Efter en lang dag hvor vejret havde været behageligt og varmt selv for denne årstid, denne dag var nu nået dens slutning, og med det kom det dårlige vejr, som natten blev længere blev været dårligere og dårligere. I nattens start, var skuerne blot kommet frem og dækket for månes lys, men som natten gik blev skyerne tungere og tungere som mild regn startede med at falde, en kold efterårs regn. Dyrene og naturen havde tilpasset sit nattens mørke og koldt regn, så vejene der træk sig igennem var stille, de fleste sjæle holdt sig indenfor. men alligevel var der nogle få der bevægede sig rundt denne nat. En af disse sjæle var Opia, der efter en dag fuldt med søvn havde bevæget sig ud i natten mørke. Stille gik hun, og kiggede rundt langt vejen og nydt tilheden, nydt at regnen fjernede alle duftende fra luften, nydt endelig at der kun var hendes egen duft.

Et afslappet suk forlod hende, før hun valgte at bevæge sig videre på sin vandring denne nat. Her befandt hun sig nogle timer ude fra den nærmeste by, hvad mon denne nat bringer af underholdning? lyd hendes indre som hun stoppede op og lod blikket falde imod den mørke himmel, hætten blev langsomt trækket væk fra hendes, og det korte mørkehår mødte den milde regn for første gang denne nat. Rejsekappen var det eneste der holdt hende tør, og nu dækkede den kun hendes overkrop, ben kun dækket af de slidte læderbukser, og de høje rejsestøvler. Hun træk på smilebåndet, som hun mærkede regne løbe langt hendes ansigt. Mhm, det bliver en god nat lyd hendes indre, hvorfor denne fornemmelse kom frem i hende vidste hun ikke, men fornemmelse var nok til at holde hendes smil som hun begyndte at vandre videre ud i natten langts Azuriens pæne natur. Blikket stod aldrig stille som hun kiggede rundt, hvad hun kiggede efter vidste hun ikke, men at kigge på vejen alene var alligevel kedeligt.

Regnen var kommet sammen med mørket, selvfølgelig. Men Ileana lod sig ikke afskrække af lidt vand, så hun havde kysset manden farvel, hvis seng hun havde brug nogle dage i. Det var en lille landsby, men han var manden der havde magten der og Ileana var tiltrukket til magt. Om end den i dette tilfælde ikke var så overvældende. Magt og krystaller. Noget hun fik med sig derfra som tak for hendes ydelser. Han havde mistet sin kone og hun udfyldte for et par dage det hul, hun havde efterladt. 
Den hvide hoppe var sadlet og klar, da hun gik ud i regnen med kappens hætte trukket over sit som sædvanligt pænt satte hår, i dag en enkelt lang fletning, der var snoet rundt på hendes baghoved. En fornem dame som hende burde ride i damesaddel, men hun svang benet over hoppens ryg og satte sig til rette med kjolen foldet i hendes skød , kun halvvejs dækkende hendes skinneben. Det fik stalddrengen til at glo lidt, hvilket ikke gjorde vampyren noget. Hun vidste, at hun havde kønne ben.

For ikke at starte for hårdt ud, travede hun hoppen ud af den lille by, inden hun satte farten op. Hun skulle nå hjem inden solen stod op, hvilket godt kunne lade sig gøre, nu hvor nætterne var blevet længere. Hjem i sin egen seng og sove dagen lang, hun var træt. Men ikke for træt. Det var værre med sulten, hun havde ikke spist i de dage, hun havde været i den lille by, hun havde simpelthen ikke haft muligheden. Om dagen havde hun været lukket inde og om natten ville manden have hende hos sig. Nogle gange kunne hun spise af dem, hun underholdte, men denne mand havde gjort det klart, at han tog hende for hendes krop, selvom han ikke kunne lide hendes slags. Hun ville gerne finde mad på vejen hjem, men det ville komme til at presse hende for meget i tid. Det måtte gå ud over staldknægten derhjemme. Eller hans mor, hendes husholderske. 

Hestens hove hamrede hårdt i mod den våde grusvej, mens hun holdt den i et langsomt galoperende tempo. Det var en god hest, den var bygget til at løbe langt. Hun sendte en varm tanke til manden, der havde foræret den til hende. Rytmen lullede hende lidt hen i tanker, da hesten pludseligt stoppede op og hvinede nervøst. Hoppens forben lettede fra jorden i et hop og Ileana klemte til med benene for at holde sig fast, mens hun rykkede i tøjlerne. Det havde ingen effekt som hoppen stejlede igen, denne gang til næsten lodret stilling. Havde Ileana drukket blod, ville hun ikke have problemer med at holde sig fast, men hun var svag som et menneske - og hun var ikke specielt stærk, så hun kunne mærke sig selv glide ude af sadlen. Heldigvis stille og roligt, så hun gled ned over røven på hesten og landede på jorden uden at slå sig ret meget. Så snart hendes vægt var af ryggen på hesten og hendes hænder havde sluppet tøjlerne, løb hoppen.
En ed der ikke burde pryde en adelig dames læber forlod Ileana, mens hun så efter den.

mens hun gik, tabt i sine egne tanker, og de nyeste af hendes minder, forsvandt hendes syn på verden omkring hende som tankerne tog hende på denne rejse standsede hun kort op, og løftede sin ene hånd foran hendes øjne og lod blikket falde på de cirkulære ar som var til syne på håndfladen og håndryggen..Var det, nu det vær? gik hendes tanker kort som hun stirret på sine ar. Lyden af heste blev overdøvet af hendes indre tanker, det var først som hesten bremsede hårdt om foran hende, og Opia spang tilbage i respons, hun blinkede og stirret imod hesten som stod på sin bagben, lidt mad? lyd hende tanker kort, men stoppede som hendes blik faldt på de fødder der klammede sig til hesten. Forbandet. Opia gik frem imod hesten og forsøte at få fat i den, få den tilbage på jorden, men dette hjælp ikke, tværtimod skærmte hun nærmest livet af hesten, som den kastede sig ejer på jorden og løb fra området i så hurtigt som dens ben kunne.

Hvorfor skaber jeg altid problemer?tænkte Opia kort, som hendes blik faldt på damen der havde ramt jorden. Sikke noget tøj, ganske vis beskidt nu, men ej hvor var det fint. Opia træk sig tættere på damen, og lod sin bog finder hendes hånd. Hurtigt blev en side fundet, en side der var skrevet for længe siden, og en side der var blevet brugt meget. Opia træk sig nærmere damen og rækte en åben hånd imod hende, håndryggen imod jorden, den anden hånd vidste det åbne side af bogen til den fine dame. Er de okay? stod der skrevet, med en gamle håndskrev, gamle tekst også da kullet havde trækket sig dybt ind i siden. Opia hensigt var gjort så åben som muligt, at hjælpe damen på sine ben på ny, samvittigheden forsøgte hun at skjule, men ikke hendes største talent at skjule sine følelser men et forsøg blev gjort.

Det et øjeblik, inden det gik op for Ileana, hvad hesten havde reageret på. Der var en person på vejen. Hun forbandede sig selv for ikke at have opdaget personen noget tidligere. Det var jo ikke mørket, der skjulte væsnet, Ileana så bedre end en kat i det, så det måtte have været hendes egen uopmærksomhed.
Hun havde slået sig lidt, hendes bagdel gjorde ondt og det samme kunne sige om hendes håndflader, der havde haft et grimt møde med jorden på vejen. Men hun var straks klar til at forsvare sig selv i mod væsnet, der nu kom hen i mod hende. Nok så hun ud til at være en adelig kvinde, men hun havde skjulte talenter.

Inden hun kunne gøre noget, blev en bog rakt frem mod hende sammen med en hånd. Ordene stod klart for hende på de lyse sider. ”Er De okay?”. Hvad var det? De lyseblå øjne flyttede sig til personens ansigt. En kvinde. De to forskelligt farvede øjne fangede hendes opmærksomhed med det samme, men hun så kun på dem for et sekund, inden hun valgte sin strategi. Et lille snøft lød fra hende og de blå øjne blev blanke.
”J-jeg har slået mig.” Om kvinden ville tro på, at en adelig kvinde uden følge, der red rundt midt om natten, ville begyndte at græde over noget så lidt som at falde en hest, vidste Ileana ikke, men lige nu skulle hun finde ud af, hvad væsnet ville hende. Og om hun stod med et måltid mad. Hesten skulle hun nok finde igen, ellers løb den nok hjem.

Hun rakte ud og lagde sin kønne, slanke hånd i kvindens, også selvom det sved i hudafskrabningen, hvorefter hun lod sig trække på benene. Hun var meget højere end den anden kvinde, men det var ikke overraskende, for hun var høj. Så snart hun stod på sine ben, trak hun hånden til sig og hold den og den anden ind mod brystet. Hendes hætte var faldet af og afslørede det meget lyse hår, der dog hurtigt blev mørkere, som regnen gjorde det vådt. Hendes skuldre blev skubbet frem og hun krøllede næsten helt sammen om sit bryst, ynkeligt og i smerter. I mens arbejdede hendes sanser og tanker på højtryk. Var hun i fare?
”M-mange tak,” sagde hun med en ynkelig stemme. Hvis der var noget Ileana var god til, så var det at skjule sin sande natur. Mænd ville have skravl, ikke styrke.

Slået sig - hvorfor sker disse ting altid omkring mig! hvorfor kiggede jeg mig ikke for. Disse tanker var tydelige i Opias mimic som hendes blik faldt et stykke imod jorden, og hendes dårlige forsøg på at skjule sin skyld forsvand, som skylden stod skrevet i hendes blik. Opia lod sit blik hvile på damen fine, blege, slanke hånd som hun hjælp damen op så mildt som hun kunne og tydeligt forsøgte at holde sin styrke tilbage for ikke at gøre ydelig skade på adelsdamen. Opia nikkede langsomt som kvinden takkede hende, og tog en halvt skridt baglens og lod blikke glide henover damen.

Flot kjole, slank, vidunderlig hår, smukke klare blå øjne, egen hest, smykker, skrøbelig - hvorfor var hun her midt nat? Tvunget ud af sit hus grundet oprøret? Jo? Måske? Opias yndren var tydelig som hun kort studeret adelsdamen. Langsomt fjernede hun blikkede fra damen og lod hendes bog være fokusset og hurtigt var en blank side fundet, samt et kulstykke som begyndte at danse over siden. Hendes hænder rystede som hun skrev, selv hånden som kun skulle holde bogen.  Kort inde i dansen stoppede hun den, og kiggede kort varigt på sin skrift, og et lydløst trist suk forlod hende, før dansen forsatte hen over siden. Bogen blev forsigtigt vendt om som dansen nåede sin ende, Opias blik fandt kvindens fødder, som siden blev vist til adelsdamen. Beklager meget den skade jeg har gjort! Skulle havde haft mit blik på vejen - ikke himlen. Noget jeg kan gøre for dem for at undskylde? stod der med en veløvet, fin håndskrift, dog havde den tydelig præg af hendes rystelser. Opias skyld var tydeligere end før i hendes mimik.

Det var tydeligt på den andens kropssprog, at hun var meget ked af det, der var sket. Det fik dog ikke Ileana til at sænke paraderne, det kunne jo være en kvinde, der var lige så god til skuespil som hun selv. Mens kvinden begyndte at skribte i sin bog, så Ileana kort ned på sine håndflader. De var skrabede og beskidte, men de blødte næsten ikke. Trods det, var de meget små dråber nok til at sende en duft op i mod hende og det gik op for hende, hvor sulten hun var. Det var lige før, at hun ikke kunne modstå lysten til at slikke sine håndflader, men der ville ikke være noget næring i det allerede lånte og brugte blod.

Hendes blik hævede sig til væsnet foran hende. Masser af varm blod, pumpet rundt i en levende krop af et bankende hjertet, iltet af luften, der fór ud og ind af lungerne. Der gik en svag bevægelse igennem den slanke krop, men hun lukkede hurtigt hænderne og lod smerten tage hendes opmærksomhed. Hun vidste ikke, hvilket væsen, der stod foran hende, om det var farligt eller på anden måde ikke var for hende. Selvom det lige nu virkede latterligt med sin lille bog og den skrevne tekst. Men skindet kunne bedrage som hun selv var et pragteksemplar på. Og hun måtte hellere passe lidt på, for hun var svag efter at have gået så længe uden mad.

Hun skyndte sig at flytte blikket, da det så ud til, at kvinden var færdig med at skrive. Så ned på bogen, der igen blev holdt frem i mod hende i regnen. Om hun kunne gøre noget for at hjælpe? Hun kunne blotte sin hals og lade Ileana drikke sig mæt. Men det var de færreste, der meldte sig frivilligt til det.
"M-min hest. Jeg kan ikke komme hjem uden min hest." Hvis hun nu kunne lokke kvinden med på jagt efter hesten, kunne hun se, om hun kunne finde ud af noget mere om hende. Og måske finde det passende tidspunkt at sætte tænderne i hendes hals.

Som Adelsdamen gjorde tegn på at hun havde fået læst, tog Opia bogen til sig og lod en ny blank side komme frem mens  Opia lod sin blik på ny gå glide henover adelsdamen, forvirringen over hvordan denne fine dame var i denne situation forsvandt ikke, men nærmest voksede som sekunderne gik. Hvorfor rejser end som hende om natten, som tvivlen voksede lod Opia sit blik falde i retningen adelsdamen kom frem, intet. Kort efter blikket forlod damen var det tilbage, som hun talte. hest, selvfølgelig hesten. Tænkte Opia som blikket faldt tilbage på stien, som hun kiggede lod Opia en hånd glide igennem sit hår nervøst.  Den var ikke til at se, mørket, regnen, kort rystede Opia hovedet og lod blikket falde tilbage på sin bog, siderne var begyndte at blive våde, kullet smittede af på hendes fingre bare ved at blive holdt.  Kort gik hun i stå og lod blikket falde over sin bog, til kullet og tilbage til bogen, som den tydelige indre dialog kom til en slutning løftede Opia bogen op foran sin mund, og stille lod hun et dæmonisk ord forlade sine læber. " Frys " som ordet stille forlod hende, begyndte vandet i luften mellem hende og bogen at fryse og blive en blanding af sne og is. 

Et kort tilfreds nik forlod Opia som siderne nu var stive frem for frugtige, og kullet begyndte igen at danse. Som Dansen sluttede blev bogen vendt om på ny, Opia lod sit blik falde tilbage på adelsdamen, og lod det hvile lavt, bevist lod hun være at lade blikket være på hendes øjne, men falde til damen skuldre. Jeg kan ikke hjælpe med hesten, den er bange for mig, det er min skyld den løb. Men jeg kan hjælpe dem hjem hvis de ønsker at rejse med en som mig. stod der, på krystaliansk.

Begyndte mistroen at vise sig? Ileana var ikke sikker, selvom den anden kvindes træk stod klar frem for hende i mørket. Hun ville være forsigtig, men hun stolede stadig på sine egne evner. Om hun så skulle stikke kvinden ned og drikke blodet, pumpet ud af de sidste svage hjerteslag. 
Tavst betragtede hun det andet væsen se på sin efterhånden godt fugtige bog. Og hviske et ord, Ileana ikke forstod, men på et sprog hun genkendte. Dæmonisk. Hun havde tilbragt nok tid sammen med dæmoner under mere eller mindre intime forhold, så hun havde hørt dæmonisk nok til at kunne genkende det, når det blev talt. 

Kvinden var dæmon. Straks blev hendes holdning lidt mere anspændt, lidt mere klar til, hvis der skulle komme et angreb. Men hun gjorde intet og sagde intet, mens kvinden skriblede i sin bog igen. Ordene var lidt lettere at læse på den frosne side. 
"Jeg..." Hun kastede et falsk forvirret blik på hende, som om hun ikke forstod de sidste ord. "... det føles mere sikkert at være flere i natten... Hvis De vil..." Hun sænkede hovedet lidt for at virke lidt mere hjælpeløs, men hun slap ikke dæmonen med blikket. Bedst at holde ekstra godt øje med hende.

Hun trak sin kappe lidt bedre om sig og ventede ikke på svar, inden hun begyndte at gå. Der var langt hjem, men hun håbede at finde hesten inden. Den plejede ikke at løbe så langt, hvis hun mistede taget i den. 
Hendes tanker omhandlede kvinden og om, hvordan hun skulle overmande hende. Et lille bagholdsangreb? Besvimelse? Hun skulle tydeligvis være forsigtig med kvindens ansigt, hvis hun kunne fryse ting til is. Kunne hun nu bare bide hende og lamme hende, så var der fri mad. Åh, hun var så sulten, det var svært at tænke.

Afsluttes på grund af inaktivitet.