”Fingrene væk!”

Stemmen blev hævet længere nede af rækken af slaver og udstrålede allerede en klar utilfredshed, selv før man lagde blikket på dens ejermand. Halvdyr, afsløret meget markant at de støre plyssede ører, der tittede frem for et virvar af gråligt sandfarvet hår, der dog på daværende tidligt var blevet fundet tilbage i en fluks hestehale af en simpel lædersnor. Nok mest for at holde det fra at blæse vildt omkring i ørkenens vinde frem for så meget andet. Hendes egen mørke hud satte tydelige præg af hende oprindelige territorie i syden, så hun kunne umuligt være langt væk hjemmefra, hvilket ikke var løgn, og gjorde ligeledes at den glidende overgang fra hud til pels på hendes ben, egentlig ikke var så fremstående, som det kunne være.

”Slip halen!” Hun knurrede arrigt igen. Og så snart man så hvordan en af vagterne havde et godt tag om den lange hale, kunne det vel også forstås. På den anden side var det også til at forstå, hvorfor der var blevet taget tag om den, sådan som hun piskede med den – godt nok for at få den fri. Selve halespidsen opførte sig samtidig mærkeligt. Lænkerne, der ligeledes var blevet sat omkring hendes håndled som, havde gjort sin effekt, så hun kunne ikke aktivere varmen i den ordentligt, så i stedet glødede den nu kun kort op, før den famlede igen som en døende flamme, der gjorde alt for at forblive tændt.

Udadtil så Ahra en smule mindre beskidt ud, end de andre låst fast i kæder. Samlet op ikke langt fra templet på rejsen tilbage, havde hun ikke været tvunget rundt i alt for lang tid. Men hun havde i forvejen ikke være slave! Hun var ikke bare blevet solgt på markedet, som man måske kunne sige om nogle af de andre. Hun havde blot været på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Samlet op og tvunget med, som hun havde været på vej videre fra Sarghos med en vogn læsset med varer. En vogn, der nu var blevet en del af de andre gaver til templet.

Straks sprang hendes ører op, som den del af hende, der muligvis var mest følelsesmæssig afslørende, og hun kvalte et hvin, da halen blev udsat for et ordentligt klem. En hver der havde bare lidt forstand på dyr og andre væsner med lignende kropsdele, ville vide hvor sensitiv en del, halen var. Ahra var dog kraftigt overbevist om, at vagten allerede havde været mere end klar over det, da han hævnede sig på hende. Ligesom han sikkert vidste, at der ikke var særlig meget hun kunne gøre ved det. Og havde det ikke været for den enorme sorte mand, der nu havde stillet sig foran hende, havde hun da også sørget for at sende ham et spiddende blik tilbage.

Imponerende nok lykkedes det ’herren’, som han så fint var blevet tiltalt som, at meget hurtigt få rettet hendes opmærksomhed væk fra ubehaget af at direkte blive holdt fast i halen. Det var ikke så meget, hvad han sagde, udover at hendes blik allerede havde lagt sig stift på ham, hvor de fortsat fortalte en historie om hendes utilfredshed med både situationen og behandlingen, hun havde fået indtil videre. Nej. Det var måden, hvorpå han pludselig stirrede på hendes pande med grådighed sivende i hvert enkel af hans blodåre. Allerede dér havde hun fået kvalme og så snart han prikkede til rubinen første gang, trak hun afvigende sit ansigt tilbage i takt med at hendes ører lange også lagde sig tilbage - varslende - truet - mens blikket i hendes røde øjne skulede mod ham som knive. Hun havde det virkelig ikke godt med, hvor det her førte til.


Efter at gulvet havde givet efter til fordel for at lede en trappe længere ned under jorden, var det med samme form for frivillighed som, da hun var blevet ført igennem ørkenen, at Ahra fulgte trop. Med sabler prikkende imod ryggen og igennem det tynde hvide stof af hendes beklædning og trusler. Vagten, der havde set for sig at ydmyge hende, sådan som han nægtede at slippe halen indtil de nåede frem til rummet - sådan så hun det i hvert fald, ydmygende - havde ikke været en af dem med fakler, da han havde hænderne fyldt med andet, men det var ikke noget problem for hende. Hendes øjne vendte sig hurtigt til mørket og undgik derfor yderligere ydmygelse ved at snuble over et eller andet på gulvet, som hun både kunne se og høre skete for et par andre. Hendes fulde opmærksomhed forblev dog som en konstant rettet mod den ledende topalismand. Om hun kunne se ham foran sig eller om han gik bag hende et sted, så var hun altid opmærksom på, hvor han befandt sig. Hun havde allerede et stigende had for specielt ham.
Af og til snusede hun til sine omgivelser for at opfange bekendte dufte, der kunne give hende fornemmelsen af grotten. Fugtigt. Og koldt. Men hun kunne også lugte svovl. Og ikke var en slags men en hel nuanceskala, der umuligt kun kom fra de brændende fakler. Det mindede hende næsten om olielamper.

Ahra havde næsten vist tænder af vagten, som hun havde gjort så mange gange før, men hun gjorde i sidste ende ikke det helt store modspil, da hun blev placeret op ad muren. Han havde i det mindste sluppet hendes hale. En del af hende, han bestemt ikke havde retten til at lægge sine hænder på. Lige som alle andre dele af hende. Mærkerne hendes hale allerede havde givet manden, havde han til gengæld fortjent, og selvom det var meget uciviliseret af hende, ville hun ikke have problemer med at give ham flere. Præcis som deres leder. Usle mandfolk hele bundet.

Hun var tydeligvis stadig stærkt ophidset til trods for at hun ikke længere stod og skreg op en storm. I stedet var vreden at se på måden, hvorpå hendes brystkasse hævede og sank markant. Hendes kolde blik igen rettet kun direkte mod den sorte mand. Kun kort så hun mod slaven, der blev ført frem, før hun blot så tilbage mod centrummet af hendes daværende had. Hun var ikke vitterligt interesseret i, hvad de andre slaver kunne udgøre. Også selv hvis de kunne være til hjælp for hendes egen udvej. Hun var alt for optaget til at tænke så langt.
Selv da hendes fokuspunkt lagde sin opmærksomhed mod hende, veg hun ikke væk eller fremviste forbavselse. Kun rynken mellem hendes skarpe øjenbryn blev en tand dybere, inden der blev gået i krig med nu hendes lænker. Dér faldt hendes blik automatisk ned på hendes personlige eskortes fumlende arbejde, endelig fik dem fjernet. Meget muligt den eneste ting, hun kunne være taknemmelig for ved ham eller hele situationen, hvilket ikke var meget at sige til.

Onelyas skulle dog ikke vente alt for længe med at få hendes fulde opmærksomhed igen, da hun efter simpelt afvisende riv for at få sin arm fri – eller bare for at indikere, at hun ikke satte pris på at blive tvunget frem på den måde, lagde de rubinrøde øjne sig tilbage på ham med samme vrede blik og utilfreds ansigtsudtryk.
”Jeg har intet at vise dig,” hvislede hun arrigt. Halen piskede diskret fra side til side nede omkring gulvet. ”Og jeg er ikke din eller nogen andens slave. Dine uduelige mænd tvang mig ikke bare med som et dyr, men stjal også min vogn og mine varer.” Hun undlod at flå og hive yderligere i sin arm for at få fri, selvom lysten til at træde helt op i ansigtet på topalis manden foran sig. Hun var godt klar over sin egen krops svagheder lige så meget, hun var blevet gjort opmærksom vagten ved sin sides fysiske styrke. Hun ville knække på midten hurtigere og nemmere end nogle af de andre i kæden med slaver.
”Jeg sætter ikke pris på at blive behandlet så…” Det lignede at hun havde bidt sig selv i tungen, sådan som hun blev stum for et splitsekund for at minde sig selv om, hvilket ord, det nu var hun ledte efter. ”Nedladende.”

Han var meget højere end hende, ja, og hun var nød til at læne hovedet en god del tilbage for at stadig kunne se op på ham, da han stillede sig tættere på, så det var præcis hvad hun gjorde. Hun var ikke sådan til at true med højdeforskelle. Havde hun tiden og overskuddet til det, ville hun endda hev frydet sig over, at en sådan teknik blev brugt mod hende. Selvfølgelig, udnyttede en mand som ham det. Hun undlod at rejse sig højere op på sine dyriske fødder, men hun var ikke for stolt til at ikke skyde brystkassen længere frem og rankede ryggen for at yderligere sætte et eksempel.

Men så rakte han ud mod hende igen. Hun havde godt skimmet hans hånds bevægelser igennem udkanten af sit synsfelt, mens hun fortsat bare have nedstirret ham så direkte, som det var hende muligt, og en lignende reaktion ville uden tvivl have opstået, havde han valgt at kærtegne andre dele af hende – såvel som langt mere private dele – dog var der altid noget mere råt over det, når fokus blev gjort mod juvelen i hendes pande. Det var ikke bare en særlig personlig ejendom, men en klar identifikation på, hvem hun og hendes art var. Og ikke alle og en hver havde retten til at så meget som at se på den med et blik som manden foran hende.
Præcis som første gang, han havde lagt sin finger mod den, trak hun fluks sit hoved tilbage, trådte endda et halvt skridt bagud for at give bare lidt af den nødvendige afstand. Denne gang lod hun ham dog ikke slippe. Hadet for ham boblede faretruende inde i hende, og hun tøvede ikke et splitsekund med at hævede halen og svang den med gløderne tændt så meget, som hendes hidsighed tillod, mod hans hånd for at daske den væk. Han skulle være lykkelig over at være så høj som han var, i den situation, eller havde den være beregnet til hans ansigt. Hun ikke også sagtens have brugt sin frie hånd, men det ville ikke have været tilstrækkeligt. 

”Rør mig ikke, din usle mand!” knurrede hun umådeligt spydigt igennem skarpe tænder, inden hun følte et brutalt ryk i armen, der holdt hende fast efterfyldt af et nyt smertende tag i halen, både for at holde den fra at gøre mere skade og for at straffe hende for hendes gerning, og denne gang kunne hun ikke nå at sluge hvinet i sig selv. Hun havde slet ikke haft nok plads i hovedet til at registrerer, hvordan hendes konsekvenser var blevet flyttet over til en anden person.

Det havde bestemt ikke været den bedste handling, hun kunne have gjort, men egentlig fortrød hun det ikke. Ikke engang hvis det betød, at den unge mand stadig ville stå med alle sine legemer i god behold. At hører den mørke herre bryde ud i smerte på den måde, havde behaget hende og bekræftet for hende, at det var, hvad han havde fortjent. Hvor vovede han?! Det ændrede dog ikke meget på, hvor lidt hun ønskede at se på, da hendes straf blev overført til en anden. Sart eller ej, ingen med en normal sindstilstand ville bryde sig om at overvære de grusomheder, der fandt sted. Lige foran øjnene på hende.
Skrigene var næsten værre end al blodet, der nu flød på det kolde gulv. De skar umådeligt kraftigt i hendes følsomme ører, og det hjalp ikke at det underjordiske lokale skabte et rung. Hun vred sig i vagtens greb, men det var til ingen nytte. Hver gang hun drejede hovedet til den ene eller den anden side, blev det tvunget tilbage på rette plads af hånden gemt i hendes store manke af hår, der ligeledes i al virvaret havde fået lædersnoren til at give efter og derfor nu hang løst. Hun kæmpede bravt imod at afsløre chokket og behaget i hendes ansigt, men selv hun kunne fornemme det krakelere. Det var nu næsten ikke det værste. Den ære kunne Onelyas’ smil tage med sig hjem.

”Du er en modbydelig mand!” vrissede hun straks af ham, da hun fik samlet sig nok til det. Måden hendes stemme havde dæmpet sig forklarede dog hvor rystet hun i virkeligheden var, om det var af medlidenhed for drengen eller hvad, og så snart hun kunne lå blikket tilbage på ham. Brændende som flammerne ved porten, der havde passeret tidligere. Hun havde kvalme, og maven truede mildt med at lade indholdet komme retur, hvis provokeret yderligere.

Endelig blev hendes hår sluppet igen og gav hende kontrollen til at bevæge sit hoved, som hun ville, tilbage igen. Hun blev hævet ordentligt op at stå igen, som hun ubevidst havde faldet en smule sammen under den hårde behandling, før hendes arme nådesløst blev tvunget om på ryggen – først den ene og så den anden, til vagten kunne holde om begge hendes underarme med en stor hånd og håndtere sit våben med den anden. For hver gang åndede hun et par sagte pinefulde lyde ud fra halsen, der lød lidt som utilfredse fnys.
”Du har ingen ret til det her, hvem end du er. Du slipper ikke godt fra det.” Mere fik hun ikke sagt, før hun blev sat i gang og ført væk videre til, hvor de nu havde tænkt sig at gøre hende klar til hendes møde med deres ’sande gud’.

I mange andre tilfælde ville hun sætte meget pris på at kunne få et bad, især som hun var nu; sandet til af ørkenvandringen, men denne gang var det langt fra nok til at glæde hende.

En spytklat blev sendt ned at lande lige foran hans fødder kun lige som han havde præsenteret sig selv for hende og lige tilføjet nogle forsikringer efterfølgende. Nej. Hun havde ikke tænk sig at glemme hans navn, men det var ikke af den grund, som blikket i hans øjne håbede på. Hun havde ikke i sinde at underkaste sig ham – eller nogen andre, for den sags skyld. ”Jeg forbandet dit navn, Onelyas.” Hendes egen tykke accept kom særligt frem i netop den sætning, som hun hvislede tilbage til ham, inden hun med et enkelt hårdt ryk blev sat i gang igen og ført væk. Endelig. Hvis hun så også bare kunne undgå at skulle være i hans selskab igen, ville hendes dag i det mindste kunne blive lidt bedre.

Med et ordentligt hiv i armen rev Ahra sig selv fri fra vagtens greb, da de var nået indenfor i vaskerummet, og hun så hidsigt tilbage på ham for at give ham endnu et stykke af hendes tanker omkring behandling, hun fik her under jorden. Velvidende at hun havde mere frihed til at give sig rundt om hun ville i lokalet, trådte hun lige et par skridt frem for at skabe yderligere afstand. Ikke at det var nødvendigt, for kort tid efter blev hun efterladt alene med vaskepigerne.
Derefter flyttede hun sig dog ikke ud af sprækken. Armene havde lagt sig over kors, mens hun diskret strøg ømmende både omkring steder, hvor lænke havde siddet omkring i længere tid og hvor stærke hænder havde holdt hende fast. De vidste tydeligvis ikke, hvordan en kvinde som hende skulle behandles. Med et meget snerpet udtryk i hendes kønne ansigt spejdede de røde øjne omkring rummet. Forsøgte egentlig at finde en flugtvej eller redskaber, der ville kunne hjælpe hende i at komme igennem døren, hun tvivlede var ubemandet.

”Badet er klar.”
Instinktivt så hun straks mod den ene af vaskepigerne, der bekvemt stod ved siden af den anden, og så gled det mod trækaret, hvortil hun skulede. Hun ønskede ikke at adlyde Onelyas ordre på at få hende vasket og gjort klar til, hvad end planerne var. Møde med en ’sand’ gud? Eftertænksom så hun sig over skulderen mod døren for et øjebliks stid, men så så ellers til sidst tilbage på vaskepigerne, som de stod overraskende tålmodige og så til, som hun endelig gav efter og selv trak sin luftige beklædning af og trådte med selvsikre skridt ned i karet. Hun gjorde sig umage med ikke at lade halespidsen under det varme vand, men det var forgæves, da den første spandfuld af vand blev hældt henover hovedet på hende og ligeledes gjorde i hvert fald dele af den fugtig.
Skrubbe kunne de da i hvert fald og første gang den ru klud havde rørt over hendes nøgne ryg, havde hun da også givet et set fra sig og vist tænder. Men derefter bed hun det blot i sig indtil hendes mørke hud havde hentydninger til rødme. Til gengæld var den blevet endnu blødere, nu hvor al den døde hud var blevet fjernet. ”Hvem er Jyoti? Jeres gud?” spurgte hun pludseligt med en tone der forlagte svar.
”Jyoti er ikke kun vores gud. Han er den ene sande gud. Du bør tage stor ære i, at blive udvalgt som ofring til ham.” Det lød som det rene hjernevask.

Igen lod hun dem gøre deres arbejde efter badet. Det var en besynderlig fornemmelse at ikke selv skulle stå for at tørre sin egen krop. Hun var ikke forlegen omkring sin krop, så at stå nøgen i deres selskab, mens de udsmykkede de dele af hendes krop, der var dækket af pels, med gylden og sort pigmentmaling i ukendte men smukke mønstre. Men dette var ikke gjort bag hendes eget ønske, så følelsen af undertrykkende hang stadig i luften. Lige meget hvor pæne topalis-klæderne var, som hun blev beklædt i, før dele af hendes lange hår blev flettet tilbage. I sidste ende skulle man næsten tro, at hun var fra ø-landet og ikke det det ørkenbelagte Rubinien. Igennem det hele forblev trodsigheden i hendes tanker. Før eller siden…

Grundet en blanding af anstrengelse for ikke at kommer med pibende lyde under skrubningen af hendes krop og dampen fra det varme vand, der havde steget hende til hovedet, havde hun ikke den fjerneste idé om, hvor lang tid der var gået siden hun var blevet ladt til sit for at blive klargjort. Det kunne have taget sølle ti minutter eller det kunne have varet over to timer og hun ville ikke kunne hælde mere mod den ene eller den anden på daværende tidspunkt. Men før eller siden, som var det planlagt ned til mindste detalje, gik døren til vaskerummet op igen kun lidt efter at den sidste detalje ved hendes ofringsudsmykning var blevet gjort, og vagter trådte ind. Efter hende, gættede hun på.

De automatisk samme behandling, som hun havde givet dem så mange gange før. Dræbende blikke af metaforisk koldt metal. Et blik der kun kneb sig strammere, da hun blev set op og ned, som var hun ikke andet end en ting, der skulle stå og se pæn ud og gøre, hvad der blev sagt. Ækelt. Alligevel blev en hofte skudt en smule mere ud til den ene side. Og hovedet hævet en smule… indbydende. De blokerede hendes vej ud af åbenlyse grunde. Hun havde ikke som sådan været den perfekte fange, når man så det fra indfangerens synspunkt.
Man skulle næsten tro, at det var af fuldkommen fri vilje, at Ahra selv var den der trådte de første par skridt frem mod dem. Atter blev hun grebet hårdt i armen, der skabte et forvrænget udtryk i hendes ansigt, og hun havde nær kommet til at knurre igen, men det lykkedes hende at lade være og skjule små hentydninger til det i postyret, som hun blev tvunget med sig igen. Ikke alt for hårdt, dog. Det gik ikke at vaskepigernes arbejde gik til spilde. De kunne sikkert ikke tilbyde en rodet ofring til deres gud. Og som de begyndte at gå ned ad gangen – døren til vaskerummet blev smækket i et stykke bag dem – lagde hun da også mærke til, hvor forsigtig vagten var med at ikke tvære pigmenten omkring hendes overarm ud med sit greb.

To vagter. Den ene af dem var hendes. Han var næsten til at genkende på hans lugt. Og ellers var det ikke til at tage fejl af brændemærkerne på hans krop. Der var ingen medlidenhed med ham, han kunne bare have vist bedre end at indsamle hende som den slave, hun bestemt ikke var! Den anden genkendte hun ikke.
De gik i stilhed det første stykke tid. Hun havde ingen idé om, hvor de var på vej hen, og hun havde ingen orientering af de underjordiske gange. Hvor gammelt var stedet mon? Hun ventede lidt længere. Bare lige længe nok til at give et indtryk af, at hun faktisk havde accepteret sin skæbne for nu. Pludseligt drejede hun sig i vagtens greb, som en dansende piruet. Hun kunne straks mærke grebet i hendes arm stramme, men inden det blev ulideligt havde hun åbnet munden og synket sine skarpe tænder ned i den stærk mands egen overarm med et jag, der fik ham til at slippe, som han brølede smertefuldt. Hun smagte blod. Så snart grebet om hendes arm var løsnet nok, fik hun trukket den helt fri lige tidsnok til at lade sig selv falde ned i knæ, inden en hånd fra den anden vagt rakte ud efter hende og på den måde missede. Og så gjaldt det ellers om at løbe. Smidigt kom op på at stå igen og satte i gang ned af gangen.

Hun var hurtig, selv i de ukendte klæder. De var længere og besværlige at løbe i men ikke umulige. Af og til så hun sig tilbage, hvor der blev råbt efter hende af vagterne, der havde sat i gang efter hende. Det var først, da hun endelig fik taget en skarp drejning, at hun så sit til at faktisk kunne skjule sig i en mørk krog. Hun var kun lige lille nok til at kunne presse sig ind og være dækket af mørket, faklernes lys ikke nåede. Hun sugede maven ind i det øjeblik at vagterne løb forbi hende. Det var først da hun hørte dem dreje et sted længere fremme, før hun åndede ud igen og hun forsigtigt trådte frem. Så langt så godt. Nu var der kun tilbage at finde ud. Men var der overhoved en anden udvej end vejen, de var kommet ind?

Om der var blevet slået alarm over hendes flugt, var hun ikke klar over, men hun havde indtil videre listet sig igennem undergrunden uden at blive opdaget. Og pludselig kom hun frem ved den store skilning med de tre gange helt i starten. Hun hørte stemmer, og stoppede straks. Maste sig op ad den nærmeste væg, mens hun lyttede fermt efter. Det kom fra gangen lige ved siden af den, hun befandt sig ved. Opgangen op til den store port fra tidligere. Værst af alt, så genkendte hun stemmen og skar arrigt tænder.

Kun få øjeblikke efter, at hun egentlig havde nået treforks-opdelingen af gangene, og hun meget svagt havde hørt Onelyas’ stemme, blev den overdøvet af de patruljerende vagters stemmer, hvortil hun automatisk spidsede ører for at følge med i deres samtale fra hendes skjulested lige omkring hjørnet. Hun havde næsten afsløret sig selv ved at fnyse irritabelt, da der ikke kun blev lagt vægt på hendes højde men også da hun blev beskrevet som farlig. Ja, farlig det var hun, og farlig skulle hun nok give dem, hvis de gav hende muligheden og grunden for det. Men med kun to – eller tre, hvis man talte gangen op til det forseglede gulv i templet over dem – gange at begynde med, var der faretruende stor risiko for, at nogen ville begive sig ned ad den, hvor hun stod, og hun ville blive opdaget med det samme. I hvert fald hvis hun blev stående var hun var, i åben synsvinkel for en hver, der kunne se ned ad gangen.
Så uden meget tid til at tænke over geniale udveje, trådte hun væk fra væggen, hvor hun havde stået presset op ad den sidste tid – følt kulden fra grottestenen gnide ned langs ryggen – og drejede omkring for at se søgende op ad selve muren. Der var ingen søjler eller sprækker for hende at skjule sig i lige der omkring, men idét hun så højt nok, lagde hun mærke til et indhug, hvor der normalvis ville være mulighed for at placere end tændt fakkel eller et brændende lys. Hun havde langt fra tid nok til at undrer sig over, hvorfor at det ikke var blevet taget i brug, for lige straks hørte hun marcherende skridt fra vagterne, da de spredte sig ud efter hende og hun satte hurtigt af fra gulvet så lydløst som hun kunne gøre det og sprang let og elegant op.
Hun fik en god højde og behøvede egentlig kun at tage fat i kanten på indhugget for at dirigere sig selv videre ind frem for længere op. Hun drejede sig med det samme for at være sikker på, at hendes hale ikke hang og dinglede og hun møvede sig helt ind efter at have sikret sig at hendes klæder heller ikke var synlige. Igen holdte hun vejret, da et par vagter løb forbi kun splitsekunder efter ikke mere end et splitsekund efter hun var kommet i skjul. Nogen ville påstå at det hun gjorde var forgæves, siden hun indtil videre havde absolut ingen idé om, hvordan hun skulle komme over jorden igen og derfor tekniskset stadig var fanget.

Forsigtigt tittede hun hovedet frem og så vagterne forsvinde længere nede ad gangen, selvom at det dårlige lys gjorde det svært at se selv med hendes dyriske syn. For en sikkerheds skyld så hun også til den anden side, før hun lod sig selv dumpe ned på gulvet igen. Lige i tide til at masse sig op ad muren, da lyden af porten, der gik op, blev opfanget i hendes øregang. Hun debatterede med sig sig om at springe tilbage, men i sidste ende sendte hun blot tanker til Kile om at ikke lade denne dag være hendes sidste, før gudinden tog hende til sig, og som var hendes bøn blevet hørt, fortsatte personen ned ad den anden gang. Så snart det var blevet klargjort for Ahra, kiggede hun ligeledes omkring hjørnet og så til hendes vrede den nattemørke topalis herre.
Der var ikke noget at sige til, at hun selv der sendte ham kvælende blikke i nakken. Alligevel blev hendes næste valg taget ud fra, at det simpelt nok var der, hvor Onelyas var kommet fra og derfor var det også det sted, hvor hun ikke ville ende med at kunne støde ind i ham. Så så snart hun mente det var sikkert nok luntede hun omkring hjørnet og ned ad den midterste gang til porten. Hun nåede kun lige akkurat at klemme sin lille krop igennem sprækken, før den lukkede i efter hende. Hun stod stadig med ryggen til lokalet, hun var endt i, og hendes hænder hvilede sig på døren, som for at sikre sig, at den var lukket ordentligt i igen. Endelig kunne hun slappe bare lidt af igen og hun pustede og ganske lettet ud, inden hun rankede ryggen og lod skulderne falde i takt med at hun tog par skridt tilbage for at tage porten lidt bedre ind. Så godt så langt..

Lidt efter lidt begyndte varmen fra salen at omklamre hende, som varmen fra dagtimerne i Sarghogs svøbte hendes varmehærdede krop. Hun opfangede ingen lyde fra bag hende. Ikke andet end den lette knitrende tone af, hvad hun kendte ganske umærket som ild, når det fik fat i fugtigere områder af træ. Det ville forklare varmen i netop den del af den underjordiske grotte. Hun lyttede længe efter om, hun kunne høre noget fra den anden side af den store dør. Selvfølgelig tvivlede hun på, at hun faktisk ville være i sikkerhed noget som helst sted, før hun var tilbage i ørkenen, hvor hun var den, der vidste sin vej omkring, men lige nu var der ingen omkring hende, og det var sikkert nok for nu.

Med endnu en tung udånding som afslutning på en forpustelse, fjernede hun atter sit blik fra porten og drejede ryggen til den og fronten ud imod salen for at kunne tage den ind for første gang go få et bedre overblik over hendes daværende situation. Hun kunne have fået et hjertestop, da de røde øjne straks lagde sig på det eneste levende væsen, der var til stede udover hende. Ifølge hende var han opstået så pludseligt som ud fra en ren magi, for han havde da bestemt ikke været der før. Havde han?
Forskrækkelsen var tydelig at se på hende til trods for, at hun ikke ytrede sig en eneste lyd. Et halvt skridt var blevet taget og ørene havde straks strikket direkte i vejret sammen med kroppen, der var stivnet på stedet. Hun kunne ikke anet end at bare stirre på ham det første stykke tid, som hun udnyttede til at samle sig ordentligt igen og efterlade ingen tegn på, at hvem end han var, havde formået at forskrække hende.

Ørene lagde sig nu ned igen og vagtende tilbage i takt med, at hendes ansigt krummede sig sammen til et arrigt udtryk. Hun tog aldrig øjnene fra ham på noget tidspunkt. Han kunne meget vel forsvinde så pludseligt, som han var kommet, hvis hun så væk i bare en brøkdel af et sekund. Ingen var til at stole på hernede.
”Nærm dig mig og det bliver værst for dig selv.” Overraskende nok stod hun ikke i en direkte kampklar stilling. Det var ikke værdig en kvinde at gøre. Dog svang halen sigende omkring gulvet ved hendes poter.

Hans nøgenhed rørte hende som sådan ikke. Han var trods alt ikke den første mand, hun havde set uden tøj på. Der havde været adskillige, men det havde altid været i situationer, hvor hun selv havde ønsket det og uden tvivl selv lagt op til det, så dette var lidt noget andet. Men den fuldkommen lydløse latter, han udtrykte, fik de små usynlige hår i nakken til at rejse sig. Det virkede forkert. Normalt når folk grinte uden at det var til at høre, var det som regel aldrig fuldkommen uden lyde. Som regel kunne man stadig høre de hoppende vejrtrækninger. Men denne egentlig meget besynderligt-udseende mand lå som et billed. Stumt.

Ahra skulede hårdere mod ham. Han virkede ægte nok, men hun var godt klar over at man aldrig kunne stole på ting i en verden, hvor illusionsmagi fandtes. Men hun ville beskrive ham som en opsat illussion. Han mindede hende langt mere om et fatamorgana, naturens helt egen måde at forvirrer et overophedet hoved ude iblandt det varme sand. Tilmed måden, hvorpå han blev stående akkurat, hvor hun havde opdaget ham, gjorde det nemmere for hende at tro, at det bare var hendes hjerne, der spillede hende et puds, hvilket i sig selv altid var noget; at han – hvis han da overhoved virkelig var der – havde adlydt hendes trussel om at ikke nærme sig hende.
Ørene slappede en smule af igen, og blikket, hun sendte ham, blev ikke nødvendigvis mindre skarpt men mindre spidende og arrigt, som hun antog, at han ikke var til nogen stor fare for hende. Han var den eneste person i salen, og så var han stum – i hvert fald af hvad hun havde kommet frem til – så han ikke have muligheden for at råbe op efter vagterne og dermed afslører hendes tilstedeværelse. Hendes blik gled endelig fra ham og videre rundt i salen. Søgte efter.. et eller andet!

”Er du med de modbydelige mænd, der tog mig med hertil?” brød hun så stilheden med igen, klar op at ikke få noget udtalt svar. Blikket faldt tilbage på ham. Men hun stod standhaftigt, selvom en lyst til at snige sig tilbage mod døren, ulmede henover hende. Det var ikke en god idé at vise tegn på at være bange. Så meget havde hun da lært af at vokse op i syden.