Tid : sidst på aftenen start på natten
Sted: Ønskespringvandet
Vejr: skyfrit og stjerne klart
omgivelser: et par enkelte personer der ikke viger Villas et blik.
________

Det var ikke længe at Villas havde været i byen, men der var ikke sket meget andet end at han havde forsøgt at tigge sig til nogen små mønter eller lidt mad, det var ikke helt gået så godt som han havde håbet på, han havde haft mere held hvis hans mor havde været der eller den gamle mand som altid havde hjulpet Villas. Det var svært at være bare 10 år og skulle klare alting selv, han havde mødt en dame den første dag han var kommet her til, men hun var ikke rar og virkede ikke til at kunne lide ham. Men han kunne heller ikke lide hende, længere var den ikke. 

Han havde tidligere på dagen fået en del motion efter at det lykkes ham at snuppe noget brød hos en bager, og derefter måtte sætte benene på nakken, heldigvis var han ikke blevet snuppede. Han havde holdt sig væk fra menneske mængden resten af dagen og spist halvdelen af brødet, han ville gemme resten for han vidste ikke hvornår han havde mulighed for at finde noget at spise igen. Han kunne vel lede i skralde områderne men hans mor havde altid sagt han skulle være forsigtig noget han gjorde det, for der var jo grund til at folk smed maden ud. Han kunne bare ikke forstå de smed mad ud? Maden kunne de jo have givet til ham og hans mor eller den gamle mand. 

Tankerne kørte rundt i hans hoved som han begav sig rundt i mørket, der var ikke meget lys kun få fakler hist og her der var tænde så man bare kunne se lidt. Han fandt hen til et springvand, det var smukt han havde ikke set så stort et springvand før. Han kiggede ned i vandet og kunne se krystallerne der var der nede, det fik ham til at tænke på at hvis han havde så mange krystaller ville han nok aldrig være fattig mere. Brødet blev fundet frem fra hans lille taske, det var faktisk hans mors og det var det sidste minde han havde om hende, altså fysiske minde. Han vred et stykke af brødet og begyndte at gumle på det. " Gid du var her mor, her er så smukt og anderledes" Sagde han stille som han forsatte med at kigge ned i vandet, han lagde ikke meget mærke til omverdenen omkring ham. 

Det var sjældent at Juno var alene ude, men han følte at Hector og ham var blevet noget af et samtaleemne i dele af byen, efter deres pludselig forsvinden og rygterne om, hvad der var sket med dem. De folk, der havde været vant til at se dem i bybilledet, havde nærmest set på dem, som om de var to døde drenge, der var genopstået for deres øjne, da de vendte tilbage til Dianthos. Han havde elsket opmærksomheden til at starte med, og den var da også ved at dø ned nu, men nogle gange havde han også bare brug for at gemme sig, og det kunne han ikke med den eneste satyr i byen ved sin side.

Så i aften var han ude alene. Ved hjælp af sin evne havde han forvandlet sit ellers så genkendelige blonde hår brunt, men hans øjne var stadig den samme klare blå farve, de altid havde været. Der skulle sjældent meget til at skjule sig efter mørkets frembrud.

Juno, optaget af sine egne tanker, stødte ind i ældre mand, der bandede af ham, og Juno undskyldte, inden han gik videre og med et bredt smil kastede mandens pung fra én hånd til den anden. Selvom han havde fået et job på et lager, havde han ikke kunne slippe nydelse af at stjæle. Desuden var det en god tilføjelse til de krystaller banden havde brug for.

I det svage lys ovre fra springvandet fik Juno øje på en ung dreng, der så noget mere sølle ud, end hvordan børn med forældre normalt så ud. Hvad der virkelig afslørede at drengen måtte være forældreløs, var dog det stykke brød han holdt i hånden og spiste af. Børn skulle ikke være ude så sent, og de skulle slet ikke stå og spise af et halvt brød. 

Juno slentrede hen til drengen, med hænderne og mandens pung i sine bukselommer. 

"Hvem snakker du med?" spurgte han med et smil, da han var tæt nok på ham, selvom det var tydeligt at drengen var alene.

Villas var sølle, han savnede sin mor, han var efterladt til at skulle klare sig selv, ingen ville hjælpe en dreng som ham. Flere havde spurgt hvorfor han var her, for der var ingen der havde set ham før. Han havde ikke brugt tid på at fokusere på de folk var gik forbi springvandet, han havde dog kunne høre får sige nogle enkelte ord til ham som de gik forbi ham. Det var ikke noget han gjorde noget udad da han ikke vidste hvad han skulle gøre ved det?

At man var en fattig forældreløs dreng, var måske ikke det mest populære at være, men at han ikke vidste hvem hans far var og om han var i live var måske ikke det bedste… Jep Villas var det mange ville kalde en uægte dreng eller horeunge! Han hadede de ord, for han havde jo ikke selv bestemt at komme til verdenen! Og man kunne jo ikke fjerne i barn der var i morens mave, så hvad skulle hans mor havde gjort? Hun havde jo elsket ham og ikke afvist ham som han havde set andre børn var blevet.

Brødet var tørt og kedeligt, men det var bedre end ingen ting, selvom han godt kunne spise noget kød. Det var sjældent han havde fået kød i sit liv men det smagte altid ekstra godt når han fik det. Eller når han mor havde haft penge til at kunne købe æg det var virkeligt også lækkert. Som han stod og tænkte på maden hans mor lavede trillede de små tåre ned ad hans beskidte kinder. Dog blev han revet ud af sine tanker og samtale med sig selv som der var en der talte til ham. Han vendte sig hurtigt rundt og tabte sin brød på den støvede jord. Han bukkede sig ned og tog det op og pustede på det. ” øv” mumlede han til at det var blevet beskidt, ikke at det ikke kunne spise det kunne det da. ” jeg taler ikke med nogen” Sagde han stille og vidste ikke helt hvor han skulle kigge hen eller om han skulle gøre klar til at stikke af. Han vidste ikke hvem drengen var og det gjorde ham en smule bange. ” Jeg har ikke gjort noget! Jeg stod bare og kiggede” Sagde han og prøvede at forsvare at han altså ikke gjorde noget forkert.

Juno så med et hævet øjenbryn og tydelig skepsis på den lille dreng, da han tabte sit brød. Et øjeblik mistænkte han ham for at overdrive hvor sølle han var, i et forsøg på at få noget sympati eller for at få lokket lidt krystaller ud af godtroende folk der kom forbi ham, men det gik ret hurtigt op for den ældre fyr, at drengen foran ham bare var så sølle. Han kunne ikke have været alene længe. Det var de sjældent, før Juno fandt dem. 

Da drengen forsøgte at forsvare sig selv, satte Juno sig på knæ foran ham og viste ham sine håndflader for at kommunikere at han overgav sig og at han ikke forsøgte at gøre ham noget. "Jeg anklager dig ikke for noget," sagde han med et venligt smil. "Jeg undrede mig bare over hvad du laver her helt alene. Hvor er dine forældre henne?"

Villas var sølle, det var tydeligt og spurgte man ham ville han nok ikke lige frem indrømme det men nok mere sige at han var en rigtig mand, for det var han nødt til at være! Selvom han ikke følte sig som en rigtig mand på nogen måde. Mere end dreng der bare savnede sin mor og prøvede at overleve nu han var alene. 

Han vidste ikke helt hvorfor drengen satte sig på knæ foran ham, men at han viste sine håndflader, fik Villas til at slappe lidt mere af. ” Du vil ikke gøre mig noget?” Spurgte han forsigtigt og sølle.

At der lige skulle stilles spørgsmål tegn til hvorfor han var her helt alene og hvor hans forældre var henne, tøvede han med at svare, han prøvede at holde sammen på sig selv, men det var svært. ” De er der hjemme, jeg er bare ude og gå en aften tur” prøvede han sig med, selvom det var mere end tydeligt at han løj om det, han turde ikke sige sandheden, tænk hvis drengen var en som fangede forældre løse børn som så bare blev låst inde og ingen ville nogen sinde finde dem igen?? Han trådte usikkert et lille skridt tilbage.

Juno smilede til den lille dreng. "Selvfølgelig vil jeg ikke gøre dig noget." Han så heldigvis ikke ud som om, at der var nogen der havde gjort ham noget endnu - ikke herinde, ikke i Dianthos by, så ville han have set noget værre ud. Men måske hans forældre slog ham. Måske de ikke gav ham mad. Måske de satte ham til at arbejde hårdere end han kunne klare. Måske de var døde. Døde eller dårlige forældre, Juno var ligeglad. Hvis et barn ikke havde det godt, så tog han det gerne til sig ligegyldigt hvad.

Juno troede ikke et øjeblik på at drengen bare var ude at gå en aftentur. Enten stak han af fra nogen eller også var han alene. Men der var ingen grund til at kalde ham en løgner. "Jeg er også bare ude at gå en aftentur," fortalte Juno og rakte sin hånd frem. "Mit navn forresten Juno. Hvad er dit?"

Forestillingen om at denne ældre dreng var ude på at skulle indfange ham til en eller anden som låste forældreløse børn inde og man aldrig ville se dem igen, forsvandt langsomt i Villas tanker, han virkede så sød og rolig mere end en der ville fange nok ville gøre, eller hvad? Han anede det ikke men kunne alligevel ikke lade være med at sende den ældre dreng et usikkert smil som han bekræftede at han ikke ville gøre Villas noget.

Villas vendte sig igen mod springvandet for at kigge ned i det, en lille tåre fik frit løb og trillede lige så stille og roligt ned ad hans kind, han valgte ikke at tørre den, hvorfor skulle han? Han vidste at han jo ikke kunne blive ved med lyve for sig selv og andre om at han havde forældre, for det havde han jo ikke? Eller han havde en far et sted derude, men han anede ikke hvem det var eller hvor han var og egentligt var han ret ligeglad! Han havde godt hørt hvad hans far havde gjort ved hans mor. ” Kan du godt lide at gå ude når det mørkt?” Spurgte han forsigtigt og snøftede en enkelt gang. ” Jeg hedder Villas” Sagde han stille og rakte sin ikke så store hånd men beskidte hånd frem. ” Jeg er faktisk helt alene min mor er død på vejen her til” Sagde han stille og vendte blikket væk, det var ikke sjovt eller rart at lade en anden dreng se ham blive ked af det. Han prøvede at holde sammen på sig selv, men det var svært da tårerne bare begyndte at trille ned af hans kinder.

Juno havde mest af alt lyst til at tørre drengens tåre væk med det samme, men han vidste også hvordan nogle drenge var, og at de ikke brød sig om at man anerkendte deres negative følelser før de selv havde håndteret - sådan var han også selv. Han ville bide hånden af nogen, hvis de forsøgte at tørre hans tårer væk for ham, selv hvis det var hans bedste ven. 

Drengens første spørgsmål blev ignoreret, fordi Juno kunne mærke, at der var mere på vej efter det. Ganske rigtigt introducerede drengen sig selv og Juno tog hans hånd. Hans egen opslugte nærmest Villas', så lille var drengen. 

"Hej Villas," hilste han og gav hans hånd et klem, men slap den ikke. I stedet så han ham i øjnene og overvejede, hvordan han skulle invitere ham hjem til sin bande. Han havde gjort det så mange gange før, men det kom aldrig nemt til ham. Han ville ikke have til at virke som ynk. Det var mere som at blive en del af en ny familie, håbede han. 

"Jeg er ked af at din mor er død. Jeg bor faktisk sammen med nogle andre drenge og piger, der heller ikke har nogen forældre. Har du lyst til at komme hjem og møde nogle af dem? Vi har også et varmt sted du kan sove, hvis du vil."