Det var en blandet følelse at være tilbage i de vante gemakker. At se sit hjem igen, efter et års fravær. Som forventet, var rummene ikke som han havde efterladt dem, men det var lang tid siden det havde været i brug. Støvet lå tungt over hylder, bøger og møbler, og skabte en stemning af at være totalforladt. Baldwin havde endnu ikke bedt nogen af tjenestefolkene om at gøre noget ved det. De vidste hvor meget han påskønnede sit privatliv, og selvom han havde været påpasselig inden han tog afsted, var der stadig mange følsomme dokumenter beliggende overalt. Nogen mere gennemrodet end andre af fremmede hænder der havde søgt viden i hans fravær. Baldwin var ikke et sekund i tvivl om at Leoric havde været her, eller hans håndlangere i et forsøg på at finde ud af hvor Generalen var taget hen og hvorfor han ikke var kommet tilbage.

Et mørkt kapitel i historien, og Baldwin nægtede at tro på at det værste endnu var overstået. Leoric var i deres varetægt. Isanne var tilbage på sin retmæssige trone og Baldwins mange arbejdsopgaver fortsatte i samme intensitet. Med en træt bevægelse, åbnede han låsen til balkondøren og lod vinden hive fat i de tunge gardiner der sendte støvpartikler ud i solstrålerne. Vindens tag i hans fjer fik et fjernt let smil frem i kanten af det stærke næb og fik fuglen til kort at lukke øjnende. Han burde sætte sig ned for at arbejde. Burde ligge planer for krigernes fremtid, og ikke mindst lytte til dem som havde følt sig forrådt over hans pludselige forsvinden, og den manglende tillid han havde udvist ved ikke at meddele nogen i hærens rækker omkring planerne før lysets dronning var blevet fundet.

Træt kastede han sig i en lænestol og lagde den behanskede hånd over sine øjne. Tænkende så det bragede og lod spekulationerne få plads i hans sind. Arbejdet var langt fra overstået, og der var stadig mange af Kiles tilhængere tilbage overalt i byen, der skabte ballade og uro. Baldwin kunne næsten sværge at hans fjer var ved at blive grå bare ved tanken.

Det havde været et meget hektisk år for den unge tyv. Efter nedbrændingen af Zaladins tempel, hvor hun var blevet reddet af Lysets General, et halvdyr, som hun havde endt med at respektere overraskende meget over kort tid og hvis ord hun også havde taget til hjerte, havde hun valgt at gå en anden sti end den komplet destruktive tyve-sti som hun hidtil havde været på. Godt nok havde hendes nye gøremål ikke været super ufarligt heller, men det var en langt mere retfærdiggjort vej: At forsøge at underminere Kiles Orden i alle de ting hun gjorde til hverdag. Spolere dem i deres arbejde hvornår hun end kunne, for derefter at stikke af. Hun havde gjort alt dette alene, for hun ville ikke blande andre ind i faren som hun i forvejen udsatte sig selv for. Det havde været ret ensomt og krystalindtægten var heller ikke ligefrem hvad den havde været. Men det havde gjort hende stærkere, givet hende ar og havde givet hende et anderledes syn på sin omverden. Hun kunne gøre meget bedre end at stjæle fra andre. Meget bedre.

Da hun hørte om omvæltningen, vidste hun instinktivt, at Generalen måtte være tilbage. Så efter at have overtalt en lavtrangerende lysets væbner til at fortælle hvor Generalen egentlig holdt til på paladset, havde hun valgt den svære rute derop. For Atheena var godt klar over, at hvis hun tog fordøren så ville paladsets vagter nok stoppe hende, for hun havde ikke ligefrem haft råd til at finde nyt tøj eller noget i den stil. Støvlerne var meget slidte og hendes tøj havde lapper rundt omkring i hendes forsøg på at reparere det efter de mange gange hun havde været oppe at toppes med præsterne.

Så hun tog muren. Klatrede op ad stenene, undgik vagterne. Det var en meget, meget lang vej, hård. Langt, LANGT oppe. Forpustet klatrede hun afsted det bedste hun kunne, med arme og ben der efterhånden skreg på hvile, til hun nåede hans balkon. Hen over kanten, fast grund under fødderne, skævede hun kort ned mod afgrunden og gøs let. Hun havde aldrig klatret så højt i sit liv!
Generalens lokale så tomt ud med undtagelse af halvdyrsmanden, der sad i sin lænestol. Stirrende direkte på hende. Et øjeblik følte hun at situationen var ret akavet, men til sidst sked hun hul i det, og slentrede ind af balkondøren med et lille smil. "Jeg burde vist... Sige velkommen tilbage Hr General?" hilste hun forpustet mens hun lænede sig lidt tungt op af væggen inden for i rummet.

Det havde været for godt til at være sandt, og alt for naivt at tro at han fik en pause fra sin hverdag. Han havde ikke siddet længe med hånden over sine øjne, før de sensitive øre opfangede en genkendelig lyd af en forpustet sjæl udenfor døren han havde åbnet for alt for kort tid siden. Hånden fjernede sig langsomt mens Baldwin kiggede forvirret mod døren, med oversigt over byens mange lag.
Instinktivt rakte han ned til sværdet ved siden af stolen, løftede det op og lagde den anden hånd på skaftet. Verden var for usikker til bare at vente uden at være forberedt på det værste. Han var ikke den mest populære mand i hele Krystallandet lige nu, og det blev han nok heller aldrig.

Men hvad der kravlede over balkonens kant, var en velkendt skikkelse, om end det var meget lang tid siden han sidst havde set hende, og hun dengang havde befundet sig i en langt mere katastrofal situation. Ikke at han var videre begejstret for at hun var kravlet op af paladsets mure for at aflægge ham et besøg. Grebet om sværdets skaft løsnede sig, og han lod det glide tilbage på plads til at stå op af stolen, mens han ventede på at hun fik kravlet over kanten, og han stirrede på hende.

Et blik der bar præg af rovdyrgenerne og var nok en smule hårdere end hun fortjente, trods hvad hun foretog sig. Hun fik da også en noget akavet holdning da det gik op for hende, at hans blik havde fulgt hende lige fra toppen af hendes hår var kommet til syne. ”Hvad laver du her, Atheena?” han huskede alt for godt hendes forbrændte side som hun var sprunget ud af templets vindue. Huskede snakken de havde haft på healerhuset, og siden da havde han ikke set mere til hende. Faktisk var han selv rejst kort tid efter. Men mindst af alt forventede han at se hende her.

Det var virkelig noget af et rovdyrsblik han sendte hende. Men Atheena frygtede ej for sit liv, for hun havde tilbragt lidt for meget tid på at blive nedstirret af lede præster med mørke masker og grimme intentioner. Hun havde sine ar efter den tid, ikke mindst brandarrene på sine hænder. De var mindre, takket være den healing hun havde fået dengang, men de var der stadig. Til gengæld kunne hun sagtens mærke hvilket forkert tidspunkt det havde været, at hun valgte at besøge ham. Han virkede virkelig træt, virkelig drænet faktisk, og hans direktehed bar også præg af det. Ingen hilsen, blot et halvfrustreret spørgsmål antog hun, som hun gik lidt mere ind i lokalet og satte sig halvt på hans skrivebord, tagende notits af den massive bunke af papir der lå på det. Hun var forsigtig med ikke at vælte det. Det var sikkert dødsens vigtige rapporter, der skulle ordnes lige nu og sikkert helst i går! Stakkels Hr General..

"Besøger dig? Altså, nu plejer jeg ikke at kravle op til folks vinduer.. Eller jo, måske, men ikke mere!" forklarede hun sig og kom igen til at smile skævt, som hun kiggede mod hans trætte skikkelse. Når hun tænkte over det, så var hun også virkelig træt. Ikke bare efter at have kravlet herop, men nærmere fordi hun knap nok havde haft en pause efter de mange numre hun havde lavet med præsterne. Hun havde bare valgt at ignorere det, den sult der sad en anelse mere kraftigt i hende, hændernes lette rysten over trætheden og gruset der nærmest hele tiden irriterende sad i øjnene. Hun kunne sværge på alle guderne på én gang når hun sagde at hun kunne sove mindst tre døgn på én gang.
Før hverken hun eller Baldwin kunne nå at sige mere, blev døren åbnet noget så voldsomt af to lysets krigere, der begge havde hånden på deres sværd og gravalvorlige ansigtsudtryk. "Hr General! Vi beklager meget indbruddet! Vi skal nok føre pigen ud," med det samme gik de mod Atheena, der et øjeblik fortrød ikke at have taget fordøren, før hun holdt hænderne op i en diplomatisk gestus. Hun havde ikke rigtig lyst til at ende i en celle igen og hvis hun bare var flink, kunne det være de bare gav hende en reprimande. "Jah.. Vi må vel tale sammen en anden gang så? Jeg havde ellers noget jeg gerne ville tale om, Hr General," konstaterede hun, smilende et træt smil mod de to krigere, der efterhånden var henne ved hende.

Baldwin gjorde ikke noget for at stoppe hende i at komme tættere på. Han havde sine forbehold, selv til hende. Han havde ingen mulighed for at vide om hun havde tilbagelagt sit tidligere liv som tyv. Tyve havde oftest dem selv i tankerne før alt andet, og hvem kunne bebrejde hende. Selv nu, med syn på hendes tøj og tærede udtryk stod det fast at livet ikke just var blevet nemmere. Men hvorfor hun havde valgt at belejlige sig selv ved at kravle op af paladset for at aflægge ham et besøg, var stadig ukendt.
Derfor løftede han også spørgende et øjenbryn af hendes svar. Besøge ham. Aha. Efterfulgt af hvad fortiden før havde været for hende, der fik antrækket til et smil frem i kanten af næbet. Så det var fortid at hun kravlede ind af folks vinduer? Lige med undtagelse af hans selvfølgelig.

Hans blik fulgte hende fra positionen indenfor døren til det hvil hun tog sig op af skrivebordet, da døren blev slået op af fuld kræft. Baldwin hoppede forskrækket i stolen og sendte krigerne et meget bebrejdende blik, men alligevel glad for at de havde reageret da en fremmed havde valgt at klatre op til et uanmeldt besøg. Det bevidste at de havde øjne i hovedet. ”Nej, det er okay. Lad hende blive. Vi kender hinanden, om end det ikke var den mest hensigtsmæssige måde at afgive et besøg på.” Baldwin rejste sig, tilbage i sin fuld autoritet uden at vise hvor træt han efterhånden var i hele kroppen. ”Godt arbejde” han viftede let med hånden, et tegn til at de kunne gå igen. Et kort øjeblik sendte de et forvirret blik til hinanden før de bukkede af og gik ud af døren. Begge med en mine om at skulle han få brug for hjælp, var de lige ude på gangen. De ville ikke lytte til samtalen, men de var anspændte nok til at holde sig i nærheden. Alle i hæren var efterhånden anspændte. Først da krigerne igen havde lukket døren efter sig, sukkede Baldwin dybt og kiggede tilbage på Atheena, inden han satte sig i stolen igen. ”Jeg lytter”

Det gik meget hurtigt med at blive afvist for de to krigere, der tydeligt så forvirrede ud over at blive bedt om at gå ud med en gestus fra en lettere forskrækket Hr General, der tydeligt fremviste en krop der ikke så træt ud for dem. For hende var det dog stadig tydeligt at han var træt. Det var både nemmere at se bag fra og desuden vidste hun godt at han var træt i forvejen. Så var det noget nemmere at se tegnene. Hun lod hænderne falde ned langs siderne, før hun hægtede tomlerne i sit bælte. Hun havde med vilje ikke medbragt den kniv hun ellers altid gik med, for hun ville ikke antages for en anden snigmorder eller lignende.

Snart var krigerne ude af døren igen, og Hr General sad tilbage i sin stol, kortfattet, men givende en chance. Hun gik hen og satte sig i den anden lænestol der stod over for ham efter lidt tids tavshed. Forhåbentlig ville det ikke gøre ham mere frustreret eller træt. Så beskidt var hun jo heller ikke. "Kan De huske hvordan De fortalte at De ville give mig en chance for at ombestemme mig i forhold til min profession?" før hun gik videre i sin forklaring, kiggede hun alvorligt på ham. "Okay, før jeg går videre med det her.. Jeg ved godt De er træt. Jeg er også træt. Vi er alle trætte. Det her med Kiles Orden har sat griller i alle," et kort øjeblik fik hun et mørkt udtryk i ansigtet. Mindet om sidste møde med dem stod i klar kontrast til alt andet. Hvordan hun havde bekæmpet to med et sværd og en plejl og nær havde mistet livet på det. Hendes skulder var stadig ret øm efter det, hvilket hun blev mindet kraftigt om oven på hendes klatretur herop. Lettere fraværende gned hun skulderen, før hun kiggede tilbage på Generalen. "Men jeg har besluttet mig: Jeg har allerede ændret på ting, men jeg bliver nødt til at bede om Deres hjælp. Jeg håber De stadig vil hjælpe mig med det?" Det var sjældent at hun bad om hjælp fra andre, meget sjældent. Og derfor følte hun sig også kun ekstra akavet over det lige nu.

Baldwin fulgte hende roligt med blikket, ikke spor overrasket over at hun tog plads så de sad overfor hinanden. Hun var ikke som en kriger der aflagde rapport, og det gjorde også det hele mindre formalt, trods hendes formelle tone. Han var for træt til at alt skulle være ret ryg, hænderne på ryggen og blikke der aldrig helt mødte hans når de genfortalte en rapport som havde de lært den på rygraden.
Han lænede sig frem i stolen og hvilede sine albuer mod knæene som hun begyndte at tale. Hans blik var alvorligt, men ikke afvisende, som han lyttede til hendes ord.

Han nikkede sammentyggende til hendes ord. Han huskede godt at han havde givet hende den chance. Han burde havde haft hende anholdt og overladt til byvagterne for at stjæle, men i den tilstand hun var havnet, havde det ikke givet mening for ham. Desuden var hun stadig ung, og alle fortjente en chance til at ligge sine veje om. Også selv hvis man ikke var ung. De unge var bare bedre til forandring end gamle krager som Baldwin selv. ”Det har haft en indvirkning på os alle” gav han hende igen ret. Kiles orden havde gjort nogens liv bedre eller i hvert fald mere magtfuldt, men for andre. De fleste andre, var det blot blevet værre og værre. Baldwin tænkte på alle de med elverblod der havde måtte lide på ordenens bekostning. Han tænkte på dronningens indespærring og tærede udtryk. Det løb ham koldt ned af ryggen at genskabe de minder i hans sind, men det var ikke nødvendigt at tænke på.

Baldwin rettede sig op igen og kiggede undersøgende på hende. Hun så utilpas ud over at udtrykke ordene. Bede ham om hjælp, hvad end hjælp hun behøvede. Men han forstod hvorfor. Hun havde hele livet klaret sig alene, og indrømme at man behøvede en andens hjælp, måtte være et ubehageligt skridt at tage. ”Hvis jeg kan” Hvis det stod i hans magt og ikke mindst morale kodeks. Men forhåbentlig kunne han, nu hun virkede til at ville omlægge sin vej, som havde været hans forhåbning til at starte med.

Atheena nikkede i enighed over Generalens enighed. Det var godt at han forstod og ikke bare var træt og afvisende, men så igen, vidste Atheena jo godt, at manden ofte fik sat sin tålmodighed på prøve. Han var jo en general. Sådan var det vist at være en lederfigur, var det ikke? Hun havde i hvert fald set rigtig mange trætte lederfigurer på afstand.
Hun kunne slappe af da han så ud til at indvilge i at hjælpe, i hvert fald halvt. Kun hvis han kunne. Hun håbede inderligt på, at han kunne! Hun satte sig lidt tilbage i stolen og slappede kort af, før det gik op for hende, at hvis hun blev siddende sådan, så ville hun bare ende med at falde i søvn før hun nåede at forklare ham hvad hun mente med hjælp.

Så hun satte hurtigt frem igen og rettede sig lidt op for at gøre det mindre komfortabelt. "Det tror jeg måske godt De kan. Jeg vil gerne.. Tilslutte mig Lysets rækker," Det var SÅ underligt at spørge om. Virkelig, virkelig underligt!
"Men jeg er ikke nogen kriger. Jeg kan en masse andre... Mindre.. Heldige ting? Jeg kan ikke helt se hvordan det skulle passe ind, men jeg vil gerne forsøge at få et anstændigt arbejde," med det samme kom hun i tanker om sin broder Fabian. Mandeprostitueret. Det var næsten mindre anstændigt end at være tyv. Men det var sådan Fabian havde det og hun ville ikke blande sig i mandens liv og valg. Hun ville bare forsøge at gøre noget godt selv i stedet for at tænke på sig selv konstant. Det havde været rart at være der for andre og hun ville gerne have den rare følelse igen uden at stå alene med den og have ondt over alt efter at have gjort en god gerning. Det ville være nemmere hos Lyset.

Trætheden så ud til at indhente hende, som hun begyndte at slappe mere af i den behagelige stol og få et mere tungt blik. Noget hun afbrudte sig selv i at forfølge videre, ved hastigt at rette sig op igen og rette sig op. Baldwin løftede et øjenbryn over hendes ord. Det overraskede ham, imens han slet ikke var overrasket over hendes ord. Hvad skulle han ellers kunne hjælpe hende med? Han var den person som stod for hæren, dens krigere og riddere, og på mange punkter også de væbnere som kom ind. Men han havde ofte andre til at stå for det. Rekruttræneren eksempelvis.

”Der findes mange former for anstændigt arbejde, Atheena.” hans ord var rolige, og selvom han ikke var afvisende, var der stadig et bekymret glimt i hans orange øjne. Det var ikke ligefrem et arbejde uden fare eller prøvelser. ”Hvorfor lige hæren?” der måtte være en grund til at det lige netop var det hun valgte. Måske fordi han havde tilbudt hende en ny chance dengang at det var ham hun gik til for at finde den rette vej. Noget hun skulle være velkommen til, men han skulle også sikker på at det var med sind og hjerte rette sted at hun skulle vælge at gå ind i lysets rækker.
Var det tilfældet, ville det nok være muligt for ham at finde en plads. Hæren brugte alle former for krigere, og ikke kun dem som slog hårdt og præcist. Baldwin selv var ikke kommet så langt i rækkerne ved at kunne slås alene.

Atheena havde ikke behov for generalens bekymrede blik. Hun vidste måske ikke nødvendigvis hvad hun gik ind til, men hun forstod fare for alt muligt som ingen anden. Hun havde været fanget i en vampyrs hjem, havde hoppet ud fra en brændende bygning og hun havde tilmed bekæmpet Kiles Orden hvor end det var hende muligt. Hun forstod faren og derfor vidste hun også at hvis hun sagde ja, så gik hun ind til mere fare. Hun kendte ikke rigtig til tryghed mere, så det var fint nok for hende, at blive ved med at leve livet på denne måde. Tryghed var hun for paranoid til at kunne håndtere alligevel. Hun kiggede koncentreret på generalen, før hun langsomt rejste sig fra stolen og kiggede ud af den åbne dør på hans balkon. Derude var Dianthos, en by der havde lidt under Kiles styre. Hun kunne gøre noget godt. Der var ingen grund til at tøve.

"Jeg kunne sikkert sagtens gå i lære som bager, tøjvasker eller andet i retning af det. Det kunne jeg sikkert. Men det er ikke for mig. Det er for sent," fortalte hun, lige så roligt som ham. Hun var allerede for langt ude i at være både lovløs og selvtægtsperson. Havde man først levet livet ekstremt, så kom man sjældent til at kunne håndtere det stille og rolige liv. Sådan havde Atheena det i hvert fald. "Og hvorfor skulle jeg ikke gøre det? Jeg kan udrette gode ting her og jeg ved at mine evner kan bruges til et eller andet. Det er mit ønske, General," hun vendte sig mod Baldwin med et resolut og fast udtryk i sine øjne.

Meget kunne man sige, men Atheena virkede stålfast i sin beslutning, trods hun var på uvant grund. Et liv med et normalt arbejde som bager eller andet i samme retning kunne for mange virke som en befrielse. Men det var ikke stien alle ønskede at følge i deres liv. Baldwin kunne ikke selv stå og sige at man altid skulle forsøge at leve så roligt et liv så muligt uden fare og problemer. Det ville være dobbeltmoralsk over alle kanter. Baldwin tænkte over hendes ord, stadig med det bekymrede blik i øjnende.

Baldwin foldede sine hænder og lod igen sine albuer hvile mod knæene, mens hans blik gled ud i rummet for nogle sekunder. Han havde selv været tolv. Et barn, da hans vej blev placeret foran ham og han havde aldrig ønsket andet. Med et dybt suk, løftede han blikket igen til hende og nikkede langsomt. ”Jeg kan ikke love andet end at sende dig i træning. Det efterlader alligevel et indtryk at du har kunne klatre helt herop” der var stadig et strengt glimt i hans øjne over at hun havde gjort det. ”Kan vi bruge dig, skal vi nok finde en plads” pointerede han. Selvom han var general stod han ikke for optræning af rekrutter. Men han ville alligevel høre om det, hvis nogen kom med særlige evner, og især hvis det skulle vurderes om det var nok hvis de manglede andre krigerevner. ”Nå.. Hvornår har du sidst spist?”

Atheena kunne ikke lade være med at se lidt skyldig ud over generalens strenge blik. Som en person der var blevet fanget med fingrene i kagekrukken af sin skuffede far. Hun kiggede kort væk, men så var det resolutte tilbage i hendes øjne igen. "Havde jeg taget fordøren, tvivler jeg på, at jeg ville blive lukket ind. Men De har ret i, at det var forkert gjort," forklarede hun i et roligt toneleje. Hun ville ikke undskylde. En forklaring var meget bedre.
"Jeg er ikke i tvivl om, at I kan bruge mine egenskaber til det ene eller det andet," hun ville ikke tillade sig at tvivle på sig selv, så hun lod også generalen vide, at hun var sikker i sin sag.

Det næste spørgsmål fik hende til at hæve et øjenbryn. Det var da et underligt spørgsmål at stille en fremtidig rekrut? Hun forstod det ikke helt. "Hva'?" hun overvejede det kort alligevel. Det var i hvert fald et stykke tid siden, for de sidste par dage havde hun ikke rigtig haft tid til det. "Hrm.. Et par dage siden? Jeg har haft ret travlt," hun blinkede et par gange som hun stod der og endte med at gå hen for at sætte sig på ny. Hendes ben var for trætte til at stå op lige nu.

Når det kom til stykket havde hun nok fuldstændig ret. Alle var på vagt overfor alle, og selv tilbage i mere fredelige tider, ville det havde sat spørgsmålstegn hvis en pige af hendes udstråling og stand havde anmodet om at tale med selveste generalen. Han havde ikke lyst til at sige at det var hendes eneste reele mulighed for at komme i snak med ham, for han havde en forhåbning om at hans mænd ville overbringe beskeden om at hans tilstedeværelse var ønsket andet steds. Men han havde alligevel sine tvivl. Ikke alle hans krigere ville gøre sig besværligheden, men blot tage beslutningen på Generalens vejne om at det ikke var vigtigt. ”Næste gang, så prøv den tilgang først. Måske det kan overraske” det mest diplomatiske svar han kunne give, uden at pointere at hun havde ret. For det håbede han stadig ikke at hun havde.
”Det er jeg nu heller ikke i tvivl om” han kunne ikke holde antrækket til smil tilbage over hendes stålfasthed og sikkerhed i sine egne talenter. Han måtte alligevel indrømme at det var ganske imponerende den måde hun var kommet herop.

Baldwin ventede tålmodigt på hendes svar, og lod det bundfælde sig i hendes forvirring et kort øjeblik før hun nåede til bekendtgørelsen at det nok alligevel var alt for lang tid siden. Med et suk tog han fat i armlænene og kom op og stå på ny. ”Så travlt burde du ikke have” det var svært ikke at føre den strenge tone, som han gik over til døren og åbnede den for hurtigt at finde vagterne nærmest kaste sig rundt om hjørnet for at stå klar. ”Rolig. Gider i sige til Beatrice at vi godt kunne bruge et par skåle aftensmad? Og noget frisk brød hvis hun har” De så igen helt forvirrede ud, men nikkede og den ene forsvandt ned af gangen for at finde tjenestekvinden der oftest var forbi med Baldwins aftensmad når han sad forgabt i papirarbejde og glemte at gå ned og spise med de andre. Veltilfreds lukkede han døren igen og gik tilbage mod stolen. ”Lad mig høre om noget af det du har haft travlt med” hans ord bar ikke præg af en ordre, men derimod almen nysgerrighed. For travlt til at spise var meget travlt.

Atheena kunne ikke helt lade være med at smile over generalens formodning om at det kunne være gået anderledes. Problemet var, at hun kendte sin egen stand og hun kendte også til vagters måde at se på hendes type på. Enten gad de ikke, eller også ville de hente generalen. Og så skulle han til at gå hele vejen ned til paladsets port. Og han var tydeligt træt, det vidste hun jo godt. På den her måde var der mindre gåen rundt for alle. Undtagen hende selv selvfølgelig.
Hun vidste ikke hvorfor hun fik en følelse af stolthed over at han gav hende ret i at hendes egenskaber kunne benyttes, eller over hans smil. Det var der bare. Hun havde et sært ønske om at gøre ham glad, for han havde reddet hendes liv og han havde givet hende en chance. Det var ikke alle og enhver der ville det, og derfor var hun nu i et stadie hvor hun ikke helt vidste hvor hun skulle gøre af sig selv rigtigt.

Hans strenge stemme fik Atheena til at skamme sig let. Ikke meget, men han havde tydeligvis mere effekt på hende, end hun regnede med. På den ene side var det lidt skræmmende, på den anden side gjorde det hende underligt tryg. Hun så ham som en person hun kunne se op til. Det var ikke mange der kunne sige at de havde sådan en stilling i hendes sind, men sådan var det altså. "Nej.. Nej, det burde jeg ikke," indrømmede hun med et lille, kejtet smil.
Et lille fnis kunne høres fra Atheena over at generalen var nødt til at berolige vagterne uden for. Hvad regnede de dog med? At hun ville forsøge at kvæle ham til døde? Han var tydeligvis stærkere end hun var, og hun var ikke engang bevæbnet.
Og så kom han ellers tilbage, med et spørgsmål, der ikke lød som en ordre, men nærmere bare som nysgerrighed. Selvom han sagde det i det slags toneleje, fandt Atheena, at hun ikke kunne lyve eller lade være med at svare på det. Men det var nok ikke helt noget, han i virkeligheden havde lyst til at høre, var hun i hvert fald overbevist om.
"Kiles Orden," hun kiggede lidt ned på sine hænder.

"Siden det med templet har jeg ikke haft lyst til at.. Stjæle ting.. Men Kiles Orden har været en torn i siden på alle i Dianthos og jeg kunne ikke bare se til.. Så jeg har forsøgt at gøre livet surt for dem lige siden," de skulle fandme ikke have alting serveret på et sølvfad.
"Så.. Jeg har ikke rigtig haft muligheden for hverken at tjene til føden eller at sætte mig ned et roligt sted for at spise noget. Sådan nogle typer kan vist ikke så godt lide, når man napper deres masker fra dem midt på gaden.. Eller når man får dem til at skvatte i ting, så de udstår som fjolser foran alle andre.. Men nogen skulle jo få indbyggerne til at have bare lidt at grine af," hun gjorde endnu et skuldertræk, mens et lidt skævt smil forplantede sig på hendes ansigt.

Baldwin følte et ansvar. Han havde taget det ansvar for nu lang tid siden da han havde hjulpet hende og forsøgt at overbevise hende om at tage en anden retning i livet end almen tyv. Nu hun havde taget imod den chance, havde han også tænkt sig at gøre hvad han kunne for at hjælpe. Baldwin ville ønske at han kunne have den effekt og ikke mindst kræfterne til at hjælpe alle i Dianthos med en lovlydig vej, men han var almen dødelig. Der var grænser for hvor meget han kunne. Men når chancen var der, som han så hvordan Atheena følte en hvis stolthed og glæde over at få at vide at hun havde talenter der kunne bruges til andet end lyssky forretning, bragte det mere sikkerhed i hans beslutning.

Fuglen forholdte sig roligt som Atheena begyndte at fortælle. Det var nærmest som at høre en barns fortælling om at de havde været utilfredse med autoriteterne og havde taget sagen i egne hænder. Men langt mere farligt. Kiles orden havde til en start været overbærende, men som magten steg, blev præsterne til hårdtslående soldater der slog ned på enhver forseelse. ”Det lyder til at du har haft rigeligt at se til.” En let bange anelse ramte ham omkring tribunepladsen hvor slagsmål for alvor var brudt ud da Leoric var blevet taget til fange. ”Du var ikke blandt rebellerne?” Hun kunne naturligvis havde været et skjult medlem, men Baldwin havde mødt dem alle i skjul, inden overtagelsen for alvor gik i gang. Han ville havde husket hende, havde han set hende.

Han nåede ikke at stille flere spørgsmål før det velkendte faste men rolige bank ramte døren. ”Kom ind” ind kom en ung kvinde med et rundt varmt ansigt, med en bakke med varm mad. ”Ah, jeg tænkte nok at De måtte have gæster, Hr. General” Baldwin smilede venligt til hende og sukkede let opgivende. ”Beatrice, hvor mange gange har jeg bedt Dem om at kalde mig Baldwin?” Beatrice vendte sig med et frisk smil på læben efter at have sat bakken fra sig på bordet, nejede med en attitude af at hun drillede ham let. ”Lige så mange gange som jeg har bedt Dem om ikke at tiltale mig De, Hr. General” Hun forsvandt ud af døren mens Baldwin rystede let på hovedet. ”Gå op og tag det du kan spise” bød han hende med en let håndbevægelse. Beatrice kom efter ham hvis han ikke selv spiste, men lige nu var han mere træt end sulten.

Atheena nikkede til generalens konstatering om at hun havde haft rigeligt at se til, men før hun nåede at svare på hans spørgsmål omkring hvorvidt hun havde været blandt rebellerne, lød en banken på døren og en kvinde kom ind med en bakke hvorfra duften af mad sivede videre ud i rummet, rammende hendes næsebor. Det satte gang i hende, hun kunne allerede mærke sulten gnave i forvejen og det her hjalp slet ikke. Hun forsøgte at fokusere på den ret søde samtale mellem generalen og Beatrice og kom til at smile igen over deres frem-og-tilbage sætninger over for hinanden. Det var godt at nogen kunne få generalen til at smile, når han var så træt. Hun besluttede sig hurtigt for, at hun rigtig godt kunne lide denne Beatrice. Kvindens ansigt var rundt og varmt og det fik Atheena til at føle sig tryg næsten med det samme.

Hun sagde ikke noget til kvinden, men forholdt sig i stedet tavs til Beatrice forlod lokalet og generalen igen talte til hende, sættende gang i hende på ny. Hun måtte være faldet i staver. "Hva'? Nåh, ja," uden at sige mere, rejste Atheena sig og gik hen for at tage begge skåle med mad med sig tilbage til de to. Brødet havde hun også med og egentlig var hendes hænder fyldte, men hun havde en kats elegance, da hun balancerede det hele og rakte generalen den ene af de to skåle. Maden lignede en form for kødstuvning, hvori der også var grøntsager. Det så meget mere velsmagende ud end hvad Atheena plejede at spise. Og en mundfuld da hun havde sat sig fik også hendes øjne til at lyse helt op af det indre velbehag, maden gav hende. "De spurgte om jeg var blandt rebellerne?" hun tog endnu en mundfuld. Manérer var ikke noget, hun helt havde lært, men hun spiste i det mindste ikke helt som et svin.
"Det burde jeg have været. Men nej, jeg sad på et hustag i nærheden og så det hele. Også Dem. Jeg.. Øhm, havde ikke rigtig muligheden for at blande mig i kaosset," med det samme mærkede hun skulderen igen, som hun tænkte på den, men hun rystede hurtigt følelsen væk ved at indtage mere mad. Hun var vildt sulten!

Baldwin havde ikke regnet med at hun tog skålen med tilbage til ham, men rettede sig alligevel op og rakte frem for at tage imod den og nikkede som tak. Han sad med skålen i hænderne, upåvirket af varmen så længe han havde handskerne på over de skællede hænder. I forvejen havde hænderne svært ved at blive varme. De havde altid en lidt køligere temperatur end resten af ham. Han havde bemærket hvor let hun kunne bevæge sig med favnen fuld, og hvor overraskende stille og elegant det endda lykkes hende at gøre det. Intet blev spildt og det så ikke anstrengende ud. Han sad lidt tid bare og kiggede på hende som hun begyndte at spise, før han selv valgte at tage noget at spise. Han spiste roligt, og mest fordi det var påkrævet af ham at få noget i maven.

Han nikkede og ventede på om hun ville uddybe. Han tog ikke rigtig notist af at hun ikke havde den form for manere han efterhånden havde vænnet sig til var overalt omkring ham. Ikke alle krigere der kom til, var lige gode om at tale når først de havde tygget af munden. ”Godt. Det var ikke ligefrem en fredelig affære” han selv havde også været alt for tæt på at gøre noget dumt. At tage Leorics liv uden at tænke på konsekvenserne. Sjældent gik han over gevind, men nogen gange var adrenalinen med til at styrke hans dyriske instinkter. Hans tanker begyndte igen at kredse om hele Kile mareridtet der havde stået på. Hvilket aftaler han havde lavet med de andre racer for at hjælpe med at finde dronningen. I første omgang forsøge at få hende væk fra Leorics klør, til det gik op for dem at det ikke var Leoric der havde den rette dronning i sin varetægt. Næsten med det samme som tankerne meldte sig, faldte der en træt skygge hen over Baldwins ansigt. Han trængte til ferie. Men vidste også godt at det næppe var nogen han nogensinde fik.

Atheena kiggede alvorligt tilbage på generalen idet han nævnte at affæren havde været ret ufredelig. Hun nikkede et par gange mens hun tyggede af munden. "Nej.. Nej, jeg så det hele.. Så igen, har selv haft mange andre affærer der heller ikke var særlig fredelige," der var ingen grund til at pakke ordene ind i vat. Hun havde oplevet mangt og meget det sidste års tid og selv før det havde hun heller ikke haft et særlig fredeligt liv. Det var bare hverdagskost for hende.
Det så ud til at generalen var begyndt at tænke. Han var stoppet med at spise og så i hvert fald ud til at virke en smule distanceret, måske grundet trætheden? Hun gav sig selv ret da en træt skygge faldt over hans ansigt. Han måtte vel tænke på noget dystert.

Efter at have spist et par bidder stoppede hun op og kiggede på ham med et hævet øjenbryn i let bekymring. "Hr General? Hvad tænker du på?" det gik ikke op for hende, at hun var faldet igennem med høfligheden som hun tørrede munden i ærmet på sin trøje og kiggede lidt mere indgående på ham.

Baldwin kiggede på hende med et suk inden han nikkede. Ja, det var han faktisk ikke i tvivl om. Hele episoden med templet i sig selv havde været en hård omgang, især for hende. Guderne og Atheena måtte vide hvad hun havde rodet sig ud i bagefter ved at lege frihedskæmper mod Kiles Orden. Det var en skræmmende tanke, men samtidig med også en han kunne mærke en snert af stolthed over. Han havde forsøgt at guide hende i en retning af lovlydighed – som ikke helt var blevet overholdt, men hun havde trods alt kæmpet for en anden sag end bare sig selv. Det kunne han høre på hende.

Baldwin blinkede, sank hovedet en smule for at dreje de stærke men trætte ørneøjne tilbage på Atheena som hun stilte sit spørgsmål. Et let antræk til et smil formede sig frem, men nåede ikke helt op til øjnende. Han havde aldrig gæster når han spiste, og tænkte derfor ikke over at han nemt kunne falde ind i tankernes vold når de overtog ham. ”Kiles Orden mest. Og de landsdele der har været involveret. Norden, Elverly, Dragorn..” bare for at nævne et par stykker uden at gå for meget i detalje. Han havde endnu ikke fået den snak med Dronningen endnu. Om at han lovede at gøre hvad han kunne for at sikre Norden deres frihed. At de blev et selvstændigt land. Han frygtede at have begået en fejl, men de havde støttet ham da han havde brug for det. Med ressourcer og mænd. Men alt det kunne han ikke sidde og fortælle Atheena om. Ikke endnu. ”Baldwin, ikke Hr. General.” tilføjede han roligt – han havde aldrig været god til det med formelle titler.

Det var tydeligt på generalens trætte smil, at det ikke nåede hans øjne. Selvom det dog stadig var et smil. Men Atheena kunne stadig ikke undgå at være en smule bekymret for ham, for han så altså virkelig lige så træt ud som hun selv følte sig. Men lige nu var hendes sult stadig større, så mens han fortalte hvad han tænkte på spiste hun videre. Skålen var efterhånden også snart tom, sådan som hun bare fyldte i sig som havde hun ikke spist i dagevis. Hvilket hun jo sådan set heller ikke havde, sjovt nok. "Jeg håber alle de landsdele får det bedre, nu hvor der er kommet mere styr på tingene," erkendte hun tankefuldt. Hun havde ofte drømt om hvordan Elverly var det pæneste sted i hele landet, og at det skulle være blevet forpurret af Kiles Præster var næsten skræmmende og ulækkert. For ikke at nævne de andre landsdele også.

Atheena kiggede lettere forvirret på generalen da han irettesatte hende på en måde hun overhovedet ikke havde forventet. Hun havde regnet med at det var hendes brud på brugen af Des, der ville blive slået ned på, men generalen ville hellere kaldes Baldwin? Det gav ikke så meget mening for hende. Han var jo en general? Og hun var virkelig en del af pøblen, rakkerpakket. Det vílle være forkert af hende, ikke at bruge hans titel, men han ønskede at hun ikke gjorde det, så hun måtte forsøge at efterkomme det ønske alligevel. Selvom hun inderst inde havde en frygt for at blive dømt til en eller anden celle nede i deres kælder de næste 100 år for det. "Øhm.. Ja.. Hr... Jeg mener Baldwin," det føltes så underligt at kalde ham det. Den sidste mundfuld mad blev skovlet ind og efter at hun havde spist, stillede hun skålen fra sig med et lavt suk. Nu hvor hun ikke var beskæftiget med at spise, kunne hun godt mærke at hun kun var blevet endnu mere træt. Og at skulderen brokkede sig endnu mere. "Tak for maden. Jeg kan godt bringe skålene ud til hende Beatrice hvis det er?" det var egentlig ikke noget, hendes krop som sådan var enig i, men det var Atheena skide ligeglad med. Den kunne bare makke ret, kunne den!