Sted: En lille kro i Azurien
Tid: Hen under aften
Vejr: Klart og koldt

Der var kommet bud til Ferghus om, at han og hans evner var ønsket. Af Mørket. Noget, der havde gjort hans sind tungt, mens han havde sadlet Nille, hans lille nordlandpony, op og havde forladt sit hjem. Når Mørket kaldte kom han, selvom det ikke var af hans egen gode vilje. Men han havde aldrig officielt forladt Mørket og det var altid en god mulighed for at lægge øret til jorden og høre, hvad der foregik inden for deres rækker. Noget han selvfølgelig rapporterede videre til sin kontakt i Dragorn. Og en gang i mellem fik han smidt en pind i deres hjul ved at ødelægge eftersøgningen. ikke at han gjorde det ret ofte, de skulle helst ikke få mistanke om, at han ikke var med på deres side.

Han havde fået ordre på at møde op på en lille kro i Azurien. Efter at have efterladt ponyen i stalden hos en bumsebefængt stalddreng, indfandt han sig i kroen. Han genkendte straks Krigeren, det var ofte den samme, der blev sendt ud til ham. Ferghus kunne ikke lide ham, han var arrogant og havde tydeligvis noget i mod dværge og andre racer end sin egen menneskelige. Men manden havde åbenbart set sig lun på Ferghus, måske fordi han fik lov til at tale så meget han ville uden at blive afbrudt af den tavse dværg, der blot brummede lidt som svar ind i mellem. 

Det var stadig tidligt og de drog snart af sted. En fange var flygtet fra en gård i nærheden. På hesteryg fik de hurtigt indhentet ham, og Ferghus vendte blikket væk, som manden bankede ham for den frækhed. Det gjorde ondt helt ind i sjælen, men han kunne intet gøre uden at afsløre sig selv. Fangen blev ført tilbage til gården og Krigeren inviterede Ferghus tilbage på kroen, hvilket dværgen lidt modvilligt takkede ja til. Han kunne alligevel ikke nå hjem, som jagten havde taget hele dagen.

Tilbage på kroen fik de et måltid mad og noget at drikke, mens manden snakkede løs om både private og arbejdsrelaterede ting. Ferghus lyttede efter, men lod også opmærksomheden søge ud i rummet. Det var det sædvanlige sammensurium af rejsende væsner, et par bønder og noget der så ud til at være en lille gruppe kriminelle, der spillede kort. En enkelt person fangede hans opmærksomhed. Hun havde også været der om morgenen med blikket rettet mod Krigeren i dværgens selskab. Han holdt lidt øje med hende, men hun virkede kun til at have blik for manden, der stadig snakkede løs uden at opdage noget. Endeligt rømmede Ferg sig og undskyldte sig, inden han rejste sig og begyndte at bevæge sig mod bagdøren, noget der ville lede ham lige forbi hende. Han sørgede for at fange hendes blik og se på hende med et udtryk der sagde, at hun var opdaget. Forhåbentligt ville han kunne lokke hende med udenfor. 

Udenfor tog han den store kampøkse fra bæltet og stillede sig et mørkt sted, klar til at angribe hende. Skulle hun komme ud, ville han træde frem og skubbe til hende, inden han ville rette øksen mod hendes hals.

Som mørket begyndte at falde på, sank Zirra mere og mere ned i sit sæde på kroen. Hun havde siddet der siden daggry efter et tip om, at den mørkekriger, hun eftersøgte, ville dukke op i løbet af dagen. Tippet havde været godt nok, og han havde da mødtes med en dværg på kroen om morgenen, men de var ikke blevet længe, og med det relativt åbne land, der omgav kroen, ville det have været umuligt for hende at følge efter uden at være ekstremt åbenlys. 
Så hun var blevet siddende. Hele dagen. Hun havde ikke været fremsynet nok til at medbringe en bog - kun en enkelt notesblog, hun kunne krussedulle i, og selv der skulle hun passe på ikke at gøre sine egne noter for utydelige. 

Omtrent en time før hun havde givet op og var smuttet, dukkede Krigeren op igen. En kop, hun selv havde tømt indholdet af, stod over for hende, som om hun havde haft selskab tidligere, og endnu en kop tæt på hende indeholdt stadig en bundslat. Zirra måtte undertrykke trangen til at rette sig op i sit sæde, og i stedet blev hendes krusseduller til notater om ham. 
Nok 186 høj, bredskuldret, rustning gammel - familiearv? Rem på højre skulderstrop ustabil. Langsværd primærvåben.

Dværgen rejste sig, fangede hendes blik på en ret åbenlys måde, som om han kendte hende, og gik så ud ad bagdøren. Zirra fortsatte med at skrible flere ting ned, da det løb hende koldt ned ad ryggen. Det blik havde ikke været tilfældigt, og hun genkendte ikke den dværg. Folk hun ikke kendte, burde generelt ikke lave den slags øjenkontakt. 
Pis, hun havde ikke været opmærksom nok. Hvilken type øjenkontakt havde det været? Var han en livvagt til Krigeren, der lige havde blokeret bagdøren, så hun ingen flugtvej havde? Nej, Krigeren pudsede sin ene armskinne og skænkede ikke resten af rummet et eneste blik, så det var ikke et overfald. Dværgen havde haft gråt hår, så meget kunne hun da huske - så flirteri var udelukket. 
Måske havde hun blot bildt sig ind, at han havde mødt hendes blik. Hans øjenbryn kunne sikkert få enhver til at tro, han skulede til dem. Måske skulle han bare lige trække lidt luft. Han var nok ikke taget hjem, eftersom Krigeren tydeligt ventede på sin ledsager. 

Zirra gav det ti minutter til, og da dværgen ikke var kommet tilbage, besluttede hun at snige sig ud og se, hvad han havde gang i. Som hun åbnede bagdøren på klem, snuppede hun lyset fra den tændte fakkel og førte det ned i sin bæltetaske med små sten. Det var en af de situationer hendes magi var gjorde nytte. Hun hehe ikke tænkt sig at gå ud i en veloplyst baggård, så hvad var mere praktisk end at mørklægge den. Faklen brændte stadig, men nu helt sort, og gav intet lys. Det lys havde en af stenene I hendes bæltetaske nu fået, og selvom den lyste lige så kraftigt som faklen havde gjort, var tasken foret godt nok til at intet slap ud.
Hun tog et par sekunder til at lade sine øjne vænne sig til mørke, og så sneg hun sig resten af vejen ud af døråbningen og langs ydermuren, mens hun prøvede at spotte dværgen.

Tiden gik. Ferghus var ikke i tvivl om, at hun havde set hans blik, men ville hun vælge at handle på det? Kulden var begyndt at snige sig ind på ham, men det var ikke noget, der afskrækkede den gamle dværg. Hans ånde stod hvid ud foran ham, mens han stod ventende uden at bevæge sig.
Lige som han var ved at beslutte sig for at gå ind igen, kom ud ud af døren. Han nåede lige at se et glimt af en fakkel, der blev slukket, inden hendes skikkelse bevægede sig ud i mørket. Nok var det længe siden, at han havde bevæget sig rundt i Dragorns miner, men hans mørkesyn fejlede intet, og han kunne tydeligt se hende bevæge sig ned langs ydermuren til kroen. I mod ham. 

Han trådte frem og løftede sin økse mod hende, advarende.
"Stop lige der," brummede han med sin lidt dybe og hæse stemme. "Hvorfor er du så interesseret i min rejsefælle?" Krigeren var inkognito, så alle der ikke vidste, hvem han var, ville se ham som endnu en rejsende, blot med et godt, dyrt sværd ved siden. Som Ferghus selv, der ikke så ud af meget, før man lod blikket ramme den smukke kampøkse, der tydeligvis var af en godt dværgehåndværk. Hans fars. 

Selvom han stod med en ukendt trussel foran sig, var hans opmærksomhed også rettet mod døren bag hende, i tilfælde af, at der kom nogen ud. Bergren - krigeren han fulgtes med - eller måske en anden gæst, der skulle ud i det lille hus. Det kunne jo også hænde, at hun havde nogen med sig, han ikke havde spottet.
Men han holdt godt øje med hende. Hun så ikke ud til at bære våben, andet end en stor kniv. Hvem var hun? Et spørgsmål, der ikke kunne besvares, så hans økse flyttede ikke på sig, klar til at blive svunget mod hende, skulle hun angribe.

"Min far vil have mig gift med en sværdkyndig," fløj det ud af munden på Zirra.
Den her situation havde alt for hurtigt udviklet sig til at indeholde skarpe klinger tæt på hendes ansigt. I det mindste tænkte hendes mund som altid hurtigere end hendes hjerne. Nu skulle hun bare regne ud hvor hun var på vej hen med sin forklaring.
"Jeg fik at vide der kom mange på den her kro, så jeg tænkte jeg kunne se hvad verden har at tilbyde inden min far beslutter sig!" Hun talte hurtigere end normalt og snublede med vilje lidt over ordene for at lyde mere troværdig

Hun havde taget hænderne op for at vise, hun ikke var bevæbnet, og hun tog to små skridt bagud, væk fra øksen. På forhånd havde hun tjekket gode flugtruter fra kroen, og lidt bag det lille hus kunne man let smutte ud i noget krat og forsvinde. Hvis dværgen lod hende fortsætte bagud, kunne hun måske sætte i sprint og nå derhen. Han havde trods alt kortere ben end hende.

Ferghus lyttede til hendes forklaring, inden han svarede hende med et fnys.
”Æsellort. Du har ikke ventet en hel dag på en kro for at stirre sådan på den samme mand. Hvem arbejder du for? Lyset? Mørket? Byvagterne? Kiles Orden måske?” Han remsede de mest sandsynlige instanser op først. Der kunne være mange flere, en kriger fra Mørket fik ofte mange fjender, også blandt private, de havde gjort forkert.

Øksen flyttede sig ikke og hans stålgrå øjne stirrede fast på hende, næsten som for at trække et svar ud af hende, et sandfærdigt svar, han kunne tro på. Ind til videre havde hun ikke sagt noget, der virkede sandt, selvom han ikke kunne sætte en finder på, hvorfor han ikke troede hende. Det var rent instinkt. Og lidt logik, for han troede simpelthen ikke på, at en ungmø ville stirre sådan på en mand som Bergren. Koparret og lige lidt for gammel til hende. Og hans udstråling var afskrækkende nok i forvejen, selv kropigerne forsøgte at undgå ham.

Nej, der var mere bag. Hvad vidste den gamle dværg ikke, men han var sikker i sin sag. Hun sad ikke bare og stirrede på ham for hans gode udseendes skyld, men fordi hun ville ham noget. Og Ferghus blev nødt til at finde ud af, hvad, også for sin egen sikkerheds skyld. Lige nu var han en dværg i forbindelse med Mørket og det var farligt. På så mange måder, det kunne slet ikke nævnes. Det var ikke af venlighed overfor krigeren, at han nu stod her og truede et menneskeligt pigebarn, det var kun for sig selv.

Fordømt, han havde lagt mærke til hende om morgenen. Zirra bandede i sit eget hoved og prøvede ikke at lade frustrationen komme til syne. Hvis hun skulle give en ny løgn, skulle den sidde lige i skabet, for derefter ville han betvivle alt hun sagde, selv hvis det så var sandheden.

Efter et par sekunders tavshed, valgte hun at gå den modsatte vej, indtil hun kunne komme på en god forklaring.
"Og hvad rager det så egentlig dig?" spurgte hun og sneg sig til endnu et lille skridt bagud. Den økse skulle helst længere væk. "Du er måske hans udkårne?"

Det var lidt af et sats. Forhåbentlig var han mere interesseret i at få at vide, hvad hun rent faktisk ville med Krigeren end at blive fornærmet let og bare kappe hende midt over. Mens hun talte, tog hun forsigtigt sin hånd tilbage mod sin kniv. Den ville næppe gøre godt mod den store økse, men den kunne i en snæver vending bruges til en enkelt parering og kun brække hendes arm og ikke hugge den af.

Pludseligt skiftede kvinden foran Ferghus taktik. Hun blev defensiv, forsøgte at angribe ham. Noget der prellede af ham som vand på en gås. i stedet trådte han frem, som hun trådte tilbage, så hun ikke kom for langt væk fra hans rækkevidde.
"Jeg har en interesse i at holde ham i live." Både og. For hans skyld kunne han næsten selv plante sin økse i hans hjerneskal, men Mørket skulle helst ikke komme rendende og rode mere rundt i hans liv, fordi en af deres døde under hans åsyn. Og hellere en fjende man kender end en ny og måske værre kriger. Bergren kendte Ferghis efterhånden nogenlunde til at vide, hvor han havde ham.

Men hendes reaktion fortalte ham én ting - han havde ramt rigtigt. Hun var fra en af de nævnte organisationer. Men hvilket. Han lod blikket glide over hende og fandt, at hun ikke så ud til at høre til Mørket. Der manglede noget i hendes blik og udstråling. Lyset? I hvert fald heller ikke Kiles Orden, der var heller ingen fanatisme at se i hendes udtryk. Lyset så. Som bedste bud, men han kunne tage fejl. Der var kun én måde at finde ud af det på.
"Er du fra Lyset? Siden du spionerer på en Mørkets kriger?" Han afslørede Bergrens tilhørsforhold, men det var der ikke noget at gøre noget ved. Manden kunne vel også passe på sig selv og han var ikke ligefrem diskret. 

Hvis hun var fra Lyset, skulle Ferghus til at finde ud af, hvordan han skulle håndtere situationen. Skulle han afsløre sig selv? Fortælle, at han var med Lyset? Eller skulle han opretholde en facade? Det måtte han beslutte, når han fik hendes svar. Hvis han fik et svar. For hvorfor skulle hun stole på en gammel dværg, der frivilligt fulgtes med en kriger fra Mørket?

Der var ikke de bandeord, der ikke gik igennem hovedet på Zirra. Sværgen var virkelig dygtig. Han læste hende jo som en åben bog. Hvem var han? En mod-spion fra Mørket, sendt ud for at forhindre Lyset i at spionere på Krigeren? En livvagt, der burde have uddannet sig bogligt?
Et par kolde sveddråber var kommet frem på Zirras pande, og hendes blik flakkede fra øksen til dværgen. Selvom hun begyndte en flugt, ville han nok få et slag ind bare på ren rækkevidde.

"Jeg har ingen intention om at slå ham ihjel," nåede hun lige at svare, inden resten af hans ord sank ind. 
Han indrømmede altså, at han fulgtes med en Mørkets Kriger. Hendes håb havde været, at han var mere neutralt anlagt og hun kunne forhandle sig til en våbenhvile og en aftale om at gå hver til sit uden behov for at svinge den økse. Men hvis han blankt indrømmede det med Mørket... Så var han vel også selv en del af Mørket?
Hun kunne prøve at sige, at hun var fra byvagterne, som han selv havde antaget, men hvad ville det nytte? En fra Mørket ville ikke have noget imod at efterlade en død byvagt. Og Zirra lignede ikke ligefrem en byvagt. Så ville hun have mere kamptræning.

Hun fugtede sine læber og sank en klump. Det her var noget lort, og nu da Zirra var mere overbevist om, at dværgen var med Mørket, var hun også mere sikker på, at hun ikke ville kunne forhandle sig til en løsning. Hun blev nødt til at gøre noget uventet.
En hurtig beslutning blev taget, og hun fremmanede to af sine små ildfluer - alle fem ville give for meget lys i baggården. De kom til syne lige foran dværgens ansigt, hvor hun fik dem til at svirre i luften. Målet var kort at forstyrre hans nattesyn, og måske blive lidt distraheret. Samtidig trak hun sin kniv, dukkede sig og kastede sig hen mod dværgens ben med tanken om at snitte ham over låret.
Ikke dybt, men bare til mere distraktion. Lykkedes det hele, ville hun kunne lave et rullefald, komme om på den anden side af ham og løbe tilbage ind i kroen, hvor hun så ville flygte ud af hovedindgangen.

Hun havde ingen intention om at slå ham ihjel. De ord hjalp ikke Ferghus meget i sin søgen efter svar, slet ikke, når han ikke vidste, om han skulle stole på hende. Men det var da beroligende, hvis hun talte sandt, det turde han bare ikke tro på.
Det så ud som om, at hun ville sige noget mere, så han ventede for et øjeblik. I stedet blev hans nattesyn pludseligt forstyrret og han måtte lukke øjnene sammen mod to skarpe lys, der skar sig ind i hans øjne. Hvad var det?! Han tvang øjnene op igen og trods de to lys og pletterne for hans øjne, nåede han at se hende kaste sig frem mod ham.

Men han nåede ikke at flytte sig. Ikke nok, i hvert fald, som kniven gik igennem hans bukser og snittede hans lår, men det blev ikke så dybt som det kunne. I ren refleks gjorde han modstand – økseskaftet gled igennem hans ru håndflader, og som han trådte væk fra hende, svang han skaftet mod hendes hoved. Hvis han ikke ramte, ville han forsøge at sparke til hende, under hendes rullefald. På en eller anden måde ville han i hvert fald få hende ned på jorden, skubbe hende om på ryggen og sætte en tung dværgestøvle midt i brystkassen af hende, for at holde hende nede. Hans ben blødte, han kunne mærke det løbe ned af benet under tøjet, men det havde han ikke tid til at tage sig af nu.

Øksens skaft blev hårdt sat over hendes håndled med hånden med kniven, så hun ikke kunne bruge den i mod ham.
”Fortæl mig så sandheden, eller dit hoved ryger af,” brummede han vredt med sit blik låst fast i hendes.

Planen virkede ikke. Overhovedet ikke. Halvvejs forbi dværgen fik Zirra et hårdt slag mod hovedet, der stjal hendes balance og fik verden til at snurrer rundt.
Hun væltede ned på den ene albue med kvalme siddende helt oppe i halsen, og før hun nåede at gøre mere, blev hun sparket om på ryggen. Kniven forlod hendes hånd under presset fra økseskaftet, og hun mødte dværgenes blik med frygt malet i hele ansigtet.

Der var ikke mere at gøre nu. Han lurede hendes løgne og havde sporet sig ind på hendes erhverv uden nogen viden om hende. Hendes vejrtrækning var hurtig og brudt med vægten fra dværgens støvle pressende ned mod hendes lunger.
"Je-jeg..." fremstammede hun med rystende læber. "Lyset. Jeg arbejder for Lyset." Hun sank en klump. "I det mindste, så gør min død hurtig?"
Hun var så sikker på, at hun skulle dø, at det eneste hun kunne tænke på, var bare at få det så smertefrit som muligt. Dværgens økse var klart at foretrække frem for at blive taget til fange af Krigeren.

Det så endeligt ud til, at hun ville fortælle ham sandheden, hun var tydeligvis skrækslagen for ham nu, hvor han havde overtaget. Det gjorde lidt ondt, Ferghus var alt for flink til den slags, men han måtte gøre, hvad der måtte gøres.
Hun slap heldigvis kniven, så der behøvede han ikke at gøre hende mere ondt, men han flyttede ikke øksens skaft fra hendes håndled. Hun kunne jo få den dumme idé at samle den op igen.

Lyset. Han havde haft ret. Det var altid lidt af et sats, men han var blevet god til at spotte de små ting, mest fra Mørkets side, men ærligt talt var der ikke så stor forskel, andet end udstrålingen. Og selv det kunne være det samme arrogante udtryk. 
Der kom et brum fra ham.
"Jeg slår dig ikke ihjel." Han tøvede. Hvordan skulle hand håndtere dette? Han måtte vel afsløre sig selv som spion for Lyset. Langsomt trak han øksen til sig og flyttede foden fra hendes brystkasse. I stedet rakte han en hånd ud for at hjælpe hende på benene.
"Vi arbejder for samme side." Hans blik gled rundt for at sikre sig, at der ikke var nogen, der stod og lyttede til deres samtale. Det ville ikke være godt, hvis Mørket skulle tro, at han var spion. Måske han kunne tale sig ud af det, men han ville ikke satse på det. Og han havde set deres torturkældere på nært hold, heldigvis ikke som offer. Men det havde været afskrækkende nok, han ville ikke risikere noget.

Hans blik vendte tilbage til hende. Øksen var stadig fremme, klar til brug, men sænket som tegn på, at han ikke var en trussel.
"Jeg blev nødt til at sikre mig, at du ikke ødelagde mit arbejde med Bergren. Havde du forsøgt at angribe ham, havde jeg måtte forsvare ham." Han sagde ikke, hvad det havde måtte betyde for hende, hvis han enten havde været nødt til at slå hende ihjel eller Bergren havde fået fat i hende.

Zirra havde haft klemt sine øjen halvt i, og ved dværgens ord, så hun overraket op igen. Han havde ikke tænkt sig at slå hende ihjel? Ville han noget andet med hende? Tage hende med ind til Krigeren?
Nej, der var noget mildt i hans stemme. Medlidende. Det virkede slet ikke truende, og var meget ulig en fra Mørket. Hun forblev tavs, mens han talte videre i håb om at finde svar på hans nu blide karakter, og hun tog i ren refleks han hånd og lod sig blive hjulpet op.
Da han var færdig med at tale, stod hun lidt og bare kiggede på ham. Informationen skulle lige synke ind. Hendes adrenalinniveau havde lige været skyhøjt, og nu følte hun sig sært beroliget af hans dæmpede stemme. Og en smule tom, efter at have brugt en del energi på sammenstødet.

"Hvorfor...?" Zirra rystede på hovedet og prøvede at samle tankerne. "Hvorfor har jeg ikke fået det at vide? Hvis vi allerede har en så tæt på ham, er der da ingen grund til, at jeg har samlet info. Du har vel allerede det hele og mere til, vi skal bruge."

Mens hun talte, rakte hun ned i sin bæltetaske, og tog en af de lysende sten frem. Hun lod den slippe lyset, der fór tilbage til faklen, der igen badede den lille baggård i et flakkende lys. Noget rødt fangede hendes opmærksomhed ved dværgens ben, og hun gispede.
"Åh, du bløder stadig, undskyld, havde jeg bare vidst..." afbrød hun sig selv forhastet, mens hun rodede i sine lommer efter noget at tilbyde som forbinding.

Ferghus hev hende på benene, som en stabil støtte grundet sit lave tyngdepunkt, også selvom hun var en del højere end han. Der skulle en del til at vælte en dværg. Lidt anspændt ventede han på hendes reaktion. Der var ingen grund til, at hun skulle tro ham, hun havde kun hans ord og hans nådefulde gerning, og ingen af delene betød ret meget, skulle han være ærlig. Han var blot en gammel tilfældig dværg, der lige så godt kunne være af Mørket.
Men det så ud til, at hun troede ham. Om han så troede, at hun virkeligt troede ham… han sænkede ikke paraderne, selvom det måske kunne virke sådan.

Han rystede let på hovedet.
”De færreste kender til mig, jeg rapporterer til Dragorn, der giver informationerne videre.” Det var halvvejs en løgn. Han rapporterede til en enkelt dværg, der uden at angive sin kilde, videregav oplysningerne til de rigtige instanser. Selv Dragorn kendte efterhånden ikke til hans eksistens, og dem der huskede ham, så ham som en forræder, fordi de troede, at han var med Mørket. Dragorn var for ham tabt for evigt, noget han måtte leve med, mens han stadig gik Lysets gerning.

Hendes ord om, at han blødte fik ham til at se ned på sit ben, hvor der nu var en pæn flænge i hans bukser, hvor man kunne se et blødende sår igennem. Det så ikke slemt ud, selvom det blødte en del. Der lød en brummen fra ham, svagt utilfreds, men ikke vred. Det var bare ubelejligt, for hvad skulle han sige til Berggren? Forskellige undskyldninger gled igennem hans sind, mens han undersøgte såret nærmere. Overfald? Han var faldet? En fuld idiot, der ville slås? Sidste undskyldning virkede som den bedste og han sukkede dæmpet.
”Bare lad det være, jeg finder på noget overfor Bergren.” Han løftede blikket til hende. ”Og jeg skal nok fortælle dig alt, hvad der er at vide om manden. Han er et svin.” Foragten emmede af hans ord. Bergren var en af de værre, heldigvis var han rimeligt forudsigelig og meget optaget af sig selv, så han var til at kontrollere.

Zirras søgen efter bandage blev erstattet af at fumle efter sin notesblok og en pen. Én der tydeligvis havde været tæt på Krigeren længe, ville give hende al info på ham! Efter den omgang hun lige havde været igennem, var det en stor positiv drejning i situationen. Især fordi hun ikke havde fået særlig meget ud af at observere ham på afstand. Kun hans udseende. Planen havde været at følge efter ham, når han begav sig hjemad igen, og nu så hun ud til at undgå at skulle løbe den risiko.

Selvom hendes puls var nået et mere normalt tempo igen, og hun følte sig rimelig rolig, rystede hendes hænder så meget, at hun fik pennen til at dreje en omgang, flyve op i luften og lande på jorden. Notesbogen tog også en flyvetur og endte med krøllede sider ovenpå pennen.
Hun samlede det op igen blot for at opdage, at pennen havde knækket sin spids i faldet.
"Eh, jeg har en anden et sted," sagde hun med et let anstrengt grin, og rodede i sine lommer.
Hun havde en lang frakke på med plads til mange lommer og dermed mange skjulte ting, men det var også et halvt mareridt at finde det man skulle bruge hurtigt. I sin hast fik Zirra åbnet en ekstra lomme, hun havde fyldt med småsten, og de tumlede ud på jorden.

Hun tog en dyb indånding og satte sig resolut ned og kørte hænderne gennem håret. Efter at have ligget på jorden var det blevet uglet og fyldt med grene, så hendes fingre sad bare fast. 
"Undskyld," sagde hun med et suk og pillede en kvist ud af håret. "Jeg... Jeg tror ikke jeg har været så overbevist om, at jeg skulle dø, før."
Notesbogen blev lagt til side, og hun gned sine tindinger med den ene hånd, pludseligt overvældet af udmattelse i hele kroppen.

Tavst og med et udtryksløst udtryk i ansiget, betragtede Ferghus kvinden kæmpe med bog og pen og derefter indholdet af sine lommer. Reaktionen var bekendt. Selv hærdede soldater kunne miste kontrollen over dem selv efter en skræmmende oplevelse, ja selv Ferghus havde oplevet det et par gange. Men først sagde han ikke noget, lod hende selv finde ud af, hvad hun ville gøre ved sig selv. Det endte ud med, at hun satte sig ned på jorden og forsøgte at få styr på sit hår, der var filtret ind i hø og skidt fra jorden under dem.

"Det gør ikke noget. Det er helt normalt," brummede han trøstende og gav hendes skulder et klem med en bred hånd med korte fingre. At det var hans skyld, at hun nu sad der og rystede, det kunne han ikke lade sig selv gå på. Han havde gjort det, der var nødvendigt for sin egen sikkerhed. 
"Giv mig din pen." Han tog i mod den, da hun havde fundet den frem igen, og med en kniv fra bæltet, hvor han havde sat øksen på plads igen, snittede han pennen spids igen, så den var til at skrive med igen. 

"Er du klar til at skrive? Bergren begynder nok snart at undre sig over, hvor jeg bliver af." Hans stemme var rolig, det samme var hans mimik. Stille og rolig for at få hende til at falde til ro, så de kunne komme videre. Ferghus var rolig af natur, så det faldt ham helt naturligt. 

Ånd ind, ånd ud. Ånd ind, ånd ud. Ånd ind, ånd ud.
Tre lange, kontrollerede åndedrag fik Zirras puls til at falde lidt og hendes hænder til at ryste mindre. Den rare dværgs tonefald beroligede hende yderligere, og den repetetive lyd af pennen mod øksen blandede sig med en svag brise i træerne. Et øjeblik gled hendes bevidsthed ud i verden og væk fra den paniske krop, hun var fanget i. Lyttede til brisen, mærkede  kulden bide i sine kinder. Hendes fingre gravede sig lidt ned i jorden, inden hun igen blev opmærksom på sig selv og smilede svagt og udmattet op til dværgen. 

"Han er vist ikke en mand, man bør lade vente af de få ting, jeg har hørt om ham," svarede hun og modtog pennen. Hun slog op på en ny side i blokken og strøj en hårlok om bag øret. "Klar."

Så snart han begyndte at tale, skriblede hun løs. Hendes dække som sekretær havde lært hende at tage hurtige og præcise referater, og det havde kun gjort notetagning nemmere og mere naturligt for hende.

Det virkede til, at kvinden faldt til ro igen, langsomt og roligt. Godt. Hun tog i mod pennen og Ferghus brummede.
"Nej, det er han ikke." Han vidste ikke, hvad hun havde hørt om ham, men han var ikke nogen behagelig mand. Som sagt kunne han godt lide Ferghus, så han opførte sig for det meste pænt overfor den gamle dværg, men de havde da haft deres sammenstød. Og Ferghus havde set, hvordan han var overfor andre, om det var en serveringspige i en kro eller en lille bys borgmester. Nej, det var bedst at holde sig på sin gode side af manden.

Så snart hun var klar, begyndte Ferghus at tale i et dæmpet, roligt tempo, så hun kunne følge med. Han talte normalt ikke ret meget, en tavs ældre dværg, men her var der noget at fortælle. Han fortalte om Bergrens være måde, hans sindelag og hans gerninger. Hvad han kunne lide at gøre ved uskyldige kropiger og stalddrenge, hvordan han behandlede fattige bønder og ofte forlod gårde med et blodspor af døde dyr efter sig. Hvad hans rolle var inden for Mørket, og hvad han lavede med Ferghus på slæb. 
Ferghus' stemmeleje var fladt hele vejen igennem, han havde efterhånden for mange år siden lært at se bort fra det grusomme i Mørkets krigeres handlinger og forholde sig analyserende og nøgternt til det. Selvom det gav ham kvalme og mareridt. Han sov næsten ikke mere, fordi hans drømme var fyldt med de grumme ting, han havde set igennem sin tid.

Endeligt løb han tør for ord og han sank en tør klump. Kruset med øl inde på bordet lokkede pludseligt for at få skyllet halsen.
"Han er ikke nogen rar mand. Hvis jeg var dig, ville jeg lade være med at komme ind på kroen igen." Ikke at han ikke regnede med, at en Lysets kriger kunne forsvare sig selv, men hun var ung, hun var køn og han vidste, at Bergren nok havde haft et øje til hende. Og han var noget større bygget end hende og meget mere nådesløs.

Pennen fór hen over papiret, som dværgen talte, og en rynke mellem Zirras øjenbryn dukkede op og blev dybere og dybere. Den mand var jo inkarneret modbydelighed. Hun prøvede for så vidt muligt at distancere sig fra de ting, hun skrev ned, men de bekræftede bare de rapporter, hun var blevet sendt ud for at verificere. 
Det var imponerende, hvor rolig dværgen kunne forholde sig til at snakke om grusomhederne. Zirra havde stor respekt for den slagt abejde under dække, han lavede, og hun var ikke sikker på, hun selv ville kunne gøre noget tilsvarende. Hun var bedre til at gå ind et sted, få fat i de relevante oplysninger, og forsvinde lige så pludseligt, som hun var dukket op. At være i fast dække hos nogen, hvis handlinger, hun ikke kunne stå inde for... Det var en helt anden slags spionage.

Et ufrivilligt gys gik gennem hende, da han sagde, at hun nok ikke skulle gå tilbage ind i kroen. Hun havde ikke regnet med at han havde lagt mærke til hende hverken i morges eller her til aften, men dværgens ord tydede på noget andet, og hvis hun kom ind igen inden for samme tidsrum som dværgen, ville Bergren helt sikkert lægge mærke til hende. Og det ville hun helst undgå.

"Nej, jeg tror også det er bedst, hvis jeg tager bagudgangen,"  sagde hun og nikkede mod buskadset bag dem. "En sidste ting. Hvordan er dit cover? Jeg ved ikke, hvad de vil med alt det her, men jeg tænker, de gerne vil fjerne Bergren på den ene eller den anden måde. Hvis du er sammen med ham, når det sker, er det så bedst at pågribe dig sammen med ham og så lade dig gå senere, du ved, uden nok dømmende materiale?"

Zirra rejste sig, mens hun talte og børstede lidt jord af sine bukser. Hun pakkede notesblokken væk og kiggede på de små sten, der var faldet ud af hendes lommer. Hun kunne altid finde nye. Lige nu var prioriteten at smutte, inden Krigeren selv kom ud og ledte efter sin rejsepartner.

Det var tydeligt at se på den unge kvinde, at hun ikke brød sig om det, hun hørte. Det kunne Ferghus ikke fortænke hende i, Bergren var en ond mand, der passede godt ind som en kriger for Mørket.
”God idé.” Han nikkede let og skævede mod døren. Han måtte hellere se af at komme ind igen, inden Bergren troede han sad fast herude.

Det næste spørgsmål til ham dog hurtigt til at se på kvinden igen.
”Mit dække er så dybt, at du har slet ikke snakket mig mig. Du skal ikke fortælle nogen om mig, det ender bare med, at du kommer i problemer. Forstår du?” Han stirrede bryskt på hende. Det var vigtigt, at hun forstod, at hun ikke måtte sige et ord om ham.
”Og skulle jeg blive fanget, er det op til mig selv at komme ud af det igen.” Hvilket nok ville blive umuligt, for han var i alles øjne en forræder, en der arbejdede sammen med Mørket. Trods at han havde haft et sammenstød med selveste Lysets General, der var endt ud på den gode måde, var han ikke sikker på at han kunne komme ud af endnu et fangenskab af Lyset.

Han stirrede lidt på hende, til han var sikker på, at hun var indforstået med det, inden han bukkede sig ned, greb en håndfuld skidt og gjorde sit tøj beskidt, så det så ud som om, at han havde været nede at ligge. Et par hurtige skidtpletter i ansigtet og han lignede en, der havde været oppe at slås.
”Pas på dig selv,” brummede han, inden han gik over til døren. Som han gik ind af døren, begyndte han at slingre en smule og halte mere synligt på det ben, hun havde skåret i med kniven. Han skulle nok få overfaldshistorien solgt.

// Out

"Forstået," svarede Zirra med et alvorligt nik. Sådan var det tit i det her arbejde. Mød nogen, og gå derfra som om det aldrig var fundet sted. Tal aldrig om det. Det var en af de ting, der gjorde arbejdet svært for Zirra. Selvom hun vidste, hvor meget hun gjorde for Lyset, kunne hun stadig ikke komme hjem og fortælle nogen om sin dag. Og med et møde som dette kunne hun ikke engang dele det med sine spion-kollegaer. 
Informationerne, hun havde fået i aften, ville hun skulle få sat op på en måde, så det virkede realistisk, at hun havde fundet ud af det uden hjælp. Hun ville måske endda blive nødt til at tage en ekstra overnatning et sted i skoven, inden hun vendte tilbage med sin rapport. Flere løgne at holde styr på. 

Mens dværgen fik smudset sig selv til, nikkede hun anerkendende ad hans forklædning, inden han brød deres samtale. 
"Held og lykke," svarede hun tilbage, som han stavrede mod døren. Held og lykke med at snyde Bergren. Held og lykke med det dybe dække. Held og lykke med nogensinde at leve et almindeligt liv.
Da døren var lukket i bag ham, trak hun sin jakke lidt tættere op om ørerne, og forsvandt ud i krattet.