" Hmm... Jeg vil købe den der! " Leslie stod foran en bod med kjoler, og pegede på en meget fin kjole, der så ud til at være af god kvalitet. Kjolen hun havde på var efter hånden blevet godt slidt og beskidt, og en fin pige som hende kunne jo ikke rende rundt og se sjusket og slidt ud. Hvad ville folk ikke tro om hende. Damen i boden lod blikket glide ned over Leslie med et ret så mistroisk udtryk. Kort efter rystede hun bare på hovedet og gav sig til at betjene en anden. Leslie så på hende med et fornærmet udtryk, inden hun højlydt fnøs.
 " Ved du ikke hvem jeg er?! Hvad bilder du dig dog ind.. Jeg vil købe den kjole der! "  Leslie hævede stemmen en smule, og så meget bestemt på damen, der vendte blikket tilbage på Leslie med himlende øjne.
 "Den er langt ude for din prisklasse, frøken. Du kan nok finde noget der passer mere til dig, ovre i den bod.. " Damen pegede over mod en bod lidt længere væk, med kjoler der tydeligt var af ringere kvalitet. Leslie fnøs endnu en gang fornærmet, og sætte hænderne i siderne, og skød hoften ud til siden.
 " Nu har jeg aldrig! Hvem tror du lige du er? " Hun stod og hissede sig op - altså hvordan kan man dog tillade sig at være sådan over for en kunde! Leslie var forarget. 
 "Jeg vil købe den kjole der, og du kan ikke forbyde mig det! " Damen bag boden så noget overrasket og foraget på Leslie, inden hun løftede hånden og vinkede med den. Leslie kiggede på den med en forvirret og rynket panden. Hun så i retningen damen havde vinket, og så et par vagter begynde at gå i retning af boden. Hun skar en grimmasse. Det var da lige godt utroligt! En smule diskret trådte hun et par skridt væk, ganske surmulende. 

Var der noget Rhaya hadede, så var det racister. Og kvinden i kjoleboden havde helt sikkert noget imod den halvelverkvinde, der prøvede at købe en flot kjole. Stille som altid havde Rhaya sneget sig tættere på boden og overhørt ordudvekslingen, som den blev højere og mere støjende.
Mens damen var godt optaget, pillede hun til ved et par kjoler, der lå fremme. De var ret flotte, og ville klæde den nydelige halvelver ganske udmærket. 
Rhaya spidsede ører, da samtalen pludselig forstummede, og hun så op mod de vagter, der var begyndt at gå i deres retning. Hun skyndte sig hen til halvelveren og tog hendes arm. 
"Hør, søster, kan jeg da heller ikke lade dig være alene et øjeblik! Kom, lad os lade den flinke dame være i fred nu, ikke?" sagde hun og førte halvelveren ind i mængden. 
Rhaya skulle ikke nyde noget af offentlig afstraffelse af en køn pige, bare fordi hun havde villet købe en kjole. Selv så hun langt mindre fin ud end hende med sine knælange bukser og tynde bluse, men dagens tørklæde om hår og ører var en flot rød med lilla snirkler. Det havde hun hapset fra en bod tidligere på dagen. Hun havde en lille bylt et-eller-andet under den anden arm, der lidt lignede en ødelagt rejsetaske, men virkede alt for kantet. Trods det at Rhaya var væsentlig lavere end kvinden, gjorde det hende ikke mindre insisteren i sin hiven - forhåbentlig ville hun følge med væk fra vagternes opmærksomhed. 

 Det var en anelse splittet at Leslie stod og trippede lidt frem og tilbage. Hun var slet ikke færdig med at diskuterer med kvinden, hun skulle have den kjole, og det skulle hund da slet ikke bestemme at hun ikke skulle, men hun havde heller ikke lyst til at have noget med vagterne at gøre. Det ville da først og fremmest være alt for pinligt. Og så ville det selvfølgelig heller ikke være det fedeste hvis hun skulle til at sidde bag tremmer, eller ikke måtte kommet på markedet mere. 
 Leslie blev hevet ud af sit tankemylder, da der blev taget i hendes arm. Var vagterne nåede hen til boden hurtigere end hun havde regnet med? Pludselig blev hun kaldt søster og hun slog først nu blikket hen på hvem end der var begyndt at trække hende med sig. Hendes blik blev mødt af en mørkhudet pige, med spidse ører. En elver? Som kaldte hende søster? Hun var ret sikker på hun ikke havde nogen søster, så havde hendes mor holdt det hemmelig for måde Leslie og Leslies far. Var det noget elvere generelt kaldte hinanden? Det store brune hår havde Leslie sat op, i et forsøg på at kunne lukke lidt varme ud, og ikke have det helt så varmt, så de halv spidse ører var frit til syne. 

 Da det var nået lidt væk fra boden, hev Leslie armen til sig og så en smule fornærmet på elveren, der egentlig ellers lige havde reddet hende fra en konfrontation med vagterne.
 " Jeg havde altså fint styr på det selv! "  sagde hun, med en svagt fornærmet undertone. Inderst inde vidst hun godt, hun nok ikke havde så godt styr på det hele, som hun selv synes, men det kunne hun jo ikke indrømme. Det var hun lige godt for stædig til. 

"Ja ja, det kan jeg se du havde," svarede Rhaya fortørnet og slap pigen. Noget føltes forkert, og hun klappede sig selv på siden af hovedet for at sikre sig, at tørklædet sad som det skulle. Det gjorde det ikke, og hun fik straks travlt med at rette det til, så man ikke længere kunne se de spidse ører. 
"Den kvinde havde ikke tænkt sig at sælge dig den kjole, og de vagter var kun ude på ballade. Er du ny i byen eller sådan noget?" Imens hun talte og rettede tørklæde, smed hun bylten på jorden, og et æble trillede ud og stoppede ved halvelverens fødder. 
Hun var en pæn halvelver, men den måde hun havde opført sig på, virkede meget fremmed for måden man talte i Balzera. Hun var for pænt klædt til at være en gadetøs ligesom Rhaya selv, men for uvidende om formerne til at være kendt i byen. Mon hun var fulgtes med nogen?
De stod på en mindre sidegade nu, og der var ikke noget rend af folk at tage sig af. Støjen fra markedet lå stadig som en konstant summen lige ved siden af dem, men her kunne de da få en smule privatliv.

 Leslie foldede armene hen over brystkassen, og stillede sig med vægten mest på det ene ben, så hun kunne skyde hoften lidt ud til siden. Hun havde altså fint styr på det! Lige hvad pigen foran hende sagde! Hun kunne ikke lade vær med at fnyse kort over at kvinden ikke ville have solgt hende kjolen. Aldrig havde hun prøvet at blive afvist i at købe tøj. Groteskt! Hun trak lidt på skulderne da der blev spurgt om hun var ny i byen. 
 " Det gør da ingen forskel om jeg er ny eller ej.. Hun kan da ikke forbyde mig at købe en kjole! Det er da den værste salgsteknik jeg nogensinde har oplevet. " Den sidste del af sætningen mumlede hun lidt. Leslie var generelt ny alle steder hun kom næsten. Og havde hun været der før, havde hun sjældent socialiseret sig særlig meget. Det havde som regel været hende forældre der havde stået for at snakke med andre, eller hvis de havde tjeneste folk med, var det dem der stod for det.
 Æblet der trillede hen til Leslies fødder, lå der i et par sekunder, mens Leslie bare stod og kiggede på det. Endelig bukkede hun sig ned og samlede det op, og holdt det frem mod den mørkhudede elver foran hende, med den ene arm på overarmen af den modsatte arm. 
 "Du tabte noget.. "  sagde hun bare, mens Leslie ventede på, at elveren tog æblet tilbage.

"Selvfølgelig kan hun forbyde dig at købe en kjole," svarede Rhaya utålmodigt og tog imod æblet lidt hårdere end det var meningen. Pigens vedvarende brok over handelsdamen begyndte at gå hende på. "Hun kan gøre lige hvad det passer hende, når det er hendes bod, og der er vagter på gaden. Så det gør en forskel, om du er ny, frøken Fin, for du skulle enten havde talt anderledes til hende, for at få hvad du ville have, eller være gået til næste bod, første gang, damen sagde nej."

Med tørklædet fast bundet om ørerne, samlede Rhaya bylten op igen og proppede æblet derned til resten af dagens tyvekoster. Så hev hun en kjole op fra bylten og kastede den til pigen. Det var ikke den kjole, hun havde set på i boden, men det var samme type i en let grønlig nuance. Mens damen havde været optaget af at sige nej, havde det været den mindste sag lige at snuppe en fra hendes kasse med ekstra størrelser bagved. 
"Men, du er en heldig tøs i dag, for jeg synes du så sød ud og at damen ikke kunne være det bekendt, så hér, den er din nu."

Om hun ville få nogen former for tak, anede hun ikke. Pigen havde ikke virket som den taknemmelige type under den her samtale, men Rhaya havde ikke noget at bruge kjolen til, og hun havde jo allerede stjålet den netop til hende, fordi hun så ny ud og kunne bruge noget ordentligt at have på, hvis hun ikke skulle blive antaget for at være rakkerpak som Rhaya. 

 Uanset hvad der blev sagt, ville Leslie ikke acceptere at damen kunne forbyde hende at handle ved hende. Leslie skulle jo nok betale for kjolen, og mente da også hun havde krystallerne til det. Nu gad hun da i hvert fald ikke købe ved hende. Som elveren snakkede, foldede Leslie surmulende armene foran brystet, efter hun havde taget æblet fra hende. Da hun blev kaldt 'frøken Fin' fnøs en lidt fornærmet, men kunne ikke lade vær med at trække en smile på den en mundvig, og rette sig lidt mere op.
 Pludselig blev der kastet et eller andet mod Leslie, og da hendes arme først skulle viklet fri af hinanden, fik hun grebet kjolen lidt sent, stod og fumlede lidt med stoffet, før hun fik ordenligt fat i det. Da hun havde fundet hoved og hale i det, hold hun kjolen op foran sig, og så lidt på den, inden hun så på elveren. Hun foldede tænkende læberne og så tilbage på kjolen, inden den fik lov til at hænge over hendes arm. Læberne blev kort fugtet - de blev så hurtigt tørre i det varme vejr.
 " Hvordan kunne du få en? " spurgte hun en smule fornærmet. Det var da overhovedet ikke fair! Leslie rømmede sig lidt, rettede sig om, og tvang sig til at smile venligt. 
 " Men tak.. " selvom hun ikke var meget for det, var hun alligevel oprigtig taknemlig. Det kunne også høres svagt i hendes stemme. 

Rhaya kunne ikke helt holde et lavt fnys tilbage. Den pige var virkelig noget af det mest naive, hun længe havde mødt. Hun skulle lige til at åbne munden og fyre en skarp bemærkning af, men så kom det mildere tak, og det lød ganske oprigtigt. 
Lidt af Rhayas indre fyrighed tog af. Hvis pigen virkelig var så ny, ville hun komme i problemer snart, og det kunne Rhaya ikke lade stå til. Det var jo derfor hun havde hevet hende til side i første omgang! 
"Jeg stjal den," svarede hun med et skuldertræk. "Jeg kan ikke lide, når de behandler folk på den måde, bare ud fra hvem de lige synes ligner nogen med penge."
Hun trippede lidt på stedet, nu mere rolig i sindet. 
"Er du sikker på du ikke behøver hjælp? Har du et sted at sove?"

 Leslie løftede en smule overrasket øjebrynene, da pigen sagde hun stjal den. Hun sagde som om det nærmest gav sig selv. Det var da smartere bare at købe tingene, det gav mindre problemer. Leslie nikkede let til det hun sagde. Hun så lidt ned af sig selv og foldede læberne lidt. Hun så noget sjusket ud. Det var jo derfor hun ville købe ny kjole til at starte med. Hun sukkede kort og flyttede lidt på sige, mens blikket gled lidt rundt. Det var da irriterende det skulle være SÅ besværligt.
 Blikket faldt tilbage på pige da hun snakkede igen. Leslie foldede læberne igen og trak på skulderne. 
  " Jeg har krystaller nok til et kroværelse.. "  Sagde hun en smule tænkende. Nu hvor det kom på tale, kom Leslie til at tænke på, at havde hun købt kjolen, ville hun nok ikke have råd til et sted at sove. Hun bed sig lidt i læben. Måske havde hun egentligt brug for hjælp. Men det kunne hun da ikke indrømme.. 
 " Er alle så fordomsfulde her? " spurgte hun så. 

"Jep, sådan cirka," lød svaret fra Rhaya. "Hvis du kom her for at blive godt behandlet, bliver du noget så skuffet!"
Krystaller nok til et kroværelse... Det var længe siden, Rhaya havde haft krystaller nok til mere end en appelsin, og efterhånden var hun også ligeglad. Hun kunne hapse sig til det mest nødvendige og sy sit tøj selv af kasserede rester, hun fandt på gaden. Selvom det var rart at have rigtigt tøj på, så det var luksus, når hun fik stjålet et helt sæt. Hun ville dog ikke have taget den kjole, hun lige havde givet pigen, på selv. Den var alt for pang, og den ville tiltrække opmærksomhed. Opmærksomhed var det sidste, en tyv ønskede sig. 
"Jeg ville invitere dig med hjem, men-eh, jeg bor på et tag," sagde Rhaya så, og lød overraskende munter og ubekymret. "Jeg hedder i øvrigt Rhaya, hvad er dit navn?"

 Det var tydeligt at se at Leslie ikke var særlig tilfreds med svaret hun fik. Hun rynkede lidt på næsen over det, og kæmpede for at holde et fnys tilbage. Hun var ikke vant til ikke bare at få sin vilje. Hun var ikke vant til ikke at blive behandlet som en fattig. Hendes øjenbryn blev løftet, da hun sagde hun boede på et tag, og en meget skeptisk grimasse gled over hendes ansigt. Hånden der ikke holdt kjolen blev sat i hendes hofte.
 "Jeeeear... Ellers tak.." svarede hun og lod blikket glide ned over hende. Rhaya. Det lød mere fint end hun så ud. Leslie overvejede hvad hun skulle svare til hvad hun hed. Hun vidste ikke helt om hun havde lyst til at hende navn skulle forbinde med nogen på gaden, men hun var også nødt til at være realistisk med at hun havde brug for hjælp. 
 " Jeg hedder Anett..  " Bestemte hun sig så for at sige. Det var ikke en løgn, men det var ikke det navn hun normalt brugte.

Rhaya trak på skuldrene. Hendes tag var det bedste tag. Skide god udsigt, fantastisk solsejl og bløde tæpper og puder. Lige præcis gemt nok væk, så det bare lignede en altan fra den tilstødende lejlighed. Man skulle ret højt op for at se, at der ikke var nogle vinduer ud i den retning. Såvidt Rhaya vidste, var der en eller andens butik inde bagved. Sikkert noget ulovligt, eftersom den var på førstesal og de tit snakkede sent om natten, men hun var ligeglad. Ulovligheder var det hun selv levede af, så andre måtte også godt. Det var lidt mere de lovlige ting, hun havde et problem med, slavehandel værende det primære. 
"Så hvad laver du her i Balzera?" spurgte hun og indsatte navnet på byen med vilje, bare for at sikre sig at tøsen ikke ved en fejl var gået forkert. Det kunne vel ske i ørkenen. "Det er ikke ligefrem et sted for folk, der føler sig fine, men... eh, ja, altså ikke har penge."

 Panden og brynene blev rynket og en fnys fandt sig vej ud over Leslies læber, da der blev spurgt ind til hvad hun lavede i Balzera. Armene lagde hun en smule beskyttende om sig selv, og hovedet blev drejet ud så hun så ud på gaden i stedet. Hun lavede ingen ting der. Hun var blevet samlet op af en rigtig flink ung mand, som hun gik langs landevejen. De havde haft det rigtig hyggeligt, og dejligt, og Leslie havde været så glad. Hun var klar til at tage med ham hjem, og lærer at lave mad for hans skyld. Og da de så kom til Balzera blev hun smidt ud af vognen og efterladt - han havde åbenbart både kone og børn.
 Leslie trak lidt på skulderne. 
 " Jeg kom bare lige forbi.. " sagde hun så. Blikket flyttede hun tilbage på Rhaya, nu med det ene bryn løftede lidt.
 "Så hvis man har penge kan man ikke få lov til at handle.. " lød det fornærmet fra hende. Hun synes stadig det var for dårligt som handelsdamen havde behandlet hende. Nu overbevist om at damen ikke ville lade hende købe kjolen fordi hun så for rig ud. Det var jo det Rhaya lige havde sagt! Det var i hvert fald sådan Leslie forstod det.

"Du... kom bare lige forbi?" Rhaya kneb øjnene sammen og så på Anett. Man kom da ikke bare lige forbi Balzera. "Hvor var du på vej hen? Mere ørken?"
Hendes stemme var toppet med lidt tilbageholdt latter, og hun valgte at fortsætte snakken og ikke  dvæle for meget ved at den sære elverpige havde de dårligste undskyldninger, hun længe havde hørt. hun trængte vist til at lære lidt om livet på gaden, hvis hun havde tænkt sig at blive i byen længe.
"Det er en kulturting, det med pengene. Damen kunne ikke se, du havde penge, nok fordi du ikke lige havde den rigtige accent eller ikke bad om at prøve kjolen først, eller sådan noget. Jeg handler ikke så meget, for at være ærlig, men det er sikkert noget i den stil," sagde hun og klappede venligt Anett på skulderen som for at sige, at det ikke var hendes skyld, at handelsdamen havde været træls. "Så hvor kommer du fra?"

 Leslie skulede lidt til Rhaya da hun tydeligt kunne mærke hvor skeptisk Rhaya var over for det hun fortalte. Der var selvfølgelig ingen grund til at være fornærmet over det, for det var jo trods alt en løgn, men stoppede ikke Leslie. 
 ".... Ja.. " svarede hun bare stædigt, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle svare. 

 Leslie lyttede til hvad Rhaya sagde, irriteret over at hun godt kunne se hvad hun mente. Leslie fandt det bare dumt, og særdeles flabet fra damens side af. Hun skar en grimmasse da Rhaya klappede hende på skulderen. Hun fandt dem slet ikke så... venskabelige at det var en passende ting at gøre, men hun sagde eller gjorde ikke noget ved det. Hun brummede kort inden hun så lidt rundt.
 "Jeg kommer fra Lazura.. " hun nikkede lidt og foldede læberne, inden hun så ned på kjolen hun stod med og pillede lidt ved noget af stoffet. Hun tænkte lidt over det. Hun vidste virkelig ikke meget om at være ude i verdenen blandt andre, eller hvordan man opførte sig. Måske hun bare burde indrømme hun havde brug for hjælp. Hun så lidt ud mod gaden med en lettere utilpas grimasse, inden hun så tilbage på Rhaya.
 "Måske.. Du kunne.. lærer mig om kulturen her?" det lettede lidt fra Leslies hjerne at hun slap for at sige hun havde brug for hjælp, og hun følte sig en smule klog.

"Jo... Altså, hvis du vil lære af mig, bliver det jo også på den sjovest mulige måde!" udbrød Rhaya efter en kort tænkepause. "Kom!"
Hun tog uden videre fat i Anetts hånd og trak hende med sig gennem gaden. Ud i folkemængden. Gennem folkemængden. Ind i en anden gade og videre rundt, hen og... op?
Oppe for enden af en stige til et tag, stoppede Rhaya endelig - ikke synderligt forpustet. Uden at se om Anett var klar til det, slog hun ud med armene. 
"Anett. Velkommen til Balzera!" proklamerede hun.
Foran dem strakte Balzera sig i al sin skønhed med støvede gulbrune hustage, palmer og gader fyldt med væsner. 

"Oh, og jeg tog noget frokost til os på vejen," tilføjede hun og rakte et stykke stof bagud - typisk mad fra en af gadeboderne; brød med fyld viklet ind i stof for at holde det sammen. "Så, hvad ved du allerede? Kan du spotte de rigeste dernede? Kan du se lommetyvene? uh, dér er en, kan du se ham med det filtrede hår? Han stjal lige den rødhårede kvindes pung fra tasken, uden at hun opdagede det!"
Om det var den slags kultur, Anett ledte efter, vidste Rhaya ikke - men det var den kultur Rhaya vidste noget om, så det var den, hun kunne vise! Især heroppe fra taget, hvor de kunne observere væsnerne på gaden fra sikker afstand og uden at nogen begyndte at blive alt for mistænkelige.

 Leslie stod bare og så lidt på Rhaya som tydeligvis havde brug for at tænke over svaret. Der var da ingen grund til at tænke så meget over det, hvem ville ikke hjælpe Leslie? Da hun endelig kom frem det at hun selvfølgelig ville Leslie, rettede Leslie sig lidt op, klar til at høre om kulturen, og hvordan hun bedst skulle begå sig. Det var dog ikke det der skete. Der blev grebet fast i hendes hånd, og en anelse uforberedt blev hun hevet afsted. Hun nåede lige at stramme grebet om kjole og flytte fødderne så hun ikke tabte kjole eller faldt ved at pludselige ryk. 

 Leslie var ikke lige frem vant til at bevæge sig hurtigt rundt, og det kunne hun tydeligt mærke. Hun havde svært ved at følge ordentlig med, selvfølgelig havde hun også en kjole i favnen hun skulle undgå at tabe, hun følte sig noget så klodset i forhold til hvor elegant hun synes Rhaya bevægede sig rundt, og hun blev hurtigt lettere forpustet. 
 Pludselig høre Leslie Rhaya sige velkommen. Hun vippede hovedet op af og så mod toppen af stigen. Hun var knap nok nået halvejs op - den kjole der var virkelig i vejen når det kom til at kravle på stiger. Der var det meget rart at kunne bruge begge hænder til at kravle med. Hun nåede lige op til at se et stykke stof med et eller andet i, blive stukket bagud mod hende. Forpustet tog hun imod det, og fik samlet kjolen ordenligt op i favnen, så den ikke blev beskidt på jorden. 
 "Tak..  " sagde hun, stadig lettere forpustet.
 Og så havde Leslie endelig tid til at se ud over byen. Det var en lidt overrasket udtryk der landede på hendes ansigt. Hun vidste ikke rigtig hvad hun havde forventet, men det var utroligt flot. Hun blev stillet et spørgsmål, men hun fik ikke mulighed for at svare, ikke at hun vidste hvad hun skulle svare. Hun vidste generelt ikke særlig meget om noget som helst, der ikke involverede hende hundse rundt med tjeneste folk. Leslie prøvede at se hvad det var Rhaya snakkede om, men hun kunne ikke rigtig se andet end en masse folk der bare gik rundt. På den anden side fandt hun det heller ikke vildt interessant, hvordan skulle det hjælpe hende med at handle, og ikke bare blive afvist, fordi hun så anderledes ud? 
 Uden at sige noget til de Rhaya fortalte, begyndte Leslie at pakke ud for brødet. Måske Rhaya bare forsatte med at fortælle, og kom hen på noget hun kunne bruge til noget. Mens hun gav sig til at spise brødet, lod hun blikket glide lidt rundt på taget. 

~ Afsluttet efter aftale ~

De snakker og ser solnedgangen over Balzera <3.