Nattens udgangsforbud var knap nok ovre, før at den unge stjerne havde forladt den lille kro og begivet sig ud i den kolde vintermorgen. Hun tog virkelig ikke godt til kulden, og både den simple sennep-gule kjole og brune leggins var foret for, at hun kunne forblive mindre påvirket, men alligevel nød hun det. Hvordan den prikkede i kinderne og klarede hendes næsegange. Hvordan det sneede og hvordan det knirkede under ens skridt. Og hun var særligt fascineret af, hvordan hendes ånde blev synlig på den her tid på det såkaldte år. Med det sagt, så havde det stadigvæk været noget af en befrielse at komme indenfor efter den længere spadseretur fra byens nedre distrikt til byens ovre.

73 minutter. Så længe havde Mia så småt fået til at gå iblandt biblioteket mange tårnende reoler fyldt med diverse bøger. Hun var langt fra at være igennem hver enkel af dem, og hun skulle have brug for mange flere år på den jordiske flade til at nogensinde kunne nå et sådan mål, hvis det da overhoved var muligt. Der var allerede flere skrifter til stede end, der havde været ved hendes første besøg sidste vinter. Værst af alt var at ikke vide, hvor hun skulle starte, så hun startede altid på samme måde: Ved blot at tage en tilfældig bog fra en tilfældig reol. Med tiden havde hun dog fundet sektioner, hvor hun summede mest omkring.
De abnormalt blå øjne gled ned over side efter side, som skannede hun dem frem for at rent faktisk læse ordene der stod. Men hun samlede hvert et ord, hver en sætning op, som hun travede igennem, og hun huskede dem, som hun huskede alt andet. Med ét svang den ene hånd, der havde ligget begravet under den ene ende af omslaget, omkring og klappede bogen sammen med et ordentligt thump, der heldigvis ikke ekkoede sig videre igennem det stille bibliotek. Et suk sad klar på hendes læber, som hun så lettere opgivende fra bogen foran sig til et lille stykke pergament ved siden af med bl.a. ordet ’Medanien’ skrevet med, hvad der ikke kunne beskrives som særlig pæn håndskrift. At kunne stave havde var ikke det helt samme som at kunne skrive pænt…
Mia skrabede bogen op i sin favn, før hun rejste sig fra stolen for at nemmere kunne placere den oven på et par andre boger på bordet nær hende og begav sig med nær lydløse skridt tilbage til de uendelige rækker af viden og historier, uden bekymring for kappen, hun efterlod svøbt om stolen.

Forundring blev malet i fine strøg henover hendes glødende ansigt idét hendes fingre gled henover et bekendt omslag. Det var ikke den nøjagtigt samme bog – det kunne hun se ud fra ryggens formering af rynker - men det var alligevel den samme bog. Samme fortælling. Broer af mænd. Den metaforiske fortælling om en mand, der udnyttede sine medmennesker for at nå egne mål, fortalt af manden selv. Hun ville ikke kunne forklare, hvad det var, der drog hende til at trække den ud, og endnu sværere ville det være, at forklare, hvorfor hun ikke vendte tilbage til sin bordplads, men i stedet drejede omkring og lod sig glide ned at sidde med ryggen lænet op ad reolen. Benene trukket en smule op, som hun åbnede bogen for anden gang i sin tid på Jorden.

Tre dage tidligere havde der siddet en gammel mand og slupret øl gennem sit fuldskæg på Kyklopen. Morgenen efter havde en tigger fået tilskusket sig et par mønter og spiste sin morgenmad på samme kro. Ved frokosttid havde en venlig grønthandler givet den unge kvinde et gratis æble og komplimenteret hendes blå øjne.
Nu stod Zahinael i afdæmpet tøj op ad en søjle og iagttog Miaplacidus le Arimh gå ind på biblioteket på den anden side af gaden. 
"Biblioteket," mumlede han for sig selv. "Det er vel også en måde at få information på."

Af en så uforsigtig og åbenlys stjerne at være, vidste Mørket forsvindene lidt om hende, andet end at de ikke skulle sende endnu en ung heteroseksuel ridder-dreng ud for at undersøge sagen. 
De kendte til hendes fald-dato, hendes navn, hendes familie og hendes sære gudestatus i Lazura. Alt, alt for lidt til Naels smag, og han havde tænkt sig at lave om på det. 
Med rolige skridt besteg han trappetrinnene to ad gangen, og trådte ind i bogsalen lang nok tid efter Mia til at hun havde nået at finde sig en plads. Hun så dybt fokuseret ud, og åd side efter side. 
Han snuppede et par bøger fra et tomt bord og gik op til den ene bibiliotekar, der så ud til at være på arbejde. 
"Kan jeg få sat dem her til side til senere på ugen?" spurgte han med sit bedste venlige smil. "Jeg er ikke helt igennem dem, og vil meget nødigt skulle flytte mine noter fra dem. Og de må meget gerne blive opbevaret ude bagved, så de ikke bliver givet til en anden."
"Selvfølgelig, hr.," svarede den unge bibliotekar, præcis som Nael havde forventet. Han havde brugt den type afledning et par gange før.
Som hun gik mod en dør ved bagvæggen, fulgte Nael efter, mens han skrev et tilfældigt navn på en lap papir. Da hun åbnede døren, rakte han hende papiret og bøgerne, og så snart hun var optaget af at lægge dem fra sig, skubbede han sig med ind og smækkede døren bag dem. I en hurtig bevægelse tog han fat om hendes mund, og før hun nåede at skrige, pressede han tre af sine smertekugler ind mod hendes hals. Hun ville nok være besvimet af to, men han kunne lige så godt være sikker. 
Han slap den leddeløse krop, der væltede savlende om på gulvet og kiggede rundt i det lille baglokale. Stakke af bøger, et par frakker... Dér!
Nael tog en uldtrøje i sin egen størrelse, der lå på en af hylderne sammen med et navneskilt med påskriften Techers. Han nuppede et par briller fra skrivebordet, satte en pen fast i sin krave og betragtede hvor uendeligt ufashonabelt han nu så ud i et lille spejl på væggen. Perfekt.

Da han kom ud fra baglokalet lignede han enhver anden støvet bibliotekar, og den nu bagbundne og kneblede rigtige bibliotekar kunne bruge indtil næste morgen i det lille baglokale.
Hans blik skannede rummet og faldt på det bord, stjernen havde siddet ved. Forladt, men tydeligt stadig i brug. Efter en kort tur ned ad gangen for at se, hvilken gang hun befandt sig i, tog han en af bogvognene og kørte den ned mod hende. Han satte et par på plads uden at bekymre sig om, om det overhovedet var deres plads, indtil han fik et glimt af bogens titel.
"Godt valg, unge frøken," sagde han med et nik til bogen. "Efterfølgeren lever dog ikke helt op til dens standard i min optik."

Hvad end der skete i den anden del af biblioteket ænsede hende slet ikke. Hun besad ikke en overnaturlig hørelse, der tillod hende at opfange selv den mindste lyd, der afveg fra den normale akustik, som hun så småt var blevet meget vant til. Og til dels priste hun sig lykkelig over at netop ikke have helt så forstærkede sanser. Hvad hun allerede havde var mere en rigeligt for hende. Sensitiviteten var ikke dulmet meget siden hun var blevet velsignet med en jordisk form og eksistens. Men end ikke fornemmelsen af fare eller andet, der lå og krøb lige om hjørnet, nåede hende. For hvorfor skulle hun vare bange eller nervøs?

Det var som et bristende boblen måden hvorpå hun blev revet ud fra sin fokuserede læsning, og hun løftede først hovedet i mild forundring, inden hun drejede det i retning af stemmen, der havde talt til hende. I noget tid sad hun blot og bare så på, hvad der viste sig at være bibliotekaren. Det var ikke helt nemt for hende at se på både afstanden mellem dem og vinklen, som han stod på, men bestemte linjer i hans ansigt, selv bag brillerne, prikkede til hendes hukommelse. Ikke at det gav nogen mening, for hvad ville grønthandleren lave her frem for at være ved markedet og sælge sine afgrøder?
… Så det var sandt af jordiske væsner kunne ligne hinanden. Ligesom hun havde været en afspejling af én.

Blikket faldt endelig tilbage på bogen, som et diskret samlepunkt. ”Efterfølgeren? Så historien slutter ikke på denne bogs sidste side?” Der var en blanding af forbløffelse, spænding og nedtrykthed i hendes stemme, som hun sagde det, og lige lukkede den henover sin tommelfinger, for at undersøge omslagets forside lidt nærmere. Hun havde haft så travlt med at komme i gang med den, da hun knap nok have skænket forfatteren en tanke. Roligt rettede hun blikket tilbage op på manden, hvor den mulige umenneskelighed over hende blev opløst af et lille hjertevarmende smil. ”Jeg har ikke vovet mig forbi meget skønlitteratur, men den her har fanget min opmærksomhed to gange, så det glæder mig da, at der er mere end, hvad jeg har i hænderne. Om den når samme standarder eller ej.”

Med ét sprang svag panik frem i hendes ansigt, og hun fik pludselig travlt med at få styr på sin kropslegemer for at kunne rejse sig fra pladsen på gulvet. ”Åh! Jeg sidder i vejen, gør jeg ikke?”

"Kun hvis jeg havde travlt med at sætte disse bøger på plads," svarede Nael og rakte hende hurtigt en hånd og hjalp hende på benene. "Det er den tjans, der skal gøres, når der ikke er nogen, der har brug for hjælp."
Et overbevisende falsk smil prægede hans ansigt, og han lod sin hånd hvile kort på bogen i Mias hænder, mens han skubbede brillerne lidt op. De røg hurtigt ned på næsen igen, for de var rent faktisk funktionelle, og det var Naels øjne absolut ikke med dem på. 
"Ah, jeg kan se du er nået ret langt. Efterfølgeren er skrevet i samme stil, men blot fra forskellige synspunkter," han holdt en kunstpause og lænede sig lidt frem mod hende. "Fra synspunkterne af alle dem, hovedpersonen fra denne får trådt rigtig grundigt på."

Zahinael havde læst begge bøger og nydt dem. Den første for de gode idéer, den havde givet ham, og efterfølgeren for de blinde vinkler, han havde haft i forhold til, hvornår en person virkede knækket, men ikke helt var det endnu. Det eneste kritik han havde var, at det hele var fiktivt, og at han ikke kunne nyde en god samtale over et glas vin med hovedpersonen. 

"Hvis skønlitteratur ikke er dit primære tidsfordriv, må jeg spørge, hvad er?" fortsatte Nael og lagde lidt høflig afstand mellem dem igen. "Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at du har en ordentlig stak bøger liggende ved det bord, du sad ved tidligere, og jeg må sige, det virkede til du slugte dem råt!"

Hans entusiasme var lige så falsk som navneskiltet på uldtrøjen, men smilet nåede hans øjne, og hans kropssprog udstrålede en entusiasme man næppe ville mistænke udelukkende kom fra årelang øvelse. Det morede Nael hvor åbenlyse følelserne var på kvindens ansigt og holdning. Alt i hende blev råbt direkte ud til omverdnenen af hendes krop, og øjnene var de klareste spejle til en persons indre, Nael nogensinde havde set. 
Og det havde da sin charme. Han kunne pludselig godt forstå, hvorfor den unge ridder, der oprindeligt havde haft til opgave at indsamle ting om denne stjerne, kunne være blevet lokket fordærv. For Zahinael var der dog intet tabt i de glade øjne, det naive smil. Det sagde ham intet, og uanset hvor køn og sød, hun så ud, var og blev hun blot hans bytte.

Det var ingen hemmelighed, at Miaplacidus le Arimh kun meget sjældent fangede sig selv i, at ikke bryde sig om et andet individ. Indtil videre havde det kun sket et par gange, og med denne Techers var det ikke tilfældet. Hun kunne godt lide ham. Hun havde ikke talt med mange fremmede, siden hun var vendt tilbage til en verden der ikke var begrænset til kun indenfor visse vægge, så at denne mand umiddelbart så ivrigt kastede ord mod hende, gjorde hende godt. Og det var ikke en svær opgave for ham, at få hendes smil til at vokse fra øjeblik til øjeblik og udvikle mere og mere bekymringsfri munterhed, indtil emnet naturligt gled andet sted hen.

Bogen, nu med tommelfingeren fjernet og lukket helt i, blev klemt blidt ind mod hendes barm, samtidig med at hun lod sit blik søge tilbage i retningen af, hvor hun havde siddet siden hendes ankomst. Noget bedrøvet virkede til at spille hen over hendes ansigt, og selvom hendes umenneskelige glød ikke decideret falmede fremstod det en smule anderledes fra, hvor da hun boblede før. Hun havde nær glemt, hvad hun egentlig havde været midt i.
Hun fniste. ”Jeg vil da ikke ligefrem påstå, at jeg sluger dem råt. For det første ville det være synd for jeres samling af bøger, både af den ene eller den anden fortolkning. Jeg læser blot.” Det var rigtigt. For hende var der ikke noget særligt ved den måde, hun absorberede tekster – eller for den sags skyld andet - på.

”Men, ja. Jeg leder efter nogle svar, jeg ikke engang kender spørgsmålet til endnu,” svarede hun uden en egentlig tøven for at fortælle og forklarer. Hun trak blikket tilbage og så først ned mod gulvet og så tilbage op på herren. Han tårnede sig over hende, så selvom der var en hvis afstand mellem dem, måtte hun knejse nakken for at se ham i øjnene. ”Og uden de korrekte spørgsmål at stille, virker det mest logiske for mig at gøre, at søge til de skrevne tekster frem for at lægge min lid til det talte ord.”
Hun talte med en meget nonchalant attitude, som forholdte hun dig kun faktuelt til det, hvilket nok ikke var et skyd helte ovre i den forkerte boldbane. Og bedre blev det ikke af det kære smil, hun bar uden den mindste form for falskhed.
”Har du nogle forslag til et sted, hvor jeg kunne starte på ny? Du kender sikkert stedet her bedre end, jeg nogensinde ville nå.”

Morsomt, som stjernen ikke helt kendte til talemåder. Hvis ikke det nok ville afspore samtalen, ville Nael have inkorporeret et par dæmoniske talemåder, bare for at se hvor forfærdet hun ville blive over den direkte betydning. Nej, lige nu var han Techers - en sød og hjælpsom bibliotekar. 
Smilet på hans læber gik et øjeblik til at antyde morskab, og gik så til en bogorms-belærende mine.

"Det er blot en talemåde, heldigvis," sagde han muntert. "Hvis alle, der mættede sig på læsning, rent faktisk spiste bøgerne, ville vi nok ikke bibeholde biblioteket længe."

Tankesporet hun nu kom ind på, var præcis der hvor Zahinael gerne ville have hende hen. Tilliden lod til allerede at være etableret, og som en persona, der ikke umiddelbart havde andre motiver end at gøre sit arbejde, håbede han at hun ville lade ham "hjælpe" hende så meget som muligt. Måske ville han have problemer med at finde specielle sektioner af bibiliotekets særlige bøger, men han kendte nok til generelle bibliotekers struktur til, at han næppe ville få svært ved at finde de simplere værker. Kom det endelig til at han havde brug for at tilgå en aflukket sektion, kunne han jo altid gå ud bagved og spørge den egentlige bibliotekar til råds. 

"At læse samtlige værker igennem herinde vil nok tage dit et par år, selv med din imponerende læsehastighed," svarede han og løftede tænksomt hånden til hagen. "Selv til svar uden spørgsmål, må vi starte i en sektion for derefter at arbejde os ud. Og de færreste svar findes i det skønlitterære er min erfaring." 
Han lænede sig en smule op ad bogvognen, der stadig var godt fyldt og vidnede om alt for få ansatte.
"Ved du hvilken retning, dine svar bør være i? Taler vi religion, erhvershistorik eller måske socialøkonomi?"

”Ah!” Lige dén talemåde havde hun godt nok forstået, selvom at hun alligevel havde været i tvivl om, det nu også var, noget hun skulle tage som bare værende det – en talemåde – eller hudløst ærligt, som Techers virkede til at have antaget. Hun huskede ikke, at nogen havde forklaret hende det før, så hun kunne ikke tegne en streg for, hvordan hun skred over grænsen til den mere underlæggende forståelse. Måske var hendes teori korrekt, og måske hun virkelig ved at blive mere og mere menneskelig, jo længere hun blev på Jorden. Som tilpassede hun sig mere og mere fra 0-stadiet, hun havde været i ved sit fald.
”Det ville være en stor skam! Og jeg vil endda gå så langt til at påstå, at det ville være en tung kost. For slet ikke at tale om smagløs,” sagde hun mindste lige så muntert, dog med et snert af, hvad der nok kunne beskrives som forlegenhed. Med dét sagt startede en uskyldig overvejelse dog i hendes hoved. Hun veg selv mod en mindre smagfuld kost uden for mange kraftige krydderier, så ville smagen af papir falde i god jord hos hende, hvis hendes krop da kunne nedbryde det som føde?

Som en hundehvalp ville have gjort, lagde hun sit hoved på skrå, mens hun både lyttede og studerede manden tale og lidt efter lidt finde frem til samme konklusion, hun selv havde gjort sig – at hun ikke ville finde, hvad hun ledte efter, med næsen i fiktion. Techers, som hans navneskilt havde afsløret, at han hed, havde en måde at tale på, der fik en til at holde fokus. Lytte. Det var lidt anderledes fra, hvad hun var vant til i blandt ulærde individer. Hun havde godt nok ikke en direkte fortrukne mellem de to, men den ene stimulerede da hendes hjerne mere direkte og bevidst end den anden.

Pludselig voksede hendes øjne, som hun i forundring åbnede dem endnu mere op, og man kunne snildt bilde sig ind, at hendes gløds styrke denne gang steg en enkel grad eller to. Hun trådte med selvsikkerheden fra et barn uden sans for andres komfortzoner tættere på ham. ”Religion!” brød hun ud, muligvis med en stemme lidt for høj til bygningen, de befandt sig i. ”Jeg har indtil videre kun beskæftiget mig med jeres grundlæggende landshistorie og væsen-relaterede biologi med få andre grene fra tid til anden. Uh, og astronomien!” Hun var som en viden-fanatiker, der var blevet skubbet ind på det helt rigtige emne, der tændte en ukontrollerbar interesse. Smilet voksede markant, som hun stadig stod for tæt på den stakkels bibliotekar.
”Men religion. Det havde aldrig faldet mig ind at kigge der. Det fremstår så åbenlyst, nu du har nævnt det,” fortsatte hun som en forklaring til hendes frembrusning. ”Har I skrifter vedrørende jeres religion fra...” Hun måtte stoppe for at lige vælge. ”… før krigen mod Norden?” Hun havde følt sig demotiveret før. Men det var med ét vendt stærkt tilbage.

Nael hævede et øjenbryn og formåede at bibeholde sit venlige smil. Så stjernen havde humor? Lidt for stiv i betrækket, og tydeligvis et nyt område for hende. At se hende være så optaget af de enkelte ord, han sagde, og selv smage så meget på ordene, fremhævede den unge sjæl den ellers voksne kvindekrop gik rundt med. 
Hun tog alt ind, han sagde, og noget af det fuldstændigt uden filter. Så let... Det ville være så let at forme hende lidt, guide hende lidt i den rigtige retning... 
Den del af Nael, der selv var blevet formet som ung af hans mentor, havde lyst til at tage hende under sin vinge og gøre det samme. For nu skulle han blot søge information, men tanken om ikke engang at skulle nedbryde noget før opbygningen gik i gang var tillokkende.

"Religion er nok det, der er skrevet flest tekster om. Kom med!" svarede han muntert og gjorde tegn til at hun skulle følge med ham ned langs hylderne. De få gange han havde været her før, havde han brugt tiden på at kende den indvendige opbygning af stedet. Så mens han ikke anede, hvilke bøger, de havde på hylderne, vidste han, hvor hver hylde var. Udover at de vist havde oprettet en ny sektion til studerende ud fra, hvordan flere grupper var centreret i et hjørne lidt væk fra de almindelige læsepladser.

"Nu siger du vores religion og vores landshistorie," sagde han, mens de gik, og lød som om han ikke tænkte alt for meget over det. "Er du nytilflyttet fra nogle af de små øer, siden der er den distance for dig?"

Nael lod den hænge lidt. Hvis han skulle have noget ud af hende, måtte han starte nogle samtaler, der ledte i en mere personlig retning, uden at hun fattede for megen mistanke. Som bibliotekar var det dog også lettest at hjælpe folk, hvis de vidste, hvad de ville vide, og selv hvis Mia ikke vidste det, vidste Nael at mange af hendes spørgsmål nok ville give mere mening for en bibliotekar, hvis denne vidste, hvad hun var.

Fermt placerede hun Broer af mænd tilbage på sin præcise plads i bogreolen ved at lige tage et par udregnede skridt bagud, før hun satte i gang efter Techers. Der var ingen grund til at bringe den med sig. Mia vidste jo hvor den var, så hun ville sagtens kunne finde den igen så længe, at den ikke blev flyttet, for i det tilfælde var hendes lugtesans bestemt ikke udviklet nok til at kunne snuse sig til den. Overraskende nok faldt hendes tanker knap nok på kappen eller andre ting, der var blevet efterladt tilbage ved hendes oprindelige bordplads.

Med få luntende skridt var hun oppe ved hans side. Hænderne samlet ved lænden og armene strakt ud for en naturlig rank holdning. ”Hm?” Kortvarigt var hendes blik løftet op i hans højder, men sænkede sig efterfølgende lige frem for sig i stedet i takt med, at hun opfangede, hvad det var han havde spurgt hende, og hun rystede let på hovedet. ”Det kan jeg desværre ikke prale af, nej. Der findes ingen konkrete have eller landstrækninger mellem her og mit… hjemsted,” svarede hun med en rolig normalitet gemt i ordene.
Som var hendes eksistens og tilstedeværelse på Jorden ikke det fænomen, det almene individ ville antage det for at være. Til trods for at hendes ben var klart kortere end Techers formåede hun at bevæge sig et par skridt længere frem foran ham, mens hun fortsatte. ”Ser du, jeg er, hvad I jordiske væsner kalder for en ’stjerne’ i ordets rå biologiske forstand. Jeg har godt nok observeret jeres Jord så længe, jeg kan huske at have haft en bevidsthed, men det er nok ikke nok til at kalde jeres for mit, synes du vel?”

Hun stoppede op igen og drejede sig kun lige en kvartdel omkring for at tjekke om hendes boglige guide stadig var med hende. Og sikke en guide, hun tillod ham at være, sådan at føre trop. Så hun ventede da også pænt på at have ham ved sin side endnu engang, så de ikke skulle ende med at gå i hver sin retning. Det ville modsige formålet med at han viste hende vej. ”Der er meget jeg ved om jeres verden, men jeg ved ikke nok,” indrømmede hun med et suk.

Zahinael gjorde store øjne og bredte det smil, der kom frem, da hun begyndte at fortælle om sit selv, helt ud over ansigtet så det ikke virkede så selvtilfreds. Så var samtalen på rette spor.
"En stjerne? Det er da løgn! Åh det er også en talemåde... Men en stjerne!" han talte hurtigere for at virke mere entusiastisk. "Åh jeg har hørt om kroaterne, men aldrig tænkt at jeg skulle være så heldig at møde en! Tænk at det skulle ske på mit beskedne arbejde af alle steder. "

Han stoppede op i sin gang da de nåede et lille afbræk i hylder ikke langt fra religionssektionen. Han trippede og lod sin krop være rastløs for at give indtrykket af at han var helt oppe at køre over den nye information.
"Må jeg spørge, hvordan er det deroppe? Hvor meget kan man se? Hvordan var faldet? Har du en stjerneform og en kødelige krop?" Han rablede spørgsmål af sig hurtigere end hun kunne nå at svare, og skyndte sig at fortsætte, inden hun brød ind. "Ej, undskyld! Undskyld, det her er virkelig uprofessionelt af mig! Jeg lovede at hjælpe dig med bøger, og nu... Der du, alle bøger om stjerner er kun spekulationer. Ingen forfattere har skevet noget konkret ned så man kan næsten ikke finde noget om jer, og selv det der lyder som om det kunne være rigtigt, det bliver sat i kategori med de vilde, selvopfundne teorier! Åh jeg har så mange spørgsmål, det må du virkelig undskylde for."

Der var ikke meget at sige til, at hun blev meget overvældet af alle spørgsmålene, der kom ind over hende som en tsunami. Også selvom at hun måtte have udgivet samme energi overfor ham for bare lidt siden. En smule mildere end dét her, men stadigvæk! Hun havde nær endt med at stoppe helt op for at kunne håndtere det hele på en gang, og hendes store forbløffede blik meldte sin ankomst i samarbejdet af en serie af forundrede blink. Det mindede hende om Cayden Roux, og hvordan han ligeledes havde smidt det ene spørgsmål efter det andet mod hende uden at give hende den mindste chance for at faktisk svare på nogle af dem. Den eneste forsket var selve spørgsmålene. Techers var ikke helt så dybe, og hun kunne klart bedre forholde sig til dem.

Mia brød så pludselig bare ud i en latter. Kontrolleret, selvfølgelig, for ikke at være alt for forstyrrende for folk der muligvis sad omkring dem. ”Du skal ikke undskylde sådan. Jeg kan forstå, at vi ikke omgås jer jordiske væsner ofte, men jeg bliver næsten helt nervøs for, at du forestiller mig til at være noget langt mere særligt end jeg er,” skyndte hun sig at forsikre ham. Hun var stoppet sammen med ham og tilmed trådt frem for at stå med en ganske høflig afstand foran ham. Hun smilte stadig og udstrålede ubekymret munterhed, men hendes ansigt havde fået et svagt snert af bedrøvelse igen.
”Men ja, desværre, står der ikke meget om os i jeres tekster. Tro mig, jeg har ledt ihærdigt. I desperation. Jeg har kun fundet fiktive historier og vildledende spor.” Hun sukkede, som brugte hun det som en beroligende udånding i takt med at øjnene lukkede sig blidt i for en stund.

Hun slap sit greb på ryggen og førte i stedet sin ene arm tværs henover sin overkrop, hvor fingrene lukkede sig om albuen på den anden arm, der bare hang slapt ned gangs siden. ”Jeg husker desværre ikke noget om faldet. Min teori er at min oprindelige bevidsthed lukkede ned for at give mulighed for min jordiske bevidsthed, og krop, at tage form. Jeg husker kun, hvordan det var at vågne og pludselig kunne se, som I forstår sig på at se. Med øjne som jer. Og at kunne føle ting som jer. Bevæge mig.” forklarede hun ham, som de blå øjne løftede sig tilbage på ham. ”Du vil sikkert ikke tro det, fordi at vi ser ud af så mange, når man kigger op på himlen, men… det var enligt deroppe. Vi er så langt fra hinanden. Og vi har ingen måde at kommunikere med hinanden, som I hernede har. Alt hvad vi kunne var at observere. Og længdes.”

På mange måder mindede Mia ham om et barn. Når hendes kropsholdning gik fra åben til selvomklamrende. Som hun blev overvældet af for mange sanseindtryk på én gang. Som hun tog det hele ind og ikke rigtig filtrerede på noget som helst. Følelsesladet og spontan. Det var en underlig ting at se i ekstremerne hos en "voksen" kvinde. Nael havde oplevet nogle lignende børne-lignende træk i andre bekendtskaber før, men aldrig helt med samme grad af uskyld og uvidenhed, der lå over Mia. 

"Ja, eeh," begyndte han og gned sin nakke lidt forlegent med den ene hånd, da hun bad ham om ikke at undskylde. 
Han lod hende tale videre uforstyrret og lod så til at tænke lidt over det, hun havde sagt med en fjern medfølelse i blikket.
Hvor interessant at hun havde huller i hukommelsen. Naels bibliotekar-persona prikkede til ham for at få hende til at tale en masse om sit hjemsted, så han kunne skrive det ned og udgive en faktuel bog om stjerners oprindelse. Nael mindede sig selv om, at han var på arbejde. 

"Ingen kontakt til andre må være uudholdeligt. Hvordan.. nej.. hmm, lad mig se. Hvis din bevidsthed nærmest har delt sig i to, eller lukket ned," en kort pause brød hans sætning op, som om han ikke helt vidste, hvor han ville hen. "Kan du huske noget deroppefra? Altså du kan huske, at I ikke kunne kommunikere. Og at du kan observere og længes. Er det kun lige faldet, du ikke husker, eller er der også ting deroppe, du ikke kan huske? Jeg antager at det måske er grunden til din søgen her på biblioteket? At finde svar på dit hjem? Du vil uden tvivl også gerne lære mere om den her verden, men..."

Nael lod sætningen hænge i luften og så på hende over brillekanten. Alt inde i glassene var et sløret virvar. Mens hun talte tog han dem af og begyndte at pudse dem i kanten af uldtrøjen. Om de havde brug for det, kunne han alligevel ikke se, men det holdt hans hænder godt beskæftiget. 

Mia rystede på hovedet så det korte hår, hendes jordiske form var blevet tildelt, flagrede og kildede blødt mod nakken og skulder-halsområde, der begge var blottet af kjolens brede halsudskæring. ”Du misforstår mig. Der er ikke den eneste ting, jeg ikke husker. Og husker jeg det ikke, så er det blot fordi, at jeg endnu ikke har oplevet det og dermed ikke ved til det. Enten fordi jeg ikke var vågen til at opleve det eller det sket ikke skete i nærheden af mig eller overhoved.” Det kunne nemt lyde meget arrogant, men hun udstrålede ikke den mindste smule hovmod. Alt hvad hun gjorde var at videre give den reneste fakta, som hun nu var i besiddelse af.
”Lige som jeg husker nuancen i en grønthandlers øjne som den nuance, jeg ser i dine,” påpegede hun med en mangel af almen mistanke, mens hun igen lænede sig en smule tættere på ham. Kiggede ham mere intenst og studerende i øjnene, der nu var nemmere at se uden brillernes blokade. ”Bare et andet blik. En anden skygge. Utroligt hvordan nogle af jer jordiske væsner ligner hinanden.” Hun trak sig igen og smilte let.

”Hvad jeg mener, er at min bevidsthed var af en helt anden slags, da jeg var i min oprindelige form, og den lukkede ned og sendte mig i dvale, da jeg faldt, nok for at gøre plads til den jordiske, jeg blev givet sammen med den her krop.” Hun gjorde en henvisende håndbevægelse ned af sig selv. ”Jeg var ikke vågen, da jeg faldt, da jeg faldt, så jeg ved ikke, hvordan det var. Men jeg husker mit… min placering på himlen. Jeg husker det, jeg ’så’ fra min næsten altseende plads. Jeg kender jeres sprog. Jeres moraler. Jeres historie – overfladisk – fra et kvart årtusinde.”

Hun var lige nød til at holde en pause. Ikke for at få pusten, for hun havde hverken talt hurtigt eller med fuld energi. Det gik helt roligt for sig. For hende var det trods alt normalen. Igen sænkede og sænkede hendes bryst sig lidt mere markant end ellers. ”Så jeg leder ikke efter information om mit ’hjem’, som du kalder der. Jeg leder efter en måde at vende tilbage. For en ting jeg heller ikke ved er, hvorfor jeg faldt. Jeg ved bare, at jeg ikke burde være her. Det skaber ubalance.” Hun strammede armen tættere ind omkring sig.

Hendes observationsevne var tydeligvis langt større, end Zahinael først havde troet. Det var til hans held, at hun blot tog det som en standard ting at folk kunne ligne hinanden, men han havde ikke regnet med, at hun ville kunne genkende ham. På den anden side, hvis hun var vant til at se alting i store træk, gav det mening, at hun lagde mere mærke til detaljerne nu, hvor hun var tæt nok på til at se dem.

"Hmm," startede Nael tænksomt. "Det kan jeg se er en svær situation at være i. Jeg er bange for, at du næppe finder megen information om tilbagerejsende stjerner i teksterne her. Men måske jeg kan hjælpe ved at indskrænke din søgen lidt. Jeg tænker, at din jordiske krop ikke kan være fuldstændig afskåret fra din himmelske, men samtidig kan jeg forstå, at du ikke selv besidder evnen til frit at vende tilbage, siden du søger en vej hjem. Jeg vil gætte på, du har afsøgt, hvilke evner du umiddelbart har fået med i dit fald?"

Det var en kunst at få folk til at snakke om sig selv om netop de emner, man ønskede. Nael havde heldigvis øvet sig gevaldigt meget de sidste mange århundreder. Han havde brugt timevis på biblioteker blot fordi det var et perfekt sted at få et indblik i folks tankemønstre. Hvordan de søgte viden og hvilke spørgsmål de stillede, var gode indikatorer på, hvordan forskellige væsner tænkte.

Naels tankespor dvælede ved en af Mias sætninger. Et kvart århundredes overblik over Krystallandet var ikke noget at kimse ad. Nu havde hun næppe forudsætningerne til at vide, hvilken slags information, Nael kunne bruge, og han havde ingen forudsætninger for at vide, hvad hun rent faktisk havde set. Havde hun kun set alting fra én vinkel? Havde man nattesyn i himlen?

"Og hvis jeg må belemre dig med flere spørgsmål, der kun tjener min egen nysgerrighed..." tilføjede han lidt forlegent. "Hvad lægger man mest mærke til deroppefra? Hvilke begivenheder kan man rent faktisk følge med i?"

”Alt.” Lige det enkelte ord bare absolut ingen form for tøven, da det strøg henover hendes tunge, og hendes blik blev liggende mod ham uden de mindste tegn på afvigelse. Det var næsten til at tro, at det var alt, hun havde tænkt sig at svare ham, sådan som hun ikke sagde noget eller gav udtryk for at fortsætte i et kort øjeblik. Men heldigt for hans tilsyneladende hunger efter at vide mere og så meget som muligt – et træk Mia meget hurtigt havde genkendt fra sig selv – skilte de rosa læber sig igen, efter hun brød den overjordiske atmosfære igen ved at fredfyldt sænke sit blik. ”Jeg beklager virkelig, men det er som om, at selv min egen jordiske bevidsthed ikke kan indbefatte hvad eller hvordan, jeg kunne holde øje med jeres hjemsted hernede deroppe fra.” Det var et ydmygt og undskyldende smil, der spillede frem i hendes mundvige, og det kom ligeledes til udtryk i hendes stemme.

Måden hvorpå hun løftede hovedet men drejede det lidt til siden frem for at se tilbage op på ham, fortalte en afslørende historie om den mængde af undertryk ubehag, hun følte, som hun fortsatte: ”Men jeg antager, at du snakker om jeres krige, når du nævner begivenheder, ikke sandt?” Techers havde ikke nødvendigvis virket som dén type, men hun havde før fået lignende ledende spørgsmål der altid havde endt der. Det var trods alt de mest frembrusende begivenheder, der ikke var til at gå glip af, når man havde et så stort, overstående udkigspunkt.

Der gik ikke alt før længe, før ubehaget havde sivet af hende, og hun igen vendte de nærmest alt for blå øjne mod bibliotekaren, opmuntret. Med rolige skridt gik hun så omkring og forbi ham. ”Er det her jeres religion afdeling?” spurgte hun, som havde de ikke netop været midt i en dybere samtale om hende. Hun stillede sig med fronten vend ned ad en gang af reoler, som de havde stoppet og stået ved siden af i et stykke tid, før hun tog de første par skridt ned ad den for at søge svar i bøgernes titler lige for, inden Techers kunne nå at svare hende.
”Jeg kan forstå, at du har en masse andre spørgsmål, og jeg har intet imod at svare dem, men… hjælp mig med at finde et spor på min vej,” Mia sendte et hjertevarmende smil i retningen af sit nye bekendtskab. ”og jeg vil gøre mit bedste for at tilfredsstille din selviske nysgerrighed, som du kalder det. Noget for noget.” Noget for noget. En af de jordiske fremgangsmåder, hun havde taget til sig selv.

Hendes jordiske bevidsthed var tydeligt væk et øjeblik, og det facinerede Zahinael udover alle grænser. Som om hun lige kunne smugkigge tilbage på sin stjernetid, men ikke helt forstå det. Det måtte være en overvældende følelse at stå med. Og uendeligt potentiale.
Han lod hende tale, og fulgte med hen til reolen, hun gik mod. "Ja, det er rigtig nok religion, den her sektion."

Han tog en bog ned fra hylden - en af de mest kendte værker, han kunne genkende på ryggen - og rakte hende den. "Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig. Denne her. Det er et overfladisk overblik over religionsudviklingen før sådan nyere tid. Her snakker vi nyere tid som inden for de sidste 150-200 år. Der er sket en del, men som regel ender det først på biblioteket, når det er blevet gammel viden, forstår du. Man skal lige kunne tage et skridt tilbage og observerer det med andre øjne, før man kan beskrive noget uden at man selv har for mange antagelser med i processen."

"Noget af det, der bliver skrevet allermest om af vores lærde er krigene," sagde han, mens han tog et par bøger til ned og stablede på en tom hylde. Det var primært overbliksværker, og et par enkelte om små kulter, der tilbad stjerner. Om ikke andet, kunne hun måske fortælle ham lidt om, hvorfor der var opstået en kult til hende, hvis han bragte det på banen. "Så det er faktisk ikke særlig interessant, selvom det oppe fra himlen må virke til at være det mest betydningsfulde. Selv er jeg mere til detaljer og enestående begivenheder. Kan man se  regenternes kroningsceremonier? Kan man se enhver lille by på landkortet, eller kun de store, hvis lys må blænde hele området om natten?"

Nael gjorde mine til at vende bogens første side i hendes hånd og pegede på indholdsfortegnelsen. Bogen var ikke en af de helt gamle med snirklet skrift og håndskrevne marginer, men den var stadig godt brugt og slidt i betrækket, for den var nok det opslagsværk, flest brugte, når de skulle spore sig ind på noget.
"Den kommer næppe til at besvare dine spørgsmål i sig selv," sagde han med et smil. "Men den vil spore dig ind på forskellige overordnede tendenser, og så tror jeg du kan komme videre derfra. Er der noget, der lige springer dig i øjnene, når du kigger her i indholdet?"

Mia skyndte sig at tage imod bogen, og selvom hun holdte om den med begge arme, så var det ikke pga. dens vægt. Et år i en jordisk krop havde uden tvivl gjort sit til at vænne sig til den, men vaner fra, hvor usikkerheden i dens brug og balance havde alligevel sat sig fat i hende. Man kunne have forventet af hende, at hun med det samme ville have åbnet den op og scannet den med hendes altseende blik, men som Techers blev ved med at tale ord, som konstant fangede hendes nær fulde opmærksomhed, blev det skubbet tilbage så langt, at det først skete, da hun blev henvist til det.

Igen måtte den unge stjerne lyste på hovedet af ham. ”Jeg har aldrig kunne se igennem vægge eller lignende, hvis det er dét du spørger ind til. Jeg har oplevet glæden i jeres gader og i deres åbne land, når en kroningsceremoni skete i landet.” Hun tillod sig selv at falde lidt tilbage til de glædesfylde perioder. For hende var det som om at Krystallandet blomstrede og lyste ekstra op i de tider. Og det varmede om hendes jordiske hjerte, som det havde varmet om hendes oprindelige kerne. Den varme fornemmelse valgte så at aktivere andre varmende minder, der lå og puttede sig i hendes hukommelse.
”Jeg vil sige, at du skulle forestille dig det udsyn som en fugl flyvende højt oppe ville have. Men jeg har også erindringer om et tættere fokus. Jeg husker folk tale til mig, og jeg husker, at jeg lyttede til dem uden støj fra alle andre steder. Og jeg husker detaljer ved dem, som var jeg ikke utallige lysår væk. Særligt husker jeg en ung mand, der altid talte til mig. Fortalte mig historier, fiktive er jeg sikker på, at de var. Hvad jeg ikke ville have gjort for at tale tilbage til ham. Så meget fortjente han, sådan som han åbnede sig op til mig.”

Som en boble blev bristet fyldtes hendes idylliske blik med mere opmærksom energi igen. Først en tur op på Techers. Og så fluks derefter ned på bogens første side. Eller anden side var det vel. Og for at finde et svar frem til ham, begyndte hun at læse sig ned. Slugte ordene, som han havde påpeget tidligere. Hendes søgen stoppede, men i stedet for at se op og videre give noget, støttede hun bøgen bedre på sin ene arm og begyndte at bladre igennem til en tekst med tilhørende billeder kom frem, og hun pegede mod symbolet i fokus. Isari’s symbol.
”Jeg har oplevet at i jordiske væsner har en overbevisning om, at jeres Sol og stjernerne på jeres himmel er to forskellige ting. Så for jer giver symbolet mening, men for mig er det blot en sammen sætning af to af samme slags, bare illustreret anderledes.” Hun drejede en halv omgang om sig selv for så at læne ryggen op ad reolen, mens hun stadig studerede siden, hun havde slået op på. ”Men selv hvis jeg ikke forstår dét, så er jeg ikke blind overfor, hvorfor der opstod en forvirring om min eksistens hos jer.” Det sidste var muligvis mere i form af en tanke, der blev sagt højt. For hun lagde ikke yderligere kontekst til det.

Zahinael gjorde store øjne, da hun snakkede om at snakke med en ung mand. At stjerners bevidsthed strakte sig så langt havde han slet ikke overvejet. Tilskuere til verden ja, men ligefrem at blive fortalt historier og kunne fokuserer på én enkelt person? 
"Hvad skete der med ham?" hørte han sig selv spørge, oprigtigt nysgerrig. "Du omtaler ham tydeligt i fortiden, som om han ikke længere er her..."

Hvis stjernen kunne se så meget, opleve så meget. Mange ville nok tro at krigene og de store historiske begivenheder var af interesse, men det var jo dem, der var skrevet mest om, berettet og nedskrevet og samlet i værker og diskuteret og rekonstrueret. Nej, hvad der fangede Zahinael var den viden, Mia måtte have om den enkelte boger, om folks almene liv. Mørket kunne godt vinde en krig, men de havde brug for at vinde folks sjæle. 
I sit hoved begyndte han så småt at tænke over personer i Mias liv, som han kunne indsætte spioner som. Den her slags information, ville man ikke bare få med én samtale eller afhøring. Hun var stadig så ny og flyvsk i sine tanker, at han ikke vidste præcis hvor meget viden hun lå inde med, og han måtte spørge ind til ting som de kom og som han fik et glimt af noget i hendes sætninger. 
Selv havde han ikke tiden til at bruge år på at få alt ud af hende, og hvis hun allerede søgte en vej hjem, måtte de havde et skarpt øje på hende fra nu af og konstant. Ingen kunne vide, om hun pludselig ville støde på en måde. Zahinael lavede en mental note om at få et par folk til at undersøge netop det, så de også kunne vide, hvis der rent faktisk fandtes en måde.

"Ja, vi kan se Solen som en stor flammende kugle, og kun stjerner som små prikker i det fjerne," svarede Zahinael og tvang sig selv til at lyde interesseret. "Det kommer faktisk slet ikke bag på mig, at I er meget nærmere beslægtede. De her bøger," Han udvalgte tre fra stakken, han har lavet. "Handler udelukkende om tilbedelse af stjerner. De er nok, hvad skal man sige... Lidt dømmende, fordi mange af kulterne er ilde set. Men det vil være spændende at se, hvor meget der stemmer overens med din opfattelse af jeres natur."

”Åh, han er her muligvis stadigvæk. Det kan jeg ikke sige så meget om. Men jeg holdte med at se noget til ham samtidig med, at han fik for travlt til at søge mod himlen for sin komfort. Han begyndte vel at pleje sin ensomhed, som så er så normal for jer jordiske; med at finde en at dele sin eksistens med.” Der var noget drømmende over måden, hun sagde det hele på. Hun bebrejdede ikke den unge mand for at have stoppet med at tale til hende. Der var absolut ingen bitre følelser involveret. Sådan var det bare. Han havde blot været en enlig akademiker, der havde fundet det nemmere at ytrer sine ord til en blinkende prik i himlen end til en sand person.
”Det er over 63 om-… år siden, jeg sidst hørte ham tale til mig. Og siden da, og før da, har der været mange andre. Han var bare den jeg husker tydeligst,” afsluttede hun med et lettet suk over at være blevet mindet om det igen.

Fingeren allerede placeret på siden af bogen, hun havde i sine arme, blev strøget hen lagt Isari symbolets streger og kurve. Hun ville næsten kunne bilde sig selv ind, at hun stadigvæk kunne mærke den lette forhøjning af blækket, selvom det allerede havde synket godt ned i kvalitetspapiret for længe siden. Men overfladen var glattere, hvor blækket var, dét kunne hun – og en hver anden – mærke. Hun skød hovedet op og bogen blev klappet i til fordel for at nemmere kunne tage Techers næste sæt af udvalgte bøger. Hun kunne stadigvæk høre en anden bibliotekars kommentar på hendes knap så ideelle behandling af bøgerne før, hvor hun havde båret en stak oven på en åbnet bog i bunden.
Så efter at have være informeret omkring de nyfundne bøgers baggrund og indhold, blev Mia nød til at lade en latter ud. ”Vi er ikke guder eller gudinder. Jeg er i hvert fald ikke. Jeg er – eller jeg var.. Min oprindelige form er ikke meget andet end, hvordan du forklarede Solen. Og det samme gælder for alle andre af de såkaldte stjerner,” sagde hun med den samme latter siddende om talebåndet. ”Med det sagt, så har jeg været udsat for at fanatiske troende har overbevist sig om, at jeg er denne Isari’s reinkarnation, hvilket hendes symbol gør giver lidt mere mening. Dog ikke at det er på ingen måde sandt. Jeg er hverken guddommelig eller helende. Se selv!”
Det var ikke det smarteste, da det resulterede i, at hun nær havde tabt bøgerne og derfor klodset fulmede med balancen, bare for at kunne række sin venstre håndflade frem mod Techers og vise ham arret, der strakte sig tværs over den. Blegere end hendes allerede blege hud. ”Jeg kan ikke engang hele mine egne sår eller ar.”

"Nej, jeg er også klar over, at nogle folk får overdrevet lidt i jagten på højere magter," lo Nael og studerede så den hånd, hun rakte frem mod ham. "Hmm, var det noget, du forsøgte at fortælle dem?"
Han havde ikke læst så forfærdeligt meget om kulterne, men det overraskede ham ikke, hvis de forventede at deres stjerne-gudindeskikkelse var forventet at have helende kræfter. At læne sig frem gav ham også mulighed for at se lidt nærmere på hendes varme aura. Han havde opfanget, at hun skiftede lidt op og ned i styrke, men det havde ikke været så forfærdeligt meget i deres samtale, at han havde kunnet bringe det op. "Den her... varme, måske? Kontrollerer du den bevidst?"

Nael trak sig høfligt lidt på afstand igen, og tog resten at stablen med bøger. "Her, lad mig hjælpe dig ned til dit bord med dem, så kan jeg fortælle dig, hvorfor jeg tror netop de her bøger ville være interessante for dig at læse."
Han vendtede til hun gjorde mine til at følge med, og gik nu med hende ved siden af sig og lidt mindre guidende - hun vidste trods alt, hvor bordet befandt sig.
Han fokuserede på at gemme alle de informationer, hun gav ham, godt kategoriseret i sin hukommelse. Selv de små ting, de ting hun sagde om kulten og deres tro på Isaris reinkarnation kunne vise sig at være vigtigt, selvom det for Zahinael lige nu så ud til bare at være flere tossede præstepåfund, der slet ikke havde noget at gøre i religion.

"Dem, der har talt til dig," begyndte han, mens de gik. "Er det alle, der blot går ud og snakker op imod himlen, der kan høres af stjerner? Eller skal man fokusere på én bestemt? Jeg tror aldrig jeg har snakket til en stjerne... Men jeg har nok snakket en del til de dyr, der har båret rundt på mig, når jeg har rejst."

Zahinael havde faktisk aldrig snakket særlig meget til hestene, han havde reddet på. De svarede ligesom ikke. Luna gjorde, og det var noget af det, han holdt så meget af ved sin grif. Det blev aldrig helt ensomt at rejse mere.