Flere folk var gået ind og ud af huset hele dagen, men for Jaris havde det været en sløv en, for han havde for en gang skyld ikke haft meget at lave. Det minimale papirarbejde var lavet, krystallerne fra alle kvinder og mænd var talt og der var lavet regnskab over dem alle. Han kunne dog godt mærke at en del af kvinderne var stressede, for de var gået i gang med deres tøjvask fra morgenstunden og tog det på skift. En god del af stuen var fyldt med kurve, alle sammen fyldte med tøj. Jaris så sig aldrig for når han bevægede sig rundt, specielt ikke i huset, for han kendte alle kanter og kroge. Men med kurve alle vegne, var han faldet et par gange. Det ene fald havde resulteret i et sammenstød med bordet og nu havde Jaris en rimelig dyb flænge, hen over det ene kindben og et blåt øje i samme side. Det så værre ud end det var. Eller det var han i hvert fald overbevist om. Derfor havde han ikke gjort noget ved det, men i stedet lagt sig til at tage en lur på sofaen.

Jaris var dog blevet vækket kort efter, af en kvinde der lige havde vist en kunde ud ad døren. Hun havde overbevist ham om at det skulle syes og han var modvilligt gået med til det, men ikke før hun havde renset det. Han hadede at blive syet. Jaris havde intet imod en næve i ansigtet, men en nål? Nej, det magtede han ikke. Han havde sat sig op, lænet sig helt tilbage og hvilet hovedet mod ryglænet, som han ventede på at damen gik i gang med at sy. Allerede ved det første kontakt med nålen, flyttede han sig og slog ud efter damen, ikke hårdt. "Det gør sgu da ondt!" Brokkede han sig, egentlig ikke fordi det var sandt, men grundet hans mindre frygt for nåle. Damen stoppede og trak sig lidt tilbage. Hun så på ham med et bestemt blik. "Hvis du nu bare sad stille, ville det ikke gøre ondt. Bare tænk på noget andet," svarede hun kort. Jaris lagde hovedet let på skrå, så overvejende på hende og nikkede så let. "Okay, så smid tøjet," sagde han beordrende og blev, sekundet efter, ramt af en flad hånd mod kinden. "Av! Hvad har jeg nu gjort, det ville da helt sikkert give mig noget andet at tænke på!" "Du har selv lagt reglerne og ved, at selv dét ville du skulle betale for." Jaris sukkede opgivende. Hun havde ret. Han sendte hende et irriteret, barnligt blik, før han lænede hovedet tilbage mod ryglænet igen og lod hende komme til med nålen. For hver gang nålen ramte huden, gispede han og måtte kæmpe imod for ikke at hamre hende en igen, med den knyttede hånd han hvilede mod låret.

Nyssa havde brugt længere tid, på at finde nogle information. Problemet havde været, at vedkommende var gammel og levede I skyggen. Da pludselig slog hende, at måske Beleth og hendes mand Zepar måske havde kendskab til vedkommende. Hun ofte brugt dem i starten af hendes karrierer og faktisk også blevet venner. Der var gået, ja omkring 500, 600 år. Hun huskede svagt Jaris. Det var ofte under nogle specielle omstændigheder at de havde mødtes. 

Nyssa gik ind på gården, med forventningen om at det endnu var en slavehandlen. Til hendes store overraskelse lignede stedet slet ikke sig selv. Hun gik hen til kvinde og spurgte ”Kan jeg tale med ejeren af dette sted. Tak” hun var lettere beordrende.  Nyssa orkede ikke at spilde sin tid i hvert fald ikke på unødvendige besøg, hvis de nu var flyttet til et andet sted.

Nyssa var iført en sort blonde kjole, med et tætsiddende korset. Håret hang løst og havde enkelte krøller. Hun så en anelse udkørt ud, men hun havde også været på farten i længere tid og havde nok mest af alt brug for hvile og mad. Samtidig havde hun måtte føle og fornemme sig meget frem, for at finde sandhed i de informationer hun havde modtaget. Det var yderst trættende at få andres følelser. 

Den nyankomne kvinde blev taget imod med et venligt smil fra en ung dame, i gang med at vaske sine klæder i en balje med vand ude foran huset. Hun nåede ikke at byde hende velkommen, før hun fik en ordre, som hun besvarede med et let nik. "Selvfølgelig, nu skal jeg hente ham," sagde hun kort, før hun gik mod huset.

Jaris var ved at blive rimelig utålmodig, det var ikke svært at se, for han trippede med det ene ben efter kort tid. Det andet ben fulgte med få sekunder efter. Han var bestemt ikke god til at sidde stille i længere tid, specielt ikke i en situation han ikke brød sig om. "Sid nu stille, jeg er færdig om lidt!" Vrissede damen irriteret, som hun fortsatte med at sy ham sammen. "Du er for langsom!" Brokkede han sig i en barnlig tone og sukkede tungt. Der gik ikke mere end et par sekunder, før trådet blev knækket over og damen gjorde tegn til, at hun var færdig. Jaris hoppede op fra sofaen i en af de mest lettede udåndinger der nogensinde var lydt fra ham. Han førte hånden op til såret, lod fingrene stryge hen over syningen i et gisp over smerten. "Lad være med at røre ved det, du ender bare med at gøre mere skade end gavn." Han ville være blevet fornærmet, hvis det ikke havde været fordi hun havde ret. Han havde trods alt ikke talent for at gøre specielt meget gavn generelt.

Jaris havde haft en let hovedpine hele dagen, den samme hovedpine han altid havde, grundet den overnaturlige hørelse. Han havde haft svært ved at lukke alle stemmerne ude i dag og det gjorde smerten værre. Anmodningen fra en kvinde, om at se ham blev hørt med det samme, selvom han stod inde i huset. Inden damen kom ind for at hente ham, gik han selv mod døren og åbnede op. Han fik straks øje på Nyssa, betragtede hende kort. Hun virkede bekendt, men han kunne ikke placere hende. "Du ligner ikke en type der ville opsøge et bordelhus," sagde han, som han lod blikket glide ned ad hende. "Jeg mener.. Det kan da umuligt være nødvendigt for dig, at skulle betale for at blive tilfredsstillet." Han mente det som et kompliment, men kunne godt høre at det egentlig godt kunne lyde som om, at han kaldte hende billig. "Eller.. Nej, det var ikke det jeg mente..." Han ville gerne forklare, men valgte at lade være. Det ville sikkert gå mere galt. I stedet åbnede han døren helt op og gestikulerede med en hånd for at byde hende indenfor. "Hvad kan jeg hjælpe med?"

Nyssa afventede roligt og endelig kom ejeren. Hun havde håbet, at se Beleth – men denne person var al for ung, samt var det en mand, men det var bestemt ikke Zepar. Hun kneb kort øjnene sammen, han virkede bekendt, men kunne det være Jaris? Det var yderst svært at sige, da hun kun havde set Jaris som barn, det ville kun være hans øjne, som måske kunne afsløre. Hvorvidt det var Jaris eller ej. Nyssa kun ikke forstå, at det ikke var dem. De var da ikke så gamle, de burde stadig leve og drive stedet. For hvorfor var der lavet så meget om på stedet. Det var helt tydeligt at det ikke var slavehandel, samtidig havde andre i byen omtalt stedet. Stod hun overfor Jaris, hvorfor han havde så lavet det om? Ønskede han ikke at gøre dem stolte. Nyssa gik selv meget op i, at ære sine forældre og gøre dem stolte. Der var intet vigtigere.

Hun nåede ikke engang at præsenterer sig selv, inden han begyndte at ævle løs. Hvilket irriterende hende. Nyssa hævede et øjenbryn, ved hans sætninger. Skulle de tags som et kompliment eller en ung mand, der var al for nervøs til at snakke med en anden. Alligevel trak hun på smilebåndet, men kun ganske lidt. Hun sagde intet eller gjorde mine til om hun var sur eller glad. Det eneste hun faktisk var interesseret i, var at se Beleth eller Zepar. ”Du kan starte med, at præsenterer dig selv” svarede hun neutralt, med et lettere intenst blik på ham. Endnu ville hun ikke afslører, at hun ledte efter, de tidligere ejere af dette sted. Det var aldrig til, at vide hvad der præcist var sket. Det aldrig en god ide, at afslører for meget. Det vidste hun al for godt, da information og drab var hendes levebrød og folk der ævlede for meget, havde det med at dø hurtigere end dem man skulle lede informationer om.

Jaris betragtede Nyssa med et skævt smil, et smil der ville have fyldt hele ansigtet, hvis det ikke havde været for flængen i kindbenet og det blå øje, der dunkede af smerte. Han forsøgte ikke at vise sit ubehag og det lykkedes rimelig godt, udover smilet der var begrænset. Han fik kort set ned af sig selv, bare for at tjekke at han nu så præsentabel ud. Ikke at han havde tid til at ændre på det nu. Den hvide, kortærmede bluse var blevet lidt rød i kraven på grund af blod, men det var ikke voldsomt. I det mindste så de lange, sorte bukser pæne ud! Jaris rettede blikket mod hende igen, forsøgte at aflæse hendes udtryk, men kunne ikke. Med alt sit ævl var den mest normale reaktion, at give ham en lussing, så han var næsten helt overasket over, at det ikke skete.

Undringen over hvad hun ville, voksede for hvert sekund der gik. Endnu mere, da hun bad ham om at præsentere sig. Hvor var hans manerer dog? Nårh ja. Sådan nogle havde han ikke. Han kunne ikke lade være med at grine let over sine egne tanker, måske han fremstod en smule.. sindssyg? Men det gjorde ham intet, for det gav mening for ham. "Nårh ja! Jeg hedder Jaris," svarede han, stadig halvt grinende. Han gav hende ikke tid til at reagere, før han åbnede munden igen. "Kom nu ind! Det er pisse varmt udenfor," beordrede han, som om han ikke ville lukke varmen ind i huset, hvilket ikke rigtig gav nogen mening. Men det var, på en eller anden måde, lidt køligere indenfor. Måske fordi solen ikke bagte hele dagen. Til gengæld virkede der lettere lummert, kun fordi der altid foregik ting og sager på første etage. "Kan jeg hjælpe dig med andet end mit navn? Selvom jeg sætter pris på, hvor let du gjorde det for mig." Når han nu ikke havde let ved ord i dag, var det da rart at en så simpel oplysning som hans navn ville hjælpe hende.

Nyssa var ikke sønderligt henrykt over hans udsendende. Faktisk så han noget klodset ud eller måske en slagsbror med det blåøje og flængen i panden. Nyssa ville dog ikke kommentarer det eller spørger. For det kom som sådan, ikke hende ved. Hvad han lavede, bare han kunne hjælpe hende videre. Så ville hun være ganske tilfreds.

Hun var overrasket, så det var ham. Ufatteligt, hun havde slet ikke set ham se sådan ud. Nyssa viste ikke sin overraskelse overfor ham. Nej hun ville afvente lidt endnu, med at sige hvem hun egentlig var. Nyssa sagde intet, hun gik blot roligt ind ad døren. I lokalet var der flydt med kurve, med tøj i. Hvor så det rodet og ikke særlig præsentabelt ud. Generelt var Nyssa ikke til disse bordeller, men det gjorde mænd nemme at narre. Hun stoppede lidt op, da de kom længere ind. Hvorefter hun gik rundt om ham. Da hun kom foran ham igen, greb hun efter hans hage med et fast greb. Fik hun fandt ville hun dreje hans hoved. Se efter hans trak, bestemt havde da nogle trak fra hans far og mor. Nyssa smilede lumsk og sagde ”Du kan ikke kende mig, kan du?” spurgte hun og ville give slip på hans hage igen, hvis hun havde fået fat.

Jaris lukkede straks døren i, så snart Nyssa var trådt ind, fulgte hende med blikket hele vejen. Han fik viftet kort med den ene hånd, som tegn til damen der havde syet ham sammen for et øjeblik siden, at hun godt kunne gå. Hun adlød med det samme, rejste sig op og forsvandt op ad trapperne. Jaris tog et par skridt længere ind, men stoppede op, da hun begyndte at bevæge sig rundt om ham. Han lagde hovedet let på skrå, undrende over hvorfor hun virkede så interesseret, undrede sig over hvorfor hun virkede så bekendt, men han kunne stadig ikke placere hende.

Han løftede hovedet en anelse, da der blev taget fat om hans hage. Han gjorde ingen modstand, lod hende flytte hans hoved til siden. Hans undrende smil blev bredere, jo mere han undrede sig over hendes interesse og spørgsmål. Han rettede hovedet tilbage igen og rystede så let på hovedet som svar. "Skulle jeg det?" Spurgte han kort, som han gik udenom hende og mod sofaerne. Han smed sig i den ene, lagde sig ned, så han fyldte en del. Hovedet blev hvilet mod det ene armlæn, det ene ben blev bøjet og det andet ben hang ud over kanten. Tænkte han sig om, ville han sikkert kunne finde ud af hvor han havde set hende før, men at hun havde relation til hans forældre, faldt ham slet ikke ind. Det var trods alt mange år siden, at han havde skænket dem en tanke. "Er du kommet fordi jeg har stjålet noget fra dig?" At han havde stjålet fra hende og at hun nu var kommet for, enten at blive betalt, eller for at få hævn, var den mest sandsynlige grund til hende besøg, han kunne finde.

Nyssa smilede lettere lumsk, som han svarede ’skulle jeg det’ sådan set ikke. Han var jo ikke mere end et barn dengang. ”Næppe, du var så lille sidst jeg lage øjne på dig” svarede hun roligt og prøvede indirekte, at sætte gang i hans hoved. Hun ville ikke forære det hele. Nyssa nød nemlig, at lege lidt med ham trods at hun holdt meget af hans forældre. Kendte hun ikke rigtig Jaris, den eneste måde at finde ud af noget, var at lege lidt med ham. Det var i hendes natur, at teste og drille andre. Hun kunne bare ikke lad vær, når muligheden bød sig.

Nyssa rystede på hovedet, som han lage sig i den ene sofa. Han mindende hende om sig selv, da hun var yngre, så ubekymret også selvtilfreds. Nyssa gik roligt hen til den anden sofa og satte sig. Hun lage det ene ben over det andet og betragtede ham, hun hævede et øjenbryn ved hans kommentar, hvorefter hun svarede ”Nej, er det måske noget du gør dig i?” Nyssa stjal aldrig eller kun når vedkommende havde noget hun skulle bruge. Det var lidt dobbeltmoralsk at tænke sådan, måske det var fordi hun stadig så ham, som en uskyldig lille dreng, at han netop burde og skulle opføre sig ordentligt. Det var da ganske umuligt, når det ville slå hende, at han havde forvandlet familieforretningen til et bordelhus.

Det alt for selvfede udtryk Jaris havde i ansigtet og det alt for brede smil, forsvandt så snart han hørte den første sætning fra Nyssa. Han satte sig straks op igen, hvilede armen mod knæet på det bøjede ben og så undrende på hende. Hun påstod at have set ham som lille, hvilket egentlig også kunne være sandt nok, men han var nødt til at bruge lidt tid på at tænke sig om. Derfor svarede han heller ikke med det samme. Jaris var ellers generelt ikke specielt nem at forvirre, men han følte sig alligevel ret forvirret lige nu, hvilket ikke var svært at se. Det ville altså betyde at hun havde kendt hans forældre. Det undrende udtryk i hans ansigt, blev langsomt erstattet af et udtryk i ubehag. Han begyndte at blive tør i munden. ”Anna! Hent lige noget vand!” Råbte han mod vaskerummet, der var forbundet til køkkenet. Han kunne godt have hentet det selv, men det var altid nemmere at få andre til at arbejde for sig.

Jaris rystede let på hovedet, lod tungen glide over læberne for at få lidt fugt tilbage i munden. Han nåede ikke ud af sin forvirring, før hun rettede et spørgsmål mod ham og det lykkes ham at skubbe det lidt til siden og komme tilbage til et smil og en let latter. ”Nej da…” Svarede han, stadig lettere grinende. ”Kun når det bliver opdaget,” indrømmede han kort efter. Selv uden sin indrømmelse, ville det ikke være svært at se, at han løj. Han havde ofte stjålet, havde altid haft intentioner om at betale folk tilbage, men glemte det altid og brugte sine krystaller hos sine egne ansatte i stedet. En ung pige, Anna, kom ind i stuen og satte to glas vand på bordet, et til Jaris og et til Nyssa, før hun hurtigt forsvandt derfra igen. Jaris tog straks fat om glasset og hældte halvdelen af vandet i sig. Han sukkede, næsten helt lettet, før han satte glasset tilbage på bordet. ”Så du kendte altså mine forældre?” Han fik endelig taget sig sammen til at dreje emnet hen på dem, men stadig ikke uden hintet af ubehag i de orange øjne og en klump i halsen.

Som hans ansigtsudtryk ændrede sig, ved hendes sætning var hun ved, at grine. Det så, så komisk ud. Hans skift gjorde også hende anelse bekymret, for det var ikke det hun havde forventet. Når andre talte om hendes forældre blev hendes blik og ansigt aldrig så et radikalt skift, som hans. Det var dog stadig interessant, for hvad mon der var imellem dem. Noget måtte der være, spørgsmålet var bare om det var godt eller skidt. Et svagt grin undslap hende alligevel, som han begyndte at spekulere eller det hvad hun påregnede ham for at gøre. Hun kommentarer det dog ikke, grinet var vel nok af en kommentar om, at det morede hende. 

Hun lage hovedet en anelse på skrå, som han svarede hende. Hun sagde ikke rigtig noget, men at han stjal. Det var så lavt, medmindre det var til et større formål. Nyssa havde så svært ved helt at vænne sig til, at han faktisk var blevet voksen og gammel. Så sød og uskyldig han havde været. Det fik også blot hende til, at føle sig gammel. Hun var da også efterhånden 3000 år.

Nyssa så lidt skeptisk til vandet, det var ikke hendes foretrukne. En vin, blod var mere hendes lyster, hun sagde ikke noget, for det ville kun være uhøfligt. Endelig kom spørgsmålet, det han nok havde siddet inde med så længe nu. Hun smilede, nikkede og spurgte ”Ja, hvor er de for resten henne?” hun nævnte endnu ikke, hvor godt hun havde kendt dem. Nyssa vidste desværre ikke, at de havde været døde længe. Hun var ikke ligefrem den bedste til at holde kontaktet ved lige. 

Høflighed og pli var ikke Jaris’ største talenter, men han opfangede alligevel det skeptiske blik Nyssa fik vendt mod vandet. Han tænkte aldrig over at ikke alle fandt det lige så forfriskende som ham selv. Måske det havde noget med hans daglige, store sukkerindtag at gøre. En masse sukker og alkohol havde aldrig gjort gode ting for ham, det blev hurtigt for klistret. Spurgte man en anden end Jaris, ville de nok mene at alt det sukker i sig selv ville være for klistret, men han ville nu hellere beholde alle de søde sager. Derfor havde han også sjældent andet end vand at drikke i huset. Han var dog stadig klar over at de fleste af hans art, ofte foretrak en anden substans, hvis farve havde meget tilfælles med rødvinen. ”Hvis du hellere vil have noget andet, kan jeg godt fjerne stingene igen,” sagde han, som han pegede på syningen på det ene kindben. Blodet der var gledet ned over kinden før han var blevet syet, havde han stadig ikke fået fjernet og blev stingene fjernet, ville blodet løbe igen. ”Ellers er her masser af mennesker, der sikkert gerne vil give dig lidt blod. Mod betaling, selvfølgelig,” fortsatte han kort efter. Han smilede, men det han havde sagt, mente han. For hvis menneske blev betalt, blev han betalt og det havde han da intet imod. Og godt nok havde hun ikke afsløret sin race, men kendte hun hans forældre, var han overbevist om, at hun måtte være dæmon.

Der lød en lettere nervøs latter fra Jaris over hendes spørgsmål. Han var nødt til at tage en tår mere af vandet og denne gang blev glasset ikke stillet tilbage på bordet, men holdt i hånden. Hvis emnet skulle handle om hans forældre, nærmere bestemt hans far, så var vand nødvendigt. Sikkert også hendes glas lidt senere. ”Inden jeg svarer på det…” startede han, en anelse hæst, som han rømmede sig. ”Hvor godt kendte du dem?” Spurgte han. Han måtte først finde ud af om hun ville blive aggressiv, så snart han fortalte sandheden om dem, eller om hun egentlig ville være ligeglad. For han havde intet imod at fortælle hvad han havde gjort ved dem, han ville bare ikke straffes for det, når han nu selv mente at det var retfærdig hævn. Hun virkede dog stadig bekendt og håbede lidt på ikke at få en alt for negativ reaktion, hvis han nu alligevel kendte hende bedre end han lige troede.

Nyssa foretrak ikke at blive læst, men det var umuligt for enhver at holde en fasede konstant. Heldigvis var dette ikke, det værste at blive opdaget i. Nyssa smilede, som han blot åbne sit sår for hendes glæder. Lidt gentleman var han da. ”Måske senere” svarede hun med et lille glimt i øjet. Hun ville ikke allerede begynde at slikke ham i hovedet. Nej, først arbejde derefter fornøjelser – eller hvis det kom i et glas, var det noget lettere at kontrollere. Hun kendte jo ikke denne person mere, kun det barn, han nu kun var en skygge af og han ejerede jo et bordel. Helt rent bord kunne han jo ikke have, vurderede Nyssa. ”Et glas rødvin ville også være ganske udmærket” svarede hun roligt, det ville under alle omstændigheder være mere spændende at få det fra ham – trods at blod generelt var lækkert.

Nyssa studerende på ham, som han begyndte at være noget mere urolig at se på. Der måtte have sket noget drastisk – spørgsmålet var blot hvad? Nyssa ville helst ikke indrømme hvor godt hun kendte dem, det ville ødelægge morskaben i hans nervøse antræk, så sød Nyssa kunne være. Nyssa vurderede alligevel, at det var på tide, at sige hvor hun kendte dem fra. ”Jeg stiftede bekendtskab med dem, i starten af min karriere – du var vist kun lige født, også har haft on off kontakt med dem i en årrække” hun trak på skulderne, det var jo efterhånden mange år siden, selv Jaris kunne ikke huske hende, mon han ville nu. Hun så roligt på ham, afventede hans næste skridt. 

Det var vel også det bedste lige nu, ikke at fjerne de sting, som Anna lige havde haft så meget besvær med at lave. Inden han fjernede hånden fra syningen, lod han en finger glide hen over kinden, så han kunne fjerne bare lidt af blodet. Han førte den blodige finger til munden og slikkede det af, inden han hvilede hånden mod låret. Han nikkede kort til hendes anmodning om rødvin, smilede en anelse usikkert, for han anede ikke om det overhovedet var til at støve frem i det her hjem. Men han ville da give det et forsøg!
"Anna!" Råbte han. Okay, han ville få Anna til at give det et forsøg. Der gik ikke længe, før Anna kom gående ind fra køkkenet, med et lettere irriteret udtryk i ansigtet. Selvom Jaris godt vidste, at det var grundet ham, valgte han at ignorere det.
"Find lige et glas rødvin til... damen." Det gik op for ham, midt i den sætning, at han ikke kendte sin gæsts navn, så han måtte omtale hende som 'damen'. Anna så forvirret ud, for hun vidste heller ikke om de havde rødvin, men hun gik stadig ud for at lede efter det.

Jaris blev mere og mere nervøs over hvad hun ville svare. Om han skulle forberede sig på at blive straffet noget så grusomt lige om lidt, når han fortalte hvad der var sket for så mange år siden. Lige så snart det blev nævnt, at hun havde kendt dem fra han var blevet født, begyndte han at tænke sig om. Grundigt. Der skulle ikke lang tid til, før han smilede skævt og nikkede svagt. Jo, han kunne vist godt huske hende nu.
"Jeg kan godt huske dig," sagde han lavt. Han lagde hovedet let på skrå, som hans tanker kørte på højtryk for at huske hendes navn.
"Mia... Nina...," Han rystede på hovedet. Det var helt forkert, men han kunne altså ikke huske det. Han havde altid været utrolig dårlig til navne. Han satte sig ordentlig i sofaen og rykkede sig samtidig lidt længere væk fra hende. Der blev taget en dyb indånding, så han kunne tage sig sammen til at omtale sine... forældre. Bare tanken fik det til at løbe koldt ned ad hans ryg.
"Øhm.. Mine forældre døde.. For 384 år siden," fik han endelig sagt, tydeligvis med en stor ubehag i kroppen. Direkte efter, fik han et lidt overrasket udtryk i øjnene. Det kom næsten bag på ham, at han kunne huske præcis for hvor mange år siden, han havde dræbt dem begge. Han undgik at fortælle hvordan de døde, det var vel en mindre detalje, som han alligevel ville dele, hvis hun spurgte mere ind til det. En svag ryst var til at ane i hans vejrtrækning. Han forsøgte at skjule det, men gjorde det ikke ret godt.
"Jeg håber ikke, at du kom for at købe en slave," skyndte han sig at sige, mest bare for at skifte emne. Han regnede heller ikke med det. Hun lignede ikke samme type, som de fleste af hans forældres kunder fra dengang.

Trods at Nyssa var gammel, følte hun sig langt fra som en dame. En dame var en voksen person, der havde mere end styr på tilværelsen havde børn og sad i velhavende hus. Nyssa ejede kun få af disse, ingen børn, intet hus. Hun kommenterede dog ikke på det, hun var kun glad for at hun fik et glas rødvin i stedet.
Anna var hurtig tilbage med rødvinen. Nyssa skænkede hende ikke en tanke, så nærmest ikke på hende, det interessere hende ikke, hvad pigebarnet lavede – så længe hun ikke generede hende og Jaris. For snart ville hun vide hvad eller hvor hans forældre befandt sig.

Nyssa smilede lumsk, som han endelig huskede hende. ”Nyssa” sagde hun, for ligesom at få hans hukommelse til at falde lidt mere på plads. Hun spekulerede kort på, hvad han egentlig kunne huske om hende, selv huskede hun en lille nysgerrig dreng. Der var vældig interesseret i hende og hvad hun lavede her. Ofte var møderne korte og hun gik sjælendt ud af en dør, fordi hun teleportede sig væk.
Hun betragtede ham nøje, som han endelig gik i gang med at fortælle. De var døde, hvordan? Spekulerede hun på, samtidig undrede hun sig over hvorfor han var så anspændt. Det var tydeligt at se, at noget pinte ham, men hvad. Det måtte have noget at gøre med hans forældre. Nyssa smilede som han forsøgte at skifte emne, nej hun ledte bestemt ikke efter en slave. Det skulle kun for at torturer, men det var nemmere blot at finde et offer, så skulle man hellere ikke betale.
Nyssa rejste sig fra sofaen, trods at han havde forsøgt at trække sig længere fra hende. Begav hun sig hen til ham indtil hun stod foran ham. Hun satte sig ved hans side, relativt tæt på ham og førte hendes hånd imod hans kæbe for at tage fat i den. Hvor hun ville se ind i hans øjne ”Jaris, du skjuler noget – fortæl mig det” kommandere hun, uden at sige så meget andet, primært for at se hans reaktion.

Det var som om at det, at høre hendes navn, vækkede hans minder mere end før, for han huskede lige pludselig mere end han troede. Minderne om hende var kun gode, men det gjorde det hele lidt deprimerende. Han tvivlede på, at hun kendte til hans fars sande natur, den måde han havde behandlet Jaris på, for det blev altid holdt skjult for alle der besøgte slavehandlen. Han gik ud fra, at Nyssa havde været tætte venner med begge hans forældre, og hun havde altid været venlig over for Jaris. Det var ikke et emne han ønskede, at komme for meget ind i og heller ikke nogle minder af hendes, han ønskede at ødelægge.

Jaris fulgte Nyssa med blikket, som hun kom tættere og tættere på. Han forsøgte ikke at se helt så misfornøjet ud, men det lykkedes vist ikke særlig godt. Han prøvede også at flytte sig lidt længere væk, da hun satte sig ved siden af ham i sofaen, men armlænet gjorde det umuligt for ham at rykke sig mere. Han skulle lige til at dreje hovedet væk, så han kunne undgå at se hende i øjnene, men blev stoppet af hende, da hun tog fat i hans kæbe og tvang ham til at se på hende. Hans hjerte begyndte at hamre hurtigere over hendes kommando, han var tydeligvis ikke helt tilpas.
".. Øh..." Mumlede han kort, havde egentlig tænkt sig at gøre som hun befalede, men ombestemte sig straks. I stedet bredte der sig et smil over hans læber, slet ikke så nervøst som hans øjne afslørede, at han stadig var.
"Eller jeg kunne byde dig ordentlig velkommen, på Jaris-manér!" Storsmilede han, som han i samme øjeblik kravlede hen over hende og satte sig overskrævs på hendes skød. Det var sådan set ikke unormalt, at Jaris var så nærgående med alle der kom forbi, men denne gang gjorde han det mest for at undgå, at skulle fortælle hende noget. - Ikke fordi han regnede med at slippe for det, men han skulle vel prøve. I håb om at distrahere hende bare lidt, lænede han sig ind mod hende og placerede nogle nervøse kys mod hendes hals.

Nyssa nød at se ham så utilpas, trods at hun faktisk kunne lide ham – lå det blot til Nyssa at være så drillende og se andre lide så om at sige. Med det samme hun fik fat i hans kæbe strømmede hans følelser roligt ind i hende. Han var bestemt utilpas, men pludselig ændrede det sig. Han pønsede på noget, det var tydeligt.

Før hun faktisk nåede at reagere yderligere på det, havde han fået sat sig på over hende. Hun kneb øjne svagt sammen, han forsøgte vitterlig at slippe udenom. Nyssa ville dog ikke lade ham slippe så let. Trods at forsøgte at vende situationen kunne hun igennem hans kys mærke at han var nervøs. ”Jaris, du er klar over hvor gammel jeg er ikke?” spurgte hun, mens hun lage hovedet på skrå, så han faktisk også kunne komme til. Hun sagde det ikke fordi hun mente, hun var mere overlegen, men at det faktum at hun noget flere erfaringer end ham, så en smule overlegen og at han nok burde kende hende bedre end som så. Nyssa tog først blidt fat i hans tykke manke af hår, men da hun fik fat tog hun relativt hårdt fat, for at skubbe ham af hende og ligge ham på sofaen hvorefter hun ville sætte sig over ham. Hun ville sidde roligt og trone den hvorefter hun ville komme ned til ham og slikke de sidste blod rester væk fra hans ansigt. Derefter ville hun gå ned til hans øre og hviske ”Jaris, jeg vil forsætte med at pine dig indtil du siger det” kommenterer hun, spørgsmålet ville var blot – hvor langt ville han mon gå?

Da Nyssa ikke stoppede Jaris med det samme, fik han alligevel en smule forhåbninger om, at han kunne snige sig udenom hendes spørgsmål, undgå at tale mere om det eneste, han aldrig kunne få sig selv til at tale om. Hans kys blev dermed mindre nervøse, men slet ikke nok, til at hun ikke ville kunne lægge mærke til det. Kyssene stoppede idet han hørte hendes spørgsmål og han kunne ikke holde et grin tilbage.
"Ikke helt.. Men hvis jeg skulle gætte? Rigtig gammel," svarede han flabet tilbage, stadig lænet ind mod hende, så han fortsat kunne undgå at se hende i øjnene.

Jaris nåede kun lige at strejfe hendes hals med læberne igen, inden hun fik hårdt fat i hans hår og skubbede ham ned i sofaen.
"Hnng!" Lød det fra ham, som han skar en lettere irriteret grimasse, ikke kun over smerten, men også over hvor uforberedt han havde været på at hun stoppede ham. Når Jaris var den mindste smule fornærmet, lignede han mest af alt en lille dreng, der blev benægtet slik før aftensmaden. Det gjorde han også nu, som han lå der under hende på sofaen og nægtede at se i hendes retning. Det var et fnys, der passede til den fornærmede unge, der forlod hans næse, da han mærkede hendes tunge mod sin kind. Endnu engang løb det ham koldt ned ad ryggen, på grund af hendes ord og han rystede lige lidt ekstra i hele kroppen, i et par sekunder.
"Helt ærligt, Nyssa.. Det ville være nemmere, hvis du bare lod mig byde dig velkommen," mumlede han, som en uopdragen møgunge.

Der lød et gisp fra Jaris, da han kort efter kom på en fremragende idé til at slippe for hende. Med en dyb indånding rettede han et desperat blik mod Nyssa.
"Nyssa! Du er nødt til at flytte dig! Jeg skal brække mig!" Jaris havde aldrig været særlig god til at lyve og var det heller ikke denne gang, men han var lige så desperat som hans blik viste. I gerningsøjeblikket var han dum nok til at tro, at Nyssa var ubegavet nok til at tro på ham.

Hun bemærkede at han blev mindre nervøst, det var muligvis fordi han troede han kunne slippe afsted med at besvarer hendes spørgsmål. Nyssa sukkede indvendig, så umoden, så lille tænkte hun. ”Korrekt, kun et par tusind” det var åbenlyst for Nyssa at han ikke tænkte i de samme baner, som hende. Han var jo endnu en meget ung dæmon eller det var han i Nyssas øjne. 

Nyssa nød at han blev underkastet hende, hun elskede at have kontrollen. Trods at hun mærke at det ikke lige frem huede ham at blive tvunget ned på denne måde, men han burde kende sin modspiller og Nyssa spillede bestemt ikke rene kort. Nyssa grinede ”Du har jo budt mig velkommen”, medmindre han tænkte på disse Jaris maner, men dem var hun ikke så interesseret i. Nej hun ville vide hvad der var sket med hans forældre, hvem hun skulle hævne sig på. Hvad der var sket op til. Nyssa strøg hans kind med ryggen af hendes hånd ”Så så lille Jaris, er det så slemt at være den lille” sagde hun med et flabet smil. Hun vidste at det ikke kunne være rart, hele hans krop, følelser og udsende sagde det hele,
Nyssa så skeptisk på ham, som han sagde han skulle brække sig. Hun mærkede ikke noget ubehag eller des lignede fra ham, hvilket betød han løj. ”Åh lille Jaris, hvorfor skal du da gøre det så svært for dig selv” sagde hun med et drillende smil. Hun lage sig helt tæt ind til ham og hviskede i hans øre ”Måske om lidt vil du brække dig” hun holdt en kort pause og forsatte ”Jeg ville lukke øjnene” få sekunder efter det. Ville han føle en rumlen i rummet som om alt bevægede sig, efter få øjeblikke ville tingene blive sorte og uklare og rummet ville helt forsvinde. De var kommet til et nyt rum, Nyssas private gemakker. Han kunne føle sig en smule omtåget og utilpas idet hun havde transporteret dem hertil. Idet Nyssa ikke kendte bordellet han havde, kunne hun ikke transportere dem op på et værelse, men hun kunne føre dem hjem. Det var et mørkere rum, uden en dør – den var blevet muret væk efter Nyssas ønske, kun hun kunne sørger for at en anden kom ud igen. Rummet var simplet og meget piget. En dobbelt seng, kommode, et kar, en skænk og et sminkebord. Nyssa fjernede sig fra ham, så han lå alene i sengen ”Åben du blot dine øjne” hvis han altså havde formået at lukke dem. Nyssa rejste sig primært fordi hun vidste at sådan en rejse kunne give ubehag for nogen og bræk eller lignede havde hun ikke lyst til at få på sig. Hun gik derfor imod sænken og tog sig et glas rødvin, hun sippede af glasset og så afventede på ham. Han skulle lige have tid til at komme sig inden hun ville kræve sine svar.

Der lød endnu et lille grin fra Jaris. Kun et par tusind. Spurgte man ham, var han mindst lige så voksen som Nyssa, også selvom han ikke engang var fyldt tusind endnu. Spurgte man alle andre, ville de langt fra være enige, for Jaris var stadig utrolig barnlig, trods han ikke burde være det. Alder betød intet! Så længe den ene part ikke var for ung, og det var bestemt ikke tilfældet. Som regel valgte Jaris ikke at oplyse andre om sin unge alder, for han var sikker på, at de ville behandle ham, præcis som Nyssa gjorde nu og det irriterede ham, at han ikke kunne få lov til at have samme kontrol, han altid havde. Han var tydeligvis vant til at have med de små, svage mennesker at gøre, ikke med en dæmon, der havde tydeligt mere erfaring end ham selv. Så dum han var, blev han muggen over, at hans dårlige løgn ikke virkede, for hun flyttede sig stadig ikke.
"Hvis du nu bare ville flytte dig, så kunne jeg vise dig, at jeg ikke er så lille mere!" Vrissede han, mens han vred sig lidt. Derudover hånede hun ham også, så uhøflig og grov hun kunne være! Aldrig var Jaris blevet kaldt lille før og det påvirkede ham mere, end han troede det ville, fordi han lige pludselig ikke blev set som en autoritet. Han fremstod mest af alt som en forkælet rigmands dreng, han var vant til at få sin vilje, selv når han ikke fortjente det, men denne gang fik han modstand.

Modstand var til gengæld ikke noget Jaris selv var god til at give, specielt ikke når emnet omhandlede hans forældre. Det var det eneste der kunne få ham til at blive ekstremt utilpas. Han fik et noget forvirret udtryk i ansigtet, da Nyssa nævnte, at han måske ville brække sig om lidt.
"Huh..?" Mumlede han uforstående. Hvad havde hun dog tænkt sig at gøre ved ham!? Han lukkede ikke øjnene med det samme, for idet rummet begyndte at ryste, lod han panisk blikket flakke rundt. Han måtte gribe fat i sofaen, for at få en følelse af, at han ikke ville falde lige om lidt, men der gik ikke længe, før det hele blev mørkt. Det var først der, han valgte at lukke øjnene i, i håb om at det hele ville være normalt igen, når han åbnede dem.

Hjertede hamrede hårdt og hurtigt i brystkassen og Jaris slog langsomt øjnene op. Til hans overraskelse, var det ikke længere sofaen han havde fat i med begge hænder, men lagenet på en seng, i et rum han ikke kendte. Idet Nyssa flyttede sig fra ham, satte han sig straks op og kastede blikket i alle retninger. I sin ekstreme forvirring, havde Jaris slet ikke tid til at have det dårligt, han var bare nødt til at finde hjem igen. I vild panik sprang han ud af sengen og hen til den væg, der så ud til at have størst sandsynlighed for at have en dør. Han hamrede en flad hånd mod væggen, men da intet skete, begyndte han at gå langs væggen, for at mærke efter, om der nu skulle være en skjult dør. Kommoden, skænken, sminkebordet og sengen, skubbede han væk, for at kunne komme til. Sengen var noget tungere, men han kæmpede bare lidt ekstra, for han skulle tjekke væggen hele vejen rundt. Han endte med at give op, faldt sammen på alle fire på gulvet, helt forpustet og rystende.
"Nyssa... Lav en dør!" Beordrede han. Sekundet efter måtte han tage sig til maven, for nu kunne han pludselig mærke hvor dårligt han egentlig havde det. Brækfornemmelsen kom rigtigt frem nu, men med dybe indåndinger og et par underlige støn, formåede han at holde det inde. Om det var hele situationen med emnet, eller bivirkninger fra teleporteringen vidste han ikke helt. Han gik ud fra, at det var en god blanding af det hele.

Desværre kunne Jaris ikke lyve om sin alder, eftersom hun kendte hans forældre før han overhovedet var født. Så hun kunne næsten regne sig frem til hvor gammel han var. Hun troede ikke på, at han var nået de 1.000 år endnu. Det nævnte hun ikke, Nyssa kunne mærke en irriteret på hende over at sikkert at blive kaldt lille og det faktum at hun var det ældre end ham. Nyssa grinede blot af hans kommentar. Trods at Nyssa faktisk var meget lille af størrelse, så var hun godt klar over at han vokset til en flot ung mand. Det var bare så sjovt at drille ham på denne måde.

Nyssa elskede hans udtryk og de følelser der vandrede ind i hende. For hende var transporten hverken hård eller ubehagelig. Hun var også efterhånden vant til at håndtere det, da hun stor set hver eneste dag transportere sig fra det ene sted til det andet.

Som hun så afventede på ham, reagerede han lettere voldsomt. Måske hun skulle have advaret inden hun transporterede ham, det var jo ikke engang sikkert han forstod hvad der faktisk lige var sket. Hun trak på skulderne, han overlevede hun havde ingen planer om at dræbe ham. Hun hævede dog sine øjenbryn, som han gik rundt i hele rummet for at finde en dør, så voldsomt at han slog i væggen flyttede på hendes ting. Det irriterede hende en smule, men det var ikke værre end at flytte dem telepatisk tilbage på plads.

Hun grinede svagt, men følte alligevel med ham – for han var næsten ligbleg at se på. Det var tydeligt at han havde fået det dårligt. Hun satte sig på hug ved hans side, med et glas rødvin og lage den anden arm på hans ryg. ”Når jeg er færdig med dig, skal jeg nok transportere dig hjem igen” hun bevægede hånden lidt rundt på hans ryg. ” hun rakte vin glasset mod ham ”Tag noget at drikke, det vil hjælpe” hun formodede at han ville tage det – hvorefter hun rejste sig og satte sig på sengen ”Ser du Jaris, jeg kan transportere, jeg har derfor ikke brug for en dør i mit kammer” forklarede hun roligt, hun røb dog ikke at hun kunne ikke transporterer dem tilbage lige nu. Det var let nok, når det var hende selv, men hun havde Jaris med og det tog på hendes kræfter, de skulle opbygges inden hun kunne tage dem tilbage. Indtil da var det da at udnytte tiden med at få de informationer hun ville samt at drille ham lidt mere.