Det var en mærkelig fornemmelse at gå igennem Dianthos gader, uden at skulle være konstant på vagt. På trods af Kiles Orden var smidt på porten, og livet i hovedstaden, i teorien, burde være vendt tilbage til hvad det var, kunne Sofie ikke undgå stadig at kigge sig over skulderen i ny og næ. Det virkede idiotisk. Selv hvis der var nogen tilbage der kendte til Sofies indblanding, var der præcis 0% chance for de ville genkende hende nu.

Sofies lange, lysende hår var blevet kort og krøllet. Hendes ansigt var markant, med tykke, mørke øjenbryn der fremhævede de store, havblå øjne, og næsten, næsten, trak opmærksomheden væk fra den ihærdige dusk af skæg på hendes hage.
Takket være en lille lorte-alf, var Sofie blevet til Sofus.

Det var ikke optimalt, men indtil Sofus fandt en måde at blive sig selv på igen, så måtte han forsøge at få alting til at virke alligevel. Som nu, hvor han var på vej til Shireens hus, for at møde hende i lyset for første gang, og ikke skjult i skygger. Han håbede hun ville tror på han var Sofie. Han håbede han ville nå langt nok til at forsøge at forklare det!
Men Sofus var sikker på det nok skulle gå. Han havde vasket, tørret og foldet alt det tøj han havde lånt af Shireen, der ikke var gået i stykker, og havde i sinde at aflevere det, og dermed basta!

-----

"OG DU KAN LIGE VOVE PÅ AT VISE DIT ANSIGT HER IGEN ROTTEYNGLE, NOGENSINDE! ELLERS KOMMER DU TIL AT FORTRYDE DET!!"
Blev det brølet efter Sofus, som han blev smidt på porten i bogstaveligste forstand. Sofus forstod ikke en brik, som han kæmpede sig på benene igen, og stak halen mellem benene, til han havde rundet det nærmeste hjørne, og Reier familiens hus var ude af syne.

"Lort!" mumlede Sofus frustreret, mens han samlede sine tanker, og børstede det værste støv af sig. Så han var kommet ind af tjenesteindgangen ret nemt, ved at sige han skulle aflevere noget. Klæderne var trods alt så pæne det var svært at benægte. Men lige så snart han var kommet ind, og havde nævnt Shireen, var folk gået helt amok og påstået der ikke var nogen med det navn, og aldrig havde været det! Så havde de kaldt på vagten, der vitterligt havde taget ham i hoved og røv og smidt ham ud.
"Lort med LORT PÅ!" udbrød Sofus, og sparkede til muren han lænede sig op af. De havde endda smidt tøjet på ildstedet! Hvordan i alverden skulle han nu finde hende?!

Tiden efter Kiles Ordens fald havde ikke været nemt for Shireen, eller Shiro som hun var begyndt at bruge i stedet for. Først var hun blevet banket og smidt ud af sit hus, og så var der en lille alf der havde bestemt sig for at 'hjælpe' hende. Hvis man kunne sige at det var hjælp med hvordan hun så ud i øjeblikket. Shiro havde stadig nogenlunde samme længde hår Shireen havde haft, selvom det efterhånden var blevet noget mere beskidt og hang som en sjasket gulvmoppe på hovedet af hans. Håret virkede til at være en anelse mere rødt, og hans ansigt var mere kantet, og øjnene mindre. Det pæne tøj var også blevet skiftet ud med noget mere praktisk tøj, og langt mere pjaltet og gammelt. Alt i alt lignede han en typisk gadedreng, og det eneste der kunne tyde på at han ikke var, var hvordan han stadig virkede til at stå mere rank end de andre gadedrenge.

Han havde været hos Rottebanden det sidste stykke tid, selvom det ikke havde været som han havde ønsket. Der var en generel mistro til ham, selvom han havde prøvet at forklare at han var Shireen. De mindre kunne dog ikke rigtig forstå det, og de ældre var ikke helt sikker på historien, men de havde accepteret ham ind til at bo der og hjælpe med føden.
Men siden stemningen ikke ar noget at råbe hurra fra, var han begyndt at vandre gaderne i nærheden af sit tidligere hjem. Måske han kunne støde på alfen igen, og ellers var det ikke umuligt at holde udkig efter gode muligheder for at stjæle lidt hvis det endelig var.
Derfor opdagede han også fra den anden side på gaden da en ung dreng med blond hår blive smidt på porten af Reier huset. Nysgerrighed fik da også taget det bedre af ham, som han krydsede gaden, for at gå ned af vejen som han havde set drengen stå, hvor han fandt ham stå og bande og svovle. Der var næsten noget bekendt over ham, men Shiro kunne ikke lige sætte fingeren på hvad det skulle være.
Der var ikke nogen pæn måde at bryde stemningen på, så Shiro spurgte blot "Hvad lavede du i Reier huset?" Man blev ikke smidt sådan på porten uden grund, men mindre at Shiros far havde fået et endnu værre temperament. 

Det gav et sæt i Sofus da nogen pludselig talte til ham. Han rettede sig op og så drengen lidt an. Det var ikke nogen han genkendte, men der var noget ved det røde hår, og grønne øjne der unægteligt mindede ham som Shireen. En fætter måske? Nej, det var umuligt. Shireen var en fin dame, til trods for hun havde blandet sig med folk som Sofie og Rofus, så tvivlede Sofie stærkt på, at hendes familie ville rende rundt på gaden sådan.

"Jeg skulle aflevere noget til en jeg kender" svarede Sofus, og forsøgte at virke nonchalant på den måde hun havde set fyre være det. Men støvet på hans tøj, og de små hudafskrabninger han havde fået på den ene hånd, hvor han ikke havde noget at tage ordenligt fra, var ret afslørende. 

"Hvorfor spør' du?" spurgte han så tilbage, og kørte hånden over håret, for at gribe om en hestehale der ikke var der. Lort! Når man nu lige havde vendet sig til at have langt hår, så forsvandt det bare igen! 

Shiro kiggede op og ned af drengen. En han kendte? Der var ingen i huset der kendte ham, det troede Shiro i hvert fald ikke på, siden han havde en rimelig god ide af hvad familien kendte af unge folk, især en som ikke var adelig.
"Var det en af tjenstefolkene du skulle have fat i?" spurgte han så og kørte en hånd gennem det lange røde hår. Det var virkelig ikke hans sag at snage i hvad der kom og gik i Reier huset, men det var som om at han prøvede at gribe ud efter noget han ikke helt kunne finde ud af hvad var? Et håb om at nogen der gik ind i huset vidste om de savnede ham? Undrede sig over hvor han var? Ting der nok ikke ville ske, men tankerne var der stadig.

"Jeg..." han blev lidt stille, hvordan skulle han forklare det? "Jeg har en personlig interesse i folkene i huset," sagde han så endelig, et lidt sørgmodigt blik kiggede op mod huset. Det var ikke som om at han nogensinde havde kunne lide at bo der, men det var trods alt hans hjem, og han havde aldrig levet andet end et luksuriøst liv. Det var lidt som om at hele hans verden bare var brudt sammen, for selvom han havde Rottebanden, var det ikke det samme. Især når der ikke var meget han kunne gøre som et gadebarn.

Sofus krydsede armene, kun for at ombestemme sig, og lade dem hænge ned langs siderne i stedet. Sofus viste tiderne ikke var som under Kiles Orden længere, men alligevel kunne han ikke andet end at være lidt mistænkelig. Det virkede bare lidt.. mærkeligt det hele.

"Hør, jeg regnede altså ikke med at få noget klinket! Jeg skulle bare aflevere noget tøj til Shireen, men åbenbart må jeg være gået forkert eller et eller andet!" beklagede Sofus sig med tydelig frustration. "Så ehm, hvad end interesse du har i de grå hoveder derinde, så kan jeg altså ikke hjælpe!" erklærede han fast, men så så der mere.. sorgmodige udtryk i den anden drengs ansigt. Sofus første indskydelse havde været, at drengen var ude efter information eller sådan noget, men det her virkede mere.. personligt.
"Så ehm.. ja" prøvede Sofus lidt akavet, men kunne ikke rigtigt finde nogle ord der sådan, virkede som om de ville kunne hjælpe på noget som helst lige nu. Måske skulle han bare have holdt munden lukket, men det havde aldrig været en af hans styrker.

Shiro rynkede brynene og kiggede nu meget mistænkelig på at drengen foran sig. "Det er løgn. Shireen kender dig ikke!" sagde han bestemt. Navnet lå mærkeligt i munden fordi han omtalte det som om at Shireen var en anden person, når det egentlig var ham selv, selvom ingen kunne genkende ham.
Han lagde armene på kors, og stirrede påtrængende på drengen. Det var helt sikkert ikke en fra Rottebanden, desuden havde Shiro aldrig lånt noget ud til dem, de fik hvad hun gav dem. Den eneste han havde lånt noget til var Sofie, og selvom det blonde hår lignede Sofies, så var det jo ikke fordi at hun også tilfældigvis var blevet ramt af det samme som Shiro. Det ville jo være for dumt.

Sofus lagde selv armene over kors, og denne gang forblev de sådan. "Og hva' ved du lige om det?" svarede Sofie igen. Sofus havde forventet at skulle forklare sin.. situation til Shireen, men han havde ikke forventet at blive betvivlet af tilfældige fy-. Ah. Det var jo sole klart hvad det var der skete.
Sofus slappede tydeligt og pludseligt af. Han tog sig til hoved, og et skævt smil så han på den anden dreng "Okay, hør her, jeg kender hende, men jeg er ikke sådan... tæt med hende på den måde. Hvis du synes hun er.. sød, så står jeg altså ikke i vejen!" forsikrede Sofus den anden fyr om.

"Jeg er normalt slet ikke en fyr heller! Jeg ved det lyder tosset, men det er sandt! Shireen og jeg er veninder! Det er derfor jeg skulle aflevere tøj som jeg havde lånt!" prøvede han at forklare, men selv i Sofus egen øre lød det som en viiiiirkelig langt ude historie.

Shiro forstod ikke først hvad der skete, før at det gik op for ham hvad helt præcist Sofus hentydede. "Nej, jeg er ikke... nej, ved Isaris navn nej" udbrød han, og prøvede stoppe denne her misforståelse for at ske. Selvom det allerede var sket, og han næsten glemte at høre det næste Sofus sagde.
"Vent hvad?" kom det overraskende fra Shiro, og han kneb sine øjne lidt sammen og studerede Sofus endnu engang, som han prøvede at overveje hvad det helt var for noget information han fik at vide.

"Jeg...." Han rømmede sig lidt. "Shireen har kun lånt tøj til.. Sofie?" Shiro lagde hovedet lidt på skrå. Var det Sofie han stod overfor. Var det virkelig en dum nok situation til at de begge to var blevet forvandlet til drenge. Usandsynligt, men her var de. 

Sofus løftede et øjenbryn og lagde hoved en anelse på skrå. "Sååå du prøver ikke at score hende.. har det.." sagde han lidt akavet, og kløede sig i nakken. Pokkers, han var helt sikker på han havde regnet den ud der!

Heldigvis fortsatte deres samtale, inden det blev ALT for pinligt for nogen af dem.
Sofus øjne blev store ved drengens ord "Shireen?!" udbrød Sofus og trak sig selv en smule i håret af bare overraskelse "Åh lort man hvor er jeg glad for at se dig!" udbrød han lettet, og slog uden videre armene om den anden dreng, og trak ham ind i et kram.
Det var nok at hoppe til konklutioner, men Sofus var sikker på den eneste der viste Sofie havde lånt tøjet, var Shireen selv! Sofie havde ikke fortalt det til en sjæl, udover Rofus, men hverken Rofus eller Shireen havde nogen grund til at have fortalt det til nogen. Det ville bare have inviteret problemer!

Der gik et langt øjeblik før Sofus slap Shireen igen. "Fik du også en krystal fra en eller anden lorte-alf? Til mit forsvar, så var det Rofus der tog den med hjem!" forsvarede hun sin egen situation med. 

Shiro var ikke klar på at Sofie ville blive så glad for at se hende... ham igen. Men det betød vel bare at det var klart at det var Sofie der stod foran ham, og det var meget forsigtig at han gengældte krammet. Ikke helt sikker på hvordan han skulle forholde sig til situation.

"Ja... eller... han tilbød sin hjælp," han stoppede sig selv. Sofie havde ikke behov for at vide at Shiro var blevet banket halvdød af sin far. "Øhhmm... ja, krystallen forandrede mig i hvert fald. Det er en lidt svær situation at forklare," lidt svær beskrev det ikke helt så godt som han kunne have ønsket.
Et undrende udtryk kom så frem i hans ansigt. "Du prøvede at aflevere tøjet til mig.... var det derfor du blev smidt ud med alt den råben og skrigen?" spurgte han. Han ville ikke kunne lide svaret, men han vidste at han havde behov for at vide det. Vide at det her virkelig ikke længere var hans hjem, men for fremmede.

Sofus smilede medfølende "Svært at forklare er ikke engang starten på det, men af alle, så tror jeg lige jeg forstår" forsikrede han Shireen, med alvoren krybende tilbage i hans stemme. Sofus havde i det mindste haft Rofie at støtte sig til igennem alt det her. Han kunne kun forestille sig hvor hårdt det må have været for Shireen at skulle stå med lorten selv.

Sofus bryn trak sig ind mod hinanden "Ja, det var det. Det var mærkeligt, de gik nærmest helt i panik da jeg nævnte dit navn" fortalte han lidt forsigtigt "Jeg ved ikke om de troede jeg var der..." Sofus blev lidt rød i kinderne "Af andre årsager, eller om det er fordi du er.. blevet væk" fortsatte han, og lavede en halv gestus mod Shireen, der bestemt ikke så ud som om han havde været hjemme forbi for nyligt.

"Men hey, forhåbentligt komme det ikke til at vare så længe. Rofus og jeg arbejder hvertfald på at finde en løsning, så vi kan blive vores normale jeg igen. Og ehm" Sofus kløede sig lidt i nakken "Hvis du mangler et sted at være.. Så er vi på Det Halve Svin. Det er Rofus' mors kro ved sydporten. Hun er ikke kommet tilbage endnu, så det er bare os. Masser af plads" tilbød Sofus så bestemt. Deres madbeholdning ville nok ikke blive for glad for det, men Rofie ville forstå. Og desuden så blev det nemmere og nemmere at finde både arbejde og mad for hver dag der gik. Med det pludselige influks af elvere var der masser af folk der havde brug for ekstra hænder for en dag eller to.
Det skulle nok gå alt sammen!

Sandsynligheden for at de begge var blevet ramt var så usandsynlig lille, men jo mere Shiro tænkte over det, jo gladere var han for det. Pludselig følte han sig ikke helt så alene i verden, som han havde gjort kort tid forinden.

”Ah… ja…” kom det så mumlende fra Shiro. Han havde ikke helt lyst til at indrømme, at Sofie havde haft lidt at gøre med at han var blevet smidt ud, især fordi at Shiro på ingen måde bebrejdede ham omkring det. Det var ham selv der havde opsøgt Sofie og spurgt om han kunne hjælpe, og det var hans egen skyld at han også var blevet taget i at have hjulpet dem… desværre.
”Jeg tror ikke at de ønsker at jeg kommer hjem igen,” endte han så med at sige og trak på skuldrene.

Han blinkede lidt med øjnene og så en smule overrasket ud. ”Altså, jeg har… sådan set et sted at være, selvom… de ikke ser så venligt på mig. Det der med at det er svært at tro at jeg af mystiske årsager har fået skiftet køn,” indrømemde han. Han ville ikke trænge sig på, men det kunne være at det ville være meget rart at være et sted hvor de forstod ham, og vidste at det ikke var noget sindssygt der var blevet opdigtet.

Sofus rynkede brynene som Shireen fortalte om hendes families manglende fortvivlelse over hendes forsvinden. Nok havde Sofus ikke ligefrem fået det bedste indtryk af Reier familien ud fra den lille smule Shireen havde haft nævnt, men alligevel.. At de slet ikke ønskede hun kom hjem var da fuldstændig vanvittigt!!
"Lad os snak' om det senere, ok?" sagde Sofus dog, og bed sig lidt i læben. Det her var trods alt ikke ligefrem det bedste sted at have den slags samtaler, sådan på åben gade med familien lige rundt om hjørnet.

Sofus blev dog mere lettet da Shireen ikke direkte afviste hans tilbud. "Jamen så lyder det som om det er meget bedre du kommer og bor hos os! Rofus er også ramt, så han er blevet en pige!" fortalte Sofus med et grin. Det var virkelig dumt at de alle sammen var endt som de var.. men det var måske også lidt held i uheld. Hvis det ikke var sket for dem alle sammen, havde det bare været meget sværere for alle!

"Så kan vi også gengæld tjenesten, og låne dig noget tøj uden huller!" insisterede Sofus med et blink med øjet. Sofie havde haft en dårlig vane med at få ødelagt alt sig tøj på den ene eller anden uheldige måde, men hun havde da aldrig set helt så herrens ud som Shireen!

Shiro var taknemmelig for at Sofie droppede det. Han var godt klar over at det ikke ville blive ved med at være droppet, men så lang tid at det for nu ikke var noget de behøvede at snakke om, så var det godt nok. Måske ville det også være nok til at Sofie ikke ville begynde at bebrejde sig selv, hvis han opdagede at Shiro havde det relativt fint med situationen, og han ikke bebrejdede ham.

I et øjeblik blev Shiro's øjne større, før et lille grin undslap ham, da han hørte at Rofus var blevet en pige. "Nej vel?" udbrød han, og bed sin læbe, for ikke at begynde fuldstændig at grine, men tanken om at Rofus også var ramt, var åbenbart sjovere end at Sofie and Shiro var ramt. Det betød dog også at Sofie og Rofus i det mindste havde haft hinanden at læne sig op af, nu når de begge to stod i den uheldige situation.

Da tøjet blev nævnt, kunne SHiro ikke lade vær med at se lidt flov ud og trække lidt ned i den hullede trøje han i øjeblikket gik i. "Jeg blev lidt nødt til at skrabe sammen hvad jeg kunne," indrømmede han. Hvilket vil sige tøj der heller ikke ligefrem passede ham, men han vidste at man ikke kunne være kræsen på gaderne. Det havde han trods alt lært fra Juno, selvom han ikke troede at han faktisk ville få behov for det. 

Sofus kunne ikke andet end at slutte sig til Shireens latter. "Jo, virkelig! Og han har bare det pæneste, lange, sorte hår. Og det er mega blødt!" fortalte Sofus, men så bagefter en smule foregen ud "Men han er altså stadig min!" tilføjede han, og smilede skævt igennem kinderne der blussede op. Rofus var blevet virkelig køn som pige, og det var ikke fordi Sofie ikke havde synes han var pæn som dreng, men han var virkelig fin som pige!

Da Sofus til gengæld så hvor flov Shireen blev, da tøjet blev nævnt, lavede Sofus hurtigt en affejende bevægelse "Du skal ikke tænke på det" sagde han hurtigt "Jeg ved godt lidt hvordan det er.. Men jeg er sikker på vi kan finde noget af Rofus' der passer nogenlunde!" forsikrede Sofus Shireen, i et forsøg på at rette op på tingene igen.

Lidt forsigtig rømmede Sofus sig bagefter. "Men hvis du har lyst, kan vi smutte tilbage til Svinet? Jeg skal ik' mere her og.. det er ved at være spisetid" Sofus var ikke rigtig sulten selv, men hvis Shireen havde boet på gaden og været mere eller mindre overladt til sig selv.. guderne måtte vide hvornår hun sidst havde spist ordenligt!

Shiro skyndte sig at tage hænderne op. "Bare rolig, ingen interesse der. Absolut ingen!" sagde han hurtigt. Lige fra starten havde Rofus været Sofies og det var ikke noget som Shiro havde stillet spørgsmålstegn ved, og selv hvis Rofus ikke var Sofie, så tvivlede Shiro på at han ville have nogen interesse i ham. Der var kun en person der havde fået Shiros hjerte til at springe et slag over, og det var alligevel ikke noget der nogensinde ville komme til at ske. Især nu når Juno og Hector endelig havde fået taget sig sammen.

"Jeg håber ikke at han har noget imod det," indrømmede Shiro, men af hvad han kendte til Rofus, så var han også ganske venlig. Hvis bare Shiro havde haft noget af sit eget tøj han kunne have delt med Rofus, men det var allerede blevet afsat til Rottebanden.

Tanken om mad fik straks Shiros mave til at knurre, og en let rødmen spredte sig på hans kinder. "Det vil jeg gerne," sagde han, og kastede et sidste blik op på huset der havde været hans hjem i 15 år. Måske en dag han kunne vende tilbage, men han tvivlede. Det her var dog også hvad han havde ønsket. At være fri, men det var bare lidt besværgeligt når ingen kunne genkende ham.

Sofus grinede lidt ved Shireens reaktion. Sofus viste jo godt Shireen ikke var interesseret, og det var jo ikke fordi han var jaloux eller noget!! ... Det var jo nok bare bedst at være på den sikre side, især siden Shireen var ret køn som pige. Det betød nok alligevel ikke så meget, siden Rofus aldrig rigtig havde virket til at kigge på andre piger på samme måde som han kiggede på Sofie, selv når han havde været omgivet af kønnere piger..

Virkeligheden vendte tilbage, og Sofus rystede bestemt på hoved "Jeg er sikker på Rofus vil forstå situationen, så det skal du ikke tænke på" insisterede Sofus "Desuden, tre hoveder tænker bedre end to, og jo før vi kan finde ud af hvordan vi bliver os selv igen, jo bedre!" tilføjede han selvsikkert. Selvfølgelig skulle de nok blive sig selv igen! De skulle bare lige finde ud af hvordan! Sofus blik faldt lidt på Shireen, som den rødhårede dreng skævede tilbage mod huset "Og så skal vi nok finde ud af at få dig hjem igen også". Disse ord kom mere lavmælt og sympatisk end før, inden Sofus gjorde et kast med hoved i den retning han var kommet fra, og begyndte at gå mod Sydporten, og Det Halve Svin.

Shiro nikkede. Det var rigtigt nok at det nok var bedre for dem at blive sammen, da de alle sammen sad med samme problem. Hvis de var heldige kunne det være at det gik over af sig selv, men Shiro havde sine bange anelser om at det ikke bare lige var sådan til.

Da han blev taget i et kigge tilbage på huset kiggede han lidt ned på sine fødder i stedet for. "Det er ikke som om at jeg gerne vil hjem igen," mumlede han. Sofie havde jo ikke vidst hvad der var foregået i huset. "Det er bare svært ikke at have noget, når man er vant til at have alt," indrømmede han. Det var nok den nemmeste måde at forklare savnet på. Det havde været rart at kunne bruges til noget. At smugle ting ud af huset, for at give det til de andre børn i byen, men alligevel altid selv kunne komme hjem til en omgang varm mad, og en varm seng. Nu var det lidt noget andet.

Sofie lod et lettet suk slippe fra sine læber som Shireen nikkede sin enighed og gik med til at stikke hovederne sammen. Sofus var sikker på de nok skulle finde ud af det sammen, hvor længe det så end måtte tage! Om nødvendigt måtte Rofie spørger Moana til råds. Lysets Krigere måtte da vide noget, hvis en alf rendte rundt og skiftede køn på folk! Og ellers.. så måtte Sofus spørger den gamle guppe, Teallach. Hvis det var noget magisk, især i en krystal, så måtte han vide hvordan man gjorde det om igen!

Sofus så overrasket ud da Shireen erklærede han ikke ville hjem igen, men den opfølgende sætning, fik Sofus til at nikke med forståelse. "Det er.. svært. Da jeg stak af hjemmefra troede jeg ting bare ligesom.. flaskede sig af sig selv! Meen det er ikke rigtig sådan verden virker" fortalte han med et lille grin og et halv-akavet smil "Jeg var heldig Svinet var det første sted jeg prøvede at bryde ind da jeg nåde hertil, og at Rofus.. ja, er Rofus!" ting kunne være gået noget værre for Sofie, hvis hun ikke var stødt på ham, eller var faldet i med de forkerte folk. Eller værre endnu, var blevet fanget af Kiles Orden!
Sofus klørede sig lidt i nakken mens de gik "Men ja... Rofus og jeg er blevet ret gode til at få, sådan, livet til at fungere på egen hånd, så vi har lidt erfaring.. Så hvis der er noget du er, sådan, i tvivl om eller skal bruge hjælp til, såå øhh, sig til ik?"

Shiro mente trods alt at han havde mere styr på verden end som så, men at vide hvordan verden ligger, og så faktisk leve i den var meget forskelligt. Måske var det derfor at det aldrig var blevet en aktualitet at han havde forladt sit hjem og blevet en del af Rottebanden. Hvis det da ikke også var fordi at hans far ikke ville have at han mængede sig med pøblen.

”Jeg tror bare et sted at være, hvor jeg ikke bliver set skævt til, er et godt første sted,” indrømmede han med et lille smil. Det var stadig underligt at se på Sofie og se en dreng, men mon ikke han vænnede sig til det med tiden.
”Hvordan skaffer I mad?” spurgte han så lidt mere interesseret. Han kendte kun til at tigge og stjæle, men Sofie havde aldrig virket som den type.