Sted: Den gård, hvor Arkman arbejder
Tid: Omkring middag
Vejr: Højt solskin og lunt for årstiden

Det havde startet ud som en god dag. Det var Killians fridag og siden solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, besluttede han sig for at tage på tur med Okto. Okto var hans store sorte trækhest, han havde reddet første dag, han havde været i Dianthis. Eller rettere, Giles havde reddet den, siden han havde købt den fri, men det var Killian, der havde fået ham til det med sin stædighed. Og han havde betalt ham tilbage!
Okto gik til hverdag ude på den mark, Giles havde lejet til firmaets heste, Killian havde simpelthen ikke tid til at underholde ham, og ingen af dem ville have Okto til at stå i en boks hele tiden. Nej, Okto ville også helst gå og hygge om damerne ude på marken og sørge for, at alting var, som det skulle være. Holde orden i flokken. Så det fik han lov til. Og så tog Killian ham med på tur ind i mellem.

Som i dag. Men i dag var der gået noget galt. Okto havde trådt noget op i hoven og haltede nu kraftigt på det ene bagben, fordi det gjorde ondt. Det viste sig at være en meget skarp sten, som Killian ikke kunne få fat i med fingrene, faktisk var den så skarp, at han skar sig på den, når han prøvede. Og selvfølgelig havde han ikke noget på sig, der kunne få den ud.
Til al held var de ikke så langt fra en gård, så Killian besluttede sig hurtigt for, at han ville søge hjælp der. 

Så de gik derhen. Et lidt særpræget syn, da hesten hverken havde sadel eller hovedtøj på, men pænt fulgtes med den unge mand ved sin side, der havde lagt en støttende hånd på hestens skulder. 
Killian var næsten grædefærdig af frustration, for hans ven havde ondt og han kunne ikke gøre noget ved det. Det var en meget lang tur hen til gården med lyden af Oktos ujævne skridt i ørerne.

Det var en rimeligt stor gård, men Killian kastede kun et kort blik mod hovedhuset, inden han bevægede sig mod stalden. Med en tavs besked om at blive stående, efterlod han Okto ude foran døren ind og gik ind i staldens mørke.
"Hallo, er her nogen?" Hans lidt lyse stemme og nervøse udstråling fik ham som altid til at virke lidt yngre, end han var. Mon der var nogen i stalden? Ellers kunne han vel selv finde en hovrenser, men han ville nødigt blive taget i den tro om, at han var ved at stjæle ting.

Arkman havde lukket de sidste af gårdens heste ud på folden sammen med Njatuk som dovent gulmede på noget græs mens hun kiggede efter Arkman. Han smilede muntert til hende og fornemmede som altid den nærmest konstante fredfyldte sindstemning fra hende. Det var nu flere år siden han havde reddet hende fra at blive slagtet som føl. Hun havde altid været vild og utilregnelig, men han forstod at læse hende, noget som selv de andre stalddrenge og staldmesteren havde svært ved. Han tænkte at det til dels skyldtes hans evne, men lige så meget fordi han tog sig den tid at snakke med hesten både verbalt og fysisk. Han havde ofte syntes at det hjalp på selv de selv mest stædige heste. Det var også derfor at det som i dag, var ham som sørgede for at lukke hestene ud på fold og ind igen til aften. Der var nok heste at se til udover Njatuk, havde gården ti andre heste. De fleste af dem var søde nok, men der var alligevel et par stykker som var svære at komme til. Det var dem som han det sidste års tid havde fået ansvaret for. Staldmesteren nægtede at lade de andre knægte komme i nærheden af dem, for som gårdens ejermand sagde. Så var det spild af arbejdskraft hvis de blev skadet ved første kontakt med dyret.

Han lukkede lågen bag sig inden han begav sig tilbage til stalden. Der var nok at se til i dag. Samtlige bokse skulle muges, og der var halm som skulle stables ind bagerst i stalden så det var let at komme til. Han smøg ærmerne på sin lange skjorte op og gik så ellers tilbage mod stalden. Han var den eneste på gården i dag, de fleste var taget med gårdens ejermand ind til byen for at købe de mest fornødne ting til både stalden og boligen, dette havde han dog ikke brug for. Han boede ene mand i den bolig der var blevet stillet ham til rådighed, hvorimod de fleste andre havde deres familier med.

En pludselig fornemmelse af smerte ramte ham som et slag i hovedet. Han kiggede instinktivt ud mod hestene på folden, men de græssede alle roligt. Han støttede sig let op ad staldens mur da han hørte en lys stemme. Hallo, er her nogen? 
Arkman trådte længere ind i stalden og fik øje på en ung knægt der så lettere nervøs ud. " Jeg er her." sagde han med sin let dybe stemme og løftede hånden i hilsen og gik op til knægten. Det var først da han var oppe ved ham at han kunne se hesten ude på gårdspladsen. Han kunne nu tydeligt fornemme at det var der smerten kom fra. 

" Jeg antager at det er din ven derude der har brug for hjælp?" sagde han venligt og nikkede ud mod hesten som så ud til at stå ganske roligt uden nogen form for seletøj. Det i sig selv var beundringsværdigt. Han kunne gøre det samme med Njatuk, men det havde taget flere års træning, og havde primært kunne lade sig gøre at øve efter han var blevet opkøbt af gårdens ejermand.

Ved første øjekast så det ikke ud til, at der var nogen i stalden, men efteret par sekunders ventetid, kom der et svar i mod ham. Der var nogen. Lettelsen skyllede ind over Killian og et smil kom tilbage på hans ansigt. Han fik øje på en mand med halvlangt hår og tøj der sagde, at han hørte til i stalden. 
"Åh hej. Ja, han har trådt en skarp sten op i hoven og jeg kan ikke få den ud. Har du en hovrenser eller måske en tang, jeg kunne få lov til at låne?" Han rakte sin hånd frem for at vise sine skårne fingerspidser, da han sagde, at han ikke kunne få den ud. Bare for at understrege, hvor skarp den var.
"Det gør meget ondt på ham og jeg vil helst ikke lade ham gå tilbage til Dianthos med den siddende i."

De store grønne højne fik et forhåbningsfuldt, bedende skær over sig, og han lignede næsten en lille hundehvalp. Et udtryk han var ganske øvet i, dog af andre årsager end at få lov til at låne noget. Men han vidste, at de fleste fandt ham sød at se på og så kunne han lige så godt udnytte det, når der var brug for det.
"Jeg kan give dig en hånd, hvis du har brug for det, som tak for lån." En hånd til stalden eller en hånd til noget helt andet, Killian var åben for begge dele, selvom det sidste da ville være hans største fornøjelse. Manden foran ham så ikke helt ringe ud.

Hans blik gled fra mandens pæne udseende til stalden, der så ud til at være godt brugt. Der måtte være mange heste tilknyttet, så der måtte være nok at se til.
I stalden i Mathis Transport var der altid travlt, der var næsten altid mindst otte heste, der skulle videre med vogn eller hvile sig til det var deres tur igen. Killian var en travl mand med alle de bokse, der skulle muges og heste der skulle ses til. Han håbede da, at manden normalt havde noget hjælp i denne stald, ellers havde han vel knapt tid til at spise og sove.

Arkman så kort på mandens hånd da han viste at den ganske rigtig var blevet skåret af stenen som hesten havde fået trådt op i hånden. Han nikkede kortfattet og gik hen på en af hylderne og fandt både en hov renser og en tang frem, samt en lille klud. Han rakte kludden til knægten foran med et venligt smil. " Der står en spand rent vand ved døren, du må hellere rense såret. Skulle nødigt komme galt afsted bare fordi du fik skåret dig." sagde han og nikkede mod døren som ledte ud til gårdspladsen. Han havde igennem sin barndom set nok børn og unge mennesker som ikke fik vasket et sår som der gik betændelse i, og fordi at de bare var slaver blev der ikke gjort noget som helst for at hjælpe dem, så langt de fleste døde som følge af betændelse og infektion. Og skønt knægten foran ham lignede en som nok skulle få hjælp, så var det ikke en chance Arkman ville tage. Det var også den eneste regel han selv havde indført i stalden, alle som skar sig skulle straks skylle hånden i rent vand.

" Jeg kan tage mig af stenen imens, såfremt du ikke har noget imod det. " tilføjede han mens han gik ud på gårdspladsen. Det var den eneste snert af hans tid som slave, han var altid ekstrem omhyggelig med at sørge for at det var i orden med andre. Ganske vidst havde han oparbejdet en vis rang i stalden blandt de andre som gjorde at han ofte veg fra den opførsel, men i situationer som denne skete det af og til at noget af det sneg sig ind alligevel.

Han kiggede over på den sorte træk hest, den var utrolig flot at kigge på. Og dens smertefulde sindsstemning fyldte hans hoved. Han holdt opmærksomt øje hesten som han gik tættere på, han rakte sin arm ud i sin fulde længde et par skridt fra hesten for at den kunne lugte ham, han sørgede omhyggeligt for at trække på den fredfyldte sindstemning fra Njatuk og lod den fylde hans eget sind. På den måde ville han ikke fremstå usikker overfor den sorte hest foran ham. " Hej ven. Du skal bare vente og se så sørger en af os for at du ikke har ondt længere. " mumlede han ganske blidt og stod afventende og kiggede på hestens mule.

" Han er sandelig en skønhed at se på. " kommenterede han henvendt til den unge knægt. " Navnet er i øvrigt Arkman. " præsenterede han sig, dog ikke uden at hans blik fjernede sig fra hesten.

En hjælpende hånd lød ikke dårligt skønt han var van til at klare det selv af og til. Han ville desuden have det svært ved at en komplet fremmed hjalp ham, når nu han var i stand til at klare det selv, så han undlod indtil videre at kommentere på det.

Killian tog i mod kluden og smilede taknemmelig til manden.
"Mange tak." Han gik hen til spanden, der ganske rigtigt indholdt rent vand. Killian satte sig på hug og begyndte at få renset sårene på hans tommelfinger og pegefinger. Der var kommet jord i og han bed sig lidt i løben, mens han lidt hårdt sørgede for at få det hele skrubbet ud med kluden. Det gjorde ondt, men han ville nødigt have betændelse i. At han havde adgang til healer hjemme i Dianthos var ikke så vigtigt, hvis han selv kunne holde det rent. 

Han drejede hovedet og så på den fremmede, da han spurgte, om han skulle tage stenen ud.
"Jeg er ikke sikker på, at Okto synes det er en god idé, han stoler ikke rigtigt på fremmede." Killians blik gled over til hesten, hvor han mødte dens blik. Tavst spurgte han ham, om han ville lade manden tage den ud. Octo slog med halen og kom med et prust. Det gjorde ondt nok til, at han ville lade selv Thoran pille den ud. Thoran var lagerbestyren i Mathis Transport og han var notorisk kendt for ikke at kunne med heste. De fleste spekulerede i, om det var fordi, at han var kvart trold, hvilket ingen helt vidste, om han egentligt var.
"Du kan prøve." Killian løftede hånden op og betragtede de blødende sår. Ikke helt tilfreds stak han hånden i vandet og gav tommelfingeren en tur mere.
"Det er han." Stoltheden i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Okto var en rigtig flot, stor hest. Han havde taget på og hans pels var mere blank, end da Killian havde reddet ham.

Endeligt var Killian tilfreds og han vred kluden op, inden han rejste sig og viklede den om sine blødende fingre.
"Mit navn er Killian."

" Det gør de sjældent. Og langt de fleste af dem har desværre ofte en god grund til det. " bemærkede Arkman tænksomt. Skønt han i Rubinien havde set flokke af vildheste, så var det kun nogle man så den ene gang, som et drømmesyn. I Medanien havde han mødt kentaurer og han kunne ikke lade være med at tilnærme sig dem på samme måde som man ville med netop en sky hest. Måske både hestene og kentauerne begge havde lidt overlast af menneskets tilværelse?

Ganske langsomt og forsigtigt tog han et skridt mod hesten efter at have fået lov, af knægtens hvis navn han nu kendte som Killian. " Hej ven." nynnede han blidt mens han lod sin højre hånd ligge sig blidt over mulen, inden han ganske forsigtigt lod sin hånd glide ned ved forbenet og løftede det op for at sætte det ned igen. Han havde brug for af finde ud af hvordan hesten reagerede på at han løftede hoven. Han lod sin hånd glide op igen og kørte langs ryggen inden han lod den ligge midt på. han drejede hoved og kiggede rundt på hesten, inden han lod hånden fortsætte videre ned til bagbenet. Umiddelbart virkede det som om at det var her hesten fjernede sin vægt fra. Ganske forsigtigt løftede han hoven op, og ganske rigtig kunne han lige se stenen som sad og nærmest hånede ham som den næsten skinnede. " Det kommer til at gøre lidt ondt. Men jeg skal være så forsigtig og hurtig som jeg kan. " mumlede han lovende til hesten. Han tog fat i hovrenser som hang i bæltet, han rykkede forsigtigt til stenen som nu sad en smule løsere, men den sad på sådan en måde at han ikke ville kunne få ud med hovrenseren alene, det var også derfor at Killian havde været så uheldig at skære sig. Han hang hovrenseren tilbage i bæltet og tog tangen i stedet. Med et sikkert greb lagden han den op til stenen og med erfaringen rykkede han lidt i den inden han trak rigtigt til. Stenen blev holdt fast mellem tangen, han åbnede den således at stenen fald ned på jorden bag ham. " Lige indenfor døren står en lille krukke med salve, kan du række mig den? " bad han Killian om. Stenen havde nærmest gravet sig ind i hoven, som var tydelig øm og varm. Salven var en som han havde lært at lave dengang han boede i Medanien hvor en ældre hestemester havde lært ham det efter at truppen ofte havde problemer med at hestene fik trådt enten sten eller små kviste op i hoven. Han stod stadigvæk og holdt hoven oppe, han ville ikke sætten den ned før der var kommet noget salve på såret. 

" En fornøjelse at møde dig. Hvor kommer du fra i landet? Det er ikke så ofte vi får gæster herude." smågrinede han muntert. Gårdens ejer fik ofte besøg, men det var fra folk med ilde ry og lystpiger. Dog var det lystpigerne som kom oftest forbi på herrens ordre. Skønt der var andre som arbejde herude enten med hestene eller afgrøderne, skyndte de sig oftest ind til byerne så snart de fik chancen for det. 

Killian var meget opmærksom på Okto, da manden begyndte at pille ved stenen i hestens hov. Han var en stor hest og et spark kunne gøre stor skade, men ud over et ryk i benet, da han begyndte at pille, gjorde den store hest ikke noget. Han havde forstået, at manden ville hjælpe ham af med smerten. Killian ville helst selv have gjort det, men manden virkede kompetent nok til, at Killian lidt modvilligt lod ham gøre det. Så han fulgte bare godt med i, hvad han gjorde og hvordan Okro reagerede.

Han nikkede til mandens spørgsmål og kiggede lige inden for døren, hvor der ganske rigtigt stod en lille beholder. Inden han gik ud igen, åbnede han beholderen og snuste til indholdet. Det duftede nogenlunde af det samme, som det han brugte derhjemme, så han gik hen og rakte den til manden, der spurgte ham, hvor han var fra.
”Jeg bor inde i Dianthos, men kommer oprindeligt fra Medanien. Jeg var bare lige ude for at motionere Okto og få noget frisk luft, da han trådte stenen op ikke så langt herfra.” Killian smilede til Arkman og så rundt.

”Er du staldmester her?” Det kunne da være meget sjovt at møde en med samme erhverv som en selv. Måske de kunne udveksle erfaringer, mens Okto fik et øjeblik til at komme sig. Killian snakkede selvfølgelig også med andre staldmestre og -knægte inde i byen, men nu kendte han efterhånden dem alle sammen, så det var da noget sjovere at møde en ny så langt ude fra byen som her.

Jeg er kommet frem til, at jeg har lidt for mange tråde til at håndtere, og derfor lukker jeg nogle af dem. Denne tråd ryger for bødlens økse og det undskylder jeg for.