Sorris sad på bænken i køkkenet og brugte sin kulstift flittigt på pergamentet foran sig. Det var spændt fast på et tegnebræt, så det ikke flyttede sig rundt, men alligevel var det godt igang med at blive en meget mørkere tegning, end forventet. Det havde muligvis noget at gøre med de lyde, der kom inde fra stuen, hvor hans søster havde stået skoleret i det meste af en halv time. Det eneste, han hørte, var sin fars stemme, som steg og faldt i ét væk inde bag væggen, mens Sorris gjorde sit allerbedste for at lukke ørerne. 

Over for ham sad Ersten og hans kone og de småsnakkede lidt med Eylia, mens hun gik og gjorde maden færdig. I modsætning til Sorris, lod Ersten dog ikke til at være ubehageligt tilpas over situationen. Han snakkede og morede sig, som var det en hvilken som helst aften. Måske virkede han endda til at være lidt ekstra tilpas og Sorris mistænkte ham for at nyde, at Zirra fik læst og påskrevet for at have holdt sig væk fra gudstjenesterne. Eylia afslørede kun sin uro ved nogle små kort sideblikke mod døren ind til stuen, som Sorris ikke troede på, at Ersten overhovedet bemærkede. Han kunne være ret så uobservant, når det tog ham.

"... flere tjenester i træk, og endda på vores vielsesdag, der lå på en søndag dette forår! Er du klar over hvor meget det smerter din mor, at du forsømmer dine guddommelige pligter? Hvad tror du ikke Isari tænker om vores familie, når hun aldrig høre fra dig mere? Zirra du kan på ingen måde tro at jeg bare lader dette passere - jeg burde få fat i hr. Hark og personligt fortælle om dine forsømmelser. En kvinde som endda er ugift endnu og som ikke tager sin familie seriøst - det kan umuligt være godt for hoffets fremtræden, og han..."

Der var ingen grund til at stoppe Dastons raseri. Zirra havde allerede forsøgt at undskylde sig med overarbejde, men selvom det var sandt, købte han den ikke. Hun kunne ikke rigtig bebrejde ham det, for det var urealistisk at en sekretær havde overarbejde en søndag morgen. Det meste overarbejde var eftermiddage, måske aftener. Og i en offentlig instans tog de flere hellere længere tid om en opgave end at prøve at holde sig til tidsfristen og bare lægge det ekstra arbejde. 
Men Zirra var ikke sekretær og med et arbejde, hvor hun var ude hele natten og derfor lå og snorksov søndag morgen, havde det bare ikke været muligt for hende at slæbe sig af sted til Isari-højtlæsning uden at kompromittere sit dække. Så måske var det for det bedste, at hendes far var skidesur og beskyldte hende for ikke at ville sin familie nok. Det ændrede bare ikke på at det gjorde ondt.
Meget af det kunne hun være ligeglad med. Hans trusler om at fortælle det til Cetus Hark var tomme, selvom han ikke selv vidste det. Det var generelt bare svært at rapportere noget til en mand, der ikke fandtes. Hendes reelle arbejdsgiver ville være ligeglad med en sådan klage - de vidste, hvad hun havde brugt tiden på og antog allerede at hun prioriterede landets sikkerhed over sin familie. Ligesom Zirras far selv ville gøre, hvis han blev kaldt ud. 

Ude i køkkenet kom Treston ind fra gangen. Han havde haft en sen træningsgang med nogle nye væbnere og havde hverken nået bad eller omklædning fra sin uniform, der dog var blevet åbnet lidt sløset i kraven for at han kunne få det lidt køligere. Han nåede at sige en halv hilsen, før hans muntre blik aftog og han vendte blikket mod den lukkede dør. Med et suk og en rysten på hovedet gik han hen til Sorris og uglede drengens krøller. 
"Hvad så, Risling? Er det endnu et kunstværk til mine tomme vægge?" spurgte han og satte sig ned med et blik på kultegningen. 

Et kort nu blev Sorris endnu mere trykket sammen indeni, da Treston kom ind i køkkenet og hørte skænderiet. Sorris vidste, at Treston heller ikke ville bryde sig om det og bare tanken om, at flere skulle lytte til det, var trykkende for Sorris. Han trak dog vejret lidt friere og smilede varmt til sin bror, da han kom hen og satte sig ved siden af ham. Han var egentlig for gammel til, at nogen rodede ham i krøllerne på den måde, men Treston og Ersten havde han aldrig forsøgt at stoppe i det. I stedet så han op på den højere bror med et næsten tilbedende blik. "Jeg er bange for, at det ikke rigtigt bliver til noget," svarede han og viste tegningen frem, som faktisk ikke forestillede noget andet end mørkt i forskellige nuancer. "Men pergament er for dyrt til bare at smide ud. Så jeg forsøger på at redde det." 

Hans hoved svirpede til siden, da lydene fra stuen pludselig stoppede og hans blik søgte ned på tegningen igen. Ersten slog tilfreds i bordet. "Så er vi vist klar til mad Mor," hvorefter han så hen på sin kone. "Dækker du ikke bord? Jeg er sulten som en hest!"

Ishai nåede at rejse sig halvt, før Eylia fik stoppet hende. "Nej, hør nu her, du bliver bare siddende, sødeste!"
Ishais mave var kun blevet større, og hun vraltede nu tydeligt, når hun gik rundt. Eylia tog en stak tallerkner fra skabet og satte dem på spisebordet. "Her - I kan dække op siddende, ja, du hjælper hende Ersten."
Et strengt blik blev sendt til Ersten, hvorefter hun vendte sig tilbage til at anrette maden i et fad. 

Som den dampende varme mad blev sat på bordet, gik døren op ind til stuen, og Zirra gik ud, mens Dastor holdt døren for hende og selv fulgte efter. Døren behøvedes ikke at blive holdt åben, den forblev fint åben af sig selv, så det virkede mere som om Dastor holdt den for at give hende lov til at komme ud. 
Uden at møde nogle af de andres blik, gik hun hen og satte sig ved bordet ved siden af Sorris, hvor der var en ledig plads, og hvor hun vidste, hendes far ikke ville sætte sig. Han ville tage bordenden længst væk fra kødgryderne, så det kun var Eylia der skulle rende frem og tilbage, hvis der skulle mere mad på bordet. 
"Hey Zi," sagde Treston prøvende og så op fra Sorris' tegneplade til Zirra. "Se hvad Risling har gang i."
Zirra tog en halv dyb indånding og plastrede et mildt smil på sit ansigt, før hun vendte sig halvt i stolen og lænede sig til siden over mod sin lillebror. Tegnebrættet var næsten helt sort, i forskellige nuancer og med lidt ekstra hårde linjer i en af kanterne. 
"En... Havn ved midnatstid?" spurgte hun prøvende. Det kunne godt lidt ligne bølger, hvis hun så godt efter.

Ersten trak fredsommeligt på skuldrene af sin mor og gav sig til at dele tallerkenerne ud på bordet, som han havde fået besked på, mens han takkede sin lykkestjerne for, at Ishai ikke var nær så vanskelig at have med at gøre, som hans mor. Alle så dog op, da døren blev åbnet, men Sorris så hurtigt ned igen. Hans far havde heldigvis aldrig set på ham på den måde, men det gjorde stadig lidt ondt at se, at han gjorde det over for Zirra. 

Han så heller ikke op, da hun satte sig ned ved siden af ham, men da hun udtalte sig om hans tegning, trak han lidt akavet på skuldrene. "En uvejrs-himmel," svarede han lavmælt og håbede inderligt, at ingen lagde for meget i dét faktum. Som altid kunne han dog regne med Eylia til at tage broden af den akavade tavshed, da hun smækkede en gryde på bordet og så rundt på flokken med et smil. Sorris følte det næsten, som om hans mor forsøgte at tvinge atmosfæren i køkkenet til at blive hyggelig gennem ren og skær viljekraft. "Så, lillebørn. Så er det bare at tage fra!"

En uvejrshimmel. Hvor mon dén idé var kommet fra. Zirra tav og priste sig lykkelig over, at hendes mor tog ordet, så tavsheden ikke nåede at blive akavet.
"Du må vise mig lidt flere af dine tegninger efter maden," sagde Zirra stille til Sorris. "Det er... lidt længe siden jeg har set dem. Du må have lavet en masse siden sidst."
Det var længe siden hun havde set familien helt generelt. Arbejdet havde taget lidt for meget tid. Bertram havde taget lidt for meget tid. Dronningens tilbagevenden havde smidt alle hendes overordnede ud i totalt kaos. Uden videre havde hun stillet sig til rådighed, men de havde sendt hende hjem for nu. Med hendes primære speciale i dæmonaktivitet var det vigtigt, at de havde hende frisk og udhvilet så snart de fik nys om noget, og det gjaldt især nu hvor de vidste, der havde stået en ærkedæmon bag Leoric og trukket i trådene. 
Åh hvor Zirra dog ville ønske hun kunne bringe alt det op ved middagsbordet og tale med sin familie om noget, hun var passioneret om. Men hun måtte lade dem starte samtalen for ikke at lyde indblandet, og hun måtte spille uvidende fordi alle informationerne ikke var offentligt og bredt kendt. De ville ikke forvente at hun satte sig ind i den slags. 
Lige nu havde hun egentlig heller ikke lyst til at starte en samtale ovenpå den skideballe, hun lige havde modtaget. Lige nu var det bedste nok bare at lade madroen sænke sig.

Sorris havde ligesom sin storesøster heller ikke den store lyst til at bryde tavsheden og kaste opmærksomhed på sig selv. Han sad dog mest bare og stak til maden, uden at spise meget. Det gjorde han forresten tit. Når han ikke spiste hjemme hos sine forældre, så var hans tallerken ofte mere end halvt fyldt, når han gik fra den. Den slags kunne han dog ikke slippe af sted med herhjemme, hvor hans mor kunne holde øje med ham. 

Ersten tog dog hele situationen meget roligere end resten af familien. Som den eneste lod han ikke til at være påvirket af situationen og tog godt fra af maden. "Mor, du laver altså stadig den bedste mad i hele hovedstaden," næsten buldrede han - uden at tage sig af, at hans hustru sad ved siden af. "Hvis de serverede din mad til strategi-møderne i hæren, så var der helt sikkert færre skænderier."

"Hvis de serverede det til strategimøderne, ville der ikke blive snakket strategi," kommenterede Treston med et skævt smil på læben.
Halvdelen af bordet lo med, og for en stund spiste alle i stilhed.
"Nå, Treston, hvordan går det med de nye væbnere?" spurgte Dastor lige som Treston havde taget en bid og derfor måtte bruge det næste minut på akavet at gestikulere, at han spiste så hurtigt han kunne.
Zirra vidste godt, hvad det handlede om, fordi hun... Ja, hun havde måske læst lidt i sine brødres ordre. Treston var god til at vurdere, hvilke væbnere, der ville passe godt sammen med hvilke riddere, så han fik de nye håbefulde unge forbi et par dage for at give et bud på et godt match. Det var dog stadig irriterende, hvor meget deres far skulle lege kommandør, når de alle var samlet. Udover Zirra tog han en rapport fra alle sine børn, som var han deres overordnede. Lige på det punkt havde Zirra det fint med, at han ikke vidste, hvad hun lavede - måske lige udover at det ville være fantastisk tilfredsstillende at besvare alle hans spørgsmål med Det er du desværre ikke autoriseret til at få at vide, far.

"De er alle sammen rigtig talentfulde den her gang," fik Trest endelig sagt efter en pinefuld synkning af for lidt tygget mad. Han bundede sit vandglas. "Jeg tror faktisk jeg finder en væbner eller to til Yulen."
"Hvor fantastisk at høre, det må du lige holde mig opdateret med," farens blik gik en tak videre. "Sorris, min kære dreng, hvordan forløber din træning?" 

Sorris så op, da Dastor spurgte til ham og han trak let på skuldrene - meget langt fra smil lige nu. "Det går okay," sagde han lavmælt og fortsatte med en bid af information, som forhåbentlig kunne hjælpe ham til at skubbe faderens fokus væk fra ham igen. "Jeg trænede med Lannidar i formiddags. Han er i byen for nogle ganske få dage." Han lagde med tilfredshed mærke til, hvordan alle tre mænds blikke pludselig var rettet mod ham med interesse. "Lannidar? Det var ham, som du kæmpede sammen med, ikke far?" spurgte Ersten med næsten ærefrygt i stemmen.

"Han må have travlt, siden han ikke kommer forbi til middag," lo Dastor blot, som om deres ærefrygt var malplaceret og Lannidar for ham bare var en god gammel bekendt. Det var han sikkert også, men det højnede kun drengebørnenes ærefrygt for deres faders krigserfaringer. 
Eylia tog ordet. "Jo, Ersten, Lannidar er netop den ridder, jeres far kæmpede sammen med under belejringen af Dianthos. Intet kunne stå i vejen for de to sammen."
Hendes stemme var fyldt med beundring, og Ishai kom med et velplaceret suk.
"Hvor er det godt, du finder dig de bedste at lære fra!" udbrød Treston og gav Sorris en venlig albue i siden. "Du ender med at følge i vores fodspor hurtigere end vi selv gjorde."

Sorris følte sig lettere, da samtalen gik videre uden ham og han smilede sammen med resten af familien, da Eylia bekræftede, hvad Sorris allerede var klar over. Han så enormt meget op til sin far og var ualmindeligt stolt af alt, hvad han havde opnået. Men at hans brødre også allerede var anerkendte Krigere, betød også, at der var meget for Sorris at leve op til. Derfor var det også lidt svært at finde smilet, da Treston gav sig til at drille ham. "Jeg gør da, hvad jeg kan. Far, vil du ikke fortælle os om belejringen igen? Jeg er ikke sikker på, at jeg kan huske historien rigtigt." Det passede ikke. Han havde hørt den historie massevis af gange. Men han vidste også, at hvis først han kunne få Dastor til at fortælle, så ville resten af måltidet sikkert forløbe uden for meget fokus på ham. Og han nød også at høre de gamle fortællinger. De var virkeligt spændende.

Zirra sukkede lavmælt, og vendte blikket tilbage til sin tallerken. Så er vi på den igen...
Dastor elskede at fortælle om sig selv, og især hvis det indvolverede krig og kamp mod Mørket. Mens han fortalte om sin heroiske indsats der med sikkerhed havde gjort stor forskel i at ende belejringen, forsvandt Zirra tilbage i tanker fra belejringen. Hun havde været så bange for, at hendes brødre skulle komme noget til under krigen. Før havde de primært været sendt ud, og hun havde stolet på at de kom sikkert tilbage. Under belejringen  havde det været anderledes. Zirra selv var blevet sendt ud af byen ad de hemmelige gange for at infiltrere Mørkets hær i et forsøg på at samle informationer om deres taktik og destabilisere noget, hvis muligt. 
Zirra havde stået på fjendens linjer i lang tid under den belejring  og set sine kollegaer i Lysets Hær falde under Mørkets sværd. Det var noget, hun aldrig kunne dele med sin familie. 

Tallerkner blev tømt, og for en gangs skyld lod Eylia til ikke at ville tvinge mere mad i sin yngste søn. Hun begyndte at samle tallerkner, mens Dastor fortalte afslutningen på sine og Lannidars gerninger. Zirra rejste sig og hjalp sin mor med oprydningen i stilhed. 

Sorris havde klaret at spise en acceptabel mængde af mad, mens faderen snakkede løs under middagen. Tallerkenerne blev ryddet af bordet af kvinderne, mens Ersten, Treston og Dastor hurtigt var kommet til at tale videre om andre slag og heltegerninger. På et tidspunkt rejste de tre sig og gik ind i stuen sammen med Ishai for at sidde mere behageligt. Eylia gav sig igang med opvasken og Sorris fandt igen sit tegnebræt frem. Han lagde ikke selv mærke til det, men hans skuldre faldt betydeligt, da han endelig kunne sætte sig i ro og mag for at gøre den færdig. 

Zirra og Ishai hjalp Eylia med opvasken. Zirra lidt mere, for Eylia fik hurtigt sendt Ishai ind i en lænestol. Lidt almindelig mor-snak og et par undvigelser om sit arbejde senere, kunne Zirra gå ind i stuen til de andre med Eylia lige i hælene. Et hurtigt blik rundt i stuen fortalte hende, at det eneste sted, hun var i sikkerhed fra sin fars blik, var ved Sorris. 
Der var ikke en stol ledig ved siden af ham, så Zirra trak en lav fodskammel hen ved siden af hans stol og lænede sin albue på armlænet. 
"Må jeg se et par af dine tegninger?" spurgte hun lavt, og nok lidt for tydeligt træt af hvordan aftenen var forløbet indtil videre. Måske kunne den nå at blive lidt bedre.

Sorris var ikke ligefrem vant til den store opmærksomhed fra sin storesøster og han bed sig derfor også lidt i kinden, da hun spurgte, om hun måtte se hans tegninger. Normalt foretrak han egentlig, at ingen så dem, men han havde lært, at det ikke kunne lade sig gøre. Folk var altid nysgerrige og hans nærmeste kunne endda finde på at blive irritable eller kede af det, hvis han ikke viste dem frem engang imellem. 

Til sidst nikkede han derfor lidt. "De er inde på mit værelse. Skal jeg hente dem?" Han vidste ikke helt, hvordan han skulle opføre sig. Zirra havde været stor - næsten voksen - da han blev født og hun var kommet i lære, endnu inden han var blevet gammel nok til at tale. Han følte slet ikke rigtigt, at han vidste, hvem hun var. Det var så lidt, hun fortalte om sig selv, som ikke havde med hendes enormt kedelige arbejde at gøre og han kunne ikke selv finde ud af at spørge. 

"Jeg går bare med ind, så skal du ikke til at samle dem sammen," svarede Zirra hurtigt og rejste sig. Alt hun kunne gøre for lige at komme lidt væk fra den samlede familie og lade dem falde ind i en eller anden samtale, hun så bare kunne hoppe med ind i på sidelinjen senere, ville være godt. Og hvis Sorris på nogen måde lignede hende, havde han nok næppe sine tegninger lagt i en nydelig bunke. 
Hun åndede lettet op, da ingen i selskabet modsatte sig, at de lige fortrak sig fra stuen lidt.

Zirra lod hånden glide over væggen, mens de gik ad gangen mod Sorris værelse. Det var ikke de lykkeligste minder, hun havde fra dette hus, men det var hendes barndomshjem, og der var en nostalgisk følelse over at komme på besøg. Men hun sad lidt mindre blødt i stolene og stemningen var lidt mindre afslappet. Hvis hun havde følt sig uden for i sin barndom, var det ingenting i forhold til nu. 

Han førte an ned af gangen og ind på sit værelse, inden han fandt en lille stak med papirer frem fra den lille reol og lagde den fra sig på sengen. Det var stakken med de flotte skitser. Dem han godt turde vise frem for folk. Der var et par portrætter af deres mor og et enkelt af Ishai, foruden nogle stykker af byen. "Jeg er blevet bedre, siden jeg lavede dem," forsvarede han sig ubehjælpeligt, da de først lå på dynen og skreg deres uperfektheder efter ham. Han var helt sikker på, at Zirra med det samme ville bemærke den forkerte streg omkring Ishai's kæbe. Sorris selv var voldsomt kritisk over for sit arbejde og han troede ikke rigtigt på folk, når de påstod, at han var god.

Zirra så på den i stilhed. Imens satte hun sig på kanten af hans seng med et par stykker i hånden.
"Hvordan får du trækkene så tydelige? Ishais øjne er ikke til at tage fejl af overhovedet..." sagde hun med en stemmeføring der var præget af at ville lære og suge viden til sig.
Selv havde hun svært ved at få portrætter til rent faktisk at ligne den, hun skitserede. Det blev altid bare... En eller anden. Hvem som helst. Hun blev nødt til at lære hvordan hun fik de væsentlige karaktertræk ind i billedet, hvis hendes skitser nogensinde skulle bruges til noget.

Sorris blinkede en enkelt gang og sænkede så skuldrene en lille smule, da han ikke mødte den modstand, han havde frygtet. "Jeg ved det ikke rigtigt," indrømmede han og satte sig så ned ved siden af hende. Han havde aldrig haft nogen til at lære sig at tegne. Det havde bare ligesom været noget, han kunne. "Jeg så hende sidde og se ud af vinduet engang. Og det var dét blik, jeg forsøgte at gengive. Jeg synes, det er nemmest, hvis jeg har mulighed for at betragte personen i et stykke tid, mens de sidder stille. Så træder trækkene lettere frem."

"Hmm, hvad med folk, der ikke står stille? Hvordan ville du gå til at tegne nogen, du ikke kunne få til at sidde stille?" spurgte Zirra eftertænksomt. 
Måske var det faktisk dér, hendes problem lå. Det var så rigtigt, det Sorris sagde, med Ishais blik, der forsvandt ud i horisonten, når hun fik lov til bare at sidde i egne tanker. Nu hvor Zirra tænkte over det, var det nok det karaktertræk, hun ville fremhæve først, hvis hun skulle beskrive sin svigerinde.