Det var en smuk formiddag, solen skinnende og gav genskær i duggen som var kommet i løbet af natten. Fuglene sang, og der var generelt en munter stemning i bordelhuset. Forretningen var som altid på disse stunder, ikke den højeste. Det var normalt først i løbet af eftermiddagen og aftenen at folk begyndte at dukke op. Derfor var der flere af pigerne, der sagde farvel til dem som der havde brugt natten i deres værelser. Og satte sig ved det lange bord ude i køkkenet for at få noget at spise. Der i blandt var Sif, hun havde dog ikke haft nogen mand for natten. Taget fri, som hun kaldte det. Flere af pigerne synes det var mærkeligt, hvor oftere det var at hun valgte at sige nej til mænd, men i stedet sørgede for alle de andre piger fik en god aften. Selvfølgelig taknemmelige for at nogen passede på dem. Men det tjente man nødvendigvis ikke særlig mange penge på.

For Sif var bordelhuset en stor familie, hun passede på pigerne og derved også sin datter. En datter hun håbede en dag ikke ville være i samme fag som hendes mor og hende selv. Eller måske bare ikke behøvede at sælge hendes krop som hun selv havde gjort. Ikke at hun bebrejdede sin mor, for det gjorde hun ikke. Nej på trods af omstændighederne af hendes liv, og det ikke altid var en dans på roser så elskede Sif hende mere end noget andet i verden. Derfor betød det jo ikke, man ikke kunne drømme om en bedre tilstedeværelse i livet.

Så således startede morgen på bordelhuset. Ganske fredeligt, med latter og snakken mellem pigerne og nogle af mændene. Morgenmaden blev splittet ligelidt, og generelt hvis man ville se dette udfra. Ville man blot tro en meget stor familie, havde samlet sig omkring morgenbordet for en hyggelig stund. Ikke at man befandt sig i et af det mest elskede og forhadte sted i byen.

Fabian havde aldrig kunne affinde sig med at arbejde på et bordel, også selvom der var nogen andre tryghedsrammer i den forbindelse, men der var Fabian nok lidt for selvstændig. Han foretrak bare at have sit eget klientel, og friheden der kom med det, selvom han også var udsat for langt værre ting, end dem på bordellerne. Normalvis var det ikke værre end at han kunne håndtere det. Han var trods alt en fuldvoksen mand, med muskler, men nogen gange var det bare en tand for slemt.

I ly af det første lys der stod op, var Fabian netop blev udsat for en af disse. Han havde fanget en af de tidlige morgen kunder, siden han havde haft natten fri. Det havde været en stor mand, men Fabian havde ikke tænkt så meget over det, lige indtil halvvejs inde i akten det begyndte at udvikle sig til.. noget værre, og fordi manden var større end Fabian, så havde han faktisk også formået at holde ham fast. Ikke nok med det, men så løb han også fra regningen, så Fabian følte sig ærligtalt mere snydt end hvad godt var, og han følte sig helt smadret.
Normalvis ville han nok bare være gået tilbage til sit værelse og sove det væk, men han kunne godt mærke, og smage på blodet i hans mund, at han i det mindste skulle han nogen til at tjekke op på ham, for lige at tjekke at det ikke var værre, og ærligtalt så hjalp det altid med lidt selskab efter sådan noget her, så han gik, eller nærmere humpede, over mod bordellet.

Turen til bordelhuset var heldigvis ikke så lang, og han trådte ind det velkendte sted. Det var ikke særlig overraskende at der ikke var så mange, men heldigvis var han et kendt ansigt omkring her, så de vidste at han ikke var her for at få lidt kærlighed af den art.
"Hvor er Sif?" spurgte han til en af pigerne der var ved indgangen, det var vigtigt at huset ikke stod ubevogtet trods alt. Heldigvis kunne hun pege ham i retning af køkkenet, hvor hun havde set Sif sidst, og han nikkede lidt før at han forsatte sin tur videre ud til køkkenet.

Han var blot i døråbningen, da han sagde lidt højere ud til forsamlingen. "Sif?" Hun ville jo nok skulle reagere på det, og ellers skulle de andre piger nok reagere på hvordan han så ud. Han havde blod løbende fra panden, og et øje der allerede så ud til at blive hævet og blåt. Han stod tydeligt og støttede mere på det ene ben, og der var tegn både på hans hals og det af overkroppen man kunne se under skjorten, at der var blevet holdt godt fast i ham. Alligevel havde han et udtryk i ansigtet om, at man da lige kunne vove på at komme i nærheden af ham, og at det her var absolut ingenting.

Hendes latter var let, som den rullede fra hendes strube. En af pigerne var godt i gang med at fortælle en historie, fra en af de første gange hun havde trukket en mand ind i sin seng. Heldigvis var dette en af de sjovere historier, manden havde været skræmt fra vid og sans. Sif vidste dog også, at der var tider, tider hvor at hun havde siddet ved en af arbejdernes senge og plejet dem efter en af kunderne havde været lidt for grove. Hun havde kun oplevet en gang i hele hendes leve tid, at der faktisk var en som havde måtte ladet livet. Heldigvis havde hendes mor en fantastisk hørelse, så det var meget, meget sjældent at der skete noget i den kaliber. Der var også nogen gange, hvor kunderne bare betalte så godt, at man valgte at sige ja til ting - ting man ville komme til at fortryde senere hen. Men som en hver anden profession, så kunne man ikke bare bakke ud når kontrakten var lavet.

Sif rejste sit hoved med et smil på læben, da hun hørte en velkendt stemme. “Fabian - kom...” og sæt dig. Var ordene som var ved at forlade hendes mund. Men da hun så ham, forlod alt glæde hende med det samme. Hun rejste sig så hurtigt op, at stolen væltede bag hende og lavede et ordentlig klonk imod det kolde stengulv. “Idril, Wilfried og Manny - sørg for at gøre et bad klar i mit kammer.” kom der hæst fra hende, de tiltalte rejste sig hurtigt op og gjorde det uden et eneste spørgsmål eller indsigelse. Hun var over hos ham, så hurtigt hende ben kunne trække hende. Hun var fuldstændig ligeglad med hvordan han kiggede på hende, om at hun skulle holde sig på afstand. Som om han prøvede at sige at det ikke var noget hun skulle bekymre sig om. Men han var her, så det var jo tydeligvis ikke ingen ting. Det gjorde helt ondt på hende, hvordan kunne folk være så modbydelige? Hun lagde en hånd imod hans kind, eller prøvede. “Kom med mig.” spørgsmålet lå næsten på hendes tunge, hvem har gjort det her, er du okay? Men fornemmede også at han nok ikke havde tænkt sig at svare hende. Hun greb ud efter hans hånd, for at trække ham med sig. Hen til hendes kammer, hvor et bad var ved at blive gjort klar til ham.

Fabian havde i hvert fald ikke tænkt sig at fortælle hele bordellet hvad der var sket, men det var tilgengæld en påmindelse om hvad der kunne ske hvis man arbejdede alene. De fleste i dette her rum ville ikke være kommet ud af det helt så godt som Fabian var, hvis de havde været i hans position. Det hjalp at være en stor stærk mand, og at han havde en hvis form for resistens overfor smerte, siden han var horen der aldrig sagde nej. Alligevel var det dog to forskellige former for smerter, og det her var ikke sjovt.

Da Sif forsøgte at lægge en hånd mod hans kind, vendte han blot hovedet, og sendte hende et stift blik. Han kunne udvise en form for sårbarhed når det kun var de to af dem, men ikke her. Ikke foran resten af lystpigerne og drengene. I stedet for nikkede han blot, og forsøgte at sende lidt af et kækt smil til resten af morgenbordet, inden han forlod dem, men det havde bare ikke samme gnist som det plejede, og det skabte næsten bare en mere trykket stemning mellem dem.
Det var heldigvis ikke noget Fabian behøvede at håndtere, som han blev ledt hen til Sif's kammer i huset. Han gik væsentlig langsommere end han normalt gik, og det var tydeligt at se at noget måtte der være sket med hans ben også, siden han haltede.

"Det var ikke min mening at ødelægge din morgenmad, men du må virkelig lære at stå op lidt tidligere," sagde han som de gik i et forsøg på at lyde en smule munter, men igen faldt det lidt til jorden. For det var virkelig ikke en god situation de stod i. Eller som Fabian i hvert fald stod i, og som Sif fik lov til at se.

“Du har ret - vi spiser ret sent, men sådan er det når nætterne ikke bliver brugt til at sove i. I hvert fald ikke for os alle.” prøvede hun med et muntertone leje, men hendes stemme knækkede halvvejs igennem sætningen. Blikket landet på hvordan hans ben haltede, og hun kunne mærke den varme fornemmelse der prikkede i næsen. Det der fortalte hende at hvis hun ikke passede på, så ville tårnene snart trille ned af hendes kinder. Hun var virkelig blevet mere sårbar, efter hun havde født. Hun sank det mundvand der havde formet sig i hendes mund, tankerne gled lidt rundt i en tåget rode bunke. Hvad skulle hun sige, hvad var der sket? Hvor meget kunne hun tillade sig?

Hun fik dog ikke sagt noget, før de var kommet til hendes kammer. Hun åbnede døren, og gestikulerede at han skulle gå ind. De tre hun havde sat til at gøre klar, var i fuld gang med at fylde et større rundt træ badekar op. Hun førte Fabian hen til sengen, som der op tog tredjedelen af værelsets plads. Der ud over var der et skab til tøjet og hendes toilet bord, med et stort flot spejl. Fyldt med hendes makeup, parfumer og hvad der nu ellers var der skulle bruges for at gøre hende klar til kunderne. Sengen som før beskrevet var ganske stor, var fyldt med farverige silkepuder, der var et flot lilla gennemsigtigt stykke stof der lå hen over de fire stolper der var så højde de næsten rørte loftet. For hende, var sengen som når hun så gøglerne danse rundt på tribunepladserne. “Sæt dig i sengen, jeg kommer tilbage om få minutter.” hun ventede dog på, at pigen og de to fyre var færdige med at fylde det sidste vand i før hun gennede dem ud. “Tag tøjet af til jeg kommer tilbage” der efter lukkede hun døren “Idril, se om vi måske kan få en af vores sædvanlige healer til at kigge forbi senere.” hun bed sig i læben, da hun igen blev berørt af situationen “Jeg er lidt nervøs for hvordan han går” den brun håret lille pige nikkede “Hvad med din datter? Skulle hun ikke snart komme på besøg” Sif sukkede og lod fingrene glide hen over hoved “Løb forbi børnehjemmet og sig jeg kommer først i morgen” Idril smilede, og lagde en beroligende hånd på hendes arm. Derefter gik de to kvinder hvert til sit.

Sif åbnede døren, til hvad man næsten kunne kalde et pulterkammer, her havde de håndklæder, rene sengelinned, forskellige små ting og sager der blev brugt i løbet af ugen. Hun fandt sæber, håndklæder og bandage. Hun ende med at gribe en kurv, da hendes spinkle arme ikke kunne bager på det hele selv. Med hurtige små skridt, bevægede hun sig tilbage til hvor Fabian var. Hun trådte uden at tøve ind i kammeret igen. Om han skulle være i gang med stadig at klæde sig af, være nøgen eller allerede sidde i vandet. Det for hende lige meget, han besad ikke noget - som hun ikke havde set før. Hun prøvede kun at mental forberede sig på, de skræmmer hun nok ville få at se.

Fabian kom med en tør latter af det. Det var rigtig nok at hvis man havde været oppe hele natten, så sov man altså også længere ud på formiddagen. Folk som dem havde bare andre arbejdstider end normen. Dog kunne han også godt høre at Sif tydeligt var påvirket af hvad der var sket med ham, selvom han ikke engang havde fortalt hende noget endnu. Han håbede bare på at hun ikke brød grædende sammen foran sig.

"Ja mor," mumlede Fabian, da han lidt begyndte at føle at han blev behandlet som et barn. Det var nu ikke så underligt, da Sif havde en tendens til at tage sig af folk. En egenskab som Fabian var meget imponeret over, selvom han selv havde svært ved den til tider. Især fordi han selv sjældent følte det samme, når han så nogen komme til skade. Der var enkelte folk i byen han bekymrede sig for, men det var virkelig ikke mange. Det var ikke som med Sif.
Mens hun havde forladt kammeret, tog Fabian langsomt sit tøj af. Heldigvis var hans tøj altid beregnet til at komme nemt af, så han fik nemt knappet sin skjorte op, og lod den falde, hvor han stod, og det samme med bukserne. Han havde ikke engang lyst til at kigge ned af sig selv, før at han hoppede op i vandet, hvor vandet kunne skjule de værste af skaderne. De var i hvert fald ikke ligeså nemme at se.
Det var dog stadig tydeligt hvordan hele hans overkrop var fuldstændig dækket af blå mærker der ligeså langsomt var begyndt at blomstre op. Der var heldigvis ikke mange steder hvor huden var blevet brudt. Dog var hans ene knæ fuldstændig hævet, og han kunne mærke hvor svært han egentlig havde ved at bøje i det.

Han prøvede blot at sidde og nyde det varme vand, selvom han ikke fik lov til det lang tid før Sif kom tilbage. "Jeg håber virkelig ikke at du begynder at græde," sagde han med et fast blik. "Eller pussenusse omkring mig." han opførte sig væsentlige hårdere end hvad han følte lige nu. For ærligtalt ville han bare gerne gå i seng og sove alle sine smerter væk, hvilket ikke ville være så nemt igen.

Hans ord ramte hende hurtigere, end hendes øjne kunne nå at tage bestik af skaderne.
Hun tog en skarp indånding igennem tænderne, da hun så hvordan at blå mærker var begyndt at blusse op på hans overkrop. “Jeg græder ikke” sagde hun stille, selvom der var tydelige tåre i hendes øjne. Nogen gange var det en stor svaghed, at hun var så følsom. Mærkeligt nok, var hun det aldrig sammen med andre kunder. Der var hun hård, kontant og lige til. Der skulle meget til at knække hende i den sitation. Men, når det kom til mennesker, mennesker hun kendte og var tæt på hende. Så blev hun et åben sår, og følelserne blødte igennem. Især når man havde sat et lille menneske i denne verden, og man pludselig stod over for, en situation hvor et andet menneske havde gjort Fabian fortræd. Hendes hjerte kunne næsten ikke bære det.

“Hvis du ikke ville hjælpes, var du ikke kommet her. Og du ved hvordan jeg er.” sagde hun i et mere hårdt toneleje. Hun var ligeglad med hvor stærk han prøvede at virke over for hende. Hun havde ikke tænkt sig, at han bare fik lov til at tage et bad. Sove måske, også forsvinde ud af hendes øjesyn igen. Hun tog en dyb indånding, og trådte nærmere. Hun satte sig på knæ ved siden af badekaret så hun bedre kunne komme til. Hun tog en lille spand, der stadig havde varmt vand og fandt en lille kuld frem. “Lad mig se dit ansigt først.” både øjet, og panden lignede noget der havde set bedre dage. Hun var lige nu, mest bekymret for blodet der var kommet fra panden. Hun kravlede rundt, så hun sad bag ham, og begyndte at vaske hans hår igennem. “Du kan lige så godt lade være med at prøve at undgå det. Jeg kommer ikke til at stoppe før du overgiver dig.”

Det hårde toneleje kom ikke som sådan som en overraskelse for Fabian, heller ikke hvad hun sagde. Han havde provokeret hende, og det vidste han godt, men der var stadig noget svært for ham i at være sårbar overfor andre, uanset hvor lang tid han havde kendt dem. Men han var her også af en grund. Han vidste at det her var det ene sted han kunne gå i byen når alt bare blev til noget lort, som lige nu.

Fabian lod Sif vaske hans ansigt, så såret kom til syne. Den var et par cm. bred, men blodet havde fået det til at se værre ud end det egentlig var, selvom Fabian nu stadig tog en hurtig indånding da han mærkede kluden kører over den. I det mindste burde det ikke være noget der tog alt for lang tid at heale, modsat nogen af de andre ting på hans krop. Det kunne godt være at han var en god formskifter, men han var ikke god nok til at dække over de mange blåmærker, for ikke at nævne at han ville reagere på det, ligeså snart en kunde placerede deres hænder på det. Han ville virkelig miste penge det næste stykke tid, hvilket faktisk irritererede ham mere end noget andet.

"Jeg ved det godt," sagde han endelig, og lukkede øjnene, og lod Sif vaske hans hår. Det var så sjældent at der var nogen der gjorde det på ham, og det var faktisk en af de få ikke seksuelle nydelser, som han virkelig værdsatte. Det hjalp også lidt med at få hans sind i ro. "Det er bare..." han tog en dyb indånding. "Hvordan kunne jeg ikke se at det ville være et problem at tage ham. Jeg burde have vidst at det var en dårlig ide." Han havde arbejdet gaden i årevis og alligevel lavede han så dum en fejl.

Hun åndede lettet op, da hun så skaden i hovedbunden. Den var heldigvis ikke så slem som man kunne frygte, og da hun begyndte at rense det lige så stille. Virkede det også til at blødningen stoppede. Men selv de mindste skrammer, kunne være dem som der kunne være forskellen mellem liv og død. Hun havde set det før på gaden, hvordan der pludselig var gået så voldsom betændelse i en ganske lille flænge. Også var der typisk kun en vej tilbage, amputation. Hun arbejdede forsigtigt sæben ind i håret, og rummet begyndte at dufte af den dejligste rosenvand. Med bløde og nænsomme bevægelser fik hun fjernet alt skidtet og blodet fra hans blonde hår. Hendes fingre stoppede kortvarigt, da han begyndte at snakke. Alle, selv de mest erfarende hun kendte, var kommet til at lave den fejl han havde lavet. Man troede det var nemme penge, man vidste der var noget galt men valgte at ignorer det. Nogen gange på grund af spændingen, andre gange fordi man var desperat.

“Fabian, det ikke din skyld.. Det der er sket i dag... kan aldrig være din skyld.” mumlede hun forsigtigt, som hun skyllede sæben ud af håret. Da hun var færdig, tog hun hans højre arm op, og begyndte at sæbe den ind og rense den også. Hendes fingre arbejde masserende hen over hans muskler. Hun prøvede både at lindre hans smerter, såvel som at gøre det mere behageligt for ham. Hun prøvede så godt hun kunne, at undgå at kigge ham ind i øjnene. For hun vidste, at lige så snart de ville ramme hans, så ville tårerne falde. Det var jo ikke bare det, at han var blevet slået og voldtaget af en anden person. Nej, hun vidste lige så vel som ham. At dette ville påvirke hans levebrød.

“Hvor lever du henne disse dage?” spurgte hun forsigtigt, mens hun arbejde videre med at se til hans sår.

For Fabian føltes det som om at det var hans egen skyld. Han kunne leve med at hans krop var blevet forulempet, det var ikke noget han ikke havde prøvet før, men det var mere det faktum at han selv var gået ind i det. At han havde stået og kigget på den mand, og taget valget at han var villig til at forsøge med, selvom han var væsentlig større end ham selv, og der var noget galt. Hvis han bare havde lyttet lidt til sin mavefornemmelse, så var han gået væk, og det her var ikke sket.
Selvom han følte sådan, så kunne han næppe sige det højt, for Sif havde på sin vis ret i at det jo ikke var hans skyld, at en anden havde angrebet ham på den måde, men det fik det ikke til at føle bedre. Han kunne ikke særlig godt banke en person han ikke kunne se. Så var det nemmere at lægge skylden på sig selv.

Han muskler løsnede sig lidt, som Sif begyndte at massere ham lidt, selvom der engang imellem kom et lille ryk og hvæs fra ham, når hun lige ramte et sted der gjorde ondt, men ellers lod han hende gøre det, og forsøgte at slappe af. Det her var nok det bedste han ville have det i dagevis, så det gjaldt om at nyde det.

"Jeg har fundet en lille kro jeg kan leje et billigt værelse hos for nu," indrømmede han. Selvom han havde boet i byen i årevis, så havde han endnu ikke fået et ordentlig sted han kunne slå sig ned. Det hjalp heller ikke at han nægtede at flytte ned i Skumringskvarteret, men det var alligevel en anelse for ulækkert til at han ville bo der permanent, så ofte endte han på kroerne, eller kortere perioder hvor han lejede et værelse hos nogen.

Hun stoppede op, med hvad hun var i gang med og kiggede på ham. Hun var så overrasket, over at han stadig ikke have noget sted at bo. Så hun glemte helt hendes følelser, omkring at hun ville blive ked af at kigge ham i øjnene. “Du har stadig ikke noget fast?” sagde hun undrende, hun tog en dyb indånding. Ikke at det betød så meget “Så du har hellere ikke nogen der kan sørger for dig de næste par dage - går jeg ud fra?” kom der endelig, det som hun egentlig var mest efter. Hun vidste jo at Fabian var en fri fugl, en som havde brug for at sprede sine vinger og ikke føle sig fanget af et partnerskab. Det var også de færreste mennesker i denne verden, der ville kunne forlig sig med ens historie. Især når det kom til mennesker som ham, der ikke ville stoppe. Selv når disse ting skete for ham, der gjorde han ende i en sitation hvor han blev nød til at sluge sin stolthed og søge efter hjælp. Så hendes forventning til spørgsmålet, var selvfølgelig nej. Men han kunne jo overraske hende.

Hun lod kluden falde ned i spanden med vand, hvor efter hun satte sig tilbage på hendes hæle. “Fabian.. du bliver nød til at sætte dig således så jeg kan komme til din ryg og overkrop.” sagde hun forsigtigt, hun glædet sig virkelig ikke til, at hun var nød til at bede ham om at rejse sig op. Hun håbede virkelig, det ikke var så slemt som hendes værste forudaninger fortalte hende at det var.

Fabian trak lidt på skuldrene. Han tog det ikke så tungt at han var alene, og ikke havde et fast sted at bo, for han var netop en fri fugl. For ikke at nævne at et romantisk aspekt aldrig var noget der var faldet ham ind, nogensinde. Det var heller ikke noget han ønskede. Det virkede ærligtalt mere som besvær, end noget han kunne få ud af det. Hvad han havde behov af omsorg fik han enten gennem sex, eller ved at besøge Sif, når han virkelig havde behov for det som nu. Lige nu kunne han måske godt have haft godt af det dog, men hvis det var rigtig slemt, så ville Sif nok  have for ondt af ham, til at efterlade ham ude i byen, selvom det altid skabte en følelse af at han skyldte Sif, og bordellet, noget. 

"Jeg plejer at klare mig... og bare fordi du har et rimelig godt værelse her, betyder det altså ikke at der er flere af dem ude i byen." pointerede han, inden han ændrede position, så Sif kunne komme til. Det var dog svært at gøre, uden at komme med en grimasse af smerte, selvom han prøvede at dække over det. "Det røvhul..." blev også mumlet irriteret ud, selvom det ikke var meningen at det skulle høres af andre end ham selv.

Hun sukkede tungt, hvorfor havde hun overhoved spurgt? Svaret havde været præcis det som hun havde forventet, hver gang var det samme. Når han var her, eller når hun mødte ham ude i byen. Så havde der altid været et tidspunkt i samtalen hvor hun havde prøvet at overbevise ham om, at arbejde for bordellet i stedet for på gaden. Men lige meget hjalp det, for han ville ikke lytte til fornuften i det.

Hun rejste sig op for at komme bedre til ryggen og fortsatte med hendes arbejde der. Forsigtigt kørte hun kluden hen over musklerne, nænsomt rensede hun hvad der skulle renses. Heldigvis virkede den ikke så slem, så da hun var færdig der, bevægede hun sig hen så hun sad igen foran ham for at gøre det samme med brystkassen. Hun kiggede ham ind i øjnene og sukkede. “Jeg håber du ved, at du ikke får lov til at gå ud af den dør - før jeg er helt sikker på du er okay. Du heldig jeg ikke tager kunder lige i øjeblikket.” mumlede hun til sidst, som kluden kørte hen over hans brystkasse. Hun valgte ikke at kommenterer på det han havde mumlet. Der var ingen grund, da det sikkert bare ville gnide mere salt i såret. Det vigtigste for hende lige nu, var at sikre sig der ikke var noget alvorligt galt. “Hvad er der sket med dit ben?” spurgte hun så endelig, da hun var færdig med overkroppen. Hendes blik søgte hans, hun ville ikke bare sådan udenvidere bede ham om at rejse sig og vise sig foran hende, som en dag han var blevet født. Men de kom snart til et punkt, hvor det var lige præcis det som hun var nød til.

Fabian lod Sif rense ryggen, uden alt for meget jammer. Han havde heldigvis beskyttet ryggen mod det værste, da han havde erfaret at det kunne gå rigtig galt. Ikke på egen krop, men han havde set nogen uheldige folk, der ikke var sluppet så godt ud af rygskader. Ikke at der ikke var blå mærker at se dog. Hans brystkasse var stadig noget værre,

Som han sad der og lyttede til hende, lagde han dog mærke til det sidste hun sagde, og straks skød et øjenbryn op i overraskelse, og nysgerrighed. "Du tager ikke kunder i øjeblikket? Hvordan kan det være?" spurgte han og kiggede lidt afventende på Sif. De vidste begge to af pengene kom ikke af at gå rundt og lege stuepige, men at tage kunder ind, og gerne så mange som muligt, eller i hvert fald dem der betalte godt. Det var måske for nogen ikke det mest glamourøse job, men det var stadig et godt nok job til at putte mad på bordet, og selv dem der ikke kunne lide det til at starte med, lærte at leve med det.

"Mit ben? Jeg ved det ikke," indrømmede Fabian og trak lidt skuldrene, hvilket heller ikke var så behagelig en bevægelse. "Det gør primært ondt i knæet," eller det gjorde i hvert fald så ondt i knæet, at hvis han havde ondt andre steder, så opdagede han det ikke.

“Jeg har haft nogle personlige problemer.” hendes magi, havde ikke helt været den samme efter plagen. For ikke så lang tid siden, havde hun haft en mand som kunde. En person med så mange personlige problemer, at efter hun ikke kunne styre sin magi, havde suget så meget af hans problemer til sig. At hun næsten havde ligget i koma for en hel uge, grædende skrigene, som en mental forstyrret. Det havde ikke været godt får rygtet, så hun havde været nød til at forlade bordellet i nogle dage. Da hun kom tilbage, var det som om noget var gået i stykker. Og hun havde meget svært ved at lade folk røre hende igen. Det var også en af grundene til at hun var meget omhyggelig med, at hendes fingre ikke rørte ved hans hud, men det var igennem kluden som rensede hans sår. De smerter han var i, med alt den kærlighed og omsorg hun havde for folk. Var hun ikke sikker på hun kunne klare det.

“Men jeg hjælper til, og sørger for pigerne. Så Vigdis har valgt at give mig lidt kompensation på den måde. Det er selvfølgelig slet ikke i nærheden af hvad pigerne laver på en aften, men det får tingene til at køre rundt. Bare fordi jeg er bordelejerens datter, får jeg ikke ting givet uden at arbejde for det.” hun grinede lidt, selvom hun vidste hvor meget hendes mor elskede hende. Og aldrig nogen sinde ville være i tvivl om dette - så havde hendes mor altid behandlet alle under hendes vinger retfærdigt. Det var meget sjældent at Sif fik forskels behandling, hvilket var lige så meget for hendes egen skyld. Hun vidste hvordan nogle af de nye piger kiggede skævt til hende, så snart de fandt ud af at hun var datteren af deres arbejdsgiver.

“Tror du, du kan rejse og tørre dig så jeg kan se på dit knæ?” hun rejste sig og trådte lidt væk fra karet, fandt et meget stort håndklæde frem. Næsten så hun ikke kunne brede det ud, da hendes arme ikke var lange nok.

Det var sjældent det skete, men Fabian kunne ikke lade vær med at se bekymret ud. Personlige problemer var en ting, men så slemme at hun ikke kunne arbejde var slemt. I det mindste ville hun ikke blive forsømt, selvom tingene måske ville være lidt mere stramt for hende, og hun generelt skulle arbejde lidt hårdere, for at tjene nok penge.
"Nogen gange har det vidst sine fordele at have Vigdis som mor var?" sagde han, selvom han også godt var klar over at Sif ikke bare fik et fripas. Vigdis var generelt god mod de piger hun tog ind fra gaden, og hvis de havde behov for en pause, forsøgte hun at give dem det, hvis det var muligt. Desværre skulle bordellet også løbe rundt, så det var begrænset hvor lang tid folk kunne være her, uden at tjene til føden.

"Ja, tror jeg.." mumlede han lidt, før at han greb kanterne og brugte primært sine arme til at hjælpe sig med at rejse sig op. Ikke uden endnu en grimasse af smerte, som han kunne mærke hvordan han kort støttede på sit ben. Nu hvor han stod op, så kunne man dog også se hvor hævet og farvet hans ene knæ var. Der var også en smule hævelse ned ved hans ankel på samme ben, men det var klart at der var et eller andet galt i knæet.
Han trådte ud af karet, ligeglad med at Sif kunne se alle hans herligheder, så han kunne tage håndklædet og begynde at tørre sig af. Hans krop så endnu værre ud, nu når han ikke sad i vandet mere, selvom han var blevet væsentlig renere.

“ja, lidt heldig må man vel have lov til at være.” grinede hun lav meldt, og ventede på at han trådte ud af badet. Hun ikke så meget som blinkede, da han stod foran hende nøgen. Når man i dette fag, havde set det ene og det andet. Så var det at se Fabian stå nøgen foran hende, ikke just noget som der var noget nyt. Det var ikke en gang så tankerne strejfede hende, at det var en pæn mand hun stod og kiggede på. Nej hun var mere fokuserede på at se alle de lilla, blå og gule mærke der begyndte at forme sig flere steder på hans krop. Hun sukkede dybt, og begyndte at lægge håndklædet rundt omkring ham, hun satte sig ned på hug og betragtede hans knæ. “Det kommer til at gøre ondt, jeg tror det bedst hvis du sætter dig over i sengen.” hun rejste sig op igen og stillede sig foran ham. Hun gav ham et beroligende smil “Det kan være vi skal vente på at healeren kommer, jeg er ikke helt sikker på jeg kan ordne dit knæ. For mig at se, kunne det godt ligne det var blevet revet ud af led.” hun tog et skridt væk fra ham, og ville støtte ham hen til sengen. Hvis han altså ville give hende lov.

Hendes blik gled ned over hans krop. Og rystede på hoved. “Ved du hvem han var? Så kan vi i det mindste sende en af pigerne op til byvagternes hovedkvarter og rapporterer det. Vi kan bare sige, du er en af vores egne.” mumlede hun forsigtig, mens hun betragtede ham varsomt. Hun var ikke helt sikker på, hvad han ville synes om den idé. Sif havde lidt på fornemmelsen, at han bare ville glemme hvad der var sket. Og aldrig snakke om det igen, så snart han kunne komme ud her fra. Men hvis der var sådan en mand der rendte rundt i gaderne på Dianthos, så skulle der gøres noget ved det.

Fabian rynkede lidt med næsen da Sif pointerede at den højst sandsynligt var ude af led. Det var ikke ligefrem den nyhed han havde lyst til at høre, men det var dog bedre end hvis han havde brækket noget, eller endnu værre hvis noget var knust. Det her var et bedre alternativ, men det betød ikke at han ville være glad for det. "Kan være meget muligt," indrømmede han og kiggede ned på knæet. Han ville ikke tage nogen kvalificeret gæt selv, men at vente på healeren var nok det bedste bud. Hvis det ikke var ude af led, så ville det ikke være så heldigt.

Han lod Sif hjælpe ham over på sengen, hvor han kunne sætte sig ned. "Det er ikke nogen jeg kender ved navn," sagde Fabian og trak på skuldrene. "Han introducerede sig med navnet Bjørn, men jeg er ikke sikker på at om det bare var hvad han blev kaldt, eller var hans rigtige navn. Desuden tror jeg ikek han er her fra byen." Det var ikke fordi at han ikke kunne se det gode ved at anmelde ham, men det var lidt svært når de ikke havde et navn på ham. "Jeg kan huske hvordan han ser ud, men det nytter næppe meget." Forhåbentlig havde manden forladt byen, så pigerne på bordellet ikke behøvede at bekymre sig om at han var ude i byen.

Hun lyttede opmærksomt på hvad han fortalte hende, mens hun lige så forsigtigt hjalp ham hen til sengen så han kunne sætte sig ned. Hun nikkede lidt, og kiggede eftertænksom ud i luften. “Hvis du kan huske hvordan han ser ud, kan vi i det mindste give en beskrivelse til dem der står ved døren og lukker folk ind. Så kan vi sikre os at han ikke vælger at komme her ind. Og hvis vi ser ham igen, må vi jo finde på et alternativt for at. Beskytte dem der går i gaderne og samler kunder ind.” De skulle nok finde ud af det, og det var ikke det vigtigste lige nu. Det var Fabian som havde brug for hjælpen nu. Hun smilede til ham, og skulle lige til at sætte sig ved hans side da det bankede på døren. Det var nok healeren “Jeg vil give jer noget privat liv - jeg henter noget mad og drikke til og også er jeg tilbage igen.” hun lænede sig hen og lagde en hånd imod hans kind, helt uden at tænke over det og derefter plantet hun et kys imod hans anden kind. Det var først da hun var lige ved at give slip, at hun blev ramt af smerterne han sad med. Det sortnede kort for hendes øjne, men hun formåede på en eller anden måde. At gå hen til døren, åbne den, hilse på healeren og lukke hende ind.

Hurtigt var hun ude af døren, og måtte støtte sig op af væggen. Han måtte virkelig have det skidt, hvis det havde været så hurtigt og så voldsomt hun var blevet ramt af de følelser. Hun tog en dyb indånding, og bevægede sig ned imod køkkenet. Der gik heldigvis ikke mange sekunder før at hun allerede havde det bedre. Men det hang stadig hos hende, normal vis kunne hun også mærke lysterne hos folk. Men hun var kun blevet ramt af smerte, igen kunne hun mærke hvordan at hendes hjerte blev lidt tungere. Og et lille ny følelse dukkede op, et af brandene vrede over denne forfærdelige mand der havde gjort hendes ven ondt.

Fabian nikkede. Han var normalt ikke en der gik af vejen for at hjælpe andre, men det her var en anelse værre, end blot at nogen havde behov for hjælp. De var mange der solgte sex, og selvom at de muligvis ofte kæmpede over kunderne, så havde de hinandens ryg når det kom til dem der var slemme. Ingen fortjente at få gjort det ved deres krop som Fabian havde, og selv han havde nok sympati til i det mindste at sørge for at advare folk om manden. Derudover ville han også bare gerne have at manden selv led lidt, på enten den ene eller anden måde. "Nyhederne om at der er en der slem skal nok sprede sig med tiden." Det regnede han med, selvom han ikke selv ville være glad for at nævne at det var ham der havde fået turen.

Heldigvis var Fabian uvidende om at Sif var kommet til at tappe ind i hans smerte, men han havde også noget mere presserende at tænke på. Healeren. Det var ikke fordi at Fabian ikke kunne lide healere, men han havde bare lidt svært ved dem, efter at han lidt for mange gange havde fået at vide at hans erhverv var farligt, og ikke noget en ung mand skulle bruge sin hverdag på. Heldigvis var healeren der kom her altid noget mere venligsindet overfor det, men det betød ikke at Fabian behøvede at kunne lide det!
Healeren begyndt at tjekke op på Fabian, først knæet (som var gået af led), og så også de andre steder som Fabian enten pointerede gjorde ondt, eller som healeren tydeligt kunne se havde behov for at blive tjekket.
Knæleddet blev sat på plads med en farverig kommentar fra Fabian der hintede at det gjorde ondt, og så brugte healeren ellers noget magi på hans ankel, og hans ene arm. Fabian måtte gå ud fra at det var for at heale de værste skader, men han havde fra starten af bedt om ikke at vide hvad der var galt med ham.
Som healeren pakkede sammen blev der også sendt et "Nu må du hellere tage den med ro, ellers kan det hurtigt blive værre igen." fik han pænt at vide, hvilket Fabian blot lavede en grimasse af.