Som de fleste forårs dage, var markedspladsen godt igang! selv om bodene stadig var præget af vinters påvirkning, og mange stadig ikke var lukket, var den i disse varme forårs dage en god samleplads, både børnefamilier, unge og ældre brugte pladsen i disse dage. De unge snakkede, som unge gør, brokkede sig over deres forældre, nydt disse dage hvor der ikke var meget arbejde, og snakkede om deres kærlighedsliv. Børn legede alt muligt forskelligt, nogle gemmeleg, andre fange, og nogle få legere med glaskugler. Deres forældre sad blot og nydt hinandens selvskab og glæden i deres børns leg. De ældre, nydt livet omkring dem.  Nogle få, var her alene, af disse var Lality, en ung halv elver, som sad på kanten af spring vandet i sin tunge, mørke kappe, og smilte af børnes leg, og glade latter. Lality lod sine fingre glide hen over sit Ishari symbol, hendes blondehår bevægede sig mildt i den varme vind, de klare grønne øjne der mere lignede glaskugler i solen lys, gik fra det ene barn til det andet, og som en ny runde af børnes gemmeleg begyndte, rejste hun sig, og "Kom til" at puffe til, den som søgte et sted at gemme sig, et lille krystaliansk dreng med klare blå øjne. "Ey! undskyld! lyd det forsigtigt fra Lality, og som deres berøring sluttede, blinkede hun kort til drengen som Lalitys pupil skiftede fra dens sorte farve til en tro kopi af drengens klare blå øjne. Kort var drengen dybt forvirret og kigget sig omkring mens Lality gik væk, og som han løb imod et gemme sted råbte han "Ha! jeg vinder!" . Lality lod også en latter forlade hende, som hun fandt en ny sted og sidde. Denne gang holdt hun udelukkende øje med pigen som skulle finde de andre børn, med et drillende smil på hendes læber.

Samtaler stilnede hen og blev til tyst hvisken. Den gode stemning drænede fra den muntre forårsdag, som mudder skyllet af slidte støvler, mens blikke blev rettet mod en nykommen personage. Nogle havde pli nok til at stirre diskret, mens andre gloede med kæben mellem knæene.

Synet der skabte sådan røre, var Lunan. Ikke skjult i en uværdig, menneskelig form, men i sin ophøjede blå kulør, og røde, pupilløse øjne, der dovent tog sceneriet ind. En sky af duft fulgte ham, og fik folk til at rynke på næserne. Duftende blomstervand, blandet med tung røgelse og toner af mørk, våd jord. 
Dæmonen var klædt i dansende silke kjortel, med en let hør kåbe, og tykke, ru uld bukser. Smykker klinkede mod hinanden om arme og hals, og brydede ligeledes horn, øre og fingre. Et væld af blandede materialer, stilarter og designs gav et vulgært indtryk.

Det var som om markedspladsen holdt vejret et øjeblik, men forventning blev aldrig udløst. Dæmonen slentrede blot målløst, indtil den stoppede ved en bod, og betragtede dens vare, som enhver anden kunne have gjort det. Det var mildest talt anti-klimatisk, men selv som folk genoptog deres gøremål, var stemning trykket først. Den begyndte dog snart at live op i boderne, hvor kunder købte en-to eller tre ting, hvor de oprindeligt bare havde kigget!

Barnlige blå øjne havde holdt øje med dæmonen, men lige så meget med en guldring den havde tabt. Blikket flakkede fra ringen til dæmonen og til folk omkring. Havde andre set det? Varsomt sattes en lille fod foran den anden, og nærmede sig ringen.

//Tænker vi finder på noget nyt og cool hvis du kommer tilbage engang :D //