Med alt det der skete i Dianthos lige i øjeblikket, fandt Alicia det ikke sikkert at være der. Der var for mange risici, og hun risikerede at blive fanget. Det var derfor, hun lige nu befandt sig under et træ ved den nordøstlige landevej, der førte mod Lazura. Præcis hvor langt fra Dianthos hun var, vidste hun ikke, men der var fredeligt her, og man kunne høre flere fugle kvidre i baggrunden. Solen skinnede, og det var lige over middag.

Alicia havde taget sit sværd og skede ud af den holder, der hang i bæltet, og det lå lige nu ved siden af hende, mens hun sad i græsset og egentlig bare nødt naturen. Det var så længe siden, hun havde været ude i det fri. Der havde været så meget på det sidste. Planlægningen af overtagelsen af Dianthos havde fyldt mest, og det var også den, der havde taget størstedelen af hendes opmærksomhed. Derfor var det rart rent faktisk at have en dag, hvor man kunne slappe af.

Tøjet bestod af en hvid skjorte med en brun lædervest ud over. Bukserne var sorte og akkompagneret af de sædvanlige mørkebrune læderstøvler med metalspænder. Vingerne var gemt inde i ryggen.

Lige i øjeblikket sad Alicia mest i sine egne tanker og nynnede svagt en melodi for sig selv. Hendes stemme var tydeligt egnet til sang, men man skulle forholdsvis tæt på for at kunne høre hende. Hun sad ikke afsides, og man kunne se hende fra vejen.

I starten havde Kalitresh sat pris på det styre, Kiles Orden havde indført i byen. Da han først var kommet til menneskenes rige, havde han været bestyrtet over den lovløshed, der fandtes. Havfolkene var langt mere strenge og kontrollerende, når det kom til deres folk, og de, som forbrød sig mod loven, blev straffet hårdt.
Som månederne på landjorden gik og konflikten med elverfolket eskalerede, følte Kalitresh sig dog nødsaget til at vende tilbage til sit hjemland og rapportere om det, der foregik. Han lagde sin byvagtsuniform fra sig, bad om orlov, og drog af sted mod havfolkenes rige.

Det var adskillige måneder siden. Opholdet havde trukket ud, og han var nu endelig tilbage på landjorden. Først havde rejsen ført ham gennem Azurien, hvor han hurtigt havde fået nys om, at landet var i oprør mod Kiles Orden, og han havde derefter for alvor taget benene på nakken - for hvilken situation, ville han finde i Dianthos? 
På trods af at byen virkede stor og fremmedartet for ham, havde den alligevel de seneste år udviklet sig som et form for hjem, for den stadigt unge havmand.

Dagen var stadig ung, men solen stod højt, og da den generede Kalitresh, var han begyndt at søge efter et skyggefuldt sted at hvile. Han var iført rejseklæder: en let sommerkappe, tunika og bukser. Sidstnævnte kunne af og til stadig føles underlige at tage på, men forvandlingen var ved at være lidt mere naturlig for ham. Han passerede et sving i vejen, og fik øje på et par store, skyggefulde træer forude. Under et af dem sad en rødhåret kvinde, tonerne fra hendes lille melodi nåede Kalitresh' ører.
"Frøken Alicia Minarko!" Hilste han med et spor af forundring i stemmen, da han standsede ved træet. "Hvad laver De her - så langt fra Dianthos?" 

Alicia havde ikke styr på, hvor længe hun havde siddet der. Det føltes egentlig kun som fem minutter, men hun kunne nok snildt have siddet der flere timer, uden at hun havde tænkt over det, da hun hørte en stemme kalde sit navn. Refleksen startede med, at hun i en bevægelse kom på benene, inden hun fik øje på et velkendt ansigt. Var det...? "Jamen hr. Aryaka! De forskrækkede mig" startede hun ærligt med at svare, mens hun gav sig selv et øjeblik til at få sin vejrtrækning på plads igen. "Jeg holder mig væk fra byen" svarede hun igen med ærlighed i stemmen. "Jeg har fået nok af Ordenen." Hun undlod at nævne, at hun var eftersøgt, og hun håbede inderligt på, at han ikke ville begynde at spørge ind til det. Hun havde ikke lyst til at sætte ham i en position, hvor han følte sig nødsaget til at tilbageholde hende (eller prøve på det), for hun ønskede ikke at ende i en kamp med en ven. Hun sendte ham dog et smil, da hun nu var faldet ned igen. "Det er ellers længe siden. Er De på vej tilbage til byen? Tingene er eskaleret kraftigt" fortalte hun. Hun var ikke klar over, hvor meget han vidste, og hun var ikke selv sikker på, at hun havde styr på alle detaljerne, men hun ville give ham den information, hun kunne, hvis det blev nødvendigt.

Kalitresh lavede en lidt akavet hilsen mod Alicia, et form for buk, som sikkert ville se elegant ud, var man under vandet, men som blev noget stift på grund af menneskebenene, han for tiden bar. En bekymret rynke kunne ses i havmandens ansigt, der var dækket af ganske små, fine, blålige skæl. 

"Men hvad med Deres pligter hos byvagten?" Spurgte han ligefremt. Situationen i byen skulle være meget slem, før han ville så meget som overveje, at forlade sin position helt, selv om for Kalitresh, var hans loyalitet over for havfolkets rige, Aquarin, naturligvis altid det, der stod højest. Han kunne derfor heller ikke forstå, at Alicia, som menneske, blot ville vende sit land og befolkning ryggen.

Eskaleret kraftigt. Det kunne betyde mange ting. Kalitresh gjorde et nik med hovedet mod træets skygge, der virkede velkommende i forhold til den efterhånden hede sol. Det kraftige lys voldte altid Kalitresh besvær, da han var opvokset i dybets mørke.
"Måske De vil fortælle mig hvad der er sket." Sagde han, og gjorde mine til at tage plads under træet. Bevægelserne når han skulle sætte sig i græsset var igen lidt stive og anstrengte på grund af menneskebenene. "Jeg kunne forstå på min rejse gennem Azurien, at der er uroligheder."

Alicia sukkede over spørgsmålet, som hun igen tog plads i skyggen. Hun så noget trist ud over at skulle fortælle ham nyheden. "Jeg har forladt garden. Jeg ved ikke, hvor længe De har været væk, så jeg starter fra en ende af: Isaripræstinden blev fundet myrdet. Kort efter blev Aladriospræsten dømt og henrettet for mordet, uden forudgående rettergang" forklarede hun hult. Det var tydeligt, at mindet stadig ikke havde forladt hende. "Jeg havde det i forvejen slemt med at skulle jagte uskyldige elvere, og - jeg burde nok ikke fortælle det, men jeg gør det alligevel - jeg hjalp en del af dem med at flygte fra byen, men det her var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg er overbevist om, at Ordenen er korrupt" sagde hun forklarende. Hun havde ikke lyst til at nævne modstandsbevægelsen og bringe dem i fare, men hun følte, hun var nødt til at fortælle om sig selv. "Jeg er havnet på den forkerte side af loven for at forhindre en gruppe ordensmedlemmer i at anholde en elver." Hun var tydeligt klar på, at Kalitresh ville forsøge at anholde hende; hun blev stadig siddende, men hun var opmærksom på den mindste bevægelse fra ham. "Jeg ønsker at hjælpe indbyggerne i byen, men ikke på denne måde, Aryaka" afsluttede hun, mens hendes ansigt fik en mere trist mine.

Endelig uden at solens skarpe lys og beskyttet af træets skyggefulde kølighed, kunne Kalitresh tage sommerkappen af, folde den sammen et par gange og placere den i græsset ved siden af sig. Automatisk løb hans skællede hænder en gang gennem de grønne strå - sådanne små naturfænomener, der optrådte overalt i Krystallandet, kunne stadig vække forundelse i havmanden - på trods af, at han efterhånden havde rejst på landjorden i adskillige år.

Hans krystalisianske bar stadig en let accent, selv om han sagtens kunne gøre sig forståelig: "Det er blevet langt værre, end jeg frygtede." Svarede han hende med sorgmod i stemmen, mens han lyttede til hendes forklaring. Hendes ord bragte også konflikten frem i ham, for hvad skulle han gøre, når han vendte tilbage til byen? Skulle han udføre Kiles Ordens bud, selv om de gik mod hans principper? Han brød sig heller ikke om tanken om at gøre oprør.

"Hvor længe siden er det, du forlod Dianthos?" Spurgte han hende blidt. Han kunne se, at det ikke var et emne, der behagede hende, men han var nødt til at vide så meget som muligt om situationen i byen.

Alicia overvejede et øjeblik, hvor meget hun kunne tillade sig at afsløre. Hun havde ikke lyst til at bringe andre i fare, men Kalitresh så umiddelbart ikke ud til at ville gøre hende noget, så hun tog en dyb indånding. "Der går desuden rygter om, at en gruppe indbyggere har startet en modstandsbevægelse. Det er et tegn på, at selv de har fået nok" forklarede hun videre. Hun valgte med vilje ikke at fortælle for meget, for hun var stadig ikke sikker på, at Kalitresh ikke havde tænkt sig at gå videre med det.

"Et par dage" svarede hun ærligt. "Jeg vender tilbage igen om ikke så længe, men det har lige været lidt meget det hele, så jeg trængte til at få alt kaosset lidt på afstand" fortsatte hun. Hun så op på Kalitresh for at prøve at fange hans blik. "Har du tænkt dig at indberette mig?"

Igen lyttede Kalitresh opmærksomt til Alicias ord. Han havde hørt svage, foruroligende rygter langs havne- og landsbyer, men hun var den første, der kom fra landets Hovedstad, som han havde talt med på rejsen. Han brød sig ikke om at høre, hvad der foregik: "Og denne modstandsbevægelse.. har Ordenen taget affære mod dem endnu? Hvad med byvagterne?" Hørte han sig selv spørge. Han måtte vide, hvad slags opgaver, han kunne forvente at blive sat til, når han kom tilbage til Dianthos. Han havde altid udført de ordrer, han blev givet, men så igen - ordrerne havde altid været rimelige.

Han blev revet brat ud af sine tanker, da Alicia stillede ham et meget direkte spørgsmål. Han tøvede et øjeblik, før han så hende i øjnene. Der havde altid været noget spøjst ved hendes glødende, orange øjne. Kalitresh gik ud fra, at det var relateret til hendes magi.
"Jeg.." Det var et svært spørgsmål at svare på. "Jeg er ikke min uniform nu, og jeg har ingen ordrer til at tilbageholde Dem. Situationen i byen taget i betragtning, tror jeg der er vigtigere ting at tage sig til, end at indberette, at jeg har set Dem ved landevejen.." Igen tøvede han et øjeblik. "Men Minarko.. Hvis de spørger mig direkte, kan jeg ikke sige, at jeg ikke har set Dem."

Der gik nogle timer inden Kalitresh tog afsked med Alicia og fortsatte rejsen mod byen. Hun havde givet ham meget bekymrende nyt at tænke over, og havmandens mine blev mere og mere bekymret, som han nærmede sig Dianthos. 

Han håbede, at Guderne ville være med Alicia, og at der snarest ville komme orden i sagerne igen.

(Vælger at lukke tråden, da vi ikke har set dig længe. Håber du kommer tilbage på et tidspunkt!)