I dag var Dura ved Jernkredsen i Dianthos. Hvorfor hun lige var endt her vidste hun ikke helt, hun havde ligesom bare flakket lidt rundt, og var endt her helt tilfældigt. Okay, det var løgn. Hun var blevet sendt herned for at holde øje med, at kampene foregik i Jernkredsen og kun der. Sådan at der ikke pludselig var kampe alle mulige steder, og almindelige mennesker kom til skade.

Ikke fordi Dura ikke kunne lide blod, for det kunne hun - hun var jo en halvork after all -, men hun vidste også, at hun var nødt til at holde styr på tropperne. Hun var trods alt byvagt med et ønske om at blive ridder engang. Bare engang altså. Ikke at hun troede på det, for hun var ret sikker på, at de ikke ville have en halvork i de rækker. De var vel for fine til det, ikke? Det måtte være det det var.

Hun så rundt i ringen, hvor en trold med en stor hammer stod foran et meget svagt udseende menneske. Hun så da på, selvfølgelig gjorde hun det. Det var trods alt en kamp begge parter havde valgt, for at løse en uenighed, så det var all fun and games.

Xaphan havde fået ordre på at straffe uromagerne og rebellerne. Det var ikke med hans gode vilje at han ville gøre som der blev sagt. Egentlig havde han heller ikke tid til at skulle stille op imod rebeller og uromagere. Han havde nok at se til med at afhøre folk hele tiden. Faktisk kunne han godt tænke sig at vide hvad det var der foregik oppe på slottet. Det hele virkede så mærkeligt. Som om noget var galt. Han ville gerne støtte op om rebellerne, men han kunne ikke gå imod Lysets dronning.
Som Xaphan bevægede sig igennem gaderne var han nået frem til tribunerne til jernkredsen. Han ledte efter en byvagt, de måtte tage sig lidt af opgaven også, for han havde ikke rigtig tid. Dog havde byvagter også nok at se til i øjeblikket. Efter forbuddet med elvere i Dianthos skulle de opretholde denne lov. Selvom der fortsat var elverfolk i Dianthos var de fleste fra byen for ikke at komme i problemer.

Tribunenen var fuld og Xaphan havde problemer nok med at komme forbi med sine vinger. Dog faldt hans øjne på Dura, endelig en byvagt. Men havde Dura tid til at tage sig af hans problem også? Meget målrettet bevægede han sig hen imod Dura og løftede en hånd til hilsen. Da han endelig var kommet over til hende studerede han hende lidt inden han sagde. "Jeg har en opgave til dig, hvis du er interesseret end at stå her og kigge på arenaen?" han smilte lidt. Egentlig havde han ikke noget imod andre væsner. Han var blot glad for at der var andre i byen der var lige så anderledes som ham. Han var jo den eneste halv dæmon/halv engel han kendte. Han havde ikke mødt nogen der var lige som ham. Måske ville den dag aldrig komme.

// Afsluttet //