Han følte sig fjollet. Som et snottet lille gadebarn stod han og betragtede det enorme bibliotek fra den store port, der adskilte bygningens have fra de omkringliggende gader, men han ejede ikke modet til at vove at træde indenfor. Folk kom og gik fra den store bygning, imens Pan i ly af porten drømte sig væk i tanker om ældgamle bøger, og hver og en af de forbipasserende havde én afgørende faktor til fælles: De var mennesker. For første gang i årevis var han pinligt opmærksom på, hvor meget han skilte sig ud med sine horn og halen, der stak ud af bagenden på de tætsiddende, sorte bukser. 

Det var første gang nogensinde, at Pan havde bevæget sig imod biblioteket på trods af, at den enorme samling af ældgamle bøger havde kaldt på ham, lige siden han for første gang havde sat sine fødder i Dianthos. At være forlegen og usikker var ikke træk, der normalvis hørte hans personlighed til, men han fandt, at de i dette nu var de mest fremtrædende karaktertræk. Et suk undslap de bløde læber, og han besluttede sig for at give op.

Bedst som han havde vendt sig om, blev hans blik fanget af det mest utrolige syn. Få meter fra ham passerede en skabning, der til forveksling lignede ham, forbi. Manden havde blå hud som hans, om end dennes var af en langt mere mættet nuance. Hornene var buede i samme facon som dem, der sad på hans eget hoved, men øjnene var af en blodrød farve, der var en diametral modsætning af hans egne kridhvide.

”Undskyld mig…!” udbrød hans mund, før hans tanker kunne følge med, idet panikken pludselig greb ham ved erkendelsen om, at den fremmede om få sekunder ville være forsvundet rundt om et hjørne, kun for at Pan aldrig nogensinde ville få ham at se igen. Han løftede sin blå hånd, så den fremmede kunne placere stemmen, og hastede hen imod ham uden nogen som helst anelse om, hvad han havde tænkt sig at sige. At man tilfældigvis havde fællestræk med en fremmed var nok næppe en god undskyldning for at antaste denne.

Lunan gik ikke ofte i Dianthos gader i sin sande form. For til trods for det ikke var ulovligt for dem at færdes i hovedstadens - eller andre dele af Lysets rige - så var de stadig ganske ilde set, og med god grund. De fleste mennesker ville antage dæmoner var onde, og ikke havde noget godt i sinde et sted som Dianthos. En antagelse Lunan til enhver tid ville give dem ret i.

Alligevel var det nu en fryd at tvære Lysets egen høj-helligehed i ansigtet på dem, ved at vade rundt i det fri, med et skævt smil på læben. De, så vel som Lunan selv, ville vide der ikke kom noget godt ud af dæmonens tilstedeværelse, men per deres egne love, var der lidt de kunne gøre for at stoppe det, uden at afsløre deres egen hybris. Og de ville så gerne føle sig bedre end det.

De var ikke nogen særlig tanke der havde bagt Lunan nær biblioteket, andet den det evige håb, at der måske var nogen, der havde fundet noget, og havde været dumme nok til at efterlade det.. Men det var få der var så tåbelige at lade dæmoners sande navne ligge og flyde. 
Hvad Lunan dog ikke havde forventet, var ikke at være den eneste dæmon på gaden den dag. Lunan stoppede brat op ved det høflige udbrud, og det tog et øjeblik at sætte den nervøse stemme, sammen med den turkise dæmon.

Lunans overlegene smil, blev skiftet ud med et udtryk af forbløffelse. Det var som at se ind i et forvrænget spejl!

Trods sine faste, maskuline skridt, var Lunans form ganske androgyn. Ansigtet var defineret, med høje kindben, men læberne bløde og øjenvipperne lange. Et smalt øjenbryn hævede sig som den anden dæmon nærmede sig. "Kender jeg dig?" spurgte Lunan så nysgerrigt. Dæmonen virkede unægtelig ung, nok for ung til Lunan havde haft noget med dem at gøre. Men udseende kunne snyde!

Det kunne have gået en af to veje: Enten havde den fremmet puffet Pan til side, irriteret over at blive stoppet midt på gaden af en øjensynligt fremmede, eller også ville forbløffelsen fylde denne, præcis som den havde gjort Pan. Det lod til at være sidste mulighed, der gjorde sig gældende, og Pan øjnede sin chance for at forklare sig.

”Nej, men det burde du. Burde du ikke?” Det hvide blik vandrede over den fremmede, og Pan var pinligt bevidst om, at det lød som et dårligt forsøg på at lokke den anden med sig hjem under dynen. Det var dog langt fra hans intentionen med at antaste den fremmede, men det kunne den mørkeblå dæmon på ingen måde vide.

”Jeg mener bare…” begyndte Pan, søgende i alle hjernens afkroge efter de ord, der bedre kunne beskrive, hvor han ville hen. Det var dog noget nær umuligt, når han ikke engang selv var klar over, hvad hans mål med samtalen var. ”Du ligner mig. Eller - jeg ligner dig. Jeg har aldrig før set en som mig.”

Normalvis var selvtillid en uendelig ressource i hans inventar, og talegaverne fejlede sjældent, men nu fandt han, at tungen slog knuder på sig selv, og ordene nægtede at komme til ham. De hvide øjne var spærret op i en blåøjet naivitet, der sjældent fik lov til at indfinde sig i det halvanden hundrede år gamle ansigt. På trods af sin høje alder, et menneskes korte levetid taget i betragtning, var adskillige af årerne blev stjålet af folk med ilde intentioner, og de var nu intet andet end sorte huller i Pans erfaring. Verden var uendelig stor, og der fandtes så mange ting, han endnu ikke kendte til.

Man skulle have troet Lunans øjenbryn ikke kunne være kommet længere op i panden, men sandt var det som det skete. Forbløffelsen over den pludselige antastelse lange sig en kende, og blev erstattet af en mild, munter irritation. "Og sig mig, hvorfor burde jeg så det?" nysgerrigheden over dæmonens opførsel var stadig nok til at holde Lunans opmærksomhed, og den blev kun større som den anden dæmon fandt mælet igen, og fortsatte.

"Det kan ikke benægtet at der er en umiskendelig lighed" medgav Lunan med et skuldertræk og et skævt smil trak frem på de bløde, blå læber "Det er sjældent at møde andre med så.. fremragende smag" Lunans udtryk blev mere seriøst igen "Men synes mig at det ikke nødvendigtvis var vores fælles kulør og overforbrug af smykker du hentydede til?". 

Tanken virkede næsten absurd, men igen, der var mange dæmoner der ikke gav noget for deres afkom. Mange dæmoner for hvem de blot var flere soldater i rækkerne. Så hvad gjorde en fra eller til?

Tænderne sank fortrydende ned i den buttede underlæbe, da Pan erfarede, hvordan den fremmedes øjenbryn skød i vejret over hans slette ordvalg. Den unge dæmon skar en diskret grimasse over sin egen klodsede fremtoning. Det lod dog til at hans yderligere forsøg på at udrede snorene gav pote.

”Det var ikke kun det, selvom det er en fornøjelse at møde en, der forstår at klæde sig ordenligt.” Det skæve smil blev erstattet af et mere alvorligt udtryk, da han fortsatte. ”Jeg mener…” Han tøvede, og stemmen sænkedes, om end det var en overflødig anstrengelse – et enkelt blik var alt det krævede for eventuelle forbipasserende at placere de to dæmoners sande natur. ”En dæmon.”

Selvfølgelig havde han forsøgt at spore sine forældre, og selvfølgelig havde han forsøgt at finde andre af sin slags, men uden held. Dæmoner syntes at være en sjældenhed i gaderne, og hvis de alligevel var at finde vandrende en tur igennem byen, var det i menneskelige skikkelser, og forklædningens kunst var en magi, som Pan endnu ikke havde formået hverken at gennemskue eller selv at mestre. En svaghed, der ofte havde bragt ham i problemer, når kappens hætte ikke formåede at skjule de buede horn og den gråblå hud.
”Går jeg for hurtigt frem hvis jeg spørger, hvad dit navn er?”

Lunans læber gled op mod den ene side, i et lille skævt smil der gemte på både åben morskab og en anelse hån, men blikket der fulgte smilet var af nysgerrighed. Dette var et interessant sammenstød, tilfældigt og så alligevel.. Hvordan kunne nogen i sandhed afskive sådanne hændelser til tilfældighed kun?

Der var noget ved den anden dæmons forsigte famlen efter ord, og måden han virkede næsten skamfuld over sin ophav det ændrede Lunans mine drastisk. Som dug for solen forsvandt det spillende smil og overbærende, bedrevidende udtryk, og tilbage var kun en seriøs ro, som Lunan lagde hånden mod den andens hage, og løftede den op til en ret holdning, så deres blikke kunne mødes. "Aldrig skam dig over hvad du er. Du er for ung endnu til at forstå du er over disse væsner omkring os, men tænk dig aldrig under dem" bød Lunan alvorligt, og holdt den andens blik et øjeblik, hans hage blev sluppet igen.

Alvoren gled af Lunan, som vand over en sten, og den letsindige attitude vendte tilbage. "Ahhh men det er et godt spørgsmål du stiller, og ikke et der svares så ligetil! Man ville være fristet til at svare ja, især når du end ikke byder dit eget til gengæld. Skulle nogen dog være så tåbelig at svare dig, har du tjent vigtig viden på deres letsindighed - eller hovmod" det sidste blev tilføjet med en lille latter "Men vigtigst at vide er, at navne har magt, selvom det ikke er vor Sande navn" Lunan så tænksom ud et øjeblik "Men navne er også et tegn på velvilje, og i den ånd, kan jeg vel spare dig mit"

Lunan tog et halvt skridt tilbage, og bukkede, dybt og elegant, uden tanke for hvad folkene omkring dem ville tænke.
"Jeg går under navnet Lunan" den blå dæmon rettede sig op igen, og så afventende på den unge dæmon overfor sig.

Det var med en overrasket mine at blikket fór op for at møde den andens øjne, da dennes fingre guidede hans hage opad. Selv efter at fingrene havde sluppet deres tag, hang fornemmelsen af dem ved, og den rette holdning falmede ikke, hagen løftet højt, som bar han hele sin races stolte traditioner på sine smalle skuldre. Ordene havde vækket en gnist i ham, en varme, der fik hjertet til at flyde over med stolthed. Aldrig før havde han hørt noget så fantastisk, så inspirerende. Altid var han blevet jaget på flugt, smidt ud af butikker og biblioteker som var han intet andet end en loppeinficeret gadehund, og altid havde folk enten slået en stor bue udenom ham på vejen eller stirret på ham med afsky i deres små, dødelige øjne.

”Jeg forstår,” var alt, han kunne få frem, og han fandt, at hans stemmeføring var mere alvorlig end nogensinde før. Hele situationen syntes så højtidelige, så officiel, og det på trods af, at han havde mødt den anden dæmon ved en tilfældighed blot få minutter forinden.

Pan havde fået trådt ved siden af, og i sin unge naivitet havde han stolet på de forkerte folk, hvilket han i årtier af sit liv havde betalt prisen for. Den fremmedes ord påmindede ham om dette, og han bed sig i underlæben, idet han tænkte sig om. Som han fandt sig selv stående overfor en skikkelse, der syntes så uendeligt vis, hobede spørgsmålene sig op, og han måtte holde sig i skindet for ikke at lade dem alle kravle ud imellem hans læber på én gang i en stor, kaotisk vælde af uvidenhed.
”Har alle navne magt – også selvom de er falske?” spurgte han.


Pan, der ellers sjældent lod sine gode mannerer se dagens lys, trådte ligeledes bagud og bukkede for den ældre dæmon. Det var en gestus, han ikke havde budt nogen i årevis.
"Jeg går under Pan. Pantalaimon, om du vil." Nogen ville mene, at det var godtroende af ham at benytte sig af noget af sit sande navn, og det var det måske også. Før nu havde han ikke en eneste gang overvejet, at folk kunne udnytte hans navn, selvom de kun kendte den halve sandheden.

Lunan gav et lille, tilfreds nik fra sig da Pan rettede sig op, og blev næsten helt respektable. Det kom næsten bag på Lunan da det viste sig de var lige høje. "Du forstå intet endnu.. Men det skal du nok komme til". Lunan tilføjede de sidste ord alvorligt, inden tonen slog over og blev mere jovial.

Lunan slog en anelse ud med hånden, i er gestus mod verden "Falske navne siger stadig noget om dig, og derfor har de magt, om end ikke den samme som vores Sande navne har. Det er mere.. abstrakt" forklarede Lunan villigt, mens et smil spillede på de mørke, blå læber.

Som de to dæmoner havde bukket for hinanden, smagte Lunan en anelse på navnet "Pantalaimon.. Det lyder en kende omstændigt til dagligt brug, så lad os nøjes med Pan!" et bredt, ulvet smil fulgte ordrene "Så er der også mindre risiko for at du afsløre mig resten, ved et uheld" tilføjede Lunan drillende, men der var en skabhed til ordrene. En gemt advarsel.

Lunan rullede en anelse med skuldrene, og rystede den alvorlige stemning helt af sig, inden de røde øjne igen faldt på den yngre dæmon. "Men sig mig, Pan, hvad laver du her på gaden? Du så ikke just ud til bare at nyde vejret"

Nej, i sandhed forstod han nok intet. Alt, han vidste om sin egen races, syntes kun at dække en brøkdel af sandheden, og hver eneste gang endnu en flig af viden blev afsløret for ham, modbeviste den alt, han nogensinde havde troet, at han vidste. Stensikker i sin tro fandt han sin egen viden smuldre som tørt jord, når nye fakta og informationer præsenterede sig.

Abstrakt. Pan smagte på ordet i sit stille indre, og nikkede dernæst. ”Det giver vel mening. De falske navne, vi vælger, plukker vi ikke ud af blå luft. De stammer et sted fra og har en historie,” funderede han, trædende yderst forsigtigt med sit ordvalg, som kunne ethvert tegn på dumhed jage den ældre dæmon på flugt i afsky over hans manglende viden. Hvorfor han følte sig så ivrig efter at bevise sit værd overfor den anden dæmon, forstod han ej. Det var en fremmedartet følelse af at finde sig selv stående overfor en, der var langt over hans værd, som fyldte ham. 

Det drillende smil blev genkendt af et, der var en smule mere betuttet. ”Indtil videre er det lykkedes mig at undgå at tale over mig, så jeg håber da, at det fortsætter således.”

De kridhvide øjne skævede imod biblioteket, og dernæst imod Lunan. Han skar en diskret grimasse. ”Jeg ville egentligt ind på biblioteket, men jeg fornemmer, at vores typer ikke er velkomne. Men det var måske held nok i sig selv, at jeg ikke gik derind, for du kan uden tvivl give mig langt flere svar, end nogen bog kan." Det ukarakteristisk forsigtige smil fandt atter en gang vej til de lyseblå læber.

Lunan nikkede langsomt, tænksomt, som den anden dæmon lod til at forstå. Det var en fryd at se dæmonernes levevis og en så simple, men flygtig sandhed gå op for Pan, som morgensolen der steg fra tågen. Deres navne var i sandhed ikke valgt tilfældigt, og flere dæmoner end man skulle tror valgt ét der lå dem nært. Ét der lå deres sande navn nært. Det var som en plage der besatte dem alle. Og Lunan selv var offer for den ligeså.

"Personligt ville jeg ikke sætte min frihed til håb.. Men dig om det" kommeterede Lunan med et drillende smil og en skuldertrækning. "Vi må håber det forbliver således, ja" selv Lunan ville ikke ønske Pans navn fundet, for den blå dæmon forstod bedre end de fleste hvad det betød at være bundet af sit navn.

Pans ord fik Lunan til at slå en latter op der fik flere af de omkringstående folk til at glo - og rykke en smule længere væk. "Ak ja! At deres undertrykkelse skulle vise sig at blive din befrielse, er i sandhed storslået!" latteren døde ud, men smilet forblev, spillende på de mørkeblå læber "Men det skal da ikke stoppe os fra at besøge deres fine bibliotek alligevel!" insisterede Lunan, og lage en arm om den unge dæmons skuldre, så de sammen kunne valse ind af dørene, Lunan upåvirket af de mange blikke der tydeligvis ønskede de kunne dræbe, eller blot stoppe, de to dæmoner fra at nå deres destination.

Pan havde netop ladet håb styre sin frihed år tilbage, da han var blevet den frarøvet, og der havde håbet om at blive fri været lige netop det, der havde reddet ham. Det betød dog ikke, at håb kunne redde ham atter engang, og eftertænksomt nikkede han af Lunans ord. Det var et farligt spil, han spillede.

Latteren fik et sæt til at jage igennem Pan, men modsat de omkringstående mennesker, trak han sig ikke tilbage. Tværtimod stemte han i med sin egen latter, lige så snart overraskelsen havde lagt sig. Først var han forvirret over, hvordan man kunne grine over noget så trist og undertrykkende, men som Lunan fremlagde sit synspunkt, kunne han nemt se det ironiske i situationen.

"Det er vist sjældent før hørt, at undertrykkelse har ledt noget godt med sig." Og før han kunne nå at få et ord mere indført, førte en insisterende arm ham imod bibliotekets døre. De to blå, behornede skikkelserne høstede adskillige blikke på deres vej, nogen bange, andre vrede eller afskyende, men Pan lod sig ikke mærke. Hans egen opmærksomhed hvilede på manden ved sin side, idet han iagttog, hvor uanfægtet af folks misbilligende rynken på næserne han førte sig frem. Frygtløs. Stolt. Selvsikker. "Det er nok ikke så tit, at de får fornøjelsen af at nedstirre hele to dæmoner på én gang."

Lunans dybrøde øjne glimtede med opstemt ihærdighed da Pan selv sluttede sig til latteren. At se der endnu var håb for den underkuede by-dæmon var en syndig fornøjelse, og en glidebane Lunan gladeligt skulle smøre med ords sødme. Om det ville bringe Pan lykke, eller blot sætte ham på en vej mod sin egen destruktion, kom helt og aldeles an på den unge dæmons egenrådighed - eller hvor hurtigt han lærte.
"Undertrykkelse bringer stærke følelser, og stærke følelser kan altid vendes til din fordel. Hvis du forstår hvordan.. og ikke er bleg for at ødelægge andres liv i processen" forklarede Lunan muntert, med den sidste klag fra latteren stadig hængende i stemmen.

Trods dette sænkede den ældre blå dæmon dog stemmen, så snart de krydsede ind under bibliotekets skygge. "Det er i sandhed en stor dag for dem" medgav Lunan med et smilende nik, inden han sænkede stemmen yderligere "Men her er det en anden taktik vi må gøre brug af. Her må vi følge reglerne til punkt og prikke, og ikke give dem den mindste grund til at se skævt til os - andet end hvem vi er selvfølgelig" smilet der bredte sig efter var nærmest ondskabsfuld.