Alisana kunne ikke huske hvornår at hun sidste gik ned af bjergene til Tusmørkedalen, det havde været mere end ti år måske, men vejen var bekendt nok.
Den sidste gang, havde nok været en halvtreds til hundred år. Ikke at tingen lavet sig om, eller ikke fra hvad hun kunne huske. Det var stadig et tilholdssted for blodsuger, og det var måske lidt derfor at hun var tilbage i dalen. Alisana havde sine mørkeblå bukser på, støvlerne var mørk læder og del mudder var på dem fra hendes vanding. Dertil havde hun taget en grå uldskjorte på, med en lang grå kappe hen over, og hætte kastede hendes hår ned over hendes bryst over overkrop.
Et af hendes mange sværd var taget med og dertil en del punge med forskellige udstyr, hun tog aldrig chancen når det kom til Tusmørkedalen. Paranoid kunne man godt kalde hende, for Alisana havde lært hvad der skete når man ikke var klar til vampyr angreb, det havde kostede hende livet før.
Der var stadig et godt stykke ned til dalen, da Alisana tog en pause for drikke og spise lidt af det som hun havde med sig. Hun fandt et sted med kampesten som hun kunne sidde på, i mens at spiste lidt morgenmad. Hun havde gået det meste af den sidste nat, og en pause var nok på plads.

Ved nærmest hver eneste lille lyd, kastede Linda blikket over skulderen, men der var aldrig noget at se. Hun havde fået at vide at man altid skulle holde øje med omgivelserne, mest af alt fordi der var blodsugere i dalen, men ikke nok med det, så havde hun også hørt rygter om der var drager oppe i bjergene, hvilket primært var grunden hun havde været på denne lange rejse gennem dalen. Turen havde for Linda været to dage allerede og hun var voldsomt træt, det var ret begrænset hvor meget søvn hun kunne få, når folk forsøgte at overfalde hende eller indfange hende, for at tage hende med til hovedstaden så hun ville komme for en dommer. Kiles orden ville nok ikke forstå det var et uheld og hun ville sikkert blive anklaget til døden.

Linda’s blik blev kastet fra side til side, ganske vidst var der lidt lyst, men derfor var der stadig ret ubehageligt og tanken om et overfald, var ikke just det hun havde mest energi til på nuværende tidspunkt. Hele hendes krop sitrede nærmest på trods af hun var kommet til bjergene, nu var det bare at lede efter dette bevingede væsen, hvis det i det hele taget var sandt. Linda var dog faldet i med begge ben og ville se dette væsen, men om det var en drage? Det tvivlede hun inderst inde lidt på.

Alisana nynnede lidt for sig, hun tog den lille medbragt knive frem for skære et stykke ost over, så hun kunne fordele det samme med det bære og kød som hun havde.
Teknisk havde hun ikke brug fir spise, men det at holde sig selv menneskelig var en ting som Alisana brugte tid på. Efter et par mundfulds gumle, hørt hun lyden af skidt som der nærmede sig. Naturligvis blev hun varsom, selv hvis det ikke var en person med dårlig intention, var Alisana altid varsom med folk.
Hun kunne læse meget om en person udefra deres kropssprog og det tøj som de valgte har have på, måske endda dele af de mere usynlige ting.
Alisana valgte at løfte hånden og skabe en lille kugle af lys, blot til hvis det var mere end hvad hendes sværd ville kunne klare. Når man så en person indhyllet i tåge var det ikke helt til at sige om de havde våben elle andre ting at tage varsomhed for.
”Hvem der? hun holdet ikke tilbage med den lidt kolde tone, for heller den frem for at hun lød venlig og måske uskyldig overfor det andet væsen som var menneskelig nok.
Da kvinden kom frem nok til at hun kunne se hende, blev Alisana en smule mere rolig. Selvom det var en anden kvinde som var alene, betyde det ikke at hun ikke er farlig. Den slags havde Alisana set nok af når det kom til vampyrer.

Lindarynil var konstant på vagt, specielt da hun hørte der var nogen der nynnede. Var der andre oppe i bjergene der ville se dette væsen? Hun tvivlede vitterligt talt på at der var folk der var lige så dumme som hende, til at forsøge at snige sig ind på en drage, blot for at kunne tegne den, studere dens skæl og alt andet på den, men der var et eller andet der sagde hende, at der ikke var nogen drage.

Lindarynil stoppede op, stirrede nærmest ud i ingenting, grundet den tykke tåge. Et omrids af et eller andet kunne ses nogle meter fra hende, samt noget lysende? Linda nærmede sig langsomt, forsøgte så vidt muligt ikke at lave den mindste lyd, men så var der en stemme. Hun stoppede, langt nok fra denne person, som hun havde sat til at være en kvinde, grundet stemmen. Svagt hævede hun hænderne over hovedet ”Jeg er her ikke for at gøre skade” sagde hun stille og begyndte at træde frem fra tågen, så hun rent faktisk kunne se denne kvinde hun havde hørt og delvist set.