Amara havde endelig, endelig fundet modet til at rejse fra Elverly og ud i den store, vide verden. Noget hun havde drømt om siden hendes evner først havde vist sig, og ligesom hun hungrede efter en anden persons berøring, ligeså hungrede hun efter at se noget andet end Elverly.
Det var ikke fordi der var noget i vejen med Elverly; tværtimod var det hendes hjem og ville altid være det, men hun ville aldrig blive tilfreds med at blive der, for hun passede ikke ind. Den forbandelse Avanya havde givet hende, tvang hende til at søge nye græsgange og opleve noget nyt. Hun kunne ikke blive i Elverly, for hun ville aldrig mere være en del af det. En rigtig elver.

Så hun havde pakket sine ting. Mens tårerne havde gledet ned af hendes kinder havde hun samlet sine mest værdifulde genstande i en rygsæk og var draget af stedet mod det nye ukendte.
Og hun var kommet godt gennem skoven: guidet af de vante lyde af fuglenes sang og fornemmelsen af nattens stjerner mod hendes hovedbund (der som det eneste var blottet) havde hun vandret med et hjerte, der var lettere end det længe havde været.

Det var gået godt lige indtil hun havde nået en landevej. Hun var ikke vant til landeveje, men var trods alt så skarp, at hun vidste de var til at gå på, så hun var gået ned af vejen, optaget af alt det nye og uden at opdage det bræt, der sikkert var røget af en kærre. Det var først da hendes fod var gået direkte gennem det søm, der havde stukket op fra brættet, at hun havde opdaget den. Og der var det for sent.

Så nu sad hun her: hun havde slæbt sig ind i græsse for at rulle den lange kjole på og afsløre de bare ben og de bare fødder, hvorfra der stak et søm ud gennem højre. Hun blødte, ret kraftigt endda, og smerten var alt gennemtrængende da hun lagde to behandskede fingre om sømmet for at hive det ud – kun for at erkende, at det var hende umuligt da smerten fik hende til at udstøde et lille skrig af smerte idet hun hurtigt trak hånden til sig igen.

Imod alle odds, var der intet at lave i Medanien, intet at lave på værtshuset, hvilket betød Evander havde mulighed for at komme ud og se omgivelserne. Jo bevares, så havde han været uden for Medanien før, men det skete kun når han skulle jage, under fundmånen, for der var ingen i byen eller værtshuset der endnu havde lugtet lunten, hvilket også var bedst sådan, ellers ville han stå uden tag over hovedet.

Svagt mumlede han som han stoppede og så sig omkring. Evander havde ikke været på dette sted før og normalt, havde han ellers en god stedsans og gik som regel i de samme spor, men denne gang... Var han faret lettere vild. Lyden af et skrig i det fjerne fik ham til at stoppe op, og stod kort og lyttede efter det igen, men intet skete. Han tog en dyb indånding, forsøgte at spore hvad end det var, for det var bestemt ikke et dyr der lavede den lyd, men på denne tid? Hvad ville være her på landevejene alene, udover ham selv? Næsten hundrede procent sikker, begyndte han at gå imod duften af blod. Der var ikke nogen tvivl, hvad end det var for et væsen, så var det skadet og han kunne hjælpe!

Evander havde sat i løb og stoppet et par gange, blot for at være sikker på han stadig var på vej i den rigtige retning. Der i græsset sad en kvinde, formentlig elver. Langsomt nærmede han sig "Jeg gør dig ikke noget... Jeg er her for at hjælpe" sagde han stille og langsomt, i tvivl om hun egentlig forstod hvad han sagde til hende. Han pegede mod hendes fod "Hvad er der sket?" sagde han og satte sig på hug foran hende, sendte hende et skævt smil og rettede da blikket mod hendes fod igen. Det var klart for ham hvad der var sket, for der var et indgangshul og et udgangs, så det søm, eller hvad hun havde trådt på, havde gået hele vejen igennem elverens fod. 

Med et skævt smil åbnede han en af de små læderposer han havde hængende i bæltet. Et stykke tætvævet stof og noget i en lille flaske, der mindede om en form for creme. Dog var det egentlig blot en masse planter, der var blevet most til ukendelighed og blandet med lidt vand. Han så mod hende og bed sig kort i underlæben "Dette... Kan godt gøre ondt" sagde han og sendte hende et skævt smil.

Det var ikke fordi smerte var fremmed for Amara, får når hun fik ophopet nok livskraft og det skulle ud i form af ren energi efterlod det også en betydelig smerte. Noget det tydelig brandsår på hendes venstre side af ansigtet tydeligt fortalte om.
Men det her var alligevel anderledes, for det var første gang, at hun var blevet skadet af noget udefra. Hendes liv i Elverly havde altid været så beskyttet, at hun aldrig nogensinde havde prøvet noget som dette. Hun havde da engang brækket anklen, fået diverse småskader og hvad man ellers samlede op gennem et 150 års langt liv. Men hun havde aldrig nogensinde haft problemer med at træde på ting, til trods for at hun for det meste altid gik i bare tæer. Det havde hun også gjort denne gang, for skønt hun havde sko lå de i hendes taske, da hun foretrak at mærke jorden under sine fødder.
Nu fortrød hun det, og hun nåede at overveje, hvad hun nu skulle gøre da en stemme pudselig fangede hendes opmærksomhed.

Mandestemmen var, som alt andet udenfor Elverly, fremmet, men dog forståelig. Amara havde trods alt tillært sig både menneskernes og elvernes sprog så hun forstod ham udmærket, da han pegede på hendes fod og spurgte, hvad der var sket. "Jeg har trådt på et søm," forklarede hun, selvom han sikkert selv kunne se det eftersom sømmet fortsat sad i hendes fod. "Jeg kiggede ikke, hvor jeg gik." Fortsatte hun næsten undskyldende, som var det en naturlig ting at gå og kigge efter søm midt på en tom vej.
Hun fulgte hans blik, som han begyndte at rode efter noget i sit bælte. Hendes blik var overvågent, for han var det første menneske hun havde mødt nogensinde, og hun vidste derfor ikke, hvad hun kunne forvente af ham.

Ikke før han pludselig var tæt på hende med ord, der pludselig gjorde det klart, hvad han havde tænkt sig. "Nej!" Hun havde næsten råbt ordet, og var i fuld gang med at trække sig bagud med hænderne. "Rør mig ikke!" Det lød dramatisk, og det var det også, men tanken om, at han kunne finde på at røre hende gav hende på en eller anden måde kræfterne til at tage fat i sømmet og hive det ud. Smerten var hvidglødende og hun kunne hverken holde klynk eller tårer inde, men lige nu var det eneste hun rigtig kunne fokusere på at sikre, at han ikke lagde sine hænder på hende.

Evander havde godt lagt mærke til kvindes brandmærke, men han dømte ikke folk på udseende, da han bestemt havde set sin del af mishandlede individer gennem tiden. Svagt nikkede han ”Men ud af alt du kunne træde i på vejen.. Så et søm” sagde han lettere opgivende og så sig kort omkring, efter den mulige kilde der kunne have smidt det fra sig, men der var ikke så meget andet end dem her ude. Han ville hjælpe hende, få sømmet ud og hendes fod forbundet, så hun ikke skulle døje med det til hun kom der hen hun skulle og desuden, så var der et stykke ved ind til byen, både Medanien, men også Dianthos.

Som kvinden råbte af ham stivnede han og så op på hende. Han havde ingen ord for hvad kvinden dernæst gjorde og skar svagt en grimasse ”Men jeg.: jeg vil bare..” sagde han stille og så hvordan hun selv havde trukket sømmet ud af foden. Ufrivilligt, men af ren refleks rakte han stoffet til hende samt den lille flaske, hvor cremen var i ” Smør dette på… Det sviger nok.. Men jeg lover det virker” sagde han stille og rakte hende derefter stoffet ”Bare bind dette omkring bagefter” sagde han og følte sig fuldkommen ude af sit element, nu hvor han ikke kunne hjælpe hende, som han gerne ville.

Hurtigt fumlede han igen med den ene læderpose og hev et nyt stykke stof op ”Her… Til tårerne… En kvinde som du burde ikke græde.. Det er du for smuk til” sagde han med et skævt smil på læberne som han rakte hende stoffet, stadig lettere ved siden af sig selv over kvinden havde sagt nej til hjælpen, men selv havde hevet sømmet ud.

"Det kommer sikkert fra en hestevogn." Gættede Amara, dog uden at være specielt optaget af, hvor sømmet stammede fra da det væsentligt måtte være, at det lige nu sad i hendes fod. 
Hun vidste godt hendes reaktion havde været voldsom, men tanken om, hvad der kunne være sket hvis han havde rørt ved hende, havde altså gjort det nødvendigt. Måske troede han nu, at hun var bange for hvad han kunne finde på at gøre, hvis han lagde sine hænder på hende, men det var slet ikke sådan det forholdt sig. Det var, heldigvis, det sidste Amara havde at bekymre sig om. "Du må ikke røre mig!" Gentog hun, da han igen forsøgte. "Det bliver værst for dig selv, hvis du prøver." Det var ikke en trussel, og lød egentlig heller ikke som dette, men en konstatering. 
Hun var ikke sikker på, hvad han rakte hende, men tog imod det med det, sikker på at undgå at røre ham takket være handskerne, der dækkede hendes hænder. 

Det var først da hun havde taget imod flasken, at hun turde tage handskerne af for, forsigtigt for ikke at spilde salven, at hælde en smule ud i hånden. Det var en overvindelse uden lige at smøre det på, og hun måtte holde et skrig inde (men kunne ikke undgå et smertefuldt klynk), da hun smurte det på, stadig med tårerne løbende ned af kinderne. Det lykkedes hende dog at smører det på, selvom det uden tvivl gik langsommere nu hvor hun selv måtte gøre det, inden hun fik bundet stoffet om foden, og såret.
Tårerne løb stadig ned af hendes kinder i en lind strøm, men smerten havde taget alt hendes fokus, og det var først da han påpegede at hun græd, at det gik op for hende, at han havde ret. Hun tog ikke imod stoffet til at starte med, men iførte sig i stedet først handskerne, før hun turde række ud og tage imod det. "Tak." Sagde hun lavt. "Det var... heldigt du kom forbi."

Svagt trak Evander på skuldrene ”Det ville være det mest logiske i så fald” sagde han og så betænksom ud, undrede sig stadig lidt over hvorfor det var, han ikke måtte røre hende. Evander nikkede ganske kort, som tegn på han havde forstået at han under ingen omstændigheder måtte ligge hænderne på hende. Han havde det lidt som om han var forbryder eller sådan noget for at ville hjælpe hende, men måske var der noget andet der spillede ind? Hendes konstatering fik ham til at synke en klump der havde dannet sig i hans hals grundet de ord, der kom ud mellem hendes læber. Stille nikkede han ”F.. Forstået..” sagde han stille, men havde stadig en eller anden lyst til at hjælpe hende op, men dette krævede fysisk kontakt og det var det han ikke måtte på med hende…

Evander skar kort en grimasse af ubehag, som han så hvordan hun reagerede, da hun skulle smøre salven på. Tårerne gjorde det ikke just nemt for ham, for han havde sådan en lyst, til at tørre hver og en væk fra hendes ansigt. Evander gjorde alt for at holde sig tilbage og forsøgte ikke at hjælpe hende, hvilket fik ham til at knuge sine hænder, blot for at tage fokus et andet sted hen. Som hun fik forbundet foden satte han sig ned et stykke fra hende og trak kort på skuldrene ” Altså.. Turen ind til byen havde været ulidelig i så fald..” sagde han stille, uden helt at vide hvor hun var fra, men grundet ørerne, var der ikke nogen tvivl om hun var elver, så det var nok ikke just Dianthos hun var kommet fra, Elverly måske?

Ud fra hans reaktion at dømme virkede det som om hun havde skræmt ham. Det havde naturligvis aldrig været Amaras intention, men faktum var, at det måske var bedre hvis han var bange for hende. Så undgik hun, at han kom til at røre ved hende ved en fejl. Det var ikke fordi hun ikke længtes efter berøringen fra et andet væsen, for guderne skulle vide hun hungrede efter at mærke hud mod hud kontakt igen, men det ville være for farligt. Selv en kort berøring kunne være farlig for ham, og hun ønskede ikke at have det på sin samvittighed.
Især ikke fordi han virkede rigtig sød. Han var stoppet for at hjælpe en fremmed, havde tilbudt hende at smøre salve på hendes sår og rakte hende nu et lommetørklæde, som hun forsigtigt tørrede tårerne af med. Hendes ansigt bar sikkert spor af tårerne, men hun var ærlig talt ligeglad og fokuserede i stedet på at få strømmen af tårer til at stilne af, skønt det ikke virkede til at lykkedes.
"Hvor... hvor langt er der til byen?" Spurgte hun, da tårerne endelig syntes at stilne af. "Jeg har aldrig været herude før." Forklarede hun, og forsøgte at kæmpe sig på benene for at se, om hun kunne støtte på sin fod.

Evander vidste ikke helt hvordan han skulle takle denne kvinde, om hun blot sagde det fordi han var en komplet fremmed, eller fordi hun rent faktisk kunne skade ham, men alligevel valgte han at holde sig fra hende. Han bed sig usikkert i underlæben som hun tørrede tårerne væk, men var ikke i stand til at gøre ret meget mere end han allerede gjorde, hvilket gjorde ham sygeligt frustreret. Hans blik gled kort rundt, da han forsøgte at danne sig et billede af, hvor langt der måtte være. En dyb indånding blev taget og rettede blikket mod hende ”Jeg vil regne med tyve minutter.. Maks, men taget situationen i betragtning, skal der ligges ekstra minutter til” sagde han med et skævt smil. Det ville være hundrede gange nemmere hvis han havde en hest lige nu, for så kunne hun have siddet på den mens han trak den, men sådan var det ikke og han måtte jo ikke røre hende, så at bære hende ind til byen var også udelukket. Da han så hun var ved at rejse sig, rakte han ud efter hende, men trak hurtigt tilbage, da han huskede han ikke måtte røre hende. Evander bed sig svagt i underlæben ”Oh… Eeh, Uheldigt første indtryk du har fået af omgivelserne så” sagde han med et svagt grin, i forsøg på at muntre hende bare lidt op.

Måden den fremmede så på Amara gjorde det tydeligt, at hun havde forvirret ham. Og at hun skyldte ham en forklaring, for indtil videre havde hun været voldsomt afvisende overfor en fremmed, der blot prøvede at hjælpe hende. Det kunne man måske bortforklarer med en svada om, at hun jo faktisk havde fået et søm i foden og var i smerte, men det var bare ikke godt nok for en som Amara, som konskvent altid ville have folk til at være tilpas omkring hende. Også selvom hun måske langt fra var det samme. "Det er okay, minutter betyder intet for mig." Svarede hun, da han forklarede hvor langt der var til byen. Det var dog en smule abstrakt at tænke i minutter for en som hende, som nærmest ikke nåede at blinke før der var gået et år, da tid betød noget andet for hende, end det muligvis gjorde for ham - som muligvis ikke levede ligeså længe som hende. "Og et uheldigt førstehåndsindtryk du har fået af mig." Hun forsøgte at sende ham et undskyldende smil, men grundet smerten blev det ved forsøget. "Det var ikke for at skræmme dig eller afvise dig, det er bare..." hun tav lidt og bed sig i den buttede underlæbe. "Der sker noget, når folk røre mig. De kommer til skade." Det forklarede også, hvorfor hun var dækket til fra top til tå (hvis man så bort fra de bare fødder), og hvorfor hun ikke var langsom til at få handskerne på igen. "Og du har været så flink, så jeg har ikke lyst til at gøre dig fortræd." Fortsatte hun, idet hun forsøgte at komme på benene med egen hjælp.


//Jeg beklager meget mit sene svar, men har været totalt ophængt med arbejde, uddannelse og barn og familie. Jeg lover at gøre det bedre!

Evander trak svagt på skuldrene og sendte hende så et skævt smil "Kan du støtte bare lidt? Så skal jeg nok holde mig fra dig... " sagde han, stadig uden helt at forstå hvad denne berøringsangst var for noget. Om det var fordi han var en komplet fremmed, om hun var bange for mænd, eller fordi hun havde en eller anden underlig evne? Han lod den ligge, ville ikke tvinge hende til at forklare sig, da foden var et større problem, kontra hendes berøringsangst. Hans blik faldt op hende som hun begyndte at tale til ham og han hævede svagt det ene øjenbryn og skulle til at sige noget, men da hørte han hendes ord. Det havde været en evne der var skyld i han ikke kunne hjælpe hende. Evander nikkede svagt til hendes ord "Det gør ikke noget... Det er også grænseoverskridende at en komplet fremmed er så rar overfor en" sagde han og lod en hånd glide gennem de krøllede lokker. Han holdt svagt armene ud, gjorde klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde, også på trods af det hun netop havde fortalt ham, men hun skulle ikke bare falde mod jorden, så¨måtte han tage skaden med og så kunne de komme til helbredelses huset begge to. 

// Jeg beklager selv! Sæsonen er startet i Skagen efterhånden, så har nærmest ikke fri. Så det gør ikke spor <3 //

”Det ved jeg ikke.” Hans spørgsmål fik hende forsigtigt til at forsøge. Det gik lige – det gjorde ondt og hun vaklede en smule, men det var ikke fuldstændig ubærligt og hun skreg i det mindste ikke. selvom en kontinuerlig strøm af tårer stadig tørrede hendes kinder, men det var måske også forståeligt alt taget i betragtning.

”Det er jeg nu vant til,” svarede hun med en svag hovedrysten. ”Elvere plejer at være venlige over for hinanden, også elvere der ikke kender hinanden.” Det var trods alt den eneste reference hun havde: andre elvere. Hun havde ikke før mødt et menneske, og slet ikke et der havde talt til hende så meget som han havde, så hun havde ikke rigtig noget sammenligningsgrundlag. ”Jeg ved ikke om det er en god idé at søge en healer”, sagde hun så. ”Det ville være… uheldigt, hvis det gik galt.” Det var jo ikke kun fordi hun kunne gøre healeren fortræd: i sidste ende kunne hun jo risikerer at brænde hele huset ned. På den anden side kunne hun ikke se, hvad hun ellers skulle gøre, for det var fuldstændig udelukket at hun gik rundt på denne måde. Så ville hun ikke komme særlig langt.

Evander kæmpede en indre kamp for ikke at tage om hende for at støtte hende, men hun havde givet klar besked på, at det ville være værst for ham selv. Det var tydeligt at det gjorde ondt på hende, ikke at han havde regnet med andet, for et søm kunne gøre voldsommere skade end man lige regnede med, hvilket også var derfor han havde sagt de skulle ind til byen og finde en healer der kunne hjælpe den, en der forstod at de ikke måtte røre hende fysisk.

Et skævt smil bredte sig på hans læber som hun fortalte om elverne ”I lyder som nogle skønne væsener.. I forhold til så mange andre racer der befinder sig i landet” sagde han med et skævt smil. Det var ikke just altid han var blevet mødt med åbne arme når han har forsøgt at hjælpe en fremmed, men denne kvinde tog imod hjælpen, på sin egen måde. Han så på hende med et skævt smil ”Jeg kan også heale dig… Jeg er selv healer, men jeg kommer til at skulle bruge din hjælp til at fremføre noget af arbejdet for mig så” sagde han stille. Han havde nogle af remedierne på sig, i teorien var det bare vand han havde brug for, for alkoholen havde han til at rense med. Evander nikkede kort ”Det kommer med sandsynlighed til at gøre ondt, men jeg har noget til at tage smerten med, både under og efter” sagde han med et forsigtigt smil inden han fortsatte ”Alt vi har brug for, er måske en sten eller et træ du kan sidde op af, for det ville gøre det nemmere” sagde han og så sig omkring, forsøgte og spotte en større sten eller et træ og pegede i retning af et mellem stort træ ”Hvis du kan holde til det… Er der et træ godt tyve meter her fra… måske lidt mere.. Der kan vi sætte os” sagde han og så mod træet og så ned på kvinden med et svagt smil.