Det spæde morgenlys tvang sig ind gennem køkkenets gardiner og fik Zirra til at gabe mere. Hun sad på et af bordene med hovedet hvilende på væggen bag sig. Hele natten var gået med møder og afrapporteringer, og hun trængte til at komme hjem og sove. Men det var noget at blive så sent - eller tidligt - at hun lige ville sige hej til Amara, når hun mødte ind. Det burde ske når som helst nu, og Zirra håbede bare, hun ikke ville døse hen lige inden. 

Mens den ene hånd dækkede endnu et gab, knappede hun sin jakke op og stoppede den i en taske. Hun havde haft uniform på til mødet lige som alle de andre, men hun skulle ikke have den på, når hun gik herfra. Herefter løsnede hun sin stramme fletning og lod håret hænge bølgende og langt ned over skuldrene. De havde alle skullet se rimelig ens ud til mødet. Det var en måde for deres overordnede lige at teste hvor gode, de var til at ligne almene soldater og bare falde i, og så havde de mødt et par riddere, der helst ikke skulle vide, at de var spioner, men bare skulle tro, de var menige, løbere eller skribenter. Det gjorde det meget lettere for dem til et par fremtidige opgaver, der måske ville kræve, at de fandt ridderne i felten, og der skulle ingen betvivle deres hverv. 

Som døren gik op, slugte Zirra næsten rummet med sin træthed, og hun fik fremstammet et dovent "Hey, Chi."

Selvom det var tidligt på dagen havde Amara været vågen i noget tid, da hun jo skulle være frisk til når hendes dag startede. Den plejede at starte stille ud for hun var den første der mødte i køkkenet og var der selv til at gøre klar de første par timer. Bare fordi hun stod op med solen, betød det jo i den grad ikke at resten af paladset gjorde, og morgenmaden skulle aldrig gøres klar alt for tidligt, men hun kunne bare godt lide at være i køkkenet og pusle. Denne morgen var ikke noget undtagelse. Da solens stråler var kommet mere frem var hun da også på vej til køkkenet og åbnede roligt døren med et smil. Der var en gæst her til morgen. Men ikke en hun ikke kendte. Et kærligt smil blev sendt til Zirra.
"Godmorgen Zirra, lang nat?" kom det fra hende som hun lukkede døren bag sig og tog sit forklæde fra væggen. Det var et langt sort forklæde der blev bundet om livet og dækket for hendes bukser ned til hendes fødder. Ikke et normalt forklæde men hun havde fået det syet sådan fordi hun godt kunne lide at kunne bevæge sig og ikke have noget om halsen. Under det forklæde hun lige havde taget på havde hun nogle lettere tætsiddende sorte bukser og på overkroppen en hvid trøje med ærmerne foldet op så de nåede til lige efter hendes albuer. Hendes kulsorte krøllede hår hang løst for nu, når de andre begyndte at møde ind ville hun nok sætte det op, for at det ikke kom i vejen når de rigtigt gik i gang.
Hun gik meget roligt ind i køkkenet og så sig lidt om, det var præcis som hun havde efterladt det. Stille gik hun så hen til Zirra og lænede sig op af bordet hun sad på ved at læne overkroppen på det med et smil. Lidt var hun faktisk glad for at hun var der, det var altid hyggeligt deres små måder.

"Virkelig, virkelig lang nat," bekræftede spionen med et opgivende smil. "En af de der sid-stille-og-lyt-efter-møder, og ikke engang feltarbejde. Lige nu ville jeg faktisk hellere have brugt natten i en mudderpøl et sted ude i Tusmørkedalen, men det ville jeg nok ikke sige, hvis jeg rent faktisk havde gjort det."

Amara var en af de få ikke-spioner, Zirra kunne tale åbent med. Især fordi køkkenet var et af de eneste steder på paladset uden ører i væggene. 
Zirra var kommet i køkkenet så længe hun kunne huske. Hvis hendes mor havde været optaget, havde det nogengange været det letteste for deres far at tage dem med op på Paladset, hvor han vidste, at der var mange til at hjælpe med at se efter ungerne. Så havde den største bror, Ersten, fået ansvaret for hende og Treston, men de sneg sig altid væk og endte nede i tjenestefolkenes gange. Og i køkkenet kunne de altid lige få sneget sig til et stykke kage eller brød. Da hun var kommet i lære som spion som 12-årig, havde nogle af hendes første opgaver været at snige sig rundt i tjenestefløjen uden at blive spottet. Og nu var det hendes lille sikre sted på paladset, når hun kom forbi i tide og utide og ikke skulle ses af krigere, der kendte hendes familie og kunne undre sig over, hvorfor hun rendte rundt her så tidligt på dagen eller så sent om natten. 
Altid havde Amara været der, og hvad der i Zirras unge år havde været endeløs beundring var vokset til et tættere venskab med tiden. De tjeneste- og køkkenfolk, der havde været på paladset længe, kendte vist til de fleste af spionerne, og Amara var ingen undtagelse. Det var en lettelse for Zirra ikke at skulle gå på glasskår rundt om emnet eller prøve at give nogle halvdårlige halvløgne ligesom hun var vant til med sin familie. 
For hende var det eneste lidt sære, at Amara havde set hende vokse op fra hun var helt lille, mens englen selv ikke virkede til at se anderledes ud fra Zirras synspunkt. Højere, måske, men det var kun fordi hun selv var vokset. Som menneske havde hun stadig en begrænsning i helt at forstå det anderledes tidsperspektiv for de udødelige racer.

Et lille grin kom fra Amara som det var hun lyttede til Zirra snakke. Det var jo nok rigtigt nok. Men selv kendte hun skam også til dage hvor man bare ønskede man var et andet sted end der hvor man var.
"Skal jeg lave dig noget morgenmad, som et plaster på såret?" grinede hun let som hun rettede sig op og gik hen til der hvor de havde de fleste af deres råvarer. Det var jo for det meste hende selv der stod for at købe dem, eller i hvert fald få lavet aftaler med dem som skulle levere det. Dette gjorde også hun kunne arbejde mere effektivt når der var stress på for hun vidste præcis hvad de havde og hvor meget af det.
Det med at Zirra var spion havde aldrig rigtigt gået hende på, det var ikke noget hun snakkede med andre om, men det var heller ikke noget hun tænkte meget over. Det var jo bare et arbejde, det var ikke fordi det gjorde Zirra til en anden person end den lille glade pige hun kendte. De havde kendt hinanden længe og Amara kunne virkelig godt lide deres venskab. Det var rart at snakke med en som ikke bare så hende som køkkenchefen eller bare en af tjenestefolkene, som nogle krigere gjorde. Hun havde dog været på paladset længere end mange af de andre havde, da hun endda havde blevet der mens det var overtaget, ikke af eget valg dog. Men selv før det havde hun været der og arbejdet. Lidt over 200 år var det blevet til. 
Zirra var dog meget speciel for hende, fordi hun havde kendt hende fra barn og hun så lidt sig selv som en moder-figur for hende i starten, men nu var det for hende blevet til et smukt venskab. Derfor havde hun heller ikke nogen problemer med at mødes med hende i den tid hvor der ikke var andre. Så kunne de snakke lige som de ville uden de behøvede være forsigtige. 

Zirra sagde aldrig nej til Amaras madkreationer, og hun nikkede ivrigt. Mange sagde, at der ikke fandtes bedre mad end ens mor kunne lave, men med en engel, der havde lavet mad på Krystalpaladset i over fire gange så lang tid, som Zirras mor havde levet, var der ikke meget at komme efter. Amara var oceaner bedre end Eylia til at lave mad, og efter Zirra var flyttet hjemmefra var det her, hun kom for at tigge et godt måltid og ikke derhjemme.

"Hvordan har du det, Amara?" spurgte hun og hev knæene op til sig, mens hun kiggede på englen arbejde. 
Hendes støvler lå på gulvet - hun vidste godt, det ikke ville falde i god jord at have sko oppe på Amaras køkkenbord, men strømpesokker plejede at være i orden. Lige så snart spørgsmålet havde forladt hendes læber, fortrød hun det næsten. Hun ville helst ikke få spørgsmålet tilbage, for hun vidste, Amara kunne se, når noget gik hende på, og hendes livssituation var i øjeblikket ikke ligefrem så behagelig, som hun kunne ønske sig. Men hun ville faktisk gerne høre, hvordan det gik veninden. Det var lidt for længe siden, hun havde været forbi. 

Det var et meget stort og tilfreds smil der kom på Amaras læber som det var hun så hvor ivrigt der blev nikket. For hende var sådan noget altid en sejr, for det betød jo at der var nogen der kunne lide hendes mad. Altså det var der jo nok mange der kunne ellers ville hun ikke have haft sit arbejde så længe, men det var stadig rart at se det i stedet for bare at antage det.
Hun gik hen til nogle af de kurve og kasser der var blevet sat af leverandøren denne morgen. Køkkenet fik jo friske råvarer næsten dagligt. Blev de lidt nød til med alle de folk der spiste der. Men også for at kunne lave den bedst mulige mad. Det var jo ikke et hvilket som helst køkken, der var visse standarter.
Meget roligt tog hun noget frugt og lagde i en lille skål og begyndte så på en pandekage dej. Det var ikke hverdag hun fik lov til at lave sådan noget så det var god træning og så elskede hun lugten af kardemomme om morgenen. Spørgsmålet kom en smule bag på hende dog, men hun fortsatte bare med det hun var begyndt på mens hun smilede.
"Har det? Hmmmm, som jeg plejer vil jeg tro.. Der er ikke sket så meget nyt i mit liv for tiden, jeg tager det bare en dag af gange som jeg altid har gjort" svarede hun meget roligt mens hun begyndte at piske. Det var jo ikke fordi hun ligefrem havde lavet noget der var værd at mindes i den sidste tid, det var bare som det plejede.
"Hvad med dig? Hvordan har du det? Udover det kedelige møde selvfølgelig" Hun var jo lige så interesseret i sin veninde. Selvom hun nok tænkte det ikke var et spørgsmål der altid var nemt at svare på.
Mens hun stod og piskede i skålen holdt hun skålen og vendte sig med en om mod Zirra. Hun piskede bare videre med et kærligt smil og ventede på svar. Roligt lænet mod bordet bag sig.

Pandekager! Åh hvor Zirra elskede Amaras pandekager! Hendes mund begyndte allerede at løbe i vand ved tanken, og hendes mave rumlede utålmodigt. Hun havde levet lidt for meget af billigt kromad på det seneste, så et luksusmåltid var en kærkommen forandring. Og ethvert måltid fra Amaras hænder var et luksusmåltid. 
Zirra smilede over madvalget, men det falmede, da Amara straks efter spurgte ind til Zirras liv.

Hun sænkede blikket. Selvfølgelig kom spørgsmålet tilbage. Det havde været naivt at tro, at Amara ville lade hende få flere spørgsmål ind først. Hun havde nok håbet, Amara havde noget at fortælle, så hun kunne spørge ind til det og glemme hvordan hun selv havde det. Hele hendes liv var rod, og selvom hun stadig passede sit arbejde, var alle andre tidspunkter, hvor hun ikke kunne drukne sig i det, noget rod. Altså... Udover Bertram. Når hun druknede sig selv i hans selskab, var alt andet ligegyldigt. Han var en rus uden ende i de timer, de tilbragte sammen og en tanke i baghovedet hvert eneste sekundt, hun skulle undvære ham.

Mens hun overvejede, hvad hun skulle sige, flakkede hendes blik, og hun pillede lidt fnuller af sin ene sok. Hun kunne jo egentlig godt tale med Amara om mænd. Det havde hun gjort ved alle sine andre forhold, og Amara var en af de få, hun havde grædt ud til, når endnu et forhold var gået i vasken, fordi Zirras hemmelighedsfuldhed omkring arbejdet var blevet for meget. Det var svært at tale med andre om, hvis de ikke vidste, at Zirra ikke var sekretær. 
"Jeg..." begyndte hun og drog et langt suk. "Jeg er faldet for en fyr, Amara. Men han er..." Hvordan skulle hun sige det? Kunne hun sige det? At Bertram var vampyr? "... Ikke menneske."

Amara stod skam meget roligt og piskede dejen mens det bare var hun ventede på at høre et svar. Men selv lige efter hun havde stillet det havde hun kunne mærke på Zirra at det ikke havde været det som hun havde håbet på. Det var jo ikke for at være ond hun havde spurgt. Langt fra. Det var tydeligt at se og hører på Zirra at det var svært for hende.
Derfor satte Amara også skålen fra sig og gik hen til Zirra efter at have hørt hvad hun havde sagt. Uden at sige noget lagde hun bare arme om hende og holdt hende tæt. Nogle gange var det vigtigt at være lidt både mor og veninde når det kom til deres venskab og det havde hun det helt fint med. Specielt fordi hun aldrig selv havde fået børn.
"Jeg ved det kan være svært, men der er gode væsner derude, også selvom de ikke er menneske.... Du skal bare være sikker på han er ordenlig over for dig" Kom det meget kærligt fra hende som det var hun bare stadig holdt om hende. Det havde jo været tydeligt svært for hende at fortælle så for Amara var det vigtigt at vise hun ikke dømte det mindste. Hun var jo også selv ikke menneske så det ville også være mærkeligt hvis hun gjorde men hun ville bare ikke have nogen troede det, og slet ikke Zirra.
"Og er han det ikke, så skal jeg nok komme efter ham" tilføjede hun med et lille smil som hun meget stille trak sig lidt væk og strøg Zirra over håret. 

Zirra sukkede og lod sig synke ind mod Amaras skulder. Englen gav altid de bedste kram. Det kunne kun blive bedre, hvis hun havde vingerne ude og også lige lod dem folde sig blidt henover én og skærme af for resten af verden med de bløde fjer. Det var dog nok meget godt, hun ikke havde dem fremme her i køkkenet, for nok var rummet stort, men pander og gryder og skeer ville nok blive slået af væggene, hvis hun havde. 

"Ja, det ved jeg," svarede hun halvmumlet ned i Amaras skulder stadig. Hun løftede hagen lidt, så hendes ord blev tydeligere. Hun havde mødt mange rigtig gode væsner. Men det havde sjældent været dæmoner, varulve eller vampyrer. Hvordan fik hun sagt, at fyren ikke var en eller anden fin elver eller smuk engel? Burde hun overhovedet sige det?

Hun kunne dog ikke lade være med at smile ved Amaras kommentar om at komme efter Bertram, hvis han ikke var ordentlig  ved Zirra - hvilket han teknisk set faktisk allerede ikke havde været. Bertram ville uden tvivl stikke halen mellem benene og klynke som en slået hund, hvis Amara kom efter ham. Hun kunne udvise noget af et temperament, hvis hun ville, og hendes nære var blevet trådt på. 
Hun fortsatte, da Amara trådte tilbage, og hun igen kunne vikle sine arme om sine ben. "Der er bare så mange ting at overveje synes jeg. Han har allerede levet fem gange min forventede levetid, og jeg er bare en døgnflue i hans tidsregning. Jeg kan aldrig nogensinde lade min familie vide det. Hvis far vidste det, ville han slå ham ihjel. Eller mig. Eller os begge to."

Amara strøg hende fortsat over håret mens det var hun stod og lyttede. Det var aldrig nemt at skulle gøre sådan noget og slet ikke når det var at man i forvejen ikke var sikker i sig selv med det hele. Dog kunne hun mere og mere forstå på det hele at det ikke bare var en elver eller sådan noget. Hun ville stadig ikke dømme men det kunne da bekymre hende lidt, for hun ville virkelig ikke have der skete hende noget.
"Så snak med mig hvis du har brug for en at snakke med... Jeg har levet i mange år efterhånden, og selvom jeg ikke er en ekspert i romance har jeg da været gennem lidt, og jeg lover dig at jeg ikke vil gå efter ham med mindre han gør dig ondt" Forsikrede hun meget kærligt og strøg stadig hendes hår. Det hele var jo for hende noget som var en del af livet og hun ville bare gerne have at Zirra var glad. Så var det ikke vigtigt for hende hvem det var sammen med. Hun ville dog gøre alt for dem hun holdt af og det vidste de personer også. Som Zirra. Det var et meget kærligt og blidt smil der var over hende som hun bare så på Zirra og gav hende et kys på panden.
"Nå, hvad med jeg bikser nogle pandekager sammen? Inden din mave går i protest" hun grinede en smule som det var hun sagde det og gik hen til dejen igen og fangede to pander i mens. Der gik så ikke mange sekunder før hun var igang ved komfuret og så smilende på Zirra. Mad var jo det hun var bedst til så hun kunne ikke gøre så meget andet end prøve at gøre det hele lidt bedre for Zirra og bare hjælpe på den måde hun kunne.

Zirra smilede da Amara endnu engang forsikrede hende om, at hun ville komme efter Bertram, hvis han gjorde hende ondt. Amara var en god engel at have på sin side, måtte Zirra jo indrømme, og hun turde ikke spørge ind til detaljerne omkring, hvad det indebar for Amara at komme efter nogen. Heller aldrig havde hun spurgt, men hun var ret sikker på, at det var Amaras fortjeneste at et par af de værste mobbere pludseligt var holdt op, dengang Zirra havde været barn. 

"Der er ikke noget bedre end dine pandekager," svarede hun smilende, og hendes mund løb allerede i vand, da den første dej ramte panden. 
Amaras madlavning slog altid alt andet mad, og så især når man var sulten efter et langt møde og en lang nat. Endnu et gab trængte sig på, og Zirra vippede lidt med sine tær for at holde fokus og ikke falde i søvn. Det ville være kønt at tumle forover og ned på gulvet. 

"Hvordan gør du med partnere?" spurgte hun, da den mest lydte syden fra panden var overstået, og det mere var en stødt baggrundsstøj. "Holder du dig til andre med lang levetid? Ville du kunne være sammen med en dødelig? Se dem blive gamle, mens du ikke ændrer dig fysisk?"

Amara var skam hurtig med maden og var god til det. Det var altid noget hun havde været glad for, og selvom hun havde lavet det i mange år, ville hun altid føle hun ville kunne lære mere og blive bedre. Men alligevel var hun stolt af den mad hun lavede og havde ikke tænkt sig at stoppe bare hvis nogen var bedre end hende. Derfor fik Zirras ord hende virkelig også til at smile. Når folk satte pris på den mad hun lavede, og ikke bare den mad der kunne heale. Så var det altid en stor ros følte hun. De store spørgsmål overraskede hende dog en smule mere. Men hun blev ved med at lave pandekagerne imens.
"Jeg er en romantiker, det vil jeg nok altid være, så for mig er det ikke vigtigt hvor lang tid jeg har med en" svarede hun ganske roligt som det var hun vendte de første pandekager over på et fad, og gik i gang med de næste inden hun fortsatte.
"Det hele kommer an på hvordan man bruger den tid man har sammen... Dødelig eller ej, hvis du elsker en person nok så vil de altid være med dig og du vil ikke være i tvivl om at den tid i bruger sammen vil være den vigtigste for dig.. Når det er sagt så ved jeg også at med væsner der lever længe som jeg selv, så tager tiden nogle minder fra os og med tid vil nogle måske komme videre og finde ny minder med andre.. Men det gør ikke at den tid vi havde med en speciel person betyder mindre for os". I sin levetid havde, Amara jo set mange væsner komme og gå fra hendes liv, og det gjorde ondt nogle gange. Ligesom det ville gøre ondt at miste Zirra før eller siden, men sådan var det når man ikke havde samme levealder alle sammen. Derfor var hun dog glad for hvert lille øjeblik de havde sammen og hun ville huske dem i sit hjerte nok for altid. Dog følte hun det også selv lidt svært at snakke om, netop fordi hun jo var romantikker, og faktisk aldrig havde fundet en som for hende var en hun ville leve med så længe som muligt, det var næsten altid bare hende selv når hun endelig havde fri og så var der ikke meget at gøre end bare at sove så hun var klar igen til næste dag. En smule ensomt, men det havde hun faktisk aldrig fortalt nogen.

"Det giver god mening," mumlede Zirra lidt lavt. "Men er det ikke hårdt at vide, at ens partner bliver gammel og skrøbelig? Døden er en ting, men alle de år, hvor man som udødelig kan lige så meget som ens unge dage, mens ens partner må passe på skrøbelige knogler og et sind, der kan gå hen at glemme alt for meget."
Hun lænede sig til siden og rakte over til fadet, Amara havde stillet fra sig. Hun fik fat i kanten på en enkelt pandekage med fingerspidserne, og trak den til sig i en flydende bevægelse. Da den var i fart, slap hun den kort for så at gribe den igen og tage en ordentlig bid. Hendes mund havde allerede dannet spyt ved bare tanken om at sætte tænderne i lækkerierne, og pandekagen var fortæret i fem bidder  -  dog blev den sidste nydt langsomt. 
"Jeg tror bare jeg har svært ved at forestille mig, at han virkelig gider mig mere end et par år, og jeg føler mig dum for overhovedet at være faldet for en vamp... for ham. Du ved, det er jo bare et par dage i hans tidsregning, der her år med mig," Zirras tale var sløret af det mad, hun stadig tyggede på, og hun håbede, hun havde fået talt hurtigt nok til, at Amara ikke lagde mærke til hendes lille fejltrin i næsten at indrømme racen på sin nye kæreste. Åh hvad ville hun ikke tro, hvis hun vidste at Bertram var vampyr. Ét var at han var udødelig - en helt anden ting var, at han levede af blod, og det ikke ligefrem var normalt at være kærester med sin mad. Han havde jo også lovet, at han ikke ville spise af Zirra igen, men når uhn så man helt forhutlet, havde hun svært ved ikke selv at tilbyde det.