Rhaya havde en god dag. To dage tidligere havde hun successfuldt reddet hele seks kameler, og det endda med oppakning, så der var faldet lidt ekstra ned i lommerne hos hende selv og tyvene, hun havde arbejdet sammen med. Det havde været et ret perfekt udført job, hvis hun selv skulle sige det. 
Karavanen havde været på vej igennem en trang klippeformation, og selvom de havde haft vagtposter til at sikre sig fra angreb ovenfra, havde de ikke kigget blandt deres egne rækker. Rhaya havde sneget sig ind imellem dem, lydløs som altid, og bundet rebene fra de udsedte kameler op fra de dyr, handelsmændene red på. Det var ikke blevet bemærket, at de langsomt drev længere og længere bagud, og først da det var for sent, og hendes hjælpere kunne hive dem ud til siden, blev det opdaget, at noget var galt. Imens havde en anden tyv formet et hul til dem i klippen med sin magi, og de ledte kamelerne - og tyvegodset - i sikkerhed derigennem, væk fra den primære kløft, der ellers var eneste vej ind og ud.
Det havde nær været for tæt på, da Rhaya havde været bagtrop med den sidste kamel, men vagten havde ikke været hurtig nok, før hun var igennem den lille slids, og en af klippen lukkedes igen imellem dem. Fordi han stod i vejen, kunne klippen ikke lukke sig helt, og en smal stribe forblev åben, så Rhayas flugt blev fulgt med øjnene og en masse bandeord over, at han ikke var tynd som et bræt.

Nu sad hun og nød den varme eftermiddagssol ovenpå et par tomme kasser på markedspladsen, der langsomt var ved at affolkes efter en lang, varm dag. Liv ville opstå igen, når solen var sunket helt, men for nu gik folk hjem til deres familier. Rhaya blev siddende og observerede handelsfolkene pakke sammen, lænet op ad en støvet mur. Hun havde det ene ben over det andet, en lille krukke maling fastklemt mellem sine lår, og med en pensel i den ene hånd malede hun mønstrene på sin hånd op. Hendes ansigt var prydet med simple mønstre omkring øjnene, der tog fokus fra de ellers lidt for aflange øjne, og hendes hår var opsat i en høj hestehale, der stak ud fra det farverige tørklæde, der skjulte hendes lange ører. 
Måske skulle hun hapse lidt mad fra en bod og smutte hen til en af hulerne, hvor hun vidste, der ville være lidt selskab at hente af lige så tvivlsom karakter som hende selv.

Vargas havde kedet sig. Han afskyede at kede sig, så til sidst havde han hidkaldt et par af sine vagter og var slentret ned på markedet. Det var lidt sent på dagen og det varede ikke længe inden boderne og butikkerne lukkede for en times tid eller to, mens folk fik noget at spise. De ville åbne igen senere, når nattens kølighed kom snigende. Men han kunne lige nå rundt og snuse lidt til bodernes indhold. Måske han fandt noget spændende. Han var stoppet ud for en bod, der solgte nogle ganske flotte silketørklæder og hans lange slanke fingre gled over det glatte stof. Især et i en grønlig farve med et mønster i gul havde fanget hans opmærksomhed. Han havde en ting for gule farver, hvorfor vidste han ikke, og han var også ligeglad. Han gjorde som han ville. 

Lige som han var ved at beslutte sig for at ville købe det, rørte en af vagterne ved hans arm.
"Herre Aziz. Det er hende!" Vagten gispede næsten helt forskrækket og Vargas var lige ved at skulle blive irriteret på ham, da hans blik faldt på kvinden, vagten havde reageret på. 
"Hvem?" Hans tone var nysgerrig og dog svagt irriteret. Vagten kastede et blik på ham og skyndte sig at forklare nærmere.
"Tøsen der stjal kamelerne." Der var svag vrede i vagtens stemme. Han var blevet overrumplet og havde fået skældud af Vargas, da de kom hjem med for få kameler og varer. Det ville han tydeligvis have pigen til at betale for. Vargas så lidt mere grundigt på den unge kvinde.
"Jaså. Måske nogen skulle lære hende at holde nallerne fra mine kameler." Han tog roligt sin pung frem og gav manden i boden en passende mængde krystaller for tørklædet, inden han nikkede til de to vagter, der hurtigt forsvandt ind i mellem boderne. 

Roligt slentrede Vargas hen til tøsen, der var ved at male på sin hud. Han stoppede op foran hende og så lidt tænksomt på hende, mens hans fingre stadig kærtegnede det bløde tørklæde.
"Undskyld mig, måske du kan hjælpe mig?" Hans udtryk var næsten venligt, hvis man ikke så for nøje på de brune øjne, der mere havde et glimt af en kat, der havde fundet noget nyt legetøj.

En sirlig detalje havde fanget Rhayas opmærksomhed, og hun sad dybt fokuseret på sine penselstrøj. Hvis den bare kunne blive heeeelt lige... Og så blev hun afbrudt. Med tungen lige i munden afsluttede hun den svære linie bedre end hun kunne have håbet på, og løftet blikket til hvem end, der nu havde tænkt sig at spørge om vej.

Foran hende stod Vargas Aziz. Rhaya faldt ned fra sine kasser i chok. Normalt ville sådan noget have larmet. Den ene kasse skred i faldet og tumlede den modsatte vej af Rhaya, og den skrabede rigtigt nok henover gaden og gav lidt lyd. Rhaya landede hårdt på den modsatte side, men den højeste lyd, det gav, var hendes eget "Uf!". 
Adræt kom hun på benene igen, og kastede et kort blik ned på den spildte maling, der var røget i faldet. I det mindste var hendes tegninger ikke blevet smudsede.
"Ups!" Hun prøvede sig med et nervøst, skævt smil. De fleste blev utilpasse af Vargas' nærvær - det ville vel ikke være sært, hvis hun også havde det sådan. "Jeg sad vist i egne tanker. Hvad kan jeg hjælpe med?"

Mens hun børstede støv af sin korte kjole, forsøgte hun at kante sig lidt ud på siden af ham, så hun havde rykken til den fri gade og ikke til en fast væg. Vargas var nok den mand, hun mindst havde lyst til at være i nærheden af, og at være mellem ham og en væg virkede rigtig farligt - også selvom han ikke burde vide, at hun havde været bag en del af den chikane, han havde oplevet på det seneste.
Forhåbentlig kunne han bare tage hende for en kluntet teenager. Hun havde taget en kjole på med meget stof, så det hang flagrende ud fra hendes krop og gemte formerne samt de lidt stramt indbundne bryster, der afslørede hende som ældre end et ungt menneske. Hun var stadig en ung elver, men den del behøvede ingen at hænge sig i. Tørklædet sad godt fast om hendes hoved. I dag havde hun valgt lidt mere farverigt tøj, fordi hun ikke skulle noget, og det kunne vise sig at være problematisk, hvis hun skulle ud i at flygte hurtigt fra Vargas. At hun havde droppet skoene var kun godt, så kunne hendes fødder høres endnu mindre.

Et øjenbryn blev skubbet op i panden, da Vargas betragtede den unge kvinde vælte ned af kasserne hun sad på. Sikke da en klods. Var vagten virkeligt blevet snydt af hende? Var det overhovedet hende? Vargas havde næsten sine tvivl, men vagten havde virket meget sikker. Nu fik de at se. 
At hun virkede utilpas i hans nærvær viste bare, at hun vidste hvem han var. Det fik mange til at blive forfjamskede. Han var rig og selvom han forsøgte at holde lav profil, havde han et vist ry rundt omkring. Det gjorde ham ikke så meget, det fik bare folk til at behandle ham med den respekt, han fortjente.

Hans ene hånd kærtegnede det glatte stof, mens han betragtede hende komme på benene. Han forsøgte ikke at stoppe hende i at flytte på sig. Det skulle snart vise sig hvorfor.
"Jo, ser du, min vagt er overbevist om, at du har været med til at stjæle seks kameler fra mig. Jeg tvivler lidt, du ser ikke ud af så meget. Men måske min vagt ikke er så dygtig, som han burde være?" Han lagde hovedet lidt på skrå, inden han trådte et skridt nærmere. Han tårnede sig over hende, hvilket han godt kunne lide. 

"Måske du kan svare mig på, om det var dig, han påstår at have set, hm?" Hans tonefald passede ikke rigtigt med emnet, det lød mere som om, at han spurgte hende om vejret. 
Endeligt dukkede vagten op nogle meter bag den unge kvinden. Vargas smilede kort inden han rakte ud efter pigen.

Hans konstante berøring af det grønne stof forstyrrede Rhayas fokus enormt meget, og hun kiggede fra Vargas' ansigt og ned til stoffet og op igen. Var det bevidst, han prøvede at forvirre hende? Hun tog et halvt skridt bagud, som han kom tættere på, og hun måtte lægge nakken tilbage for at møde hans blik. 

"Mig? Kameler? Absurd! Jeg kan ikke engang... komme op på en selv!" svarede hun tydeligt nervøs i stemmen. 
Bare at han nævnte kamelerne fik Rhayas hjerte til at hamre hurtigere. Den vagt hun havde set  havde vist fået et lidt for godt kig på hende. Men hvor var vagten? Hun kunne ikke se nogen bag ham, og han plejede ellers aldrig at gå alene rundt på markedet. 

"Meeeen jeg skal også hjem nu..." sagde hun prøvende og trådte endnu et skridt bagud, der blev til tre skridt, da Vargas rakte ud efter hende. Han skulle absolut ikke tage fat i hende. 
Hendes ryg stødte mod noget, og hun kiggede op og så den vagt, Vargas havde omtalt. 
"Abebæ," mumlede hun, og satte af til at sprinte ned ad sidegaden. 
Hendes hår blev grebet, før hun kunne nå at springe væk, og hun væltede tilbage med et overrasket råb.

Det var dejligt at se hendes utryghed omkring ham. Vargas kunne lide det. Han ville næsten ønske, at han havde fået fat i hendes selv, men først bakkede hun ind i den ene vagt og så stak hun af. Vargas sukkede lettere opgivende, men frygtede ikke for, at hun slap væk. Lidt kunne hans vagter da finde ud af og ganske rigtigt, den anden vagt trådte frem bag en bod og greb ud efter pigebarnet. Han fik fat i hendes hår, der hang ud under tørklædet. Det tog ham ikke meget besvær at hive hende, ved håret, tilbage og ind i favnen på ham. Vargas slentrede roligt derhen og bukkede sig ned, så han kunne se ind i hendes øjne på hendes niveau.

"Ser du, hvis det er dig, der har stjålet mine kameler, hvilket jeg pludseligt får en stærk fornemmelse af, så har vi et lille problem." Der var et farligt glimt i de brune øjne. "Så skal du betale mig tilbage. Og siden..." blikket gled ned over hende, før det mødtes hendes igen. "... siden at du ikke ligefrem ligner en med nogen form for kapital, skal vi jo finde på noget andet." Han smilede kort, så hans perlehvide tænder kunne ses, inden han rettede sig op og nikkede til vagten.
"Tag hende med." Det var en bred, kompakt mand og han samlede hende sådan set bare op under den ene arm og gik. Vargas fulgte en smule nynnende efter, mens han studerede sit nye tørklæde lidt, inden han bandt det om halsen. 

Tilbage ved slavehandlen nikkede Vargas kort mod en anden dør end den han selv gik ind af. Vagten slæbte hende med ned til en lille udbygning på hovedbygningen, hvor han åbnede en dør og hev hende ind i en lille rum. Af møbler stod der en lille kommode med skuffer ved den ene væk og ved en anden stod en chaiselong med et lille bord ved siden af. Ned fra loftet, midt i rummet, hang der en kæde med håndjern. De to vagter hjalp hinanden med at få tøsens håndjernene smækket om hendes håndled. Den ene vagt gik hen til væggen, hvor kæden sad fast. Her hev ham i den, så hun blev løftet op mod loftet. Med et lille grin hev han hende så højt op, at hun ikke rørte jorden. Da han gik forbi hende for at komme hen til døren, slog han hende hård i maven og mumlede noget om gengæld for kamelerne.
De lukkede døren efter sig, da de gik.

Vargas gik ind i sit hjem og op til det rum, han opbevarede sit tøj i. Her hang han tørklædet sammen med de andre, inden han skiftede den fine lange kofte ud med en skjorte og et par bukser. Ingen grund til at svine det dyre tøj til. Derefter gik han ned i stuen og tog en skål med frugt, inden han bevægede sig ud i sin lille tilbygning, der bare var lavet for ham at have et sted at lege med nyt legetøj med.
Han skubbede døren op og lukkede den i bag sig med en fod, mens han betragtede hende og tyggede på en vindrue. Skålen gik han over og satte fra sig på det lille bord.
"Lad mig så høre. Hvordan stjæler man seks kameler fra en flok vagter og handelsmænd?" Han tog endnu en vindrue og tyggede på den, mens han så spørgende på hende.

Rhaya sparkede og rev for at komme fri, men hendes lille krop var intet problem for det trænede vagt. Det holdt hende ikke fra at rive i hans arm, råbe grimme ting og forsøge at bide i ham hele vejen til Slavehandelen. Slavehandelen. Det mindst attraktive sted for Rhaya i hele Balzera. Altså, alle de slaver, hun gerne ville redde, var attraktive for hende, selve stedet... Brr, hun gøs, da de nærmede sig den høje mur, der omkransede det hele. 

Det var som om realiteten i det, der var ved at ske, først ramte hende, da hun blev slæbt ind i det lille rum. Hun havde holdt sin mund og ikke sagt mere, efter Vargas havde antaget at hun var den tyv, han ledte efter - alt hun sagde kunne kun gøre situationen værre. Gaderne havde været tomme, så de var ikke gået forbi nogle af hendes venner i byen, selvom hun havde råbt højt for at forsøge at tiltrække dem. Hun var alene. I Vargas' fæstning. 
"Nejnej, hør, jeg kan godt stå selv!" bad hun vagterne, men blev kun grint af, og hendes skuldre strak sig ubehageligt meget af at blive trukket op mod loftet. 
Med benene desperat sprællende under sig, slog vagten luften ud af hende og gik. Kæden knirkede over hende, som hun langsomt svajede frem og tilbage. Hendes kjole - der mest af alt var sammensyet stof, hun brugte som en slags lang, luftig poncho - kom til at folde ved hendes skuldre, når hendes arme var hævet så meget. Den havde mange indre lommer, og var dejlig kølig, men ikke super praktisk lige nu. Det var de bare fødder og ben heller ikke, nu hvor hun var indenfor. Det blev hurtigt køligt i skyggen. Hun stirrede tomt hen mod væggen et øjeblik og mærkede sine øjenkroge blive fugtige. 

"Tag dig sammen, Rhaya!" formanede hun sig selv højt ud i rummet, og tog et ordentligt blik rundt i rummet. 
Chaiselong, kommode, bord. Alt sammen for langt væk til at hun kunne bruge det til noget. Måske kunne hun svinge sig op? Det kunne hun nok godt, men hvad ville hun så gøre? Dirke lænkerne op med munden?
Hun udbrød en frustreret lyd, som hun halvt bed i sig, da døren gik op. Vargas' ligegyldige fremtoning prikkede til alle hendes nerver - både dem, der bad hende løbe, og dem der fik hende til at gå imod autoriteter som ham. Hun svajede stadig en smule i kæderne, og strakte sine bare fødder mod gulvet under sig.
"Man har uduelige vagter," svarede hun så og spyttede efter ham. 

Hendes svar overraskende ham ikke, men spytklatten gjorde. Den ramte hans bukser, og Vargas fik et stramt udtryk i ansigtet. Uden et ord gik han hen til kommoden og hev øverste skuffe ud. Af den tog han en kniv, inden han vendte sig mod hende.
"Du trænger til at lære nogle manerer." Med kniven begyndte han at skære hendes kjole i stykker i skuldrene, så den af sig selv gled ned over hendes krop og efterlod hende næsten nøgen. Da han opdagede, at hun havde bundet sine bryster ind, lagde han hovedet lidt på skrå og rynkede panden en smule. Jaså. Langsomt gik han rundt om hende og betragtede hendes krop, inden han begyndte at skære stoffet om hendes overkrop af også. Da det sidste var faldet til jorden, trådte han et skridt tilbage og lod tilfreds blikket glide over hende. Hun var en ganske yndig kvinde, lidt spinket og med lidt mangel på fedt. Men yndig.

"Det var bedre." Der manglede bare noget. Med en hurtig bevægelse trak han tørklædet af hendes hoved. Hvilket afslørede lidt af en overraskelse, som de lange ører kom til syne. 
"Oh. Det kunne jeg vel næsten have sagt mig selv. Der er ikke nogen, der kan være så irriterende som ørkenelvere." Han smilede lidt skævt, inden han smed kniven tilbage i skuffen. Hvad skulle han så finde på? Afslappet gik han til på chaiselongen og satte sig, mens han tog en lille håndfuld vindruer.
"Det lader til, at du nok ved, hvem jeg er. Men hvad hedder du?" Han tyggede på en vindrue og så spørgende på hende.

"Pff, du kan prøve, melorm," gav hun igen, men ikke helt med fuld kraft på stemmen. 
Hun vidste godt, Vargas var farlig, og hun havde ikke brug for, han blev mere sur. Det var bare så fristende at svare igen, og hun havde svært ved at lægge skjul på sin afsky for ham. Kniven, han trak op af skuffen, fik hende dog til at holde mund, og hun sprællede lidt ekstra, som han nærmede sig
"Eeeeh, hey, eh, kan vi ikke finde ud a..." hun krympede sig under lyden af flænsende stof. "Ugh, hey, hey! Stop! Lad vær'!"
Rhaya begyndte at vride sig i lænkerne, men holdt hurtigt inde, da kniven var alt for tæt på hende, og hun ikke ville skære sig selv på den ved et uheld. Hun var på ingen måde med på ideen om at blive afklædt, men hendes kjole faldt let til gulvet. Tøjstykkerne ramte med små klonk, for hun havde stadig lommerne fulde af tyvekoster. Et par mønter, lidt mad, og en rigtig flot halskæde, hun havde fået fra kamel-oppakningen, og som hun havde haft en aftale om at hæle videre senere i dag.

Et svagt klynk kom fra hende, da han skar resten af hendes tøj af, og hende hud blev dækket af gåsehud, som det gav et gys i hende. Var der noget, hun ikke havde lyst til, så var det at være nøgen foran Vargas. Og være i rum med Vargas. Og kigge på Vargas overhovedet. 
I det mindste havde han ikke rørt tørklæ... Rhaya prøvede at rive hovedet væk fra ham, men tørklædet forlod let hendes hår. 
"Nejnejnejnej!" nåede hun lige at råbe, inden hendes ører blev blotlagte. 
Hun sendte Vargas et vredt blik, som han talte ned om hendes folk. Hvor vovede han - en dæmon - at tale sådan. Som om de bare var irriterende insekter. Det var hans races skyld at de måtte leve i skjul og altid frygte slavehandlere, når de gik i resten af verden. Hun havde prøvet at gå imod sådan nogen som ham, og det havde lykkedes indtil nu, selvom det var mest i det små. Og nu.. nu var hun selv endt i hans klør. 
Rhaya undgik hans øjenkontakt og prøvede i stedet at få fat på kæderne, håndjernene hang i, så hun kunne aflaste sine allerede ømme håndled lidt, og føle sig lidt mere i kontrol. Hun forsøgte at vride i kroppen, så hun måske kunne dreje sig selv rundt og vende ryggen til Vargas. Imens lod hun sin mund være en tynd streg - hun havde ikke tænkt sig at svare ham.

Det blev ret hurtigt ret tydeligt, at elvertøsen ikke ønskede at svare på hans spørgsmål. Med et suk spiste Vargas den sidste vindrue. Man skulle da også altid tvinge ting ud af folk. Det var typisk. Enten blev hans legetøj til nogle sludrechatoller, der næsten ikke var til at få til at tie stille eller også var de ikke til at slå et ord af. Lidt tænksomt betragtede han hendes forsøh på at få sig selv til at dreje i kæden, så hun havde ryggen til ham. Det lykkedes kun halvvejs, da hun nu hang med siden til ham og han kunne se hendes krop i profil. Det var ikke de største bryster hun havde, men der var da til en god håndfuld. Og hendes bagdel var smukt formet, især som hun hang der. Mhm. Han lod sig selv nyde synet lidt, inden det slog ham, hvad han skulle gøre for at få ordene ud af hende.

"Jamen dog, skal jeg virkeligt til at arbejde for sagen." Han rejste sig fra møblet og gik hen til den lille kommode. Op af den stod der lænet en bambuspind på tykkelse med en mands pegefinger. I den ene ende stak der små søm ud, spredt i en håndsbredde fra spidsen og ned. Han tog pinden frem og betragtede den stikkende ende lidt, inden at han vendte den om, så han hold lige over stykket med sømmene. Ingen grund til at trække alt for meget blod endnu.

"Lad os lave en lille handel. Jeg bliver ved med at slå, til du fortæller mig dit navn, hm?" Han lod bambuspinden svirpe igennem luften en enkelt gang, inden han stillede sig op og lod første slag fare mod hendes yndige bagdel. Han slog ikke så hårdt, som han kunne, men han var ikke i tvivl om, at den glatte pinds slag kunne mærkes, for de efterlod en svagt synlig streg på den mørke hud. Slag efter slag ville falde over det bløde kød, indtil hun følte for at afsløre sit navn.

"Som om jeg har tænkt mig at handle me-arh!" Rhaya nåede ikke langt i sin spot, før hun kom med et lille hyl, som den svirpende pind ramte hende. 
Den ramte hende med et svagt shpf, som om man havde trukket et stykke tyndt stof hurtigt henover en overflade. En stille lyd, man udefra ikke ville forstå kunne afføde sådan et hyl fra Rhaya. Som flere slag faldt, blev lyden ikke højere, den blev ved med at være en sagte hvisken mod huden, der dog tog tydelig farve af at blive slået hårdt.
Hun kunne ikke vride sig væk fra hans slag uanset hvor meget hun raslede med kæderne. Det gjorde ondt, og hun havde set sømmene i den anden ende af den. Hun ville virkelig ikke opleve den ende. En hurtig beslutning blev taget om, at hun hellere måtte få tungen på gled, men hun ville ikke give Vargas indtryk af, at hun ville svare på flere spørgsmål let, så hun ventede lidt og bed smerten i sig.
Hendes baller var dækket i lyserøde striber, da hun endelig afløste sine små hyl med et "Rhaya!"

Hendes arme hang lidt svagere i håndjernene nu, og det gav en ubehagelig følelse i skuldrene, der blev hevet lidt for meget i. Hun havde successfuldt fået fat om kæderne, så hun kunne aflaste lidt, men den udstrakte position var hård. Lyset i rummet lagde skygger på hende, der blot understregede, at hun var en kende undervægtig. Sådan var hendes liv på gaden - lidt for lidt mad, og lidt for meget motion. 

Som slagene stoppede, drejede kæderne så hun hang med fronten mod Vargas igen. Der var tårer i hendes øjne, men vreden skinnede tydeligt igennem. Der var ingen grænser for, hvor meget hun hadede den mand. Hun hadede hans slavehandel, hans behandling af slaverne, hans tilfangetagen af alle, der ikke kunne slå fra sig, og hans ligegyldige udstråling af at eje hele verden. Med et fast tag i kæderne, hev hun sig en smule op, trak benene op til maven, og sparkede ud mod Vargas' mave med hele sin kropsvægt bag.

Det var nogle dejlige små hyl, der kom ud af elveren, hvilket fik Vargas til at smile en smule. Efter nogle slag gik det dog op for ham, at det også næsten var den eneste lyd, der kom. Det klaskede ikke som det skulle, når pinden ramte hendes baller. Forundringen fik ham til at lægge hovedet på skrå og lytte ekstra godt efter, men nej, der var kun en svag lille lyd. Hvor spøjst. Det morede ham næsten mere end det skulle og det næste slag ramte lidt ekstra hårdt, bare for at teste om det ændrede sig. Det gjorde det ikke, men det fik hende endeligt til at hyle sit navn. Rhaya. Som lover stoppede han med at slå med det samme, selvom han havde lyst til at fortsætte. Det var sådan en fin lille popo hun havde.

"Rhaya. Se, var det så svært?" Han lød lidt for positiv, men hans humør var kun blevet bedre af at daske til sådan et par fine baller. Han vendte sig rundt for at stille pinden på plads, så han så slet ikke, at hun drejede rundt i kæden. Til hans held, var der et par skridt i mellem kommoden og kæde, så da han var ved at vende sig om, stod han for langt væk til at få sparket i dets fulde kraft. I stedet snittede hun hans side. Ikke nok til at skubbe han omkuld, men nok til at det ikke var helt smertefrit og han kom med en lidt forpustet lyd. 

Det var dumt gjort. Han havde lige været i humør til at være sød ved hende, men hendes spark fik hans øjenbryn til at trække sig sammen, som han tog sig til siden. Vreden begyndte at boble i ham.
"Det skulle du ikke have gjort." Hans tanker løb hurtigt hen over muligheder for at straffe hende. Det hurtigste var at grine pinden, han lige havde stillet fra sig. Denne gang slog han med enden med de små søm. Ikke på hendes bag, men ned over hendes fødder.

Rhaya knurrede noget uforståeligt, men blev afbrudt af at Vargas svingede pinden mod hende igen. Hun trak hurtigt fødderne væk fra slaget, men ikke helt hurtigt nok. Sømmene trak tre blodige ridser henover hendes ene fod, og hun udstødte et kort skrig. Sammenstøddet mellem ping og fod gav absolut ingen lyd, og bloddråberne, der flygtede fra hendes hud og drybbede ned på gulvet virkede helt højlydte til sammenligning.
Den smule vrede, hun kunne se i hans øjne, fordoblede kun hendes eget raseri. Hvordan kunne han overhovedet tillade sig at blive vred over hendes forsøg på at skade ham, når han havde overtaget og kunne gøre med hende, hvad han ville? At tænke på at han behandlede sine slaver uden nogle kvaler, havde altid givet Rhaya kvalme, men lige nu gjorde det hende bare afsindigt vred. Den måde han kiggede på hende på gjorde det ikke bedre. Hun følte sig som en genstand hængt op til skue, og hun brød sig absolut ikke om den tilfredshed, han havde i øjnene, når han så på hende.

Rhaya vidste ikke, hvem der havde taget hendes venner til fange for snart tredive år siden, men det kunne lige så godt have været Vargas, og i hendes hoved fik han skylden for det, for han var den, hun havde været med til at lave mest ravage imod. Det var lettere at håndtere vreden, når hun havde et specifikt mål at kaste det ud på. 
Åh, hvad hun ikke ville give for at få lov til at tæve ham med sin stav... Normalt var hun ikke glad for at skade andre - heller ikke hvis de gjorde hende ondt - men lige nu voksede hendes arrigskab kun og skyggede for alt andet. 
"Jeg hader dig!" skreg hun ud, mens et par tårer trillede ned over hendes kinder. "Alt du er! Alt du gør! Din klamme slavehandel skulle jævnes med jorden!" 

Det var spøjst, som hans slag i mod hende ikke gav nogen lyd. Det var efterhånden gået op for Vargas, at hun nok besad en eller anden form for magi, der fik lyd til at forsvinde, når noget ramte hendes hud. Han var meget nysgerrig til at finde ud af, hvordan det fungerede, og han havde allerede en stor lyst til at finde en af sine piske og se, hvad der skete, når læderet ramte hendes hud. Ingenting? Det var hans bud, men han ville gerne afprøve det.

En kort anstrengt trækning løb over hans ansigt, da hun begyndte at te sig og skrige af ham. Sikke en omgang larm. Hendes ord ramte ham nu ikke, han var ligeglad. Hun var ingenting, ikke nogen trussel for ham eller hans foretagende. Bare en irriterende lille stikflue, der skulle klaskes. 
Han valgte at forsøge at stoppe hendes skrigeri, tænk hvis hun gav ham ondt i hovedet ved det. Det gad han ikke. Så han flyttede pinden over i den anden hånd, knyttede sin nu tomme næve og slog hende hårdt i den bare mave. Derefter rakte han hurtigt op og greb hende hårdt om halsen, så hun ikke bare kunne trække luft ind i de mængder, hun havde brug for.

De meget brune øjne var tomme for udtryk, men han var rolig, da han så på hende.
"Jeg tror ikke helt, at du forstår alvoren i situationen her. Du burde tigge og bede om at komme herfra med alle lemmer i behold. Jeg kunne sagtens overveje at smide dig for løverne. Eller forære dig til mine vagter, de keder sig altid en smule." Han lagde ikke skjul på, hvad de kunne finde på at gøre ved hende. Det skete, at han kastede en kvinde efter dem, bare for at holde dem tilfredse. Det var sjældent, at kvinderne kom derfra i live.

Endeligt slap han hendes hals, hvorefter han gav hende et par klam på kinden, inden han vendte sig og stillede pinden fra sig på dens plads. Hvad skulle han så finde på? Nåh ja, der var det med den pisk der. Der lå en oven på kommoden, en han ikke havde fået lagt væk fra sidste gang. Det var en kort tyrepisk, en god kraftig en, der ikke var længere, end at han kunne bruge den i det mindre rum.

Al luften fløj ud af Rhayas mave, og den kom ikke ind igen. En meget tynd stråle luft blev hevet ind mod hendes desperate lunger, men den skabte en hvæsende lyd på vejen med så lidt plads at passere igennem. 
De blanke øjne gik fra vrede til frygt, og da hun endelig blev sluppet, hev hun vejret ind så hårdt at hun fik det galt det halsen og måtte hoste voldsomt, før hun kunne ånde normalt igen. Hendes læber bævede, og et par tårer til tog turen ned over hendes ansigt. Hun havde ikke lyst til at tænke på, hvad hans vagter kunne finde på med hende. Lige nu var han i det mindste kun én mand, der slog hende. Hun forholdt sig stille lidt, og hendes blik søgte gulvet. Det var som om han havde slået det sidste af vreden ud af hende, og nu følte hun sig bare nøgen, udsat og skrøbelig.

"Jeg ved g-godt, jeg ikke slipper l-levende ud denne gang," hviskede hun lavt og let stammende. "Kan det ikke bare ske hurtigt?"

Det var mærkeligt at tænke på, at hun for noget tid siden havde sneget sig herind i selv samme slavehandel, sluppet dyr fri, og var sluppet væk uden at blive opdaget. Hun havde ikke nået at få stjålet noget med, hvilket egentlig havde været opgaven, men med en så uduelig tyvepartner, hun havde fået, var hun stolt over, hun havde beholdt sin frihed. Denne gang... Det var gået alt for galt. Rhaya havde gemt sin frygt for sit liv et dybt sted, men Vargas' ord havde fået den op igen. 

De svage, stammende ord fik Vargas til at vende sig mod hende med løftede øjenbryn. Et smil dukkede op om hans skarpt aftegnede læber og et glimt dukkede op i hans øjne. At se hende knækket var dejligt og han lod kort blikket glide over hendes krop med en tanke om han skulle tage for sig. Men pisken i hans hænder lokkede mere og han vidste, at han ville have den del overstået først. Så kunne han altid overveje, om han skulle nyde den spinkle krop bagefter. 

Han trådte hen til hende igen og lod kærtegnende fingrene glide ned over hendes kind og ned til hendes hage, som han tog i et overraskende blidt greb for at løfte op i hovedes hoved, så hun så på ham. Han betragtede hende lidt, inden han kærtegnede hendes mundvig med tommelfingeren.
"Kære lille tyvetøs. Havde jeg tænkt at det skulle gå hurtigt, havde du allerede været død." Han smilede til hende og lænede sig lidt nærmere, så han kunne hviske til hende. "Jeg havde tænkt mig at statuere et lille eksempel med dig for dine tyvevenner. At I skal holde jer fra mine ting. Det kommer til at tage tid." Han slap hende og trådte lidt tilbage, stadig med smilet på ansigtet. 

Med et par skridt kom han om bag hende, hvor han foldede pisken ud. Den var lang nok til at hvile mod gulvet ved hans side, inden han trak armen tilbage og lod lædersnoren fare mod den blottede ryg. Til hans fornøjelse kom der ikke en lyd, da huden blev ramt. Snøren efterlod et langt blodunderløbent mærke. Uden tøven slog han igen. Det var underligt at slå uden at få den sædvanlige lyd ud af det. Måske han skulle udspørge hende lidt, om hun vidste, hvordan evnen fungerede. 
Men lige nu nød han bare at slå med den korte kraftige pisk, så han fortsatte. Han blev grebet lidt af det og snart trak pisken blod. Efter nogle slag, han glemte helt at tælle, fik han stoppet sig selv. Hun skulle helst være nogenlunde i stand til mere sjov. Han kunne jo altid give hende en tur mere senere. Måske slæbe hende med ud til de to pæle ude på pladsen og lade slaverne få et glimt af, hvad der skete, når man gik i mod ham. Nu måtte de se. Han lagde ikke nogen planer, men fulgte sin lyst. Og hans lyst fik ham til at lade en hånd glide ned over den velformede bagdel, inden han gik op foran hende igen og så på hende med hovedet på skrå.

Rhayas øjne flakkede panisk mellem hans, da han tvang hende til at se på ham. Hendes vejrtrækning var overfladisk og hurtig. Han ville gøre et eksempel ud af hende? Hvad ville han gøre? Ville han vise hende frem på gaden og offentliggøre, hvad hun havde gjort? Kun lade hende blive set og så lade rygterne styre sig selv derfra?

Rhaya rystede. Hun havde altid været så vred på Vargas, og nu... nu følte hun den skræk, den vrede havde dækket over. Den frygt for selv at ende som hans legetøj og få taget al frihed fra sig. Rhaya vidste desværre også godt, hun var i den kønne ende, selvom det ville hjælpe lidt at få mere at spise. Nogle gange havde hun brugt sin naturlige charme til at smigre sig ind hos folk, hun ville stjæle fra. Nu forbandede hun ethvert kønt træk og enhver rundet form langt væk. Et var at blive dræbt af en dæmon...

Lyden fra pisken forsvandt ind i hendes mørke hud, men sendte et skrig ud af hendes mund. Det brændte og sved, og hun svajede i ryggen for at komme væk fra smerten, men den sad ubehjælpeligt fast på hende nu. De næste slag fik hende kun til at skrige højere, og hun mærkede den varme følelse af små bloddråber, der begyndte at løbe ned over hendes ryg, samtidig med at varme tårer dækkede hendes kinder. Efter hvert skrig fulgte grådkvalte klynk, og lige godt hvor meget hun bed sig selv i læben, kunne hun ikke holde noget af det tilbage. Små hulk fortsatte selv da han stoppede sine piskeslag.

Da hans hånd gled over hendes bagdel, gibbede det næsten  mere i hendes krop, end det ellers havde gjort under piskningen. Et lavt klynk kom fra hende, og hun drejede hovedet lidt ned og til siden, da hun fornemmede, at han kom om foran igen. Hendes kraftigt krøllede hår var begyndt at hænge løsere og løsere i opsætningen, og noget af det kunne nu falde ned foran hendes øjne og dække hendes ansigt. For hende var det at dække for Vargas' ansigt og føle sig en smule beskyttet i en udsat situation.
"Dine ting er ikke engang dine ting..." mumlede hun.

Hvert eneste skrig, hver eneste hulk, sendte små nydende stød igennem dødssynden, der som altid nød en god omgang pisk alt for meget. Måske var det også derfor, at han ikke havde kunne holde hånden væk fra hendes smukke runde bagdel, der stadig havde striber efter de slag, han havde givet hende. Der var kommet mere lyst til at tage hende, men han gav ikke slip og lod den lyst overtage. Ikke endnu i hvert fald. 
I stedet var han allerede ved at overveje, hvad han ellers skulle gøre ved den kønne elver. Hun var virkeligt køn. Måske han skulle ødelægge den skønhed. Han kunne finde på alt fra at klippe håret af hende til at snuppe et af de spidse ører. Mulighederne var uendelige og han havde lidt svært ved at beslutte sig.

Hendes ord fik ham lidt overraskende til at le. "Dine ting er ikke engang dine ting." Sikke noget at sige. Han vidste godt, hvad hun mente. Hun var ikke den første, der havde noget i mod hans lille forretning. Og han var ikke bedre end at han somme tider anskaffede sig ting på mindre lovlydig måde. Han var trods alt grådighed, når han ville have noget, skulle han nok få det. Han gik hen og lagde pisken fra sig på kommoden igen, inden han vendte tilbage til hende. Efter at have betragtet hende for et øjeblik rakte han roligt ud og kuplede sin hånd om hendes ene bryst, som han begyndte at kærtegne med tommelfingeren. Hun var smuk. Tæt på perfekt. Hvis man ikke havde noget i mod knogler.

"Alting er mit. Nu er du også min til at gøre ved, hvad jeg har lyst til til." Hånden gled fra hendes bryst og ned over den bløde hud, ned over hendes mave og derefter op for at lægge sig i mellem hendes velformede bryster. "Selv din sjæl kan blive min." Og med de ord trak han lidt i hendes sjæl, mens han undersøgte den. Der var ikke så meget at komme efter. Hun var en ung elver, men det havde han regnet ud, ud fra hendes opførsel. Hun havde noget magi, men det føltes passivt, så han regnede med, at det var den underlige måde, hvorpå slag i mod hendes krop var lydløse på. En følelse af rebelskhed passede også meget med det, han havde oplevet.
Alt i alt var det ikke en specielt spændende sjæl og han slap hende lidt skuffet.
"Selvom den ikke er ret meget værd."

Rhaya klynkede mere, da han befamlede hende. Hendes ene brystvorte blev lydigt helt stiv, da han berørte den, og hendes hud blev skyllet over af gåsehud. Hun havde altid været meget følsom, både for smerte og nydelse, men det her havde hun ikke lyst til at nyde. Det føltes så forkert. Hun prøvede at fokusere på smerten fra sin ryg. 

Hun løftede blikket til ham, mens han talte, og hendes øjne var røde og hendes kinder våde. De aftegninger hun havde malet i ansigtet, var gået i opløsning under tårerne, og de var tværet ud i lange striber. En dråbe sad stadig fast nedenunder hendes hage, og dryppede ned på hans arm. Hun snappede efter vejret, da han tog fat i hendes sjæl. Det føltes pludselig som om hans befamlende hænder var under hendes hud, og hun havde lyst til at skubbe ham så hårdt væk, hun kunne. Hun havde haft svært nok ved at trække vejret ovenpå hans kvælertag og hendes egne smerteskrig, og hendes puls steg kun yderligere med det han gjorde nu. 
Ikke meget værd...  Rhaya følte sig ydmyget på måder, hun ikke engang selv havde vidst fandtes. At få at vide at ens sjæl ikke var meget værd. Al den livsglæde, hun normalt trak sig igennem dagen på, virkede til at have forladt hende som dug for solen. 

Flere klynk kom fra hende. "J-jeg beder dig, hold... Hold dine fingre fra mig," sagde hun i en sær blanding af bedende tonefald og en trang til at sige, at hun ikke tilhørte ham.

Hendes fysiske reaktion på hans berøring var ikke ny for ham. Kroppen levede sit eget liv og han havde set folk reagere under ekstrem smerte, fordi hjernen fik blandede signaler. Men selvom den ikke var uventet, nød han den alligevel og han vidste allerede, at han ville bruge den i mod hende. Det måtte være usædvanligt nedværdigende at reagere i en situation som denne. Det kunne han godt lide at gøre mod andre.

Og som hun selv fik fremstammet, at han skulle holde fingrene fra hende, lagde hun selv op til at lade ham udnytte hendes ubehag. Et smil gled over hans læber og hans hånd fandt tilbage til hendes mave.
"Du beder mig ligefrem?" Han slentrede om bag hende uden at slippe hende, i stedet gled hans hånd op og lagde sig om hendes bryst, som han gav et lidt ublidt klem. Hans anden hånd gled ned over hendes kantede hofte og ned i mellem hendes ben, hvor hans fingre gik på opdagelse. Med en højlydt vejrtrækning igennem næsen snusede han til hendes varme hud ved halsen.
"Mhm. Vi han også lave en handel. Du gør mig glad og tilfreds, og jeg lover du får lov til at gå herfra." Et ganske godt tilbud, hvis han skulle sige det selv. At det lød bedre end det var, var en anden ting. Men det behøvede hun jo ikke at få at vide.

Hans hånd på hendes bryst nev let i hendes brystvorte og klemte om det bløde bryst, stadig en smule ublidt. Hånden mellem hendes ben vidste tydeligvis, hvad den ville og lovede også en eller anden form for nydelse til hende, skulle hun sige ja til hans forslag.