Alianne_ 13.07.2019 19:51
Det var mærkeligt for Rhaya at have en stor skællet hånd liggende i sit hår hele natten, og hun havde fanget hentydningen med det samme - han ville vide det, hvis hun prøvede at smutte - men hun faldt til ro efter lidt tid og lod sig også selv glide hen i søvnen igen. Denne gang uden flere drømme.
Resten af natten gik stille forbi de to sovende væsner i den lille oase. Morgenstunden kom med lidt fugtigt dug og løftet om en varm sol, men stadig med kulden fra natten.
Hans ben var stadig unaturligt varmt mod Rhayas ryg. Normalt ville hun ikke forvente at kunne mærke en anden persons ben så tydeligt igennem kjolestoffet, selvom det var tyndt, så han måtte have en eller anden grad af varmekilde. Måske hans race bare var ekstra varme, eller samlede godt med varme i løbet af dagen ligesom øgler, der dasede hele dagen på en sten.
Rhaya havde rykket sig lidt i søvne, så hun lå med fronten mod ham og kunne se på ham, mens han vågnede. Han røde skæl funklede med gyldne undertoner fra solens stråler, og hun rakte forsigtigt en hånd frem og kørte en finger over et par skæl ved hans arm. De var lige så hårde, som hun forestillede sig, men som hun nåede de næste skæl i rækken, der var lidt mindre, var de bløde og gav efter. Rhaya havde aldrig set et væsen lignende. Hun havde været omkring mange halvdyr med sære ansigtsformer, mens skælfyrens ansigt var stadig så anderledes end alle, hun havde kendt. Hornene så tydelige en del af ansigtet, snuden der også syntes som en del af den rødlige skælhud.
Hun sænkede hånden og sukkede svagt. Hun trængte til at dyppe sig i den lille oasesø og vaske nattens koldsved af sig, men hans hånd lå stadig i hendes hår... Måske hun kunne...
Det var som om noget kom tilbage til hende. Det havde været hendes liv før. Snige sig, stjæle ting, komme ud af situationer uden at folk opdagede, hun havde været der i første omgang. Det her burde jo være let for hende. Bare fordi hun var blevet knækket, betød det jo ikke, hun havde mistet sine evner, sin fortid. Udover at... det havde hun.
Hun rynkede brynene, og tog halskæden med den lille gule sten af.
Alt blev stille. Dejligt, dejligt stille.
Roligt og forsigtigt tog hun fat om et par lokker og begyndte at glide håret ud af hans greb, mens hun med den anden hånd skubbede løst, fint sand op omkring hans hånd der, hvor håret havde ligget i hans greb. Ikke at lave en eneste lyd igen var fantastisk. Rhaya havde slet ikke tænkt over, hvor meget hun havde savnet det. At kunne trække vejret igen uden at kunne høre sine lunger, åh hvilken luksus.
Så snart hun havde snoget sig ud af skælfyrens hånd og dækket den i sand i stedet, gik hun ned mod oasesøen. Hun tog sig i at gå mere snigende, end hun behøvede. Hun var blevet for vant til at hendes fødder larmede, når hun trådte ned, men det gjorde de ikke mere. Et smil bredte sig på hendes ansigt.
Ved søen hev hun op i kjolen og trådte ud i den med sine tynde sandaler. Jo længere ud, hun kom, jo mere hev hun op i kjolen. Men hun tog den ikke af. Hvis øglemanden vågnede, ville hun ikke stå nøgen i en sø foran ham. Hun ville bare vaske følelsen af Vargas og vagterne af sig - selvom den nok ikke ville forsvinde helt, før hun fandt sig noget nyt tøj.
Halskæden med den gule sten lå tilbage, der hvor hun havde ligget.