsomt. Det var bare sort slim, der kom op. Han hostede og hakkede og brækkede sig igen. Til sidst kom der ikke mere, og han spyttede for at få den klamme smag ud af munden. Hele hans krop rystede voldsomt, og det gik op for ham, at han nok ikke ville kunne komme på benene igen. Med lukkede øjne tog han et par dybe vejrtrækninger. Han vidste slet ikke om pigen stadig var der. Han var stadig træt. Udmattet. Så han blev bare siddende lidt, mens hans mave faldt til ro.

Thanos. Det var kun i meget kort tid, at hun havde haft ham ved bevidstheden, men han havde været til stede frem for den refleks, han havde gjort sig første gang. Det var altid en lettelse. Og han huskede sit navn, hvad der var sket, så hans hukommelse var i det mindste ikke blevet påvirket af, hvad end der mere detaljeret var sket ved bagholdet. Bevidstløs ville hun måske heller ikke kalde hans tilstand. Nej, han sov blot. Hun kunne lige netop høre forskellen på hans vejrtrækninger. Han var ikke død. Hun havde ikke dræbt ham. Efter det første stykke tid, hvor hun blot havde set på hans sovende skikkelse, var hendes skuldre allerede faldet markant fra deres position nær hendes spidse ører. Han skulle nok klare sig. Hvem end han var. Thanos…
Mest overraskende havde været at finde ud af, at han havde talt sandt om sine sår. Arden havde tjekket og efter forsigtigt at have vasket blod fra hans blottede ryg, fandt hun… intet. Ingen groteske og flossede indgangssår. Ikke engang et hint. Men han var blot et menneske, var han ikke? Selv hun healede ikke så dybe sår så hurtigt. Blot små overfladiske rifter.

Hans sår var helet og hans bevidstløshed var blevet til fredelig søvn påtvunget af den udmattelse, han uden tvivl måtte opleve. Men han var ikke rask endnu. Hun kunne stadig mærke den klamme fornemmelse af koldsved over hele hans krop. Hans krop arbejdede på højtryk! Det var derfor med lidt ekstra viljekraft, at hun forlod lejren. Lampen havde hun taget med sig. Det var ikke en stor nok varmekilde til at det kunne betyde noget. Og hvis lysets skær kunne skimmes igennem den smalle gang til grotten, ville Værkets andre beboere snildt kunne opdage, at der var ubudne gæster. Hun ønskede ikke at tage den risiko.

Hendes tilbagekomst blev meget hurtigt mere panisk, end hvad hun havde forudset sig. Den kvalmende lyd af opkast rungede igennem hele hulen og det varede ikke længe, før Ardens blik landede på hans foroverbøjede omrids i mørket. Hun havde ikke følt, at hun havde været væk længe, men alligevel var det tydeligt, at hun havde været væk for længe.
Med hjertet oppe i halsen skyndte hun sig mod ham med lampen i hånden, så lys svingede og havde hendes luntende skridt over stengulvet og automatiske spark til løsliggende sten givet hende væk, ville dét bestemt. En ny, både større og dybere, kurv med duftende mad havde hvilet på hendes anden arm, og til trods for ustabiliteten i hendes hast, nåede hun lige at holde et kort stop for at komme af med den, inden hun nåede helt hen til ham.

”Hr. Thanos!” udbrød hun, tydeligvis forskrækket, idét hun faldt ned på hug ved hans side. Bekymringen i hendes ansigt lyst op ad lampens varme flamme. Lige som det oplyste slimet, der sad tilbage på hans hage og hans lukkede øjne. I et splitsekund blev han skammet op og ned for yderligere komplikationer, før hendes opmærksomhed faldt på pølen af dunkelt bræk nær hans knæ, og hun spændte op i kinderne. Det var ikke betryggende. Men…
Hun så op på ham igen, sørgede for at være lænet lidt frem for at bedre kunne se hans ansigt. ”Hr. Thanos? Har du fået det hele op? Du bliver nød til at komme tilbage. Kan du… Kan du stå?” Der var kommet et ganske lille bestemt tryk på hendes stemme denne gang.
Prøvende lagde hun en hånd mod hans overarm og holdte den anden tilbydende frem. ”Jeg tror ikke, at jeg er stærk nok til, at bære dig, men du kan støtte dig til mig.”

Flygtigt så hun over skulderen til, hvor han havde efterlagt både lagner og tæpper. Det var ikke mere end et par skridt. Måske det ville være bedst, at bare flytte det til ham i stedet?

Den paniske stemme rungede i hulen omkring dem og hendes skridt hørtes tydeligt, som hun kom i mod ham. Havde han ikke så tydeligt kunne høre hendes bekymring, havde han reageret lidt anderledes på hendes tilstedeværelse, men heldigvis var det ikke nødvendigt. Han havde ikke styrken til at skulle forsvare sig selv, bare det at sidde der på knæ føltes hårdere end noget andet han havde gjort længe.
Han havde lukket øjnene, men kunne mærke hendes blik. Hun var virkeligt bekymret for hans velvære? Hvorfor? De kendte ikke hinanden. Han ville slå hende ihjel uden at blinke, havde de mødt hinanden under andre omstændigheder. Tanken forvirrede ham lidt, han var ikke ligefrem vant til, at folk havde nogen form for bekymring for ham.

Det gav et svagt ryk i ham, da hun rørte hans arm og han slog øjnene op, nærværende. En hånd blev langsomt løftet for at få hende til at stoppe med at snakke. For at få hende til at slappe lidt af.
"Hjælp mig op." Han nægtede at være så svag, at han ikke kunne gå tilbage til tæpperne. Men da han begyndte at kæmpe sig på benene, måtte han alligevel støtte sig tungt til den lille og spinkle halvelver. Men op kom han. Han havde lidt frygtet, at hans mave ville begyndte at vende sig igen, men han havde åbenbart tømt den for det, der skulle op. 
Med et fast greb i hendes ene skulder, begyndte han langsomt, skridt for skridt, at gå tilbage til tæpperne. Hans ben føltes tunge og umulige at styre, og det var med et svagt suk, han endeligt kunne komme ned at sidde igen. 

Træt gned han sig over øjnene med en hånd, inden han så efter vandskindet. Han havde en virkelig grim smag i munden. Det var blevet efterladt inden for hans rækkevidde og det lykkedes ham at række ud og tage det. Tørstig drak han et par store slurke, hvilket beviste, at han havde det bedre end sidst, hvor han knap nok havde kunne løfte det uden hjælp.
"Det var Arden?" Han flyttede blikket til hende, mens han satte proppen tilbage i skindet. "Hvor er vi henne?" Der var stadig ingen følelser i hverken hans øjne eller hans stemme, en stemme der var træt og flad, men stadig bestemmende. Det havde hjulpet at tømme maven. Hvad end hun havde givet ham, havde det hjulpet, og selvom han stadig var svag, træt og dårlig, var der kommet lidt farve tilbage i hans ansigt.

Hun nikkede sin bekræftelse til hans spørgende konstatering. Så han huskede alligevel hendes navn til trods for, hvor svagelig han havde været, da hun havde præsenteret sig for ham. Det var ganske beroligende at vide. Forsikrede hende om, at han var i bedring. En klart hurtigere bedring, end hun havde forventet af et menneske, men måske var denne mand slet ikke dét. Mangle væsner kunne ligne hinanden og var derfor nemme at forveksle med hinanden.
Med ham tilbage på sin plads lidt længere inde i grotten - og dermed lidt længere væk fra åbningens kulde - satte hun sig atter ned på sine knæ ved hans side. Han var tydeligvis ikke frisk og rask endnu. Det var stadigvæk nødvendigt for hende at være i nærheden, skulle der sket noget. Et tilbagefald. En knæk i hans meget dedikerede trang til at ikke fremstå svagelig. Han var krigerisk. Noget mere krigerisk end andre almene mænd, hun havde kommet omkring. ”Kzara-bjergene. De må have forvildet Dem herind på en eller anden måde, før De kollapsede. De nåede alligevel et godt stykke op ad bjergene taget Deres tilstand i betragtning,” begyndte Arden at fortælle, indtil hendes hals klemte sig lidt ind på sig selv, og hun faldt stille igen. Talte hun for meget? Han var først kommet til her nu, så hun ønskede ikke at fylde hans grødede hoved med alt for meget på samme tid.

Ardens blik vidste ikke helt, hvor det skulle være rettet mod. Flere gange fangede hun sig selv i at se mod hans arrede ansigt. Mod hans følelsesløse øjne og mimik. Men det gik ikke! Så lige så mange gange slog hun blikket ned for at ikke risikere noget. Havde hun retten til at kigge denne mand i øjnene? Selv hvis hun havde, var det svært at holde kontakten.
”Havde Deres hoppe ikke vrinsket, som den gjorde, tror jeg ikke, at jeg ville have fundet Dem i tide,” tilføjede hun til trods. Hendes stemme var meget blidere end Thanos’. Lavere også, når hun ikke var på renden til panik, som før. Hun drejede hovedet for kortvarigt at se mod hesten, der i det mindste virkede til at være faldet godt til ro. Tilfreds med ikke at have et spænde strammende omkring maven.

”Ah!” lød det pludselig fra hende, og hun vendte strakt opmærksomheden tilbage til den intimiderende mand. ”Jeg bragte noget mad til Dem. Hvis De altså føler, at De kan spise noget lige nu. Medicinen arbejder stadig i Deres krop, men De burde have brækket de værste giftstoffer fra mavesækken op.” Påmindelsen af stadset, han havde kastet op var næsten nok til at få hende til at gyse. ”Det er ikke en god idé, at tænke et bål herinde, så jeg vil ikke kunne varme maden op, men det burde stadig være lunt. Skulle De være interesseret.” Det var ikke længe siden, at hun havde taget det af varmen for at tage til ham.
Spørgende faldt hendes grå øjne tilbage på ham. Nu langt mere til stede, så var han den der kunne afklare, hvordan han havde det bedst. Hvis han da ikke bestemt løj omkring det.

Thanos var til stadighed overrasket over hendes opmærksomhed i mod ham. Hun virkede meget opsat på at holde øje med, at han ikke blev mere dårlig. Fordi han ikke selv besad den slags hjælpsomme følelser, var det svært for ham at forstå, at andre gjorde det. Men han accepterede det, for han havde set det mange gange i sit liv. Hvordan folk satte sig selv til side for andre. Han gjorde det ikke, ikke medmindre det var en del af et job, og så var det bare det. Et job. Ellers satte han sig altid først. Hvorfor skulle han ikke det?
Hendes svar hjalp ham ikke så meget, han vidste godt, at han havde været i Kzar Mora ved bjergene, da han blev ramt af pilene. Men det lød til, at hesten havde taget ham et stykke højere oppe?

Hendes tavshed rørte ham ikke, som han selv faldt hen i tanker om tid og sted. Gad vide, hvor længe han havde været bevidstløs? Han rakte op og rørte ved arret, der føltes fuldt lukket. Så det var sent på dagen. Samme dag eller dagen efter? Et svagt håb om, at det var dagen efter gled igennem ham, for så havde han været bevidstløs hen over forbandelsens straf. Han tvivlede på, at han var så heldig. Men det måtte han tage som det kom. Der kunne ikke være længe til.
Han flyttede blikket til hoppen, der så ud til at være faldet lidt hen, stående på tre ben. Det var en god hest, nem at træne og meget taknemmelig for lidt. Han passede overraskende godt på hende, for en mand der ingen følelser havde og bare så dyr som ting, men en ting skulle også passes på før at den virkede optimalt. Den sidste hest var død under blodige omstændigheder. Forhåbentligt levede denne noget længere.

Det gav et svagt ryk i ham, da hun pludseligt kom med et udbrud. Ordene væltede ud af hende igen og han måtte næsten kæmpe lidt for at følge med. Ved guderne, han var træt. Mad. Var han sulten? Trods den lette kvalme måtte han indrømme, at det var han. Ikke at han havde lyst til at spise, men hans krop virkede modtagelig for tanken om at indtage føde. Og det var nok også bedst for at få styrken tilbage hurtigst muligt. Så han nikkede.
"Jeg vil gerne se, om jeg kan spise noget." Han betragtede hende lidt. Hvem var hun? Hvad var en Arden? Hvor kom hun fra? Hun lignede ikke en, der boede i hulen eller i skoven. Hun lignede en med et mere rigtigt hjem. Og hvor kom maden fra, hvis de ikke kunne lave bål i hulen?
"Hvor bor du? Hvem er du?" Det lå forhåbentligt i det gentagne spørgsmål, at han ikke spurgte efter hendes navn, men hendes liv. Hans stemme var tør og hæs, så han drak lidt mere af vandet.

Arden tøvede kraftigt. Hun havde allerede været vag med, at svare ham på, hvor han befandt sig. Hun havde ikke løjet på nogen måde, men hun kunne have været meget mere specifik, end hun havde valgt at være. Hun var bare ikke stående på en position, hvor hun kunne videregive dybdegående informationer. Ikke om Værket. Og han måtte have fanget hendes uklarhed eller i hvert fald ikke blevet tilfredsstillet af hendes svar, siden han spurgte yderligere ind til hende. Hende.

Hun sank. Sænkede ydmygt blikket væk fra ham, før hun talte. Spillede det som alt andet end skam. Og hun spillede det godt. ”Min herre bor her. Dybere…” nede ”… inde i bjerget. Jeg er blot en simpel husslave.” Ingen vigtig, som hun havde fortalt ham før. Hun drejede hovedet til sin side og lagde først øjnene på den tildækkede kurv, før hun tog den op til sig. Løftede det tynde klæde og en svag sky af damp steg fra den egentlig stadig varme ret. Ingen brug for at varme det op med mindre man foretrak det skoldende. Det var en større skål af træ, som hun løftede op fra kurven. Forsigtig med at ikke spille indholdet ud over sine hænder. Heldigvis kuplede den sig lidt i åbningen, som havde det været en kugle, der havde fået snittet en tredjedel af toppen af frem for at blive hugget halvt over, så helt nemt var det ikke at spilde.

Indholdet var meget lyst. Og tykt. En tyndere stuvning lavet på daggammelt brød og en sødme fra duften afslørede en indblanding af en rodfrugt. Jordskokker. Men til trods for den tydeligt cremede og let indtaglige konsistens var der også en klar fedtet komponent. Smagfuldt vildsvinefedt lå som et lag på toppen og stykker af mavekødet var at finde iblandt de andre bløde klumper af brød og rod. En varmende ret. Perfekt til en problematisk mave. Blid og simpel nok men også nærende for de syge. Med en træske tillod hun sig at røre lidt rundt i stuvningen for at blande det hele bedre sammen igen efter at have siddet lidt. Lige nok til at efter lade perler af fedtet på overfladen frem for an hel overflade.

”Min herre er ikke glad for ubudne gæster. Han ved ikke, at du er her. Eller at jeg er her. Derfor kan jeg ikke tænde op. Røgen ville blive opdaget med det samme. Og… han er ikke altid en rar mand. Jeg kan kun bringe dig flere tæpper, skulle du fryse for meget. Her. Spis endelig.” Skålen blev støttende rakt til ham. Skulle han ikke have kræfter nok til at holde den, sørgede hun for at være klar til at holde den fra at vælte udover ham. Skeen lå klar i skålen til ham. Han havde ikke virket som en, der ønskede at blive fodret. Han drak også fint selv nu. Og mon ikke han nemmere kunne styre, hvorvidt han kunne spise noget overhoved, hvis han selv gjorde det?
Som hun så tilbage op på ham havde et lille, og nærmest forsikrende smil frem på hendes læber.

Thanos brune øjne forlod hende ikke, men betragtede hende nærgående, som hun nævnte en herre, der boede længere inde i bjerget. At hun var en slave, kom ikke som en overraskelse, men hans interesse var vakt omkring herren. Hvem boede inde i et bjerg midt i Kzar Mora? Svaret var, at det var der nok mange, der kunne finde på. Hvis man kunne være i fred fra dæmonerne og Mørket, var det et godt sted at bo, hvis man ikke ønskede at være aktivt deltagende i Krystallandet og dets politik. Et godt sted at gemme sig fra Lyset. Han overvejede at spørge mere ind til, hvem hendes herre var, men besluttede at det kunne vente. Han var for udmattet til at vurdere, om hun løj eller ikke løj.
”Jaså.”

Han fulgte hendes bevægelser med blikket, som hun fandt en skål med mad frem. Det duftede vidunderligt og selv Thanos’ utilpasse mave ville pludseligt gerne have mad. Da Thanos ingen følelser havde, var hans liv bygget op om hans sanser. En god tobak i en pibe, den bedste alkohol, et varmt bad, en god seng. Og god mad. De færreste kunne nok forestille sig at lejesoldaten var god til at lave mad, men han havde lært det, netop fordi det betød så meget for ham. Han havde en pose med forskellige krydderier i tasken, købt i dyre domme, og vidste, hvordan man bedst tilberedte alt fra fasaner til fisk og grøntsager. En reel kok ville måske kunne finde ting at rette, men for en mand, der brugte det meste af sin tid på landevejen, var det god mad, han lavede.
Så at hendes mad duftede så fantastisk, betød meget for ham, og han tog i mod skålen med forventning i blikket. Skålen var stor og tung, men han var alligevel ikke mere svag, at han med sine stærke, slanke fingre, kunne holde fat i den med den ene hånd og tage skeen med den anden.

Han lyttede til hende, mens han pustede lidt på skeen og derefter forsigtigt stak den i munden. Smagen fyldte hans mund og gav ham en ligelig gang kvalme og sult. Han vurderede, at han ville kunne spise og holde det ned, hvis det ikke gik for stærkt.
”Jeg ønsker ikke at komme i problemer med din herre.” Man kunne måske tro, at det var for at berolige hende, han skulle nok lade være med at gøre sig bemærket, men det var helt og holdet fordi, at han ikke ville i problemer. Denne ikke rare herre kunne være hvem som helst og lige nu kunne Thanos nok knap løfte sit sværd. Bedre at være skjult, til han selv kunne rejse herfra. Forhåbentligt ville det ikke tage mere end en dag eller to.
Han betragtede hende lidt, som hun smilede til ham. Hun virkede virkeligt uskyldig. Sød. Underdanig. Logisk kunne han se, at hun var en god person, men det bragte ikke nogen følelser frem i ham. Lige nu var hun brugbar. Blev hun en trussel, ville hun dø. Han var ligeglad. At vride halsen om på en hundehvalp var ikke anderledes end at hugge hovedet af en slange. Han var død indeni.

Men hans smagsløg var glade og roligt førte han skeen til munden for at puste på den igen og derefter spise. Han ville ikke kunne spise meget, og snart satte han skålen fra sig på grottens gulv. Maden gav ham varmen, men han ville komme til at fryse senere, så udmattet som han var. Han så på de to tæpper. Der var mere tøj i saddeltaskerne. Han skulle nok kunne holde varmen, uden et bål.
”Det smagte godt. Tak.” Der var ikke noget synligt taknemmelighed i hans udtryk eller blik, men han mente det skam, som han så på hende igen.

Arden lagde godt nok skjul på det, men hun var noget spændt på, om hvordan han kunne lide maden, hun havde bragt ham. Om han overhoved kunne spise det og samtidig holde det i sig. Hun var sådan set altid spændt på, hvad folk sagde til hendes madlavning. Det var jo vigtigt at en husslave faktisk vidste, hvad hun lavede i et køkken, var det ikke? Og selvom denne mand ikke ville kaste en skoldende skål suppe ud over hende, fordi den ikke havde den korrekte mængde krydderi eller andre små minimale detaljer, så var det en konstant bekymring. Derfor var det ligeledes en stor lettelse at se ham spise. Og takke for maden.
Lettelse skyllede henover hende. Det var lige ved at det varmede lige så meget som, var det hende der sad og spiste brødstuvningen. Men hun forblev ydmyg med sit smil og sørgede fortsat med at have hovedet let sænket.
”Det er jeg taknemmelig for,” svarede hun til, at han også helst ville undgå problemer, mens han var her. Og underliggende var det også en tak for hans kompliment af maden. ”Selvom han ikke altid er en rar mand, så er han heller ikke altid forfærdelig. Han er en god herre. Han tog mig ind, mens andre ikke ønskede mig. Billig halt.” Hun talt om ham med en sådan blidhed, som hentydningen af ar på hendes krop ikke helt matchede op med. Og hun talt uforfalsket. Blikket sænket som var hun mere skamfuld over sig selv end deprimeret over sit liv som slave. ”Jeg ønsker ikke at se ham vred.”

Forsigtig med ikke at skubbe til skålen med den resterende stuvning eller stikke en hånd direkte ned i den, møvede Arden sig stille og roligt op at stå. Havde han brug for det, ville hun kunne holde til den kulde, der trængte igennem det enkle lag af underkjolen op fra det kolde stengulv, men det var koldt at bare sidde der. Og han havde brug for hvile.

Skørtets bagside blev børstet fri fra potentielt skidt og hænderne blev efterfølgende børstet af i den renere forside af kjolen. Det var ikke høfligt af en slave at sådan stå og se ned på en anden, men det var ikke noget hun huskede sig selv på eller lagde meget mærke til, da hun kort lagde blikket mod ham. Arret fangede altid hendes fokuspunkt. Måske fordi hans øjne var så følelsesforladte, at de var intimiderende at kigge ind i for længe? Eller var det bare den groteske natur af det? Fascination over, at han ikke virkede påvirket af det. Det lignede at det stadig smertede. Åbent og rødt. Hans sår på ryggen havde helet uden hun havde nået at se det og uden tegn på at have været der foruden al blodet de havde trukket, men ikke dette? 
”Jeg ser lige til Deres hoppe,” forklarede hun fluks og gjorde nærmest et buk med hovedet, før hun greb ud eftrr det fyldte drikkeskind.

Thanos betragtede hende, som hun fortalte om sin herre. Hvem end han var, havde han tydeligvis gjort noget rigtigt, for hun udstrålede alt det, en slave burde udstråle. Noget selv Thanos kunne finde en hvis tilfredsstillelse i. For ham var der ikke noget galt i eksistensen af slaver. Ikke alle kunne trække de gode lod i livet, og han mente, at for at samfundet skulle fungere, var der nogen, der skulle være nederst i hierarkiet. Slaver var en vigtig del af maskineriet. Om de så havde titlen som slaver, bønder eller tjenestefolk, det var som sådan ligegyldigt. De havde samme funktion, bare under forskellige vilkår.
Og det rørte ham ikke, at flytte rundt på folks pladser i samfundet. Han havde slæbt mange syd på til slavehandlerne, så de kunne få en ny plads nederst.

"Hvis han opdager mig, vil det ikke være fordi, at jeg har afsløret mig selv." Han ønskede at berolige hende. Det ville forhåbentligt hjælpe hende med at holde masken, når hun tog tilbage til sin herre. Lige nu var hun hans eneste allierede, og hans tilstand de næste par dage ville være afhængig af, at han kunne få hende til at komme med mad og vand. Han havde kun rester tilbage af noget tørret kød og et par æbler i sin oppakning, hvilket han ikke ville komme langt med. Og vandet i skindet ville heller ikke holde længe.
"Men han er en heldig herre, hvis du står for hans madlavning." Ros. Ikke noget han gjorde naturligt, men igen var det for at holde hendes humør oppe. Og han havde da lært, at man kom langt med et par pæne ord. Så han anstrengte sig, til at finde den frem, når situationen virkede passende.

Han fulgte hende med blikket, som hun rejste sig. Han brød sig ikke om, når folk stod over ham, ikke fordi det ikke passede sig for en slave, men fordi det gab ham en ulempe. Men han kunne ikke rejse sig, og hun stod formentlig op, fordi hun ville noget. Og ganske rigtigt, efter at have stirret på hans ar, nævnte hun hesten. Han flyttede sit eget døde blik til dyret, der ikke virkede til at være meget påvirket af situationen, men hun var også vant til at blive slæbt hele Krystallandet rundt af Thanos.
"Ræk mig mine saddeltasker. Jeg har en smule korn til hesten." Og samtidigt kunne han finde noget rent, helt tøj og få fat i sin armbrøst, der stadig var bundet til taskerne. Han kunne nemmere forsvare sig med den, nok var den tung, men han skulle i det mindste bare sigte og skyde, det krævede ikke at han kom på benene og svingede med det som sit tunge sværd.

Nervøsitet spillede pludselig hovedrollen i Ardens ansigt. Hun havde nær stoppet halvvejs stående. Fortrød midt i bevægelsen. Hun var ikke blevet helt bleg, men lidt af den friske farve i hendes kinder havde da falmet.
”Åh nej, det ville jeg heller ikke påstå!” Ordene kunne kun have været for langsomme til at komme ud af munden på hende. For et kort øjeblik lignede hun en der var klar til at krybe sammen, falde på knæ for at bede som forladelse over sin uforskammethed. ”Jeg ville aldrig bebrejde Dem. Det var ikke hvad jeg mente. Jeg…” Ordene satte sig fast i halsen på hende og hun blev stum med læberne presset mod hinanden, kinderne spændte. 
Hun sænkede fluks blikket til sine fødder. Hun havde været for åbenmundet. Hun havde glemt hvilken plads hun havde i samfundet. Vidste hun virkelig ikke bedre?
Havde det ikke været for komplimenten, der fulgte trop lidt derefter, ville hendes nervøse trækninger nok ikke have faldet til ro lige med det samme. Og hun ville i hvert fald ikke have haft modet til at se på ham igen. Men den havde vist at have evnen til at løsne alle spændinger. Hun så helt forundret ud i det bløde ansigt. Og idét hun så ned en ny gang var det ud af forlegenhed frem for skam. Forsigtigt strøg hun en enkelt prop-træk-krølle tilbage om bag det ene spidse øre. ”Jeg gør mit bedste, hvor jeg kan. Jeg kan ikke udføre hårdt fysisk arbejde, men jeg kan hjælpe i køkkenet og i sygefløjen.” Det passede ikke en slave at lade sig prale eller tale alt for højt om sine evner. Men det var nu rart at høre en slags anerkendelse.

Hun måtte ud af det igen. Hun var ikke en ungmø med friheden. Hun risikerede at det steg hende for meget til hovedet. ”Sadeltaskerne!” Stadigvæk med kinderne varme, skyndte hun sig væk fra Thanos. Hun luntede af sted og det var nu mere synligt, hvordan hun lagde mere støtte mod det ene ben end det andet. Det var ikke en dårlig dag. Det gjorde ikke ondt i dag. Hvis noget var det en god dag, hvor det ikke spændte alt for meget i den stive sene.
Det var ikke et problem at få løsnet taskerne fra sadlen. Var de et problem for hende at bære, så viste hun det ikke spor, idét hun bar dem op i sine arme og tilbage til deres ejer. Hun sørgede også for at sætte det ned igen med omhug for ikke at være for voldsom.

Det var mange følelser, der gik igennem den rødhårede pige i løbet af kort tid, og Thanos gav op på at følge med. Han skulle læse hver eneste følelse som var det en indviklet tekst, og lige så dårlig han var til at læse det skrevne, lige så dårlig var han til at læse følelser. Han havde lært sig selv at tyde andres ansigtsudtryk, men det var ikke nemt for ham. Det faldt ham ikke naturligt, som han ikke havde noget at sammenligne med. Han kunne ikke sætte en fremmeds fremvisning af følelser på en af sine egne, for han havde ikke nogen. Så da hun reagerede både på det ene og det andet, hvilket fik hendes ansigtsudtryk til at ændre sig som græsset under vinden, måtte han bare forholde sig til hendes ord. Trætheden gjorde hans tanker sløve, så der var ikke andet for. Og det endte med, at han bare var tavs, indtil hun kom med hans sadeltasker. 

Hendes halten fangede hans blik, men det var ikke noget, han kommenterede på. Hun havde selv nævnt det, og selvom det så ud til at hæmme hende, var det ikke noget, der havde været meget synligt før nu. Og hun bar hans tasker til ham, selvom de ikke var helt lette. Så han konstaterede bare, at det ikke så ud som om, at hun ville kunne løbe nogle steder, skulle der ske noget, eller skulle hun flygte fra ham.

Det første han gjorde var at binde armbrøsten fri og kort se efter, om alt var, som det skulle være. Den var tung i mellem hans hænder, men han ville godt kunne bruge den, skulle han havde brug for det. Den så ud til at være i hel stand, så han lagde den til side, inden han åbnede den ene taske og fandt en lille sæk frem med korn. Der var ikke meget, men nok til at holde hesten kørende i et par dage uden andet til.
"Spar på det." Han rakte sækken til halvelveren, inden han i den anden taske fandt en ny skjorte frem. Den havde en udvasket blodplet ved det ene ærmegab, men han havde ikke haft mulighed for at skifte den ud, siden hans sidste opgave havde blødt på den. Det kunne gå an. Stadig siddende fik han resterne af den anden skjorte hevet af, afslørende hans muskuløse overkrop med et par få gamle ar, og den hele skjorte hevet over hovedet. Det var bedre. Han trængte mest af alt til et varmt bad, men han måtte leve med følelsen af at være beskidt. Der lå en varm trøje i tasken også, den blev hevet ud over skjorten. Hverken jakke, vest eller skjorte var til at redde, og han kastede det lidt til siden. Allerhelst ville han brænde det, så lugten af blod ikke tiltrak vilde dyr, men det måtte han tage, som det kom.

Arden tog imod sækken, men hun strøg ikke straks mod hoppen. I stedet blev hun stående og så ham lede i sine tasker. Hendes øjne veg ikke engang bort fra ham, da han skiftede der lige foran hende. Hun var delvist optaget af, hvor imponeret og lettet hun var over, at se ham klare det hele fint selv. På intet tidspunkt følte hun, at hun måtte træde til og hjælpe hans tunge arme højt nok op for at få skjorten trykket over den arrede krop. Dén gik heller ikke helt ubemærket.

Med sækken i favnen af sin ene arm, mens den anden sørgede for at underkjolen ikke kom i vejen for at komme ned at sidde på hug igen. Hun havde set mænd som Thanos før. Han var ikke som et nyt væsen - så isoleret hverken var hun eller havde nogensinde været det. Men han var tættere på end, hvad disse andre mænd havde været, så hendes tilgang ham kunne umuligt blive alt for bebrejdet.

”Jeg har undret mig længe nu. Men dine sår. Dem pilene havde påført dig.” De sår hun havde haft en lille, stor finger i at forværret på et livstruende plan. ”Jeg tjekkede din ryg efter, du der ikke var nogle, og det var som om, at du aldrig var kommet noget til. Ikke så meget som et hint eller en skygge fra de grumme, flossede sår,” byggede hun sig stille og roligt frem med stadig lidt vedhængende bekymring. Modsat Thanos var hun et umådeligt empatisk væsen. Så meget, at det næsten skulle tros, at hun var blevet overført al den empati, som han egentlig skulle have haft ved en fejl.
”Jeg antog, at du havde en umenneskelig regenereringsevne men…” De stormgrå øjne gled forsigtigt fra hans ansigt og ned over hans nu tildækkede overkrop. Og så tilbage op til hans følelsesforladte øjne. ”Du har ar, som fra skader ikke givet ordentlig behandling.” Blikket gled lidt højere end hans øjne. ”Ét særligt, der ikke engang ser ud til at have lukket sig. Det ser smertefuldt ud.” Hun holdte sækken med korn lidt tættere ind mod kroppen. Det var sådan et grimt ar, trods hun ikke havde problemer med at se på det. Hvilken healer ville hun være, hvis hun lod sig blive kvalm over den slags.

Fluks sænkede hun hovedet og fjernede sit blik helt fra ham. ”Jeg forstår, hvis det ikke kommer mig ved. Jeg beklager, men jeg kunne ikke lade være med at tænke over det. Jeg har ikke oplevet lignende på et andet menneske før.”