Denne gang ville det lykkes, det var hun sikker på. Denne gang ville ingen opdage hende, og hun ville endelig kunne få lov til at se sin far. Bare et lille glimt, og nok langt væk fra, og egentlig først om et par måneder, men det ville ske!

Iksenyi gik rundt inde i magiværkstedet og ledte skuffer og skabe igennem. Det var midt om natten, så der var kun et par vagter vågne udover hende. Hun havde fri adgang til byen om natten, fordi der var vagter posteret de steder, hun ikke måtte gå hen, men magiværkstedet var der aldrig nogen, der direkte havde forbudt hende. For det meste var hun på træningspladsen, eller dansede rundt på hustagene, når alle andre slumrede, og hun stadig var frisk som en havørn. Mon hun nogensinde ville se en havørn? Billedet i hendes hoved var en skabning lavet af vand, med fire ben og en hale med fjer på. 

Idéen var rimelig simpel. Under næste tilbedelsesceremoni, ville hun have stjålet en endnu ikke magisk lænke, så det lignede, hun var under kontrol, men slet ikke fik nedsat sin chakra, som vagterne troede. Når alle så var til ceremonien, kunne hun overraske og overrumple vagterne og kravle op på et af hustagene, hvorfra hun forhåbentlig ville kunne få bare et lillebitte glimt af sin far-ild. Den perfekte plan.

Dér! På toppen af en hylde, så hun en bunke ufærdige lænker, og hun hev en stol hen, så hun kunne komme til at nå dem. Elegant stillede hun sig op på stolen... Hvis ben brast under hendes vægt med en høj knaselyd.

Iksenyi lå på gulvet. Uf, et fald. Stolen lå akavet ved siden af hende med to brækkede ben, der næppe bare lige ville kunne limes sammen igen. Ups. 
Et blik rundt i rummet fortalte hende, at der ikke var noget mere fast at stå på. Alle stolene var ens, så de ville næppe holde bedre end den, hun havde prøvet. Hvem arbejdede overhovedet her? Elvere? Det var vist noget med, de ikke vejede særlig meget. 
Nå, ny plan.

Med tungen lige i munden, prøvede hun at kravle meget forsigtigt op på den ene hylde, mens hun holdt i siden af reolen, og strække sin fulde længde op mod metalstykkerne. Fingerspidserne berørte lige akkurat. Bare lidt mere...
Med et lille hop, satte hun af, så hylden kun knaste en smule under hendes fod, og hendes hånd kom op i højden. En hurtig bevægelse indad, og hun fik fat i en af lænkerne. Hendes anden hånd gled i grebet. Med et tungt thunk faldt hun til gulvet ned ovenpå den knækkede stol, hun ikke havde tænkt over at fjerne. Sædet flækkede i to, men Iksenyi noterede sig blot, at  hun havde en lænke i hånden. 
Noget raslede over hende, og hun nåede kun lige at se op, før resten af de ufærdige lænker faldt ned fra reolen i et rabalder af metalklirren. Iksenkyi skar ansigt. Forhåbentlig havde ingen hørt det. 

Iksenyi fór tilbage af det høje brag fra døren, der blev sparket ind. Med en elegance hendes læremester ville være stolt af, fløj hun på benene og holdt lænkerne ud fra sig som våben, hvorefter hun mødte blikket fra... sin læremester? Hun sænkede armene og krympede sig for hans hårde tone.
"Men det er ikke sove-dag, Lysander," klynkede hun med sænket blik. "Mit værelse er så kedeligt om natten, og onkel har sagt, jeg gerne må gå rundt herude, så længe jeg ikke går de forbudte steder hen!"
Der var stadig en barnlig tone i hendes stemme, som hun beklagede sig. Det var kedeligt på værelset, når man kun havde en stenbriks, et par hullede tæpper og ingen bøger eller andre ting til at undeholde sig. Ikke at bøger ville kunne underholde hende, men hun kunne godt lide at tænke på en dag at få bøger på sit værelse ligesom de andre værelser, hun havde set. Almindelige folk havde bøger stående. 

Hun havde brugt den forrige nat på at danse fra hustag til hustag og øve spring og landinger, der ikke fik hende til at gå igennem taget og ende i nogen tilfældige beboeres køkken. Det var kun sket én gang, men det var ikke en skideballe, hun havde tænkt sig at opleve igen, og Lysander havde givet hende nogle tips til at fordele sin vægt mere hensigtsmæssigt og bruge sin lava til at afbøde faldet, så hun ikke landede så tungt. Hun var kun lige startet på det, og i nat havde hun haft andre planer, men i morgen ville hun genoptage det. Dagen efter det var nok en sovedag. Det var ikke rigtig til at vide, hvornår de kom, men når de ramte hende, ramte de hårdt. Hun ville kunne  mærke det komme snigende og inden for en time skulle hun helst ligge i sin seng for ikke at falde om og sove som en sten midt på gaden. Vagterne havde haft store problemer med at bære hende hjem sidst det var sket.

Yiyi sukkede og trissede mod døren. Hun efterlod resterne af en stol og en masse ragelse på gulvet. En enkelt lænke havde hun stadig i hånden, som hun passerede Lysander og fulgte med ham ud. Hun sørgede for at holde den på den anden side af ham, så hun måske ville kunne smugle den med ind på sit værelse.
Da de havde gået lidt i stilhed, tog hun fat i emnet igen. Iksenyi forstod virkelig ikke, hvorfor alle forventede at hun fulgte deres døgnrytmer, når hendes egen lå så langt fra.

"Jeg bliver da nødt til at lave et eller andet om natten, Lysander. Skulle jeg bare ligge og stirre op i loftet? Forestil dig at du hver anden dag skulle bruge en hel dag på ingenting overhovedet. Jeg kan træne og blive bedre, men otte timer på pladsen er altså ikke noget jeg gider hver nat. Byen er så hyggelig at gå rundt i, når der ikke er nogen," hun tøvede lidt. " Og en vagt vil sikkert bare brokke sig over at følge med eller sige, jeg skal opføre mig mere voksent. "
Det sidste blev sagt med en smertende undertone af bitter erfaring, og Iksenyi holdt blikket mod vejen, der forsvandt under hendes fødder og strakte sig langt frem mod deres destination.

Som udgangspunkt var vagterne søde ved hende, men på det sidste havde der været mange rokader, og hendes ellers faste vagter var blevet hasteoverflyttet til andre ting, og nu fik hun nye hver anden dag, føltes det som. Et par af dem havde været lidt for formanende i deres adfærd, og når hun var vant til at kunne grine lidt med sine forfølgere, havde det været rart at snige sig ud uden at sige det til nogen. Hun gik jo ikke de forbudte steder hen, så hvor slemt var det at lade hende rende rundt på egen hånd?

Iksenyi kom med en lav, frustreret og meget barnlig lyd. Hun var så træt af at blive behandlet som om hun ikke vidste, hvad der var bedst for hende selv. Okay, hun kunne faktisk godt indrømme, at hun ofte ikke vidste netop det, men hun vidste, at det var usundt bare at ligge og stirre op i loftet hver nat. 

"Egh, jeg kan altså godt underholde mig selv!" beklagede Yiyi dæmpet for ikke at vække alle. "Hvorfor er det I tror, jeg ikke kan klare mig selv i otte timer uden opsyn?"

Som de passerede den aflukkede tronsal, sænkedes Yiyis tempo, og hun sendte længselsfulde blikke mod den enorme dør, mens hun ignorerede vagterne efter bedst evne. Da de var forbi tog hun et par hurtige skridt for at indhente Lysander. Hendes bare tær gav mindre lyd fra sig end hans sko, og stenene var behageligt kolde under hendes fødder.

"Hvad laver han overhovedet?" fortsatte hun i et helt andet spor. "Jeg har ikke set onkel i... snart en uge tror jeg? Han plejer aldrig at have så travlt..."
Yiyi havde lidt svært ved at huske præcis, hvor lang tid en dag var, fordi hendes dage var det længere. Hun var ret sikker på, at der var gået 4-5 Yiyi-dage siden hun sidst havde snakket med Onelyas, men om det så lige var en uge eller halvanden havde hun ikke helt styr på.

"Selvfølgelig savner jeg ham!" udbrød Yiyi, næsten forskrækket. Var det mærkeligt for Lysander, at hun savnede en tredjedel af de folk, hun snakkede med til daglig? "Jeg har ikke set ham i lang tid, Rillis er blevet tvunget til at have travlt med... hvad var det... skole?... og vi har kun træning et par gange om ugen lige nu, fordi ... fordi du har travlt?" 
Yiyi sukkede højt og trådte ind gennem døren. "Alle har travlt, og alle har for travlt til mig! Og alligevel forventer I, at jeg bare sidder herinde hele dagen og natten og laver hvad? Ingenting! For jeg må ikke gå ud alene," hun vrængede stemmen i en dårlig immitation af Onelyas. "Og jeg må ikke forstyrre de voksne, og jeg må da kunne underholde dig selv." 

Hendes værelse var ret stort, for hun var trods alt gudebarn, men det føltes ikke sådan, for der var alt for få ting derinde. Hun havde en seng - lavet af sten, så hun ikke satte ild til den, mens hun sov - og et par hullede tæpper, der snart trængte til at blive udskiftet. Hun vågnede altid op med flere huller i tæpperne, eller et tæppe smeltet fast mellem hendes ben, hvis hun havde svedt ekstra meget. 
I hjørnet stod en skærm, hun kunne skifte tøj bag ved, men hun brugte den aldrig, for hun var alligevel altid alene herinde. Et lille bord og stol stod i den anden side af rummet, og bordet var dækket af små lavasten, Yiyi havde været igang med at forme eller lave til smykker. Et ekstra sæt tøj lå pænt foldet sammen på en kiste, der ellers indeholdt ekstra tøj, et enkelt par sko, hvis hun virkelig skulle se præsentabel ud et par timer, og en enkelt bog, hun havde nuppet, inden hun var blevet forbudt adgang til biblioteket. Hun anede stadig ikke, hvad den var om, for hun kunne ikke læse. 

Yiyi travede ind i rummet, mens hun stadig talte, og smed det rene sæt tøj ned i kisten sammen med sin stjålne lænke. Det virkede ikke til at Lysander havde opdaget den, så forhåbetlig ville hendes plan stadig virke. Ikke at det var vigtigt lige nu - lige nu var hun bare frustreret på alle voksne i hele Ildtemplet.
"Men jeg kan ikke underholde mig selv! Ikke herinde," brokkede hun videre. "Her er ingenting, og jeg må ikke få noget udover det lava, jeg selv laver. Jeg ender snart med at smelte noget i kedsomhed! Kan jeg i det mindste ikke få en slave ind og læse for mig engang imellem? Rillis snakker altid om bøger."
Yiyi lod sig dumpe tungt ned på sengen, så den gav en faretruende knasende lyd og et par småsten endte på gulvet. Hun så ud til at ignorere det, og fumlede i stedet med sine klæder, så hendes ben ikke var viklet ind i dem, så hun kunne sætte albuerne på knæene og hvile hovedet i hænderne, mens hun så fortørnet op på Lysander.

Hun lod ham gladeligt stryge sit viltre hår. Når meget af hendes tid gik alene, påskønnede Yiyi enhver fysisk kontakt, hun kunne få. Selv Rillis havde det taget lang tid for at blive vant til hendes varme ydre, og han skulle lære ikke at frygte at komme til at sætte hånden over et sted, hun lige havde svedt. Samtidig vidste Yiyi også godt, at han skulle passe på, for folk så altid på dem, når de var sammen, og selvom de var bedste venner, kunne vagterne godt finde på at formane Rillis fra at omgås hende på en upassende måde. Yiyi havde snakket med Rillis om, hvad de mente, og han havde givet en alt for klog forklaring til, at hun havde forstået det. Det var noget af det, hun holdt så meget af ved ham. I forhold til de slaver, hun normalt prøvede at få i tale, var der bare noget over Rillis. Den måde, han talte på, gav Yiyi en fornemmelse af, at der var enormt meget inde i hans hoved, og hun havde lyst til at høre det hele, også selvom hun kun forstod halvdelen. Lysander måtte endelig ikke tage ham ud af skolen, for Iksenyi kunne mærke, hvor glad hendes bedste ven var for alt, det han lavede der. 

Yiyi fik et helt andet udtryk i øjnene, da Lysander nævnte Jyotis planer med hende. Havde Jyoti planer med hende? Det var som om hun lige steg tre grader og fik lidt ekstra lavaskær i øjnene ved tanken.
"Tror du virkelig?" spurgte hun håbefuldt og rettede sig lidt op. "Jeg vil gerne gøre ham glad."
Ordene var svære at finde. Hun ville gøre ham glad for at få lov til at se ham. Det var sådan, det fungerede, ikke? Hvis Onelyas var sur, blev hun i hvert fald ofte smidt ind på sit værelse for at sidde alene. Pludselig fik hun dårlig samvittighed over at havde stjålet den ufærdige lænke. Måske kunne hun få lov til at se ham bare ved at være god og gøre som de voksne sagde.
Med et nik til Lysander lod hun ham gå og lod sin egen brok falde bort. 

Det resterende af natten blev brugt på at nusse om smykkeprojekterne, og tiden indtil tjenestepigen kom, gik hurtigere end forventet. Selvom solen ikke skinnede fra himlen, stod Yiyi morgenfrisk som aldrig før på træningspladsen, og havde for en gangs skyld fulgt med vagterne derud i stedet for selv at snige sig derud et par timer tidligere end aftalt.

Iksenyi var klar på dagen. Hun havde siddet på en tønde og flagret med benene, da Lysander dukkede op på træningspladsen, og hun hoppede ned med en sådan kraft, at det røde sand hvirvlede op omkring hende. Hendes røde kjole nåede lige akkurat jorden og havde allerede fået en tynd rystfarvet stribe hele vejen langs kanten. Den var lige så løs som Lysanders beklædning, men i stedet for et bælte til at holde den på plads, havde hun en af sine egne obsidianringe, som hun ikke bare lige ville kunne brænde igennem, skulle hun begynde at svede under træningen. Håret havde hun dog som altid løst. Det var svært at få det hele samlet i en knold med den længde det havde nu, og alle tjenestefolkene ventede utålmodigt på at det blev længere. Yiyi voksede hurtigt, men hendes hår var ikke helt med på den idé.

Hun nåede at tage et par skridt hen mod Lysander på sine bare, sandtildækkede fødder, før han kastede et våben mod hende.
"Jeg troede stadig vi øvede med stave?" spurgte hun og greb sablen i luften. Hun vejede den i hånden og holdt den frem foran sig. "Hvorfor er den så krum?"

Uden at Lysander behøvede sige noget, trak hun sin højre fod tilbage, så hun stod mere i balance. Kendte hun ham ret, ville hun få lektionen, mens han tævede løs på hende med våbnet. Hendes koncentrationsevne havde vist sig langt bedre, hvis hun samtidig lavede noget fysisk, så de havde meget tidligt droppet taktikken med lange forklaringer efterfulgt af praktisk øvelse. Yiyi var henrykt for den form for læring, og kunne slet ikke forestille sig, hvor kedeligt det måtte være at skulle sidde stille til de lange forklaringer, Rillis fortalte om fra skolen. Han nød det godt nok, men Yiyi ville med sikkerhed bare komme til at smelte hul i et eller andet for at holde sine hænder beskæftiget. 

"Jaeh, de der med flot hår?" svarede Iksenyi og vejede sablen i hånden. Lysander havde vist hende billeder af sære firbenede dyr, der virkede alt for store til at være praktiske. Deres ben havde set lange og kejtede ud, og hun kunne slet ikke forestille sig at man skulle kunne sidde  på dem. Men de havde haft flot hår på halsen og fine haler med individuelle hårstrå ligesom hendes eget hår på hovedet, og det havde hun bidt mærke i. Hun var vant til dyr, der havde haler, de kunne vifte mere med, fordi der var væv indenunder. Sådan en kunne man ikke flette, men det kunne man med en hests hale. Hvis hun nogensinde mødte en hest, ville hun spørge den, om hun ikke måtte flette dens hale.

Da Lysanders udfordring blev sagt, var sablen midt i at skifte hånd hos Iksenyi. Med et lille smil i mundvigen, greb hun om skæftet og farede hun hen mod Lysander. Hendes slag mod ham - der blev pareret til frustrerende perfektion - var kraftige og uden hæmninger, og pigens vægt var bestemt en fordel i denne form for nærkamp. Men våbnet føltes kluntet og firkantet for hende, og slet ikke som den lange, slanke stav, hun ellers foretrak. 
Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre ad sin anden arm, når hun kun skulle bruge én til dette våben, og den endte med at blive sat stabiliserende ved hoften, som Lysander vistnok engang havde sagt kunne være praktisk. Den ældre mands bevægelser var lettere og finere end Iksenyis, men lige nu var hun også kommet ud af balance, fordi hun instinktivt bukkede sin overkrop let forover, mens hun aggressivt angreb. Tyngden i hendes krop lod hende være stabil på benene, selvom hun var ude af balance, men et velplaceret slag fra Lysander, ville kunne vælte hende nu. 

Hendes sammenbidte udtryk viste, at hun blev frustreret over hvor let hendes mindste slag blev fejet væk, men hun holdt sin mund lukket og fri for udbrud. Var der en lektion, hun havde lært, var det, at hun skulle styre sit åndedræt i kampsituationer. Med den ekstra vægt, blev hendes krop under pressede omstændigheder også det mere forpustet. Det sænkede hende ikke, og hun forstod på andre, at det passede ret meget til, hvad andre følte - hun nåede bare hurtigere dertil. Sved begyndte at piple ud af hendes porer som små lysende prikker, men de nåede kun lige at manifestere sig på hendes pande, før de størknede og blev til sorte skorper.

Små røgskyer puffede ud ad Iksenyis mund, da hun endelig kunne få lov til at stå stille igen, og hun havde et stort smil på læben, mens hun støttede sig til knæene og prøvede at få lavaen i sig til at skvulpe lidt mindre. Et par sveddråber faldt fra hendes pande og ned på det røde sand, hvor de nåede at smelte et par sandkorn, før de størknede til små sorte, porøse sten. Rundt omkring på træningspladsen kunne man finde hendes sten, og hun vidste fra Rillis, at drengene i skolen oftest konkurrerede om at samle flest af dem sammen, så de kunne tage dem med hjem og gudevelsigne deres familie. I starten havde hun foreslået, at hun bare lavede nogle til dem, så de kunne få nogle pæne sten og ikke bare hendes størknede sved, men Rillis havde talt hende fra det, som om det ville gøre Onelyas vred, hvis hun lavede pæne ting til de almene beboere i templet. Måske ville det. Men Yiyi syntes det var lidt sært, at hendes sved lå i folks huse. Altså, de fleste sten hun lavede var jo sved eller spyt, men det var noget andet, når det var kontrolleret. Den her slags sved føltes mere bare som affald.

Mens Lysander drak, tog hun et par stofstykker fra en kasse og bandt dem om hænderne. De brugte ikke trævåben, så hun behøvede ikke være bange for at ødelægge dem med det samme, men hun kunne sagtens komme til at bule skæftet, hvis hun ikke holdt lidt af sin kropsvarme inde. Svedte hun igennem stofstykkerne, ville de nok have reddet en smule af våbnet. Hun havde dog sin egen stav her på træningspladsen, som havde lavabelægninger der, hvor hun skulle holde fast. Det hjalp hende til ikke at skulle bekymre sig om den, men stoffet hjalp med ikke at lave de belægninger endnu tykkere, end de allerede var, og dermed forskyde vægten.

Lysanders blik vandrede distraheret væk fra hende, og Yiyi fulgte hans blik mod indgangen. Onelyas! Hun var næsten løbet hen til sin onkel for at give ham et kram. Næsten. Men hun stoppede sig selv, og tog i stedet imod staven, han rakte hende. Onelyas havde stillet sig et stykke væk, og med så lang tid, der var gået siden sidst, ville han sikkert vurdere hendes kunnen. 
Nervøsitet bruste op i hendes kinder, og med lava i kroppen, kom den rødmen til syne som en dyb glød i hendes kinder, der pulserede svagt med cirkulationen af væske under huden. Hun tørrede den indtørrede sved af panden og stillede sig klar med det højre ben bagude og det andet solidt plantet under sig. Lysander havde lært hende at støtte på begge ben, så hun aldrig ville være dårligere stillet, hvis hun mødte en modstander, der foretrak en anden side, end hun selv var vant til. 
Hun hævede staven med et solidt greb med begge hænder om våbnet, og ventede på, at Lysander ville tage første træk. Indeni håbede hun lidt på, at han lagde mærke til blikket i hendes øjne, og at hun virkelig gerne ville imponere Onelyas med sin træning.