Sted; D.H.H. lejer.

Tid; 17:49

Kaos, det var det eneste rigtige ord at bruge om situationen, over hvad der skete i D.H.H. lejeren. Støvet var tungt i luften, og man kunne ikke se mange personer i lejeren, og de eneste som der var til at skimte igennem støvet var kun de stærkeste og hårdeste i lejeren, hvilket slet ikke var normalt. Normalt havde det været de nye og svage som man havde kunnet se stå vagt og holde øje med folk i nærheden. 
Nogle gange om dagen, kunne man også høre et brøl der kunne lyde som det kom fra et kæmpe stort monster, inde fra lejeren af, brøl der gik igennem muskler og knogler og fik selv de stærkeste i lejeren til at ryste i kroppen hver gang brølet viebrærede igennem deres kroppe. 
Så efter noget tid var besøg blevet en sjældenhed i lejeren, og medlemmerne var taget ud for at holde møder udenfor lejeren. Til gengæld havde der ikke været nogen indbrud, ingen angreb, ingen der havde prøvet at trænge ind i deres lejer i lang tid. 

Brølene fra lejeren var dog ikke fra et stort farligt dyr, i hvert fald ikke så stort som det kunne havde lydt som. Til gengæld kunne hun godt være beskrevet som et dyr lige nu, og farlig var hun i hvert fald, så farlig at ingen ville nærme sig ud over Pelsy der var den eneste som turde og fodrede den brølende kvinde. 
Det var Sabrina som var ude af den, og havde været det i flere dage. Hendes Aslige havde taget en tur alene, som ikke skulle havde taget så lang tid for hende at komme tilbage, men nu var der gået måneder og Sabrina var begyndt at blive nervøst og mere og mere voldelig fordi hun var bekymret og aldrig havde haft andre måder at reagere på. Frustationerne var så gået hen og blevet volds udbrud, til at hun så en morgen, havde slået helt klik og hele lejeren havde været nød til at gå sammen til at indfange og holde Sabrina nede. Nogle ny tilflytters liv var gået tabt i kampens hede, da Sabrina ikke kunne holde tilbage, og alvorlige skader blev tilført.. kun de andre, Sabrina kunne de ikke skade, ikke engang holde nede.
Det var en bladning af bedøvende røg, og Pelsy der måtte snakke hende til at stå stille i hvert fald et par få minutter før de fik kylet en masse lænker rundt om hende.. eller det var i hvert fald første forsøg. Men efter Pelsy havde stoppet sit snak, havde Sabrina brudt lænkerne i et raseri anfald, og revet dem over som om det var sytråde.
Anden gang var hvor de havde fået noget stærkt noget som fik hende til at falde i søvn i noget som skulle havde været et par timer, men på Sabrina havde det kun virket en time. Så de skulle være virkelige hurtige, men alt var også planlagt i forvejen, og hurtigt havde de samlet et træfængsel for hende, bjælker af 300 gange 300 centimeter som var blevet lagt rundt om hendes krop, og stablet op så hun var næsten dækket helt til. Men da hun vågnede igen, og opdagede hvad der var sket, blev hun helt fra den, og hendes krop blev spændt op så det næsten så ud til at huden ville sprække, og tømmeret knagede hårdt, men så ud til at holde til at starte med, så for et kort øjeblik havde de åndet lettet ud. Det var så indtil første bjælke begyndte at brække over på tværs, hvor de så godt kunne se at det var på tide at få benene på nakken, for blot et par minutter efter, kunne man se de tykke bjælker flyve ud af lejeren som store kastespyd og Sabrina var fri igen. 
Til sidst havde de fået Sabrina til at falde i søvn igen og sat hende imellem to kæmpe sten de havde gravet ned i sandet uden for lejeren, og dernæst dækket hele hendes krop til med de to kæmpe sten som holde hende nede, med vægten fra både stenene og sandet om dem. Denne gang var vægten for meget for selv Sabrina og hendes krop var sat urokkelig fast med kun hovedet til at kigge op fra sandet. Hun brølede og truede og skældte ud dagene lang, selv hendes evne blev brugt så tit som hun overhovedet kunne komme til, hvilket var derfor at ingen rigtig var i nærheden af hende mere. Dog havde de lavet et lille telt for hendes hoved, så hun ikke skulle riste op i solens hede.
Men nu var der gået et par uger, og brølene var blevet hæse, og de kraftige versioner af hendes evne var færre og færre, til at det kun var for at udløse presset fra evnen. Hendes øjne var blevet lidt roligere, og som de hjalp lidt med at berolige hende, med at de ledte efter Aslige alle steder de kunne tænke på.
 
For Sabrina havde dagene været et helvede, hun havde været ude af sig selv af nervøsitet og vrede, for i hendes hoved, kunne Aslige ligge på en side vej, slået til plukfisk eller i værste tilfælde, dræbt af nogle hunde. Og ingen havde taget det lige så seriøst som hun havde, følte hun, og derfor var hun blevet pist på alle omkring hende. Da de prøvede at fange hende de to første gange, brændte det bare hendes lunte langt hurtigere og fik hjernen til at sprænge i luften, og de to gange hvor hun brød ud, var hun faktisk i hovedet, gået helt sort, og kunne ikke huske noget af det bagefter. Men nu hvor hun havde været fanget i noget tid, i et fængsel hvor hun faktisk ikke kunne komme ud af, fik hun tid til at tænke over sin opførsel og måtte nok indrømme at hun havde været ret hård overfor dem, mere end normalt. Men Aslige forlod aldrig hendes tanker, og hver nat så hun ud på de klare stjerne og sukkede over sit savn over Aslige. 

 Turen til Dianthos var blevet en hel del længere, end Aslige havde regnet med. Og hun nåede egentlig aldrig til Dianthos. Efter at have mødt Jack på vejen - hendes vidunderlige, fantastiske og bedste bror - virkede turen til Dianthos ligegyldig, det var trods alt mange år siden hun havde set ham og familien, så i stedet for at tage til Dianthos tog hun med Jack hjem til klanen. Det havde taget et par dage at være på besøg, og da Jack rejste væk mens hun var der, tog det ekstra tid, da hun ikke bare ville tage afsted uden at sige farvel til ham. Yderligere havde det været svært at få Jack til helt at forstå at Aslige ikke længere boede med klanen og nu var et andet sted.
 Efter et par uger ved klanen, kom hun endelig afsted, og den lange tur tilbage til Oasen begyndte. Aslige havde bestemt det ikke var skide smart at tage ind til Dianthos længere, da hun var ganske bevidst om hun allerede havde været væk alt for længe. Turen hjem til Oasen virkede noget længere end den havde de anden vej, selvom hun fik en del flere lift. Hun savnede Sabrina og resten af banden, og alt det var altid var at lave der. Og så frygtede hun lidt hvordan det hele så ud. 

 Solen varmede mod det pelsede ansigt, som Aslige kiggede op mod solen. Hun havde glemt hvor meget sand Rubinien gemte på, og trak kappen lidt mere over hovedet for at beskytte det mod sand og sol. Som Aslige nærmerede sig Oasen, lagde hun mærke til at der stod et telt ude foran. Med hovedet en anelse undrende på skrå, og panden rynket, forsatte hun mod det. Da hun nåede teltet, trak hun forsigtigt åbeningen til siden og så rundt i det tomme telt.. Hovedet blev vippet en anelse forvirret på skrå, mens ørene blev vippet lidt frem.
 "Hmm... " Mumlede hun tænkende og slap teltet, for at gå videre ind i Oasen.

Sabrina havde haft sine udfald og var derfor nu faldet meget til ro, faktisk så meget at hun var gået hen og faldet i søvn med hovedet let på skrå, dog ganske lydløst frem for normalt når hun lå ned, måske var det bare fordi tungen ikke gled tilbage i munden på hende nu som det normalt gjorde, men hun sov ret stille. Derfor var der heller ikke noget lyd da Aslige åbnede for teltet og fik solens stråler til at bage ind på midten af teltet. 
Men Sabrina var bestemt blevet vågnet op af lyset og måtte misse med øjnene ret meget da hun ikke var helt vand til at der blev åbnet så meget for teltets åbning, de andre turde ikke rigtig. Sabrina kunne ikke rigtig se hvem det var som havde åbnet for teltet, og måtte virkelig fokusere ordenligt for at få omridset af personen, bare sådan nogenlunde. Men det var stadigvæk for pløret til at hun kunne se hvem det var og skulle til at spørge personen før at personen slap teltets indgang igen. Men som i at indgangen lukkede blev lyset ikke så skarpt og figuren af personen blev meget tydeligere. Sabrina's øjne blev spilet helt op og munden ramte næsten sandet under hendes hoved. Det tog hende nogle få sekunder at sætte alle brikker på plads i hovedet, og fik samlet luft i lungerne.
"..... ASLIGE!!!!!!!!" Udbrød hun med sine lungers fulde kraft, så teltes indgang blev blæst op, og alle i et par kilometers afstand kunne bestemt høre hende.
Sabrina kunne ikke tro sine egne øjne, tænk at hendes lille Aslige endeligt var kommet hjem! Hun kunne ikke blive i hullet mere, men til hendes skuffelse kunne hun heller ikke komme fri, som hun havde prøvet mange gange før kunne hun stadigvæk ikke komme fri uanset hvor meget hun havde lyst til at vrikke sig ud af hullet og få Aslige i sine arme igen. 
"Aslige Aslige Aslige Aslige Aslige!!" råbte hun bedende mod teltudgangen og kunne mærke at hendes kræft, som hun endnu ikke havde brugt i dag, boble op i hende og hun var klar til at bruge den, for at få alles opmærksomhed, og mest af alt for at få Aslige's opmærksomhed.

 Med lette skridt var Aslige på vej væk fra teltet, og mod indgangen af lejeren. Det var nok en meget god ide af komme op og hilse på Sabrina så hurtigt som muligt. Desuden var hun noget nysgerrig efter at finde ud af hvorfor der var blevet sat et telt op. Som hun gik og tænkte over grunde til hvorfor der var et telt, blev hun næsten væltet omkuld, af kraften fra Sabrinas bryst. Hun flyttede usikkert sine ben i sandet, og vendte sig mod teltet igen, med lidt skulende øjne. Der var ingen tvivl om hvem stemmen tilhørte, men Aslige var overbevist om, at telte var tomt. Hun valgte dog at gå tilbage til indgangen, da hendes navn gentagende gange blev nævnt. Da hun hev åbningen til siden, valgte hun i stedet at se mod jorden, da det lød til at være der lyden kom fra. 
 Det syn der mødte Aslige fik hende til at gå i stå. Et øjeblik stod hun bare og stirrede på Sabrina. Som om hun ikke helt forstod sine egne øjne. Der gik dog ikke mange sekunder stilhed for hun brød ud i højlydt latter, der kom helt nede fra bunden af maven. Hun måtte hive efter vejret, og holdt den ene hånd på maven, og den anden støttede sig mod hendes ene lår. Ind i mellem latter kom der små host, fordi det simpelthen var for komisk et syn.

 Da Aslige endelig var ved at være færdig med at grine, gik hun tættere på Sabrina, og lagde sig ned foran hende, med albuerne i sandet, og hovedet støttende mod hænderne. Benene svingede i luften, men hun bare så på Sabrina med et underholdt smil. Først da hun havde lagt sådan lidt og set på Sabrina åbnede hun munden.
 "Her er du da plantet godt! Hvornår begynder du mon at blomstre? " spurgte hun drilsk, og vippede hovedet lidt til den anden side.

Sabrina missede med øjnene da teltet igen blev åbnet og til hendes store lettelse var det Aslige som var kommet tilbage til teltet og et dybt suk gled fra hendes læber.. Lige indtil at Aslige åbenbart brød ud i kraftfuld latter, som fik Sabrina til at puste sine kinder op og se muggent på hende med et løftet øjenbryn skønt øjnene var blevet smalle. Men da hun så lagde sig ned og så på hende med hendes underholde blik. Hun prustede kraftigt med næsen så sandet under hendes hoved, hvirvlede en smule op, og gav Aslige et meget sammenknebet blik. 
"...Hvad... Tog.... Dig.... Så..... Lang... Tid... For.... At.... Komme.... Hjem!!!!!" bed hun af Aslige og vrikkede ivrigt med hovedet for at komme op, men lige godt hjalp det hende. 
"Hvor var du!? Kom du noget til i Dianthos!? Det skulle ikke havde taget så lang tid!!!" snappede hun efter Aslige, med et småt irriteret blik, det var ikke fair at Aslige kunne så let prikke til Sabrinas knapper uden at Sabrina kunne bevæge sig og komme efter hende. 

Hun opgav med et stort suk og lukkede øjnene, imens hun lagde hovedet helt tilbage. Et stort åndedræt kom fra hende, før hun løftede hovedet igen og så på Aslige undersøgende, hver detalje var ikke uset.
"Du er blevet tyndere... har du ikke spist nok???" kom det så fra Sabrina med en undrende men også meget streng stemme, hun kunne ikke lide når Aslige ikke var i tip top stand, det gjorde Sabrina bekymret for hende. 

"Og gider du ikke kalde efter nogle af de andre? Jeg vil meget gerne op her, så jeg kan komme op give dig en endefuld for at være så sent på den!" sagde Sabrina og begyndte at vrikke ivrigt med hovedet imens hun så på Aslige med sit mugne blik, men også med en snert af bekymring og savn over Asliges mange dage, væk fra Sabrina. 

 Mens Sabrina lå der i jorden og brokkede sig, lå Aslige bare og hyggede sig. Hun kunne ikke lade vær med at grine når Sabrina ihærdigt lå der og vippede med hovedet. I første omgang lyttede hun bare på Sabrina. Da de blev spurgt ind til om hun kom noget til i Dianthos, flyttede den ene hånd sig fra under hagen, til at pille lidt ved halskæden Jack havde givet hende. Hånden fandt tilbage til hagen, så det ikke var så hårdt at holde hovedet. Et svagt grin slap ud mellem hendes læber som Sabrina kommenterede på hendes vægt. Hun skævede lidt ned af sig selv. Så tynd kunne hun da heller ikke være blevet.. 
 Da Sabrina endeligt blev færdig med at snakke, flyttede Aslige sig, og satte sig i skrædderstilling i stedet.
 "Nu skal du bare hører! " Sagde Aslige og klappede Sabrina på hovedet.
  "Jeg nåede aldrig til Dianthos, faktisk.. Det var derfor jeg kom til at være væk længere end jeg skulle.. Jeg mødte Jack, min bror.. " Hun nikkede en smule, men hun holdt blikket på Sabrina. 
 "Han ville gerne have mig med hjem til klanen så jeg tog med ham. Så jeg var der i et par uger, indtil jeg.. bare gik.. Jack havde lidt svært ved at accepterer jeg ikke er han lille bitte, søster mere. Så tog måske afsted uden at sige farvel.. " Mumlede hun lidt. Det virkede til at være det smarteste at gøre. Hun pillede lidt ved halskæden igen. Efterfølgende prikkede hun sig lidt i maven.
 "Og jeg tror bare du har glemt hvordan jeg ser ud.. " kommenterede hun og så tilbage på Sabrina med et drilsk smil. Aslige drejede ørene lidt. Hun kunne høre der var folk på vej her hen, og det kom ikke bag på hende. Hun regnede stærkt med at de havde hørt Sabrina råben oppe i lejeren, så det burde ikke være nødvendigt for hende, at hente nogle. Hun rystede lidt på hovedet.
 "Og synes du er plantet så fint her! Og hvorfor skulle jeg ville få dig ud, hvis du alligevel bare giver mig en endefuld? "  Hun havde et legende smil på læberne, mens hun trak på skulderne.

Sabrina så undrende på Aslige og kort blev lidt bange for at hun ville rejse sig op og skride, men da hun bare vendte sig, til en siddende stilling. Hun skulede hårdt på Aslige da hun klappede Sabrina på hovedet og mumlede lidt om at hun bare kunne vente sig, til når hun kom ud af hullet. 
Men blikket gik fra skulende til at underkæben næsten ramte sandet. Hun kunne mærke hvordan hænderne knyttede sig i raseri over Asliges bror der havde den frækhed at prøve på at trække Aslige tilbage til klanen. Hvis hun nogensinde fik fingre i den bror så skulle Sabrina nok vise ham hvem det var som havde de bedste forhold til den her lille skønhed, som sad foran Sabrina. 
Hun så lidt på Aslige's mave da hun prikkede på den og klemte øjnene lidt sammen.
"Du har altså tabt dig" kommenterede hun og lavede en lidt sur mund til Aslige.

Pludseligt dukkede 4 mænd fra klanen op, med skovle og forvirrede blikke. Men da de først så Aslige falde alle brikker på plads og de skyndte sig at grave sandet væk fra Sabrinas krop, hvilket tog lidt tid for dem, da der var meget sand, og sand havde det jo med at bevæge sig, så der gik lidt tid før at Sabrina endeligt kunne få sine arme op, men der fra gik det også stærkt. Med to hænder plantet godt i sandet, begyndte hun at hæve sig selv op fra sandet. Det lille telt som havde dækket hendes grønne hoved, blev trukket med op med pæle og det hele. 
Hun tårnede sig over dem alle med sin fantastiske højde og lod teltet glide af sin krop igen, hvor man så kunne se hvor slidt hendes tøj egentligt var blevet efter alle de dage i sandfængslet. Trøjen var blevet gennemhullet og hang ret meget i laser over hendes skuldre, afslørede meget af hendes muskuløse og store krop, der dog havde mistet et par kilo igennem al den tid Aslige havde været væk. Bukserne var heldigvis stadigvæk spændt godt fast og det var kun det nederste som egentligt var slidt godt igennem. 
Sabrina gispede tungt. Endeligt var trykket på hele kroppen sluppet, og kroppen kunne endeligt slappe af. Hun vaklede kort og lignede kort lidt et bjerg der skulle til at vælte, men til sidst blev hun stående oprejst, og uden svej i benene. Med tunge skridt gik hun helt tæt på Aslige og så ned på hende.

De 4 mænd der havde hjulpet med at grave Sabrina op, skyndte sig afsted for at få fat i noget nyt tøj til Sabrina og vidergive nyheden om Asliges hjemkomst, og advare om at Sabrina var blevet sat fri igen, de skulle jo helst være forberedte på det hele, helst hvis Sabrina besluttede sig for at være voldelig igen mod sine egne. Men de havde nu håbet på deres side med Asliges tilbage. 

 Sabrina holdt fast i at Aslige havde tabt sig, men Aslige var uenig. Hun havde i hvert faldt ikke tabt sig så meget havde noget at sige. Hun havde det fint - var måske lidt sulten, men det var også ved at være nogle timer siden hun havde fået noget at spise sidst. Aslige viftede bare afvisende med hånden, til at have tabt sig. Det måtte Sabrina selvom, hvis hun ville bekymre sig om noget så lige gyldigt. Det var værre med hende selv. Havde hun måske fået nok at spise nede i det hul. Aslige kneb øjnene lidt sammen og så opmærksomt og betragtende på Sabrinas ansigt, men kunne ikke vurdere om hun havde tabt sig. 

 Da en lille gruppe mænd fra klanen kom ind, så Aslige sit snit til at stikke af og rejse sig derfor. Da hun begyndte at liste mod udgangen, greb af af mændene fast i hendes arm, og så på hende med et anstrengt udtryk. Sammenbidt mumlede han til hende.
 "Du går ingen steder, Frøken Aslige.. Vi vil gerne undgå at få revet hovederne af når Sabrina kommer fri.." Han så på hende med et bedende blik, og Aslige sukkede tungt og opgivende, og drejede sig så hun vendte med ryggen til udgangen, og stod så bare og ventede på at Sabrina kom fri, mens manden der havde fat i hende, vendte tilbage til at grave. 

 Da Sabrina endelig fik sig hevet fri fra sit fængsel, fulgte Aslige hende med blikket, og foldede tænkende læberne, som hun prøvede at vurdere om det kun var hende selv der havde tabt sig, men det gik ikke mange sekunder før hun nærmest blev pakket ind i teltet, og brugte den ene arm til at skubbe det væk fra hende, så hun ikke var gemt væk i det. I et kort øjeblik overvejede Aslige om hun skulle påpege at det ikke kun var hende selv der havde tabt sig, men hun kom frem til at det nok ikke lige var tidpunktet at være flabet på. 
 I stedet så Aslige op på kæmpen foran hende, som Sabrina bevægede sig mod hende. Hun sendte hende et uskyldigt smil, og havde store undskyldende og triste øjne. Hvis hun var heldig havde Sabrina savnet hende så meget, hun kunne charmere sig ud af alt for meget ballade. 

Som Sabrina stod der, hævet godt over Aslige, og pruste højlydt og så så frygtindgydende ud, kunne det godt se ud som om at hun skulle til at rive hovedet af Aslige, hvis det var at man i hvert fald ikke kendte hende, og ikke kendte det forhold de to havde sammen. 
En af de nye som havde hjulpet med at grave Sabrina fri, listede over til siden af Sabrina og begyndte at bede hende om ikke at gøre Aslige noget, hvilket Sabrina kun svarede med en solid næve i ansigtet der fik gutten til at trille langt væk. De andre som havde prøvet at stoppe den ene gut, stod pænt tilbage og sukkede bare i kor opgivende.
"Aslige din..." startede hun og tog en dyb vejrtrækning før at hendes store arme, slyngede sig om Asliges lille krop og krammede hende tæt ind til sig så det så ud som om at hele Sabrinas krop opslugte Asliges lille slanke krop.
Man kunne se hendes ansigt fortrak sig og prøvede virkelig at holde tårene tilbage og ikke blive taget helt væk i øjeblikkets glædelige tilbagekomst af hendes egen lille Aslige. Men udtrykket ændrede sig og det skarpe blik blev rettet mod gutterne rundt om hende.
"MAD NU!" blev der blot beordret, hvor man kunne se det gav et sæt i fyrene og straks løb de ind i basen igen.
Sabrina trak Aslige ud igen, nu i arms længde og det var tydeligt at nu hvor de andre var væk, bævrede hendes læbe en del mere. Hun gav et ordenligt snøft før hun aede Asliges kind.
"Jeg var så skide nervøs for dig" sagde hun før hun slyngede Asliges lille krop ind i sin favn igen og gav hende et stort og stærkt kram, i hvert fald med den energi hun havde tilbage i kroppen, det havde trods alt været svært at bevæge sig i sandet så hun skulle først bruge en ordenlig omgang træning før hun var i stand til at bruge sin krop igen til sit fulde potentiale. Også havde hun også brug for en ordenlig omgang nakke massage for den var stiv og i stor smerte efter så lang tid i sandet hvor kun hovedet havde været oppe, og med dårlig nakkestøtte havde den del i hvert fald været lidt af et helvede for hende. 
I krammet fik hun så lavet en lidt forkert bevægelse med hovedet, og måtte slippe Aslige for at gribe om sin nakke.
"Oooooh auch auch auch" stønnede hun med tænderne knyttet sammen og hænderne presset godt om nakken imens hun gik ned på knæ. Hun prøvede virkelig at ånde smerten ud men hun havde virkelig fået rykket nakken forkert.

 Velvidende at Sabrina ikke ville gøre hende noget, blev Aslige var ved med at stå og se sød og uskyldig ud. Hvis hun nu så sød nok ud, kunne det være Sabrina bare blev blød i knæene og ikke kunne nænne at gøre noget som helst ved hende. Ingen skæld ud eller noget som helt. Da en hun ikke havde set før, gik hen til Sabrina, prøvede hun at sende han et "ik gør det"-udtryk, men knægten var uvidende og for godhjertet, og blev sendt afsted med en knytnæve. Aslige skar en grimmasse - hun måtte vel hellere tage et smut forbi og hilse på ham, og heale ham, når Sabrina en gang lod hende gå. 
 Aslige vendte blikket tilbage på Sabrina, og blev overrasket hevet ind i et hårdt kram, der næsten pressede alt luft ud af hende. Hun hang så bare i Sabrinas arme med bene dinglende i luften, og armene klemt ned lang siden. Øjnene blev knebet sammen, og Aslige lavede en grimmasse, da Sabrinas råben var noget høj, når man hang lige der foran munden. Da Sabrina havde råbt færdig, kom det en smule åndeløst fra Aslige.
 " Skrøbelig Aslige her, Sabrina.. " tungt hev hun vejret ind efterfølgende, da alt den klemmen, pressede lidt mod lungerne. Dog blev hun hurtigt fri fra klemmet, da Sabrina i stedet holdt Aslige ud foran sig. Hun betragtede Sabrina lidt, og sendte hende et mildt smil. Da hun blev hevet ind i et kram igen, blev luften igen presset ud af hende. Selvom Sabrina var tydeligt afkræftet, var hun stadig stærk, og Aslige var både lille, let og svag i forhold til Sabrina.
 "Skrøbelig Aslige, skrøbelig Aslige..! " lød det igen fra Aslige, denne gang lidt mere ivrig, da dette kram var hårdere end det forrige. 
 "Undskyld.. " sagde hun så.
 "Det var ikke min plan at være væk så længe.. " Hun regnede ikke med det gjorde nogen forskel hvad hun sagde. Hun havde sagt undskyld, og Sabrina vidste hun ikke bare ville stikke af. Da hun pludselig blev sluppet, var det så uventet for hende, at hun ikke landede ordenligt på benene og faldt ned på numsen. Hun så overrasket og bekymret på Sabrina, og kom hurtigt op at stå.
 " Er du okay?!  " lød det bekymret for hende, mens hun skyndte sig hen til hende, for at se om hun var kommet til skade. Om hun blødte nogen steder, eller hvad der lige skete. 

Sabrina havde ikke regnet med at være så forkrøblet efter at havde været i sandet, men åbenbart havde det været hårde end hun havde regnet med. Hun hørte Asliges bekymrende udbrud og måtte tage en meget dyb indånding for at svare hende igen.
"Jeg... er okay..." sagde hun og langsomt fik sig op og stå igen imens hendes øjne tydeligt viste at hun virkelig bed nakke smerten i sig imens resten af kroppen til sidst fik rettet sig op.
"Men jeg får nok brug for dine kræfter.." sagde hun og lod sin ene hånd ligge sig på hendes hoved og nussede hendes ene øre blidt, før hun lidt drillende og blidt hev i øret.
"Også kan du imens fortælle mig om din lille tur der ikke gik til Dianthos, for jeg vil have detaljer" sagde hun og gav hendes pande et blidt kys før hendes øjne tornede mod den nye som hun havde givet en ordenlig næve i fjæset, der var heldigvis ikke sket andet end han havde fået en blodtud, men nu var han så tilbage for at sige at der var gjort klart til dem i Sabrinas private gemakker, før han stormede tilbage igen for ikke at få en blodtud mere, det havde han vist ikke helt lyst til. 
Efter gutten var smuttet slappede Sabrina lidt mere af i blikket, hun var kun nød til at være hård når de andre var der, for hun var trods alt lederen, og derfor ikke kunne vise tegn på svagheder der kunne få de andre til at tro hun ikke var op til opgaven. Men overfor Aslige var det noget andet, hun var langt mere værd for Sabrina end hele hendes base. 

Sabrina tog roligt et skridt mod klanen, hvor hun kort ikke havde den bedste balance og vippede lidt på benenet hun havde sat foran sig og måtte lige finde balancen igen før hun gik ind til klanen og fik trukket sig ind i hendes gemakker før hun med et ordenligt suk, plantede sin bagende, tungt på sengekanten imens hun udmattet lukkede øjnene roligt i. Imens hun havde gået igennem basen havde de andre klanmedlemmer stået og hvisket lidt til hinanden og bestemt set over mod Sabrina, hvilket havde fået hende til at blive enig med sig selv om, når hun fik det bedre skulle hun nok huske dem på hvem det var som bestemte her og hvem det var som havde styr på det hele. Men lige nu havde hun kun brug for Aslige, og det var virkelig meget hun havde brug for hende. Roligt trak hun sin hullede trøje af og sad med bar overkrop hvor man kunne begynde at se ribben på hende, frem for før hvor musklerne havde været som en mur om hendes krop, og hendes nakke havde tydeligt fået en let mørke grøn og lilla farve, som tydeligt viste at hun havde ikke haft det for godt med halsen. 
"Årh min nakke" mumlede hun stille imens hun åbnede øjnene igen og måtte bide sig selv let i læben for ikke at lade sig påvirke alt for meget af smerten.
På det lille bord ved siden af sengen, havde de efterladt en skål med gode store stykker kød, og en anden skål fyldt med saftig frugt, ny plyndret fra en sælger der havde næsten det hele i sin vogn.

 Aslige så lidt på Sabrina, og da hun sagde hun var okay, kunne Aslige ikke lade vær med at fnyse, og ser på Sabrina med et skulende, fornærmet udtryk. Hun var ikke dum. Hun kendte Sabrina, og lige nu var hun i hvert fald ikke okay.. Udtrykket blev dog hurtigt erstattet af en tilfreds udtryk, med lukkede øjne, da Sabrina nussede hende bag øret. Hovedet blev presset lidt mod hånden. Det var altså bare så meget bedre når det var Sabrina der nussede hende bag øret. Hendes hånd var så stor og rug, det var bare så meget mere tilfredsstillende. Da hun i stedet blev nippet i øret trak hun utilfreds hovedet til sig og skulede lidt til hende. Hun havde ellers bestemt, at hun ville svare at det var en selvfølge at Sabrina havde brug for hendes evne, men nu skulle hun lige genoverveje om hun gad. 
 "Hm.. Måske.. " kom det bare flabet fra hende til at Sabrina havde brug for hendes evne. Hun nikkede dog en smule da Sabrina ville hører om hendes tur. Hånden fandt igen til halskæden fra Jack. Hun havde lidt på fornemmelsen Sabrina ikke ville være glad for det, men det var hun egentlig ligeglad med. Jack ville altid være hendes største helt. 

 Aslige fulgte bare efter Sabrina som de gik tilbage til hendes gemakker. De der stadig var tilbage i lejeren fra før Aslige tog af sted, så noget så længslende efter Aslige og hun sendte dem alle et undskyldende blik. Det havde tydeligvis være meget hårdt for dem, at Aslige havde være væk så længe. 
 Da de nåede gemakken, og Sabrina havde placeret sig på sengen, listede Aslige efter hende og satte sig bag hende. Hun lod blidt hænderne kører en smule massagerende hen over hendes skuldre, for at vurderer hvor slemt det var. Hun smilte lidt over Sabrina, det var sjældent hun var så sølle, så det var lidt en fryd at se hende sådan.
 "Som du da kan klynke... " lød det lidt drillende fra hende.

Sabrina så Aslige liste om bag hende og fik sat sig bag hende. Hun tænkte lidt på om de skulle reparere basen eller måske prøve at opgradere den en smule nu hvor hun havde ødelagt så meget, som krævede at blive fikset. Men hun havde også lagt mærke til at de havde fikset en smule af de ting hun havde revet op, kun de tunge dele var tilbage, som hun nok skulle være en aktiv del af at fikse.
Et dybt suk undslap hendes læber da hun mærkede Asliges slanke fingre kære massagende hen over hendes skuldre og kunne godt mærke at hun rørte nogle ømme steder. 
Hendes øre vrikkede kort da Aslige drillede hende, og hun skulede tilbage på Aslige med let sammen knebene øjne og fnøs kort af Aslige.
"Sand er ikke den bedste hovedpude skal det lige siges" sagde hun og vendte hovedet fra Aslige igen med et fnys og krydsede sine arme foran hendes massive barm og lignede lidt en ganske forvokset teenager, sådan som hun reagerede på Asliges drilleri. 
En lille tanke gled dog over hendes hoved og et suk gled ud af hende, for hun måtte vel være lidt sød ved Aslige hvis Sabrina skulle modtage noget som helst healing fra hende. Derfor vendte hun kort sin krop lidt, og drejede sig mod Aslige med overkroppen, før hun blidt lagde sin ene arm om Asliges liv og gav hende et blidt kys på panden.
"Har virkelig savnet dig meget Aslige" sagde hun lidt stille, lidt tilbagetrukket da hun ikke var den type der var så åben over sine følelser for andre, ud over de hårde og stramme følelser som var krævet af hende, så når hun endeligt lod sin hårde blokade falde var det en smule svært til at starte med. 
Den blide stemning blev dog ikke ved da en af de nye glemte af banke på døren og bare åbnede den uden nogen omtanke for at snakke med Sabrina, hvor hun som et lyn, vendte hovedet mod den nye med et dødsblik i øjnene. 
"E-e-e-e-e-e-e-e" var det eneste som kom fra den nye rekrut som frossede op som en statue da han mærkede Sabrinas voldsomme naturlige leder aura og tilmed begyndte der at danne sig en våd plet foran på hans bukser. 
"Hvad..... Vil...... Du.." sagde Sabrina med en dyb og morderisk stemme som dog fik noget liv i manden som fik fremstammet.
"D-d-d-s-s-skal t-t-t-tingene f-f-f-fikses n-n-n-nu?" spurgte han så efter nogle sekunder som han skulle bruge for at tænke over sin formulering. Sabrinas blik var køligt og ganske roligt svarede hun manden.
"Ingen reperationer i dag, for i nat skal der festes, nu gå ud og fortæl de andre at de skal gøre klar, og bringe kun det bedste drikkelse og spise ud" sagde hun før hun vinkede manden væk, som hurtigt tog benene på nakken efter han fik lukket døren bag sig. Sabrina havde godt nok smidt trøjen før, men hun havde så også været heldig nok ved at hendes sidde retning var så hun havde ryggen mod døren, for havde det været den anden vej havde manden nok ikke været meget i live.
Et dybt suk gled fra hendes læber og måtte ligge en hånd om sin nakke igen da det gjorde ondt og små pev en smule over det, med en yderst irriteret tone i sin piven.

 Det var ikke nødvendigt for Aslige at mærke særlig meget på Sabrinas nakke for det var meget tydeligt hvor anspændt hende muskler i skuldre og nakke var. En blanding af skyldfølelse og dårlig samvittighed blandede sig i hendes mave og gav hende lidt ondt i maven, men hun viste det ikke. Selvom det alt sammen var hendes skyld, kunne hun jo ikke rigtig ændre på det nu. Andet end at gøre hvad hun kunne nu, for at gøre tingene bedre. 
 Et underholdt smil gled over Asliges læber, som Sabrina sad der og så fornærmet ud. Det passe slet ikke til hendes kropsbygning, og fik det derfor til at se utroligt komisk ud. Da Sabrina løsnede sig lidt op, og lagde armen om hende, trykkede Aslige sig godt ind til hende. Selvom det havde været dejligt at være i Jacks arme, var det ingen ting i forhold til at være i Sabrinas. Jack ville nok aldrig kunne få Aslige til at føles sig lige så tryg og sikker, som Sabrina kunne. Hun brummede tilfreds og lukkede øjnene lidt.
 "Selvfølgelig har du det.. " mumlede hun med et drilsk smil på læberne. Øjnene blev åbnet igen, og hun så Sabrina lidt i øjnene.
 "Jeg har også savnet dig..  " sagde hun med et skævt smil. Ørene blev vippet lidt da hun opfangede lyde af fodspor udenfor, og hun satte sig derfor op igen. Hun nåede dog kun lige at sætte sig op, inden døren blev åbnet. Aslige betragede lidt den stakkels fyr, inden hun flyttede sig lidt på sengen, så hun kunne nå skålen med frugt. Nu kunne hun jo lige så godt få lidt at spise. Det var nok også smart nok lige at spise lidt, hvis hun skulle til at heale Sabrina om lidt. 
 
 Det tog lidt tid for fyren at få sagt hvad han ville, og Aslige nåede at spise et par gode stykker frugt inden han var færdig. Skålen satte hun fra sig, og satte sig tilbage ved Sabrina. Da fyren var stukket af igen, løftede Aslige fingeren og prikkede Sabrina på kinden.
 "Vær du lidt sød ved de stakkels stakler.. " sagde hun en smule leende. Hendes blik flyttede sig fra Sabrinas ansigt til hånden i hendes nakke. Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt over det. Det frydede hende altså lidt at se Sabrina lidt ynkelig. Det skete jo aldrig. Selvom hun selvfølgelig også havde det lidt dårligt over at det hun havde været væk så længe, havde skabt så meget rav i det hele. 
 Aslige kravlede tilbage bag Sabrina.
 "Nåh.. Skulle vi gøre noget ved de smerter der.. " Sagde hun stille og lod kort hænderne glide lidt over Sabrinas nakke.

Sabrina skulede mod Aslige da hun prikkede til Sabrinas kind men smilede en smule over Asliges ord om at hun skulle være lidt sødere mod staklerne og måtte nikke en smule.
"Du har vel ret... jeg har været ret hård mod dem på det seneste... før de fik mig begravet ned i hullet" grummede hun og skulle til at fortsætte før øjnene falde tilbage i hovedet og et dybt suk gled fra hende da hun mærkede Asliges slanke tynde hænder der begyndte at glide over hendes nakke og hendes hidsige tanker begyndte at glide længere og længere væk imens hun bare lukkede øjnene og nød Asliges behandling og healing. 
"Åh Aslige" stønnede hun ud før hun lænede sig lidt længere tilbage mod Aslige imens hun fodlede sine ben op så hun kunne krydse dem og sætte sig lidt mere behageligt. Hun tænkte dog lidt på om hun skulle finde noget andet tøj, siden de bukser hun havde på lige nu var lige til at smide ud eller brænde af, der var trods alt huller over det hele som, hvis de blev meget større, ville virke lige så godt som hvis hun var splitter nøgen. Men først ville hun lade Aslige gøre sin ting med hende. Hendes øjne åbnede roligt øjnene imens hun så ned af sig selv, stirrede lidt på sin krop og lagde roligt en hånd på sin mave og kunne nu godt mærke at hun havde tabt lidt kampvægt, men til lidt irritation, så havde hun stadigvæk sine sorte plamager på sin krop, som hun dog godt vidste ikke ville gå væk bare ved at gnubbe det med lidt sand, siden at det var hendes hud og ikke noget der var malet. Hun var nu også bare glad for hun ikke havde spejle så hun kunne se sig selv, for så ville hun sikkert ikke havde kunnet lide sig selv. Også mere fordi hun stadigvæk kunne huske hvordan rigtig orker skulle se ud, og så sig selv om en rigtig ork, selvom hun ikke var noget rigtigt, men en blanding. 
Hendes tanker blev dog overtaget af en anden tanke, og hun rettede sin fulde opmærksomhed til Aslige.
"Så, din rejse, hvordan endte det så med at du ikke kom til Dianthos?" spurgte Sabrina så endeligt og var faldet helt ned fra hendes ellers så ophidsede følelses messige tilstand hun havde været i før. 

 Aslige nikkede blot lidt til Sabrinas ord, for hun kunne ikke andet end at give hende ret. Godt nok havde hun ikke været der og opleve det, men hun havde ikke svært ved at forstille sig det, slet ikke når hun tænke på hvor lidt der egentlig var i banden lige nu. Hvor mange havde Sabrina mon dræbt og hvor mange var stukket af? Aslige kunne godt forstå dem der var stukket af. 
 Stønnet der slap ud fra Sabrina fik Asliges tanker til at flyve tilbage på Jack og hans... grådige og nysgerrige hænder. Hun skar kort en grimasse ved tanken, inden hun rystede kort på hovedet over det. De var søskende, og de havde ikke set hinanden længe. Jack glemte sikkert bare hun ikke længere var den lille pige hun en gang var. Ja. Det var sådan det var. Aslige forsatte med at masserer Sabrinas nakke og skuldre lidt, indtil der blev spurgt ind til rejsen. Hun fjernede hænderne og foldende læberne lidt. Hun var næsten sikker på Sabrina ikke ville blive glad for at hører hun havde mødt Jack, men hun havde heller ikke lyst til at lyve. Den ene hånd fandt vej til halsen fra Jack igen, og hun pillede lidt ved vedhænget.
 " Altså.. Jeg var egentlig næsten kommet til Dianthos.. Men.. Så stødte jeg på Jack, og tog med ham hjem til klanen..  " det sidste blev sagt hurtigt, og før Sabrina rigtig kunne nå at reagere, løftede Aslige hænderne og holdte dem lidt over Sabrinas nakke, hendes blik blev tomt, og de små lys begyndte at svæve rundt om Aslige og Sabrinas nakke, som hun begyndte at heale Sabrinas ømme nakke. Håret flyttede sig lidt rundt, men kort efter blev alt normalt igen, håret lå stille, ingen lys, og Asliges blik var ikke længere tomt. Hun gav Sabrina et let klap på skulderen.
 "Så! Så god som ny!  " Sagde hun munteret inden hun skyndte sig at tage skålen med frugt og proppe et par stykker frugt i munden, så den blev fuld.

// Afsluttet grundet inaktivitet. Kan tages op igen senere hvis det er.