Sted: En lille kro i Tusmørkely
Tid: Sen aften
Vejr: Regnfuldt

Regnen blev ved med at falde, gennemblødte alt omkring Cora. Ja også Cora selv, selvom hendes kappe tog det meste. Hun undgik normalt landsbyer, hvis hun kunne. Den grålilla hud og det lilla hår skabte ofte flere problemer end det var det værd, men i dag ville hun bare i tørvejr. Det var for vådt til at tænde ild og hun skulle helst blive bare lidt tør, for ikke at blive syg. Så da hun havde fået øje på byens lys, var hun resolut gået i den retning. Så måtte hun tage balladen som den kom. Hvis der kom nogen, måske hun var heldig og folkene her var ligeglade med hendes race. Hun ville i hvert fald afholde sig fra at lave ballade, hvis hun kunne.

Der var tomt i gaderne, men ingen vagter, så hun havde en fornemmelse af, at det bare var det sene tidspunkt og den evigt faldende regn. Endeligt fandt hun frem til et mindre torv, hvor et skilt hængende fra en bygning informerede hende om, at den indeholdt en kro. "Det glade ølkrus". Hvor fantasiløst. Med et dæmpet fnys skuttede hun sig og gik mod døren. Mennesker. Altid så grå og kedelige. 

Døren gled nemt op og varmen væltede ud mod hende indefra. Varmen og lydende af kroens gæster. Noget der mest så ud til at være byens beboere, et par enkelte rejsende, nogle med sværd, andre tydeligvis bønder. Og et par enkelte steder var en glædespige i gang med at le og underholde de fornemme herrer. Coras kæbemuskler spændte op, men hun hverken sagde eller gjorde noget, da hun gik igennem kroen op til baren, hvor en bred kvinde stod og tørrede krus af.
"Noget varmt at spise og et krus øl." Cora trak hætten tilbage og afslørede sit udseende, men straks hev hun sin pung frem og fiskede krystallerne op. De fleste kroværter kunne overtales til at overse hendes race, så længe man holdt krystaller op for næsen af dem. Og ganske rigtigt, kvinden sendte hende et mistroisk blik, men tog så i mod krystallerne og forsvandt ud bagved uden et ord. Det hjalp også lidt at være kvinde, de færreste forventede ballade fra en hunkøn.

Cora satte sig til rette ved baren med et suk og ventede på sin varme mad. 

Cayden slog automatisk blikket op, da døren til kroen slog åben. Han var en af de gæster, der sad med et sværd på sin hofte. Ikke fordi han behøvede det, ikke med sin evne til at fremmane våben når som helst, men fordi det sikrede sig at det var de færreste, der rodede sig ud i noget med ham. Det var en god måde lige at sortere de svageste svindlere fra på.

Til at starte med så den nye gæst ikke ud af noget særligt, men et øjenbryn skød i vejret i Caydens pande, da hun hev hætten af og afslørede sin race. "Modigt," mumlede Cayden for sig selv, ikke helt sikker på om han egentligt mente 'dumdristigt'. Personligt lignede han lige så meget et menneske som de fleste andre gæster i bygningen, så han risikerede ikke så meget. Han var ikke engang eftersøgt. Han holdt af at holde sit ansigt skjult. Det gjorde det nemmere at arbejde som spion. 

Han genkendte nu heller ikke mørkelvere. Måske hun var en helt uskyldig person? Cayden måtte stoppe sig selv fra at le - han havde aldrig i sit liv mødt en helt uskyldig mørkelver. Det lå bare ikke til racen. 

Han løftede det pigebarn, der sad på hans skød, af sig og rejste sig op for at gå hen til baren, hvor han bestilte et glas vin. Han kommunikerede på ingen måde med mørkelveren ved siden af sig, selvom han ikke lagde skjul på, at han var kommet for hendes skyld. 

Varmen var rar og Cora lukkede øjnene for et øjeblik, mens hun sad der. En bevægelse fik hende dog til at slå øjnene op igen. En mand kom op bagfra og placerede sig ved siden af hende for at bestille et glas med vin. Selvom hun ikke drejede hovedet, genkendte hun ham straks som en af dem med sværd - og et pigebarn på skødet. Afskyen fik for få sekunder en rynke til at vise sig over hendes næse, men den var væk så hurtigt som den var dukket op. I hendes øjne var en mand, der benyttede sig af en glædespige ikke meget værd. Hvis han ikke kunne frivilligt tale en kvinde til at dele en seng med ham, hvad var han så? En slapsvans? Og tvang han en kvinde, skulle han have skåret visse legemsdele af. Svin.

Et krus med øl blev sat foran Cora sammen med en skål med suppe. Hun drak hurtigt et par store slurke, inden hun kastede sig glubende sulten over maden.
Det var ikke gået hendes næse forbi, at manden virkede til at ville hende noget, men hun havde lovet sig selv at opføre sig pænt og lige nu var maden vigtigere. Så hun pustede kort på skeen, inden hun begyndte at spise, forsigtigt, for suppen var skam kogende varm. Og den smagte godt. 

Mandens tilstedeværelse irriterede hende dog, og til sidst rettede hun sig op for at se på ham med sine sort-røde øjne.
"Kan jeg hjælpe dig med noget eller vil du bare sidde der og irritere mig?" Trods hendes tydeligt feminine, omend lidt hæse, stemme, var der en tydelig trussel i den og hendes udtryk var uvenligt. Hun havde taget bedre fat om skeen, næsten som om, at hun forventede, at det ville blive nødvendigt at stikke ham ned med den. Hun var forberedt på, at han på en eller anden måde skulle afklapses, om det var fordi han ville forsøge at få hende med i seng eller om han ville slås, det var lige meget. Han provokerede hende ved sin blotte tilstedeværelse.

Cayden kunne nærmest se den kraftanstrengelse det var for mørkelveren ikke at slå ham ned, og selvom han kæmpede imod, kunne han ikke lade være med at smile skævt ved synet. Hans blik gled ned over hende, uden at lægge skjul på dét heller. Hun var ikke grim af en mørkelver at være.

"Jeg nyder bare udsigten," påstod han, da hun med sit blik truede ham, men han smilede til hende og hævede sit vinglas i en skål, inden han tog en tår. Han forventede at nogen ville gå til angreb på hende, inden hun ville gå til angreb på ham, men det var måske alligevel at presse den lidt, at han var så provokerende. Normalt var han også mere en gentleman, og selvom han havde stilt sig ved hendes side, for at kunne beskytte hende, skulle der ske hende noget, så følte han alligevel en nagende fornemmelse af at han burde opføre sig pænere.

Blikket den lille hvide menneskemand lod glide over Cora, gav hende kvalme. Endnu en mand, der tænkte med pikken. Det kriblede allerede i hende at fratage ham hans værdsatte juveler med et enkelt hurtigt snit med en kniv af sort is. Det ville gøre ondt og han ville skrige som en gris, lige som alle de andre, hun havde haft fingrene i. 
Hans ord forstærkede bare den kvalme, hun havde fået ved hans blik, og hun var ikke længere sulten. Ikke psykisk i hvert fald, selvom hendes mave gerne så, at hun spiste resten af suppen.

Men han havde overtrådt en grænse, hun ikke kunne overse. Langsomt lagde hun skeen fra sig og vendte sig i mod ham. lod ham drikke færdigt.
"Så du nyder udsigten? Du havde måske forventet, at jeg faldt i svime over din maskuline charme og smed tøjet, så du kunne udnytte min veltrænede og tiltalende krop til din egen nydelse? Hm?" Det var tydeligt på hendes stemme, at hun havde en masse undertrykt vrede i sig, men hun slog ham ikke. Ikke endnu. 

Det gør de som regel, ja, tænkte Cayden, men denne gang holdt han sine smarte kommentarer for sig selv. Han havde lovet sig selv at opføre sig mere som den gentleman han var, og det løfte holdt han. Han var som regel ikke typen, der talte før han handlede.

"Ikke ligefrem," svarede han i stedet og løftede overgivende sine hænder for at forsøge at deeskalere situationen. Det så ud til at han havde fejlbedømt hende, da han havde troet at hun ikke ville gå til angreb. "Det er bare længe siden jeg har set en mørkelver på disse kanter. Og når man ser dem, mængder de sig ikke ligefrem med mennesker."
Han overvejede om han skulle dele med hende, at han var en del af Mørkets Hær, men der var for mange risikoer ved det. Andre kunne overhøre dem, eller det kunne vise sig at hun var på Lysets side. Hun kom trods alt her, hvor der var mennesker.

Det var næsten skuffende, da han løftede hænderne for at afværge en voldelig situation. Hun ville elskede at slå et par tænder ind på ham, men hun havde trods alt lovet sig selv ikke at lave en scene, så hun kunne få varmen og få noget at spise og ikke skulle direkte ud i regnen igen. Hun kom næsten altid ud i en eller anden form for kamp eller skænderi, så snart hun bevægede sig ind på en kro fyldt med mennesker. Mænd. Fyldt med mænd. Tanken fik hende næsten til at skære tænder.

Ordene der fulgte som forklaring, gjorde det ikke meget bedre.
"Jeg mænger mig absolut ikke med mennesker," hvæsede hun, ikke alt for højt, for ikke at pisse hele kroen af. "Jeg er her kun for at komme i tørvejr, det er ikke frivilligt, tro mig." Hun havde knyttet sine hænder, men foldede dem langsomt ud igen, mens hun kastede et mistroisk blik på ham. Den måde han havde sagt det på, havde fået hende til at tænke, at han heller ikke var et menneske. Han lignede. Dæmon? Halvdæmon? Ikke noget elver i hvert fald, heldigt for ham.
"Jeg skulle måske nærmere spørge, hvad sådan en som dig laver her?" Det var et skud ud i tågen, at han heller ikke hørte til, men hun havde en eller anden svag fornemmelse af det. 

Cayden kunne ikke lade være med at smile, da foragten for mennesker blev helt tydelig i Coras stemme. Han følte den selv - følte selv foragten for alle lysets væsner. Modsat hende var han der dog næsten frivilligt. Han havde ikke noget problem med at bruge tid med dem eller være sammen med dem på anden vis. De var hans fjender, hver og en af dem, men han skulle tids nok få dem gjort til slaver eller få dem dræbt.

"Du er en opmærksom type, hva?" Det var et retorisk spørgsmål, for det var hun jo tydeligvis, hvis hun havde lagt mærke til at han ikke selv var et menneske. Ikke at han normalt ville forveksles med ét, men det var meget praktisk når man bare skulle blænde ind med dem.
"Mit arbejde har sendt mig ud på en opgave," svarede han og lagde en albue imod baren, hans hænder sænket igen, nu hvor faren for at hun skulle slå ham så ud til at være forduftet igen. Om hun kunne gætte sig til hans job udfra hans påklædning og våben måtte hun selv om. Han var ikke ligefrem klædt i sin uniform, men det var tydeligt at han var veluddannet og havde flere krystaller end han kunne bruge. 

Det retoriske spørgsmål fik en hvæsende lyd fra Cora, der straks knyttede sine hænder igen, klar til at klaske ham en for sin frækhed. Men hun nåede at stoppe sig selv. I stedet trak hun vejret dybt ned i maven igennem næsen, selvom det sendte alle de klamme lugte af svedende mennesker ind i hende, og huskede sig selv på, at der stod en skål med suppe ved siden af hende. Hun var sulten og hun havde betalt for maden. Det ville være dumt at starte en slåskamp nu.
Hun valgte at vende sin opmærksomhed mod suppen igen, bare for at få noget andet at se på end idioten ved siden af hende.

Hun nåede at spise en mundfuld, inden han sagde noget med arbejde. Med et blik så hun op og ned af ham. Arbejde. Fint tøj, sværd. Han kunne være mange ting. Soldat. Lejesoldat. Og så dog. Han havde tydeligvis penge og sværdet var, så vidt hun kunne se på bare skæftet, af god kvalitet. En ridder ude af uniform måske. Hvilket ville passe fint med, hvis han ikke var menneske. Mørket, uden tvivl, hvis han var en ridder. Sådan som han havde valgt at tage kontakt til hende.
En lidt nedladende lyd kom fra hende, og hun så på sin suppe, mens hun skovlede endnu en skefuld op.
"Jeg er ikke interesseret i dit arbejde eller din arbejdsgiver." Skeen fandt vej til hendes mund og sank, tilfreds med smagen.

Det var nemt at se at hende her ikke skulle leges med, men hun lød heller ikke til at sætte pris på Caydens høflige side, eller på at de havde noget til fælles, så han vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op med hende. Normalt var kvinder ikke helt så besværlige som hende her.

"Det burde du være," svarede han hende. Mørket var hans liv og han forstod ikke de væsner, der havde vendt det ryggen eller valgt at ignorere det. Kunne mennesker måske nogensinde se igennem fingre med at mørkelveren her ikke var, den race hun var? Lige til aften så det ud som det, nåede han at tænke, med sit blik glidende over gæsterne, inden han fik øje på en lille gruppe af mænd, der snakkede sammen og skævede til dem. Én af dem fik øjenkontakt med Cayden og nikkede konspiratorisk til ham, inden han fløj ud af døren.
Cayden fik en dårlig fornemmelse. Mænd der på den måde holdt til i grupper og som troede, at enhver anden mand var del af deres gruppe, kunne kun betyde problemer. Ikke for ham, ikke lige nu, men det ville det have gjort, hvis de havde kendt hans race.
"Mit arbejde og min arbejdsgiver er det eneste der står imellem dig og de mennesker, der vil give dig problemer." Han kunne ikke være sikker, men det føltes som om noget var under opsejling.

Cora spiste videre, efterhånden godt irriteret på sit påtvungne selskab og hans evindelige plapren. Kunne han ikke bare gå og lade hende spise i fred?
"Jaså?" Det burde hun være? Hun var ikke interesseret i Mørket eller dets virke eller dem, der fulgte det uden tanke. Mørket og Lyset var for hende begge lige negative elementer. Samlinger af væsner, der ukritisk fulgte nogle individer, der påstod at have fundet den bedre, den rigtige vej igennem livet. Det var for religiøst for hende, hun ville hellere være sin egen end at følge nogen, der troede de var skabt til at lede et helt land ud fra en enkelt tro. Om det var Lyset eller Mørket, der sad på tronen kunne være lige meget, selvom hun dog nok måtte indrømme, at hendes race ville få det lettere under Mørket. Men ærligt talt måtte de selv døje med det.

Hun rynkede panden og løftede blikket fra suppen.
"Mennesker vil altid give mig problemer, det er en snottet lille race, der ikke kan andet end at leve som svin og dø som svin. Hvad skulle dit arbejde og din arbejdsgiver kunne gøre for mig i mod en hel race af bastarder?" Hun havde haft for travlt med sin suppe og med manden, der tog hendes opmærksomhed, til at lægge mærke til mændene i kroen, noget hun normalt ellers var vågen nok til at opfange.

"Enig," svarede han, tydeligvis anstrengt. Det var bare sådan mennesker var, i det mindste var de enige om det. Cayden så det dog på ingen måde som overdrevet at han kunne beskytte hende imod en hel race. Hvis først Mørket fik generobret magten over landet ville lysets væsner ikke turde gøre mørkelvere som hende noget af frygt for hvad Mørket ville kunne gøre mod dem som straf.

"Vi kan beskytte dig. Om ikke andet, så i dag." Han skævede mod døren, forventende at der hvert øjeblik kunne storme en flok af byvagter ind. Måske han havde taget fejl. Måske mennesket der før var løbet af sted, ikke havde gjort det for at finde nogen til at hjælpe sig med at sende en stakkels, forsvarsløs mørkelver på flugt eller værre. Forsvarsløs. Han skævede smilende til hende ved dén tanke. Det var ret tydeligt at hun ikke var forsvarsløs.

Han vendte sin opmærksomhed imod kvinden bag baren og kaldte hende over til sig. "Jeg går ud fra at I har en bagudgang igennem køkkenet?" Hun så lidt forvirret på ham inden hun svarede at ja, det havde de. Han takkede hende og ventede tålmodigt til en anden gæst krævede hendes opmærksomhed, før han vendte sig imod mørkelveren igen. Han troede ikke at det var nødvendigt at fortælle hende, at han havde en fornemmelse af at der skulle til at ske noget. 

Nå, så var de da i det mindste enige om noget. Cora stak endnu en mundfuld suppe i munden, inden hun så lidt forvirret på ham. Beskytte hende i dag? I mod hvad? Hendes blik gled straks kroen rundt og hun fik øje på den lille gruppe af mænd, der næsten for tydeligt forsøgte at undgå at se direkte på hende. Åh ved Zaladin. Hun så tilbage på, hvad hun efterhånden havde fået bekræftet til at være en ridder af Mørket, og fulgte hans blik til døren. Han måtte vide noget, hun havde overset, alt for optaget af at få mad i maven og hans forstyrrende nærvær. 

Ordene omkring en bagudgang fik hende til at lægge skeen fra sig, klar til at gribe både tasken på jorden og et af sværdene på ryggen, enten om hun hurtigt skulle af sted eller til at slås. Da ridderen vendte sig i mod hende, tog hun sin taske uden et ord og begyndte at gå til åbningen i baren, der ledte om bagved og til døren til køkkenet. Hun ignorerede fint protesterne fra kropigen, da hun skubbede sig forbi hende.
Hun fik meget hurtigt bekræftet ridderens mistanke, som et råb fra krostuen lød, da hun forsvandt ud af køkkendøren. Pis. I hurtig gang gik hun igennem køkkenet, ignorerede kromutter og skubbede døren op ud til. Det regnede stadig. Fantastisk.

Cayden spildte ikke tid på at se sig over skulderen - da mørkelveren gik, fulgte han efter hende. Om truslen var ægte eller ej betød ikke noget. Han havde sagt at han ville beskytte sig, så nu hvor han havde vist sig sådan frem, var han nødt til at gå igennem med det.
Han var næsten lettet, eller i det mindste selvtilfreds, da han fik sin mistanke bekræftet af råb bag dem. Hans blik gled over genstandende ude i køkkenet, men ingen af dem kunne bruges til at blokkere døren og han endte med at fortsætte efter mørkelveren udenfor.

Der lød et rabalder indefra køkkenet, uden tvivl fordi for mange mænd på én gang var ved at klemme sig igennem det, og Cayden satte i løb. Han gik ud fra at Cora fulgte med. 

Cora tøvede ikke med at gå ud i regnen. Det var bare vådt og hun var våd i forvejen. Kulden rørte hende ikke, som altid, men hun vidste, at hun skulle passe på ikke at blive syg. Normalt ville hun slå hætten op, men hun havde brug for frit udsyn, så hun lod den blive nede. 
Hun var også kun lige trådt ud af døren, da hun kunne høre larm indefra og manden, der havde været lige bag hende, sat i løb. Med en ed satte hun efter ham, en smule besværet af tasken. Hun trak ikke nogen af sine sværd endnu, da der ikke var decideret face og det var nemmere at løbe med frie hænder, men hun var klar til at skulle slås.

Hun blinkede vand væk fra øjnene og fulgte af en eller anden grund efter manden. Hvem vidste om det var ham, de var efter, så det var da dumt. Men hvem prøvede hun at snyde, selvfølgelig var de efter hende, hun var den, der stak ud. De vidste højest sandsynligt ikke, at det var en Mørkets ridder der løb lige foran hende. Hvorfra skulle de vide det, han var faldet så godt ind på kroen.
Hvorfor hjalp han hende egentligt? De drejede rundt et hushjørne og hun greb fat i hans skulder og skubbede ham op i mod muren. De havde tid nok.
"Hvorfor hjælper du?" Hendes røde øjne borede sig ind i hans og hendes hæse stemme hvæsede af ham.

Cayden gav et lavmælt støn fra sig, da mørkelveren skubbede ham op imod muren, og kunne ikke lade være med at se ned på hende med et forventningsfuldt smil. Hun så ikke ud som om hun havde lyst til at der skulle ske noget, og hun lød bestemt heller ikke sådan, men Cayden kunne ikke lade være med at tænke på en bestemt måde.

"Har vi virkelig tid til det her?" spurgte han med et skævt smil. Normalt ville han have skævet sigende mod vejen de kom fra, for at indikere deres forfølgere, men han var også en lille smule bekymret for om hun ville stikke ham ned, hvis han så væk fra hende, så han holdt sit blik på hende, klar til at undvige, hvis hun skulle forsøge at myrde ham. 

Cora kunne se det med det samme. Tankerne i hans hoved, lysten. Forventningerne. Lysten til at stikke ham ned på stedet og efterlade ham blødende til deres forfølgere var stor, men hun vidste også godt, at der var bedre sandsynlighed for, at hun kom fra dette i live, hvis hun havde en på sin side. Om det så var fordi, at han forventede, at der var noget til ham i den anden ende, det var lige meget. 
Hun kneb øjnene sammen og så lidt på ham. Et råb fik gang i hende.
"Nej." Hun slap ham igen og satte videre i løb, væk fra stemmerne, der nærmede sig.

Forbandet. At føle, at man havde brug for en Mørkets kriger og så endda en mand! Hun bandede indvendigt, som hendes fødder slog i mod underlaget og hendes øjne søgte en udvej i mørket. Hun måtte ud af byen, hun havde en større sandsynlighed for at overleve i naturen end blandt huse og gader, hun ikke kendte alligevel.

Cayden følte sig i live, da Cora svarede ham og tvang ham til at følge efter sig uden anden advarsel. Han løb af sted, en latter i halsen og adrenalin i kroppen. Han kunne nemt have teleporteret dem væk med sin evne, hvis ikke Cora havde en evne eller en magisk genstand der modarbejdede det, men hvor var det sjove i dét? Det her var trods alt kun vrede mennesker. Cayden ville til enhver tid foretrække at myrde dem. Cora lignede typen, der ville foretrække at lemlæste dem - hvis Cayden skulle gætte, ville han sætte sine penge på, at hun var typen der skar pikken af den slags mænd, men Cayden var, så vidt han vidste, ikke efterlyst af Lysets Hær endnu, og han havde egentlig heller ikke lyst til at der var nogen af de her mænd der overlevede, så de kunne videregive hans signalement. Det var langt nemmere for ham at gøre sit job, når han ikke skulle bekymre sig om at blive genkendt.

Han kunne ikke helt indhente hende, men ville gerne snakke med hende, så han teleporterede sig lidt op foran hende, og holdt hendes tempo, da hun indhentede ham. 
"Du har ikke lyst til bare at lure dem lidt væk, til et sted hvor vi kan myrde dem?" foreslog han med et smil, der var anstrengt af at være tvunget til at holde hendes tempo. 

Cora var ikke lavet til at løbe, hun gik ret hurtigt død, men når hun løb, var hun hurtig nok. For en kort tid. Hendes vejrtrækning var allerede ved at være tung og hendes ben begyndte at føles matte. Men hendes stædighed gjorde op for manglen på udholdenhed og hun tvang sig selv fremad. Hun kunne høre mandens meget tungere skridt bag sig. Om hun var glad for, at han fulgte med eller ej, det vidste hun ikke helt, men hun kunne da altid ofte ham til den vrede hob bag dem. Deres råb lavede genlyd i mellem husene, hvilket gjorde det svært at gætte, hvor langt bagude de var.

Coras skridt faldt i tempo og blev kort usikre, da han ud af det blå dukkede op foran hende. Det forskrækkede hende for et øjeblik, men vreden tog hurtigt over. Svinet kunne teleportere?! Og så tvang han dem til at løbe?! Hun bed sammen og satte farten op igen, selvom hun allermest havde lyst til at stoppe op og slå ham. Hårdt. 
Det hjalp ikke på det, da han foreslog, at de kunne lure dem lidt væk, så de kunne myrde dem. Selvfølgelig havde hun lyst til at myrde dem, men samtidigt var det ikke hendes første indskydelse. Og vreden over, at han antog, at hendes race var så morderiske, hvilket de fleste nu også var, fik hende til at stønne let og sende ham et vredt blik.
"Las os ... nu bare ... komme væk ... herfra!" Hendes vejrtrækning var tung og hun havde ikke luft til en helt sætning af gangen. Hendes hjerte bankede hårdt af sted i brystet af hende og hun så rundt efter en vej ud af byen. Dér! Hun tog et skarpt sving uden at se efter, om han var med.

Cayden var ret vild med, hvordan Cora konstant så ud som om hun var på nippet til at myrde ham. Det var lidt sødt. På den farlige måde. Han var lige så stakåndet som hun var, men han smilede alligevel anstrengt til hende.

Han fulgte efter hende, da hun tog et skarpt sving, men da han så, at hun var på vej ud af byen, blev han alligevel lidt skeptisk. Var hun på vej ud af byen, så de kunne slå deres forfølgere ihjel i ro og mag, eller var hun på vej ud af byen for at prøve at miste dem? Han gad ikke overnatte uden i naturen. Ikke når der ventede ham et behageligt kroværelse han bare kunne teleportere sig tilbage til.

Han lod hende få tvivlen på sin side og fulgte troligt efter hende. For nu.