Sted: Ikke så mange kilometer nord for Dianthos
Tid: Lidt efter middag
Vejr: Sol med hvide totter, der flyver hen over den blå himmel

Sensommeren havde sneget sig ind over det nordlige Krystalland. Sheno havde med fascination fulgt med i årstidernes skiften fra forår til sommer og nu på vej mod efterår. Ørkenen havde ikke rigtigt nogen årstider, det var bare varmt. Han glædede sig meget til at opleve vinteren, selvom han havde forstået det til at være meget koldt. Måske han skulle anskaffe sig noget varmere tøj end det, han gik rundt i nu, der var beregnet til livet i ørkenen. Ja, det var egentligt bare et par bukser, sammen med hans spredte stykker af rustning. Men han havde ikke lige fundet ud af, hvor han skulle skaffe noget tøj, der passede hans store, muskuløse krop. Det krævede nok nogle krystaller, så han var begyndt at spare op.

Han havde brugt sommeren på at rejse rundt i den nordøstlige del af landet, uden at tage for langt over grænsen til norden. Azurien havde været interessant og han var kommet helt ud til havet. Set de store søer og snakket med en masse forskellige væsner. Arbejdet lidt hist og her, både som sværdmand, men også for bønder og fiskere, der havde brug for en ekstra hånd. Så han havde lært en del. Han elskede det. Det var så meget anderledes end at tjene de rige i Rubinien, så anderledes natur. Hver dag havde bragt nye oplevelser og ny viden med sig. Og selvom han stadig havde et stort tomt hul indeni, hvor hans sjæl plejede at sidde, havde han næsten kunne distrahere sig selv med sit lille nordlige eventyr.

På et tidspunkt var han begyndt at bevæge sig vest over. Han havde hørt så meget om Dianthos, og hans nysgerrighed fik ham til at søge mod byen.
Nu var han her. Siddende på en bakketop med udsigt til byens mure og høje spir. Så tæt på, at han kunne bilde sig selv ind, at han kunne høre lyde derfra, bragt med vinden. Men han tøvede. Ville en som ham være velkommen i byen? Han var stor, han var halvt løve og han vidste intet om, hvordan man skulle gebærde sig i noget så civiliseret som Lysets hovedstad. Ja, han var vant til at komme i Balzera og Sarghos, men var Dianthos det samme?

Græsset bevægede sig omkring ham i den lette vind og hans fingre pillede fraværende et strå i stykker. Han vidste det ikke rigtigt, kunne mærke nervøsiteten i maven. Måske han bare skulle fortsætte vest på?
Efter at have siddet og overvejet lidt frem og tilbage, sukkede han dybt og gled ned på ryggen at ligge. Han havde været tidligt af sted om morgenen og ikke holdt pause, spændt på at få hovedstaden i syne. En lille lur kunne vel ikke skade, her midt ude i ingenting.
Solen varmede og en lærke, havde han lært den type fugl hed, sang et sted over ham. Han lagde armene under hovedet, de gyldentbrune øjne gled i og han lod roen indfinde sig. Det høje græs skjule ham fra omverdenen, og til at starte med roterede de runde ører lidt efter naturens lyde og den pelsede halespids vippede dovent, men hans krop faldt til ro, som søvnen kom snigende ind over ham.

Ingen svar :c