Over Skovfortet hang månen, stor og mægtig, og kastede sølvglimtende stråler nedover den summende elverby. Natten havde fundet vej til Elverly tidligere end normalt, eller det var i hvert fald følelsen Isiodith Lómadriethiel blev efterladt alene tilbage med, som hun forlod sin hytte i de hvide trækroner.
Stadig fordybet i sine studier, skridtede hun roligt og målbevidst over gangbroen, som førte hende til de nedre etager af fortet, hvis imponerende bygningsværk strakte sig ned til det grønne græs og det fugtige mos på jorden – og endnu højere mod himlen over hunelveren.

Isiodith kom aldrig for sent, men aftenens formål var ikke skriblet ned i nogens kalender, hvormed hun kunne nyde sin stille stund, samt tankerne, der alle dvælede længe og uden hast for at komme videre eller blive byttet ud. Hun nød stunder som disse, for hunkønsvæsnet havde altid været draget til sit eget selskab, velvidende hvordan hun fremstod for omverdenen. Stolt og utilnærmelig.
Dette var til trods for hendes forældres formidable ry, som ikke kun dygtige helbredere, men også som varme sjæle, der altid nød en festlig lejlighed eller rolig komsammen iblandt venner. Venner, hvis kreds strakte sig mangfoldigt og udover Lindeskovens brede grænser, til både mennesker og øvrige magiske væsner. Samme varme gnistrede også blussende i Isiodith, men hun besad ikke samme velvillighed til at lade det forlade hende og aldrig, havde hun forstår hvorfor.
Måske fordi hun frygtede, at sætte forældrenes gode navn over styr? Kun hendes Gudinde kunne vide det.

Uden hastværk nåede Isiodiths Helbrederhuset, Elverlys svar på Healerhuset, hvori hun trådte igennem de lyse trædøre med vante skridt. Her havde hun befundet sig ligeså ofte som i hendes eget hjem, og som boet i trætoppene, vagte også Helbredernes Hus en varm, velkommende fornemmelse.
Hun begyndte snarligt at sortere ved hendes bord og rydde op, således at hun kunne modtage syge sjæle, velvidende at de ikke havde en finger at sætte på hende – i hvert fald, når hun havde bragt deres kroppe tilbage til deres raske tilstand. Som døren atter gik op bag hende, vendte hun blidt ansigtet rundt, for at tage den nye skikkelse i øjesyn.   

Det var sjældent syn, da Caelon åbnede sin dør sent på aften, og forlod den ellers meget varme hytte han boede i. Han lukkede døren efter sig, med en anelse rystende hænder, og klemmede sin kappe tættere om sig. Til trods for det milde værd, følte han sig kold, selvom han stadig svedte. Det var ikke symptomer han ikke havde oplevet før, men han følte sig tilpas svimmel, at han ikke ville tage chancen ved at teleportere sig ned i helbrederhuset for ekstra forsyninger, men måtte i stedet for gå turen derned. Mens han stadig havde kontrol over sin krop i hvert fald.

Der var heldigvis ikke mange på broerne på dette tidspunkt, så Caelon kunne gå relativt uset hen til helbrederhuset, selvom der var et par enkelte han blev nødt til at give et nik til. Heldigvis vidste de bedre end at stoppe Caelon for sludder, når han var på vej et sted hen.
Endelig nåede han til helbrederhuset, og han skubbede døren op. Det var svært at overse elveren der stod og kiggede på ham. Det var tilgengæld bare virkelig ikke det Caelon havde behov for. "Hej," mumlede han, før at han trådte ind og lukkede døren efter sig, før at han gik hen mod deres urter. Selvom han havde gjort et meget godt job med ikke at vise sin rystende krop, så var det umuligt, nu når han gik igang med at tage urter ned. Desuden var han bleg som et lig, sveden løb ned af hans pande, og der var tunge render under hans øjne, som var blodsprængte. Det var nok ikke noget man havde kunne lægge særlig godt mærke til ude i mørket, men herinde i lyset, stod det tydeligt frem.

Isiodith nikkede som hilsen, men undlod at byde ham velkommen i ord, velvidende at Caelon Tathmiel ikke just var opsøgende af væsen. Dernæst fortsatte hun sit arbejde, men de isblå øjne forblev ikke, hvor de burde, som Caelon begyndte at rode i blandt krukkerne. De så sveden og de mørke rande, såvel som den rystende statur, manden led under og instinktivt forlod Isiodith sin plads, for at aflægge afstanden mellem dem.

Som hunelveren nærmede sig med afmålte skridt, lænede hun sig en smule imod ham, som hendes hænder selv søgte, hvad end han måtte lede efter. Atter undlod Isiodith at tilføje unødvendige høfligheder til gestussen, for hendes erfaringer omhandlende Caelon var ikke just af en positiv karakter. Til trods for at de begge frekventerede Helbredernes Hus i tide og utide, havde hun aldrig rigtig konverseret med manden, til trods for at mulighederne ellers velvilligt havde lagt sig for deres fødder. Som Caelon ikke opsøgte hende, således opsøgte hun heller ikke ham; også Isiodith var reserveret og sky af natur.

”Og denne her?”, spurgte hun, som hun blev tvunget til at stille spørgsmålstegn ved, hvad end han ellers manglede.

Caelon kiggede først rigtig på Isiodith, da hun af en eller anden grund kom over til ham, og forsøgte at hjælpe ham med at finde det han havde behov for. En handling af venlighed, noget som Caelon stadig til tider blev mødt af i elversamfundet, men ikke noget han holdt af, som om at det ville ændre på hans holdning om indbyggerne i byen.
"Jeg har ikke behov for hjælp," sagde han hæst, og fugtede lidt sine læber, som føltes umådelige tørre i øjeblikket. Han kunne praktisk talt mærke sig selv få det værre, hvilket aldrig var noget godt tegn når det var ham.

Et dybt suk undslap hans læber så. Han kunne dårligt hole posen med urterne i hånden, hvis han skulle kigge alle urterne igennem for hvad han skulle bruge, så ville et par ekstra øjne nok hjælpe. "Jeg har behov for alt med høj healende virkning," sagde han så, og lod sine øjne glide tilbage på hylderne. Det var ikke som om at han kunne få de farligere ting han også brugte til sin egen medicin her, men heldigvis havde han noget tilbage fra da Ireth sidst kom forbi med urter. Lige nu havde han bare behov for det healende. Hvad som helst der kunne få ham til at få det lidt bedre, og stoppe udbruddet af sygdom i hans krop.

Isiodith ignorerede Caelons afvisning og fortsatte med at finde healende urter. Det var tydeligt for de isblå øjne, at det var til hans egen gavn og nytte, hvormed hun ikke ville spilde på formaliteter som hans ord ellers indbød.
Da han dernæst anmodede om potente plantemiksturer, betragtede Isiodith udvalget nøje, hvorefter hun nikkede og i stedet gestikulerede mod en behagelig stol bag ham.

”For nu må du nøjes med mig”, sagde hun, ikke videre opsat på at diskutere og det var også det, at hendes blik lod ham vide, som hun betragtede ham indtrængende. ”Lad mig tage feberen og rystelserne. Dernæst kan du tage dig af, hvad end du måtte få brug for”, tilføjede hun, som Isiodith hjalp ham ned at sidde. Det krævede al styrke, hun overhovedet kunne formå at mestre i den spinkle skikkelse, men da det lykkes rettede hun sig op foran ham.
Til trods for, at Caelon nu sad ned, var Isiodith selv ikke meget højere.

De blege hænder fandt vej til hans stærke kæber og til trods for, at hendes berøring var mild, var de isblå øjne fokuserede og beslutsomme. Hastigt så Isiodith for sit indre blik, hvordan hans chakra kæmpede for at danne forbindelse med sig selv adskillelige steder i hans krop, og da vidste hun, at det kun kunne gå for langsomt. Isiodith havde ingen tid at spilde.

De isblå øjne gled i, som hun koncentrerede sig og ikke mange øjeblikke efter, havde Caelons chakrastrømning atter forbundet sig. Ikke at Isiodith fjernede sine hænder eller stoppede healingsprocessen. Noget var galt. Helt galt. 

Caelon pressede sine læber utilfredst sammen, da Isiodith bestemte sig for at hun nu også ville begynde at heale ham, over en lille sygdom. Faktisk var han mest utilfreds fordi han altid have bange anelser omkring de andre elvers healende evner. En eller anden dag ville han støde på en der faktisk kunne læse hvad der var galt med ham gennem evnerne, og den dag ville han ikke have kom.
Der var dog ikke meget hans krop kunne gøre mod hende. Det kunne godt være at de normalt var på lige fod, men han følte sig endnu svagere end han normalt var.

Det føltes næsten som om at han kunne trække vejret igen, da den healende magi begyndte at suge sig ind i hans krop. Rystelserne blev bedre, og selvom han stadig kunne mærke dele af den stadig være der, så var det ikke så slemt mere. Det var nok til at han nok kunne komme tilbage til sin hytte og brygge en hurtig eliksir til at hjælpe sig selv på vej.

Sygdommen som aldrig havde fået et navn sad dog som altid i hans krop. Det var som en parasit der sad i overfladen af hans hud, og havde spredt lange rødder op af hans arm. Det var magisk af natur, men virkede mest af alt som om at man havde taget en masse forskellige sygdomme og koncentreret dem om et område. Det var ikke noget der bare kunne tages med en evne. Ikke nok med at sygdommen havde taget godt fat om ham, så var der også spor af gift i hans system.

"Jeg har det fint nok nu, du kan stoppe," sagde han og prøvede at få hende af sig. Han skulle bare tilbage til sin hytte, han havde ikke behov for det her.

Isiodith kunne ikke definere med hvad hun så, men noget stemte ikke overens. Som om Caelons chakra ikke kunne svømme frit eller-

De hvide hænder forlod instinktivt hanelverens skikkelse, som han praktisk talt vred sig under hendes lette berøring og hastigt nikkede hun. ”Det kan jeg se”, bed hun sarkastisk tilbage, dog under et lavmælt suk, hvorefter Isiodith drejede rundt på hælen. Hun aflagde afstanden til forsyningskammeret med lette, elegante skridt, hvori hun hastigt afgjorde, at hvad hun søgte, var at finde gemt væk, bagerst på en af de højeste reoler.

Da hun dernæst vendte tilbage til Caelon, rakte hun brunlig pose frem mod ham, hvis top var bundet stramt med en sølvglimtende tråd. ”I dine miksturer… Bland det her i. Din chakra… Den flyder ikke, som den skal. Som jeg normalt ser den flyde”, begyndte Isiodith at forklare, om end en smule afvisende, for Caelon frembød ikke til megen andet.

Caelon kom med et lille ryk, da han hørte den meget sarkastiske bemærkning, og han kunne godt se at han måske ikke lige behandlede hende med den pli ham normalvis gik rundt med. Det var næppe Isiodith's skyld at han havde en masse indebrændt had i sig, og det var ikke som om at hun kunne have gjort noget som helst da hans egen mor døde.

Han rynkede brynene lidt, men tog imod posen. "Hvad er det?" spurgte han. Han troede han kendte de fleste af urterne helbrederhuset bar, men han havde aldrig set den lille pose, og selvom han holdt den i hænderne, så kunne han næppe identificere den her. De mere sjældne ting, plejde han jo at få Ireth til at finde, men hvis det ikke var noget han kendte til, så var det en anelse svære. 

Isiodith hævede udfordrende sit ene slanke øjenbryn, i det at de isblå øjne fæstnede sig i Caelons. Langsomt fandt de hvide hænder om på ryggen, hvor de hvilede sammenfiltrede mod hendes tynde lænd og som Isiodith nikkede mod urterne, sagde hun: ”Galateana blomster. Eller, deres nektar. De bliver som oftest brugt til helbrederne selv – de af os, som henter energi fra vores egen chakrastrømning, vel og mærke.”

Hunelveren drejede dernæst rundt på hælen og skridtede over mod bordet, hvorved hun havde stået blot få øjeblikke inden. ”Når jeg betragter dig”, sagde hun dernæst, som hun stod med ryggen til ham og fortsatte sit arbejde, ”så er det som om, at din chakra… Den bevæger sig ikke, om den burde. Som kan den ikke komme hele vejen rundt i din krop. Jeg har ikke set det før og jeg skal ikke kunne sige, at Galateana blomsterne nødvendigvis vil hjælpe, men min tankeidé er den, at de øjensynligt vil kunne forstærke din nuværende chakrastrømning. Måske endda forstærke i sådan en grad, at den vil nå hele vejen rundt”, fortsatte Isiodith sin forklaring, ikke vidende om Caelon ville fnyse af hende i misbilligelse eller ej.

Caelon blinkede lidt af forklaringen. Han havde ikke forventet at der var et problem med hans chakra, så han havde aldrig overvejet at udnytte det i hans egen medicin. Han havde ikke noget healende magi selv trods alt.

Det var hårdt at finde nogle ord der passede i denne her situation, da Caelon stadig havde det dårligt og han i forvejen havde det svært til tider med at sige pæne ord til andre med mindre han virkelige behøvede.
”Jeg var ikke klar over at der var problemer med min chakra,” indrømmede han endelig. Forhåbentlig troede Isiodith bare at det var fordi han var syg i øjeblikket og der ikke lå noget værre bag det. ”Jeg…” han rømmede sig lidt, hvilket udviklede sig til en let hoste. Da hosten var forsvundet lidt, fik han dog endelig bidt det i sig. ”Tak. Jeg havde ikke selv overvejet muligheden.” Måske det kunne hjælpe ham?