Solen havde længe passeret sit zenit over Dianthos, og begyndt sin rejse tilbage mod horisonten. Det havde været en klar dag, og kold som kun de tidlige vinterdage kunne være det. Det betød dog ikke meget i skumringskvarteret, hvor de tætte bygninger og smalle gader sikrede, at kun de mest ihærdige af solens stråler, nogensinde nåde de skæve, beskidte brosten, der udgjorde kvarterets stræder.

Det var ikke en del af byen Netrish havde opholdt i meget i, selv ikke da hun var fastboende, men hun havde følt sig draget dertil, som hendes første dag tilbage i byen drog på held.
Netrish var ankommet ved solopgang, og havde straks opstaldet sin lånte hest på en kro hun viste ville tage sig godt af den. Det skyldte hun dyret efter det havde båret hende hele vejen fra Azurien. Dernæst havde hun trådt byens gader tynde med et enkelt mål: At finde Asbjörn.
Det nemmeste ville naturligvis have været at spørger på byvagtskontoret, men sandsynligheden for at nogen der genkendte hende, var for stor, og hun stolede ikke på de ville lade hende gå hvis de først viste der var en elver indenfor murene. Hun viste de var gode folk, men retskafne, og hun ville ikke sætte dem i den situation.
Så i stedet havde hun trådt de veje hun viste byvagten gik. Deres patruljer, deres mødesteder, alt for at få et glimt af Asbjörn. 
Men det havde vist sig forgæves. Det eneste hun havde fundet var påmindelser om hvorfor hun havde smidt sin maske og var rejst. Kiles Ordens magt havde ikke bare spredt sig, men havde slået rod. Hvad hun havde bedt til ville visne i sommerens hede, var i stedet blomstret, og viste nu sine sygelige frugt.

Skumringskvarteret var et overraskende fristed, for de skyggefulde gader var et af de få stedet i byen, hvor der ikke lod til at være et Ordensmedlem hver gang hun drejede hoved. Det betød dog ikke at Netrish kunne slappe af her. For andre fare lurede i skumringen. Men det var en mere velkendt fare. Det var ikke en trussel mod hendes livssyn og religion, men den simple, sunde frygt for at blive stukket ned i en mørk sidegade. Den var foruroligende familiær.
Netrish var på vagt, men hun forventede ikke at blive antastet, selv ikke her. Hun bar Kiles farver: En let rød kappe, og hvid skjorte, som det hørte sig for de der tjente Kile i livet. Men vigtigere endnu bar hun også sort. Nærmere sortsværtet panser i form af en brystplade med let udsmykning, og plade på lårene. Som kronen på værket bar hun en hjelm*, med visiret nede, så det skjulte hendes ansigt og hendes øre. Og hvis rustningen ikke var nok til at afskrække bydelens beboere, så mente hun sværdet ved hendes side var.

Det var en umådelig primitiv forklædning, men det var overraskende nok gået uden problemer.. indtil videre.

*

Juno var på vej igennem byen, småløbende fordi han frøs helt ad helvede til i sin gamle, slidte jakke, og fordi han vidste, at der var nogen, der fulgte efter ham. Det var garanteret bare nogle møgunger fra en af de rivaliserende bander, der var vrede over at han og Hector var vendt hjem igen og havde taget en masse af deres gamle territorium tilbage, og hvis det viste sig bare at være børn, der ville give ham lidt tæv, så kunne han tage det - havde gjort det før og kunne gøre det igen - men hvis det viste sig at være mere eller andet, så havde han ikke lyst til at lade dem få fingrene i ham. Han frygtede altid det værste og det værste var Thanos.

Han havde også travlt med at se sig over skulderen, da han bumpede ind i en skikkelse i rustning og snublede flere skridt. "Hey, se dig for!" Råbte han straks af vedkommende, selvom han kunne se at de bar Kiles farver. Det var farligt at provokere nogen fra Kiles Orden, men Juno var så træt af dem efterhånden. "Eller hvad, er det en ny lov at man altid skal gå i en stor bue om jer fra nu af?" Juno var træt og vred, og det lå dybt i hans væsen altid at skulle provokere autoriteter, men han ville også gerne lave en scene, fordi det ville stoppe eventuelt forfølgere fra at få fat i ham, hvis der var for stort et publikum. 

Netrish hørte løbende fødder nærme sig. Selvom det ikke var atypisk, drejede hun stadig hoved i retning af det, varsomt. Den unge, løbende mand var ved første øjekast ikke noget Netrish ville have skænket megen tanke, men der var alligevel noget ved det blonde hår, noget ved den hovedkluns måde han løb på, der gik hende til at stoppe op og kigge efter.

Bag hjelmen spærrede Netrishs blå øjne vidt op som hun genkendte den unge mand øjeblikket inden han løb direkte ind i hende. Juno!
Sammenstødet trak hende ud af chokket og hun greb Junos arm som han vaklede, for at holde ham på fødderne. Havde Netrish haft nogen tvivl om det virkelig var Juno, eller hun blot så syner, så forsvandt de det øjeblik han åbnede munden. Et smil brød frem under hjelmen. Han var sluppet fri, og forhåbentligt havde han fået sin ven- Nej, selvfølgelig havde han fået sin ven med, ellers ville han ikke have været her. Det var hun sikker på.

Netrish åbnede munden for at svare, men før et ord kunne forlade hendes mund, nåde lyden af flere løbende fødder hendes øre, og hun så op, i den retning Juno var kommet fra. Hendes ryg rankede sig og hun lagde den frie hånd på pommelen af sit sværd. Hun slap ikke Junos arm, men hendes greb var ikke synderlig stramt, støttende mere end tilbageholdende. 

Det undrede Juno at én fra Kiles Orden ville bekymre sig nok om et andet væsen til at gribe ham, og selvom han lige havde råbt af hende, så han nu undrende på hende, afventende et svar, indtil hans opmærksomhed også blev trukket tilbage til drengene der var efter ham.

Der var fire af dem, lidt flere end hvad Juno havde troet, men til gengæld var de også ældre end han havde troet. Imellem 14 og 18, skød han dem alle til at være, og de var rigtigt nok fra en rivaliserende bande. Én af dem bar et knojern, men han var den eneste med synlige våben. Juno havde også en dolk på sig, men han havde ikke lyst til at bruge den.
Alligrvel åndede han lettet op ved synet. Det var ikke Thanos. Det værste der kunne ske var, at de slog et par af hans tænder ud.

"Hej mester, slipper du ikke vores ven? Vi skal nok holde ham fra at lave mere ballade." Det var den største af dem der tog ordet og så med et slesk smil på dem begge. Asad, gik det op for Juno. Han havde forhandlet territorium med ham før, men det var længe siden og han kunne knap nok genkende ham. Der var sket meget for alle i de måneder Hector og ham havde været væk.

Juno så fra Asad til Ordensmedlemmet og vejede to onder mod hinanden. Med drengene vidste han, hvad han ville få. Alle forhandlinger startede ud med at vise sin egen styrke og hvis ikke Juno fik bank af dem i dag, kunne han godt regne med at få det en anden dag.
Alligevel trådte han et halvt skridt om bag ordensmedlemmet. Hvis han fik nok tid kunne han finde en anden løsning, så i dag valgte han at tage, hvad end han fik fra hende.

Drengene havde tydeligvis også set sværdet, for udover at bede pænt om at få Juno udleveret, blev de stående hvor de var.

Netrish greb om Junos arm strammede sig kortvarrigt som han bevægede, men det var ikke mere end en nervøs reaktion fra hendes side af, og hun lod ham træde om bag sig.
Det tog ikke meget mere end et blik nedover de fire unge mennesker for Netrish at forstå situationen. Hvorfor Juno var løbet ind i hende, optaget af at se sig over skulderen.

"Nej." svarede hun direkte, og lagde stål i stemmen, i stedet for i hånden. "Smut videre med jer, med mindre i vil en tur i arresten" fortsatte hun hårdt, og håbede de købte den. Netrish viste hun var på tynd is. Rigtige ordensmedlemmer gik aldrig alene, og da slet ikke i Skumringskvarteret. Hun ville nødigt trække sin klinge mod dem, de var knap mere end børn, men hun ville ikke tøve med at slippe Juno, og trække sit våben, hvis det blev nødvendigt.

Selv Juno kunne mærke den autoritet der lå bag ordene i ordensmedlemmets stemme, og han rettede sig ubevidst lidt op. Det samme kunne de andre drenge åbenbart også, for de trådte straks kollektivt et skridt tilbage.

"En anden gang så, Juno," svarede Asad med et ubehageligt smil til Juno, der gestikulerede med hænderne at Asad kunne rende og hoppe - bag ordensmedlemmets ryg, for høflig til at provokere sine modstandere alt for åbenlyst, når han lige var blevet redet på et hængende hår.

Det var først, da drengene var drejet om et hjørne, at det gik op for Juno at han havde hørt dén stemme et sted før, men han kunne ikke sætte et ansigt på den.
"Kender vi hinanden?" spurgte han skeptisk og lod blikket glide over ordensmedlemmet, selvom det ikke gav meget væk. Hun var jo stort set skjult og han endte med at læne sig helt ind mod hende, hans øjne helt op imod slisken, for at prøve at se hendes ansigt igennem den, men med sit eget ansigt til at skygge for det, kunne han mest bare se mørke.

Netrish flyttede hånden fra sit våben og lavede en affejende bevægelse mod bøllerne, som de besluttede sig for at forføje sig. Alligevel åndede en lettet op da de så ud til at være væk, og slap sit tag i Juno, som hun vendte sig mod ham.

Netrish rørte sig ikke det mindste som Juno trådte helt op i ansigtet på hende, for at lure igennem hjelmens sprække. Et smil krydsede hendes øjne, som det gik op for hende, at ligesom bøllerne havde troet hende et ordensmedlem, så havde Juno lige så lille en chance for at genkende hende. Hun gjorde sig en mental note om at nævne det for Valkar når hun vendte tilbage. Han havde virket skeptisk over hendes valg af forklædning, men det virkede jo perfekt!

"Det følges som en menneskealder siden allerede.. Men det glæder mig at se dig fri, Juno" svarede hun roligt, mens hun rakt op til hjelmen, og løftede visiret, så han kunne se hendes ansigt. Hendes ansigt var stadig fattet og roligt som det havde været selv gemmen de værste stunner i ørkenen, men der var et mildere træk om hendes mund. Den største foreskel lå dog i hendes blik. De blå øjne mødte Junos, og strålede af gensynsglæde.
I sandhed kunne hun ikke andet end tænke Kile måtte havde hørt hendes bøn alligevel, og velsignet Juno med en mildere skæbne, end den hun havde frygtet for ham.

Junos øjenbryn trak sig sammen, da hans navn blev brugt inden han havde fået sat et navn eller ansigt på den her person, der tilsyneladende kendte ham, men øjeblikket efter blev hans udtryk erstattet af overraskelse, da visiret blev løftet og ansigtet bag afsløret.

"Netrish," hviskede han, med store, blå øjne og en mund, der faldt åben i målløs måben. "Du er okay," udbrød han, inden han faldt om halsen på hende. Han knugede hende ind til sig, ligeglad med at han også pressede siden af sit hoved ind imod en kold, hård hjelm. 
Han holdt fast i hende længere end et normalt kram, og han vidste, at han burde give slip, men han var bare så glad og lettet over at se hende i live, og tilsyneladende fri, og han blev nødt til virkelig at tage sig sammen, før han langsomt og modvilligt slap hende igen. Inden han trak sig langt nok væk til at hun kunne se hans ansigt, løftede han en hånd og tørrede sine våde øjne af i sit ærme, så hun ikke skulle se de tårer, der var steget op i hans øjne.

Netrish var ikke synderlig behagelig at kramme som hun var iført rustning og hjelm, men det betød tydeligvis intet for Juno. Netrish kom sig hurtigt over overraskelsen af Juno der kastede sig om halsen på hende, og gengældte hans omfavnelse, ved at ligge armene om ham med overraskende nænsomhed. "Jeg er okay, og jeg er fri" forsikrede hun ham.

Netrish forsøgte ikke at trække sig væk, selvom deres omfavnelse blev lang. Hun lod Juno tage sig den tid han havde behov for, og ærligt var hun selv lettet over at se ham i god behold, og i live!
Som Juno løsnede sit greb om Netrish, slap hun ham ikke helt, men holdt en hånd på hans skulder.

"Du ser også ud til at være ved godt mod selv. Godt nok til at få dig selv i nye problemer" kommenterede hun med et halvt blik i retningen bøllerne var forsvundet i, og selvom hendes læber holdt sig i ro, var smilet tydeligt i hendes øjne.

Juno havde aldrig troet at ord kunne gøre ham så glad, som han blev, da Netrish fortalte at hun var fri. Det var én ting at se hende her, i live, men noget helt andet at vide at hun også var fri. Og okay. Juno havde frygtet det værste, da hun blev taget fra ham i Vargas' slavehandel og aldrig vendte tilbage. Hendes bur forblev oven i købet tomt, som om Vargas med vilje ikke ville lade ham glemme at hans eneste ven var blevet taget fra ham. 

Juno grinede halvhjertet, da hun nævnte drengene der var kommet efter ham, og ligesom hende skævede han i den retning de var forsvundet. "Nå, ja, det var ikke noget jeg ikke selv kunne have klaret," svarede han med et skævt smil og et skuldertræk, men efterfulgte det med "tak," så lavmælt at det næsten var en hvisken og uden at se hende i øjnene. 

"Hvad, øh, hvad skete der med dig? Efter du blev sendt væk? Jeg troede Vargas fik dig myrdet på grund af.. du ved.. trolden."

Netrish gav blot Junos skulder et klem som han erklærede han sagtens kunne have taget de 4 bøller selv. Selvfølgelig kunne han det, lige så vel som hun kunne blive Lysets Dronning! Mere sandsynligt fandt hun det, at de ville have banket ham, og efterladt ham i rendestenen... og han ville muligvis også have fortjent det tænkte hun, taget hans rappe kæft i betragtning.
Den tanke forsvandt dog som dug for solen, da hans sagte 'tak' nåde hendes øre. Hun gav et kort nik, og lod hånden glide fra hans skulder, ned til hans overarm, hvor hun gav den endnu et klem, inden hun slap ham helt.

"Der er sket en del siden da. Jeg blev solgt og sendt nord på med skib" Netrish blik flakkede en smule rundt omkring dem, overvågent og en anelse bekymret. "Men måske vi ikke skal dele historier midt på gaden" hun mødte hans blik igen, uden tøven. Hun havde allerede set lyset der brændte for ham, så øjenkontakten holdt ingen hemmeligheder for hende længere.
"Kender du et sted hvor vi ville kunne tale uforstyrret? Måske sågar et sted hvor jeg ville kunne tage den her elendige hjelm af?" spurgte hun så. Hun kunne ikke så vel sidde på en hvilken som helst kro med ørene ude. De skulle bruge noget privat, noget sikkert.

Juno delte Netrish' bekymring da hun først sagde den højt. Han kunne godt se, at det ikke var et godt sted at gå, men han kunne heller ikke slæbe Netrish med hen hvor som helst, som hun så pænt også gjorde ham opmærksom på.

"Du skal da hjem og se mit hus," foreslog Juno med et smil, der var så selvsikkert og stolt, at han at dømme ud efter det lige så godt kunne have vundet en krig og prinsessens hånd, i stedet for bare at skulle vise Netrish et gammelt, utæt hjem, han stadig var i gæld fra at have købt. Men han var stolt af det, for det var hans og det var nok. 

Uden at sige mere viste han vejen hjem til banden, hvor han smilte hemmelighedsfuldt Netrish, imens han åbnede døren og viste hende indenfor.

Det var et lille hus, men i to etager. Efter entreen kom hun ind i stuen, hvor der var ild i pejsen og et enkelt barn lå sovende på en af de to slidte sofaer. Fra stuen kunne man se ud i køkkenet og til trappen, der førte op til tre små værelser fyldt med senge eller madrasser, men Juno slog sig ned i den ledige sofa foran pejsen og gestikulerede for at Netrish til at sætte sig med ham. 

Der var et kort, overrasket blik i Netrish øjne som Juno nævnte sit hus. Hun viste ikke havde hun havde forventet, men bestemt ikke det! Hun skubbede det dog til side, og nikkede i stedet, som hun skubbede hjelmens visir tilbage på plads, og igen skjulte sit ansigt helt.

Netrish var glad for hjelmens dække var der til at skjule hendes overraskelse, som Juno trådte op til en dør, og åbnede den. Det var jo stort I hendes optik, to etager og mere end 1 rum! Bestemt større end hvor hun var vokset op, dog ikke så stort som Asbjörns gård.. Og ikke engang på samme skala som Opalslottet.

Så snart døren var lukket bag dem, trak Netrish hjelmen helt af og fjernede den vamsede slagkyse der havde beskyttet hendes hoved mod hjelmen. Det sorte hår klæbede til hendes hoved, og de spidse øre var knald røde af irritation og varme efter at have været lukket inde under hjelmen så længe.

Som hun fulgte Juno mod pejsen faldt hendes blik kort på det so ene barn og hendes øjne blev milde. Så han var her ikke helt alene alligevel.
Ved sofaen lagde hun hjelmen og kysten fra sig og spændte brystpladen af også. Efter at have sat rustningen fra sig på gulvet tøvede hun et øjeblik, inden hun også spændte sit sværdbælte op, og lagde sit våben fra sig også, inden hun satte sig med Juno.

"hvor mange bor i her?" spurgte hun lavmælt, for ikke at vække det sovende barn.

Juno foldede sine ben sammen foran sig i skrædderstilling og betragtede Netrish, imens hun selv kom af med sin rustning. En enkelt gang rakte han en hånd frem for at tilbyde sin hjælp, men da han så, at hun klarede sig selv, lød han hende gøre det selv. 

"Freja," svarede han på Netrish' spørgsmål og pegede på pigen, der lå i sofaen overfor dem og sov. Resten talte han på fingrene; "Lily, Max, Hector og mig, Kvakket, Kuli, Shireen kommer forbi nogle gange men sover her aldrig, Leo kommer også forbi fra tid til anden, men han rejser rundt det meste af tiden." Og så, uden at nævne deres navne højt, talte han sig frem til lidt flere.

"Der er ti af os det meste af tiden, men nogle dage er vi oppe på 15, med de medlemmer der kommer og går lidt. Vi plejede at være flere, men banden klarede sig ret dårligt, da Hector og jeg var væk. Vi er de ældste, og drengene - de bøller du reddede mig fra tidligere - de tog en masse af vores territorium da vi var væk." Han sagde det med et skuldertræk, som om det var en selvfølge, selvom der ikke var meget ved hans kønne ydre, der afslørede at han var bandeleder for en lille flok møgunger.

Et kort øjeblik som Juno nævnte Leo var der et glimt af genkendelse i Netrish øjne, men det varede ikke mere end et splitsekundt, så var det væk igen. Selvom det virkede bekendte, kendte hun ingen med det navn, det var hun sikker på.

Et kort, bestemt nik var den umiddelbare reaktion fra den stoiske elverkvinde. Men der var en vis stolthed i hendes øjne. "Kun det bedre at i vendte tilbage hertil" hendes blik faldt tilbage på Freja "Så der er nogen til at passe på de små". Det var ikke en ting hun havde forventet af en som Juno, men selv hans nonchalante måde at snakke om det på, skjulte ikke hvor meget denne 'bande' betød. Hun havde ikke forventet han kunne lede noget da hun først mødte ham, bestemt ikke andre liv, eller bare hans eget for den sags skyld. Hun var imponeret, og det var tydeligt i hendes stemme.

"Jeg antager Hector slap væk med dig?" spurgte hun så med stille nysgerrighed "Jeg ville ikke forvente du sad her, uden han var et sted i nærheden også" tilføjede hun så med et glimt i øjet. Deres tætte forhold havde nær fået slået hende ihjel da hun gik mod Thanos på deres rejse til Balzera, men det virkede så uendeligt længe siden nu, at hun knap huskede hvorfor hun havde været så kold mod dem derefter.

Hector gned sine ømme og blodige knoer, mens han skubbede døren til huset op. Han genkendte med det samme Junos jakke på en af knagerne, og da han så, at der var lys i stuen, gik han ud fra, at Juno var derinde.

"Hæj, chef, jeg har lige smadret Asads lillebror for at kalde dig en Kile-luder," råbte han til Juno, som han gik ud fra kunne høre ham i stuen, mens han selv gik ud i køkkenet for at skylde sine hænder og plaske noget koldt vand i ansigtet. Hans læbe var flækket, og han fik helt sikkert et blåt mærke på kæben i morgen.


Han vendte sig og gik ind i stuen, mens han tørrede sit ansigt i sin trøje og talte videre, "Han fablede et eller andet om, at du havde slået sig sammen med en kilesoldat eller noget? Han brækkede hans næse for at sige sådan noget lort, fordi..."

Hector fik øje på Juno i sofaen sammen med en eller anden... dame!? Jalousien blussede straks op i Hectors kinder, og han skulle lige til at hoppe på hende, da han genkendte et eller andet ved hende.

"Hvad sker der her?" spurgte han, mens han stirrede mistroisk på damen.

"Nogen skal jo gøre det," svarede han, da Netrish talte om nogen der kunne passe de små, men han sagde det med så meget kærlighed i stemmen, at det ikke var til at tage fejl af at han holdt af at gøre det. 
Han brød ud i genert latter, da Netrish nævnte, at han ikke ville være taget fra Balzera uden Hector.

"Nej, aldrig, han -" Juno tav, da han hørte døren blive åbnet og blev siddende i stilhed, da han hørte Hectors stemme. Han lyste op i et smil, der blev bredere des mere Hector sagde, selvom der også spredte sig en klar, lyserød farve på hans kinder, da Hector videregav Mahir, Asads lillebrors, fornærmelse. Det var jo ikke helt forkert. 

Juno lod Hector tale uden at afbrød ham, og sad og så med et smil på Netrish imens, tilfreds med at hun selv kunne høre, at han var i live og havde det godt.

"Jeg fortalte lige Netrish, at jeg aldrig kunne have efterladt mit livs kærlighed i Balzera." Han sagde det helt uden skam og holdt sit blik på Hector imens. 

Netrishs øjne mod Junos og viste hendes glæde da Hectors stemme ekkoede igennem huset, men hun vendte blikket i retningen af lyden, og væk fra Juno, efter Hector fik færdiggjort sin første sætning. Hun ville ikke have Juno skulle se den skam Hectors ord frembragte i hende.

Netrish var oprigtigt glad for at se dem begge i live, men det havde svært ved at skinne igennem mod det blik Hector mødte hende med. Hun havde ikke forventet at blive mødt med sådan mistro, og det gjorde hende vagtsom.

"Hector. Det glæder mig at se jer begge i sikkerhed og god behold" hilste hun med rolig, lavmælt, ikke-truende stemme. Det gik knap op for hende hvad juno sagde, eller de implikationer det medførte.

Hectors mund faldt åben, først over at høre, at det var Netrish, der sad på sofaen (nu kunne han måske godt genkende hende lidt), og derefter det næste, Juno sagde. Hans kinder blussede helt op, og hans brune øjne skiftede frem og tilbage mellem Juno og Netrish, mens hans hjerne forsøgte at hitte rede på det hele. 

Han ville gerne hilse på Netrish, for hun havde da vist nok været meget sød mod dem, i hvert fald mod Juno, og Juno havde holdt ret meget af hende, hvilket så måtte betyde, at hun ikke kunne være helt skidt. Men Junos ord rungede i hans ører, og han kunne ikke abstrahere fra dem overhovedet.

"Er... er jeg dit livs kærlighed?" endte han bare med at spørge dumt. "Tager du pis på mig?"

Juno vidste godt at Hector ikke havde haft helt det samme forhold til Netrish som Juno havde. Juno var blevet tvunget til at stole på hende ret hurtigt, da hun helbredte ham, om og om igen, flere gange end hvad han seriøst kunne have bedt hende om. De fleste af gangene havde han oven i købet selv været ude om de tæv han havde fået, fordi han havde været for provokerende overfor Thanos, men første gang hun havde helbredt ham, efter Thanos havde haft fat på ham alene, deres kroppe men ikke hans gråd skjult bag træerne, og Netrish havde healet ham uden et ord; i dét øjeblik havde Juno lovet sig selv at beskytte hende så godt som muligt. Og fejlet, da Thanos senere på deres rejse gav ham muligheden for at vælge, hvem af dem der skulle voldtages den aften og han havde udpeget hende.

Han skyldte Netrish sit liv. Selv da stemningen havde været værst, havde han holdt af hende nu, selvom han godt havde kunnet mærke på både hende og Hector, at det var svært ikke at lade deres frustrationer gå ud over hinanden. Nu, hvor de alle var i live og frie, holdt Juno kun endnu mere af hende.

Men Hector, han stod bare som en måbende tosse, og Juno grinede mildt af hans spørgsmål. "Selvfølgelig er du det," svarede han med et smil, der nåede helt op til hans øjne, og daskede venskabeligt til Netrish' skulder; "Hector og jeg er officielt blevet kærester."