Det havde været en lang rejse fra Azurien, og tilbage mod Dianthos. Men til trods for den lange vej, og den usikre fremtid, havde humøret været højt som de nærmede sig byen. For Telmas kontakter i byen havde meldt tilbage, at det igen var sikkert at færdes for dem. Efter deres lange eksil, hvor alle elvere var blevet banlyst fra hovedstaden, og alle andre større byer, så kunne de endelig vende hjem.
Den Sande Dronning var stået frem og havde afsløret Kiles Orden som de tyraner de var. Ordenes absurde love var blevet ophævet, og Telma skulle så sandelig nok sørger for, at Dronningen kom til at gøre godt af sit løfte om at kompensere elverne for den harme de var blevet påført.. hvertfald når det galt hendes egen familie.

Turen gennem porten var et næsten saligt syn, som en gammel vens favn. Vagterne ved porten var da også kendte ansigter der flovt bød dem velkomne tilbage. Telma havde dog ikke meget opmærksomhed til overs til dem, for som de krydsede igennem porten, kom hendes hjem til syne.

Det Halve Svin var en prægtig kro, og noget af det første man så, når man kom ind af Dianthos sydport. Før i tiden havde der altid været liv i kroen, på næsten alle tider af døgnet. Men nu henstod den, forladt. Skiltet over døren var væk, men Telma så med tilfredshed et andet skilt, der havde været sat op i des sted, lå flækket på jorden.
Telma havde godt hørt at kroen, i hendes fraværd, havde været omdannet til et suppekøkken, brugt af Kiles Orden. Men tydeligvis var der andre i byen der have været imod det, for det var deres skilt der lå flækket.

Med optimismen voksende i brystet, holdt Telma vognen an foran kroen, og rakte tøjlerne til sin datter Sarrah "Hold her min pige, og hold øje med dine søskende for mig!" Telma så rundt på sine små pus, og hendes blik stoppede til sidst på sin søn "Simar, kom med ind skat" bød hun, og trådte ned fra vognen, og gik mod døren.

Turen hjem føltes nok endnu længere end den havde været ud af byen. Følelsen af at de var på vej hjem, følelsen af at de kunne vende tilbage til deres hjem og Simar kunne vende tilbage til sit værelse sammen med et lille spinkelt håb om at han ting ville være der, alle de ting han ikke havde fået med. Gjorde bare at hele rejsen føltes som evigheder, han havde flere gange spurgt hvor længe der var til, til de var hjemme. Simar havde været utålmodig særligt i den sidste del af rejsen, så da de endelige kørte igennem Dianthos sydport, var Simar nærmest helt ustyrlig. 

Mørket var ved at lægge sig om byen, for Simar lignede det ikke sig selv, det hele havde været meget bedre før, altså før de måtte rejse eller måske det bare fordi det var ved at blive mørkt.  ”Mor tror du mit værelse stadigvæk er der? Og at alle mine ting er der?” Spurgte han forsigtig som de kom tættere og tættere på kroen. Simar vidste ikke helt sådan 100% hvor spændte hans søskende måtte være, men noget måtte de være! For nu var de hjemme! Endelig hjemme igen!

Hestevognen blev stoppet og Telma rakte tøjlerne til hans søster Sarrah. Hvis Simar selv skulle svare på hvor hurtigt han havde været oppe og ude af hestevognen da hans mor sagde han skulle komme med ind, så havde han været hurtigere end lynet under et uvejr! ” VI HJEMME” Udbrød Simar stolt og kiggede kærligt på sin mor. ” Vi behøver ikke være bange mere gør vi vel mor?” Spurgte han og så på hende med en usikkerhed i blikket. Han ville ikke have de skulle være bange længere! Og han ville ikke have der skulle ske hans mor noget! Nu var de hjemme og ikke længere skulle tænke på hvornår de kunne komme hjem igen. Simar kiggede op på sine søskende og tilbage på sin mor med et smil på læberne ” Jeg er glad for at vi er hjemme” Sagde han og gav sin mor et kæmpe kram, han ville helst ikke slippe krammet, men gjorde det alligevel.

"Dit værelse skal nok være der endnu min skat" forsikrede Telma sin søn, og plantede et kys på hans hår "Og hvis noget mangler, ja så er det jo en god mulighed for at skaffe noget nyt!" klukkede hun. Selvom det havde været hårde tider, så kunne Telma ikke andet end være optimistisk nu, hvor de endelig stod foran deres egen dør igen. 
Hun havde ingen illusioner om, at alting stod som da de rejste, men forhåbentligt havde de Kile tosser ikke revet alting op, eller smadret inventaret!

Med højt mod skubbede Telma døren op, og hun så til sin overraskelse at krostuen faktisk ikke så helt værst ud. Der var blevet flyttet rundt på bordrene, bevares, og området bag disken var gabende tomt. Men gulvet lod til at være fejet for nylig og intet så ud til at være ødelagt. "Vi er hjemme" bekræftede Telma med et lettet suk, og så ned på sin søn med et blik der kunne fjerne selv den mindste tvivl "Nej min skat, vi er hjemme i sikkerhed igen nu. Der er intet at være bange for" hun viste det var en løgn, men en hun leverede uden tøven. Hendes børn skulle ikke føle sig bange for andet end mørket under deres senge, eller frygte andet end pigelus.
"Det er jeg også Simar, det er jeg også" smilede hun varmt ned til ham "Stik du op og se til dit værelse, så kigger jeg til køkkenet" sagde hun så, og gav ham et lille puf afsted.

Resten af kroen fremstod meget på samme måde som krostuen. Stortset alle møbler stod hele, og flyttet ganske lidt, men der var tomt. Der lå ingen ødelagte ting eller væltede møbler som man kunne have forventet hvis nogen havde været inde for at stjæle. Det var mere som havde nogen tryllet alting væk, i sikkerhed for de onde.

At hans værelse nok skulle være der endnu og hvis der manglede noget, var det en god mulighed for at han kunne få nye ting! Det var alligevel fedt at han så bare kunne få nogen nye ting, men det var ikke det samme! Han havde elskede sine ting på værelset og det var noget af det bedste han glædede sig til, nemlig at skulle hjem til sine egne ting igen.

Som de stod sammen side og side Telma og Simar og ventede på at Telma ville åbne døren så de kunne komme ind og se huset og kroen. Simar fulgte stille med efter sin mor, han var alligevel en anelse bange for at der ville være noget i huset, det kunne mærkes lidt på ham. Hans ticks ved det højre var godt i gang og det irriterede ham virkelig for at afslørede altid at han var bange og usikker. Da Telma sagde at de var hjemme i sikkerhed, hjalp det lidt på ham. Hun havde altid ret for det var hans mor og hans mor var den bedste og klogeste i hele verden! ” Ja, det føltes så underligt” Sagde han stille til hendes.

At der var flyttede rundt på tingene, altså bare nogle af dem, kunne Simar ikke lide! De havde stået perfekt før, så hvorfor overhovedet flytte på dem. ” Dem der tog vores hjem har altså ingen sans for indretning” Sagde han med et stort smil på læberne som Telma sagde han skulle smutte op og se sit værelse, og det lille puf antyd vist at han skulle gøre det nu. Med et lille nik, satte han i løb hen over gulvet og op ad trappen op til sit værelse. Døren til værelset blev nærmest flået op, sådan at den bankede ind væggen sig. Han turde dårligt gå ind på værelset, han vidste ikke hvem der havde været der inde og hvad der kunne være på værelset. ” Addrgh” mumlede Simar som han kunne lugte en virkelig grim lugt! Han trådte forsigtigt ind på værelset, der virkede så tomt og uhyggeligt.

Simar stod midt på gulvet som han kiggede sig omkring, han havde haft et lille sengebord ved siden af sin seng, men det var væk, i stedet var der blevet placeret en stor træstub ” Hvorfor har de byttet det ud!” mumlede han uden helt at forstå det, det lille bord havde jo været bedre. Mens han havde stået og kigget på det, gik det op for ham at han skulle finde sine ting… Alle hans kreative opfindelse og de ting han havde lavet, de skulle være her! Det måtte de ikke havde fjernet eller smidt ud! Det var jo hans og han havde brugt så lang tid på dem. Han rodede hele værelset igennem men der var ingen ting at finde, det var væk. Han sukkede stille og vidste ikke helt hvad han skulle gøre, han var en blanding af rasende og ked af det. Tænk at nogen kunne være sådan, så modbydelig at de kunne finde at smide hans ting ud. Simar satte sig op på sin seng, den virkede rodet. Dynen lignede den bare var kastet op på sengen, som Simar satte sig mærkede han at han satte sig på noget. Hurtigt var han på benene igen og rev dynen væk, blikket var fast låst på tingene der lå på sengen og et større og større. Han ting var jo lige der, ikke dem alle men en del af dem, ” MOOOOR!!!! Råbte Simar og grinende løb han ud af rummet og hen til trappen! ” MOR MOR MOR MOR!!! KOM OG SE!!! SKYND DIG!! DET FANTASTISK” Råbte han nærmest helt utålmodig og kunne ikke dy sig for at løbe ind på værelset igen! Han løftede nogen af tingene op fra sengen for at tjekke om de var intakte og det var de.

Telma åbnede døren ud til køkkenet og åndede lettet op. Alt var nok ikke hvor det plejede, men det så ud til det meste faktisk var der, og var intakt ikke mindst. Skønt Telma havde haft kontakter i byen der havde bekræftet kroen stadig stod, var rapporterne fra dem blevet færre og færre som tiden var gået, og hendes ængstelighed steget.

Men alt lod til at være i god orden - efter omstændighederne -  præcis som hendes rapporter havde antydet. Telma tog bestik af rummet, og kørte nysgerrigt en finger over bunden på en gryde. "Huh" mumlede hun for sig selv, som hun så den tilsoddede finger. Grydden var blevet brugt for nyligt, og de indtørrede brødkrummer i de fjernere hjørner tydede på nogen havde boet her - andre end Kiles Suppekøkken.

Telmas tanker blev imidlertiddigt afbrudt af Simars råb ovenfra. Telma sukkede "SØDE SKAT, LAD VÆRE MED AT RÅBE PÅ TVÆRS AF HUSET! KOM HERNED I STEDET!" 

//Lukket grundet inaktivitet. Hvis du har lyst til noget nyt hvis du kommer tilbage engang, så sig til :) //