Sted: Alyndres buemager værksted
Tid: Sen middag
Vejr: Køligt og støvregn

Alyndre sad bøjet over et bord i sit værksted, mens hun arbejdede på en pil. Der lå en bunke materialer ved siden af hende, klar til at blive til pile til en kunde. Døren til værkstedet stod åben i tilfælde af en kunde ville kigge forbi. Et buldrende ildsted holdt kulden fra den grå og triste dag ude af værkstedet. Det var ikke noget stort værksted og væggene var stablet til med værktøj, halvfærdige buer og pile, men hun foretrak det sådan. Hun havde lavet mange fantastiske buer i det værksted, og der var plads til hvad det nu havde brug for at indeholde. 

Hendes totale fokus var på arbejdet foran hende, som det havde været siden hun var kommet hjem fra sin sidste tur. Hun havde prøvet sit bedste på at glemme. Hun havde kastet sig over sit arbejde og holdt alt sit fokus på det. Men når natten kom, og hun blev nødt til at gå til ro plagede mareridtene hende, og når hun vågnede var hun atter tilbage i buret og panikken overmandede hende. Mærket på håndleddet var også en kontanst påmindelse om begivenhederne der havde fundet sted i hytten. Men alt dette blegnede i forhold til den bule, som var begyndt at vokse og som muligvis var den mest smertefulde påmindelse om det hele. Sobek havde placeret et liv i hende, og hun kunne ikke få sig selv til at gøre en ende på det.

Siden bulen på hendes mave var begyndt at vokse, havde hun holdt den skjult bag løstsiddende tøj, og som hun sad der i værkstedet, ville man ikke kunne gætte hendes lille hemmelighed. Hun havde ikke taget stilling til, hvad der skulle ske, når barnet engang blev født. For nu brugte hun alle sine vågne timer på at arbejde i håbet om, at problemet på en eller anden måde ville løse sig selv. 

Tiden var gået, siden han havde haft Alyndre i sit bur. Han vidste altid, hvor hun var, eftersom han havde lavet sit mærke på hende og hans indre kompas nu fortalte ham, hvilket retning og ca hvor langt, hun var væk. Hans gæt var hovedstaden eller et sted i nærheden. Det var alt for langt væk til, at han ville rejse ud og opsøge hende. Men det havde han heldigvis en løsning på. Ikke specielt elegant og en smule farlig, men duelig. Fordi han arbejde med at skaffe pelse og specielle væsner, havde han på et tidspunkt fået lavet nogle specielle sække, der på magisk vis sørgede for, at kød, planter og andet materiale aldrig gik i råd. Faktisk blev det bevaret i samme friske tilstand, endda med varme, indtil man tog det ud og processen fortsatte som naturligt.

Så han havde fundet ud af, at han kunne kravle ned i den største sæk han havde, lukke den til og derefter forlade sin krop, uden at den gik i forrådnelse. Ganske smart.
Og det var, hvad han havde gjort for at besøge Alyndre.

Det krævede selvfølgelig en krop og han havde lidt forsigtigt kigget sig lidt omkring i Dianthos. Endeligt havde han fundet en god bred tømrersvend, der så ud til at være i starten af tyverne. Høj, lyshåret og med et jovialt ansigt. Med kone og lille barn, men det kunne han ikke tage sig af. Sjælen forsvandt så snart Sobek tog bolig i kroppen, der nu ville dø, så snart han forlod den igen. Og så gik han igennem gaderne for at finde det hus, Alyndre gemte sig i.
Og han fandt det hurtigt ved hjælp af sin evne, der kun blev mere præcis, jo nærmere han kom. Kroppen var stor og han bukkede sig ind af døren. Der sad hun jo, så koncentreret. Tavst bevægede han sig længere ind, måtte kvæle et lille smil. Han glædede sig til at flå tøjet af hende og få fornøjelse af hende igen.

Fingrene arbejdede nærmest automatisk med materialerne på bordet foran Alyndre. Hun var i sin helt egen lille verden, som kun bestod af hende og hendes materialer. Stod det til hende, ville hun aldrig forlade det lille værksted. Det var nu heller ikke fordi, at hun habde bevæget sig meget rundt, siden hun var kommet hjem. En dør forbandt værkstedet og hendes private bolig, og hun havde stort set kun befundet sig de to steder. Med undtagelse af diverse leveringer og når hun var nødt til at skaffe mere mad.

Fingrenes konstante arbejde stoppede først, da hun fornemme en anden persons tilstedeværelse i værkstedet. Hun studsede kort over, at hun hvdrken havde hørt ham banke på eller bemærket, at han trådte ind. Men hun havde selvfølgelig været dybt optaget, så hun måtte have overhørt det.
Hun rejste sig op fra stolen med et høfligt smil.
"Kan jeg hjælpe dem med noget?"
Hun kunne ikke mindes, at hun havde handlet med den unge mand foran hende før, og han slog hende heller ikke som den type der sædvanligvis ville besøge hendes værksted. Men hun var ikke typen, som dømte folk. Så længe de værdsatte og betalte for hendes arbejde.

Sobek lod blikket hvile på hende. Stadig lige smuk. Det var næsten sært at se hende så afslappet, indsat i en hverdagssituation, hvor hans tilstedeværelse ikke påvirkede hende. Det gav hende en helt anden glød. Men hun så træt ud, og han gættede på, at hun ikke sov så godt. Ups. Det kunne måske have noget at gøre med de dage, han havde haft hende låst inde i buret. Ikke at det gav ham dårlig samvittighed.
Da hun rejste sig op, lod han blikket glide over hende. Maven så han ikke, mest fordi han ikke forventede det, men også fordi, at hendes tøj gemte det godt. I stedet huskede han på, hvordan hun så ud under det. Måske han skulle flå det hele af hende denne gang, så han kunne få den fulde fornøjelse.

"Ja, det kan du." Hans stemme skurrede i hans ører, alt for lys og venlig. Han havde gået en lille tur for at vænne sig til kroppen, men den var stadig ny og det var første gang, at han hørte sig selv sige noget. Han smilede, mens han kort overvejede, hvordan det så ud på det bløde ansigt, men det var der ikke så meget at gøre noget ved. Det havde været den bedste krop, han lige havde kunnet finde, selvom den var så... god. Brr.

Roligt bakkede han et skridt igen og lukkede døren bag sig. Uden at flytte blikket fra hende, fik han slået slåen for.
"Jeg tænkte, at det var på tide, at vi så hinanden igen. Så jeg har ledt efter dig." Han gik frem mod hende med et par lange skridt og med en hurtigt bevægelse greb han hendes arm og lod fingrene røre det sorte mærke på hendes håndled.
"Men du er heldigvis nem at finde." Hans smil blev større og noget mere uhyggeligt, et smil der havde været at se på Sobeks ansigt og som slet ikke passede til den mand, han havde taget plads i nu.

Alyndre ventede tålmodigt på detaljerne om, hvad han ønskede af hende. Forhåbentligt ville det være en bue, som hun ville kunne lave fra ny, og helst en kompliceret en, som kunne holde hende optaget.
Hendes høflige smil forsvandt, da han lukkede døren og slog slåen fra.
"Hvad laver du?" Hendes stemme var fuld af mistro. Hans ord fik ubehagelige minder til at køre rundt i hendes hoved, og hun kæmpede med at holde frygten væk. Hun trådte et skridt tilbage, og var hun ikke blevet grebet i armen, var hun fortsat med at bakke væk fra ham. Berøringen af mærket og hans ord fik hende til at stivne. Hvis han havde fundet hende gennem mærket, så.. nej. Det kunne ikke passe. Den unge mand foran hende kunne ikke være Sobek. Det var umugeligt.
"Hvem er du?" Hun vidste, at frygten  kumne høres på hendes stemme, men lige nu var hun ikke i stand til at bekæmpe den.

Hendes øjne undersøgte hurtigt værkstedet. Uanset hvem manden foran hende var, havde hun ikke tænkt sig at bukke under ligesom sidst, selvom frygten allerede nu gjorde hendes krop stiv. Værkstedet var fyldt med pile og knive som hun nøje sørgede for var skarpe, så hun kunne bruge dem til sine buer. Hun forsøgte desperat at hive armen til sig, så hun kunne nå den første og den bedste genstand, som hun kunne kæmpe imod med.

Et lidt skuffet udtryk gled over Sobeks lånte ansigt, da hun ikke virkede til at kunne regne ud, hvem han var. Og dog, hun virkede bange. Så måske hun alligevel havde gættet det.
"Lille Alyndre, du skuffer mig. Jeg synes ellers, at vi havde nogle dejlige dage sammen. Og så genkender du mig ikke?" Hans greb om hendes håndled strammedes og han trak hende ind i mod sig. "Selvom det snart er en tre måneder siden." Hans smil blev ikke mindre, som hun kom tættere på, stadig et smil, der ikke passede til det ellers venlige ansigt. Blikket i de blå øjne virkede også helt forkert. Ondt. Hånligt. Lystigt.

Den ene store, ru lap af en hånd bevægede sig op til hendes ansigt og strøg blidt fingrene over hendes kind. Det var kun for at drille hende, han havde ikke tænkt sig at være blid. Det lå ikke ligefrem til ham. Nej, han ville tage hende, mod hendes vilje, nyde hendes kamp og hendes smerte, hendes uvilje. Han havde kunnet lide hende tilbage i hytten, hvilket var derfor, at han havde mærket hende og opsøgt hende igen. 
"Jeg har ellers ikke glemt dig." Hans hånd gled ned over hendes hals, hendes bryst uden på tøjet og derefter ned over hendes mave på vej ned mod... vent. Hans bevægelse gik i stå for et sekund. Vent nu lige lidt. Han lagde en flad hånd mod hendes mave. Efter et øjeblik, lød der en dæmpet latter fra ham, mens han kærtegnede bulen under hendes tøj.

"Gravid. Er det min fortjeneste?" Han lo igen. Åh, så han skulle være far igen? Der kunne man bare se. Det havde ikke nogen betydning for ham. Han interesserede sig ikke for sine afkom, og han havde nok nogle stykker af dem ude i verden. Et par stykker han kendte, en enkelt han selv havde opdraget. Resten vidste han ikke noget om, hvilket passede ham fint.
Med sin krop skubbede han hende op i mod arbejdsbordet og hans hånd lå stadig mod hendes mave.
"Og du har endda besluttet dig for at beholde det, gætter jeg på, siden du stadig går rundt med det. Jeg er beæret." Et grumt smil lå over det ellers uskyldige ansigt.

Det var som om alt varmen øjeblikkeligt forlod Alyndres krop. Hun kunne mærke hjertet hamre med en nærmest foruroligende hastighed i hendes bryst. Hvordan kunne det være ham! Givet, hun havde ikke gjort noget for at skjule sig, men hun havde regnet med at afstanden ville være nok.
"Sobek" Det var det eneste ord hun kunne få over sine læber. Stemmen var så fuld af angst, at man nærmest skulle tro, at hun stod overfor døden selv.

Et øjeblik glemte hun nærmest, at hun havde lovet sig selv at kæmpe imod. Det var som om, at hun stadig kunne mærke de slag, som han havde givet hende sidste gang, indtil alt modstand var slået ud af hende. Hans hånd mod hendes hud fik hende til at føle sig syg. Og hans latter. Den forfærdelige latter. Den skar så forfærdeligt i hendes ører. Det var som om et lyn fór igennem hendes krop, da han kommenterede hendes graviditet. Hun havde haft et spinkel håb om, at hun havde kunne holde det skjult for ham. Hun svarede ikke på hans spørgsmål, men hendes reaktion kunne ikke efterlade nogen tvivl om svaret.

Da hun mærkede kanten af arbejdsbordet gik realiteterne op for hende. Selvfølgelig havde hun hele tiden været klar over, at hans intention var at tage hende med magt, men frygten havde lagt en sky over hendes tanker, og fået det hele til nærmest at virke som endnu et mareridt.
"Jeg kan ikke slå et uskyldigt barn ihjel, selvom det er et produkt af et monster." Godt. Hun havde genvundet talens brug, nu skulle resten af kroppen bare følge trop. 
Hendes ene hånd begyndte tøvende at undersøge den smule af arbejdsbordet, som hun kunne nå. Det var en spinkel chance for faktisk at finde noget, men det var hendes bedate mulighed. Hun var ligeglad med hvad hun fandt, jvis bare hun fandt noget. Selv hvis det ikke var brugbart som et våben, ville hun vel kunne kaste det efter hans ansigt. Hun blev abre nødt til at gøre et eller andet.

Sobeks smil blev mere uhyggeligt, da hun sagde hans navn. Frygten var som sukker på hans tunge, og han kunne lide det. Han ville have mere. Mere af hende. Mere af det blik, hun så på ham med lige nu.
Nå, så hun mente, at han var et monster. Han havde ikke tænkt sig at modsige hende, selvom han ikke helt var enig. Han var ikke et monster, han fulgte bare sine egne regler og lyster. Gjorde det ham til et monster? Måske. Han var ligeglad, så længe han havde det godt. Og det havde han lige nu, som han stod med hånden på sit eget afkom i en kvinde, der ikke ville ham, men alligevel valgte at få barnet. Se dét var at ændre nogens liv. Han vidste godt, hvad e barn gjorde ved ens hverdag. Han havde prøvet det.

Hans fingre fortsatte med at kærtegne bulen uden på tøjet. Den ville ikke forhindre ham i at tage, hvad han ville have. Lidt vidste han dog om det, og han vidste, at han ikke ville skade noget i hendes liv. 
"Jamen dog. Der kan man se. Vær du glad for, at jeg er ligeglad, ellers ville du ikke have et barn, når jeg gik igen." Han gav maven et lille klap og lod så hånden fortsætte med det, den havde været i gang med, inden bulen havde stoppet ham. Den gled roligt ind i mellem hendes ben, hvor han ublidt tog ved.
"Jeg er her bare for at... gentage vores hyggestund." Han pressede sin krop endnu mere ind i mod hende. Han havde set, at hun ragede rundt efter et våben, noget der blot morede ham. 
"Jeg er ligeglad med dette hylster, jeg tager hjem til mit eget bagefter. Stik du bare løs, det forhindrer mig ikke i at tage, hvad jeg kom her for. Om jeg så skal tage naboens knægt i stedet." Han så på hende, svagt udfordrende. Naboen havde faktisk en knægt, ikke så gammel, men gammel nok. Ville hun tvinge Sobek til at besætte ham i stedet?

Alyndre gispede, da Sobek greb hende mellem benene. Hun var splittet. På den ene side havde hun lyst til at sende Sobek tilbage til det hul han uden tvivl var kravlet op fra. Men på den anden side ville det være så nemt blot at lade ham gøre hvad han ville, og håbe på, at han ville være nogenlunde blid ved hende.

Hun vidste godt, at hun aldrig bare ville kunne ligge sig ned og tage imod. Især ikke nu, hvor hun havde et andet liv at beskytte. Derfor fortsatte hendes hånd med et søge efter et brugbart våben. Hun stoppede dog, da hun hørte hans ord. Kunne han gøre det? Kunne han virkelig bare gå videre til den næste krop, og så fortsætte sit foretagende? Hun kendte kun naboens knægt ganske svagt, men hun vidste, at han var ung. Hun var ikke klar over, hvad der skette med dem, som Sobek besatte, men hun havde en ubehagelig fornemmelse af, at det resulterede i død. Hun kunne ikke tage et barn fra et par forældre. Selv ikke for at redde sig selv. At angribe ham var ikke en mulighed, men måske hun kunne stikke af.. hun havde bare brug for en enkel chance..
"Jeg håber at du en dag selv får lov til at opleve den smerte, som de forvolder andre" Hun hviskede nærmest kun ordene, men hun var sikker på, at han ville kunne høre dem.

Et uhyggeligt smil bredte sig over den ellers venligt udseende unge mands ansigt, da Alyndres bevægelser efter et våben stoppede. Hun forstod at det kunne være ligegyldigt. Han ville komme igen i en anden krop, ville tage, hvad der var hans. Hun kunne ikke stoppe ham. 
En god følelse af magt gled igennem ham og han kunne pludseligt ikke vente med at gøre det, han var kommet der for. Han tvang hende ned på gulvet, forsigtigt nok, siden han ikke ville skade det barn, hun havde i maven. Men bare fordi han var mere forsigtig end hvad hun før havde oplevet, betød det ikke, at han ikke tog hende med vold. Ligeglad med hendes velbefindende fik ham hendes og sit eget tøj af vejen, inden han gav sig i kast med at bringe sig selv den nydelse, han var kommet efter.

Det var en viril krop, han havde fundet sig, og hvis hun havde håbet på, at det kun ville ske én gang, tog hun fejl. Han blev ved til at hylsteret gav op og trætheden begyndte at ligge som en tung dyne hen over ham. Tilfreds lå han lidt ved hendes side og kærtegnede hendes begyndende store mave. Endnu en skabning af hans. Han havde ikke helt styr på, hvor mange han havde skabt igennem sit lange liv. Og det var heller ikke fordi, at han havde nogen større form for følelser for dem, men alligevel sneg der sig en smule stolthed ind over ham. 

Med et tilfredst suk kom han på benene og fik tøjet tilbage, hvor det hørte til. Det havde været en god idé at besøge hende. Det måtte han gøre igen.
"Jeg kommer igen en anden dag. Og lad nu være med at forsøge at stikke af, jeg finder dig altid alligevel." Han nikkede let mod den sorte plet, der var at se på hendes hud. Han lod derefter blikket glide over hende, inden han smilede grumt og forlod det lille hus. 
Udenfor gik ham ikke så langt, før han forlod kroppen, der faldt livløs om midt på gaden, inden han begav sig hjemad til sit gamle hylster, der pænt ventede på ham i den magiske sæk. Jo jo, han skulle nok komme igen. Inden alt for længe.

// Out

Jeg er kommet frem til, at jeg har lidt for mange tråde til at håndtere, og derfor lukker jeg nogle af dem. Denne tråd ryger for bødlens økse og det undskylder jeg for.