Et tykt lag is havde lagt sig over gaderne efter dagens stødte snefald og den stabile temperatur under frysepunktet. Med magiforbuddet gik et underbemandet hold magikere og prøvede at tø lidt is for at få en nogenlunde fungerende hovedvej tilbage, så færre travle borgere væltede rundt i hinanden. En gruppe gøglere havde fundet noget bedre at bruge isen på, og havde drevet magikerne væk fra en lille cirkel i midten af markedspladsen, hvor de nu dansede akrobatisk rundt med knive spændt under skoene. 

Zahinael var stoppet op. Egentlig havde han tænkt sig at gå hjem for aftenen, men trangen til lige at tømme sin hjerne og slappe lidt af var så overvældende, at han havde vandret hvileløst rundt i søgen efter en kro med bare en smule mere sofistikeret underholdning end de højtråbende fulderikker i hjørnet.

Som et par lette snefnug dalede fra himlen, stoppede han hænderne i lommerne og betragtede en mand bøje ryggen mere end han burde og to kvinder danse rundt om ham med lange hvide bånd blafrende efter sig. 
Hans egen ånde lavede ekstra effekter til deres forestilling, som den dannede små røgskyer foran hans ansigt. Et svagt tilfreds smil dannedes på hans læber. Han manglede et godt glas vin, men derudover havde han fundet det rette sted at være.

Ved guderne det var koldt. Killian skuttede sig i sin varme jakke og gned hænderne mod hinanden, mens han forsigtigt bevægede sig ned igennem gaderne. Han var på vej ud for at finde en kro, hvor han forhåbentligt kunne komme af med noget af det indestængte energi og lysten til at mærke varm hud mod sin. Han havde haft travlt i stalden i alt for lang tid og havde været alt for træt om aftenen til at gøre noget ved sine trængsler, men i dag havde han haft fri, sådan da, så han var meget mere frisk i dag. Solen var snart ved at ramme horisonten, så han havde lidt travlt, inden udgangsforbuddet trådte i kraft.

En flok folk havde samlet sig lidt længere fremme og lidt nysgerrigt gik han derover for at se, hvad der foregik. Åh, gøglere! Han elskede at se på gøglere, især dem, der brugte deres kroppe til kunst. De kunne bøje deres led på unaturlige måder, og hvad man dog ikke kunne få ud af det i høet! Killian havde haft både kvinder og mænd med hjem i stalden, og han havde været lige imponeret hver gang!

Med blikket rettet mod de skøjtende kunstnere, snoede han sig lidt frem i mellem de tilstedeværende folk for bedre at kunne komme til at se. Måske med lidt for meget fart, han burde i hvert fald nok have kigget, hvor han satte sine fødder, for lige pludseligt smuttede den ene fod for ham. Uden at tænke, reagerede han ved at gribe fat i armen på den nærmeste person.
"Ups, der var glat." Så snart han havde fået balancen igen, så han op på manden, hvis arm han stadig havde fat i. Et skarptskåret ansigt med nogle meget blå øjne, Killian straks følte sig draget af. Et stort lydløst grin dukkede op på hans ansigt, et smil der sammen med de bløde, sorte krøller fik ham til at virke noget yngre, end han egentligt var. Lidt modvilligt slap han armen.
"Tak for støtten." Hans blik vandrede ned over manden, gøglerne glemt for nu. Han var godt nok høj. Killian følte sig lille, det kunne han godt lide. Hele hans udstråling var åben og positiv, det fleste fik selv lyst til at smile i hans nærvær.

Et ordentligt ryk i armen, fik Nael til at træde sit ene ben ud til siden for at bibeholde balancen, og straks gribe hårdt fat i hvadend, der hev i ham. Instinkterne rev i ham for at kaste vedkommende rundt på jorden, men i denne folkemængde greb det rationelle ind og forhindrede reaktionen. 
Et væld af krøllet hår mødte hans blik, da han kiggede ned på drengen, der havde brugt ham som støtte. 
"Du burde passe bedre på," han mødte de grønne øjne med et blik ligeså frostklart som omgivelserne. "En ung dreng som dig kunne let komme til skade."
Et svagt smil kunne anes på Naels læber, og sætningen lød ikke lige så ildevarslende som den måske burde. Som han lod styrken forblive i sin arm, indtil den unge mand var på benene igen, modstod han kun lige trangen til at tage lidt hårdere fat. Nael gav langsomt slip, da de begge stod solidt på benene igen. 

Der var noget over ham. Det var som at blive midet om vand i en ørken, og Nael havde været tørlagt alt for længe. Det var noget andet ude på rejserne, men her i Dianthos var det altid svært at finde legetøj. Med strammere lovgivning blev de altid nødt til at være villige, medmindre han selv var villig til at lukke munden på dem bagefter. Permanent. 
Som den unge mand smilede, overvældede en lyst Nael - en lyst til at ændrer smilet til et skrig.
Foran dem lavede gøglerne noget, så hele folkemængden gispede og klapsalver brød ud. Naels blik veg ikke det mindste.

Killian hørte slet ikke den advarsel, der kunne gemme sig i mandens ord, i stedet trak han på skuldrene og smilede endnu mere.
"Der er vel ikke længere ned, end jeg er høj." En ganske morsom måde at sige, at han nok ikke slog sig mere end han kunne holde til, skulle han vælte. Hans blik slap ikke de isblå øjne, da manden selv virkede til at ville se ham i øjnene. Der var noget over dem, han ikke helt kunne stå for. Om det var farven eller... han genkendte følelsen, han så i dem. Manden ville have ham. 

En varm følelse gled igennem Killian, da det gik op for ham. Han ville have ham, det var tydeligt at se. Et dæmpet grin kom fra ham, sammen med et stort smil med spredte læber, mens han slet ikke opdagede, at der blev klappet omkring ham. Han var opslugt af den følelse, der gik igennem ham. Han var ønsket. 
Han trådte et lille skridt nærmere manden, tæt nok til at de næsten rørte hinanden. Roligt rakte han ud og tog den fremmedes hånd og begyndte lidt uskyldigt at pille ved hans fingre.
"Måske jeg kan sige... tak... på en eller anden måde?" Han sænkede hovedet lidt og skævede op igennem sine krøller til manden. 

Det burde være ganske åbenlyst, at han flirtede. Killian havde ikke så mange hæmninger, og slet ikke, når han var så lidt i tvivl, som han var her, om mandens lyster. Der var alt at vinde for ham, også selvom han oplevede at folk ikke ville kendes ved deres begær og valgte at slå ham for hans frimodige tilgang til tingene. Men han troede nu ikke, at det ville ske her, midt i mellem alle disse glade væsner, så han tog chancen og var direkte. Tænk hvis manden faldt for hans hundehvalpeblik og ville give ham, hvad han havde brug for. Fysisk nærhed.

Lysten var så tydeligt malet på drengens ansigt, at Nael næsten fandt det komisk. De færreste var så opsøgende. De færreste havde så få hæmninger. De færreste gik Zahinael i møde med så åbne arme.
Afventende lod han drengen røre ved sin hånd. Mest afventende på sig selv. Var det for hurtigt - kunne det være noget mere end det så ud? Et spil af en slags, han ikke så komme?
Han smilede skævt, nej, det her var hvad det så ud som. Der var intet i de grønne øjne der så ud til at være en facade. Smilet var alt for ægte. Og lysten... Den udstråling kunne man ikke gøre efter selv som dygtig skuespiller.

"Hmm," brummede han eftertænksomt. "Det burde vi helt sikkert snakke om, mens vi holder os i bevægelse, så vi ikke ender som istapper."
Med den bemærkning tog Nael drengens hånd i sin og begyndte at lede ham ud af folkemassen. Hvis der endelig var en større plan med mødet, som han ikke havde luret, så ville det her få ting sat i værks, og han ville opdage det hurtigere. Hvis ikke... Tja, hvis ikke, så havde han vist lige fundet sig aftenens rigtige underholdning.

Mens de gik, lagde han en hånd om drengens hofte, både for at føre ham hurtigere af sted, og for at prøve hans grænser lidt af. Selvom hans gang virkede tilfældig i sin navigation, havde han sat kursen mod sin egen lejlighed, der lå lidt tættere på grænsen mod det øvre kvarter.
"Du kan kalde mig Nael."

Var der faresignaler, genkendte Killian dem ikke, men det var også ret typisk ham. Fik han en fornemmelse af, at der var noget at komme efter, slog hans tænkende hjerne fra og han kørte på ren lyst. Og denne mand var spændende, høj, køn og med de mest fantastiske blå øjne, der virkede til at spise Killian med blikket. At det ikke var af den grund, Killian troede, det kunne han jo ikke vide og ville sikkert ikke have opdaget det alligevel. Det var ikke fordi, at han var idiot, han opvejede ofte bare fornøjelse over fare, hvilket ofte gik galt for ham, men ikke mere, end han kom derfra levende, omend noget gul og blå og ødelagt.

Smilet på mandens ansigt fik det til at kilde i Killians mave og hans smil blev endnu større, da han tog hans hånd og begyndte at føre ham væk.
"Det lyder som en god idé, der er ret koldt i dag. Måske vi kan finde en måde at holde varmen på." En fnisen forlod ham, mens de gik igennem de andre væsner, samlet for at se på gøglerne. Væk fra sikkerheden, men det tænkte Killian ikke over. Hvorfor skulle han, han havde set lysten i mandens øjne, selvfølgelig var der ikke noget at frygte!

Hans hånd blev ret hurtigt sluppet, men kun for at hånden gled rundt og lagde sig på hans hofte. Killian åndede tungt ud mellem åbne læber, inden han trådte ind mod manden, tilpassede sin gang med hans og lænede sig lidt ind i mod ham. Det var rart at gå sådan, han følte sig ønsket. Kulden tvang ham dog til at gemme sine hænder i sine lommer og han var heller ikke sikker på, at manden ville have en arm om livet. Han virkede som en stærk mand, der måske ikke selv ville have for mange bløde kærtegn og tegn på affektion. Det var okay. 
"Hej Nael. Mit navn er Killian." Han så op på ham med et åbent udtryk, der ikke burde efterlade tvivl om, at han sagde sit rigtige navn. Om Nael var mandens navn var han egentligt ligeglad med, så længe det var, hvad manden ville have ham til at stønne senere. Varmen var stadig i Killians krop og han glædede sig allerede.

"Killian," Nael smagte på navnet. Han måtte gå med lidt kortere skridt så drengen stadig kunne følge med, men tempoet lå solidt, så de nemt holdt varmen. 
"Nu lukker udgangsforbuddet jo snart de fleste krostuer, så hvad siger du til at blive inviteret op til min lejlighed?" spurgte han uden at tage blikket fra gaden. Det var stadig glat flere steder. "Jeg har anskaffet mig en yderst imponerende udsigt."

Zahinaels Dianthos-hjem lå nok på grænsen til den øvre bydel til at være prissat derefter, og nok i den midterste til ikke at virke for overdådig. Der lå en bogbinderforretning i stueetagen, der fungerede som front for uddeligeringen af opgaver til spionnetværket, og han boede selv ovenpå med et direkte udsyn ned til hovedgaden og markedspladsen. Det gav ham et fint sted at observere fra, mens han drak sin morgenkaffe, og her i de koldere måneder, var det behageligt at kunne lave lidt informationssamling om markedspladsens mylder fra et opvarmet lokale.

Bogbinderiet var en fuldt fungerende forretning med de sidste 230 års regnskaber, et par registrerede vandskader, ejerskift og reelle opgaver, når Mørket ikke tog patent på al arbejdskraften. Spionerne fik udleveret et ordrenummer og ingen tænkte over, at der i perioder rendte folk ind med mapper fyldt med papirstakke.

Killian forsatte med at smile til Nael, da denne sagde hans navn. Dog falmede det til ingenting, da manden spurgte, om han ville med hjem til hans lejlighed i stedet for en kro. Selvom Killian ikke var god til at passe på sig selv, ringee nok alarmklokker til, at han for et øjeblik tøvede. Skulle han tage chancen? Stole på manden, der ind til videre kun havde været flink og virkede til at være åben? Overvejelserne gled igennem hans sind, tankerne om ting der kunne ske et sted, hvor han ikke ville kunne råbe om hjælp. Sin trang til at stikke sine, lige nu kolde, fingre ind under mandens tøj og mærke hans hud. 

Trangen vandt. Smilet vendte tilbage og han nikkede hurtigt.
"Det vil jeg gerne!" Han puttede sig lidt bedre ind til manden, inviterede ham til mere. Hans krop var nu til for ham, og han så frem til at dele den med ham. Killian var en meget ligetil ung mand, der havde to ting i hovedet - dyr og fysisk nærhed. De to ting betød mere for ham end alt andet, og han ville gøre alt for begge dele. Selv følge med en ukendt mand hjem, bare fordi han havde set noget i hans blik, han havde taget for lyst.

Han gik forsigtigt, selvom manden holdt en god fart hen over de isglatte brosten. Magikerne havde gjort deres job, men der var stadig glatte pletter, så Killian holdt godt øje med, hvor han gik. Han skulle nødigt vælte igen, det kunne han næsten ikke byde Nael, at bruge ham som støtte to gange på en dag. Tanken fik ham til at grine lidt indeni for sig selv.
"Er du her fra byen?" Han spurgte bare for at spørge om noget og holde en samtale i gang.

Det her var let. Næsten for let. 
Nogle gange har man vel lov til at være lidt heldig, tænkte Nael og et smil trak let i hans ene mundvig.
Spændingen sitrede i hans krop nu, som de kom tættere på at være alene. Arbejdet havde opslugt alt for meget af hans tid på det sidste, og det her var hans første friaften længe. Længslen efter at trykke en af sine bobler ind mod Killians lyse hud og se om reaktionen var lige så tydelig som hans milde skælven ved berøring.
Den skælven. Når hans reaktion til en smule berøring var åndenød og skælven, ville hans reaktioner til mere nok være kraftige... Det var efterhånden nogle år siden Nael havde brugt tid med et reaktionsstærkt legetøj. så længe Killian ikke besvimede for hurtigt, skulle natten nok blive lang og euforisk. 

"Jeg er ikke født i byen, nej," svarede han Killians småsnak. "Men jeg har boet her længe nok til at kende hendes mærkværdigheder. Du er selv stalddreng, kan jeg næsten dufte mig til?"
Duften af hest hang som en svag tåge om den krølhårede Killian - en duft Nael havde lært at påskønne i sine unge dage, hvor meget af hans rejsetid havde været på hesteryg. En stor, sort, vred hingst. 

Han drejede dem ned ad den næste gade, og pegede på et almindeligt rødt murstenshus med grønne skodder og skiltet Bind og Sting - Bogbinderi. Med sin frie hånd hev Nael et sæt nøgler op fra lommen og nikkede mod en dør, der ikke ledte ind til den nu aftenlukkede butik. 
"Så er vi her - altså, vi skal ovenpå," han holdt døren for Killian. 
Trappen førte op til endnu en dør, som han ligeledes låste op og holdt for den unge mand. Indenfor var en stor lejlighed, hvor stuen var sparsomt men stilrigt møbleret. Et bar skabe stod op ad væggen, heriblandt et par låger med låse på. Ved et af vinduerne stod et skrivebord fyldt med papirstakke og skriveredskaber, et par skitser og halvfærdige breve. Døren stod åben ud til et lille køkken, hvor gårdsdagens opvask stod til tørring - ikke noget Nael havde taget selvfølgelig, det havde han folk til - og en stor seng kunne anes i soveværelset, nyredt og med frisk sammenlagt tøj på en stol ved siden af. 
"Hvad er du mest til, Killian?" spurgte han, mens han lukkede døren og gik mod et af skabene. "Vin? Mjød?"

Uden at kende til mandens skumle, skrækindjagende tanker, fulgte Killian villigt med ham ned af gaden.
"Staldmester, selvom det kan være svært at tro." Han grinede stort, stolt over det, han havde opnået. Hvem skulle have troet, at han ville ende ud med et fast, ledende arbejde, da han som lille sad på et sørgeligt børnehjem et sted i Medanien. Han var stolt, han var glad og han elskede sit arbejde. Ingen skulle nogensinde tage det fra ham. Hvis firmaet levede længere end ham, ville han arbejde der til sin død, det var han ikke i tvivl om. Giles ville i hvert fald blive ældre end ham, og Killian ville blive ved Giles.
I al hemmelighed regnede Killian ikke med at blive gammel, hans måde at leve på ledte ham ud i nogle farlige situationer, og han regnede med, at en dag ville nogen klemme lidt for meget til om hans slanke hals, med vilje eller ej. Men det var en fare, han blev nødt til at leve med.

Nysgerrigt så Killian på bygningen, de var på vej hen til. Et bogbinderi. Så fornemt. Killian havde ikke noget med bøger at gøre, for ham var de noget uvurderligt, rigmandseje, og selvom han forsigtigt havde bladret i et par af Giles, ville han helt ikke røre dem. Han kunne ikke læse dem alligevel. Bogstaver var ren magi for ham.
Da manden sagde, at de skulle ovenpå, løftede Killian automatisk blikket op så op. Det måtte være et dyrt sted at bo.
Med et grin bukkede han let for ham, da han holdt døren, og gik op af trappen. Snart stod han i en stue. Der var ikke mange møbler, men der manglede heller ikke noget. Det var tydeligt, at det var et sted med penge, og Killian skævede mod Nael. hans instinkter havde haft ret, manden havde penge. Det var hans tøj og noget ved hans ansigt. Et udtryk kun væsner med penge havde. 

"Lidt mjød ville være fint." Killian drak ikke rigtigt, det ødelagde hans evner i sengen og svækkede hans i forvejen lille evne til at spotte farer. Og han skulle ikke drikke så meget, siden han ikke var større. Men lidt gjorde ikke så meget, og han ville ikke sige nej, nu han havde ladet sig slæbe med herop.
Nysgerrigt gik han en lille tur rundt i rummet. Skævede ind af døren til soveværelset og smilede et stort sigende smil for sig selv. Papirerne på bordet ignorerede han, men han så ud af vinduet.
"Du har ret, du har en god udsigt."

Der stod rigtig nok en frisk mjød i et skab, og Nael skænkede op, mens Killian kiggede sig omkring. Så han var staldmester. Det besværliggjorde ikke tingene, men det betød at Nael måtte være forsigtig. Han havde ikke råd til at gå over stregen, for Killian ville blive savnet, hvis han bare forsvandt. Med det sagt ønskede Nael jo heller ikke at skabe unødig ravage, men han havde hang til ikke helt at kunne styre sig, når det var længe siden han havde haft nogen at lege med.

Den let rødlige kirsebærmjød skvulpede i glasset, som Nael pressede ind i Killians hånd. Han var gået op bag ham og stod tæt op ad hans ryg med sin egen brystkasse, og fulgte hans blik ud ad vinduet, mens han lagde isn nu frie hånd på hans hofte.
"Jeg har mest valgt stedet for udsigten, selvom den for en gangs skyld ikke er det mest interessante i mit synsfelt," sagde han lavmælt helt tæt på Killians øre, som han havde bøjet sig ned til.
Det var ved at være så mørkt nu, at man kunne se deres spejlbilleder, og Nael mødte Killians blik i glasset. Hånden fulgte hans figur op langs siden, over skulderen, og endte i det bløde hår, som han snoede sine fingre ind mellem. Så gled den ned langs hans kæbe, berørte ganske ganske blidt den ene mundvig og førte en linje ned langs halsen, før den kort hvilede på hans skulder.

"Det er mit håb, at dit besøg vil være lidt mere... tilfredsstillende... end at gå en tur på kro," fortsatte han i samme lavmælte tone og lod hånden glide ned langs Kilians arm.
Han mærkede krilleret i maven så småt begynde. Måske var det her egentlig endnu bedre. Ikke kun at lege med den unge mands krop, men først få ham til selv at ønske at blive leget med på Naels principper.

Killian tog I mod glasset, da det blev rakt til ham bagfra. Følelsen af mandens brystkasse mod sin ryg og hans stemme mod hans øre fik ham til at bide sig i læben for et kor øjeblik, mens han mødte mandens blik i glassets spejlbillede. Noget fik ham til at få en urolig følelse, men den forsvandt i samme øjeblik, at mandens hånd begyndte at bevæge sig op over hans side, op over skulderen og op i hans hår, noget der fik Killians læber til at skille sig let, da en tung udånding kom ud i mellem dem. Hele hans krop skælvede svagt, da mandens fingre kærtegnede hans kæbe og rørte hans mundvig. Han kunne næsten ikke være i sig selv over kærtegnene, de brænde sig hele vejen ind i ham og han ønskede sig bare mere. Mere fysisk kontakt. Han ville drukne i det.

Mandens ord, fik Killian til at fugte sine læber og stille kruset fra sig på skrivebordet, inden han vendte sig om, uden at trække sig væk fra Nael, og så op på mandens ansigt. Han var høj, men det gjorde ikke Killian noget. Hans hænder lagde sig mod den andens bryst og fingrene kærtegnede blidt igennem stoffet.
”Jeg kan tilfredsstille sig på måder, du end ikke kan drømme om.” Hans stemme var næsten åndeløs efter kærtegnene. Med så meget fysisk kontakt som muligt, stillede han sig på tæer og kyssede manden lige under den højre mundvig, blidt og forsigtigt. Han vidste ikke, om manden var en af dem, der ikke ville kysset med, derfor valgt han at gøre det sådan. Og det var der også noget ved, ikke?

Killian hungrede efter ham, eller i hvert fald efter det Nael gjorde ved ham. Et skævt smil sneg sig frem på hans læber, og han skulle lige til at vende Killian om mod sig, da han helt selv gjorde det. Den entusiasme, den lyst Killian udviste, fik det til at krible i Naels fingre efter bare at kaste sig over ham, men han tvang sig selv til at vente. Langsomt, tag det langsomt. 
Bare den her gang. Hvis det blev gjort rigtigt, var der så meget potentiale for noget langvarigt. Hvor skønt det ville være at vide, at der i hvert fald i mindst en levetid ville være en i Dianthos, han kunne bruge... villigt.

Naels glas blev stillet på bordet ved siden af Killians, og de var begge straks glemt. Hans hænder lagde sig stærkt om den mindre mands hofte, og pressede ham ind mod sig. Killian virkede til at mase sig selv flad ind mod Naels brystkasse, og Nael prøvede af, hvor meget, Killian ønskede det. Var det blot berøringen, nærheden? Hvordan ville han reagere på mere hårdhændet håndtering?
Da Killian lod sin mund møde Naels mundig, lod han sin hånd glide op til Killians nakke, hvor den tog et fast greb, mens han lod hele sin mund møde Killians. Læberne var overraskende bløde mod hans egne, og han skilte dem med tungen, som indtog Killians mund.

Tog han godt imod det, ville Nael begynde at skubbe ham baglæns over mod soveværelset. Lige nu var højdeforskellen en smule irriterende, og det ville løse sig ved at smide drengen på en seng.

Hænderne om hans hofter og følelsen af den andens underliv i mod sig, fik ham til at komme med en svag lyd. Det kunne næsten ikke gå stærkt nok med at komme ud af jakken og resten af tøjet for at mærke mandens hud i mod sin. Han glædede sig allerede og det kunne man måske også mærke igennem stoffet i hans bukser.

Hånden om hans nakke klemte til og guidede ham frem til mandens læber, et kys han hungrende gengældte. Selv da en tunge blev presset ind i hans mund, var der ingen tøvet i ham, som hans egen mødte hans. Endnu en svag lyd kom fra ham, nydende, både over kysset, men også over det faste greb, Nael havde om hans nakke. For ham gjorde det ikke noget, at det blev en smule hårdt, så længe det ikke gjorde alt for ondt.

Hans krop blev skubbet bagud mod soveværelset og han fulgte mere end villigt med uden at bryde kysset. Hans hænder gled ned fra Naels brystkasse og ned til kanten af hans trøje, hvor Killians fingre fandt vej ind til den eftertragtede hud. Heldigt for Nael havde Killian hurtigt fået varmen, så hans hænder var lune, da de fandt vej til hans maveskind, som de blidt kærtegnede.

Som de gik, tog Nael en hånd ind mellem dem og fjernede Killians jakke, der faldt til gulvet med et dæmpet bump. Derefter fik han knappet sin egen vest lidt op, så der var mere plads til de lune hænder.
Han brød først kysset, da de nåede sengekanten, hvor han i en hurtig bevægelse trak trøjen af Killian og skubbede ham bagover med et let smil i den ene mundvig.

Nael betragtede han ligge der på sengen, mens han kom ud af sine støvler. Med et knæ på hver side af ham, satte han sig op og lod en hånd følge Killians ben, op til hoften, siden. Han berørte den nu bare overkrop med begge hænder, og nød Killians reaktioner. Den nydelse han følte og den smerte Nael havde lyst til at påføre var ikke langt fra hinanden, men Killian skulle varmes lidt op først, så det ikke føltes for meget som to forskellige ting.

Med den ene hånd knappede han et par knapper op i sin skjorte og lagde sig tæt ned mod Killians krop.

Killian brød ikke kysset og det gjorde Nael heller ikke, så Killian gik baglæns så godt han kunne uden at gå ind i noget. han lod manden åbne hans jakke og skubbe den af ham, hvilket kort tvang Killian til at trække hænderne væk fra den varme hud under den andens tøj for et øjeblik. Men de fandt straks tilbage, så snart det var muligt. 
Endeligt stødte hans ben i mod sengen og Nael trak sig lidt tilbage. En lyd, næsten som et grin, kom fra Killian, da hans trøje hurtigt blev fjernet og han selv skubbet ned på sengen for at ligge. Han fugtede sine læber, mens hans betragtede Nael tage sine støvler af. Der var stadig alt for meget tøj, men det skulle nok komme af. Killian havde en fornemmelse af, at nael ville styre slagets gang, så det lod han ham, helt uden forbehold. 

Vægten af den anden, da han satte sig ind over ham, fik det til at gyse i Killian og hans hænder søgte straks op af mandens mave. Åh, han ville bare have mere. Hænderne i mod hans egen krop fik ham til at lukke øjnene halvt og komme med en nydende lyd, der mest lød som et støn.
Det bedste kom, da Nael lagde sig ned over ham. Killians hænder søgte straks om på hans ryg under tøjet og han skubbede sig op i mod ham. Det burde ikke være svært at mærke, at Killian var klar på, hvad end der skulle ske af gode ting i mellem dem. Nael tændte ham bare ved at være i nærheden af ham, og nu kunne han mærke hele vægten af hans krop i mod sin. 
Hans læber fandt frem til Naels kæbe og placrede små hungrende kys langs den.

Zahinael lagde sig tætterere ned mod Killian, som hans hænder pressede ham nedad, og han mærkede tydeligt, hvor tændt han var blevet. Killian kunne uden tvivl nu også mærke, at Nael absolut ikke var upåvirket af situationen. De sidste knapper i hans skjorte blev åbnet, og den sad nu halvvejs ude af hans bukser, så hele overkroppen var blottet og i berøring med Killians.
Nael nød kyssene på sin kæbe, og lagde sine læber mod Killians øreflip, som han kort nippede i, før han fortsatte op langs kæben og ned langs halsen. Den ene hånd lå ved Killians skulder og nakke, som den kærtegnede, mens han holdt sin egen vægt på underarmen, som han havde placeret ud for Killians ansigt i en vinkel, der gjorde det muligt for ham at lade sine fingre forsvinde i de skønne, bløde krøller.

Den blide berøring ved halsen skiftede til negle, der startede med kærtegnende at glide ned langs kravebenet, markere rundt om brystvorten, og så lægge ekstra vægt i, som de fortsatte ned ad siden og maven. Lange røde streger kom til syne på den blege hud, og Nael nød synet ud af øjenkrogen. Hans læber slap aldrig Killians kæbe og hals, og nu bed han prøvende i hans følsomme hud under øret, mens hans negle slap huden, og hans fingre i stedet legede lige under buksekanten.

Den varme krop, der blev presset ned mod Killians, var alt, hvad han ville have, og han sugede fornemmelsen af den til sig, som en tørstende drak vand efter alt for lang tid i ørkenens golde verden. Hans hænder kærtegnede Naels ryg og sider uden at kunne få nok at følelsen af hud under sine fingre. Søgende undersøgte hans fingerspidser kanten af hans bukser, men gjorde ikke noget for at komme ind under dem. Havde han kunne nå, havde hans hænder søgt længere ned for at gribe fat om Naels bagdel, men der var for langt, så han måtte nøjes med hans ryg.

Små lyde af nydelse kom fra Killian, da han kunne mærke Nales læber mod sin øreflip og derefter ned over kæbe og hals.  Killian var en følsom ung mand og hver eneste berøring brændte som en behagelig ild på hans hud, sendte små impulser igennem hans nerver og direkte ind i hans nydelsescenter som små stykker guld. Fingrene i hans hår fik ham til at bide sig lidt i læben og se mod den større mand med et blik af nydelse. Der var så mange gode berøringer, han vidste næsten ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Han kunne bedst lide at være den, der bragte nydelse, men manden her havde valgt at tage styringen, hvilket Killian absolut heller ikke havde noget i mod, langt fra.

Håndens berøring fra hans skulder og ned over hans bryst var rar. Og så kom den begyndende smerte, der snart trak røde streger ned over hans hud. En lyd kom fra han og han rynkede kort  på næsen og trak overlæben lidt op, men ikke i decideret ubehag. Hans mavemuskler trak sig sammen for at trække sig væk fra smerten, men det var mere en automatisk, forskrækket reaktion. Han sagde ikke nej, han bød ham ikke lade være, i stedet borede han let fingrene ind i ryggen på ham. Så han kunne lide det hårdt. Det havde Killian heller ikke noget i mod, så han skubbede sig lidt ekstra op i mod ham, for at sige, at det var i orden, han var med endnu. Så længe det ikke gjorde alt for ondt. Men lidt negle kunne han godt holde til.

De små lyde, rystelserne, det intense greb, den måde Killians krop vred sig i nydelse under hans... Nael tabte sig selv i det og lod sine instinkter overvælde sig. Han bed lidt hårdere til i halsen, så den tynde hud lå mellem hans tænder og blev trukket lidt ud. Det var ikke hårdt nok til at efterlade mærker, og det var mere prøvende og afsøgende, som om Nael forsøgte at finde hemmelige døre i Killians krop, så han kunne åbne dem til mere nydelse. 

Killian fik endnu et intenst kys med på vejen som Nael skiftede stilling og bragte sit ansigt til den anden side af halsen, som han straks fortærede i et lidt voldsommere bid. Imens kunne han lægge mere vægt på sit hoved og ben, og med hænderne hurtigt få åbnet Killians bukser, så han kunne begrave sin ene hånd i hans skridt. 
Med den anden hånd fremmanede han en lille skinnende bobel. Han poppede den på sine egne fingre, hvor en mild, prikkende varm følelse bredte sig. Det blev ikke opfattet som smerte for Nael selv, men han havde også gjort boblen så mild, han kunne, når nu Killian reagerede så kraftigt. Det var ikke nødvendigvis kraften af smerten, Nael var ude efter heller, men langt mere reaktionerne, han kunne fremprovokere. Og det virkede til at være Killians specialitet at give.
Inden boblens essens trængte helt ind i Naels egne fingre, lagde han hånden på Killians brystkasse og lod sine fingre glide over huden med sine egne negle trykket en smule ned for stadig at se de pæne striber på hans krop. Den poppede bobbel føltes som en tynd væske, der gled mellem deres hud og forsøgte at trænge ind igennem alle porene. Med en så mild smerte, ville den kun lige knap trænge ind under huden og aftage igen. Der skulle væsentlig større kraft til for at trænge helt ind i kernen af en person.

"Din krop giver de mest fantastiske reaktioner, Killian," hviskede Nael en smule tung i stemmen og gav Killians øre et nap til.

En lyd kom fra Killian, da Nael be dham i halsen. Det gjorde ikke rigtigt ondt, men det kunne den slags hurtigt komme til. Lige nu var det bare ren nydelse for den unge staldmester, der strakte hals, så manden bedre kunne komme til. Et kys ramte hans læber og han gengældte det hungrende. Snart var Nael dog videre og bed ham i den anden side af halsen, hårdere. Killian borede sine fingre let ned i hans ryg og pressede sig op mod ham, bare for at vise ham, at han godt kunne lide det.

Og snart var hans bukser blevet åbnet og Naels hånd var gået på opdagelse, noget der fik Killian til at stønne lidt højere. Hans læbe søgte og fandt frem til hans øreflip, som han let bed i, men ikke for hårdt. Han vidste stadig ikke, hvad Nael kunne lide, det var ikke alle, der kunne lide at give det hårdt, der selv ønskede at få det hårdt. 
Han så slet ikke, hvad manden ellers havde gang i, så ikke boblen der blev mast eller væsken på hans fingre. Han følte blot pludseligt en smerte, der ikke hørte med til de negle, han kunne mærke i sin hud. Lidt forskrækket gispede han og trak sig så meget tilbage som muligt med sengen under sig og så ned mod sit bryst, hvor han kort kunne skimte den væske, der forsvandt ned i hans hud.

"Hv-hvad var det?" Det var ikke fordi, at det havde gjort meget ondt, mere som kort at mærke den sviende fornemmelse fra en brændenælde, men derfor var Killian pludseligt en smule tilbageholdende alligevel. Også selvom det, der var mellem hans ben, fortalte, at han ikke havde så meget i mod det. Det var heller ikke fordi, at han var holdt op med at nyde, man kunne se på hans blik, at selvom han spurgte, var det egentligt okay med ham. Endnu. Så længe Nael blev ved med at røre.