Sted: I en lille skov et sted i Tusmørkedalen
Tid: Eftermiddag
Vejr: En smule blæsende, skiftende skyer og sol

Bladene raslede om Cora og træet vippede svagt i vinden. Hun ventede. Det var hun god til. Sammenkrøbet og gemt væk i mellem de resterende visne blade, der stadig ikke havde sluppet grenene igennem vinteren. Hendes blik hvilede på vejen under hende, hvor hendes bytte gerne skulle dukke op inden længe. Der var gået timer og hendes ben var blevet stive, men hun sørgede for at flytte så meget på sig som muligt for at holde liv i dem. Der var kommet to andre væsner forbi. En mand med en lille vogn trukket efter en alt for tynd hest og en gående med en vandringstaske. Nok en som hende, en der ikke havde et fast sted at kalde hjem. 

Manden hun ventede på, ville være til hest. Hvorfor han skulle dø, det havde hun ikke spurgt ind til, hun havde bare taget i mod opgaven, mest fordi hun trængte til noget spænding, men også fordi hun var ved at løbe tør for krystaller.
Det havde været en kvinde, der havde nærmet sig hende på en kro. Cora havde straks været klar til ballade, men i stedet havde kvinden dæmpet og meget direkte spurgt hende, om hun tog i mod opgaver. Det havde Cora ikke kunne sige nej til, måske også en smule interesseret i de store blå øjne og smukke kæbelinje, og snart havde hun fået en opgave og halvdelen af betalingen forud. Det var også det eneste hun fik, men hun havde ikke helt mistet håbet, hun skulle jo tilbage og have resten af betalingen også.

Hendes tanker blev afbrudt, da en mand på en hest kom skridtene ned af vejen. Hun var ikke i tvivl om, at det var ham, den måde han sad i sadlen, våbnet ved hans side, ja, hele hans udstråling. En fra Mørket. Manden hun var blevet hyret til at slå ihjel.
Hun vidste godt, at hun burde holde sig væk fra Mørket, men kvinden havde rørt hendes arm og vippet med sine tykke øjenvipper. At en fra Mørket ønskede en anden fra Mørket myrdet, det kunne umuligt være godt at blive blandet ind i, men her sad hun altså, klar til at springe ned på manden, så snart han var under hende.

Hun trak en kniv og tog en dyb indånding. Hun var ikke nervøs. Hun tøvede ikke. Hun var klar. Og snart faldt hendes slanke krop igennem luften og ramlede hårdt sammen med kroppen på hesten, en heste der forskrækket stejlede og hjalp hende med at få manden ned på jorden under sig.

Zahinael ramte jorden hårdt, som han blev kastet af hesten. Hesten stak straks af ned ad vejen, og begrundede kun, hvorfor han hadede at ride. Magen til illoyalt dyr skulle man lede længe efter.
Hvad end han var blevet ramt af fra oven var af kød og blod, og han reagerede lynhurtigt på overfaldet uden at skænke sine handlinger for megen tanke. Med den ene hånd trak han en lang kniv - sværdet ville blive for upraktisk så tæt på - mens den anden greb ud efter hvad end hår, han kunne fornemme over sig.

Hans ansigt var presset ind mod angriberens mave, og han stødte selv fra med skuldre og ben for at få vendt situationen om så han kom øverst. Som han hev kraftigt i håret, og presset mod ham blev lettet, kunne han skubbe nok fra på jorden til at få lidt modvægt og vriste sit ansigt fri af tøj.
Noget glimtede i øjenkrogen, og Zahinael slog ud med sin egen kniv for at blokere bladet, der sikkert snart ville blive svunget mod hans hals.

Hesten stod ti meter væk og græssede.

Det var et hårdt sammenstød og selvom Cora var forberedt på det, mistede hun for et kort øjeblik orienteringen. Det var nok til at manden kunne nå at trække sin kniv. Forbandet! Endnu mere forbandet, da manden fik fat i hendes lange hår, der var sat op i et hestehale for at holde det væk fra hendes ansigt. Det tvang hendes hoved til siden og hun hvæsede arrigt af ham, inden hun løftede kniven og lod den suse mod hans hals. Men bladet fandt ikke frem til kød og blod, i stedet sang lyden af metal mod metal igennem luften. Ved Zaladin!

Cora vejede ikke så meget og manden var stærk, så hun kunne mærke sin egen krop lette, mens han forsøgte at få dem vendt rundt. Nej, han kunne tro nej! Nok havde hun ikke vægten med sig, men hun kunne slås, især mod typer større end hende selv, så hun fik et ben under sig og pressede et knæ i mod hans mave. Noget der løftede hende op over ham og frigjorde ham fra hendes krop. Næsten da, for han havde stadig fat i hendes hår og hun kunne ikke rette sig op. I et forsøg på at få ham til at slippe, suste hendes frie hånd, nu knyttet, i mod hans ansigt.

Forbandet, det var ikke nok! Zahinael fik et kort blik på sin modstander - kvinde, mørkelver - før han fik en knytnæve på siden af kæben. Slaget rev hans hoved til siden, og han ville have bandet, hvis ikke han havde været så sammenbidt over at holde kniven væk med den ene hånd, og rive hende i håret med den anden. Den lange hestehale blev viklet endnu en gang om hånden, så han kunne stramme grebet.

Der samlede sig blod i Zahinaels mund, og han vendte hovedet tilbage mod mørkelveren med en snerren, hvorefter han spyttede blodet op i ansigtet på hende.
Kniven blev rykket, så den lå ind mod hendes krop faretruende tæt på hendes skulder, og han gav igen et ordentligt ryk i hestehalen.

Tilfredsstillelsen ved at ramme hans ansigt var stor, men hun svælgede ikke i den. Han viklede sin hånd ind i hendes hår og smerten fra hendes hovedbund var nok til at få hendes øjne til at blive blanke. Der var ikke meget, Cora elskede ved sin kvindelige krop, men hun havde en hvis stolthed over sit hår. Men lige nu ville hun ønske, at hun havde fået sig til at klippe det af.

Det blodige spyt ramte hende lige i ansigtet og hun var nødsaget til at lukke øjnene for et splitsekund. Nok var det klamt, men hun var ligeglad. Det kunne vaskes af senere. Nej, lige nu var der noget andet, der havde fanget hendes opmærksomhed. Knivene. Han var stærk, noget stærkere end hende, og han havde fået spresset de to knive op og i mod hendes skulder. Det var kun hendes egen kniv, der forhindrede hans i at glide igennem hendes tøj og ind i hendes skulder. Hun skulle have den væk, men hvordan? Hendes arm rystede under anstrengelsen bare ved at holde hans kniv så langt væk som nu, bukket i en ubrugelig stilling.

En vred lyd kom fra hende og hun slog ham i ansigtet igen, inden hun tog en beslutning, der ville gøre ondt, men få hende væk fra kniven. I en hård bevægelse trykkede hun sit knæ endnu længere ned i hans mellemgulv, inden hun brugte det til at sætte af med og skubbe sig selv til siden i en bevægelse, der ville få hende til at snurre rundt om sig selv og lande på et knæ ved siden af ham. Hendes hår var stadig viklet ind i hans hånd og smerten fik hendes hovedbund til at brænde, men hun kom væk fra hans kniv og risikoen for at få den i skulderen.

Med blod i ansigtet kunne man kun væmmes endnu mere ved mørkelverkvinden. De vrede folder klædte på ingen måde hendes ansigt i følge Zahinael, og han startede på en frustreret lyd, som han fik det næste slag i ansigtet. Slagkraften kunne han godt respektere hende for, men det havde han ikke tænkt sig at fortælle en, der tydeligvis var ude på at slå ham til blods. 

Hendes pludselige tilbagetrækning overraskede Zahinael, og havde han ikke været viklet så meget ind i håret, havde han nok sluppet. Nu blev hans hånd rykket med i hendes bevægelse, og han brugte hendes momentum til at rulle med selv, og kaste sin vægt ned på hånden, så hendes hoved forhåbentligt ville styrke mod jorden. 
Kniven lod han slippe spændingen, så hun frit kom væk, for det gav ham mulighed for at trække sin arm tilbage og stikke mod hende med fuld kraft, ligeglad med om han ramte ansigt, arm eller mave, og om han stak eller skar. Alt Zahinael fokuserede på var at få hende ned at ligge så hurtigt som muligt, nu hvor han ikke længere blev tvunget ned i mulden.

Den pludseligt vægt i hendes hår, trak hendes hoved og overkrop skævt ned i mod jorden og hun kom med en frustreret lyd af smerte. Forbandede hår! En kort tanke om at tage kniven og skære håret af, så hun kom fri, strejfede hende, men hun kunne alligevel ikke få sig selv til det, hvilket hun hadede sig selv langt ind i dødsriget for. I stedet måtte hun følge trækket og ende i en akavet skæv stilling, der efterlod hendes hoved håndsbredder fra jorden.

Hun havde stadig kniven i hånden og ville svinge den i mod ham, men han kom først. Hun nåede lige at registrere den komme i mod sig, inden hun automatisk reagerede for at redde sit eget liv. Hendes arm fór op i hans arms bane for at blokere dens retning mor hendes bryst. Slaget da de to arme stødte mod hinanden fik hendes til at bøje tilbage af igen, men hun fandt ny styrke for at undgå at dø. Forpustet trykkede hun i mod og hendes blik faldt til hans ansigt. Så længe han havde fat i hendes hår som nu, var hun sårbar, ja næsten hjælpeløs, og hun var alt for meget klar over, at hendes overtag var væk og hun var i hans nåde.
Så hun stoppede. Frøs som tegn på, at hun ikke ville kæmpe mere i mod. Skulle muligheden vise sig, nå ja, hun holdt ikke så hårdt på sin ære.

Zahinael var ærgerlig over, at han ikke kunne få hendes hoved det sidste stykke ned mod jorden. Hvor ville han gerne tvære jord ud i hendes ansigt. Kold, klam forårsjord. 
Det gjorde ondt at ramme imod hendes arm, men Zahinael bed tænderne sammen og snerrede hende ind i ansigtet med tænder dækket i et tyndt lag blod. Som hun stivnede blev grimassen erstattet af et grumt smil, der nåede helt op over de isblå øjne.

"Slip kniven," hvæsede han og fik spyttet nogle bloddråber ud over hende. Hvis hun slap den, ville han kaste sig over hende og holde hende på jorden med sin vægt. Måske vride håret lidt ekstra bare for at fortælle hende, hun skulle blive liggende.
Hun vidste det ikke endnu, men beslutningen om at stoppe med at kæmpe imod ville blive en, hun fortrød.

Bandeordene føg rundt inde i Cora sammen med vreden og et svagt stik af fortvivlelse. Hun var blevet overvundet, hun kunne mærke det helt ned i maven. Hans krop over hendes, hans hånd i hendes hår og kniven, der bare ventede på at blive skubbet ind i hendes krop. Døden åndede hende i nakken og hendes små hård rejste sig, da manden over hende begyndte at smile. Hvem var det, hun var blevet hyret til at myrde? Han var ikke bare en tilfældigt kriger, han var noget mere. Kvinden havde, ikke overraskende, løjet for hende. 

Vreden og foragten fik hendes ansigt til at trække sig sammen, da han bad hende om at smide kniven. Hun tøvede. Havde en dårligt fornemmelse med det hele og forsøgte atter en gang at finde en udvej. Men hans greb i hendes hård forhindrede hende i alt, hvad hun kunne komme på. Hun kunne ikke skubbe sig op, trække til siden eller bare forsøge at slå ham igen. Der var ikke rigtigt noget at gøre.

Men selvom hun ville "give op", så ville hun være klar til at slås igen, så snart hun fik muligheden. Hun gav ikke op. Umuligt. Men hun anerkendte et midlertidigt nederlag, når det stirrede hende i ansigtet som nu.
Med et vrid i håndleddet smed hun kniven fra sig, men hun flyttede ikke armen. Hun ville ikke give ham mulighed for at stikke hende ned sådan uden videre.

Så snart kniven ramte jorden, svingede Zahinael et ben frem mod kvinden, mens han satte af på det bagerste, Samtidig løsnede han en enkelt omgang af håret, så han kunne få væltet hende ned på ryggen og sat sig over hende med sin ene fod solidt plantet på den ene side af hendes lår mens knæet lå på den anden side, så hendes ben blev presset ned mellem hans og jorden. Han satte sin albue i hendes skulder og holdt kniven over hendes ansigt, men tydeligvis ikke for bare at slå hende ihjel. Den anden hånd havde nu et løsere tag i håret, men var klar til at stramme, hvis det blev nødvendigt. 

"Nå, hvem har så ønsket dig død, siden de sender dig efter mig?" spurgte han med en uhyggelig glæde i stemmen, som om han lige havde nedlagt det pæneste jagtbytte i skoven, men hellere ville have det som kæledyr end at hænge trofæet op på sin væg. 

Følelsen af ikke at kun estritte i mod gav Cora kvalme, noget der kun blev værre som han satte sig over hende. En kvalme, der ledte det brændende had og den kogende vrede ud af hendes indre. Hun vidste, hvad han ville med hende. Det var, hvad alle mænd ville. Hendes hænder knyttedes, men hun slog ham ikke, selvom alt skreg i hende for at gøre det. Lige nu var det bedre at lade ham havde overtaget og vente. Vente og se efter en åbning, en mulighed for at få vendt situationen. For på et tidspunkt ville han blotte sig og så ville hun hugge til. Lige meget hvad han gjorde ved hende i mellemtiden.

Hendes blik gled til kniven, der blev holdt truende over hendes ansigt, men heller ikke så ud til mere end det. Så da manden talte til hende, flyttede hun langsomt blikket til hans ansigt. Synes fik hende til at undertrykke en gysen, for der var ting i de øjne, hun kun få gange havde set før. Et svagt stik af frygt gik igennem hende, men intet på hende viste det. At vise frygt var som at smide råt kød i skoven, det ville lokke rovdyrene frem. Så hun stirrede bare op på ham med had, vrede og afsky i de kønsneutrale træk og de unaturligt sorte og røde øjne. For et øjeblik var hun tavs, men endeligt svarede hun ham.
"Hvis jeg fortæller dig det, går jeg herfra med livet i behold?" Hendes hæse stemme var overraskende neutral, uden tegn på den vrede, hendes øjne udspyede.

Hadet brændte så stærkt, at det måtte skygge over et væld af andre følelser. Frygt var det, Zahinael mest havde håbet på at få at se, men der var intet i kvindens kropssprog, selvom han holdt en kniv tæt på hende og tydeligt havde overtaget. Det ville komme. Eller også ville ansigtstrækkende gå direkte over i smerte, og det kunne være mindst lige så tilfredsstillende.

"Hvis du begynder at tale, går du måske endda herfra med dine lemmer i behold," svarede Zahinael, som var det den ypperste nåde, han tilbød hende, og noget som hun selvfølgelig burde være taknemmelig for.
En gråhvid bobbel dannedes mellem hans fingerspidser på den hånd, der holdt hendes hår, og lige som han havde sagt sætningen, pressede han den ind mod det, han kunne nå af hende, mens han stadig havde fat i håret - hendes nakke. Boblen poppede og en brændende smerte søgte at trænge ind i hendes hud og brede sig ud langs halsen som en lille løbeild. Han havde givet den godt med kraft på i styrken. Hun skulle ikke prøve på noget, bare fordi han havde tænkt sig at sende en besked til hendes arbejdsgivere igennem hende frem for at lade hende bløde ud i grøften.

Det var kun en svag lettelse, der nåede at gå igennem Cora, da han sagde, at hun ville komme derfra med livet - og lemmerne - i behold, hvis hun fortalte ham, hvem der havde hyret hende. Hun havde absolut ingen loyalitetsfornemmelse overfor dem, der hyrede hende til diverse jobs, hvorfor skulle hun? Hun kendte dem ikke. Så det var kun for at have noget at handle med, at hun ikke bare havde spyttet det ud som en start.

Men følelsen varede ikke længe. Et forskrækket gisp gled over hendes læber, da en skarp smerte arbejdede sig ud fra hendes nakke og ned over hendes hals. Skar han i hende?! Havde han en kniv mere?! Det vidste hun godt, at han ikke havde, så hun konkludrede i løbet af splitsekunder, at det var magi. Oftest den mest logiske forklaring på ting. 
Smertemagi. Hårdt vred hun sig under ham, uden en lyd, for at komme væk fra smerten, men han var for tung. Hendes ansigt fortrak sig, nu i smerte og vrede, og hvis han var meget dygtig kunne han måske fange et svagt glimt af frygt i hendes øjne, men det var væk igen med det samme. Hun var bange. Smertemagi kunne hun ikke kæmpe i mod som et knivsblad eller andet fysisk.
Endeligt stilnede smerten af og hun gispede efter vejret, uden at have opdaget, at hun havde holdt det. Bare for at holde sig selv tavs. At erkende smerten med lyde var det samme som at vise sin frygt. Det opildnede ens angriber.
"Gør det igen, og jeg fortæller dig intet!" Hendes stemme steg i styrke, så det sidste ord næsten blev råbt ud. Vreden var tydelig. Hvor vovede han!

Presset blev holdt mod hendes hals trods hendes energiske vriden. Zahinael flyttede sin vægt en smule, så han kunne flytte det knæ, der ikke holdt hendes ben nede, op til hendes arm. Han satte knæet hårdt ovenpå hendes underarm, og han kunne mærke, hvordan den sank en smule ned i jorden under presset. Mulden var stadig blød efter nattens regn, og Zahinael ville helt sikkert få brug for noget mindre beskidt tøj, når han var færdig her. 

"Nu skal du ikke gøre dig ubrugelig for mig allerede, lille elverprinsesse," der var en faretruende undertone i Zahinaels ord. "Jeg er kun lige begyndt. Tro ikke du slipper for straf for dit lille mordforsøg, blot fordi du fortæller mig, hvem der er ude efter mit hoved denne gang."

Før hun nåede at svare, hamrede han kniven ned i hendes skulder i et forsøg på at spidde hende fast til jorden. Han havde brug for en hånd fri til at påføre hende mere smerte. Med en snerren tog han hårdt fat om hendes kæbe, så det meste af hans hånd lagde pres hendes spinkle hals. 
"Du har ingen anelse om, hvem du har med at gøre, har du?"

En svag panik begyndte at bygge sig op i Cora, følelsen af manden oven på sig bragte hende ubehagelige minder, og selvom hun hårdnakket påstod, at de ikke havde nogen betydning for hende længere, hjemsøgte de hende stadig i situationer som denne. Men det var håndterbart og hun skubbede hårdt panikken tilbage i sit indre. Det ville ikke hjælpe hende alligevel. Men hans vægt på hende var effektiv, og hun kunne umuligt komme fri. Han var simpelthen for stor og tung. Så nu var hendes ene arm spændt fast under hans knæ, mens hendes ben og underkrop var mast under hans andet ben.

Elverprinsesse. Man kunne nærmest se ilden i hendes øjne, da han kaldte hende det og hun vred sig igen, denne gang opad i et forsøg på at stikke ham en skalle. Hvilket selvfølgelig ikke lykkedes. I det hendes overkrop gled bagud igen, nåede hun at se kniven et splitsekund inden, at den blev hamret ned i hendes skulder. Det var nok til, at hun nåede at forberede sig. Hvislende trak hun luften ind i mellem tænderne, der var hårdt bidt sammen. En svag lyd kom fra hendes strube, uden tvivl optakten til et skrig, der blev kvalt i dets fødsel. Smerten eksploderede i hendes skulder som ild. Hele hendes krop stivnede som for at undgå at gøre smerten værre ved at bevæge sig. Hendes grålilla hud fik en blegere undertone og vreden i hendes øjne veg for smerte.

Det tog hende nogle sekunder, inden hun fandt stemmens brug igen, den hæste stemme nu også mast, da hendes mellemgulv var spændt hårdt op.
"Jeg vil... skide på, hvem... du er... en eller anden højrøvet Mørkets kriger!" Det var måske dumt, men hun gav sig ikke så let. Hun gav sig slet ikke! Hun spyttede efter ham.

Det var en fryd at få hende til at vride sig så meget, og at hun fik holdt smerteskriget tilbage gjorde det næsten bare endnu bedre for Zahinael. Der var virkelig kamp i den tøs. Kamp han havde tænkt sig at vise hende, hun ikke kom langt med. Måske over for andre, men ikke med ham. Hun var en myrer på hans vej, men hun skulle ikke bare kvases, hun skulle underkastes. 

Spyt ramte ham lige midt i ansigtet. Han snerrede og lagde en syngende lussing over hele siden af hendes ansigt. Med en vred knurren tørrede han det hurtigt af med ærmet, så han ikke fik det i øjnene, og så tog han fat i kniven og drejede den en kvart omgang i hendes skulder, mens han lænede sig ned over hendes ansigt, så både hendes eget spyt og lidt af hans blod dryppede ned mod hendes ansigt.

"Jeg er ikke en simpel Mørkets Kriger," hvislede han og holdt øjenkontakten med de mørkerøde øjne. "De er langt under mig."
Helt specifikt var krigerne en helt anden sektion af hæren, og Zahinael gad sjældent at have noget med dem at gøre. De var enten for blodtørstige eller dumdristige, og de værste af dem var begge dele. Hans spioner skulle kunne holde hovedet koldt og ikke lade egne personlige behov komme over deres givne opgave. De fleste af dem var håndplukket for deres kynisme og manipulationsevner. 

"Så skal vi starte med noget nemt?" spurgte han med et malplaceret smil på læben. "Arbejder du alene?"
For at understrege sit spørgsmål lagde han en lille, gråhvid bobbel i den lille fordybning mellem hendes hals og kraveben.

Lussingen kunne hun tage, det var bare almindelig vold. Slag havde hun fået utallige af igennem sit lange liv, og hendes reaktion var at snerre af ham, vise sine perlehvide tænder som en gal hund. Men det holdt ikke længe, for han vred kniven rundt. En bevægelse der fik det til at spjætte i hendes spændte krop og en svag stønnen til at komme fra hende, selvom hun kæmpede i mod det. Hun kunne mærke blodet gøre hendes tøj vådt på ryggen, da kniven var gået igennem. For et øjeblik sortnede det for hendes øjne, men hun sloges i mod mørket og da han talte, åbnede hun øjnene, mere klar i hovedet igen. Han var ikke en Mørkets kriger. Men han havde ikke sagt, at han ikke var med Mørket. En ridder måske? Men var det ikke lige meget?

Hun åbnede munden for at svare ham, hun havde ikke rigtigt nogen grund til ikke at gøre det, men inden hun kunne sige nogen, kom smerten fra nakken tilbage. Denne gang bare ved hendes hals. Det brændte værre end smerten fra skulderen, brændte på en helt anden måde, og hendes øjne blev spærret op, mens hun pinefuldt gispede efter vejret. Hun vred sig igen trods smerten fra skulderen, men smerten fra halsen var for meget til at kunne ligge stille.
"Ja! Jeg er alene! Det er kun mig." Hun startede med næsten at råbe og til sidst hviske det sidste ud. Hendes øjne var blevet blanke, men hun græd ikke. Ikke om hun ville knække! Men lidt af hendes kampgejst var ved at gå af hende, hun var smertefuldt klar over, at hun var i en klemme, hun ikke bare kunne komme ud af. Og at manden over hende ville mere end bare tage hende med magt, han ville lege. Smertefuldt.

Inden boblen forsvandt helt, tog Zahinael lidt af essensen op og smurte henover hendes næseryg. Der var ikke meget tilbage, men forhåbentlig kunne hun mærke det. Selv mærkede han varme prikker mod sine fingerspidser, der efter de mange år udsat for egne bobler. Hun havde givet ham, hvad han ville have, og det skulle belønnes med et valg. Men først skulle han lige sikre sig, at hun havde set boblerne, så hun kunne kæde dem sammen med smerterne.

"Du reagerer kraftigt på brændende smerter, hva? Du ligner også lidt en kold kælling," snerrede han til hende. Hans mund værkede stadig efter det første slag, der virkelig havde siddet godt, og det frustrerede ham, at han stadig kunne smage blod. 

"Men dog samarbejdsvillig. Hvem sendte dig?" Zahinael fik endnu en bobbel frem mellem sine fingre, denne gang mindre, men mere intens i de hvide og grå skyer, der kæmpede om den trange plads inden i den. Han gjorde lidt ud af, at hun kunne se den. "Hvis du svarer, slipper du for at sluge den her."

Smerten var varm ned over hendes næse, men den kunne ikke måle sig med det, der havde spredt sig op af hendes hals og ud af hendes kraveben og ned af brystbenet. Det var en smerte ulig alt andet hun havde prøvet. Måske ikke den værste, men absolut den mest skræmmende, for hvis han så let kunne få hendes hud og kød til at brænde, hvad kunne han så ikke gøre ved hende?

Hans ord fik hende til at hvæse af ham, men det var også det. Hun åbnede ikke munden og sendte en svada tilbage i mod ham, som hun normalt ville have gjort. Men klogeligt hold hun sin mund. Hendes øjne fulgte enhver bevægelse han lavede, indtil han fik endnu en af de gråhvide bobler frem, så stirrede hun på den. Var det virkeligt bare sådan en lille kugle, der kunne bringe hende så meget smerte? 
Hans trussel om at tvinge hende til at sluge den, fik hende til at skære ansigt. Tanken var frygtindgydende. Havde han ikke forstået, at hun gerne talte? 
"Jeg har ingen loyalitet mod den kælling. Jeg fik ikke et navn, men hun havde lyse blå øjne, en skarpskåret kæbe og et høgult hår.  Hun var fra Mørket, en ridder gætter jeg på. Det virkede til at være personligt." Hendes naturligt hæse stemme var endnu mere hæs af smerte, og hendes røde øjne skød lyn, mens hun talte ud i mellem sammenbidte tænder.

Det så faktisk ud til at slå Zahinael lidt ud af kurs. En fra Mørket? Beskrivelsen fik ikke sat hans tanker helt i omdrejninger, som det normalt ville være tilfældet, hvis han havde mødt vedkommende mange gange, men noget ringede en klokke langt, lang væk. 
Høgult hår... Der var noget med det høgule hår, der føltes bekendt. Og det her var ikke bare almindelige interne stridigheder. Det her betød voldsomme ting, både hvis det lykkedes eller mislykkedes. Nogen ville komme til at bøde hårdt for at gå imod ham.

Et kort øjeblik trillede boblen frem og tilbage i hans fingre, og han blev fjern i blikket med et svagt "Hmm," på læberne. I hast prøvede han at afsøge de dybeste afkroge af sin hukommelse for det beskrevne ansigt. Og i den hast, slækkedes han greb en smule i mørkelverens hår.