Tusmørkedalen var normalt ikke et af de steder, hvor Marad normalt opholdt sig. Mange ville måske tro at det var af frygt, men hvad havde man at frygte, når man var udødelig? Nej, frygt var ikke grunden til, at han holdt sig væk fra denne lyssky del af Krystallandet. Han havde ganske enkelt ikke noget til overs for de væsner, som oftest frekventerede området. Det var langt under ham at mænge sig med disse væsner. Af denne grund ville han normalt sende en "betroet hjælper" til Tusmørkedalen, men langt de fleste væsner var så skrøbelige og var alt for nemme at slå ihjel, så hans stab var lidt tynd for tiden.

Han havde taget en tung mørk kappe på, hvor hætten skjulte han ansigt. Der var op til flere som havde set sig sure på ham af forskellige grunde, og selvom han ikke frygtede dem, ønskede han ikke at ende i en slåskamp. Det var spild af tid.
Han bevægede sig lydløst mellem boderne. Enkelte ting fangede hans opmærksomhed, og blev købt uden udveksling af mere end et par ord.
Hans opmærksomhed faldt på en bod drevet af en morbidt udseende mand. Helt specifikt var det kuglen på bordet, som havde fanget hans opmærksomhed. Der var noget ved den måde den glødede på.
"Hvor meget for kuglen?"

Den gamles kropssprog morede Marad en smule, selvom det ikke kom bag på ham. Han nægtede at klæde sig som en fattig mand, selvom hans klæder afslørede hans mere end fyldte pengepung. Jaja, det kunne skabe problemer sådan at gå og vise sin rigdom, men der var noget tilfredsstillende over hvor meget folk ændrede sig, når de så ham.
På trods af han morede sig, var det ikke noget der kunne ses på ham, som han lyttede til sælgerens historie. Han var godt klar over, at han formentlig var ved at blive præsenteret for en noget pyntet salgstale, og han var ikke i tvivl om, at han ville blive præsenteret for en yderst urimelig pris. Han vidste dog godt selv, hvad tingene var værd. Han havde trods alt haft mange år til at lære det.

Han tog imod kuglen, og vejede den i sin ene hånd. Han tvivlede på at der var en fønix inde i kuglen, men han tvivlede ikke på, at den indeholdte noget interessant.
"En fønix fanget i en glaskugle.. uden tvivl et interessant fund" Han vendte og drejede kuglen lidt. For nu morede han sig over sælgerens åbeblyse taktik, det var trods alt ikke meget morskab han havde haft på det sidste.

To diamanter og otte safirer. En uhørlig pris, ingen tvivl om det. Ærlig talt var han fornærmet over, at sælgeren troede på, at han var dum nok til at gå med til den pris.
Han rakte kuglen tilbage, og rodede et øjeblik med den ene hånd under kappen. Ganske kort efter kom hånden atter til syne, og han smed det adspurgte beløb på bordet foran sig. Han var dog ikke færdig med denne gamle mand endnu. Langt fra. Som den knoglede hånd ivrigt rakte frem efter skattene på bordet fremdrog Marad en kort, men ganske ondt udseende, dolk fra kutten, og hamrede den ned i bordet mellem de knoglede fingre. Tæt nok på til at sælgeren lige akurat ville kunne mærke hvor skarp dolken var. Han lænede sig frem mod sælgeren, men sørgede dog for at holde ansigtet dækket af hætten.
"Det er uklogt at forsøge at snyde sine kunder. Men af mit hjertes godhed, vil jeg give dig en chance for at nævne en pris, som kan gøre op for denne fornærmelse" Han trak dolken fri fra bordpladen. "Normalt ville tyveknægte ellers blive straffet ved at få hugget hånden af." Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at det sidste var ment ikke blot som en trussel, men som et løfte om, hvad der ville ske, hvis han ikke var tilfreds med sælgerens næste bud.

Det var nu fristende at skære hånden af sælgeren. Eller endda at placere dolken midt i hans brystkasse. Men der var for mange folk omkring dem, og Marad ønskede ikke at tiltrække sig mere opmærksomhed, end han allerede havde gjort. En diamant var ganske sikkert en rimelig pris for kuglen, men sælgeren havde trods alt forsøgt at snyde ham, så det var med stor irritation, at han lod dolken forsvinde under kappen igen. Selvom det var ham meget imod, lod han en enkelt diamant ligge på bordet, og lod resten forsvinde bag kappen. Kuglen røg samme vej, og uden at ytre så meget som et ord til sælgeren, begav han sig videre i seng søgen efter interessante varer.

Efter en tids søgen, måtte han indse, at der ikke var meget andet, som fangede hans opmærksomhed. Derfor begav han sig i stedet mod en kro, hvor han kunne inspicere de varer, som han havde fået købt. Vel inde på kroen satte han kursen mod et værelse, hvor dagens "høst" blev spredt ud på sengen foran ham. Han satte sig ned på sengen, og vendte og drejede kuglen. Han var betaget af flammen, som var fanget inde i den. Nu manglede han blot at finde ud af, hvordan man befriede, hvad der end var fanget. En mulighed var selvfølgelig at opsøge nogen, som havde langt mere erfaring med magi, end han selv. Sådan noget plejede dog ofte gerne at koste mere, end han var villig til at give. Desuden havde han ikke lyst til at andre skulle vide, hvad kuglen indeholdt. Nej. Magi kunne ikke være løsningen.
Han brugte en rum tid på at vende og dreje kuglen. De var jo altid en anden løsning.. Det værste der kunne ske var, at han ødelagde kuglen. Han rejste sig op, og lod kuglen falde mod gulvet. Spændt på, om hans ide mon ville virke. 

Marad trådte overrasket tilbage, da der pludselig stod flammer ud af kuglen. Han holdt hænderne op foran ansigtet, for at skærme det fra flammerne. Han anede ikke, hvad der havde været inden i kuglen, men det var i hvert fald ikke en fønix. Han var ikke i tvivl om, at det var et godt køb, han havde foretaget. Han havde aldrig set lignende før! Og han var trods alt støt på en del magiske genstande og væsner igennem sit liv.

Han fjernede hænderne en smule fra ansigtet præcis som en skikkelse trådte ud af flammerne. Der var få ting, som kunne overraske ham, men han havde ikke forventet at se en menneskelignende skikkelse komme ud fra flammerne. Han begyndte dog at forme sig en ide om, hvad væsnet foran ham mon kunne være.
Han fnøs fornærmet, da han blev tiltalt som værende et menneske. Et menneske! Sikken fornærmelse! Det var næsten værre end at blive kaldt for dæmon!
Truslen skræmte ham ikke, men han trådte dog et enkelt skridt tilbage, da de flammende hænder rakte ud mod ham. Endnu en gang blev han overrasket, da der pludselig stod en noget mere menneskeagtig mørkehudet skikkelse foran ham. Overraskelsen kom dog kun til udtryk i hans ansigt som et enkelt hævet øjenbryn.

Han satte sig på hug ved siden af skikkelsen på gulvet. Han greb fat i det orangerøde h¨r, og trak tilbage i det, så han kunne se ansigtet på væsnet foran ham. Intet ved hans bevægelser var blidt, han var stadig sur over at blive tiltalt som menneske.
"Ingen truer mig, eller kalder mig menneske" Han slap håret igen, og rejste sig op. Han var fristet til, at lade væsnet ligge. Lade det dø af.. hvad end det var, der svækkede det. Men det ville være spild af penge. Nej. Han måtte hellere finde ud af, hvad der kunne holde væsnet i live. Ild.. måske? Det var trods alt kommer frem af ilden. Han gik hen til et stearinlys, som var placeret på natbordet. Han tøvede kort. Ville det være en dum ide, han var trods alt blevet truet en gang.. Hans nysgerrighed vandt dog, så han tændte lyset, og placerede det ved siden af væsnet på gulvet. 

Marad betragtede fascineret væsnet foran sig, som denne rørte flammen på lyset. Han havde tydeligvis haft ret i sine antagelser.. Det gav ham en del mere at gå ud fra med hensyn til, hvordan han skulle håndtere væsnet. Han var dog stadig ikke helt sikker på, hvordan han skulle opnå nogen som helst form for kontrol over det. Det ville trods alt ikke være nemt at tprturere en flamme.

Et koldt smil gled over hans ansigt ved væsnet trusler. Det var underholdende, at han mente, at der ville komme noget som helst brugbart ud af trusler, med den tilstand han var i.
"Af hvad jeg kan se, er du ikke i nogen som helst tilstand, hvor du kan brænde noget som helst ned, og den eneste der kan give dig mere varme, er mig."
Han satte sig ver på sengen, og placerede albuerne på knæene.
"Der er et par ting, du bør vide om mig. Jeg er ikke kendt for at være en gavmild mand, og jeg reagerer ikke godt på trusler."

Han iagttog stearinlyset mens der stille og rolig dryppede stearin ned på gulvet. Der kunne ikke være lang tid, til der ikke var mere stearin tilbage. Han blev nødt til at finde ud af, hvordab han kunne give væsnet nok varme til at holde det i live, men samtidig holde det så svækket, at det ikke angreb ham.
"For nu er det ikke vigtigt hvem, eller havd, jeg er. For nu er det kun vigtigt, at du forstår, at du er afhængig af mig, og lige nu har jeg ikke megen incitament til at hjælpe dig."

//lukkes efter aftale