Vejret var mildt efter en hård nattefrost. Vandet der skvulpede let mod havnebredden var isende kold, og kunne få musklerne til at stivne ved første berøring. Sømændene fra skibende var tildækket i pels, og uld for at holde varmen, mens deres ånder skabte en varm damp i luften. Men det var frisk luft.
Esther var selv tildækket i varme klæder. En varm kjole der gik ned over anklerne, hvor der sad praktiske sko om hendes magiske menneskefødder. Om overkroppen var der påsat en kappe for at holde den spinkle krop varm.

Her på havnen skilte det lille væsen sig ud. Sømændene var store brød af dobbelt hendes størrelse, for ikke at tale om bredden, som hun nervøst fik skubbet sig igennem mængderne og lagt friske fisk ned i kurven. Fruen havde bedt om fiske makrel, og madmor havde sendt Esther afsted i det kolde vejr. Madmor var ikke glad for kulde, og gik som regel ikke mange skridt væk fra bageovnen. Med hænderne tildækket af varme luffer, blev der smidt tre friske fisk ned i hendes kurv, og hun rakte krystallerne frem som betaling, fulgt af et lille meget forsigtigt smil.

Turen hjem gik lidt bedre. Hun følte sig klamt tildækket, men var ligeledes også glad for ikke at fryse. Tørklædet lå over hendes spidse næse og lyserøde kinder, så kun de store grønne øjne stak ud, som hun gik forbi flere heste, rejsende og andre folk. For en start ignorerede hun dem - bange for at komme til at tiltrække sig opmærksomhed. Hun havde set hvordan folk reagerede på folk der stak snuden for langt frem. Det skulle hun ikke nyde noget af.

Først da hun ud af øjenkrogen opfangede en ældre skikkelse gå over det lette slud der lå på jorden, med en ret ryg og ualmindelig udstråling. Esthers skridt døde ud på den anden side af vejen som hun fulgte hende. Hun var ikke herfra. Ikke at det undrede Esther. Mange rejsende kom og gik. Men ikke af så fin stand.
Som ville skæbnen at Esther skulle tage en beslutning, faldt noget ud af kvindes taske. Nervøst skiftede Esther vægten fra den ene fod til den anden. Kunne hun bare kalde? Nervøst, næsten som skulle hun lige trippes i gang (et lævn fra at have bukkeben), gik hun over den glatte slud og samlede den lille pakke op, efter først at tage sin ene luffe af, så hun kunne få fat. "Undskyld, frue?" Esther kom med få småløbende skidt frem til den høje kvinde og kiggede ned i jorden. "De tabte denne" hun ragte pakken frem, og løftede kun blikket til at nå hendes uge. Man kiggede ikke adelige i øjnende, så meget havde madmor i hvert fald lært hende om manerer.

Hecates ånde stod som en sky i luften omkring hende, mens hun bevægede sig i et roligt tempo langs Lazuras havn, hendes skarpe blik betragtende sømænd og handlende. Vinterkulden havde været hård i år, men naturligvis intet i forhold til under Mørkeplagen, for et par år tilbage. Kulden gjorde altid, at hendes ben smertede mere end sædvanligt, og hun holdt en rank attitude for at gøre op for den svage halten. Der var ingen, der skulle sige, at Hecate Reier ikke bar sine skavanker med stolthed.

Det var mange år siden, hun sidst havde været i Lazura, men hendes arbejde havde bragt hende hertil. Hun var blevet advaret om, at situationen i byen ikke nødvendigvis var helt fredelig, efter at de havde gjort oprør mod Kiles Orden, men Hecate var en kvinde af stand, og hvis der var nogen som helst, der vovede at gøre hende noget, ville de få det betalt! Af samme grund havde hun afvist at lade sig følge rundt af en livvagt, i hvert fald i dagtimerne. Det passede sig naturligvis ikke for en dame at bevæge sig rundt alene efter mørkets frembrud.

På trods af Lazuras almindelige befolkning hovdesageligt bestod af fiskere og tømrere, havde området noget ganske spændende historie. Det var først sent i forhold til resten af Krystallandet, at området var blevet beboet af mennesker og elvere, men Hecate var overbevist om, at der tidligere havde levet andre folkeslag her. Det oplagte svar på hvem var naturligvis dæmoner, taget landets beliggenhed i forhold til dæmonriget i betragtning, men der var også andre muligheder, som Hecate så frem til at undersøge nærmere.
Til at hjælpe hende med denne proces, havde hun i kraft af sin alder og position allernådigst fået lov til at inspicere en samling af gamle spydspidser og lignende objekter, som områdets bønder havde fundet, og som en af byens private samlere var kommet i besiddelse af. Genstandende lå alle i en lille pakke, sikret i Hecates taske.

.. Lige ind til de ikke lå der længere. Hecate mærkede ikke det bløde bump fra pakken, der ramte den sluddækkede jord, men hun stoppede op, da en spag kvindestemme påkaldte sig hendes opmærksomhed. Hun drejede omgående på stedet, hendes ansigt en streng maske. Hvis det var nogen, der vovede at bede hende om penge...
Men nej. Der var hendes dyrebare pakke i hænderne på en ung, spinkel pige. Hendes høflige fremtoning fik øjeblikkeligt Hecates ansigtstræk til at mildnes, og hun rakte ud efter pakken. Hun så, at den i faldet var revnet, så noget af metallet i den kunne ses. "Pas på." Advarede hun, idet hun lagde hænderne på pakken og forsigtigt befriede den unge pige fra den. "Tak skal De have. Den ville jeg meget nødig have mistet.."

Esther nærmest krøb sammen ed det strenge udtryk i den ældre dames træk. Også selvom hun ikke så direkte op i de skarpe blå øje, kunne hun mærke dem på sig. Nervøst sank hun klumpen i halsen, og følte sig endnu engang blandt menneskene, umådelig lille. Men Esther fastholdte trods hun var en smule skræmt, en nogenlunde fast holdning og øjnende flakkede ikke.
Ved den lette advarsel, kiggede Esther for første gang ordentligt på pakken, som andet end noget der havde lagt på jorden. Omslaget havde suget en smule af sluddens vand til sig, som føltes kold imod de spinkle hvide fingre. Hun rakte pakken lidt mere frem, forsigtigt mod den ældre kvindes hænder, og rørte i processen ved det iskolde metal.

Der gik en kuldegysning igennem hendes krop, efterfulgt af den skyggede verden hun efterhånden var bekendt med. Hendes mund åbnede sig let, og de klare øjne fik en fraværende film over sig. Filmen forsvandt fra hendes øjne så snart kvinden fik pakken i sine hænder og trak den til sig. Esther blev stående et par sekunder med armen stadig rakt ud, til hun blinkede.
Det havde været ubehageligt. Det kolde metal bar ikke på nogen rar fortid. Hun var blevet sendt tilbage til de sidste minder der lå begravet. Glimt af blod og den susende lyd pile nu engang lavede når de blev sendt igennem luften. Mere havde hun ikke nået at se før fingrene ikke længere var i kontakt med metallet.

Esther tog sig en smule skælvende til hovedet og kiggede ned i jorden. ”D-det.. v-var så lidt, Frue” hun turde ikke spørge efter hvad det var. Det hørte til i enten en krigstid eller jagt. Blod var ikke spor sigende til andet end at nogen kom til skade eller Kile besøgte stedet. Esther fugtede let sine læber, rystede sig hovedet ganske let og løftede blikket op til igen at kigge på damens ansigt uden at se hende i øjnende. For kvinden var ikke en du, men end De, som madmor sagde.

Der var en tydelig lettelse malet i Hecate Reiers ansigt. Hendes arbejde var alt, hvad hun havde tilbage, og skulle hun forklare samleren, at hun havde mistet en mængde af hans dyrebare genstande, var det meget usandsynligt at nogen ville udlåne den slags til hende igen. Hendes hænder greb ivrigt om pakken, mens hun forsigtigt undgik at røre ved indholdet, og hun fik omhyggeligt pakket den ned i sin taske igen - denne gang nederst, hvor den ikke ville falde ud. 

Nu hvor pakken var sikret, tog hun en dyb indånding, og se igen ned på pigebarnet, der vist mere eller mindre kunne betegnes som dagens redningsmand. Hecate havde som regel ikke meget til overs for de unge nu til dags, men når hun for en gang skyld mødte en velopdragen person, gav det et lille gnist af håb for fremtiden i den gamle, bitre kvindes hjerte.
Hendes øjne gled kritisk over pigebarnet, øjeblikkeligt bemærkende, at hun skævlede. Hun rynkede brynene og overvejede, hvad der kunne være galt. Spydspidserne var ikke så skarpe, men man kunne godt skære sig på dem, hvis man var uheldig, og pakken havde jo været åben.

"Skar De dem? Lad mig se Deres hånd.." Beordrede hun i et tonefald, der ikke skulle modsiges. Hun kunne ikke have, at den unge pige skulle gå hjem med blødende hænder, fordi hun havde gjort Hectate en stor tjeneste og samlet pakken op.

Esther var endnu ikke begyndt at slappe af i sine anspændte skuldre endnu før hun hørte den beordrende tone fra kvinden. Hun indvendte sig ikke og løftede sine hænder op og lod kvinden tage dem. Hun kiggede ned på sine egne håndflader imens og blinkede et par gange. "Det tror jeg ikke, frue.. Hvad end De har med dem, havde en blodig historie.. Men det var ikke min mening at snage på nogen måde!" indvendte hun hurtig, frygtsom for at hun havde gjort noget forkert. Det havde virkelig ikke været hendes mening at røre ved pakkens indhold. Hun havde end ikke opdaget hullet, men alligevel havde hun strejfet metallet nok til at se de små glimt.

Esther sank klumpen i halsen og fjernede ikke sit blik fra hænder hvor de ældre tynde fingre havde fat for at tjekke om der var sket hende noget. Det var faktisk rigtig sødt af hende at bekymre sig om det. Venlighed var desværre en sjældenhed mellem det almene folk her. Det var i hvert fald Esthers erfaring. Men hun var heller ikke fra byen. En udefra der var kommet til og som alligevel ikke tog kontakt. Stille mus kaldte madmor hende tit.

Hecate var grundigt gået i gang med at undersøge den unge kvindes håndflader, men hun stoppede, da hun begyndte at lytte efter hendes ord. Et nærmest blidt udtræk gled over den ældre kvindes ellers stramme ansigtstræk. Hun lukkede forsigtigt pigens hænder sammen, inden hun gav slip.

"Du kan fornemme genstandenes historie." Mumlede hun tankefuldt. Hun havde selv været forholdsvis ung, da hun havde opdaget sin egen evne. Opvokset som adelig var det ikke svært at finde læremestre, og den unge Hecate havde udvist stor interesse for historie - især krigshistorie. Det var dog først i de senere år, at hun for alvor havde brugt sin tid på at kaste sig over studierne.

"Fortæl mig hvad du så!" Det beordrende tonefald var tilbage, og hun skyndte sig at tilføje, lidt blidere så hun ikke skræmte den unge pige: "Det er okay. Du har ikke gjort noget galt." 

Esther så overrasket på kvinden, og kom til at løfte blikket højt nok til at se ind i de stærke blå øjne, før hun fik sænket blikket ned igen til at fokusere lige stykket under. Hun sank en klump i halsen og nikkede let til den lette mumlen. Hvordan kvinden vidste det.. Det vidste Esther ikke noget om, men hun havde ikke tænkt sig at lyve.

Esther kom med en let forskrækket lyd og trak sig sammen, med hænderne knyttet ind til brystet og et forskræmt udtryk. Det havde ikke været hendes mening. Den mere blide tilføjelse fik Esther til at slappe lidt mere af i de anspændte skuldre før hun slikkede sig kort over læberne. "Blod. Jeg fornemmede den susende fornemmelse da pilende blev skudt igennem luften. Jeg er ikke sikker på hvad det ramte, men det var blodigt. Måske jagt.. Måske.. kamp." hun løftede forsigtigt blikket igen, nok til at hun faktisk kiggede den ældre kvinde i øjnende igen ganske flygtigt. Det var svært at lade være. "Men det virkede ikke som en tryg eller normal stemning" tilføjede hun kort bagefter og var derefter tavs og afventende.

Hecate var først begyndt at bruge sin evne aktivt, da hun var blevet ældre og ikke længere var i stand til at kæmpe for Lyset. Jovist, hun havde fået lidt træning i den som ung, samt en oplæring i landets historie, som det passede sig for en adelsfrøken, men det var altid krigshistorien, der primært havde interesseret den unge Hecate, og altid med en tanke om, at hun selv kunne opleve kampens hede. Nu, i det ældre år, var historierne om de forskellige folkeslag dog noget, der for alvor fangede hendes interesse, og hun ønskede blot, at hun havde brugt mere tid på det som ung, hvor hun var bedre i stand til at rejse..

Hun lyttede til den unge piges usikre ord og nikkede kort. Hun havde uden tvivl magien - og havde sandsynligvis også brugt den før. Hun kastede et hurtigt blik rundt på gaden - Lazuras havnekvarter var ikke stedet til at diskutere den slags. 
"Kom med." Sagde hun, så blidt som hendes ellers ofte skarpe, smældende stemme, kunne præstere. "Jeg vil gerne tale mere med dig - det er en spændende magi du har, og jeg ved en del om den, for jeg har den selv." Hun så afventende på pigebarnet. Hun ønskede ikke at skræmme pigen, men hendes tonefald havde stadig sin sædvanlige, beordrende undertone.

Hun gav pigen et kort øjeblik, før hun begyndte at føre an gennem byens gader - søgende uden om de snuskede stræder og gyder - i retning mod den store kro ganske tæt ved byporten, hvor hun havde lejet et værelse.

Esther havde nærmest taget evnen til sig med kyshånd så snart den meldte sig. Brugt den til at gense minder fra genstande omkring sig, og en få gange mod sin far. Derfor var de gamle ting hun havde medbragt sig fra sit første hjem, også langt vigtigere for hende end alverdens krystaller. De indeholdte minderne så hun altid kunne vende tilbage og se sine forældre igen.

Men dette var ikke noget rart minde hun kunne se og det var tydeligt at se at den unge pige var utryg ved det. Specielt fordi den ældre kvinde havde en meget skarp og kommanderende stemme, der med det samme fik hende til at tro, at Esther i hvert fald havde gjort noget helt forkert.
Esther sank en klump i halsen og nikkede til ordene. Hun gjorde ingen indvendinger mod at følge med, men der kom noget håbefuldt og nysgerrigt op i hendes træk som kvinden nævnte at hun havde samme evne. Hun åbnede munden, tæt på at stille spørgsmål, men tog sig selv i det, kom med en let "oh" lyd og forholdte sig derefter helt stille.

Esther fulgte med ned af gaderne, uden rigtig at kigge sig omkring. Hun kendte dem efterhånden godt, og vidste at de styrrede mod den store kro der havde kapacitet og ikke mindst ansatte der kunne håndtere finere selskab. Det var ikke ligefrem et sted for kongelige og adelsfolk! men det var ikke det værste sted i byen. Retningen bekræftede Esther i at det måtte være en meget vigtig dame, og ærefrygten blev ikke mindre af det.

Tilfreds med, at pigen fulgte med uden indvendinger, ledte Hecate hende inde i krostuen. Det var et fredeligt sted, hvor der ikke blev drukket, råbt og skreget i nattetimerne, hvilket var det vigtigste, når Hecate valgte et sted at overnatte - dét, og rent sengetøj, naturligvis.
Inden for døren fik hun fanget en kropige, og brugte en rum tid på omhyggeligt at instruere hende i, hvordan Hecates eftermiddagste skulle tilberedes. Det blev udført med et faretruende øjenbrynsløft og en bemærkning om, at teen dagen før, ikke helt havde været efter bogen. Pigen gentog ordren og skyndte sig at stikke af, inden Hecate kunne finde mere at skælde ud over. 

Værelset, Hecate havde lejet, bestod af to rum - et til at sove i, og et arbejdsværelse med god belysning, der også indeholdt en højrygget lænestol, hvor man kunne sidde og nyde den famøse eftermiddagste. 
For nu tog Hecate dog plads ved arbejdsbordet og nikkede mod en stol, som pigen kunne sætte sig på. Her begyndte hun omhyggeligt at åbne pakken med spydspidserne - forsigtigt - og lægge dem i sirlig rækkefølge. Da dette var overstået, så hun op på pigen med et skarpt blik: "Vi må hellere få formaliteterne på plads. Mit navn er Hecate Reier, og jeg er kommet hertil fra Dianthos i et ærinde. Hvad er dit navn, og hvad beskæftiger du dig med?"

Esther var stille som en mus som hun fulgte med den ældre kvinde ind i den finere kro hun kun huskede at havde set baggården af da hun skulle låne nogle løg fordi køkkenet var løbet tør. Hun kunne ikke undgå at løfte blikket en smule og tage et nysgerrigt blik rundt inde i krostuen som hun med fortsat ærefrygt hørte den meget formulerede instruduktion i hvordan eftermiddagsteen skulle tilberedes. Alle havde vel deres foretrukne måde, men hun havde en ondt af kropigen.

Malplaceret som hun følte sig, fulgte hun efter med hurtige skridt op til det, i Esthers hoved, virkelig store værelse med hele to rum. Hun kiggede kun ganske hurtigt rundt, for ikke at snage i private erinder. Hun følte i forvejen at det var komplet forkert at en pige som hende var i et værelse som dette.
Hun satte sig ængsteligt på stolen, hvor hænderne hurtigt holdte om stolens siddeplade, mens hendes blik fulgte oplægningen af spydspidserne, som forsigtet blev lagt frem efter hinanden.

Nervøst løftede hun blikket op igen, huskende sin plads ve ikke at kigge den ældre kvinde i øjnenede, men alligevel så op på hende. "Esther Nielsdatter. Jeg er køkkenpige for familien Hildebrand her i byen" fortalte hun så roligt hendes nervøse stemme nu engang kunne formå. Hun havded ikke hørt om de rigere familier eller adelsfamilier rundt om i landet, men hun var ikke i tvivl om at Hecate var af højere rang. Hun tilbage holdte spørgsmål der skulle havde kæmpet sig frem på tungen efterhånden. Ventende på at få lov at tale. Det havde mor sagt. Man taler kun når talt til og Hecate havde stilt specifikke spørgsmål, så hun kunne vel ikke tale videre udenom dem? Hendes blik vandrede dog ned til pilespidserne igen, flygtigt og nysgerrigt.

Det var tydeligt at den unge pige, Esther, var ukomfortabel ved situationen. Piger af hendes stand så sjældent indersiden af værelserne af de finere kroer, og rangforskellen mellem hende og Hecate var tydelig. Havde det ikke været for tilfældet, der førte til opdagelsen af hendes magiske evne, havde den ældre kvinde næppe skænket hende et blik eller en tanke. Pigens høflighed var dog et stort plus i Hecates bog: der var ingen tvivl om, at den unge dame kunne blive til noget. Givet de rigtige midler..

"Køkkenpige, javel." Hun sagde det ikke på en foragtelig måde, som nogle adelige kunne finde på - Hecate forstod nytten af tjenestefolk, og tonefaldet var mest af alt konstaterende. "Og hvad med din oplæring. Har din familie lært dig at læse og skrive? Måske endda at regne?" 
Pigen måtte sandsynligvis finde Hecates pludselige interesse i hendes person besynderlig, men hun var for høflig til at tale uden at være spurgt. Hvis ikke oplæring, havde hun helt sikkert fået opdragelse. Hecate var dog ikke i tvivl om, at hendes magi var alt for kostbar til at blive spildt på et liv som køkkenpige, og det var derfor vigtigt for den ældre kvinde at vide, hvad Esther allerede havde lært. 

Esther sank en klump i halsen og løsnede let grebet i stolens sæde for at ligge sine hænder op i skødet i stedet, hvor de hurtigt fandt frem til at holde om hinanden. Hun blinkede et par gange, forvirret og en smule utilpas over de direkte spørgsmål og ikke mindst interessen. Hun var jo bare en køkkenpige! Men da Hecate havde nævnt at de havde samme evne, var det ikke helt ud af det blå. Det eneste Esther bare ikke kunne finde ud af, var hvor det ville ende henne med de spørgsmål.

"Mine forældre lærte mig at læse og skrive fra jeg var lille. Jeg kan tal, men jeg er ikke særlig god til at regne. Men jeg er god til at tegne" hendes mor havde forsøgt og hun kunne da også ligge mindre tal sammen, men hendes interesse havde heller ikke lagt på det område. Hun ville helst bare skrive og tegne. Hun bed sig selv let i læben og sank hovedet en smule. Hvorfor nævnte hun at tegne? Det var ikke vigtigt, og garenteret ikke noget der ville interessere Hecate det fjerneste.

Hecates krogede fingre var ligeledes foldet i skødet - dog noget mindre krampagtigt, end hos den unge pige foran hende. Hun kunne godt forstå frøkenens nervøsitet, men det var vigtigt for Hecate at vide alt, hvad der var værd at vide. Hun nikkede tilfreds ved at høre, at hun både kunne læse og skrive, og åbnede munden for at kommentere på tegneriet, men i samme øjeblik blev der banket forsigtigt på døren. 

"Kom ind!" Smældede Hecates stemme, pludselig skarp igen, og den forskræmte tjenestepige dukkede op med en dampende kande te og to krus samt en lille skål med småkager på et fad. Hecates tavse blik fulgte hende hele vejen til bordet, og pigen sørgede for at skænke i de to krus uden at spilde så meget som en dråbe under den ældre kvindes strenge opsyn. Hecate tsk'ede over småkagerne, som hun bestemt ikke mente var sundt at spise, men nægtede alligevel pigen at bære dem ud igen - og da teen var skænket og Hecate havde duftet til den, fik tjenestepigen allernådigst lov til at gå. Den ældre kvinde vendte igen blikket mod Esther, mens hun ventede på, at teen kølede af.

"Tegne siger du. Kan du illustrere præcist, hvad du ser?" Spurgte hun. Den slags evner var umådeligt nyttige - især i arbejde som Hecates. De ældre kvinde havde ikke selv talentet, og langvarig brug af pennen fik hendes fingre til at smerte ubehageligt. "Og hvad med landets historie? Har du fået oplæring i det, også?"

Esther var nær gået ud af sit gode skin som Hecates stemme vendte tilbage til den mere skarpe faretruende tone. Hun kiggede mod døren, på tjenestepigen der forskræmt, men alligevel med en del modighed i Esthers øjne, fik sat krus, skænket te og så ud til, trods nervøsiteten at kunne udholde det skarpe opsyn uden at ryste på hånden.

Esther havde ondt af hende, og en del ondt af sig selv. Hvor galt kunne det ende hvis hun trådte forkert? Eller sagde noget forkert. Måske holdte hun forkert på koppen?! Esther blev så observant på sig selv at hun vitterligt ikke turde fjerne hænderne fra hinanden af frygt for at de ville ryste og skælve.
Hecate så alligevel ud til at havde taget ordene om at hun kunne tegne til sig og Esther fik et forsigtigt lille smil frem på læben som hun nikkede "Ja frue" hun havde øvet sig en del på at tegne meget autentisk. Genskabe minder så at sige. Hendes ansigt vendte hurtigt tilbage i de alvorlige folder som hun nervøst rystede på hovedet. "Desværre ikke, frue" hun kendte historien i byen hun var opvokset, og der var ting man ikke kunne undgå at høre. Rygter, nok mere. Men landets historie. Nej, det vidste hun intet om. Esther frygtede næsten det værste over ikke at kunne netop dette.

Hecate løftede sin tekop til sine tynde læber, så snart indholdet var kølet tilstrækkeligt. Hun savnede at være tilbage i Dianthos, hvor alting foregik, som det skulle, men gæstfriheden her i Lazura var trods alt ikke dårlig - især landets situation taget i betragtning. Det ville naturligvis være nødvendigt at hyre nogle til at følge hende tilbage til Hovedstaden - landevejene var ikke et sikkert sted for tiden.

Der var et øjebliks pause, mens Hecate satte tekoppen til side og hendes tanker igen fokuseredes på nutiden og pigen foran sig. Det var meget sjældent Hecate mødte nogen, der havde de præcis samme evner som hende selv, og det var første gang hun havde mødt en så ung pige med hele sin fremtid foran sig. Det ville næsten være synd at lade gå til spilde..

"Har du nogen interesse for at lære det?" Spurgte hun derfor, gørende sig umage for at ikke at lyde streng. Det skulle præsenteres som et attraktivt valg for den unge frøken - og helst skulle det være noget, der fangede hendes interesse. "Et liv som køkkenpige her i Lazura.. jeg tror på, at de behandler dig godt, men jeg ville være ked af at se din magi gå til spilde på den måde.." Hun lænede sig lidt fremad, indgående studerende pigens ansigt. Hun havde ikke fremsat noget endeligt tilbud endnu - og hun var også stadig lidt usikker på, hvad hun egentlig ville tilbyde pigen. Hun havde aldrig tidligere overvejet at få sig en lærling. 

Esther forholdte sig helt stille mens hun betragtede den ældre kvinde løfte sin kop med den varme te og den pause hun tog sig. Esther havde ingen anelse om hvilke tanker der gik igennem Hecate, hvilket gjorde Esther en smule utilpas. Trods Esther var blevet fortalt at hun intet havde gjort galt, havde hun stadig en følelse af at hun var i unode. Hvorfor, kunne hun faktisk ikke helt forklare.

Esther sank en klump i halsen. Sådan havde hun ikke tænkt på det før. At hendes magi gik til spilde ved kun at blive brugt til hendes eget formål, nemlig at holde minderne i live. Hun havde næppe overvejet at hendes evne kunne bruges til at gavne andre end hende selv. Finde historie som aldrig blev fortalt. "Jeg..." hun rømmede sig, og gjorde alt for ikke at krumme sammen og bide sig usikkert i læben, men derimod fastholde den høflige ranke ryg, selvom hun ikke kunne fjerne usikkerheden i de grønne øjne. "Jeg har aldrig tænkt over det på den måde før, frue. Min interesse for landets historie, hvor lidt jeg end ved, har altid været der. Men jeg har aldrig haft muligheden for at studere det. Eller tænk over at min magi kunne bidrage til det" svarede hun ærligt. Hun havde altid elsket at læse og lærer. Men hun havde ikke midlerne til det.

Hecate sippede igen en smule fra tekoppen, mens hun lod pigen tale. Den unge frøken var stadig umådelig høflig, men det var meget tydeligt, at hun var usikkerhed situationen. Man kunne ikke bebrejde hende - hvis alt, hvad hun kendte til, var livet som køkkenpige i Lazura, var det en meget stor omvæltning, Hecate forsøgte at påføre hende. Hun måtte være så tålmodig med pigen, som hun kunne.

"Naturligvis, det giver mening. Men hvis viljen er der, kan du lære meget." Svarede Hecate. Der var et øjebliks stilhed, mens hun spekulativt trommede med pegefingeren på kanten af stolen. Hvis hun tog pigen med til Dianthos, var det hendes ansvar, at hun fik en ordentlig uddannelse. Storbyen kunne også have en uheldig indvirkning på en ung kvinde - og det ville være Hecates opgave at holde hende ude af al den uanstændighed, der foregik. Havde hun stadig kræfterne til det?

Et lille suk gik gennem den ældre kvinde. Havde man sagt A, måtte man også sige B, og nu sad pigen her foran hende. Hun kunne ikke bare forlade hende nu, og lade hende gå tilbage til at være køkkenpige. Langsomt satte hun tekoppen fra sig.
"Hvad siger du til at studere i Dianthos? Der vil naturligvis blive sørget for kost og logi til dig.."

Hecate var noget helt anderledes end nogen Esther havde fået chancen for at tale med. Hun havde mødt adelige kvinder, men hendes eksistens næppe enset på deres vej. Hvorfor skulle de også det. Esther var bare en lille pige der rendte rundt og sørgede for at fadende forblev bugende med mad, og krussende fyldte. Esther sank en klump i halsen og nikkede som svar. Vilje var en stærk ingrediens, men dedr var så meget andet. Så mange faktorer, og meget Esther ikke havde kendskab til.

Esther havde løftet sin tekop meget forsigtigt igen og smagt på den varme væske. Det var en langt mere dyb smag end hun var  vant til. En dyr smag. Det var ikke bare tilfældige tørrede blade stoppet i kogende vand. Langsomt fik hun sat koppen forsvarligt på bordet igen, som Hecate stilte sit spørgsmål.
Mængden af tanker der løb igennem hendes stakkels lille hoved var næsten ikke til at bære, og hun så op på den ældre kvinde med store øjne. Glemmende at hun ikke var i en stand der havde tilladelse til at se ind i Hecates stærke blå. "S-studere? Hos Dem?" Hvordan hun havde fået den mulighed, og hvilken gud der havde præsenteret denne mulighed, havde grebet hende fuldstændig uforberedt. Esther tvang sit blik ned igen, huskende sin plads, men smilet brød frem på hendes læber og en lettelse i hendes øjne. Hun.. Hun kunne få mere end bare et liv som simpel tjener. "Det ville være mig en stor ære, Frue"

Et kort øjeblik håbede Hecate at pigen ville sige, at det ikke lod sig gøre. Hecate kunne vende tilbage til sine studier i fred uden at skulle bekymre sig om fremtiden for en ung kvinde. Men ville hun kunne lade være med at tænke på, hvordan det gik hende, her i Lazura? Hendes tynde fingre gled hen over hanken på tekoppen uden at tage den op igen.

Da hun anede et lille smil i Esthers læber før hun bøjede hovedet vidste Hecate, at beslutningen havde været rigtig. Hun følte en varme for pigebarnet, som hun meget sjældent ellers gjorde. Hun havde aldrig selv haft børn - men måske ville hun stadig have chancen for at præge et ungt menneskes liv i den rigtige retning. Guderne vidste, at hun havde forsøgt forgæves med mange af de unge lømler i Dianthos, men ingen gad lytte til en gammel kone. Denne gang skulle det gøres rigtigt.

"Nuvel. Det glæder mig at høre." Den korrekte tone var på plads, men der havde sneget sig en lille smule varme ind i Hecates stemme, der tydede på, at hun faktisk mente det. "Hvor hurtigt kan du være klar til afrejse? Jeg forventer at forlade Lazura i snarest i løbet af de kommende dage."