Jabari havde set meget af hvad verden havde at tilbyde, hvordan at de uværdige til serveret magt på et sølvfad og lod som det var deres at gøre med. Retfærdigheden som der eftersigende skulle være i landet var falsk. 
Men hvor meget end lysets blødsødenhen frustrerede hende, hvordan det havde fejlet dem de mente at de skulle beskytte var hendes had stærkest mod mørket og dets støtter.
Forrædederne der havde knælet som mørket havde åbnet portene til hvad der var hendes ret var uværdige og fortjente at blive slået for fode. Noget der skræmmende nok ikke var sket endnu, en fejltagelse hun havde tænkt sig få rettet.

Hun havde været for længe væk fra sin egen slags, rejsende rundt og spredt misundelse hvor end hendes vej havde ført hende. Forbedret sig selv, et billede andre i sandhed kunne misunde. Men tiden til leg med dødelige og deres korte spil var ovre, men først måtte hun finde sin slægt. Magtfuld som hun var kunne hun ikke blot fortærer sjælen på de der ville stå imod hende, nej hendes blodslinje skulle samles. Og forrædderne jagtes ned en efter en. Ingen dæmon skulle tjene andre end deres retmæssige herrer. Der var meget hun ej vidste om hvordan det var i Kzar Mora, men viden skulle nok falde til hende, for misundelse tager sin tid, og sikkert men vidst bryder alle bånd.