Det havde ellers været fint vejr det meste af dagen, men nu var nogle mørke skyer trukket op, og der var ikke gået længe, inden regnen stod ned i stride strømme. Flere af Dianthos' indbyggere havde med det samme søgt ly flere forskellige steder, og kroen, Alicia trådte ind på, var ingen undtagelse; der var stuvende fuldt, og det var svært at finde et bord.

Den mørkerøde kappe med hætte skjulte det ildrøde hår og de lettere glødende øjne, så hun ikke vækkede for meget opsigt. Hun var stadig eftersøgt for uautoriseret brug af magi, og hun ønskede derfor ikke at rette opmærksomhed mod sig selv. Sværdet, hun havde ved siden, var dog ligeledes skjult af kappen. Til tider kunne man se en hvid skjorte i rillen foran, kappen lavede, og det brune bukser var også synlige.

Der var ikke et eneste bord, der var ledigt, så Alicia valgte at gå hen til et, hvor der kun sad en mand. Med en kort rømmen gjorde hun opmærksom på sig selv. "Undskyld, men sidder der nogen her?" spurgte hun med en venlig tone i stemmen, og et svagt smil trådte frem på de røde læber.

Natten var altid stadig ung som man nu engang sagde, eller fik fortalt Jonathan havde haft en meget offensiv aften, og alt havde gået hans vej, ingen missioner for mørket på det seneste så Jonathan havde besluttede sig for at søge hen til noget stille og roligt, og hvilket bedre sted end kroen var der at tag hen, som Jonathan begav sig igennem de mange små hader begynde det at regne, ikke at regn betød noget for ham for han havde trukket en kappe godt over hovedet, og i ført sig sin speciel mørkeste kriger rustning som var specielt lavet til ham.

Døren gik op ind til kroen og det blev stille i nogle få sekunder som han tog et overblik over rummet, og folk begynde først at larme igen da han bevæge på sig, Jonathan så at en kvinde lige havde sat sig ved et bord, hvor efter han gik over til bordet ved siden af dem, hvor han blot stod og kiggede kort på borede hvor der sad en anden gruppe, gruppen rejste sig og gik som Jonathan kom hen til bordet, han smilede tilfreds og satte sig ned, og der gik heller ikke længe før en af tjeneste pigerne kom med et krus mjød til ham og brød.

Jonathan tog en slurk af kruset og en bid af brødet, og kiggede lidt over på kvinden ved hans side, og derefter på manden ved hendes bord som med det samme rejste sig og gik fra bordet, så hvis man kiggede udefra ville der nærmest være luft omkring der hvor Jonathan sad.

Alicia havde fået lov til at sætte sig ved den forespurgte plads, og der gik ikke længe, inden den anden gik igen. Hun bestilte et glas vin, og der gik ikke mange minutter, før hun fik det.

Hun mærkede dog et blik hvile på sig, og hun drejede hovedet for at se hvis interesse, hun havde vækket og mødte blikket af en lyshåret mand med to forskelligt farvede øjne. Hun sendte ham et svagt smil, inden hun rettede opmærksomheden mod sin vin og tog en tår. Hun så ingen grund til at indlede en samtale. Hun kendte ham ikke, og hun var ikke sikker på, om han genkendte hende fra nogle af plakaterne, der hang rundt om i byen. Indtil videre beholdt hun hætten på og forholdt sig roligt. Der var ingen grund til at skabe en masse røre over ingenting.

Jonathan kende ikke denne kvinde, og han kiggede aldrig rundt på de efterlyste plakater, det var ikke hans job så hvem hun var vidste han ikke, men hendes måde at skjule sig på gjord at hun selv satte sig i jonathans søgelys, han tog en slurk af sit krus inden han rejste sig op, og gik hen til hendes bord hvor han vende stolen om på den anden side sådan han lænede sig hen over tyg lænet, hvor efter hans øjne prøvede at finde vej til hendes “ så sig mig hvem du?, og lad være med at lyv for det ville ikke gavne dig “ sagde han meget bestemt, hvor efter han lagde et skafte af et sværd på bordet foran ham, det var ingen klinge på det skafte der lå foran dem.

Jonathan viftede efter en tjener og efter kort tid kom der et krus til han og et glas vin til hende, “ din påklædning siger mange ting om dig, enten skjuler du dig for nogen fordi du måske er efterlyst, eller så skjuler du dig for en person måske en mand, hvem ved? “ sagde han roligt og ventede på en respons fra denne kvinde, Jonathan selv skjulte sig ikke for nogen eller noget, og om folk vidste han var fra mørkest hær var hans ligemeget, hvis folk ville ham noget så måtte del søde livet, og dette ville nok ske snart for som Jonathan sad og ventede på et svar, gik døren op ind til kroen og en gruppe af byvagter havde søgt ly fra regnen.

Alicia fulgte den fremmede med blikket. Hun sagde ikke noget, da han satte sig, men hun hævede et bryn over hans kommanderende tone, og hun kunne ikke helt holde et fnis tilbage, da hun så sværdskæftet. Det var nok magisk, og der kom nok en klinge ud af det, men hun følte sig ikke ligefrem truet. Hun slog hætten tilbage, så det ildrøde hår kom til syne, hvorefter hun sendte ham et nyt smil. "Jeg er mig, og det er i hvert tilfælde ikke løgn. Hvis De ønsker mit navn, kunne De prøve at spørge pænt, for med den attitude har jeg på ingen måde lyst til at fortælle det. Var det ærligt nok?" svarede hun med en munter tone i stemmen. Det var ganske tydeligt, at hun ikke følte sig truet af ham.

Igen måtte Alicia hæve et bryn over mandens konstatering. Denne gang sukkede hun dog i stedet for at grine, hvortil hun lavede en gestus mod det nærmeste vindue. Man kunne stadig se regnen stå ned i stride strømme. "Og min påklædning kunne ikke skyldes vejret, og at jeg rent faktisk prøver at blive så lidt våd som muligt?" svarede hun og tog endnu et sip af sin vin. Hun sagde ikke noget til, at manden bestilte flere drikkevarer, men hun var ikke sikker på, at hun ville vise ham den høflighed at tage imod den.

Da døren gik op og en gruppe byvagter trådte ind, kastede Alicia et blik på dem. Hun genkendte nogle af dem, men der var også nogle blandt dem, hun ikke havde set før. Hun fortrak dog ikke en mine, og rettede blikket tilbage mod manden, der sad ved hende.

Denne kvinde var virkelig flabet, om hun så var det overfor kun ham eller aj, var ham lige meget for han kunne lide det men stadig følte han at han var nød til at vise hende, at hun ikke bare kunne tale til ham som hun lyster, Jonathan smilte tilbage til denne kvinde og nikkede kort “ attitude siger du, hmm den var alligevel ny, nuvel frøken så må det forblive sådan “ smilede han roligt, hvor efter han blot skimtede vagterne igen, hvor han fik øjenkontakt med den ene af dem, og hvor efter man med det sammen kunne se, at vagten også så på ham og måske genkende ham, for han fik hurtigt sladret til hans med vagter om at Jonathan sad der over, ikke fordi at han var efterlyst men nok mere på grund af mørket hær.


Han tog slurk af hans krus og holde hans blik på hende, hvem var denne kvinde hun var tydeligvis ikke på nogen måde bange for ham, hvilket han på en måde godt kunne lide, at hun nærmest var iskold omkring hvem han var og hvad han kunne, og alligevel var så selvsikker i hendes udstråling, hun var nærmest en kvinde udgave af ham på en eller anden måde, og noget i han gjord at han var nød til at indfange hende, men så kunne han fornemme at han måtte skifte attitude overfor hende, hvilket var svært men alligevel så kunne han sagtnes prøve på det, hvis hun selvfølgelig var det værd.

Alicia havde ikke ligefrem forventet, at hendes svar bare ville prelle af på ham, hvilket også var tydeligt i det kort overraskede ansigtsudtryk. Det forsvandt dog hurtigt igen, hvorefter hun sendte ham et smil. "Så skal vi prøve at starte forfra?" foreslog hun og rakte en hånd over bordet som for at sige goddag. "Mit navn er Alicia" sagde hun med en høflig stemmeføring, inden hun skævede til byvagterne igen. "Og De har ret. Jeg prøver at skjule mig" fortsatte hun. "For dem." Hun nikkede i retning af byvagterne, inden hun igen tog et sip af sin vin.

"Hvad bringer Dem til byen, hvis jeg må spørge?" spurgte hun nu mere nysgerrigt end høfligt. Hun havde altid haft problemer med at styre sin nysgerrighed, og dette tidspunkt var ingen undtagelse. Det nærmest lyste også ud af hendes øjne, at hun gerne ville vide mere om ham.

Som tonen fik en helt anden melodi smilte han blot, og lyttede og her gik han og troede han skulle bruge evigheder for at bløde denne iskolde kvinde op, men nej nej det tog ikke langtid før det skete, han kiggede på hendes hånd kort inden han snakkede og tog imod hånden “ hyggeligt at møde dem “ sagde han og bukkede kort med hovedet af høflighed, dog slap han ikke grebet om hendes hånd, han hev hende tættere på sig hvor efter han viskede “ de er også efter mig “ sagde han roligt og slap grebet om hendes hånd.

Jonathan var ikke bange for disse vagter, men stadig han ville ikke efterlyses for så ville en anden form for mennesker lede efter ham, det havde han hørt og det magtede han ikke lige nu, men selvfølgelig kunne det være hyggeligt at stifte bekendtskab med denne kvinde, hans blik vendte igen overgå vagterne som havde sættet retning imod dem, Jonathan kiggede på hende og smilede “ hvad så nu dit valg, smutte eller blive og slås “ sagde han meget bestemt

Alicia gispede svagt, da hun blev trukket tættere på manden. Det var tydeligt, at hun absolut ikke havde regnet med det. Informationen var dog brugbar, for hun tvivlede stærkt på, at han ville levere hende til dem, når han selv var eftersøgt.

Alicia følte sig kort fortørnet over, at han hverken præsenterede sig selv eller svarede på hendes spørgsmål, men hans eget spørgsmål fik hende dog til at skifte prioritet. Det formelle kunne altid komme senere. "Jeg har ikke lyst til at slås med dem. Det er min egen skyld, at jeg er eftersøgt, og de skal ikke straffes for at passe deres arbejde" svarede hun bestemt. Det var tydeligt, at hun ville forsøge at undgå dem, hvis det car muligt.

Det var tydeligt at hun ikke var på samme måde som ham ,skuffende på en måde men alligevel hvad havde han regnet med, han var bare født til at tag en andens liv og det var hun tydeligvis ikke, han smilte lidt og satte sig tilbage og kiggede på vagterne der nu var få skridt for dem, og en ting var sikkert de havde set dem, om de havde set at det var hende der var eftersøgt vidste han ikke.

“ lad os bare sige det der bringer mig her til byen er at møde unikhed blandt folk, ting der skiller folk ud og lige nu er det dig der skiller dig ud “ sagde han bestemt og smilede til hende, Jonathan vil have denne kvinde så om vagterne skulle stå i vejen ville de død.

Som det så ud til at vagterne kom hen til dem tog han fejl, men del om tæt nok på de satte sig nemlig ved bordet lige ved siden af dem, Jonathan kiggede kort over på dem og smilede kort inden han igen kiggede på hende, “ så de skal leve “ sagde han med et undrende blik på hende, for alt det med det ikke var deres skyld, og at de bare passede sit arbejde det var han ligeglad med, han mente stod folk i vejen for ham måtte de lade livet på den ene eller den anden måde.

“ Jonathan “ sagde han til hende blot, som han tog hans skafte der lå på bordet i hånden og kiggede blot på hende afventende.

Alicia overvejede et øjeblik, om hun skulle vise ham hvor unik, hun egentlig var, men hun besluttede sig for at lade være. Med vagterne herinde var det ikke en god idé at gøre opmærksom på sig selv, så hun sendte ham egentlig bare et lettere faretruende smil. "Du har ingen anelse om, hvor unik jeg er" svarede hun med en seriøs stemme, selvom smilet forblev på læberne.

Hun nikkede til hans svar. Det var dog et men: "Misforstå mig ikke, jeg vil forsvare mig selv, hvis det bliver nødvendigt, men jeg ønsker ikke at dræbe dem" svarede hun nu dybt seriøst, som smilet blegnede. Hun havde gjort opmærksom på sit synspunkt, så var det op til manden, om han ville respektere det eller ej.

"Det er ligeledes hyggeligt at møde Dem, Jonathan" svarede hun med et smil, som hun ud af øjenkrogen så vagterne sætte sig ved bordet ved siden af. Hun overvejede kort sine muligheder. "Mon vi burde finde et mere afsides sted i byen?" spurgte hun med hentydning til vagterne.

Denne kvinde fik et smil frem på hans læber, hendes fremgangs måde, hende flabet hed hendes måde at håndtere ham på, at hun troede hun kunne dræbe han var det sjoveste af dem hun sagde, Jonathan kiggede kort over på vagterne og fik øjen kontakt med den ene af dem, hvor efter han igen kiggede på hende “ hvis du kunne dræbe mig, skulle du nærmest have forsøget, men tror desværre det vil ende i at det røde i deres hår ikke er det eneste der vil være rødt,” sagde han bestemt men stadig med et smil på læben.

At gå et andet sted hen var nok en god ide, hvis man var eftersøgt som hende, Jonathan var ikke eftersøgt selvom han dog var en del af mørket, han nikkede kort inden han drak ud hvorefter han rejste sig op og kiggede ned på hende, hvor på han rakte hans hånd ned imod hende “ skal vi “ sagde han og hvis hun ikke tog hans hånd ville han blot gå ud af døren og ud i regnen, da det tydeligvis var begyndt at regne, tog hun hans hånd ville det være det samme stadigvæk ud i regnen

Alicia kiggede først uforstående på Jonathan, da han svarede, inden det gik op for hende, hvad der skete. Han havde misforstået, hvad hun mente, og hun begyndte let at grine over situationen, mens hun rystede på hovedet. "Dem har jeg heller ikke lyst til at slås mod. Jeg mente nu vagterne" svarede hun og gik i gang med at tømme det glas, hun havde fået, da det så ud til, at Jonathan gerne snart ville væk herfra. Ikke at det generede hende, hun var af samme mening. Det var ikke klogt at blive et sted med vagter, når de gerne ville have fat i en. Hun vidste ikke, om Jonathan også var eftersøgt, men når han tydeligt var ligeglad med, at hun var det, var det tegn på, at han i al fald ikke var på lovens side. Ikke at det gjorde hende noget lige nu, og selvom han måske var lidt selvglad, havde han alligevel udvist en hvis venlighed overfor hende.

Alicia nåede lige at tømme sit krus, da Jonathan rejste sig, og hun tog imod hans hånd med et smil, som hun trak hætten over hovedet igen, inden hun rejste sig. Det var ikke for at gemme sit ansigt igen, men mest for at undgå at blive så våd som muligt. "Lad os det. Hvor går turen hen?" spurgte hun med en nysgerrig mine. Hun var lidt spændt på at se, om han overhovedet havde en plan, efter de forlod kroen. Faktisk vidste hun kun, hvor de ikke kunne tage hen, fordi hun var ret sikker på, at ordenen holdt øje med hendes hus, så det ville være en stor risiko.

Han ville have valgt en rute til dem, men noget kom i vejen, en mørk klædt mand kom ind af døren, og viskede Jonathan i ørne, hvor efter Jonathan fulgte med manden ud af døren..






//out