Det duftede så godt. Så fristende Alt for fristende. Og det lille væsen kunne ikke holde sig tilbage. Hun havde set lignende ting før, men at det kaldes en godsvogn, var hun ikke klar over. Det var heller ikke vigtigt. Det vigtigste var at der var mad at finde i den, og at hun nok skulle få fat i det. Hendes sorte hul af en mave have rumlet for ubehageligt selv med en bund af saftige bær fra tidligere på dagen. Åh. Intet ude i den dunkeskov havde en sådan lugt. Den kom kun når de fremmede begav sig ind mellem træerne. Som regel bevogtede disse fremmede maden, men der var ingen fremmede at se omkring. Eller lugte, for hendes lugtesans var overdøvet af andet. Høre dem, det kunne hun. Men det stoppede hende ikke i at kravle ind.

Hun havde ædt gevaldigt med ingen hensyn til sin egen mæthed, så snart hun havde fundet, hvad hendes næse havde opfanget. Det var blevet ubehageligt at bevæge sig, og det besynderlige bæst havde glemt alt om at være på vagt, som døsigheden havde angrebet hende så pludseligt, at hun ikke havde gjort nogen modstand, som den tvang hende til at falde i søvn, mens kroppen fordøjede den alt for store og pludselig mængde næring, hun havde slugt. Men hun var godt tilfreds…
Aldrig havde hun forudset vognen flytte på sig, og da hun vågnede, var det med et enormt chok. Måden underlaget pludselig bevægede sig, som sad hun på hovedet af sin troldeven, og hun kunne ikke finde balance stående. Faldt og blev kun endnu mere skræmt. Tæppedækket skjulte verdenen udenfor helt, og hun kunne ikke finde en vej ud. Kun sprækker af mørket udenfor. Sprækker af sort. Ujævn sti under hjulene kastede hende omkring. Indtil det sammen med skrækken vendte den overfyldte mave og indholdet flød ud på ’gulvet’. Men bevægelserne stoppede ikke. Hun var spærret inde. Så hun gjorde, hvad hun gjorde bedst. Hun klemte sig helt lille mellem sække og bokse… og hun blev der.

Der var gået længe. Så længe. Flere dage. At hun ikke var blevet fundet, var forundringsværdigt i sig selv. Lydene havde forandret sig markant omkring hende. Hun havde hørt lydene fra fremmede, der førte vognen, men nu hørte hun lyde fra mange fremmede. Og når hendes næse vandrede forbi stanken af gammelt bræk og mad, blev hun mødt af ’ukendt’. Bevægelserne var stoppet, som de havde gjort gange før på rejsen, men hun havde forblevet fanget. Denne blev var det anderledes. For tæppet blev endeligt åbnet op for hende.
Det lille væsen tøvede ikke ét splitsekund, før hun sprang frem fra sit skjul og pilede ud af vognen. Væltede og kradsede ud efter væsnet, der havde åbnet op for hende, i processen. Hun hørte et skingert hvin fra en af hunkøn og et arrigt råb af en af hankøn. Men den opbyggede frygt måtte have givet hende overmenneskelige kræfter, for hun løb som vinden. På to ben. På alle fire. Hun genkendte intet omkring sig. Og der var så mange fremmede! Mange i forholdt til, hvad hun var vant til i skovens trygge rammer. Flere hvin. Og flere råb. Og så endelig stilhed.

Kælderen var mørk og klam i forhold til den tørre og lune forårseftermiddag oppe i gaderne. Og bedst af alt, var der ingen efter hende dernede. Det lugtede ikke af fremmed, men det lugtede organisk. En velkendt lugt, der gjorde det et trygt sted. Eller tryggere, for hendes spinkle brystkasse hoppede faretruende af skrækslagenheden. Og igen havde hun klemt sig så dybt i skjul, som muligt. Gjorde sig svær at se. Med undtagelse af de gule øjne, der skød omkring. Holdte øje.

Hyde havde haft nok at se til de sidste par uger. Lysets Dronnings genkomst og den store kamp på pladsen havde komplet taget pippet fra hele byen og rygterne svirrede som forvirrede ildfluer - uden mål og med. Hyde's meddelere hørte meget mere om mange flere ting, end de normalt kunne diske op med og når han ikke sov, sad han blot bøjet over sit arbejdsbord og læste rapporter og udstedte ordrer. Intet af det blev selvfølgelig bedre af, at han havde påtaget sig mange forpligtelser, siden han kom til hovedstaden eller at han havde fået flere nye meddelere at tage sig af. Men eftersom det alt sammen havde været en del af planen, så brokkede han sig ikke. 

Da han vågnede denne aften gik han da også direkte til arbejdsværelset, men stoppede så i døråbningen som ramt af lynet. I ren refleks kastede han usynlighed over sig selv og trådte et par skridt væk, mens han tænkte sig om. Efter Zirra havde brudt ind i hans hus, havde han installeret små amuletter ved alle døre og vinduer, som havde en dublet, som lå på hans arbejdsbord. Hvis en dør eller et vindue blev åbnet, så ville amuletten i hans arbejdsværelse skifte farve og Hyde havde lige set, at amuletten, som hørte sammen med kældervinduet, havde gjort netop det.

Hans sanser var spændt til det yderste, mens han lyttede efter et baghold, men som sekunderne tikkede forbi, uden at noget skete, så blev han mindre anspændt og rakte i stedet ned til sit bælte og trak én af de knive, han altid bar på sig. Han var virkelig ved at blive træt af, at folk brød ind i hans hus... Stadig dækket af sin usynlighed bevægede han sig derfor langsomt ned af trappen til den synlige del af kælderen og forsøgte at gøre så lidt støj som overhovedet muligt. Naturligvis var det ikke sikkert, at misæderen stadig befandt sig i huset, men man kunne aldrig være sikker. Og Hyde tog ingen chancer.

Hun så ingenting. Selv med det nattelige blik, kunne hun ikke se andet end det mørklagt og tomme kælderrums indretning. Men hun kunne høre nogen. Eller noget. Det var umådeligt sagt, men med hvad der netop var sket, tog det lille væsen heller ingen chancer og forblev skjult. Stilheden der lagde sig blev kun højere og højere, af at hun koncentrerede sig ekstra meget for at lytte. Det blev så stille, at det var til at høre hendes eget lille hjerte galoppere af sted i de finurligt formede spidse ører, og det distraherede. Forpustede vejrtrækninger, var dog ikke noget, der kom fra hende. Fordi for at have det sket, ville det være et krav, at hun var forpustet. En spurt, som hun havde gjort sig igennem byen, ville nok have efterladt en vaskekone udmattet, men det var en lidt anden historie for en vild som hende.

Hun så stadig intet. Ikke engang den mindste bevægelse. Og hun hørte heller ikke noget. Eller lugtede noget. Der var ingen lugt. Ikke nogen levende lugt i hvert fald. Kun en lugt af metal, renere end, hvad blod lugtede af, blandet med netop dén lugt. Blod. Og fugt. Men intet der sammenlignedes med de fremmede, der besøgte hendes skov eller som havde bragt hende væk fra hendes skov. Så tankerne om, at ikke tage chancer, var som forduftet fra hendes sind.
Det var umådeligt forsigtig den måde, hvorpå hun tittede frem. Møvede sig, stabilt på alle fire, blot en centimeter eller to ud fra bunden af en hyldes ly. Bare lige nok til at kigge omkring og lade nysgerrigheden tage over for frygten for fare. Var hun i sikkerhed her? I sikkerhed fra de larmende fremmede?

Hun var knap nok nået ud fra, hvor skyggerne omsvøbte hendes krop, da hun hørte noget imod. Endnu en sagte, men sikker lyd. Og som en mus, fór hun tilbage ind under hylden. Pressede sig yderligere ind mod væggen, hylden stod op ad. Og begyndte at knurre. Ikke højt, men advarende. Det var en rumlende lyd. Næsten gryntende, sådan som den kom helt tilbage fra bagerst i ganen og bevægede sig en smule op ad næsegangen.

Hyde trådte de sidste skridt ned af trappen og blev stående der, mens han lyttede med alle sanser spændt til det yderste. Dér var en lyd. En lille bitte lyd fra opbevaringsrummet på hans venstre side. Forsigtigt bragte han kniven i stilling og gik et par skridt hen til døråbningen, mens han hørte lyden igen - dog denne gang mere udtalt. Og så den mærkeligste lyd, han længe havde hørt. 

Han nåede lige at se en skygge finde ind under en hylde og da han knælede ned for at kigge derind, kunne han kun se et par gule øjne, som så ud på ham. Væsnet derinde lignede ikke noget, han nogensinde havde set. Det mindede ham mest om en kat, sådan som det trykkede sig ind mod væggen lige nu og det virkede mere skræmt end farligt. Han brød sig måske ikke om at tage chancer, men på samme tid, så stolede han på sine instinkter. Og i dette øjeblik fik hans instinkter ham til at stikke kniven tilbage i skeden og lade usynligheden falde af sig, mens han så på væsnet under hylden. Han var stadig på hug og han havde hovedet let på skrå, da han kaldte ud mod det. "Hej med dig, lille du. Hvad laver du i min kælder?" Han holdt sin stemme i et let, roligt og spørgende toneleje. Som om han forsøgte at kalde en då til sig. "Hvad er du for en?"

Og pludselig var han der!
Hun tog ikke den hankøndiges abrupte tilstedeværelse pænt, og man kunne da heller ikke bebrejde hende. Ikke på nogen måde. Chokket spjættede igennem den lille krop, og havde hun fjedret sig nok, ville hun have risikere at ramme direkte op i ’loftet’ af hendes klemte gemmested. I stedet blev knurren kortvarigt forstummet, så en lyd af forskrækkelse, næsten for menneskelig til at komme fra andet, i stedet kunne lyde fra hendes strube. Og havde han håbet, at det ville få hende til at komme ud fra sit skjul, var han desværre nød til at indse, hvordan det havde haft den præcise modsatte effekt, for hun var med ét kun endnu dybere. Hvis det da var muligt. Ryggen var krummet markant som et truet dyr, og hendes knoglede skuldrer havde nær fjernet hendes hals, så opspændte de var.

Den fremmede talte så. Talte selvfølgelig et sprog, hun ikke forstod, men et sprog hun var kommet til at forstå, var hvad disse fremmede brugte til at kommunikere, ligesom fuglene pippede go frøerne kvækkede. Det gjorde hende ikke mere tryg at høre på, selvom han ytrede sig med rolige toner, der høre ondt i hendes sarte ører. Og som forskrækkelsen hurtigt havde lagt sig, knurrede hun på ny. Denne gang højere. Varierende. Og hun vidste tydeligvis tænder i en arrig grimasse, der matchede attituden af en ulveunge trængt op i en krog. Set bort fra at hun ikke var dækket af andet pels en det lange lyse hår fra hovedet, så var hun nok egentlig heller ikke meget andet end dét.

Med ét skød hun frem, som havde nogen givet slip på en spændt elastik, og hun svang en kradseklar hånd frem i retningen af ham. Men hun angreb ikke. For elastikken blev fluks grebet igen, så det kun blev til et prøvende jag for yderligere advarsel for, at han ikke skulle komme tættere på. Gule øjne veg ikke bort fra hans blik. Ikke ét øjeblik. Hun blinkede knap nok. Hun brød sig ikke vitterligt om disse fremmede på to ben og besynderlige kropslige overflader, der skiftede fra dag til nat og fra sæson til sæson.

Reaktionen var måske ikke helt uventet, men den kom alligevel bag på ham. Det fik ham dog ikke til at rykke sig tilbage eller på anden vis udvise frygt. Han var vant til, at frygt ikke var en følelse, man måtte vise frem på sit ydre - selv hvis man skulle føle den. Hvilket han ikke rigtigt gjorde lige nu. Dets reaktion underbyggede dog hans mistanke om, at væsenet var nærmest vildt og han troede heller ikke længere, at det talte hans sprog. Men i det korte øjeblik, det havde været ude fra under hylden, havde han set en kropsfysik og et ansigt, som pegede ham mere i retning af et tænkende væsen. 

Kombinationen pirrede hans nysgerrighed. Hyde havde altid været interesseret i det usædvanlige og han havde efterhånden lært, at netop i det usædvanlige fandt man sommetider virkeligt brugbare kvaliteter. Han sad derfor et øjeblik og tænkte sig om, inden han rejste sig op og gik et par skridt hen til den anden dør i kælderen og gik ind for at hente en mindre røget skinke, som han havde til opbevaring derinde. Han spiste selvfølgelig ikke den slags selv, men hans hus var nødt til at minde om et menneskes.

Roligt og forsigtigt gik han et par skridt ind i rummet med væsenet og lagde skinken på gulvet - så langt hen mod det, som han kunne komme til. Han anede selvfølgelig ikke, om det spiste den slags. Han var helt sikker på, at det var et væsen af Mørket og Mørket kunne fra tid til anden have specielle præferencer. Han behøvede ikke at se længere end til sig selv for at få et eksempel herpå. Men det var et sted at starte. Så da han havde lagt skinken fra sig, trak han sig tilbage til døren igen og lod sig nok engang finde ned på det ene knæ, mens han ventede for at se, hvad der ville ske.

I takt med, at han tog afstand til hende, stoppede det lille væsen helt automatisk med at knurre og vise tænder af ham. Ifølge hendes primitive tankegang, havde hun sejret over denne fremmede og succesfuldt overgivet en ordre om, at han skulle holde sig væk for ellers… Og det var tilsyneladende nok til at få hende til at føle sig tryg igen. Lidt, i hvert fald. Hun sad stadig på spændte fjedrer med nerverne helt uden på hendes manglende beklædning.
Særligt da han vendte tilbage til hendes synsvinkel, krummede hun sig den smule sammen igen, som hun netop havde slappet af i, da han først var forsvundet. Han nærmede sig igen, og han var ikke mere end et par skridt fra at blive introduceret for hendes faretruende lyde igen. Det føltes nærmest som et nys, der aldrig blev til noget, da han aldrig krydsede den grænse, før han skabte et større mellemrum mellem dem igen. Et mellemrum med noget yderst velduftende i midten.

Straks var de gule øjne rettet mod skinken, og maven rullede rumlende. Mindede hende om, hvor længe siden det var, at hun havde spist. Det overdådige måltid, hun havde ædt sig igennem før, hun var blevet bragt til dette fremmede sted fyldt med fremmede, var for længst gået igennem systemet, og rejsen i vognen havde paralyseret hende nok til, at hun ikke havde rørt noget under den.
Skulderne faldt som noget af det første, inden hun med umådelig forsigtighed tittede frem fra sit skjul. Kælderrummet var mørklagt, men som hun kom mere og mere frem i det, ville det ikke være svært for en med de rette øjne, at se hvordan, hun, til trods for hudens besynderlige farve og ørernes form, var hun ikke meget andet end en lille pige. Spinkel og tynd. Kravlende på alle fire, nærmede hun sig langsomt maddingen, han havde lagt ud, og som hun gjorde, løftede hun fra tid til anden blikket mod ham for at sikre sig, at det var sikkert for hende at tage det. Arrigheden fra knurret var ikke til at finde i hendes ansigt. Dér prægede mest en stor varsomhed. Og en tydelig streg af savl hang fra mundvigen og ned over hagen.
Stadig med blikket stift rettet mod ham, rakte hun prøvende en hånd frem mod skinken. Klar til at gribe den og spænde tilbage ind under hylden med den, skulle han forsøge at indfange hende. Man viste aldrig med disse fremmede. Spørgsmålet var så bare, om hun ville kunne nå det. Men var det sikkert skovlede hun skinken det sidste stykke til sig og dumpede ned at side på sin bagdel på det kolde kældergulv. Løftede den med to små hænder og løftede det mod sin mund uden at tænke over, at spise det stykke for stykke. Med hendes tandsæt behøvede hun heller ikke.

Langsomt kom væsenet ud igen og hendes langsomme bevægelser gav Hyde mulighed for at betragte hende lidt mere indgående. For det var ganske tydeligt nu, at det bestemt var en 'hende'. Ikke ret gammel efter udseendet at dømme, men han vidste trods alt fra sig selv, at udseende kunne være misledende. Den mørke hud, de gule øjne og de små vinger øverst på hendes ryg gav næsten alt for mange ideer om, hvad hun kunne stamme fra, men intet af det gav mening tilsammen. Hun var uden mindste tvivl noget, som Hyde aldrig havde set før. Og det gjorde ham endnu mere interesseret. 

Da først hun havde sat sig med maden og var begyndt at spise - Hyde lagde især mærke til de skarpe tænder - lempede Hyde sig selv ned at sidde med ryggen mod muren lige inden for døren. Han lukkede døren ganske forsigtigt og gjorde sit absolut bedste for ikke at se skræmmende ud. Nu hvor pigen havde fået mad, så lod hun ikke til at være helt så vild efter at springe på ham mere. Men man kunne selvfølgelig aldrig vide. Derfor kunne han også stadig let komme til sin kniv og han var klar til at bruge sine evner imod hende, hvis hun skulle begynde at udvise aggressiv adfærd. Han havde dog ikke tænkt sig at gå nærmere til hende lige nu. Han havde lokket bytte til sig før. Han vidste godt, hvad man skulle gøre.

Hun flåede glubsk i det røgede, seje stykke kød. Satte tænderne i og rev en luns af langs senerne, der så blev tygget og smasket hungrende. Basale bordmanere var åbenlyst ikke noget, som hun besad. Eller havde haft de mindste genskaber til på forhånd. Selvom at kødet ikke var saftigt og mørt og tilberedt for nyligt - eller var råt, som hun plejede at fortære det - havde hun alligevel formået at få fedtet sit ansigt godt til. Både omkring munden og hagen og hele vejen op omkring hendes kinder. Få af de lyse strå af hår, der udadtil så fint ud taget i betragtning, hvilket miljø hun kom fra - havde klistret sig fast til hendes hud, hvor netop fedt og mundvand havde møvet sig hen.

Det lille væsen havde hidtil ikke taget blikket fra den fremmede. Særligt ikke efter at døren havde lukket til for hendes mest optimale vej ud, skulle det ende med at blive for farligt. Efter lidt tid satte farten, hvorpå hun åd, ned, som var hun så småt blevet tilfreds og fået lagt bunden. Til sidst sænkede hun skinken helt fra sin mund, og sad et øjeblikstid bare og stirrede på hankønnet. Skinken hvilende i sit skød.
Ganske forsigtigt begyndte hun så at læne sig frem. Det kvartspiste kødstykke blev i en glidende bevægelse lagt fra sig på gulvet, samtidig med at hun med en dyrisk smidighed faktisk kom op at stå. På to ben. Hun var ikke højere end et hvert andet barn ved hendes punkt af udvikling. Skridtene på hun tog mod ham fortalte ligeledes om, at dét var måden hun normalt begav sig på, selvom hun havde kravlet det meste af tiden i hans selskab.

Håret blev slæbt henad gulvet. Endnu mere da hun nåede tæt nok på ham til, at hun kom tilbage ned på hug, armene mellem sine ben, for at snige sig det sidste stykke på alle fire igen. Hun strakte sig, som hun kom tættere på. Stadigvæk nervøs og på konstant vagt. Men til dels nysgerrig. Hun havde set fremmede før. Men hun havde aldrig set denne fremmede før.

Hun var ikke just et kønt syn, som hun sad der og åd - for der var ingen tvivl om, at det var det, hun gjorde. Men mens han betragtede hende, indså han at hendes hud måske ikke kun var mørk på grund af skidt. Der lod til at være noget andet nedenunder. Måske lidt som en mørkelvers hudfarve, omend ikke helt. Han syntes også, at der var noget rødt at se engang imellem, når hun fik vendt ansigtet rigtigt.

Han blev dog siddende helt stille og rolig, da hun kom nærmere. Han holdt sine skuldre sænkede og afslappede, mens han betragtede hendes let sære gang hen over gulvet - i det hele taget ret overrasket over, at hun rent faktisk kunne gå på to ben. Det havde ikke virket sandsynligt tidligere. Men så var der da én ting mindre, som hun ikke kunne finde ud af. Da hun faldt ned på alle fire igen og strakte sig mod ham - dog uden at komme for tæt på - løftede han langsomt sin hånd og holdt den frem, som han ville gøre det mod en hund eller en kat. Endog også en hest. En gestus, som inviterede hende til, at hun kunne snuse til hans hånd og fange hans duft uden at komme for tæt på, hvis hun havde lyst til det.

Hans håndsrækning fik først det lille væsen til at vige lidt tilbage. Hun ønskede ikke at blive slået. For det gjord ondt, at blive slået, var hun kommet til at forstå i en tidlig alder. Og hun brød sig ikke om det, når noget gjorde ondt. Men han slå ikke ud efter hende, gik det hurtigt op for hende. På måden han holdte så afslappet frem og på de manglende pludselige bevægelser. Så ikke længe derefter strakte hun sig mod ham igen, mod hans hånd. Hendes næse vrikkede minimalt, som hun tog imod hans invitation til at blive bedre bekendt med hans lugt, og med stilheden omkring dem, var det lige til at høre de små, sagte lyde, der opstod som luft blev ført igennem næsen.

Han lugtede… underlig. Han havde ikke rigtig en lugt på samme måde, som andre fremmede - eller andre væsner i det hele taget - havde. Han lugtede af blod, men det var overfladisk. Det samme var duften af sæbe. Han lugtede ikke… levende, og hun var ikke helt klar over, hvordan hun hade det med hans lugt. Nu skulle hun dog nødigt snakke om andre lugte - hvis hun da kunne snakke - da hun selv sikkert stank i byfolkets sarte næser. Hun trængte gevaldigt til et bad. Et bad, hun normalt tog i en af skovens søer og vandhuller, så lidt renlig var hun da. Men søer var der ikke mange at finde af i en godsvogn, og under rejsen havde der da også været vigtigere ting at fokusere på end god personlig hygiejne.
Hun vovede sig endnu et skridt tættere på bare for at snuse sig endnu mere omkring på hans hånd. Den duftede også lidt af selve skinken. Bare lidt. Et hint. Og hendes tungespids havde næsten været på vej ud mellem hendes læber for at give et lille slik, hvis det ikke havde været for den pludselig lyd af løbende skridt og raslende metal, der kunne høres fra gaden, hvor kælderens vinduer var vendt mod. Samme gade, hvor hun havde pilet ned ad, før hun var tumlet indenfor hos denne fremmede.

Hun skød med ét op og sad med ranket ryg. Hende hendes ører været af mere dyrisk karakter ville man nok have kunne se dem vippe i retningen af lyden, ligesom hendes blik meget hurtigt var rettet mod. Panisk opmærksom, det var hvad hun var. Hun var stadigvæk et fremmed sted. Og med fremmede steder kom der fremmede lyde. Mens en anden ville føle sig utryg ved skovens mange lyde, blev denne vanskabning utryg ved disse.

"Bæstet forsvandt i den her retning..!"

Hun kom frem og snusede til hans hånd, som han havde forventet, at hun ville. Han nærede måske endda et spinkelt håb om, at hun ville røre ved ham. Men inden det skete, så blev de afbrudt af lyden af raslende sabler og klirrende rustninger. Han rynkede brynene lidt, mens han lyttede til de ord, som blev udvekslet og han overvejede rent faktisk at kaste usynlighed over sig selv og følge efter dem, for at lytte sig til noget mere. Ønsket sled i ham, men i sidste ende måtte han bare acceptere, at det ikke var sikkert, at hun stadig ville være i huset, når han kom hjem. Med et lille suk, rejste han sig roligt og gik hen til det vindue, som hun måtte være krøbet ind af. Han nåede lige at høre noget om Saladin's karavane, inden han lukkede vinduet og han skrev sig navnet bag øret. Én af hans meddelere måtte hen til denne Saladin og høre, om der var sket noget spændende på deres rejse. Derefter trak han også gardinet for, så de var helt afskærmede fra verdenen udenfor. Og så lod han sig glide ned på gulvet igen - denne gang under vinduet - og rakte hånden frem i endnu en tavs invitation mod den mærkelige lille pige.

Hvad lavede han dog? Ved at være så tæt på ham, idet at han rejste sig op, afslørede noget drastisk for hende, hvor meget højere han var end hendes lille skikkelse. Hun havde været omkring meget, meget højere væsner før, men det var nu stadigvæk en instinktiv tanke, at ting der tårnede sig sådan over hende, var en potentiel fare, så hun bakkede af ren og skær refleks et par krummede skridt tilbage. Han gjorde bare stadig ikke noget. Ikke noget ved hende i hvert fald. Han havde indtil videre ikke gjort hende det mindste. Var det fordi, at hun havde vist ham nok varslinger? Eller var han ikke farlig?

Hun blev først og fremmest siddende, hvor han havde efterladt hende, mens hun fuldt opmærksomt fulgte med i, hvad han lavede. Lukkede vinduet - lukkede distraherende lyde lidt af. Fjernede yderligere udefrakommende distraktioner ved at …dække for det? Hendes hoved havde efterhånden lænet sig mere og mere på skrå, og til trods for det neutrale ansigtsudtryk, kunne man snildt se, hvordan hendes hoved arbejdede og fascination tittede frem imellem sprækkerne.
Der var noget ved den udstrakte hånd, der tiltrak hende, og selvom der var mange andre ting, der var spændende og værd at undersøge nærmere i kælderrummet - som at vende tilbage til skinken - så gik der ikke længe, før hun igen var på to ben. Denne gang var det nært luntende, sådan som hun lukkede afstanden mellem dem.

I modsætning til før, begyndte hun ikke at snuse til hånden. Nej, så snart hun var dumpet ned igen ved ham - denne gang også nærmere end før - greb begge hendes små grålige hænder fat omkring hans. Hun tøvede ikke meget med at flytte rundt på den, som hun ville, hvis han da slappede nok af til, at hun kunne gøre det. Hun vippede hans hånd op ved håndleddet. Hun åbnede op for hans håndflade. Spredte prøvende hans fingre. Undersøgte den. Den var kold at røre ved. Selv koldere end hende selv efter at have været længe udenfor. Det var ikke normalt. Slet ikke normalt. Var det?
Hun holdte stadig fast i hans hånd, men hun stoppede at rykke rundt på den for i stedet at løfte blikket mod den fremmedes ansigt, som ville hun finde svar der. Disse fremmede var underlige…

Han lod hende undersøge, selvom han fandt det en kende ubehageligt at lade nogen undersøge ham så intenst, som det lille væsen nu gjorde. Selvom det kun var hans hånd, der var målet for hendes interesse, så havde han brugt mange år på at opfinde metoder til at undgå at få folk for tæt på. Men han kunne ikke se, hvordan han ellers skulle kunne gøre det og i sidste ende, kunne der vel heller ikke ligefrem ske noget ved det?

Da hun slap hans hånd med blikket og så op på ham, smilede han venligt til hende. "Hej," sagde han roligt, da han havde hendes opmærksomhed. "Taler du noget sprog?" Hyde kendte en hel del sprog efterhånden gennem sine rejser, men han startede ud med det mest almindelige. Måske ville hun svare ham på hendes eget sprog (hvis hun havde ét) og så kunne han finde ud af, om det var ét, han kendte til.

Han talte igen. Og igen forstod hun ikke meningen bag ordene. Alt hun opfangede var tonen, han talte med, og ud fra dét kunne hun heller ikke snøre et klart billede frem fra. Så hun stirrede bare på ham. Ikke engang hendes kæbe gav tegn til, at hun lige som lidt ville åbne munden og i det mindste forsøge at sige noget. For det lille væsen havde ikke et sprog. Ikke et talt sprog. Hun knurrede. Hun peb. Hun skreg og hvinede. Men hun havde aldrig haft noget ligesom hunde gøede eller katte miavede eller heste prustede.
Hendes hoved faldt da på skrå igen. Mere markant end før og udtrykte klart og tydeligt hendes forvirring.

De gule øjne faldt fluks tilbage på hans hånd, men eftersom dét ikke gav hende yderligere forståelse, slap hun den mindst lige så brat og var med ét på benene igen. Hun drejede elegant - eller så elegant som et barn som hende kunne gøre det - omkring og trippede tilbage hen over det kolde gulv med lette og nøgne skridt, til hun nåede, hvor hun havde efterladt hans fredsgave. Skinken.
Smidigt samlede hun det op, men frem for at straks rende tilbage til den fremmede, blev hun stående med kødet i sine beskidte hænder. Så på det. Overvejede om hun nu ville, hvad hun havde sat sig ud for. Hun var stadig sulten, selvom hun havde holdt med at æde af mere eller mindre sin egen frie vilje.

Men igen med en pludselig bevægelse, havde hun vendt sig om og luntede tilbage til ham, hvor hun blot faldt tilbage på hug nær ham og holdte skinken mod ham. Tilbød ham den. Det var ikke alting, hun forstod, men dette havde bevist et par gange til at virke. Virke med hvad lige i den her situation? Det vidste hun ikke.

Hyde så overrasket ned på sin hånd, da hun pludselig slap den og fulgte hende derefter med øjnene, som hun gik hen over gulvet og tilbage til skinken. Han var et øjeblik i tvivl, om hun ville forsøge at stikke af med den og han var i gang med at overveje, hvordan han skulle reagere, hvis hun gjorde det. Men da hun kom tilbage med skinken, kom han i stedet til at smile. Ikke at han ville bryde sig om at tage en bid af den. For selv hvis han var ligeglad med, at hendes beskidte fingre havde rørt ved kødet, så ville han stadig være nødt til at kaste det op senere og det var han ikke ligefrem interesseret i.

Derfor rystede han bare smilende på hovedet og pressede let på skinken, så den ville være på vej tilbage til hende. Så pegede han på skinken og pegede bagefter på hende, så hun måske ville vide, at det var fordi, han mente, hun skulle have den. Og så kom han pludselig i tanke om, at selvom hun ikke lod til at have et sprog med ord, så var der måske alligevel en måde, hvorpå han kunne kommunikere med hende.

Langsomt løftede han hånden for ikke at virke truende og holdt håndfladen opad mellem de to. Langsomt påkaldte han sin magi, så der opstod en illusion mellem dem, som tog form af et lille billede. Billedet forestillede hende selv i færd med at spise skinken. Det var stadig lidt af et sats, for han kunne jo ikke være sikker på, om hun nogensinde havde set sig selv i en blank overflade. Men det var da et forsøg værd.

Dét var så til gengæld noget, hun forstod. At pege og mime. Som han skubbede kødet mod hende, blev måden hun holdte op det næsten af sig selv ændret til, at hun holdte om det med begge sine arme. Hun var trods alt ikke bekymret for at svine sig selv til. Hun badede ikke, når hun var beskidt. Hun badede, når det blev for ubehageligt at være beskidt. Der var en fin lille forskel mellem de to ting. Men blot fordi hun forstod ham, og at hun hurtigt havde accepteret, at han ikke ville dele skinken - det betød bare mere til hende! - så var det forvirring, der malede hendes lettere skjulte ansigt.

Særligt da han hævede sin hånd. Hendes første tanke havde været, at han tilbød den, som han havde gjort før, og hun havde allerede været godt på vej til at række tilbage ud efter den med sin egen lille hånd. Men så sortnede det for hendes ansigt. Eller nej. Det flimrede. Det var af rent instinkt, at det lille væsen stirrede endnu mere intenst mod det flimrende område foran hendes øjne, end hun havde stirret på den fremmede indtil videre, og det gjorde hende nær ør i hovedet. Billedet der lukkede frem, havde nok heller ikke den ønskede effekt på hende.
Skinken blev straks sluppet og dumpede tungt ned på gulvet mellem dem. Man skulle tro, at al de arbejde han havde gjort for at få hende til at falde til ro blev kastet ud af vinduet, for med ét var hendes skuldrer spændt op omkring ørene igen i takt med at knurrende lyde rullede fra hendes hals dybde.
Hun tog atter afstand til ham. Ikke hurtigt og pludselig eftersom, at hun denne gang bakkede væk frem for at pile omkring. På alle fire, som en abe. Den arrige rynke var tilbage på hendes næseryg. Hun brød sig ikke om, at se, hvad hun havde set. Tydeligvist. Hun havde set sig selv i blanke overflader før, men hun fattede ikke altid, at det var hende selv hun så. Så for hende var illusionen af endnu en fremmed. En der tilmed havde eller ville tage hendes mad.

Reaktionen fik Hyde til omgående at få illusionen til at forsvinde og han så efter hende med en rynke mellem brynene. Måske var hun slet ikke så intelligent, som han havde troet? Eller måske forstod han bare ikke, hvad der lige var sket. Han tænkte sig om lidt, inden han rakte ned og tog skinken, som var faldet på gulvet foran ham. Han løftede den op og holdt den frem mod hende igen og vippede den let op og ned, så hun kunne se, at hun bare kunne gå hen og tage den igen. 

Gad vide om det var billedet, hun var blevet bange for? Måske kunne hun ikke lide magi? Rynken mellem hans bryn glattedes ud igen, som han vendte tilbage til at se venlig ud og vente på, at hun reagerede. Måske var det magi, hun ikke brød sig om, eller måske var det noget helt andet. Tiden ville forhåbentlig vise det, hvis ellers han kunne få hende til at falde lidt til ro omkring ham. Han forsøgte sig med endnu et forsøg på kommunikation og pegede tilbage på sit bryst med en enkelt finger. "Hyde," sagde han så, klart og tydeligt og roligt. Forhåbentligt kunne hun forstå det.

Illusionen forsvandt, og hun stoppede med at knurre igen. Når det kom til stykke var hun ufattelig nem at finde ud af. Så længe man vidste, hvad man skulle kigge efter, så ville det altid være muligt af læse advarslerne ud fra, hvordan hun opførte sig. Hun blev som regel kun utilregnelig, når først advarslerne var blevet ignoreret, og det blev nødvendigt for hende at gøre alvor af dem. Forundrende nok forstod denne fremmede at reagerer på hendes advarsler. Faktisk havde mange af de fremmede, hun var stødt på i sit korte liv, været ganske gode til det.

Hun kom dog ikke nærmere igen. Kødet, han lokkede hende med, var ikke længere en interesse for hende. Ikke stor nok til at være succesfuldt som lokkemad i hvert fald. Hun holdte skarpt øje med hver en bevægelse han lavede. Heldigvis havde hans lille trick ikke gjort hende bange for, at han hævede sine hænder eller noget i den stil, så hun krøb i det mindste ikke yderligere sammen, idét han igen gjorde noget, hun forstod. Sådan da.
Forsigtigt så hun ned af sit spinkelt selv. Ned på sin egen flade brystkasse og søgte mod det område, hvor han pegede på sig selv. Hun løftede så en hånd mod det, hvor hun straks kunne mærke sit hjerte slå. Det var langt fra lige så voldsomt, som da hun var ankommet til kælderen, men det var heller ikke helt roligt. Roligt løftede hun sit blik mod den fremmed, og efter noget tid skilte hun sine læber ad. Ikke for at knurre eller for at vise tænder eller for at spise. Hun gjorde det for at tale. Desværre havde hun aldrig rigtig talt før, og det virkede umuligt for hende, at få en lyd ud. Hun havde ikke brugt sit stemmebånd på den måde, som hun forsøgte sig med, før. Og i sidste ende var det eneste, hun kunne få frem, før hun gav op, var en halvkvalt og anstrengt men meget sagte lyd.

Mildt besejret sippede hun sine læber sammen igen og slugte sit forsøg helt.

Hun reagerede igen omgående på, at den fare, hun oplevede, blev fjernet. Og det skrev Hyde sig bag øret. Det var bestemt værd at bemærke, at hun så let faldt til ro. Dog var hun ikke længere så let at lokke og han lagde kødet fra sig uden på gulvet med en smule skuffelse i mellemgulvet. Det ville have været meget lettere, hvis mad altid kunne lokke hende frem. Men på den anden side, så kunne Hyde virkelig godt lide en udfordring... Han havde levet så mange år, at han efterhånden kendte de fleste reaktioner og det var så sjældent, at han kom ud for noget nyt. Dette gav ham blod på tanden efter mere og eftersom tid ikke længere føltes som en faktor for ham, så var han villig til at bruge det, der skulle til.

Hendes forsøg på at tale, fik ham derfor blot til at smile og nikke i anerkendelse af, at hun havde forsøgt. Og så tænkte han, at han uanset kunne finde ud af først som sidst, om det var magi, hun ikke brød sig om, eller om det var noget andet. Derfor rakte han hånden ud igen og lod en illusion af en måneblomst dukke op i luften over den. Samtidig rakte han hånden frem mod hende og kaldte hende hen mod sig med en håndbevægelse.