Sted: Marads hjem
Tid: Sen aften
Vejr: Dommedag!

Mørket havde lagt sig over Krystallandet. Et bælgragende mørke, der i vilde glimt af lys blev oplyst af lyn, der flækkede himlen over Kaizler. Tordenen rullede hen over Medaniens græsklædte bakker og overdøvede lyden af den tunge regn, der faldt som et tungt tæppe og gennemblødte alt.
Det var kun lige begyndt og han var allerede gennemblødt til skindet. Hans hår hang vådt om hans ansigt og selv hans støvler var begyndt at være våde indvendigt. Det gav et svagt sæt i ham hver gang et lyn efterfuldt af torden skød ud af himlen. Han kunne ikke med høje lyde. Og han havde engang for 5-600 år siden, eller deromkring, set en flok køer blive ramt af lynet, så han var ret skrækslagen for de kræfter, der var i spil omkring ham. Hans hjerte bankede hårdt i brystet på ham og han var forpustet, som han hastede igennem regnen med sin taske på ryggen.

Uvejret var ikke kommet som en overraskelse, det havde trukket op fra tidlig aften og luften havde været skrækkelig hele dagen. Men store områder af Medanien var bare marker og han havde heller ikke planer om at gemme sig under et træ. Nej, et hus. Men der var ikke dukket nogen op. Ikke før nu. Han havde spottet en gård et stykke væk inden det brød løs, men regnen var kommet først. Regnen og de forbandede lyn.
Endnu et brag fik ham til at trække skuldrene op med en skræmt lyd og han satte i løb. Nu kunne han ikke mere, han skulle i sikkerhed! Så regnen klaskede hårdt mod ham, som han brugte sin evne og løb stærkt.

Snart førte hans ben ham ind på en gårdsplads. Han gav sig ikke tid til at se rundt, men styrtede direkte op til, hvad der måtte være hoveddøren. Dørhammeren fik nogle hurtige slag, mens han trippede i regnen. Hvis ingen åbnede, ville han gemme sig i stalden og tage problemerne senere. 
Men lidt efter gik døren op og et par store dådyrsagtige øjne stirrede ud på ham fra en smal revne mellem dør og dørkarm.
"Undskyld jeg forstyrrer så sent, men jeg vil høre, om jeg ikke kan søge læ hos jer. Om det så bare er i stalden." Han forsøgte at folde sin charme ud, men ærligt talt lignede han bare en druknet mus med skæve tænder. Pigen tøvede lidt og lukkede så døren. Kaizler bandede dæmpet og havde nær banket på igen, men hun dukkede op sekunder senere. Hun nikkede og pegede mod en anden længe af gården, inden hun smækkede døren og drejede låsen.

Stalden var pæn, men der var ikke så mange heste. Han var ligeglad, han fik hurtigt øje på en bunke hø under åbningen til høloftet. Perfekt. Et tykt tæppe, der tydeligvis blev brugt til at lægge over hestene, blev rykket ned fra dets plads og smidt oven på høet. Hans taske havde holdt tørt, så han smed også sine egne tæpper. Der var stadig varmt, selvom det var sensommer og han ville ikke have problemer med at holde varmen.
Til sidst trak han sit våde tøj af og hang det til tørre. Han havde kun et par ekstra bukser, så da han lagde sig på det store tæppe og pakkede sig ind i sine egne, var det med bar overkrop og bare fødder. Det ville have været mere ideelt med noget ild, men det måtte vente. 

Og der lå han så, i tørvejr, men stadig bange for vejret udenfor. Han var ikke den eneste. Hestene var urolige og ved et ekstra højt brag hvinede den ene. Eller, næsten alle hestene var urolige. Der stod en lidt længer nede, der virkede fuldstændigt ligeglad. Underligt. 
Uvejret fortsatte i et par timer, og Kaizler brugte det meste af tiden på at forsøge at berolige sig selv, i sikkerhed i høstakken. Til sidst drev det væk og han faldt i søvn til lyden af regn.

Mange foretrak højt solskin og blå himmel. Vejr der indbød til at opholde sig udenfor, og gerne i selskab med folk, som man holdt af.
Måske netop derfor foretrak Marad det uvejr, som rasede udenfor. Han havde ingen, som han ønskede at nyde godt vejr sammen med, og det vakte kun dårlige minder om den tid, hvor han havde haft en anden kært. Desuden var dårligt vejr en undskyldning for at holde sig indenfor, hvor der var langt mere underholdende ting, som han kunne beskæftige sig med.

Denne dag havde han, som sædvanlig, placeret sig i sit bibliotek. Der kunne han holde øje med stormen og en god del af sin ejendom, mens han fik læst nogle af de mangle bøger som fyldte væggene. Han kunne dog ikke holde fokus på bogen foran ham, så i stedet kiggede han ud af vinduet med et fjernt blik. Det var ikke til at sige hvad han tænkte, men ingen kunne tvivle på, at han var fuldkommen tabt i sine egne tanker. Sådan sad han, indtil stormen begyndte at rase af, og lysglimtene fra lynene og brølene var trodenen blev erstattet af den blide lyd af regn.

Der var gået nok en times tid, fra stormen var drevet over, og indtil en ung stalddreng vovede sig ind på biblioteket. Det var de færreste tjenestefolk, som vovede at forstyrre ham, og det måtte være noget virkelig vigtigt, hvis det endda var en stalddreng, som forstyrrede ham. Den unge dreng stod nervøst og vred sine hænder, usikker på, hvad han skulle sige til manden foran ham, som havde dræbt så mange af hans venner blandt tjenestestaben.
"Je..jeg..jeg er ked af at jeg fo...for....forstyrrer dem" Marad værdigede ikke drengen et blik, men han drejede dog hobedet en anelse, så der trods alt ikke var tvivl om, at han lyttede til, hvad der bleb sagt.
Imens stod den unge stalddreng og lignede en, som lige så godt allerede kunne stå med en dolk i brystet.
"Ude i stalden... en mand. Jeg ved ikke hvor længe han har været der. Det ligner, at han har sovet der.."
Marad rejste sig op, og uden at værdige drengen et blik, satte han kursen mod stalden. Stalddrengen fulgte tøvende efter ham.

Nede i stalden tog det ikke Marad lang tid at finde den sovende skikkelse. Han kunne allerede mærke irritation syde i sit indre. ALLE hans tjenestefolk vidste, at det ikke var tilladt at lukke fremmede ind.
"Find ud af, hvem der har lulket ham ind, og bed dem vente på mig i et af værelserne i kælderen" Mere behøvede han ikke sige, alle habs tjenestefolk vidste, hvad den ordre betød, og stalddrengen løb skræksslagent afsted med det samme. Han krydsede den sidste distance mellem ham selv og den sovende skikkelse. Han træk benet tilbage, og lod sin fod kollidere med skikkelsen et sted lige under hans ribben.

Kaizler var næsten kun gledet ind i den dybere del af søvnen, da han blev opdaget af en stalddreng, der ville tjekke til hestene. Så han opdagede ingenting, da han var vant til lydene fra hestene og derfor ikke opfangede, at der var nogen. Nej, han var allerede på vej ind i sit første mareridt. Det var som om, at han ikke kunne drømme normale drømme, men kun have mareridt. Eller ingenting. Og den velsignelse skete ikke ret ofte. De onde drømme forfulgte ham hver nat og det var sjældent, at han sov mere end et par timer, vækket af skrækken i sit hoved.
Men selv et par timer ville verden ikke unde ham i dag, som han ret brat blev vækket af husets ejer.

Smerten skar ind i hans krop, som foden kolliderede med det bløde kød under hans ribben og bankede luften ud af hans lunger. Med en lidende, forpustet lyd krøllede hans krop automatisk sammen og hans arme lagde sig beskyttende over hans mave, mens han smertefuldt gispende forsøgte at få luften tilbage.
Først var hans sind bare tomt, forvirret mellem mareridt og virkelighed. Drømte han? Nej, det føltes alt for virkeligt. Smerten alt for skarp. 

Da han havde fået de første mundfulde lufte ned i lungerne, løftede han blikket og så op på personen, der havde sparket til ham. Det var ikke let at se noget i nattens mørke, men nogen havde hængt en lanterne op og halvdelen af mandens ansigt var lyst op. Det gjorde det ret skræmmende at se på, nok mest på grund af vreden i det. Havde Kaizler haft luft til det, ville han måske have fundet manden pæn, men lige nu så han bare nogen, med et udtryk, der var en dæmon værdig. 
Han stirrede lidt på manden med overraskelse og lidt skræk. De fleste ville nok have forventet angsten malet i hans ansigt, men der var bare et glimt i de blå øjne. Han skar ansigt og forsøgte at komme op at sidde, selvom hans muskler brokkede sig. Han ville sige noget, men hans krop samarbejdede ikke, så han var tavs, mens han ventede på, hvad manden ville ham - ud over at sparke til ham.

Marad bukkede sig ned, og greb fat i håret på skikkelsen foran ham, og trak hans ansigt tilbage. Det var en dum dog at gøre ham sur, han var i forvejen i et ondt lune. Ganske vist havde han myrdet en god del af sin tjenestestab, men ellers havde han brugt usædvanligt lidt tid på sine "fritidsaktiviteter", og han kunne mærke den sædvanlige lyst lyst til at være lidt modbydelig overfor en person. Og her var der et åbenlyst offer, som endda befandt sig ulovligt på hans ejendom, det kunne ikke passe bedre!
Han rettede sig op igen, stadig med at fast greb i knægtens hår, så han intet valg ville have udover at følge med. Hånden som ikke havde fast i håret gled op og lagde sig om knægtens hals, hvor den begyndte at klemme til. Et kort smil fandt vej til Marads læber. Det ville være så nemt, at dræbe knægten nu og her, men nu ville han havde det lidt sjovt først.

Han klemte til om knægtens hals en enkelt gang, før han kastede ham fra sig igen, fuldkommen ligeglad med, hvor han mon ville ramme. Der burde ikke være noget i stalden, som ville kunne give ham andet end en potentiel hjernerystelse.
"Jeg ved ikke, hvem der har givet dig tilladelse til at overnatte på min grund, men her er det kun mig som kan folk tilladelse til at opholde sig i min stald" Stemmen var fuldkommen blottet for alle følelser, præcis som den plejede at være.
"Men nu hvor du alligevel har vovet at trænge ind på min ejendom, vil jeg mene at det er på sin plads, at jeg får dit navn". 

Det gav et svagt ryk i Kaizler, da en hånd fór mod ham og greb fat i hans hår, men ind til videre gjorde han ikke modstand. Han burde nok. Han kunne. Men han var stadig hylet ud af den, og nu kunne han jo lige se, hvor det førte hen. Ikke?
Kaizler skar ansigt, som manden begyndte at hive ham op ved håret, der stadig var fugtigt efter tiden ude i uvejret, og han fik hurtigt foldet benene ordentligt ind under sig, så han kunne komme op at stå, nær snublende i tæpper og hø. Manden var ikke så meget højere end Kaizler, men noget ved hans holdning fik ham til at virke noget større alligevel. En udstråling Kaizler fangede med det samme. Autoritetær og bestemmende. Han nåede lige at synke en klump, inden manden greb fat om hans hals.

Grebet fik ham til at spærre øjnene lidt op og hans ene hånd fandt frem til mandens håndled, dog uden at tage hårdt ved. Mandens hånd strammede nok til, at det blev svært at få luft, og nogle små halvkvalte lyde kom fra Kaizler. Blev manden ved, ville han begyndte at stritte i mod, men inden han nåede så langt, kylede manden ham fra sig.
Han landede hårdt på stengulvet og et jag af smerte kom fra hans albue, men det sagde heldigvis ikke knæk. Han tog om den med den anden hånd, mens han gispede efter vejret og hostede.

Med de store blå øjne, så han op på manden, da denne begyndte at snakke. Med en følelsestom stemme, der fik de små hår i Kaizlers nakke til at rejse sig. Et eller andet i ham følte sig tiltrukket til manden, der ind til videre havde lidt af det samme, som Nael havde haft. Men samtidigt kom modstanden også.
"Jeg fandt..." Hans stemme var hæs og han måtte rømme sig. ".. jeg fandt selv vej til stalden." Hvorfor han løj, vidste han ikke. Han var ligeglad med de brune dådyrøjne i døren. Måske han håbede på mere ballade på denne måde? Han kom på benene uden brug af armen, der stadig dunkede af smerte.
"Jeg søgte bare ly for uvejret. Men hvis jeg lige samler mine ting, så skal jeg nok forsvinde." Han trådte tilbage mod høstakken, hvor hans tæpper, taske og hans sværd stadig lå. Et våben der var godt at have, men som han sjældent havde brug for. Kravet om hans navn ignorerede han for nu.
Han gik ikke en stor bue udenom manden, nej hans skridt førte lige forbi ham. Han var stadig med bar overkrop, hvilket afslørede alle de små ar, han tydeligvis havde lavet selv, der dækkede hans arme, sider og efterhånden også ud på hans mave. Altså, blandet sammen med de større, andre havde givet ham igennem de sidste mange år.

Marad lagde armene over kors. Knægten sagde ikke sit navn.. yderst uhføligt, og når han nu endda havde bedt så "pænt" om det. Det måtte han huske at straffe ham for. Senere. Der ville være masser af tid til det senere. Han havde i hvert fald ikke planer om at lade knægten gå nogle steder. Om han så skulle hive ham hylende og skrigende ind i huset.

Han hævede et øjenbryn, ved knægtens åbenlyse løgn. Selvfølgelig havde en stuepige ladet ham sove i stalden, hvorfor skulle han eller vælge lige præcis stalden?
"Det er uhøfligt at lyve. Desuden bliver mine tjenestefolk allerede udspurgt om, hvem der lod dig overnatte, så personen kan blive passende straffet" Han håbede på, at give knægten dårlig samvittighed ved at lade ham vide, at hans valg af overnatningssted nu førte til at voldsom afstraffelse af en anden.

Han greb ud efter knægtens arm, da denne gik forbi ham. Det var ikke noget blidt greb, tværtimod. Han kunne have været blid ved knægten. Have forsøgt at lokke ham en i huset med lovning om en varm seng og et varmt måltid. Men vold var bare meget sjovere.
"Jeg kan ikke mindes, at jeg har sagt, at du måtte gå"

Kaizler kunne ikke lade være med at skære ansigt, da manden sagde, at han ville straffe stuepigen, der havde sendt Kaizler over i stalden. Han skyldte hende ikke noget, men derfor behøvede han ikke at bryde sig om tanken om at et barn skulle straffes. Og så for at være sød og hjælpe ham. Men det var der ikke så meget at gøre noget ved, han havde i hvert fald ikke tænkt sig at starte en diskussion om med manden om, hvordan man skulle behandle børn. For hvad vidste Kaizler i bund og grund om det?

Han blev stoppet, da han forsøgte at gå hen til sine ting, af et hårdt greb i armen. Han så lidt på hånden, inden han flyttede blikket op mod mandens ansigt. Han havde ikke fået lov til at gå. Musklerne under hånden blev spændt op, det samme med resten af hans krop. Han var i tvivl om, hvordan han skulle reagere, et eller andet sted havde han lyst til at slappe af og underkaste sig, på den anden side ville han slås i mod denne mand, der troede han kunne bestemme over ham. Han virkede som en ubehagelig mand og luften omkring dem var fyldt med følelsen af en trykkende følelse.

Kaizlers blik begyndte at flakke lidt, men lige som det ellers virkede til, at han ville overgive sig, trak han hårdt i sin arm for at slippe fri.
"Slip mig. Du bestemmer ikke over mig." Han forsøgte at sige det med overbevisning, men det lykkedes ikke helt. Hans blik fandt tilbage til mandens, fyldt med trods, men også lidt usikkerhed. Var man god til at fornemme den slags, ville man nok kunne mærke, at han ikke var vant til at være den, der stod op for sig selv og bestemte over andre.
Slap Marad ham ikke, ville han hive i sin arm igen, lidt mere voldsomt. Manden skulle slippe ham, det var ikke rart at blive holdt fast!

Marad mærkede hvordan knægten strammede sine muskler. Han ville ikke have en chance for at kæmpe imod, det skulle han nok sørge for. Han havde planer med ham, sjove planer, og selvom det ofte gjorde det sjovere med lidt modstand, var det ikke en del af hans plan. Han manglede nu heller ikke en undskyldning for at slå lidt på knægten. Men det var jo selvfølgelig heller ikke ret sjovt, hvis han helt velvilligt gik over i huset.

Han smilede køligt ved knægtens ord. Det var sødt, han troede faktisk, at han havdfe noget at skulle ahve sagt! Og han troede faktisk, at den smule modstand ville virke.
"Der tager du fejl. Du befinder dig på min ejendom, og så endda uden tilladelse, så jeg vil mene, at jeg har ret til at bestemme over dig." Han gav ikke meget for knægtens modstand, han virkede tvivlende. Det skulle nok blive sjovt at pille lidt lag af ham og se hvad der mon gemte sig indenunder.
Han rakte hånden ud for at tage fat i en god håndfuld af knægtens hår så han hårdt kunne trække hans hoved en smule tilbage, hvorefter at han slap hans arm.
"Du har vist stadig ikke fortalt mig dit navn. Få mig nu ikke til at tvinge det ud af dig" Der var næsten en form for morskab i hans stemme. Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at han ikke tog knægtens videre seriøst.

Et stik af forvirring gled igennem Kaizler, da manden påstod, at han havde ret til at bestemme over ham, fordi han var uinviteret på hans ejendom. Havde han? Et eller andet sted lød det ikke helt rigtigt, altså der var ikke nogen, der havde sagt det til ham før. Men han var i tvivl og det kunne nok også ses på ham. Han tøvede. Og gav derfor manden mulighed for at gribe ham i håret, hvilket fik en svag forskrækket lyd ud af ham, som hans hoved blev trukket lidt tilbage, og han måtte skifte vægten på fødderne for ikke at få overbalance. Den forskrækkede lyd blev hurtigt erstattet af en svag og kort knurren, næsten som en hund, der advarede nogen om at komme tættere på, og han blottede kort sine tænder. Havde man før bemærket hans charmerende skæve fortænder, ville man måske blive overrasket over at se noget helt, helt andet mellem de spredte læber. Men kun hvis man var opmærksom, for de blev straks skjult igen.

Det korte stik af vrede over grebet i håret blev også straks udskiftet med usikkerhed og et flakkende blik. Skulle han stritte i mod? Han var ikke sikker, for manden var så autoritær og det faldt Kaizler helt normalt at give efter for det. Selv efter 700 år i frihed.
Gåsehuden spredte sig ned over hans bare overkrop, da manden nærmest morende truede ham, hvis han ikke sagde sit navn. Skrækken blev mere tydelig i de blå øjne, der snart var så store, at det virkede som om, at de ville falde ud af hovedet på ham. Hvad ville manden gøre ved ham? En tanke der var fyldt med lige dele forventning og skræk. 

Han tøvede. Han kunne slippe fri. Ganske let. Men tanken strejfede knapt nok hans sind og til sidst sank han en klump.
"Kaizler. Mit navn er Kaizler." Noget knækkede indeni ham. Spørgsmålet var besværet. Han havde været dygtig. Man skulle altid svare på spørgsmålet. Også selvom det ikke havde været det rigtige spørgsmål.
Noget ændrede sig i hans fysiske udstråling, hans blev mindre anspændt. Han stirrede op på manden. Hvad så nu? Han havde været dygtig, ville han slippe ham?

Frygten. Den søde frygt over, hvad der nu ville ske. Frygten ved ikke at kende sin skæbne. Den var tydelig ved Kaizler, og Marad elskede det. Der var få ting som overgik det. Så skulle det lige være at se det øjeblik, hvor lyset forlod øjnene på en person efter længere tids tortur. Det handlede om at finde glæde ved de små simple ting her i livet.


Med den frie hånd klappede han Kaizler lettere ublidt på kinden.
"Dygtig. Det  var jo slet ikke så svært" Stemmen var lettere hånende. Der var intet at opnå ved at holde den neutrale facade nå, Kaizler frygtede ham allerede. Han bemærkede godt, at Kaizler blev mindre anspændt, men tog ikke videre notits af det. Hvis knægten troede, at det var overstået nu, tog han grueligt fejl. Han var ikke engang tæt på at være færdig med Kaizler.


Han hev Kaizler frem foran sig, og greb med den frie hånd atter fast i hans arm. Det var tid til næste skridt. Han satte kursen ind mod huset, hvis Kaizler strittede det meste imod, ville han ganske enkelt blive skubbet afsted. Inde i huset gik han mod kælderen, der var ingen grund til at spilde et værelse på Kaizler.
Kælderen var udformet som et langt rum, kun oplyst af nogle strategisk placerede fakler på væggen, hvilket var et helt bevidst valg fra Marads side. På den måde, ville man ikke kunne se mere end nogle ganske få meter ind i kælderen. Ganske praktisk, hvis man havde nogle ofre, som skulle stå og tænke over tingene i komplet mørke.

Han fik ført Kaizler hen til en solid bjælke, som var boltret fast i væggen.  Fra bjælken hang der en række reb, som var ført gennem huller boret i bjælken. Her tog han først Kaizlers ene arm og bandt fast. Først ved håndleddet, så albuen og til sidst oppe ved skulderen. Det gentog han med den anden arm, hvoreffter han trådte et enkelt skridt tilbage, så han kunne iagtage Kaizler.

Selvom de rosende ord var fyldt med hån, tog Kaizler dem til sig. Han havde været dygtig! Manden var tilfreds, fordi han havde svaret på hans spørgsmål. Måske mindede han om Nael? Kunne han give ham noget af det, Nael havde givet ham? De blå øjne stirrede småtomt på manden og hans læber var let skilte.
Han lagde knapt nok mærke til de ublide klap på kinden, men han blev trukket ud af sine tanker, da manden hen i hans hår og tog fat i hans krop. De skulle et eller andet sted hen, det kunne Kaizler mærke, selvom manden ikke sagde noget. Først stod Kaizler stille, ikke tryg ved at følge med ham, men han blev skubbet af sted. Først strittede han lidt i mod, fordi han blev tvunget til at forlade sine ejendele, men det var ikke ret meget og hans ben fortsatte fremad.

Udenfor gav nattekulden ham gåsehud. Der var en fin støvregn i luften, men han nåede ikke rigtigt at blive våd, før han blev skubbet ind i huset. Først var han egentligt lidt nysgerrig og forsøgte at se, hvor de skulle hen, men et stik af rædsel gik igennem ham, da han så en trappe, der ledte nedad. Kælderen. 
Med et gisp satte han hælene i, i døren. Nej! Han ville ikke ned i en kælder! Nael havde haft ham spærret inde i de små lukkede rum alt for mange gange til, at han frivilligt gik derned.

"N-nej, ikke... ikke derned, jeg vil ikke..." Han begyndte at kæmpe i mod, men han kunne ikke komme fri af grebet i hans hår og trin for trin tvang manden han nedad. Kælderen var ikke helt så slem, som nogle af dem, han havde været lukket nede i. Den var større og tør. De sidste trin ned og turen hen over gulvet burde ikke være så besværlig for Marad, da Kaizler mest bare stivnede og lod sig skubbe af sted. Klaustrofobien lukkede sig om hans hjerne og hans store øjne flakkede rundt. Hele hans krop sitrede let i ubehag over situationen.
Det var faktisk først, da manden var ved at binde et reb om hans ene skulder, at han kom nok til sig selv til at opdage, hvad der skete. Han rykkede i sin arm og ville bruge den anden til hjælp, men det var den med den skadede albue og selvom han var bange, var den ikke meget værd. Svagt hyperventilerende så han manden binde den arm fast også, inden han trådte tilbage. Lige nu var Kaizler lille og bange, og han havde glemt alt om, hvad han kunne. Kælderen skræmte ham lige nu mere end den fremmede mand foran ham.
"Hvad vil du med mig?"

Marad svarede ikke på Kaizlers spørgsmål, men tog sig i stedet god tid til at rulle ærmerne på sin skjorte op. Han havde endnu ikke helt besluttet sig for, hvad han ville gøre ved Kaizler, men det var jo noget af det interessante ved tortur, man kunne være så dejligt spontan. Kælderen indeholdt også alt hvad man kunne forestille sig indenfor tortur, så alle muligheder var i sandheden åbne for dem. Uanset hvad han fandt på, ville det i hvert fald blive smertefuldt for Kaizler.

Han lod blikket glide over Kaizler inden han vendte sig og forsvandt længere ind i kælderen, indtil mørket opslugte ham. Han kendte kælderen så godt, at han ikke behøvede lys for at vide, hvor han skulle hen. Hvis Kaizler hørte godt efter, vile han kunne høre lyden af et skab som blev åbnet efterfulgt af en raslen af kæder. Kort tid efter kommer Marad gående tilbage, nu med en bakke i hænderne samt en kæde viklet rundt om den ene arm. Bakken stillede han på et bord lige i udkanten af faklens lysskær. Bagefter trak han bordet hen foran Kaizler. På bakken lå en række af torturredskaber. Piske, et håndtag med et hjul forenden som var dækket af skarpe pigge, diverse knive, syle og spyd.
Han trådte om bag bordet, viklede kæden fri af armen og placerede også den på bordet.
"Fordi du samarbejde, vil jeg lade vælge hvad vi skal starte ud med" hans stemme var afslappet, som hvis han havde bedt Kaizler vælge, om han ville have gris eller and til aftensmad. Hvad han ikke fortalte Kaizler var, at de højst sandsynligt ville nå igennem de fleste af værktøjerne, før han havde tænkt sig at stoppe. 

Kaizlers skræmte blik hvilede ikke kun på manden, som han rullede sine ærmer op, men flakkede nu lige så meget rundt på omgivelserne. Det var ikke så meget at være i et rum uden vinduer eller være under jorden, og rummet var også stort nok, men begrebet kælder havde for mange negative associationer. Nael havde mange gange efterladt ham. Nogle gange i faldefærdige hytter, grotter eller andre steder, hvor han ikke ville blive fundet. Nogle gange ved nogen, der kunne holde øje med ham og sørge for mad, andre gange alene. Men kældrene havde altid været det værste. Fugt, rotter, små rum. Og den sidste kælder, hvor hun havde rørt ved ham og alting forsvandt i en rød tåge.
Så selvom manden foran ham var skræmmende, var det lige nu intet i forhold til hans klaustrofobi og de uhyggelige tanker, der fulgte med kælderen.

Dog havde han nærværelse nok til at få i sine reb, da manden gik, men de var solide og bundet godt. Han var lige ved at overveje, om der var andre måder at komme fri på, da manden kom tilbage. Lyden af bordet, der blev trukket hen over underlaget, fik Kaizler til at dreje hovedet og se den vej. Man kunne ligefrem se, hvor hårdt hans hjerte slog, på pulsen i hans hals, da det gik op for ham, hvad der var på bordet. Tortur. Og ikke Naels form for tortur, der kun var smerten. Nej, her ville hans krop gå i stykker. Han ville bløde. Han kunne risikere at dø.
Tanken var overraskende accepterende, og alligevel var der en lille stemme i ham, der skreg på, at han skulle forsøge at overleve. Han kunne ikke dø nu. Ikke her. 

Han sank hurtigt i skræk et par gange, så hans adamsæble hoppede op og ned, mens hans blik flakkede fra bordet til mandens ansigt. Angsten strålede ud af ham, hele hans krop var hårdt spændt op og hans vejrtrækning var overfladisk. Og så var der alligevel noget. Noget andet. Noget der så på Marad med udtrykket af et rovdyr, der havde fået øje på bytte. Noget forventning, der ikke hørte til i situationen. Noget der fortalte, at Kaizler måske ikke var så fortabt som han virkede til, fanget i en anden mands kælder med udsigt til smerte.
"S-slip mig fri, jeg vil ikke, d-du må ikke..." Hans stemme rystede og selvom han forsøgte ikke at tigge, var det ret tydeligt lige det, han gjorde.

Knægten var rædselslagen, det kunne der ikke herske nogen tvivl om. Ikke at det var nogen overraskelse for Marad. Det var gerne den effekt han havde på folk, især hvis de blev slæbt med ned i kælderen. Det var lige så meget en del af det. Lege med deres frygt, bruge den til at nedbryde den. Den dal af torturen var næsten mere tilfredsstillende end al volden. At se et væsen langsomt gå i stykker. Nu skulle han bare finde ud af, hvordan han kunne gøre Kaizler endnu mere bange, men hver ting til sin tid. Nu skulle han først lære ham at adlyde.

Han rystede på hovedet med en påtaget skuffet mine. Han havde håbet på, at Kaizler ikke valgte, det gav plads til mere afstraffelse.
"Jeg gav dig en ordre" Han tog fat i kæden og begyndte at vikle den rundt om hånden, så den dækkede hans fingre når han knyttede hånden.
"Og jeg som troede, at du havde lært at være dygtig" Han smilede køligt, og gik helt hen til Kaizler. Han tog sig tid til at lade blikket blide over hans krop, inden den knyttede næve kolliderede med Kaizlers ansigt. Bagefter hamrede han næven ind i ribbene. Han trådte et skridt tilbage, tilfreds med den skade han netop havde påført.

Han havde lagt mærke til noget, ved knægtens frygt, og det havde placeret en ide i hans hoved. En ide, som uden tvivl var værd at undersøge nærmere.
"Du virker bange, Kaizler" Han viklede kæden af hånden igen, og placerede den atter på bordet. Han lagde hovedet en smule på skrå.
"Men er det mig, som du er bange for, eller er det kælderen?" 

Der havde været et spørgsmål. Kaizler havde ikke svaret på spørgsmålet. Han burde vide bedre, man skulle altid svare på spørgsmålene. Men manden var ikke Nael. Tanken gled ind over ham med et stik af oprør. Nej, det var ikke Nael, der stod foran ham, så hvorfor skulle han gøre, som der blev forventet? Tanken druknede ret hurtigt i protest, for selvom manden ikke var Nael, var han stadig autoritet. Den måde han førte sig frem på. Det han sagde og gjorde, og den helt fantastiske udstråling han havde. Han var ikke Nael, men han var alligevel det samme.

Hans øjne kunne umuligt blive større, som de fulgte manden, der trådte hen til ham. Kæden om hans hånd fik et stik af forventning til at glide igennem ham, det så ud til at ville gøre ondt. Fornuften skreg stadig et sted i hans baghoved og han ville væk, han ville ikke slås på, han ville ikke...
Alting tav i hans hoved, som hånden med kæden kolliderede med hans ansigt. Smerten eksploderede som et hvidt lys i hans sind og en svag lyd forlod ham, da slaget ramte. Blod. Han kunne smage den metalliske røde væske. Hans mund fyldtes med det, som slaget havde slået hans kind i mod hans tænder og lavet hul. Kæden havde også slået hul på huden ved hans kindben, og blodet begyndte straks at løbe ned over hans kind.

Inden han på nogen måde kunne komme sig over slaget, ramte det næste. Luften blev slået ud af ham, så blodet stod ud i en fin sky fra hans mund og løb ned over hans hage. Denne smerte brændte og han gispede besværligt efter luft. Han vidste, at der var blevet bøjet et par ribben, allerede inden han havde fået fyldt lungerne op. Smerten var så bekendt. Hostende hang han i rebene, næsten ude af stand til at stå på sine ben, groggy af smerte.
Han hørte sit navn og fik langsomt rettet sig op. Havde Marad forventet, at han ville være endnu mere bange nu, ville han blive skuffet. Det var som om, at smerten havde givet dæmonen en form for ro. Han var bange, ja, men smerte vidste han, hvordan han skulle håndtere.
Spørgsmålet fik hans blik til at flakke. Han skulle svare på spørgsmålet, men han ville ikke. Han vidste, at manden ville bruge det i mod ham. 
"K-kælderen," kom det endeligt fra ham, svagt og hæst, presset ud, tydeligvis kun fordi han vidste, at han skulle svare.

Ah, så Marads mistakke havde været rigtig, Kaizler var mest bange for kælderen. Faktisk virkede det til, at det var det eneste, som rigtug skræmte ham. Så var det det, der skulle udforskes yderligere. Det skulle nok blive sjovt.
"Ah, javel. Så mørke og klamme kældre gør dig bange. Eller kældre i al almindelighed, formentlig. Jeg går ikke ud fra, at du vil fortælle mig hvorfor?" Han lyttede egentlig ikke rigtig efter Kaizlers svar, han var allerede ved at lægge planer for resten af deres tid sammen.

Han lod blikket glide over tingene på bordet. Hans planer havde ændret sig, men nu havde han fundet alle tingene frem, så ville det være en skam ikke at bruge dem. Han tog en grumt udseeende pisk op i hånden. Pisken bestod af et solidt håndtag omsvøbt med læder. Fra håndtaget gik fkere snorre ud, og for enden sf disse snorre sad en lille metalkugle. Den var en smertefuld pisk, og den burde uden problem kunme flænse huden på hvem end der var uheldig nok til at være på den modtagende ende.
Han svirpede pisken ud i luften nogle enkelte gange, bare for at give Kaizler en fornemmelse af, hvad der ventede ham.
Endekig gik hn tilbage til Kaizler, trak armen tilbage og lod piske  ramme henover Kaizlers brystkasse. Han lod smerten bundfælde sig før han atter lod pisken ramme Kaizler. Sådan fortsatte han et par gange, indtil han vuderede, at knægten måtte have fået nok.

Han gik hen og lagde pisken på bordet, hvorefter han gik hen til Kaizler og ublidt greb fat i hans kæbe.
"Sig mig, Kaizler.. Du er bange for kælderen, det har du allerede indrømmet, men du har ikke sagt præcis hvad i kælderen du er bange for. Hvordan har du det, for eksempel, med rotter? Behårede, sultne rotter, som med glæde vil betragte dig som deres næste måltid lige så snart lyset bliver slukket"

Endnu et spørgsmål, Kaizler ikke ville svare på. Han sank, en grim blanding af spyt og blod, og hviskede så et nej frem, parat til, at det også var grund til en straf. Men det virkede slet ikke som om, at manden, han stadig ikke kendte navnet på, hørte efter alligevel. Det gjorde Kaizler en smule mere rolig. Indtil det gik op for ham, hvad han i stedet koncentrerede sig om. Fascineret stirrede han på pisken med de mange snore med metalkugler i enderne. Han havde ikke set sådan en før, selvom han godt vidste, hvad det var. Det rykkede svagt i ham, som manden svingede med den. Den ville gøre ondt. Den ville gøre rigtigt meget ondt. Om det var en skræmt eller en forventningsfuld konstatering var svært at sige, nok lige meget af hver.

Han sank igen, som han stadig blødt i munden og bare ville begynde at savle, hvis han ikke gjorde. Smagen registrerede han ikke rigtigt mere, han havde smagt sit eget og andres blod så mange gange, at han havde lært at leve med den metalliske smag. Øjnene fulgte pisken som manden kom nærmere og...
Der kom en forskrækket, smertefuld lyd fra ham, næsten som et gisp, da de mange små metalkugler og lædersnørrerne ramte hans brystkasse og lavede huller i hans hud. Det gjorde mere ondt end han havde regnet med og hans krop spændte op. Han glemte næsten helt at reagere på det, fordi han blev så overrasket. 
Anden gang klynkede han højlydt og han begyndte at ryste igen og rykke lidt i rebene. Tredje gang skreg han. Han kunne ikke lade være, det gjorde så ondt, og han kunne mærke blodet løbe ned over hans brystkasse og mave.

Han gispede efter vejret og klynkede svagt, klar til at det ville fortsætte, men manden lagde pisken fra sig. Kaizler lukkede øjnene og hang lidt forover i sine reb. Smerten brændte. Han lod sig selv synke ned i den, den føltes som hjem. Men der plejede ikke at være blod. Det kildede. Han vidste ikke helt, hvad han skulle synes om det hele, og angsten sad stadig i ham. Ikke angst for at være i en anden mands magt, men for rummet. For hvor meget han ville gå i stykker. Ville han dø?
Han blev rykket ud af sine tanker, som manden greb fat om hans kæbe og løftede hans ansigt, tvang ham til at se på sig.
Var han ikke bleg i forvejen, blev han det nu. Blodet ned over hans hage og kind stod i skarp kontrast til den blodløs hud under det. Rotter. Han hadede rotter. Han var engang blevet efterladt bundet i en kælder. Rotterne havde tygget i hans tøj, i ham, og ingen havde reddet ham, før Nael kom tilbage mange dage efter.
Kaizler sank og følte for at brække sig ved tanken. Og over at skulle svare på det spørgsmål.
"Jeg-jeg kan ikke... ikke lide rotter." Der var næsten ingen lyd på hans stemme, som han sagde det. Hans øjne fyldt med en bøn om, at det kun var et teoretisk spørgsmål.

Marad slap Kaizlers kæbe og klappede ham ublidt på kinden. Han var lige ved at grine ved den tavse bøn i Kaizlers onde. Vidste knægten slet ikke, at det kun gav ham mere lyst til at udsatte ham for hans frygt?
"Du kan faktisk finde ud af at svare på spørgsmål. Hvor er du dygtig" Stemmen var tydeligt nedladende. Det var forfriskende for en gang skyld at lade den neutrale maske falde.

Han overvejede, om han skulle lade Kaizler lide lidt mere. Smerte var altid sjovt, men der var andre ideer som trak mere i ham. Men man skulle jo heller ikke forhaste sig for meget.. Men han havde al tid i verden til at lade Kaizler lide, han blev nødt til at udnytte den frygt, som knægten følte nu.
Han forsvandt endnu en gang ind i mørket. Denne gang var han væk i længere tid, og der var ikke nogen lyde som afslørede, hvad han havde gang i.

Da han kom tilbage igen, var det med en fed rette i hænderne. En af dem som formentlig havde levet et ganske velernæret liv, og derfor havde vokset sig både lang og fed. Han gik hen til Kaizler, og holdt rotten op foran hans ansigt. For nu lod han dog ikke rotten røre ham.
"Det er en skam du er bange for rotter, de er fascinerende væsner. De formår at overleve under de mest usle omstændigheder. Måske du har brug for at se dem tæt på, før du for alvor kan sætte pris på dem" Med de ord placerede han rotten på Kaizlers skulder, og trådte et enkelt skridt tilbage.

Kaizler blinkede, da manden klappede ham på kinden, som forberedte han sig på at blive slået igen. Han var forvirret over den nedladende tone i mandens stemme. Nael lød altid rosende. Nael var altid glad, når han svarede på spørgsmål. Hvorfor lød denne mand som om, at det var rigtigt, men samtidigt forkert? Det var så forvirrende og det kunne ses i hans ansigt, der var svagt trukket sammen af ubehag og smerte. Og angst. Hans hjerte bankede hårdt i brystet på ham. Han havde stadig ikke forstået, hvad denne fremmede ville med ham. Var det stadig straf for, at han havde lagt sig til at sove i stalden?

Han fulgte manden med blikket, som denne forsvandt ud i mørket igen. Kaizler burde kæmpe mod sine reb, men han blev bare stående, svagt foroverbøjet og hængende i rebene. Han følte sig træt og forvirret og han ville egentligt bare gerne ud herfra. Mon han kunne få overtalt manden til at slippe ham fri?
Tankerne var sløve i hans hoved. Snart kom manden ud i lyset igen, og Kaizler fik kvalme. En rotte. Et par svage lyde af protest, at skræk, kom fra ham, som han rettede sig op og pressede sig ind i mod muren bag sig. Han drejede ansigtet så langt væk fra den fede rotte, der virkede forvirret, men ikke specielt skræmt over at være blevet samlet op. Det var skidt. Det var lige før, at Kaizler vendte det hvide ud af øjnene i skræk, som den blev holdt tæt på ham

Og så satte manden den på hans skulder.
Alting gik i stå i Kaizlers hoved. Rottens kløer rev i hans hud. Den var tung. Den lugtede. Det var som om, at Kaizler mistede evnen til at tænke. Til at trække vejret. Han lukkede ned.

Det Marad ville se, var en mand, der reagerede på sin frygt. En mand, hvis hud pludseligt var dækket af sort pels, der strakte sig fra hans hovedbund og ned over brystet og lidt af hans mave. Et ansigt, der mistede dets menneskelige udseende og i stedet fik en lang snude og skarpe tænder. Store pjuskede ører. Og lysende øjne. 
Det hele gik stærkt. Skiftet skete så hurtigt, at fra det ene øjeblik var manden i rebene blevet til... et monster. Der mindede om en sort langpelset hund. Eller, det var kun hans overkrop.

Med en snerren fløj væsnets hoved til siden. Rotten nåede slet ikke at reagere, før den med et piv var blevet spiddet af de skarpe tænder og livet taget fra den. Arrigt rystede væsnet på hovedet så blodet fløj til alle sider, inden det spyttede rotten ud og rettede blikket mod Marad. Med et brøl og en vred snerren, så spyttet sprøjtede, kastede det sig frem i rebene med tænderne snappende ud efter ham. Til Marads held holdt rebene, selvom de gav sig. 
Kroppen trak sig tilbage og med en klynken begyndte pelsen at forsvinde, og manden bag kom tilbage. Dyrets klynken skiftede lyd, blev til en mands. Og så snart han var skiftet helt tilbage, begyndte Kaizler at græde, hulkende og skrækslagent.
"Jeg kan ikke lide rotter, ikke flere rotter, vær sød, jeg vil gøre alt." Han gispede ind efter vejret, men fortsatte med at græde. Rotten havde skræmt livet af ham.

Marad morede sig voldsomt over Kaizlers skræk, ikke at man kunne se det på hans ansigt. Det var køligt, beregnende, undersøgende. Det var lang tid siden han havde set nogen være så bange, som Kaizler var nu. Det var helt opfriskende at se, at han stadig kunne have den effekt på folk. Jojo, det var rotten Kaizler var bange for, men det var trods alt ham der havde fået ideen og fanget rotten. Ergo tog han æren for Kaizlers skræk.

Han trådte overrasket et skridt tilbage, da Kaizler forvandlede sig til.. noget. Det var svært at sige præcis hvad. Det var ikke nemt at overraske ham længere, men dette havde han ikke lige forventet. Han undgik det værste af blodet fra rotten, men han fik enkelte pletter på tøjet. Normalt værre dette irritere ham, men lige nu var han alt for interesseret i, hvad der skete med Kaizler.
Han satsede stærkt på at rebbene og bjælken ville holde. Han ville næppe vinde en kamp mod dette væsen.

Endelig forvandlede bæstet sig tilbage til Kaizler. Marad måtte ærligt sige, at han var en smule skuffet over dette. Den hulkende knægt var ikke nær så fascinerende.
Han gik hen til Kaizler og greb fat i hans kæbe.
"Fascinerende" Han lagde hovedet let på skrå, mens han studerede Kaizlers ansigt. Han brugte sin tommelfinger til ublidt at skubbe Kaizlers læbe væk, så han kunne sikre sig, at der ingen spor var af bæstet.
Han slog Kaizler i ansigtet et par gange i et forsøg på at få knægten til at droppe flæberiet. Derefter greb han igen fat i hans kæbe.
"Hvad var det, du forvandlede dig til?" Han så Kaizler i øjnene. "Og lad nu være med at lyve for mig. Der er flere rotter i kælderen, og jeg kan fortsatte i flere dage med den her behandling, hvis det er, hvad det kræver"